Menu
Kategorier

Skrevet af den 20 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Imambesættelse

Den danske islamdebat er besat af imamer – hverken mere eller mindre. På den ene side har vi dem, der elsker at råbe op om hvor stort et integrationsproblem imamerne og deres ”middelalderlige” holdninger er. Her hævdes det, at de problemer der er med kriminelle unge, som driver deres uvæsen i  f.eks. Tingbjerg, skydes imamernes forkyndelse. På den anden side har vi dem, der mener, at man via en dialog med imamerne kan få styr på de integrationsproblemer som medierne er så optagede af. For nyligt har vi jo f.eks. set at en radikalislamisk sheik fra USA for offentlige midler er blevet hentet til landet for at han kan belære Nørrebros unge med muslimsk baggrund om at de skal holde sig fra bandekriminalitet.

Begge lejre tager udgangspunkt i en antagelse om at muslimerne er styret af deres religion i en hel anden grad end landets kristne befolkning er det. Mig bekendt er der f.eks. ingen, der mener, at de problemer med vold i Jomfru Ane Gade, som Ålborg må kæmpe med, skyldes de indremissionske prædikanter i byen. Ej heller har nogen fået den ide at indkalde en fundamentalistisk og homofobisk kristen prædikant fra USA for at han kan fortælle Københavns unge med kristen baggrund at de skal holde sig fra rokkerkriminalitet.

Denne grundantagelse er imidlertid forkert – og den er i særdeleshed forkert mht. antagelsen om at imamerne har en bred kontaktflade til landets muslimske befolkning. F.eks. viser religionsforskeren Lene Kühles undersøgelse af det danske moskemiljø, at kun ca. 10 procent af landets muslimer kommer hver uge i moskeerne. Med andre ord, der er intet hold i antagelsen om at imamerne har nogen væsentlig indflydelse på landets muslimer – endnu da, må man hellere sige. For jo mere medierne og politikerne hyler op om imamerne hhv. hvor oftere de interviewer dem, ønsker at gøre dem ansvarlige for integrationen mfl., ja desto mere vil deres indflydelse vokse. Angreb på imamerne og inddragelsen af imamerne har nemlig grundlæggende set samme sluteffekt nemlig den, at vi fortæller landets muslimer, at vi går ud fra at imamerne er deres repræsentanter. Hermed giver vi imamerne en indflydelse de hidtil slet ikke har haft.

For mig at se er det et stort problem for integrationen af indvandrere og flygtninge med muslimsk baggrund at det så ofte antages, at de er styret af religion, f.eks. at den kriminalitet som nogle af dem begår skyldes deres religion.

På samme måde er det imidlertid også et problem, at det antages, at integrationsproblemer kan løses ved at muslimerne bliver mere muslimske, sådan som arrangørerne bag mødet med den radikalislamiske sheik Khalid Yasin synes at antage.

Dette evindelige fokus på en bestemt befolkningsgruppes religion fastholder imidlertid kun forestillingen om at borgere med en muslimsk baggrund er essentielt forskellige fra dem med en kristen baggrund. Fordomme, ængstelser og forudindtagede holdninger bliver gjort til fakta – og dermed vanskeliggøres integrationen. Ikke blot fordi en sådan debat skaber frygt og aggression blandt majoritetsbefolkningen mod den minoritetsgruppe der har muslimsk baggrund – men også fordi den fortæller landets muslimer at de forventes at være hyperreligiøse, en antagelse som konservative muslimer forsøger at udnytte. 

Hvis vi vil have en bedre integration må islamdebatten derfor opgive sin imambesættelse og i stedet rette fokus mod det store flertal af landets muslimer, der ikke er specielt religiøse og som i øvrigt er velfungerende og værdiskabende samfundsborgere.

Læs mere

Skrevet af den 29 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Kvindesyn

De som har valgt at gå i brechen for Lars Hedegaards og Jesper Langballes udfald mod muslimske mænds behandling af deres døtre, hævder ofte, at vi ikke skal gå op i formuleringer men i stedet få taget en grundlæggende debat om det muslimske kvindesyn. Målet med denne debat er at fremhæve hvor godt de danske kvinder har det og hvor skidt de muslimsk kvinder har det for (endnu en gang) at kunne påvise islams uforenelighed med den moderne verden.

Men, må man jo spørge sig, hvad er det for et kvindesyn som muslimerne skal tage ved lære af? Hvad er det for et kvindesyn som vi præsenterer muslimerne for? Er det f.eks. det kvindesyn som afspejles i pornografien og i de reklamer, som dominerer det offentlige rum? Består vores forbilledlighed mht. ligestillingen i det forhold, at ingen kvinde er eller har været statsminister og at topstillingerne i det offentlige såvel som det private er domineret af mænd? Består vores eksemplariske anerkendelse af kvinderne i det forhold at brancher, der er domineret af kvinder, typisk har en lavere løn og en lavere status end dem, der er domineret af mænd?

Det grundlæggende problem er nok, at de signaler som kvinder af i dag modtager, er modsætningsfulde. Kvinder forventes at være selvstændige og økonomisk uafhængige af deres mænd. Derfor opmuntres kvinder til at tage en uddannelse og et betalt arbejde udenfor hjemmet. Men når kvinder så klarer sig bedre end mænd i uddannelsessystemet ses det som en trussel mod mændenes ve og vel – og når de sender deres børn i institutioner, så de kan varetage et arbejde, ses det som en trussel mod børnenes trivsel.

Kvinder forventes at stille deres seksuelle potentialer til skue. Kvinder, der ikke kan eller vil leve op til de herskende skønhedsidealer, eller som af religiøse årsager tildækker sig, bliver ofte mødt med påtaget medlidenhed eller direkte foragt. Men samtidigt med, at kvinder har at ægge mænds begær, forventes det også af dem, at de er (serielt) monogame. Kvinder der sælger sex ses således ofte som seksuelt skadede kvinder, da antagelsen øjensynligt er, at kvinder brænder for at udstille deres seksualitet og så dog kun ønsker sex med den aktuelle eneste ene.

Med andre ord, den besættelsesagtige optagethed af de muslimske kvinders situation handler måske dybest set om en grundlæggende vestlig usikkerhed mht. kvinders position og kvinders seksualitet. En usikkerhed som så projiceres over på de “fremmede”, der dermed bliver repræsentanter for de problemer som man selv ikke formår at forholde sig til.

Læs mere

Skrevet af den 23 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 20 kommentarer

Jeg skammer mig!

Jeg skammer mig.

Jeg skammer mig over at være dansk.

Jeg skammer mig over at være statsborger i Danmark.

Jeg skammer mig over at være folkekirkekristen.

Jeg skammer mig over at det land jeg elsker har fostret en politiker som Jesper Langballe, hvis tilsvining af landets muslimer endnu engang har bevidst, at der ikke er nogen grænse for hvad Dansk Folkeparti tillader og accepterer af verbale overfald på landets muslimske borgere.

Jeg skammer mig over, at vi har en regering, der har et sådant parti som sit støtteparti.

Jeg skammer mig over, at have en statsminister, som ved at tie samtykker med Dansk Folkepartis kampagne mod 200.000 af vore medborgere.

Jeg skammer mig over et retssystem, som sikkert vil lade Jesper Langballes udfald forblive upåtalt. Jeg skammer over at leve i et land, hvor kampen for ytringsfriheden er blevet til en kamp om at få lov til at slå ihjel med ord, så længe man ikke har mulighed for at gøre det med våben.

Jeg skammer mig over, at være medlem af et trossamfund hvor en mand som Jesper Langballe kan få lov til at være præst.

Jeg skammer mig over, at man i Danmark ikke kan diskutere islam uden at forfalde til vulgariteter og ondskabsfuldheder.

Jeg skammer mig over, at den altid nødvendige religionskritik bliver fordrejet til en politisk hetz mod en af samfundets minoriteter.

 

Men en ting er sikkert:

Jeg nægter at give min stemme til partier, som samarbejder med Dansk Folkeparti.

Jeg nægter at give min stemme til partier, som tier overfor Dansk Folkepartis ondskab.

Og som folkekirkekristen tager jeg hermed på det skarpeste afstand fra Jesper Langballes udfald. Vi er (desværre) medlem af samme kirke, men jeg har intet åndeligt fællesskab med ham.

Og så håber jeg på, at den danske befolkning må få øjnene op for hvad Dansk Folkeparti er ved at gøre ved vores dejlige land. De siger de vil forsvare Danmark – men de er den største trussel mod vores nation og de værdier, som den bygger på.

Selvfølgelig skal man tage afstand fra de forbrydelser, der begås i islams navn. Selvfølgelig skal vi ikke acceptere kriminalitet der begås af muslimer. Men vi må ikke acceptere, at 200.000 af landets borgere lægges for had. Hvis vi tier overfor Jesper Langballes verbale terrorisme gør vi os medskyldige i hans verbale voldtægt og hans verbale mord. Og spørgsmålet er så også hvor længe de rabiate islamhadere vil kunne nøjes med ord…

Læs mere

Skrevet af den 9 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Den kristne Allah

Det er i de senere dage kommet til flere kirkeafbrændinger i det muslimsk dominerede Malaysia. Årsagen til denne vold er at både regeringen og radikalt muslimske grupper er stærkt fortørnede over, at kristne borgere i Malaysia omtaler Gud som ”Allah”.

Grundlæggende set er den malaysiske regerings og de malaysiske ekstremisters vrede meningsløs. ”Allah” betyder ”Gud” og er altid blevet brugt af arabisktalende kristne om deres Gud. Men ikke nok med det. Den malaysiske regering og dens støtter blandt muslimske ekstremister har ingen ret til at blande sig i hvad de kristne kalder Gud. Hvad man kalder sin Gud er et internt teologisk anliggende som ingen regering eller religiøst udenforstående har krav på at få ændret. Også indenfor traditionel sharia har de kristne, der lever i den muslimske verden, ret til internt selvstyre så længe, at de ikke sætter sig op mod det muslimske styre.

Det der sker i Malaysia lige nu kan ses som et led i en generel udvikling i den muslimske verden, hvor den ikke ubegrænsede men dog forhåndenværende beskyttelse, som kristne har krav på i den muslimske verden i henhold til Koranen og traditionel sharia, bliver eroderet væk af en radialmuslimsk fanatisme.

Siden imperialismens tid har der været en tendens i den muslimske verden til at se de lokale kristne som repræsentanter for Vesten. Og især i de senere årtier er de lokale kristne i stigende grad blevet mål for terrorangreb, hvis mål tydeligvis er at fordrive dem eller tvinge dem til at konvertere til islam. De lokale kristne er ofre for en radialmuslimsk vrede over de reelle og de indbildte overgreb som USA og dets allierede udsætter verdens muslimer for. En udvikling der forstærkes af, at USA og Co. ikke selv gør noget for at hjælpe de kristne som bliver ofre i denne konflikt, ja end ikke synes at tage problemstillingen i betragtning når alliancer indgås eller krige føres. At kristne f.eks. havde bedre vilkår i Saddam Husseins Irak end i NATO landet Tyrkiet spillede tydeligvis ingen rolle for George Bush eller Tony Blair.

Ligesom vi i Vesten kan opleve en stigende frygt for og had til de lokale muslimer kan vi i den muslimske verden oplevede et stigende had til og en voksende aggression mod de lokale kristne. Med mindre at regeringerne i både vesten og den muslimske verden begynder at forstå, at populistiske forslag og tiltag, der fremmer dette had, ødelægger sammenhængskraften i samfundene, kan man frygte det værste for fremtiden.

Læs mere