Homomiljøets fobiske forhold til religion

 

Religion har spillet og spiller fortsat verden over en betydelig rolle i forhold til kampen om homoseksuelles rettigheder – og desværre ikke så sjældent en ret så negativ. Kristne og muslimske religiøse ledere udtaler sig ofte imod homoægteskaber og andre former for samfundsmæssig accept af homoseksuelle parforhold og lovgivning rettet mod en sådan påberåber sig ofte religion. Det kan derfor ikke undre, at mange homoseksuelle har et noget anstrengt forhold til religion. Men det ændrer ikke ved, at en del homoseksuelle selv er religiøse, ligesom de forskellige trossamfund i praksis rummer meget forskellige holdninger og attituder i forhold til homoseksuelle. I Uganda kan man f.eks. finde kristne præster, der kæmper for at homoseksuelle skal henrettes. I Danmark vil flertallet af folkekirkens præster godt vie homoseksuelle par.

Eller sagt med andre ord, det er ikke rimeligt at ville generalisere mht. diverse religioners holdninger til homoseksuelle. Men det gøres der nu ofte, ikke mindst af homoseksuelle, men samtidigt hermed er det bemærkelsesværdigt hvordan man forskelsbehandler religionerne indenfor homomiljøet, og det selvom man jo ellers hævder, at det er forskelsbehandling man er imod.

Når dem der begår verbale eller fysiske overgreb på homoseksuelle nemlig har en muslimsk baggrund, er man typisk meget ivrig for at fremhæve, at man ikke deraf må drage generelle slutninger om muslimers forhold til homoseksuelle, hvis man altså i det hele taget er villig til at nævne, at gerningsmændene har en muslimsk baggrund. Sidst nævnte kan godt være en dårlig ide, for hvis et offer for et homofobisk overgreb begået af en person med muslimsk baggrund siger noget om gerningsmandens baggrund må han eller hun regne med en kraftig social disciplinering fra andre homoseksuelles side af. At en del homofobiske overgreb begås af mennesker med muslimsk baggrund er nemlig et tabu i homomiljøet.

Piben får derimod en ganske anden lyd når homofobiske overgreb begås af mennesker med en kristen baggrund. I så tilfælde er det i homomiljøet helt legitimt at komme med stærkt nedsættende udsagn om kristne og at beskylde kristendommen for generelt at være homofobisk .

Et eksempel herpå er den aktuelle sag om chikanen mod den lesbiske familie i Mariager. Her har Tulle Krøyer, der som den eneste udtaler sig på parrets vegne, lige fra starten forsøgt at rette mistanken mod den lokale Pinsekirke selvom hun ingen konkrete beviser har haft. Så vidt jeg kan se har Tulle Krøyer og hendes støtter generelt modtaget fuld opbakning i homomiljøet til at gøre denne chikanesag, der mest af alt ligner en enkelt psykisk syg persons værk, til en generel anklage mod de frikirke kristne i Mariager. For som sagt, i homomiljøet må man gerne lægge kristne for had og generalisere om dem, det er helt legitimt.

Denne markante forskelsbehandling af homofobi med en mulig muslimsk og en mulig kristen baggrund har en række årsager og konsekvenser. Den handler blandt andet om at homomiljøet er domineret af venstreorienterede, hvad ikke er så mærkelig når man betænker, at de borgerlige partier typisk har været imod at lovgive til fordel for homoseksuelles rettigheder, i øvrigt ikke så sjældent med henvisning til kristendommen. I venstreorienterede kredse har man det jo med at reagere mere eller mindre panisk i forhold til islamkritik, som man har svært ved at håndtere, mens man har en lang tradition for kristendomskritik, der har været en integreret del af socialismen lige fra dens start.

Men i og med at homoseksuelle i dagens Danmark er fuldt juridisk ligestille med heteroseksuelle er situationen anderledes end for bare få år siden. Homokampen handler ikke længere om juridiske rettigheder, for dem har man jo alle fået, men i stedet om den kulturelle accept af homoseksuelle forhold, som i øvrigt er stærk og udbredt i Danmark. De enklaver af modstand mod accept af homoseksuelle som man kan finde i dag består imidlertid ikke blot af højre kristne, men i høj grad også af konservative muslimer. At benægte det er noget nær grotesk, og er et forhold som homomiljøet er nødt til at forholde sig til hvis man vil være troværdig, ikke mindst fordi det er sandsynligt, at antallet af danske muslimer vil voksne i fremtiden.

Men det er unægteligt svært, ikke mindst fordi eksistensen af muslimsk inspireret homofobi bliver misbrugt af politiske højrekræfter, der selv ofte ikke ligefrem er homovenlige, til at argumentere imod muslimers ret til at leve og praktisere deres religion i det danske samfund. Her er det selvfølgelig vigtigt, at huske på, at der findes troende muslimer, der er homoseksuelle, ligesom der er troende kristne, der er homoseksuelle. Islamofobi og kristnofobi i og udefor homomiljøet gør livet svært for de troende homoseksuelle og er et problem, man må forholde sig til. Og ja, begge dele findes i homomiljøet, forskellen er, at mens kristnofobien accepteres og fremmes, så findes islamofobien under overfladen, som den forbudte følelse som ikke må udtrykkes offentligt men som alligevel er der.

Hvad homomiljøet har brug for er, at man tager et opgør med generaliseringerne om forholdet mellem religion og homoseksualitet. Religioner er mangfoldige og deres tilhængere har meget forskellige tilgange til dem. Det gælder både for kristne og muslimer. Hvad homomiljøet også har brug for er, at man lærer, at skelne klarere mellem chikane og vold på den ene side – og meningsforskelle på den anden. Det teater som Asmaa Abdol-Hamids kandidatur for Enhedslisten i forbindelse med folketingsvalget i 2007 udviklede sig til havde man f.eks. nok undgået, hvis man havde turde tage en debat om hvorvidt man som muslimsk folketingsmedlem for venstrefløjen ikke har lov til at have moralske forbehold overfor homoseksuelle relationer, så længe man ellers lover, at stemme for sit partis politik. Ægte mangfoldighed må være mere end bare forskellige klædedragter og spisevaner – den må også rumme plads til at man har forskellige værdier.