Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 okt, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Radio LOUD levede op til sit dårlige ry

 

Den 7. oktober2021 var jeg blevet inviteret til at deltage i en debat om transkønnede børn i Radio LOUDS program Touché i anledning af en kronik som jeg havde fået bragt i Politiken den 2.10.  Min deltagelse i dette program var på mange måder en rigtig dårlig oplevelse for mig fordi studieværterne i den grad var både forudindtagede og dårligt forberedte.

Grundlæggende set har jeg tre alvorlige anker i forhold til hvordan radioværterne Cecilie Lange og Kevin Shakir agerede i løbet af det ca. 45 minutter lange program: De havde tydeligvis ikke sat sig ordentligt ind i problematikken hvad medførte at starten af debatten kom til at forløbe kaotisk, værterne opførte sig halvflabet overfor mig og fordrejede flere gange på grov måde mine udsagn, og værterne bragte uden min tilladelse oplysninger om min arbejdsplads, om end grotesk nok forkerte, hvorefter de i øvrigt i Podcast versionen af programmet fjernede min protest over dette.

Allerede fra starten af programmet viser det sig, at Kevin Shakir ikke har forstået hvad den nuværende lov om juridisk kønsskifte for voksne hhv. forslaget om juridisk kønsskifte for børn handler om. I starten af udsendelsen får han nemlig sagt, at det juridiske kønsskifte for børn skulle handle om at de sidste cifre i personnummeret skal ændres så de ikke er mandlige eller kvindelige og han fik rodet en lægefaglig evaluering ind i problematikken selvom både den gældende og den ønskede lovgivning handler om at man kan få juridisk kønsskifte blot ved at lave en ansøgning herom. Både Helge Rune Nymann, næstforperson i Foreningen til Støtte til Transkønnede børn, der var min ”modpart” i programmet, og jeg korrigerede sidstnævnte men det irriterer tydeligvis Kevin Shakir, der så begynder at spørge mig om hvorfor jeg ikke er med på at vi får kønsneutrale personnumre. Kønsneutrale personnumre er en anden problematik end det juridiske kønsskifte, og det var derfor både forvirrende og afsporende for debatten at jeg skulle lægge ud med at forholde mig til denne problematik. Da jeg så svarer, at kønsneutrale personnumre ville koste en halv milliard kr. (hvad i øvrigt er lavt sat) og at politikerne derfor næppe vil støtte en sådan ide, får jeg et halvflabet svar om at regeringen jo ellers har fremsat et ønske om en sådan lovændring og at det derfor ikke er pengene der er problemet. Regeringen har imidlertid ikke meldt ud at den ønsker at indføre kønsneutrale personnumre, den har vendt ideen om at indføre juridisk kønsskifte for børn (dvs. at en biologisk dreng kan få et lige cpr.nr og en biologisk pige kan få et ulige) og det koster selvsagt ikke statskassen noget nævneværdigt beløb. Helt galt går det imidlertid da Kevin Shakir og Cecilie Lange vil have mig til at tage stilling til om man ikke kunne have et cpr-nr. for en tredje kønskategori. Dette er i sig selv et rimeligt meningsløst spørgsmål al den stund at de danske personnumre bygger på to binære principper: at vi har to køn, kvinder og mænd, og at vi har to typer af tal, lige og ulige. At programværterne dermed spørger mig om noget der ikke giver mening og som der mig bekendt heller ikke har været fremsat noget krav om gør selvsagt at jeg må svare undvigende. Men det får Cecilie Lange til at komme med et halvflabet krav om at jeg skal svare på hvad de spørger om, øjensynligt fordi jeg skal fremstilles som en person, der ikke ønsker at samfundet skal indsamle viden om et sådant tredje køn eller hvad ved jeg.

Cecilie Lange fortsætter herefter med at agere manipulerende overfor undertegnede. På et tidspunkt i programmet kommer jeg ind på at et af problemerne med det juridiske kønsskifte er at det efter min mening bidrager til at de såkaldte transbørn lærer at der er pinligt hhv. fastholdes i en forestilling om at det er pinligt hvis fremmede kan gennemskue deres biologiske køn (her via personnummeret) og at det ville være bedre at hjælpe disse børn til at acceptere at de kønsmæssigt set er anderledes end andre frem for at forsøge at skjule det. Det får Cecilie Lange fordrejet til at jeg skulle hævde, at ”det er pinligt at være transkønnet” dvs. noget som man skal skamme sig over, hvad er lige præcist det modsatte af hvad jeg sagde. I øvrigt bekræfter Helge Rune Nymann mig i at de såkaldte transkønnede børn lige præcist kan opleve det som pinligt hvis deres biologiske køn bliver afsløret, men jeg får selvfølgelig ikke en undskyldning fra værterne, i stedet skynder de sig at stille over til en folketingspolitiker på Christiansborg.

Men øjensynligt kunne Cecilie Lange ikke dy sig for at fortsætte af den bane som værterne var startet med. Da jeg f.eks. forsøger at problematisere selve udsagnet om at ”man ikke er det køn som man er født som” og spørger om hvad det udsagn betyder kommer hun med det kække svar, at ”det betyder at man ikke er det køn som man er født som”. Det er desværre ganske typisk for den radikale transaktivisme at man forsøger at vige udenom det helt centrale spørgsmål om hvad køn er med indholdsløse cirkelsvar. Man kunne måske godt forvente at en journalist var hævet over en sådan aktivistisk retorik.

Men det bliver værre endnu, for Cecilie Lange fordrejer efterfølgende mine udsagn om at vi skal lære piger at acceptere deres medfødte kroppe samtidigt med at vi støtter dem i at gøre oprør mod de undertrykkende normer og regler for piger og kvinde. Dette udsagn får hun nemlig opsummeret til at være et spørgsmål om hvorvidt ”man kan lære ikke at være en kvinde hhv. opføre sig som en kvinde”. Øjensynligt formåede Cecilie Lange ikke at skelne mellem mine udsagn og hendes egen fortolkning af disse hvad vel ellers må være en af grundforudsætningerne for et seriøst journalistisk arbejde.

Sidst men ikke mindst var det dybt problematisk at værterne blev ved med at nævne min arbejdsplads – om end de roede navnet på denne sammen med en anden. Jeg havde ikke givet tilladelse hertil og min private arbejdsplads er ganske ligegyldig i forhold til dette program. Jeg protesterede i slutningen af programmet herover og Kevin Shakir sagde da også at han beklagede og at det var en fejl. Men i den efterfølgende Podcast version af programmet har Radio LOUD klippet min protest og den efterfølgende beklagelse ud, hvad i mine øjne er noget nær kildeforfalskning. Og selvom det forkerte udsagn om min arbejdsplads gentages flere gange i programmet kan man i shownoterne ikke læse en beklagelse over at de uden tilladelse bragte sådanne oplysninger og at de i øvrigt er forkerte. Man forsøger altså at dække over fejlen i stedet for at få den rettet, hvad viser at man øjensynligt ikke formår at arbejde efter de helt basale journalistiske tommelfingerregler.

PS. Efterfølgende er jeg blevet ringet op fra Radio LOUD. Vi har aftalt at de klipper de fjernede udsagn fra udsendelsen tilbage og så fik jeg et langt forsøg på en art undskyldning.

Læs mere

Skrevet af den 23 aug, 2020 under Lgbt | 1 kommentar

Regeringen slår med den transpolitiske kølle

 

Regeringen har barslet med en hel pakke af forslag som efter sigende skal forbedre LGBT+ personers livssituation. Mest opmærksomhed har det fået, at man ønsker at give børn adgang til juridisk kønsskifte og det uden nedre aldersgrænse. Og det er da også bemærkelsesværdigt, at man fremsætter dette forslag set i lyset af hvor omfattende kritikken af denne ide var sidste år. Regeringen har tydeligvis valgt at ignorere kritikken og går i stedet efter den maksimale løsning som LGBT+ Danmark og Co. har krævet. Det er i sig selv bekymrende ikke mindst set i lyset af at man er mere end naiv hvis man tror, at juridisk kønsskifte til børn bare handler om at de såkaldte transbørn skal have lettere ved at låne bøger på biblioteket. Juridisk kønsskifte for børn handler om at kønsrolleafvigende børn skal puttes ned i transkassen og så ellers sættes på et eksprestog i retning af irreversible hormonbehandlinger og operationer.

Det bekymrende med regeringens initiativ er også, at det indeholder en række lovgivningsmæssige tiltag snøret sammen i en samlet pakke. Hermed sikrer man sig, at vi ikke kan få en grundig debat af behovet for og de eventuelle negative konsekvenser af de enkelte forslag, fordi der simpelthen er så mange, at fokus let vil rettes mod dem, som i første omgang kan virke mest provokerende på offentligheden så som det juridiske kønsskifte for børn.

Det kan jo f.eks. undre, at regeringen mener, at voksne skal kunne skifte juridisk køn fra dag til dag. Hvorfor synes regeringen, at det skal være maksimalt nemt at skifte juridisk køn samtidigt med, at den bakker op om en lovgivning der stiller omfattende krav til dem, der vil have dansk statsborgerskab? Man fristes til at tro, at det bl.a. handler om, at regeringen mener, at juridisk kønsskifte er uden nogen som helst form for konsekvens for samfundet som helhed. Den ser tydeligvis ikke nogen reel problemstilling i at man har mennesker, der har en mands krop, men har papir på at de er kvinder og omvendt. Nu har det imidlertid også indtil videre været sådan, at det juridiske kønsskifte har været lidt af en snydepakke, da det ikke har givet transkønnede automatisk ret til i alle henseender at blive set som det køn de har papir på. Juridisk kønsskifte giver således ikke transkønnede automatisk adgang til de kønsopdelte rum tiltænkt personer af modsat anatomisk køn såsom f.eks. omklædningsrum. Men det kan meget vel komme til at ændre sig.

Regeringen vil nemlig ulovliggøre diskrimination af transkønnede udenfor arbejdsmarkedet. Det lyder jo umiddelbart rimeligt nok, men en sådan lovgivning vil kunne bruges til at kræve, at transkvinder der har deres medfødte kønsdele i behold skal have adgang til kvindernes omklædningsrum. Eller at personer født med en mands krop, der har skiftet juridisk køn til kvinde, skal have adgang til at konkurrere mod biologiske kvinder indenfor den professionelle sport. Og hermed vil regeringens lovforslag komme til at berøre mange flere end blot de transkønnede.

Og ikke nok med det, regeringen vil også kriminalisere ”hadefuld tale” om og til transkønnede. Igen er det selvsagt mere end rimeligt, at det skal være forbudt at true transkønnede med vold og død, ønske dem udryddet etc. Men man skal ikke have haft megen kontakt med radikale transaktivister før man opdager, at de opfatter enhver holdningsytring der afviger fra deres kønsforståelse som ”transfobisk” altså som hadefuld tale om og til transkønnede. Det er således i deres logik transfobisk at mene, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan og at mænd ikke kan menstruere. Det er transfobisk kategorisk at afvise sex med transkvinder hvis man er hhv. en lesbisk kvinde eller en heteroseksuel mand. Og det er i allerhøjeste grad transfobisk at omtale transkvinder som ”mænd” og transmænd som ”kvinder”. Regeringens lovforslag kan derfor, hvis det vedtages, blive et alvorligt angreb på ytringsfriheden og den frie debat om køn og seksualitet her i landet. Men måske det også er meningen?

Læs mere

Skrevet af den 30 jul, 2019 under Lgbt | 0 kommentarer

Juridisk kønsskifte for børn?

 

Der er nu flertal i Folketinget for at give børn adgang til juridisk kønsskifte. Hermed ser det umiddelbart ud til at LGBT Danmark og andre transaktivistiske organisationer såsom ”Foreningen for støtte til transkønnede børn” står overfor en sejr på en vigtig kampplads. I den vestlige verden ser vi nemlig, at kampen om børnene spiller en voksende rolle for transaktivismen. Offentligheden skal vindes for tanken om at kønsrolleafvigende adfærd hos børn og unge er et bevis på at de er transkønnede, og at den eneste beskyttelse mod at disse børn kommer til at leve et liv i ulidelige mentale smerter, der typisk vil ende i selvmord, er at disse så hurtigt som muligt for lejlighed til at skifte socialt og kropsligt køn. At op mod 80 procent af dem, der som børn identificererede sig med det modsatte køn som voksne ender med at acceptere deres biologiske køn, skal offentligheden helst ikke få at vide, for hvorfor dog ændre på børns juridiske køn hvis de typisk vil lære at leve med det køn som fremgår af deres oprindelige cpr-nummer?  Offentligheden skulle nødigt få at vide, at identiteten som transkønnet kun er en af flere måder hvorpå man kan forholde sig til at man ikke bryder sig om de kønsroller man mødes med pga. ens biologiske køn og at man derfor måske har problemer med sin kønnede krop. Og mht. selvmord, så har vi faktisk ikke meget data, men det ser ikke ud til, at børn med kønsidentitetsproblematikker har markant højere selvmordsrater end andre børn med alvorlige psykiske udfordringer. F.eks. ser det ud til at børn og unge med anoreksi har en langt højere selvmordsrate end førnævnte.  Børn der har det svært, skal selvsagt have hjælp og støtte, men måske politikerne skulle lade eksperter ud i børne- og ungdomspsykiatri komme med forslag her frem for LGBT-Danmark og co., som meget vel kan have deres egen agenda.

Det er tydeligt, at LGBT Danmark og Co. benytter sig af samme strategi som var så effektiv da man fik overbevist politikerne om rigtigheden af at indføre det juridiske kønsskifte for voksne. Det juridiske kønsskifte sælges som en praktisk løsning, der skal sikre, at man kunne hente pakker på posthuset – og her, at transbørnene skal kunne låne bøger på biblioteket uden at blive afvist fordi deres sygesikringsbevis ikke passer til deres fysiske fremtræden. At det slet ikke er så sjældent, at børn uanset kønsidentitet fejlkønnes, og at man i dag i øvrigt ofte slet ikke skal fremvise sit sygesikringsbevis da man selv kan scanne det ind, f.eks. når man låner bøger på biblioteket, skal vi heller ikke lige tænke over. Reelt set skal man selv som voksen kun sjældent fremvise sit sygesikringsbevis for andre i offentligheden – og for børn må det være endnu mere sjældent. Der er med andre ord alt andet lige tale om et salgstrick, der skal få politikerne til at overse en række andre spørgsmål. Hvad der allerede var uklart mht. det juridiske kønsskifte for voksne, er nemlig lige så uklart mht. kønsskifte for børn: Hvilke rettigheder giver et sådant juridisk kønsskifte? Skal en 16-årig dreng, der skifter juridisk køn til pige, have adgang til at nøgenbade med pigerne efter idræt? Skal vedkommende have adgang til at stille op som pige i professionel konkurrencesport? Hvad mener politikerne om det?

Men hvad der måske er endnu mere grundlæggende, så står det åbent om politikerne i det hele taget har skænket de mere fundamentale spørgsmål, som det juridiske kønsskifte rejser, en tanke. Da politikerne indførte det juridiske kønsskifte for voksne, troede de måske, at man hjalp nogle udsatte voksne til at kunne hente deres pakker på posthuset uden ballade. Men det man faktisk fik gjort var, at man gav en juridisk blåstempling af postulatet om at køn ikke handler om kropslige forhold men i stedet handler om en ikke nærmere definerbar identitet eller subjektiv følelse, og det vel og mærke uden at vi forud herfor havde haft en længerevarende og grundig demokratisk debat om konsekvenserne og nødvendigheden af et sådant skift i samfundets officielle syn på køn.

Det juridiske kønsskifte for børn rejser samme problematik med udvider den med en ekstra, nemlig det helt fundamentale spørgsmål om hvad det vil sige at være et barn, og hvad forskellen er mellem børn og voksne. Jeg mener, de fleste mener vel, at en 2-årig ikke er gammel nok til at bestemme sine egne sengetider, men det skal nu være i stand til at definere sit eget køn? Reelt set vil det jo typisk være barnets forældre, der skal afgøre, om deres barn er transkønnet. Følgende udsagn om sit barn fra en far, der sidder i ledelsen af Foreningen for støtte til transkønnede børn, må gøre en bekymret: ”Hun havde altid været glad for kjoler og prinsesseting, uden at vi lagde noget i det. Men nede i børnehaven bemærkede de, at hver gang de blev delt op efter køn, gik hun med pigerne, og at hun på alle måder opførte sig som en pige. Efter en række samtaler med pædagoger og en psykolog samt lidt selvstudie i transkønnethed stod det klart. – Så kunne vi godt se, at det nok var det, vores datter prøvede at fortælle os.”

Det fremgår med sørgelig tydelighed at denne far og ”transbørneaktivist” ikke tager højde for, at man sagtens som barn kan være kønsrolleafvigende både mht. tøj-, legetøjs og legekammerats-præferencer uden at man af den grund som voksen vil se sig selv som transkønnet. Det er som om børn med fandens vold og magt skal holdes fast i en transidentitet – og man kan være bekymret for om ønsket om det juridiske kønsskifte for børn skal ses som et led i en større kamp for at disse så hurtigt som overhovedet muligt skal have adgang til hormoner og kønsskifteoperationer. Kønsrolleafvigende børns sind såvel som kroppe er blevet en kampplads for transaktivister – man hævder, at man kæmper for disse børns rettigheder, men de kan meget vel ende med at blive ofre for voksne aktivisters politiske projekt.

Læs mere

Skrevet af den 5 mar, 2015 under Lgbt | 0 kommentarer

Er kønnet frit?

304 danskere har i henhold til medierne ansøgt om at få lov til at skifte køn. Efter den nye lov om juridisk kønsskifte som folketinget vedtog den 11.6.2014 er det at skifte køn nemlig blevet ganske nemt. Man skal blot udfylde en formular og sende den til myndighederne – efter et halvt år skal man bekræfte, at man stadigt vil skifte køn, og så er den hjemme. Dvs. dernæst står den transkønnede godt nok med et nyt personnummer, men også med en hel masse praktiske problemer da personnummerskift i praksis kan være ret så mareridtsagtigt, men udgangspunktet er imidlertid stadigvæk super simpelt. Hvis man føler, at man tilhører det ”modsatte” køn i forhold til ens biologiske, så kan man få sit juridiske køn ændret ved noget nært et snuptag.

Der kan ikke være nogen tvivl om at loven om juridisk kønsskifte har været en stor succes for de transkønnede aktivister, ikke mindst indenfor foreningen LGBT Danmark, der har kæmpet for den maksimale løsning, altså den hvor ingen anden end den transkønnede selv kan bestemme om vedkommende skal have lov til at skifte juridisk køn. Den eneste kamel man måtte sluge var det halve års ventetid.

Det mærkelige ved loven om juridisk kønsskifte har været, at den blev indført stort set uden nogen form for offentlig debat. Mens det registrerede partnerskab og siden det kønsneutrale ægteskab blev diskuteret ganske heftigt og det i årevis, så gik det juridiske kønsskift igennem stort set uden at offentligheden bemærkede det eller forholdt sig til det. Og det er bemærkelsesværdigt fordi denne lov reelt set nydefinerer hvad køn er for en størrelse.

Det danske samfund har indtil loven om juridisk kønsskifte haft det som udgangspunkt, at køn er en anatomisk hhv. biologisk størrelse. Når et barn bliver født bedømmer sundhedspersonalet barnets kønsdele og på den baggrund registreres dets køn. For enkelte børn er dette vanskeligt da de ikke har kønsorganer der entydigt kan defineres som ”mandlige” eller ”kvindelige”, og da man i Danmark ikke opererer med andre kønskategorier, vil det køn de så registreres som derfor have karakter af en vilkårlig tildeling af køn. Men for det helt store flertal af mennesker, inklusive dem der definerer sig som transkønnede, vil de kønsorganer de er født med entydigt hører til en af de to brugte kategorier og deres kønsregistrering må derfor anses som beroende på objektive anatomiske kriterier.

Det har så, i hvert fald siden 1960’erne, været muligt for mennesker der psykisk slet ikke kan med deres biologiske køn at skifte køn. Men indtil loven om det juridiske kønsskifte var det en langvarig proces, der krævede omfattende psykologisk evaluering og at ansøgeren var villig til at lade sig kastrere og gennemgå en såkaldt kønskorrigerende kirurgi. Det var med andre ord ikke op til den enkelte at definere sit juridiske køn og der var krav om (en vis) sammenhæng mellem det juridiske køn og det anatomiske køn.

I dag har folketingets flertal lige så stille og ubemærket gjort køn til en ren subjektiv størrelse. Køn handler fra nu af hvad man føler sig som. Men hvordan føles det at være mand eller kvinde? Hvad er det for følelser som er mandlige og hvilke følelser er kvindelige? Er der i det hele taget bestemte følelses- eller tankemønstre som er entydigt mandlige eller kvindelige? Jeg har ofte spurgt transkønnede hvad det er som de føler, når de siger, at de føler sig som en mand i en kvindekrop eller omvendt. Typisk har jeg ikke fået noget svar eller blot undvigende udsagn som ”det ved man jo” eller noget i den stil. De få der har villet sige noget mere end det er endt med udsagn i retning af, at det at føle sig som en kvinde eller mand for dem handler om hvilket køn de føler sig bedst som hhv. som de har lyst til at være. Eller med andre ord, der sættes lighedstegn mellem det man har lyst til at være og det man så er. Har jeg har en brændende lyst til at være en mand og har jeg en stærk aversion mod tanken om mig selv som kvinde så må det være fordi jeg ER en mand og ikke en kvinde – og omvendt, det kropslige udgangspunkt er ganske ligegyldigt.

Men hvorfor så blive stående ved kønnet? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan identificere mig med mit fødeår? Hvad hvis jeg føler, at det kolde tal 1969, der står på min fødselsattest og som fremgår af mit personnummer, slet ikke afspejler min sande indre alder, der ikke er 45 men i virkeligheden er 65? Skal jeg så ikke også have krav på et juridisk aldersskifte, inklusive et nyt personnummer og adgang til at modtage folkepension? For hvem andre end jeg selv har ret til at definere min aldersidentitet? Hvor er respekten for mine aldersidentitets rettigheder?

Ovenstående er et tænkt eksempel, men det afspejler for mig at se de udfordringer som en ren subjektivering af de hidtidige objektive kategorier som vi registreres i henhold til udgør. Det er jo interessant, at man kan føle sig nok så dansk men alligevel skal man vente adskillige år og gå op til en prøve samt opfylde en række andre krav for at blive dansk statsborger, hvis man ikke er født som en sådan, mens man nu kan skifte køn blot ved at indsende en ansøgning og så vente et halvt år. Hvorfor skal det ene være så svært og det andet så nemt?

De få argumenter der har været fremført for det juridiske kønsskifte, der går ud over at det skal være en rettighed selv at definere sit køn, har typisk handlet om at det juridiske kønsskifte ville gøre livet nemmere for transkønnede og forhindre, at de skal lægge sig under kniven når de måske blot vil have et nyt personnummer. Og det er da rigtigt nok, at det juridiske kønsskifte vil gøre livet nemmere for de transkønnede, der på trods af deres anatomi af deres omgivelser opfattes som de mænd hhv. kvinder som de ser sig selv som. De slipper fremover for at skulle oute sig som transkønnede når de skal identificere sig og de undgår hermed de problemer, der kan være forbundet med at have en type identitetspapirer og en anden type udseende. Her er loven et fremskridt. Og med deres nye personnummerbevis vil nogen af de mange transkønnede, som ønsker hormoner og operationer men ikke har kunnet få dem bevilliget, nok forsøge at gøre krav dem nu da samfundet jo har anerkendt deres sande køn. Om politikerne har tænkt på det ved jeg så ikke.

Hvad der derimod nærmest ikke har været nogen debat om er de kønsopdelte rum, som vi opererer med her i landet. Vi har omklædningsrum, baderum, fængsler etc. opdelt efter køn. Her må man jo spørge de politikere, der har stemt for loven om juridisk kønsskifte, om de mener, at disse kønsopdelte rum skal tage udgangspunkt i hvilket køn man føler man har eller i hvilken krop man har? Skal en transkvinde, der er i besiddelse af sine medfødte mandlige kønsorganer og et sygesikringsbevis, der siger, at hun er en kvinde, have krav på at nøgenbade sammen med biologiske kvinder i landets svømmehaller og sportshaller? Skal mænd der sidder fængslet for voldtægt af kvinder kunne skifte over til kvindeafdelingen hvis de søger om juridisk kønsskifte?

Og nej, jeg siger ikke, at transkvinder er voldtægtsforbrydere. Men jeg mener ikke, at man kan komme uden om, at den hidtidige legale opdeling af dele af det offentlige rum i mande- og kvindeafdelinger har handlet om at beskytte folk mod at skulle være nøgne/fysisk sårbare sammen med medlemmer af det modsatte anatomiske køn. Hvis politikerne så mener, at det er et forældet koncept som ikke længere skal være lovligt så har de jo ret til det, men det er en skam, at offentligheden ikke fik muligheden for at debattere det først.

Læs mere