Menu
Kategorier

Skrevet af den 23 dec, 2014 under Folkekirken, Kristendom og homoseksualitet | 0 kommentarer

Kampen om homovielserne er afgjort

 

Man kan vist roligt sige, at det ikke har trukket de helt store overskrifter, at en lille forening med navnet “Med grundlov skal land bygges” har valgt at anlægge sag mod to kirkeminister (Marianne Jelved og hendes forgænger Manu Sareen) for ikke mindre end grundlovsbrud.   Påstanden er, at loven om folkekirkelige vielser af homoseksuelle par fra 2012 skulle stride mod grundloven.

Denne manglende interesse i medierne skal nok ses i sammenhæng med, at det er svært at se hvordan “Med grundlov skal land bygges” skulle kunne vinde en sådan sag. De danske domstole blander sig yderst sjældent i politikernes lovgivningsarbejde, og det virker usandsynligt, at de skulle have lyst til at fastlægge hvordan politikerne skal styre eller ikke styre folkekirken eller hvordan luthersk kristendoms syn på homoseksuelle vielser skal defineres.

Lige meget hvordan man vender og drejer det så har modstanderne af folkekirkelige vielser af homoseksuelle par jo tabt krigen. Det er nemlig mere end svært at se hvordan loven herom skulle kunne rulles tilbage, være det af domstolene, politikerne eller en eventuel kommende kirkesynode. Jeg mener, hvis man ophævede denne lov, hvad skal man så gøre med de par, der er blevet viet som følge af dem? Skal man sende dem et brev hvor de opfordres til at brænde deres vielsesattest og hvor de i stedet tilbydes kurser hos Basis/Agape, hvor de efter sigende kan blive helbredt for deres homoseksualitet? Vielser af fraskilte heteroseksuelle par, kvindelige præster og vielser af homoseksuelle par er simpelthen kommet for at blive fordi en afskaffelse af dem ville skabe så meget ballade og skade folkekirkens images i en sådan grad at sådanne tiltag reelt set er utænkelige.

Modstanderne af et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par har imidlertid også tabt fordi de profetier nogle af dem kom med om den helt store nedsmeltning af folkekirken som et sådant tiltag skulle medføre ikke gik i opfyldelse. Nogen spaltning af folkekirken kan man ikke tale om her to år efter lovens indførelse, ligesom antallet af udmeldelser ikke har haft et omfang som har gjort ondt på folkekirken. I virkeligheden er det alt andet lige en fordel, at den sag nu i det store og hele er overstået, for hermed kan folkekirken begynde at diskutere andre og måske vigtigere emner end spørgsmålet om bibel, kirke og de homoseksuelle.

At modstanderne af et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par tabte skyldtes en række forhold. F.eks. var modstandere fra starten af internt splittede fordi nogle er imod homovielser fordi de grundlæggende set opfatter homoseksualitet som en sygdom, der bliver til en synd hvis den “praktiseres” og så dem, der mener, at ægteskabet er for heteroseksuelle par men som måske og måske ikke kan acceptere et ritual for homoseksuelle par hvis disse ikke betegnes som ægtepar. Det skabte en vis teologisk forvirring i argumentationen og gjorde modstanderne meget sårbare for det argument, at deres modstand skyldtes foragt for homoseksuelle og en bibelfundamentalisme, som kun et lille mindretal af folkekirkens medlemmer deler.

Fremtidens kampe kommer ikke til at stå om selve homovielserne, de kan som sagt næppe afskaffes igen. I stedet vil vi nok se, at modstanderne vil forsøge, at køre så mange principsager som muligt om retten til at slippe for at bistå ved sådanne vielser skal udvides, så den ikke kun gælder præster men også degne, organister, kirketjenere og kirkesangere etc. samtidigt med, at nogle homoaktivister sikkert vil forsøge, at kæmpe for at også præsternes ret til at nægte, at forestå sådanne vielser skal fjernes. Så krigen er ikke nødvendigvis helt slut endnu, men dens overordnede udgang er afgjort.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 15 dec, 2013 under Folkekirken | 0 kommentarer

Dåb, folkekirken og muslimerne

I Kristeligt Dagblad har der i de senere dage været en omfattende debat foranlediget af at folkekirkepræsten Massoud Fouroozandeh, der er tidligere muslim og tidligere frikirkepræst, har fået en næse af sin biskop for at have døbt tidligere muslimer uden at indmelde dem i folkekirken sådan som han er forpligtet til. Især i Tidehvervske kredse, hvor man har taget Massoud Fouroozandeh til sig, er man meget forarget over at den kristne pligt til at døbe sådan bliver tilsidesat af øjensynligt rene bureaukratiske årsager.

Men jeg kan slet ikke se noget mærkeligt i, at voksne der lader sig døbe af en folkekirkepræst selvfølgelig skal indmeldes i folkekirken. Det samme sker jo også med de spædbørn, som bliver døbt i folkekirken. Hvis voksne skal have lov til at fravælge folkekirkemedlemskabet i forbindelse med dåben, ja så har forældre vel også lov til at fravælge folkekirkemedlemskabet på deres spædbørns vegne? Og set i lyset af at langt de fleste medlemmer af folkekirken blev meldt ind i forbindelse med at de blev barnedøbt ville en lempelse af reglerne her let kunne have ret så alvorlige følger for folkekirken.

Alle ikke-døbte, der kommer til tro på Jesus Kristus, kan blive døbt af en folkekirkepræst. Den kristne dåbspligt bliver altså ikke krænket på nogen måde af at dåb i folkekirken også betyder indmeldelse i folkekirken. Døren til dåben er åben, man skal som dåbssøgende blot acceptere, at når man lader sig døbe af en folkekirkepræst, ja så bliver man også medlem af folkekirken. På samme måde bliver man jo også f.eks. medlem af den katolske kirke, hvis man lader sig døbe af en katolsk præst. Ønsker man ikke at blive døbt ind i en bestemt kirke, ja så må man jo opsøge præster eller lægfolk indenfor kirkesamfund, hvor dåben ikke er det samme som en indlemmelse i et konkret kirkefællesskab.

Hvad der undrer mig mest ved denne her debat er, at der ikke rigtigt synes at være nogen interesse for hvorfor de tidligere muslimer, som Massoud Fouroozandeh har døbt uden at indmelde dem i folkekirken, ikke vil være medlem af folkekirken. Det virker på mig højst besynderligt, at man gerne vil døbes af en præst men i den grad ikke vil have noget med dennes kirkesamfund at gøre, at man øjensynligt ikke vil døbes hvis dåben medfører, at man bliver indmeldt i dette. Hvad er altså problemet? Det kunne selvfølgelig være, at man er bange for at nogle muslimer vil reagere voldeligt på at man har forladt islam og er blevet kristen. Men sådanne rabiate muslimer er nok ret ligeglade med om man er medlem af folkekirken eller ej. Derfor synes det mere sandsynligt, at disse tidligere muslimer enten ikke vil være medlem af folkekirken fordi man ikke bryder sig om det den står for – eller at man ikke vil være medlem, fordi man ikke vil betale kirkeskat. Eller måske er det en kombination af begge disse grunde.

Det er selvfølgelig fair nok, at man ikke bryder sig om folkekirken, men så må man jo finde en præst eller en lægmand m/k indenfor et kirkesamfund, som man føler sympati for og så lade sig døbe af ham eller hende. Og hvis man ikke vil betale til en kirke, ja så må man jo finde en præst eller lægmand m/k tilknyttet et kirkesamfund hvor man ikke behøver det. En folkekirkepræst må have kærlighed og respekt nok til hhv. for folkekirken til at kræve, at dem der vil lade sig døbe af ham eller hende selvfølgelig skal indmeldes i folkekirken. Mangler man denne kærlighed til og respekt for folkekirken skulle man måske finde et andet kirkesamfund at være præst i.

Læs mere

Skrevet af den 28 jan, 2013 under Folkekirken | 0 kommentarer

Din, min og præsternes tro

Debatten om hvorvidt det er rimeligt, at et menighedsråd i en jobannonce har søgt en “troende præst” har kørt siden Kristeligt Dagblad skød den i gang med en artikel den 21.1.2013.
Som så ofte når der debatteres folkekirkelige forhold fik fløjene hurtigt positioneret sig. Højrefløjen roser menighedsrådet til skyerne for dets mod til at formulere et yderst rimeligt krav mens venstrefløjen kritiserer menighedsrådet for at vise mangel på tillid til præsterne, samtidigt med at man retorisk spørger hvad det i det hele taget vil sige at være troende.

Jeg må indrømme, at jeg mest af alt ser denne her debat som en (medie skabt) storm i et glas vand. Det er mig bekendt i hvert fald ikke nyt at visse menighedsråd søger efter “troende” præster. Hvad heller ikke kan undre nu når Grosbøll sagen, som der så ofte refereres til i forbindelse med debatten, jo som bekendt ligger år tilbage.

Ej heller giver det i mine øjne særligt meget mening, når Mejdal kirkes jobannonce bliver fremstillet som et tegn på en særlig folkekirkelig krise. Prøv bare at google “priests who don’t believe in God” og mængden af links vil vise dig at ikke-troende præster optager sind i hele (den vestlige) verden.

Hvad der derimod undrer mig er, at såvel Mejdal kirkes menighedsråd som dets støtter i debatten øjensynligt går ud fra, at kravet om at ansøgerne til præstestillingen skal være troende vil sikre, at menigheden får en troende præst. På den ene side har man altså så lidt tiltro til job ansøgernes oprettighed at man går ud fra at de kunne finde på at søge om stillingen som præst ved Mejdal kirke selvom de ser sig selv som ikke-troende, men på den anden side har man så meget tillid til deres oprettighed, at man går ud fra at de vil holde sig væk hvis de ikke har troen blot det skrives i jobannoncen at ansøgeren skal være troende. Ingen har øjensynligt tænkt på at disse slemme ikke-troende job ansøgere i en krisetid, hvor jobbene for teologer uden tro og uden lysten til at være folkekirkepræst ikke ligefrem hænger på træerne, kunne finde på at lyve om deres tro, for at sikre sig en fast stilling med garanteret pension.

Jeg tvivler faktisk på at folkekirken vil få flere troende præster, hvad der nu end menes med det, af at menighedsrådene skriver i deres jobannoncer, at de søger en troende præst. Hvad vi i stedet risikerer at få er mindre ærlighed og åbenhed når vi taler tro med vores præster.

Jeg vil i hvert fald hellere have en præst, der tør være ærlig om sin tro og sin tvivl end en, der føler sig nødsaget til at beskytte sig selv og sit job med fromme floskler.

Og så savner jeg flere præster, der i deres prædikener tør tale om deres tro (eller mangel på samme). I et samfund, hvor det nærmest er mere pinligt at fortælle andre om ens trosliv end om ens sexliv, savner jeg præster, der tør dele deres erfaringer ud i de troendes (eller ikke-troendes) land med os andre.
Jeg tror, at jeg er troende, og jeg tror, at der også er andre, der er troende som mig. Men jeg synes sommetider at det er ret ensomt at være en troende med en længsel efter at tale tro med mennesker, der er åbne, ærlige og oprigtige i deres tro eller ikke-tro. Jeg savner præster såvel som lægfolk, der taler ud fra egen erfaring og ikke blot gemmer sig bag fromme men også upersonlige og lidet autentisk virkende formuleringer. Så det ville være en hjælp hvis præsterne (fortsat) turde tale åbent om hvad de tror på (og ikke tror på) når de taler til os fra prædikestolen og hvor vi nu ellers møder dem.

Læs mere