Menu
Kategorier

Skrevet af den 31 mar, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Fobi eller bare uenighed?

 

For nylig så jeg i en debat på Fed Fronts Facebooks side en interessant kommentar. Fed Front er en fedmeaktivistisk gruppe, der kæmper mod samfundets fordomme mod fede, og kommentaren handlede om, at folk med spiseforstyrrelser så som anoreksi har fedtfobi, og dermed ikke kan sammenlignes med de autentiske fede, der lider under samfundets fedtfobi. Denne kommentar kom under heftig beskydning fordi den blev set som ondskabsfuld overfor folk med spiseforstyrrelser og den blev derfor hurtigt fjernet.

Det interessante ved denne kommentar var, sådan som jeg ser det, at den sådan set havde fat i hvad der oprindeligt var betydningen af begrebet ”fobi”. Folk med spiseforstyrrelser har en forstyrret oplevelse af deres krop, selvom de er undervægtige tror de fejlagtigt, at de er fede, og af rædsel for at være fede sulter de sig desværre sommetider ihjel. Der er her klart tale om en psykisk lidelse og derfor om noget, man ikke kan bebrejde den spiseforstyrrede. Tværtimod er det den spiseforstyrrede, der lider under denne fedme fobi og det er ikke en følelse som vedkommende bare kan holde op med at have. Det er et problem, der kræver professionel hjælp.

Problemet med den førnævnte kommentar om at spiseforstyrrede var fedtfobiske var, at den lige præcist ikke blev brugt for at udtrykke den oprindelige betydning af begrebet ”fobi”, men i stedet var udtryk for den nye betydning, hvor fobi er en betegnelse for et ikke nærmere forklaret eller defineret had til en bestemt gruppe. Første gang at ”fobi” fik denne betydning var mig bekendt i forbindelse med homoaktivisters brug af begrebet homofobi om folk, der afviser homoseksuelle forhold uanset begrundelsen, i stedet for i den ældre betydning af homofobi, hvor det var en betegnelse for en frygt for selv at være homoseksuel.

Nu har fobierne i den grad bredt sig, at man kan være fedtfobisk, transfobisk, islamofobisk og meget mere. Hvor den oprindelige betydning af fobi var, at det var en lidelse for den, der havde den, handler den nye betydning i stedet om, at fobien ødelægger livet for dem, som fobien hævdes at være rettet imod. Og dermed er fobikeren ikke længere en lidende person, men i stedet en der med sine ord og gerninger skaber lidelse i andres liv. Fobikeren er ikke længere syg, men i stedet i bedste fald uvidende men typisk grundlæggende set ond. At betegne nogen som fedtfobisk, homofobisk, transfobisk eller islamofobisk er altså at sige, at de er umoralske (eller om man vil syndige) mennesker, der skal gå i sig selv, omvende sig eller i det mindste holde deres mund. Fobi-anklagen er en moralsk kølle, der skal få folk til at underordne sig et bestemt moralsæt og er dermed udtryk for det, som kaldes for social disciplinering.

Nu bør der ikke være nogen tvivl om, at det ikke er i orden, at opfordre til vold mod fede, homoseksuelle, transkønnede eller muslimer. Gør folk sådant bør de mødes med moralsk afvisning og en politianmeldelse. Men er det udtryk for fedtfobi, hvis man synes, at fedme er usundt? Er det homofobisk, at mene, at homoseksuelle parforhold går imod Guds skabelsesorden? Er man transfobisk, hvis man mener, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan? Er man en islamofob, hvis man ikke tror, at Muhammed er Guds profet? Er disse holdninger udtryk for had, foragt eller, for den sags skyld, frygt? Eller er der ikke snarere tale om holdninger, der er udtryk for, at der er nogen, der har et syn på teologiske spørgsmål, på sundhed og på hvad køn er, som man må kunne rumme i et demokratisk samfund?

Dermed være ikke sagt, at det ikke kan opleves som smertefuldt, når man støder på folk, der afviser det man selv synes at man er, identificerer sig som eller tror på. Selvfølgelig skal man have mulighed for at give udtryk for, at man føler stødt af en sådan afvisning. Men måske man skulle lære sig at skelne mellem uenighed, også når den gør ondt, og så had og opfordringer til vold. Ellers ender den nødvendige demokratisk debat i mudderkastning og ja, verbal aggression.

Læs mere

Skrevet af den 19 nov, 2014 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt, Religionsdebat | 0 kommentarer

Homomiljøets fobiske forhold til religion

 

Religion har spillet og spiller fortsat verden over en betydelig rolle i forhold til kampen om homoseksuelles rettigheder – og desværre ikke så sjældent en ret så negativ. Kristne og muslimske religiøse ledere udtaler sig ofte imod homoægteskaber og andre former for samfundsmæssig accept af homoseksuelle parforhold og lovgivning rettet mod en sådan påberåber sig ofte religion. Det kan derfor ikke undre, at mange homoseksuelle har et noget anstrengt forhold til religion. Men det ændrer ikke ved, at en del homoseksuelle selv er religiøse, ligesom de forskellige trossamfund i praksis rummer meget forskellige holdninger og attituder i forhold til homoseksuelle. I Uganda kan man f.eks. finde kristne præster, der kæmper for at homoseksuelle skal henrettes. I Danmark vil flertallet af folkekirkens præster godt vie homoseksuelle par.

Eller sagt med andre ord, det er ikke rimeligt at ville generalisere mht. diverse religioners holdninger til homoseksuelle. Men det gøres der nu ofte, ikke mindst af homoseksuelle, men samtidigt hermed er det bemærkelsesværdigt hvordan man forskelsbehandler religionerne indenfor homomiljøet, og det selvom man jo ellers hævder, at det er forskelsbehandling man er imod.

Når dem der begår verbale eller fysiske overgreb på homoseksuelle nemlig har en muslimsk baggrund, er man typisk meget ivrig for at fremhæve, at man ikke deraf må drage generelle slutninger om muslimers forhold til homoseksuelle, hvis man altså i det hele taget er villig til at nævne, at gerningsmændene har en muslimsk baggrund. Sidst nævnte kan godt være en dårlig ide, for hvis et offer for et homofobisk overgreb begået af en person med muslimsk baggrund siger noget om gerningsmandens baggrund må han eller hun regne med en kraftig social disciplinering fra andre homoseksuelles side af. At en del homofobiske overgreb begås af mennesker med muslimsk baggrund er nemlig et tabu i homomiljøet.

Piben får derimod en ganske anden lyd når homofobiske overgreb begås af mennesker med en kristen baggrund. I så tilfælde er det i homomiljøet helt legitimt at komme med stærkt nedsættende udsagn om kristne og at beskylde kristendommen for generelt at være homofobisk .

Et eksempel herpå er den aktuelle sag om chikanen mod den lesbiske familie i Mariager. Her har Tulle Krøyer, der som den eneste udtaler sig på parrets vegne, lige fra starten forsøgt at rette mistanken mod den lokale Pinsekirke selvom hun ingen konkrete beviser har haft. Så vidt jeg kan se har Tulle Krøyer og hendes støtter generelt modtaget fuld opbakning i homomiljøet til at gøre denne chikanesag, der mest af alt ligner en enkelt psykisk syg persons værk, til en generel anklage mod de frikirke kristne i Mariager. For som sagt, i homomiljøet må man gerne lægge kristne for had og generalisere om dem, det er helt legitimt.

Denne markante forskelsbehandling af homofobi med en mulig muslimsk og en mulig kristen baggrund har en række årsager og konsekvenser. Den handler blandt andet om at homomiljøet er domineret af venstreorienterede, hvad ikke er så mærkelig når man betænker, at de borgerlige partier typisk har været imod at lovgive til fordel for homoseksuelles rettigheder, i øvrigt ikke så sjældent med henvisning til kristendommen. I venstreorienterede kredse har man det jo med at reagere mere eller mindre panisk i forhold til islamkritik, som man har svært ved at håndtere, mens man har en lang tradition for kristendomskritik, der har været en integreret del af socialismen lige fra dens start.

Men i og med at homoseksuelle i dagens Danmark er fuldt juridisk ligestille med heteroseksuelle er situationen anderledes end for bare få år siden. Homokampen handler ikke længere om juridiske rettigheder, for dem har man jo alle fået, men i stedet om den kulturelle accept af homoseksuelle forhold, som i øvrigt er stærk og udbredt i Danmark. De enklaver af modstand mod accept af homoseksuelle som man kan finde i dag består imidlertid ikke blot af højre kristne, men i høj grad også af konservative muslimer. At benægte det er noget nær grotesk, og er et forhold som homomiljøet er nødt til at forholde sig til hvis man vil være troværdig, ikke mindst fordi det er sandsynligt, at antallet af danske muslimer vil voksne i fremtiden.

Men det er unægteligt svært, ikke mindst fordi eksistensen af muslimsk inspireret homofobi bliver misbrugt af politiske højrekræfter, der selv ofte ikke ligefrem er homovenlige, til at argumentere imod muslimers ret til at leve og praktisere deres religion i det danske samfund. Her er det selvfølgelig vigtigt, at huske på, at der findes troende muslimer, der er homoseksuelle, ligesom der er troende kristne, der er homoseksuelle. Islamofobi og kristnofobi i og udefor homomiljøet gør livet svært for de troende homoseksuelle og er et problem, man må forholde sig til. Og ja, begge dele findes i homomiljøet, forskellen er, at mens kristnofobien accepteres og fremmes, så findes islamofobien under overfladen, som den forbudte følelse som ikke må udtrykkes offentligt men som alligevel er der.

Hvad homomiljøet har brug for er, at man tager et opgør med generaliseringerne om forholdet mellem religion og homoseksualitet. Religioner er mangfoldige og deres tilhængere har meget forskellige tilgange til dem. Det gælder både for kristne og muslimer. Hvad homomiljøet også har brug for er, at man lærer, at skelne klarere mellem chikane og vold på den ene side – og meningsforskelle på den anden. Det teater som Asmaa Abdol-Hamids kandidatur for Enhedslisten i forbindelse med folketingsvalget i 2007 udviklede sig til havde man f.eks. nok undgået, hvis man havde turde tage en debat om hvorvidt man som muslimsk folketingsmedlem for venstrefløjen ikke har lov til at have moralske forbehold overfor homoseksuelle relationer, så længe man ellers lover, at stemme for sit partis politik. Ægte mangfoldighed må være mere end bare forskellige klædedragter og spisevaner – den må også rumme plads til at man har forskellige værdier.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 12 nov, 2014 under Lgbt | 0 kommentarer

Har vi sejret ad helvedet til?

 

I de seneste uger har der været en del medie røre over den såkaldte chikanesag fra Mariager, hvor en lesbisk familie har modtaget fordømmende breve og har oplevet, at deres ejendom er blevet udsat for lettere hærværk. Nu er chikane og hærværk selvfølgelig forkastelige – og det i øvrigt uafhængigt af hvem den går ud over og hvad dens motivation er – men alligevel kan jeg som homoseksuel ikke lade være med at tænke på, at det da går os homoer i Danmark ganske godt, hvis en sådan trods alt rimelig lille sag i den grad kan få folk op at køre. Der har jo trods alt hverken været tale om vold eller trusler om vold men i stedet om en chikane, der mest af alt ligner en enkeltstående psykisk syg persons adfærd.

Den forargelse, ja vrede, som sagen fra Mariager har udløst afspejler imidlertid et forhold, som ofte bliver overset, nemlig at homoseksuelle i Danmark ikke bare har opnået fuld juridisk ligestilling med heteroseksuelle, men at vi også i meget høj grad har vundet kampen om diskursen, eller om den offentlige moral om man vil. At udtrykke afvisning, fordømmelse eller ligefrem afsky for homoseksuelle er i dagens Danmark ikke bare yt, det er moralsk forkasteligt, det er udtryk for at man står udenfor det gode selskab og at man ikke er stueren. Det betyder så ikke, at den ene eller anden offentlige person, typisk men ikke kun en politiker fra Dansk Folkeparti, er hævet over at lade en antihomoseksuel finke flyve fra panden i ny og næ – men de kan også være sikre på at blive mødt med en bølge af protester når de gør det. Og disse finker må de da også typisk æde igen, godt krydret med forsikringer om at de da slet ikke har noget imod homoseksuelle.

Det er ikke bare blevet til en dansk norm, at man skal være pro homoseksuel, nej det er i høj grad blevet til en vestlig norm. Accept af homorettigheder bliver i Vesten ofte udlagt som helt centralt for et demokrati – og spørgsmålet om hvorvidt homoseksuelt samliv er en menneskerettighed eller en farlig samfundsnedbrydende dekadence er i dag med til at opretholde opdelingen af verden i øst og vest – og nord og syd. Denne vestlige norm er meget ny, den har udviklet sig i løbet af få årtier. Da min far blev født var sex mellem mænd f.eks. en kriminel handling her i Danmark – og jeg selv var 12 år da homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske lidelser. En pæn stor del af den danske befolkning er altså vokset op i et samfund, hvor accept af homoseksuelle ikke var en norm, ja hvor homoseksualitet stadigvæk var forbundet med perversion og ja, alt andet end noget pænt.

Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at der under det ydre lag af næsten tvangsmæssig homoaccept flyder nogle andre understrømme, og når disse bryder op gennem pænhedens overflade, ja så kan de udløse noget nær moralsk panik, være det nu i befolkningen som sådan og da ikke mindst blandt homoseksuelle. Det ligger så snublende nær at møde disse tilfælde af homofobi, homoforagt eller hvad man nu skal kalde dette ukære barn, med moralsk fordømmelse og måske sågar ønske om straf i håbet om at jage disse uønskede følelser og holdninger endnu dybere ind i skabet. Og så er der selvfølgelig også altid ideen om at homoforagten kan kureres med omopdragelse i form af f.eks. de såkaldte normstormere hvis opgave det er at lære unge mennesker, at samfundets norm altså er, at man skal anerkende homoseksuelle hvis man selv vil anerkendes som et ordentligt menneske.

Hvad alle disse ganske velmenende homoaktivister og politiske allierede, der gerne vil profilere sig på en sikker vindersag, overser, er, at dette massive normpres i retning af accept af homoseksuelle kun virker på dem, der grundlæggende set ønsker at være en del af det “danske normfællesskab”. Vil man gerne være stueren, så lærer man med tiden at udtrykke sig “pænt”, selvom man måske ikke tænker “pænt”. Men har man opgivet at være en del af det pæne selskab ser situationen noget anderledes ud. Måske er vi faktisk ved at nå derhen, hvor det at være ikke accepterende overfor homoseksuelle har udviklet sig til at være en form for modkulturel protest identitet. Hvis man i dag pga. sin religion, sin hudfarve, sin økonomi eller hvad ved jeg, oplever at man bliver marginaliseret og stillet udenfor normen er det efterhånden snublende nær at se homoseksuelle som fortropper for det samfund og de normer, som holder en udenfor. Og hermed kan både verbale og fysiske angreb på homoseksuelle blive til en ventil hvor man kan lukke sin indestængte vrede og frustration ud. Det er måske ikke det vi ser i Mariager, men det er nok det vi ser på f.eks. det ydre Nørrebro, hvor homochikanen godt kan tage noget voldsommere former end smædebreve og affald i haven.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 1 nov, 2014 under Lgbt | 0 kommentarer

Når fordommene får overtaget

Der har i den seneste stykke tid været en del medie røre over, at en lesbisk familie i Mariager har været udsat for chikane i form af f.eks. ubehagelige breve og hærværk udført mod deres ejendom. Heldigvis har politiet nu anholdt en mand de mistænker for at stå bag chikanen og vi kan derfor håbe på at denne grimme sag hermed får en ende.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage med en grim smag i munden, for det er mit indtryk, at denne sag på mange måder er endt med noget nær chikane mod indbyggerne i Mariager. Især er jeg lidt rystet over at se, at man uden videre går ud fra, at alle indbyggere i en by er kollektivt ansvarlige for hvad der jo ligner en enkelt psykisk syg persons handlinger. Kigger man ind på Facebook gruppen Mariager 9550 kan man se, at der har været en massiv afstandstagen fra hetzen mod familien og støtte til den, men det har øjensynligt ingen udenfor Mariager gidet forholde sig til.

Faktisk kan jeg ikke lade være med at undre mig over denne bølge af forargelse. Jeg mener, det er jo en kendt sag, at homoseksuelle der færdes i det københavnske natteliv ikke “bare” risikerer chikane i form af tilråb men direkte fysisk vold. Jeg kender selv en bøsse fra et af Københavns mere multietniske kvarterer, som ikke åbent tør vise sin kærlighed til sin kæreste der hvor de bor, fordi de oplever at blive chikaneret. Og at det forholder sig sådant tror jeg ikke virkelig kommer som nogen nyhed for de fleste. Ja, hvor mange københavnske homopar tør gå hånd i hånd eller ligefrem kysse i byens gader?

Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, at chikanesagen fra Mariager i den grad har udløst heftige reaktioner, ikke mindst blandt homoseksuelle, fordi den på bekvem måde forstærker en fordom der uhindret florerer i homomiljøerne. Og det er fordommen om at man som homoseksuel ikke kan leve lykkeligt og trygt i provinsen og da slet ikke ude i de mindre samfund. Når jeg fortæller, at jeg og min kone lever lykkeligt og helt chikane frit i en mindre by på Falster bliver jeg ikke rigtigt troet på. For nogle homoseksuelle “ved” øjensynligt at man skal bo i København for at få et godt liv som homo.

Måske al denne vrede mod indbyggerne i Mariager dækker over, at rigtigt mange københavner homoer selv lever i frygt for homofobisk chikane? En frygt de ikke rigtigt kan give udtryk for fordi den kan være politisk ukorrekt at nævne (fordi den jo i storbyen ikke så sjældent endda udføres af unge mænd med såkaldt anden etnisk baggrund) eller fordi den bare ikke passer ind i deres forestillinger om at man som homo skal bo i København.

Læs mere