Menu
Kategorier

Skrevet af den 2 nov, 2021 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Et monsters bekendelser

 

Når man som undertegnede vælger at debattere emner som folk kan have stærke holdninger om, herunder emner hvor folk kan have noget personligt i klemme, kan man opleve at blive lagt for had. Jeg har selv kunnet konstatere, at der er folk der pga. min ”debat-aktivisme” ønsker mig både død og ødelæggelse om end jeg faktisk indtil videre ikke har fået personlige trusler i min egen ind-boks. Jeg kan imidlertid forstå, at der er nogen derude der hader mig rimeligt helhjertet og er overbevist om at jeg er et meget ondt og modbydeligt menneske.

Det er ikke nyt for mig at blive mødt med foragt. Jeg blev trods alt mobbet intensivt og vedholdende op gennem hele mine 9 lange, triste og ensomme år i folkeskolen. Men denne mobning handlede, sådan som jeg ser det, ikke så meget om et had til mig og mine holdninger men snarere om en foragt for en person, der var tydelig anderledes, nok ikke altid så god til at aflæse de sociale koder, og som under alle omstændigheder kunne være den, man kunne underholde sig med at sparke til (både fysisk men især verbalt) så man kunne få afløb fra egne problemer og frustrationer.

Som kristen og homoseksuel har jeg selvsagt også mødt en del foragt. For de kristne fundamentalister var (og er) jeg en ubodfærdig synder. For nogle homo- og queer-aktivister var (og er) jeg en elendig eksistens med manglende viljestyrke til at droppe min ”homofobiske religion”. Kun som outspoken eks-katolik og katolicismekritiker har jeg imidlertid mødt noget som godt kunne virke som virkeligt had. Jeg ved af egen erfaring fra min fortid som katolsk fundamentalist, at kritik af den katolske kirke kan gøre rigtigt ondt hvis man har investeret (for meget) mental energi i opretholdelsen af dens ære og respekt i verden. Og den hvis ord udløser smerte kan du let komme til at hade.

Men det er dog først da jeg begyndte at komme i konflikt med den radiale transaktivisme at jeg i massiv grad har oplevet ikke bare vrede og foragt men også åbenlyst had. Og selvfølgelig må det jo udløse nogle selvrefleksioner.

Allerede for nogle år siden skrev en transaktivist i en Facebook debat med mig at ”jeg nok troede at jeg var et godt menneske”, underforstået at det var jeg i hvert fald ikke! Hvis man hører til de få der kender mig rigtigt godt ville man vide, at jeg ikke render rundt og tror, at jeg er et godt menneske. Jeg tror dog heller ikke, at jeg er et unikt ondt menneske. Der skal i virkeligheden vel en særlig grad af åndelig højrøvethed til at tro, at man er ”verdens ondeste menneske” og lignende, som jeg i tidens løb har set ”fromme” mennesker sige om sig selv. Jeg vurderer mig selv til at være helt gennemsnitlig ond. Og dermed er jeg, sådan som jeg ser det, blot et menneske, for at vi mennesker har noget mørkt og destruktivt i os, der kæmper mod lyset og kærligheden, er et helt centralt element i mit menneskesyn.

Jeg har faktisk ikke noget behov for at være bevidst ondskabsfuld overfor andre mennesker. Jeg føler ingen glæde ved at tilføje andre smerte. Et smil varmer mit hjerte, mens en tåre let udløser tårer hos mig. Men man kan tilføje andre, især dem man elsker allermest, meget smerte ud fra almindelig tankeløshed, egoisme og selvoptagethed og det har jeg desværre rigeligt at dele ud af. Nu hører det imidlertid til min religiøse overbevisning, at jeg og alle andre mennesker af vores natur ikke er ”gode nok”, da vi alle svigter i forhold til kærlighedens lov. Men det gør bare heller ikke noget, for Jesus har gjort os alle gode nok ved at give sit liv for os på korset. At jeg ultimativt er god nok handler derfor slet ikke om mig selv, om alle mine svigt eller mine forsøg på at være bedre. At blive ultimativt favnet, elsket og hjulpet videre er efter min overbevisning ikke en velfortjent belønning for egen indsats men i stedet en gave som vi får ganske ufortjent.

Jeg synes faktisk, at der en trist tendens hos dem, der så gerne vil være woke, til at være nærmest besat af tanken om at fremstå som gode. Der synes i disse kredse at være en bemærkelsesværdig hang til at iscenesætte sig selv om personer, der har alle de rigtige holdninger, som altid opfører sig korrekt eller i hvert fald altid retter ind når medlemmer af en undertrykt minoritet giver dem besked herpå. På sin vis minder de mig lidt om den type kristne som elsker at fremhæve at de følger Bibelen og/eller kirkens lære med højeste grad af samvittighed – og at de altid anger og omvender sig hvis de skulle komme til at fejle i forhold til disse.

Min erfaring med dem, som er meget optaget af tanken om at blive anerkendt som ”gode og rigtige” er desværre, at de ikke blot ofte har et stærkt behov for at have nogle ”forkerte og onde” de kan spejle deres egen godhed i. Nej, de bliver også let direkte ondskabsfulde overfor dem, der ikke som dem lever, tænker og handler ”rigtigt”. Det ser ud til at man kan blive så rummelig og mangfoldighedsfavnende at man kan blive direkte aggressiv og ondskabsfuld overfor dem, der ikke lever op til ens egne høje moralske krav.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke ude på at værdirelativere. Det er vigtigt og nødvendigt at turde og kunne sige fra overfor uretten. Det er sådan set også tanken bag min egen aktivisme. Derfor skriver jeg ting som jeg godt ved nogen vil blive oprørte over. Jeg skriver det dog ikke fordi jeg vil gøre dem oprørte, men fordi jeg føler, at det er min pligt at forsvare de kvinder og børn som ud fra en misforstået tolerance lige for tiden kastes under bussen.  Det er altid rarere at kunne sprede en god stemning, men sommetider er man desværre nødt til at være en killjoy, dvs. en der ødelægger ”den gode stemning ved middagsbordet” ved at påpege de ting, der er løbet helt af sporet.

Hvad jeg vil sige er, at man skal passe på med at dæmonisere og monstergøre dem, som man er uenig med. Den jeg oplever som ulidelig, træls eller direkte ubehagelig kan være et menneske som andre elsker og værdsætter. Vi mennesker er sammensatte væsener, og andre, ikke mindst dem der kun kender os fra de sociale medier, kender typisk ikke alle vores mange og måske ofte selvmodsigende væsenstræk. Alle mennesker har en umistelig værdighed som lige præcist det de er, medmennesker. Hvis vi ikke kan være uenige, herunder diskutere det, der kan gøre ondt at tale om, så bryder vores demokrati sammen. Derfor er der ingen anden vej end samtalen. Den samtale, hvor man husker, at der sidder et medmenneske bag ved skærmen. Og det skal ikke mindst jeg selv hele tiden huske mig på.

Læs mere

Skrevet af den 24 aug, 2020 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Lad os tage de vanskelige samtaler

 

Fra jeg var ca. 12 år indtil jeg var omkring 23 år gammel ville jeg være nonne. Dette ønske fyldte rigtigt meget i mit unge liv. Jeg besøgte forskellige klostre/ordensfællesskaber og jeg endte da også med at være postulant (første skridt i uddannelsen til at blive nonne) i et karmelitter-nonnekloster i Wien. Men i det meste af denne tid kæmpede jeg med et nagende spørgsmål: Var jeg virkelig kaldet til at være nonne? Hvad ville det sige at have et kald? Var det nok, at jeg bare rigtigt gerne ville være nonne, eller skulle jeg også have en eller anden mere overnaturlig følelse af at dette var Guds vilje? Det var det ikke rigtigt til at få et svar på, da det der med ”ordenskaldet” eller ”kaldet til at blive katolsk præst” havde det med (og stadigvæk har det med) at være omgivet af en del mystik.

Når spørgsmålet om hvad et kald virkeligt er er så svært at få sat ord på i en katolsk sammenhæng, så hænger det nok bl.a. sammen med at det ud fra en teologisk og organisatorisk synsvinkel kan være problematisk, at skulle forholde sig til at dem, der vil være præster, munke og nonner ikke så sjældent kan have ofte ubevidste motiver af psykologisk og social karakter ud over de rent spirituelle. Hele det katolske ”klassesystem” med lægfolket der ledes af præsteskabet og opdelingen i almindelige troende og så ordensfolk bygger på tanken om at denne ordning er befalet af Gud. Ingen har ret til at melde sig selv ind i kirkens ”elite”, det skal være Gud, der sender en derhen. Derfor opfattes det let som et frontalangreb på den katolske kirke hvis man taler om at ønsket om at blive katolsk præst, munk eller nonne kunne hænge sammen med et ønske om f.eks. at få en klar identitet og status og/eller en flugt fra f.eks. en homoseksualitet som man ikke tør udleve åbent eller måske i det hele taget forholde sig til. Opgiver man derfor denne livsvej og fortæller man om sådanne eller andre ikke-spirituelle motiver til at man oprindeligt ville gå den, bliver det udlagt som at det beviser, at man bare slet ikke havde noget kald.

På en måde virker det på mig som om debatten om transidentiteten, ikke mindst blandt børn og unge, kunne ses i samme lys. Også her har vi denne her bemærkelsesværdigt uklare kategori ”transkønnet” hvis konkrete indhold virker så mærkværdigt svævende. Hvad vil det sige, at ”identificere” sig som kvinde eller mand hhv. at ”føle sig” som en kvinde eller mand? Hvordan kan man vide, hvad man skal føle for at være en kvinde og ikke en mand eller omvendt? Hvordan kan man være sikker på, at man ikke forveksler andre behov og følelser med en ”kønnet” følelse? Det er også mit indtryk, at en del transaktivister ønsker at vi skal se identiteten som transkønnet som noget, der er løsrevet fra barnets/den unges konkrete liv og psykologiske udfordringer og i stedet forstå den som om et medfødt og af alt andet uafhængigt essentielt kernepersonlighedstræk. Det er i hvert fald et tabu i disse kredse at tale om hvorvidt ønsket om at skifte køn hos børn og unge kunne skyldes f.eks. ubehaget ved at skulle leve i henhold til de kønsstereotyper som samfundet pådutter os eller vanskeligheder ved at håndtere at man er en kønsrolleafvigende homoseksuel. Og dem, der dropper ud af transidentiteten og fortæller om sådanne motiver, beskylder man for aldrig at have været rigtige transkønnede. Her er der en klar parallel til den katolske kirkes uvilje til at se på ”ikke-spirituelle” motiver til at ville være katolsk præst, munk eller nonne.

Spørgsmålet er imidlertid om ikke man i begge tilfælde ville undgå mange personlige tragedier hvis man faktisk turde tage disse samtaler. For den katolske kirke ville det vel være en fordel, hvis dem der valgte livet som katolsk præst, munk eller nonne havde den nødvendige personlige modenhed og afklarethed som et sådant liv kræver hvis det skal blive til gavn både for den enkelte og kirken. Det er jo bemærkelsesværdigt at man i den katolske kirke lader unge voksne love at de for altid vil give afkald på et almindeligt voksenliv med seksualitet, personlig selvbestemmelse etc. som de ingen eller kun lidt kendskab har til. Men den katolske kirke burde også sørge for at have tilbud om råd og støtte til at finde en anden vej for dem for hvem præstegerningen eller ordenslivet ikke vil være en god løsning, sådan at de ikke ender med at stå skuffet og frustreret tilbage hvis de sorteres fra. Jeg selv var akut selvmordstruet da min drøm om at blive nonne i første omgang sank i grus, og jeg vil den dag i dag sige, at det var dybt problematisk, at jeg ikke fik noget tilbud om hjælp og støtte fra kirken til at komme videre i livet. Dette måtte jeg selv finde ud af. Og det gjorde jeg jo så, men det forhold, at jeg jævnligt drømmer, at jeg er tilbage i klosteret, viser mig, at der nok er et resttraume der roder rundt i min underbevidsthed.

På samme måde kan man undre sig over med hvilken iver den radikale transaktivisme presser på for at de såkaldte transbørn skal have adgang til at skifte juridisk køn (se bare regeringens forslag om dette) og så ellers sættes på et eksprestog i retning af hormonbehandling og operationer. Det minder mig om det nu lukkede Maria Hjerte Kloster på Djursland (hvor jeg selv kom da jeg var 14-16 år gammel) hvor Abeddisen optog piger helt ned til 16 år ud fra den devise, at man risikerede, at deres kald ville gå tabt, hvis man lod dem vente. Det kom der ikke noget godt ud af. Og der vil heller ikke komme noget godt ud af at forveksle kønsusikkerhed, eksperimentering med kønnet eller ønsket om at måtte få lov til det samme som det modsatte køn hos børn og unge med en permanent modsatkønnet kønsidentitet. Hvordan kan man sige god for at børn og meget unge voksne får foretaget irreversible kropslige indgreb – indgreb i en krop hvis naturlige funktioner, herunder erotiske og reproduktive potentialer de kun har lidt eller ingen kendskab til? Men også her er det vigtigt, at børn og unge, der kæmper med deres kønsopfattelse/kønsidentitet, skal have andre tilbud om hjælp og støtte til at håndtere livet. Tilbud der hjælper dem til at blive modne og afklarede voksne mennesker der kan tage de valg der passer bedst til deres ønsker og behov.

Læs mere

Skrevet af den 28 nov, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Vatikanet og truslen fra det overnaturlige

 

Hvis man går rundt og tror, at man i Vatikanet bare elsker beretninger om mirakler, visioner og andre eksempler på at det overnaturlige har det med at bryde ind i almindelige menneskers hverdag så tager man, i henhold til Vatikan journalisten John Thavis’ bog ”The Vatican Prophecies”, fejl. I Vatikanet er der faktisk mange, der er ret skeptiske overfor grædende Madonna figurer og husmødre med bijob som profeter selvom disse spiller en stor rolle for ikke så helt få katolikker.

Den katolske kirke har f.eks. i tiden efter Det 2. Vatikankoncil nedtonet kulten omkring relikvier. Men der er fortsat folk der tjener penge på at sælge relikvier f.eks. via ebay, selvom det faktisk er forbudt i henhold til kirkeloven. (Der dog har det smuthul at man godt må sælge de beholdere som relikvierne opbevares i inklusive relikvie). Til gengæld er det helt legalt at have det som en givtig bibeskæftigelse at restaurere og konservere helgenders påståede intakte lig, selvom ligets intakthed ofte ses som et bevis på at den afdøde var en helgen.

I Vatikanet er man heller ikke begejstret for den bølge af påståede Maria åbenbaringer som har rullet hen over den katolske kirke i de sidste årtier. John Thavis bruger især sit krudt på de påståede Maria åbenbaringer i den lille bosniske landsby Medjugorje. Den lokale biskop var hhv. er meget imod nogen form for anerkendelse af at disse åbenbaringer skulle være ægte, men Pave Johannes Paul II var muligvis privat en tilhænger, så der blev holdt lidt hånd over fænomenet. Pave Benedikt var noget mere skeptisk – og pave Frans er kommet med indtil flere udsagn hvor han advarer folk mod at gå op i påståede Maria åbenbaringer og løbe hid og did i søgen efter noget nyt fra himlen – så muligvis bliver der nu slået hårdere ned på dette fænomen. Men på den anden side er Medjugorje så populær i dag at der nok er grænser for hvad Vatikanet kan og tør gøre – og så ved man jo aldrig hvad den næste pave mener.

Dæmonbesættelser og ikke mindst dæmonuddrivelser er jo en aktivitet som har en lang tradition indenfor den katolske kirke og den har fortsat både sine udøvere og stærke tilhængere. Men også her skal man ikke lede længe for at finde dem i Vatikanet, som mener, at også dæmonbesættelser kan være psykiatriske frem for åndelige fænomener. Under alle omstændigheder forsøger man at holde eksorcisterne i en kort snor – man skal have en tilladelse fra sin biskop for at måtte udføre en eksorcisme – og Vatikanet har også sikret sig, at medlemskabet i den internationale forening for eksorcister følger kirkens spilleregler.

John Thavis bruger en del plads på at beskrive det store forarbejde der gøres forud for en persons salig- hhv. helgenkåring mht. at påvise, at vedkommende efter sin død har begået et mirakel der kan bevises som sådant videnskabeligt. I praksis vil det sige, at vedkommendes forbøn skal have udløst en helbredelse af en alvorlig og uhelbredelig sygdom som lægevidenskaben ikke kan komme med nogen naturlig forklaring på. På denne måde bliver de troendes oplevelse af det mirakuløse i deres liv ubestrideligt kogt ned til noget meget sjældent – og noget der er meget dyrt at få bekræftet – sådan i størrelsesordenen 200.000-300.000 dollars dyrt. Pave Frans har derfor de facto besluttet, at der ikke længere behøves et sådant mirakel for at en person kan helgenkåres – hvad dem der tjener penge på at organisere hele det omfattende papir- og lobbyarbejde, der er forbundet med at få en person erklæret helgen efter de gamle kriterier, sjovt nok ikke synes er nogen god ide.

Sidst men ikke mindst udgør internettet med dets mulighed for anonymt at sprede alverdens historier, mirakler og budskaber et problem for Vatikanet. Ikke mindst de mange påståede Maria åbenbaringer og tolkninger af ældre profetier som skulle handle om, at Pave Frans er den sidste pave før dommedag, at han er i ledtog med Antikrist og vil bringe størstedelen af den katolske kirke til fald etc, er man selvsagt ikke super glad for.

Den katolske kirke har helt tilbage til Thomas af Aquinas en hang til at forsøge, at forstå troen ud fra rationelle kriterier selvom man heller ikke ønsker, at støde folketroen for meget fra sig, slet ikke i en tid hvor den katolske kirke er under pres fra den sekulære verden. Og så er man, nok med rette, bange for at diverse falsknerier og platheder i den gode sags navn ville kunne skade kirkens ry og støde folk væk fra Kristus.

Læs mere

Skrevet af den 20 nov, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Maria åbenbaringer i 1900-tallets Europa

 

Indenfor studiet af Maria åbenbaringer bliver 1800-tallet ofte fremstillet som det marianske århundrede, fordi vi i denne periode både har en stor vækst i antallet af rapporterede Maria åbenbaringer og fordi det er her at det typiske mønster for Maria åbenbaringerne udvikles. Ikke mindst Lourdes kom til at fremstå som indbegrebet af den typiske Maria åbenbaring, selvom der var mange andre rapporterede Maria åbenbaringer i 1800-tallet. Men hvis der var mange beretninger om Maria åbenbaringer i 1800-tallet, så var der mange flere i 1900-tallet, hvor man virkelig kan tale om en eksplosion. Selve fænomenet er blevet udforsket relativt intensivt og Chris Maunder forsøger i sin bog ”Our Lady of the Nations – Apparitions of Mary in 20th-Century Catholic Europe” at give et overblik over udviklingen i Maria åbenbaringerne i 1900-tallets Europa.

Generelt kan man tale om at der findes fire hoved indfaldsvinkler til studiet af Maria åbenbaringer. Den første er den sociologiske, antropologiske eller historiske forskning i fænomenet. Den er kendetegnet ved at den ikke forholder sig til om de påståede Maria åbenbaringer er ”sande” eller ”falske”, i stedet forsøger man at forstå dem som sociale fænomener og forklare de økonomiske, politiske, sociale og religiøse forhold der har formet dem. Den anden er den teologiske indfaldsvinkel. Her søger man efter enten en teologisk validering eller afvisning af en Maria åbenbaring. Man er ofte i princippet skeptisk men er dog villig til at acceptere de Maria åbenbaringer som den katolske kirke har accepteret. Den tredje er den apologetiske indfaldsvinkel. Her er der tale om ivrige tilhængere af Maria åbenbaringer generelt eller en speciel Maria åbenbaring, og deres studier har til formål at overbevise læseren om at Jomfru Maria virkeligt har åbenbaret sig. Den fjerde og sidste indfaldsvinkel er den sensationalistiske, der typisk handler om at afsløre svindel og misbrug.

Chris Maunder forholder sig, som det meste af religionsforskningen i dag, skeptisk overfor banale psykologiske forklaringer af a la Freud, der vil afvise Maria åbenbaringer som udslag af sindssyge og hysteri. Men på trods af sit personlige engagement i Maria åbenbaringer og hans katolske tro hælder han i sin bog tydeligvis til den sociologiske forskningsmetode når det gælder de Maria åbenbaringer som han arbejder med i sin bog. Dvs. han vægter at forstå dem ud fra den sociale sammenhæng de opstår i ligesom han med stor iver viser hvordan Maria åbenbaringerne påvirkes af hinanden selvom han også insisterer på at de altid også har specifikke og unikke træk.

Ud over Lourdes er der to helt centrale Maria Åbenbaringer som har påvirket dette fænomen i 1900-tallet, nemlig Fatima og Medjugorje. Alle tre har det tilfældes, at de finder sted i marginaliserede og fattige katolske landsbysamfund, seerne er børn hhv. teenagere og pigerne er i overtal. Der er dog også forskelle. Fatima åbenbaringerne introducerer mirakuløse tegn som er synlige for alle (den dansende sol der kommer til at optræde i rigtigt mange efterfølgende Maria åbenbaringer) og et apokalyptisk perspektiv delvist knyttet til et hemmeligt budskab, som fortælles til den øverste kirkelige ledelse. Og selvom Medjugorje ikke introducerer dette fænomen, så er Maria åbenbaringerne her kendetegnet ved at komme på fastlagte tidspunkter, i et stort tal og at de endnu ikke er ophørt endnu, ligesom de visionære opsøges af Jomfru Maria rundt omkring i hele verden og ikke blot i forbindelse med et bestemt helligsted. Og så er Medjugorje selvfølgelig heller ikke godkendt af de kirkelige myndigheder i modsætning til Lourdes og Fatima.

Den kirkelige procedure mht. anerkendelse/afvisning af mirakuløse begivenheder så som Maria åbenbaringer har rødder tilbage til 1700-tallet. Det er den lokale biskop, der skal iværksætte en undersøgelse og denne kan udløse en af tre mulige afgørelser: Man kan nå frem til at der sandsynligvis er tale om et ægte mirakel hhv. vision fra Gud, man kan nå frem til at det ikke kan bevises, at fænomenet har overnaturligt karakter, og man kan nå frem til at det kan bevises, at der ikke er tale om et overnaturligt fænomen. Når biskoppen frem til at støtte ideen om at der er tale om et ægte mirakel kan han aktivt støtte op omkring fænomenet og sikre at det bliver fremmet og promoveret. Når han frem til at det ikke er af overnaturlig karakter, men at der heller ikke er tale om bevidst svindel eller tydelig sindssyge, og virker det som om at de troende styrkes i den sande tro ved at valfarte til åbenbaringsstedet etc., kan han vælge at se igennem fingre med at præster og ordensfolk organiserer valfarter og promoverer fænomenet, så længe det ikke udløser skandale. Er han overbevist om at der er tale om et falsk mirakel kan han vælge at bruge en del energi på at bekæmpe fænomenet men ofte uden den helt store succes. I perioden ca. 1950-1980 var de katolske biskopper generelt meget afvisende overfor nye Maria åbenbaringer. Under Pave Johannes Paul II skete der dog en opblødning og mange biskopper begyndte at acceptere valfarter til kappeller tilknyttet ikke anerkendte Maria åbenbaringer uden dog at anerkende selve åbenbaringerne.

I virkeligheden spiller den officielle kirkelige anerkendelse hhv. afvisning en mindre rolle end man skulle tro for en Maria åbenbarings mulighed for at blive en succes – hvad Medjugorje men også f.eks. Garabandal er et eksempel på. Mere vigtigt er at fænomenet støttes i lokal befolkningen og af præster og ordensfolk, der kan bidrage med at gøre det troværdigt og også redigere i budskaberne, så man undgår teologisk uheldige udsagn. Det er også vigtigt, at man får udmanøvreret de mange lokale copycats der altid fremstår i forbindelse med Maria åbenbaringer. Jo flere der påstår, at de modtager budskaber fra den overnaturlige verden desto mere afvisende bliver de kirkelige myndigheder nemlig da de frygter kaos og offentlig skandale. Omvendt behøver en kirkelig anerkendelse ikke at gøre en Maria åbenbaring særligt kendt. F.eks. fik nogle børns påståede Maria åbenbaringer i starttredivernes Belgien (Beauraing) ret hurtigt sin kirkelige anerkendelse, men de er i dag nærmest ukendte i forhold til f.eks. Medjugorje.

Maria åbenbaringerne i såvel 1800-tallet som 1900-tallet kan forstås som en folkereligiøs protest mod og svar på de moderniseringsprocesser og hurtige sociale forandringer der har præget de europæiske samfund i de sidste 150-200 år. Men kommunismens fremkomst, verdenskrigene og den efterfølgende kolde krig gav i 1900-tallet grobund for en særlig apokalyptisk fortolkning af verdens gang. Gud er i henhold til talrige af 1900-talles Maria åbenbaringer vred over den tiltagende sekularisering og er parat til at straffe verden med store katastrofer – men han sender tegn og advarsler forud herfor (det er her Maria åbenbaringerne indgår), og hvis menneskeheden omvender sig og beder rosenkransen flittigt, så vil katastroferne kunne afværges. Man kan også se Maria åbenbaringer som en måde hvorpå lægfolk herunder ikke mindst kvinder kan søge at få indflydelse på den katolske kirkes lære og praksis. Deres stemme vil ikke normalvis blive hørt af kirkens ledelse, men når det er Jomfru Maria, der taler igennem dem, ja så er det lidt en anden sag. Men da det på den anden side er kirkens ledelse, der afgør, om åbenbaringen er autentisk er denne magt trods alt begrænset om end ikke helt ubetydelig. Især søster Lucia, den eneste af seerne fra Fatima, der overlevede barnealderen, var absolut i stand til at lægge et ikke helt ubetydeligt pres på indtil flere paver.

I dag har de moderne kommunikationsmidler og globaliseringen medført, at der ikke længere findes virkeligt isolerede katolske landsbysamfund – nutidens seere vil derfor nok fremover i voksende grad komme fra andre miljøer. Til gengæld har internettet givet nutidens og fremtidens seere unikke muligheder for at få bragt deres budskaber ud til et stort publikum. I henhold til Chris Maunder har der i de senere år ikke rigtigt været nye Maria åbenbaringer i Europa – nu er det Amerika hvor Jomfru Maria skulle vise sig i stor stil – og den tredje verden er ligeledes på vej. Også i forhold til Maria Åbenbaringer er Europa altså på vej til at miste sin katolske førertrøje.

 

Læs mere