Menu
Kategorier

Skrevet af den 12 feb, 2013 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Pavens farvel

Jeg er næppe den eneste, der virkelig blev overrasket, da jeg hørte, at Pave Benedikt XVI ville træde tilbage. Først troede jeg faktisk at det var en joke.
Man kan vist roligt sige, at jeg ikke er nogen fan af Pave Benedikt XVI, derfor siger det nok noget, når jeg hermed føler mig nødsaget til at udtrykke min respekt for Pavens beslutning: Det var stort gjort!

Det er unægteligt bemærkelsesværdigt, at en så traditionsfikseret pave som Benedikt den 16 var villig til at bryde med den ældgamle tradition for at en pave bliver siddende i embedet indtil han dør. Og hans beslutning kan meget vel få konsekvenser for hans efterfølgere. Fremover bliver det i hvert fald svært at retfærdiggøre, at en stærkt alders- og sygdomssvækket pave bliver siddende i årevis sådan som f.eks. Johannes Paul II gjorde det.

Men det er også klart, at eksistensen af en pave emeritus stiller den katolske kirke overfor helt nye udfordringer. Mistanken om at Benedikt XVI på en eller anden måde trak i trådene for at få en mand efter egen smag valgt som sin efterfølger vil formodentlig forfølge den nye pave, hvis hans embedsførelse kommer til at ligge tæt op ad Benedikts. Og hvis han skulle vælge at korrigere nogle af Benedikts afgørelser (f.eks. droppe forsøget på at få Piusbroderskabet tilbage i folden) vil modstanderne meget vel kunne finde på at prøve på at spille Benedikt ud mod den nye pave.

Og så er der jo byggepladser nok at tage sig af for den nye pave. Den efterhånden katastrofale præstemangel i den vestlige verden, de tiltagende forfølgelser af katolikker i den muslimske verden og den katolske kirkes tab af prestige og troværdighed i den vestlige offentlighed er blot nogle af de problemer som den nye pave må se at få løst. Han bliver også nødt til at se at få reformeret kurien, så nye Vatileaks skandaler kan undgås. Vatikanets kommunikationsstrategi skal forbedres massivt og sådan kunne man blive ved.

Kardinalerne gør derfor nok klogt i at vælge en ikke alt for gammel mand med beviste lederegenskaber, klare men også realistiske visioner og en god portion karisma og medietække. Den nye paves nationale baggrund er derimod næppe så vigtig som den ofte gøres til. Om der så blandt kardinalerne i det hele taget findes en mand, der kan løfte byrden, er en helt anden sag.

Læs mere

Skrevet af den 3 okt, 2012 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Den katolske kirkes største problem

At den katolske kirke har visse problemer at slås med er vist en kendt sag for de fleste der følger bare lidt med i kirkelige forhold. Imidlertid er der, sådan som jeg ser det, i alt for ringe omfang fokus på hvad der formodentligt er den katolske kirkes altoverskyggende problem i dag, nemlig den katastrofale mangel på præster.

Den katolske kirke er i et helt andet omfang end de protestantiske kirker afhængig af præster. Ikke mindst eukaristien, eller nadveren hvis vi skal bruge et dansk udtryk, der er omdrejningspunktet for kirkens liv, kan kun fejres når der er en gyldigt viet og autoriseret præst til stede. Men i den vestlige verden falder antallet af katolske præster drastisk , og det nytter kun lidt at antallet af katolske præster i den tredje verden stiger, for antallet af katolikker i denne del af verden stiger endnu mere og man har derfor brug for alle sine præster selv. Og problemet med præstemanglen  i Vesten vil alt andet lige vokse fordi den katolske præsteskare her allerede hører til det  grå guld. Gennemsnitsalderen for katolske præster i USA er således 63 år og i Irland er den 64 år. Hvis denne udvikling fortsætter risikerer den katolske kirke noget der kunne ligne et sammenbrud i sjælesorgen om 10-20 år.

Hvad kan der så gøres ved denne krise?  Ja, svaret er ganske ofte at den katolske kirke skal afskaffe pligtcølibatet for sine præster. Hvis præsterne kunne få lov til at gifte sig, er tanken, så vil flere søge om at blive katolsk præst, og frafaldet af allerede ordinerede præster vil falde markant. Nu skyldes den katolske kirkes præstemangel næppe udelukkende pligtcølibatet, men det virker dog oplagt, at problemet kunne formindskes væsentligt, hvis der blev åbnet op for gifte katolske præster. Dertil kommer, at pligtcølibatet ikke er noget dogme i den katolske kirke. Den katolske kirke har ikke altid pålagt præsterne at leve ugift, ja faktisk findes der allerede nu gifte katolske præster, det gælder f.eks. en del af præsterne fra de ortodokse kirker, som har underlagt sig Paven og det gælder for gifte tidligere protestantiske præster, der efter at være konverteret har ønsket at virke som katolske præster.

Så hvorfor ophæver Paven så ikke bare pligtcølibatet? Se det er der nok mange grunde til. F.eks. kan det tænkes, at Paven ikke helt har forstået hvor alvorlig situationen er i praksis. En del kender nok til at arbejde på en arbejdsplads, hvor ledelsen måske ikke helt synes at have forstået alle de udfordringer som de ansatte må kæmpe med i deres arbejdshverdag. Ej heller virker det altid som om at vores kære politikere helt har styr på hvordan deres politik påvirker den almindelige borgers dagligdag. Det ville slet ikke være så mærkeligt hvis Paven ikke rigtigt var inde i hvor store praktiske problemer præstemangelen udløser ude i de katolske sogne.

Dertil kommer, at der er en klar tendens i Vatikanets politik når det gælder om at udvælge kandidater til bispeembedet: Kun dem der bakker op om Pavens linje, f.eks. mht. at pligtcølibatet skal opretholdes, bliver undnævnt til katolsk biskop. På denne måde sikrer man sig altså mod uønsket kritik fra dem, der skal takle de konkrete problemer som præstemangelen udløser i de katolske bispedømmer. Alligevel er der fra tid til anden den ene eller anden katolske biskop, der lufter tanken om en afskaffelse af pligtcølibatet. Hvad set i lyset af førnævnte udvælgelsespolitik blot viser hvor desperat situationen er ved at blive ude i den katolske hverdag. Men disse røster bliver der altså ikke lyttet til.

Måske bliver disse biskopper ikke lyttet til fordi Paven mener, at der ville være for mange praktiske problemer med at tillade gifte præster i andre end de allerede eksisterende undtagelsestilfælde. De nuværende lønninger som katolske præster får rækker kun i få lande til at præsten ville kunne forsørge en familie. Og hvis man f.eks. indførte en ordning med gifte præster, der svarer til den den ortodokse kirke har, hvad på mange måder ville være mest oplagt, så står man overfor en række problemer. Den ortodokse kirke tillader nemlig nok gifte mænd at blive præst, men ugifte mænd, der er blevet viet til præst, må ikke gifte sig. Og biskopper vælges kun blandt de ugifte præster. Men hvis den katolske kirke indfører en sådan ordning vil der automatisk opstå problemer i forhold til dem blandt de nuværende katolske præster og biskopper, der ønsker at gifte sig, ligesom man skulle finde ud af hvad man vil gøre i forhold til de præster, der har måtte forlade præstegerningen fordi de har giftet sig.

Men jeg tror nu ikke, at det virkeligt er det afgørende for Paven. Mere grundlæggende er problemet for ham nok snarere, at hvis den katolske kirke efter mange års pres nu skulle ophæve pligtcølibatet så vil der straks blive rejst krav om endnu mere vidtgående forandringer som f.eks. kvindelige præster. En af erfaringerne fra Det Andet Vatikankoncil er nemlig, at forandringer hos nogle katolikker bliver brugt som undskyldning for at kræve endnu flere forandringer og hvor går grænsen så?

En anden erfaring fra koncilet er dog også, at de katolikker, der loyalt har bakket op om den katolske kirkes lære, kan blive alvorligt skuffet over at kirken pludselig laver om på dens lære. Hvis man, måske under store personlige omkostninger, har fulgt den katolske kirkes regler – og forsvaret dem mod kritikere, kan man godt blive forvirret, usikker og måske vred hvis kirken så lige pludselige giver kritikerne ret.

For de katolikker som måske mest svarer til hvad Paven opfatter som gode katolikker, er et af de helt centrale kendetegn ved den katolske kirke, at den holder fast ved sandheden, at den ikke følger med tidsånden men i stedet modigt forkynder det evigt sande også når det ikke er populært. At ændre ved læren og dens omsætning i kirkens leveregler er derfor en uhyre vanskelig sag.

Dertil kommer, at pligtcølibatet er en del af det unikt katolske. De ugifte præster er en speciel katolsk ordning, der har bidraget til at sikre den katolske identitet, på samme måde som  latin som kirkens liturgiske sprog hørte til den katolske kirkes særlige kendetegn i tiden før Det Andet Vatikankoncil. Og ligesom der var mange fordele forbundet med den katolske kirkes indførelse af en liturgi på modersmålet men at man ved at vælge den vej også mistede noget unikt katolsk, så vil afskaffelsen af pligtcølibatet betyde, at man kommer til at give afkald på en del af den katolske kirkes særpræg.

Det er derfor forståeligt nok at Paven ikke vil afskaffe pligtcølibatet – prisen for at gøre det vil være høj, men det samme vil prisen for ikke at gøre det være. Lige meget hvilken vej hans efterfølger som Roms biskop vil slå ind på så vil den komme til at ændre den katolske kirke som vi kender den.

Læs mere

Skrevet af den 22 nov, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Paven og kondomerne

Her i foråret læste jeg Majella Lenzens bog ”Das möge Gott verhüten – Warum ich keine Nonne mehr sein kann”. Bogen handler om Majella Lenzens 33 år som nonne, sygeplejerske og missionær i Afrika, et liv og et arbejde som hun i 1995 blev tvunget til at opgive, bl.a. fordi de kirkelige myndigheder ville straffe hende for at havde uddelt kondomer til afrikanske prostituerede. Majella Lenzen arbejdede nemlig i 1990’erne for et afrikansk bispedømmes aids-projekt. Og én gang tillod hun at en medarbejder fra den danske nødhjælpsorganisation DANIDA transporterede en kasse med kondomer i den bil som aidsprojektet havde stillet til rådighed for Majella Lenzen. DANIDA medarbejderen sørgede så for at placere kassen et synligt sted i et kvarter for prostituerede som de begge besøgte. Det var nok til at de kirkelige myndigheder følte sig kaldet til at statuere et eksempel i forhold til Majella Lenzen.

Grunden til at jeg kommer til at tænke på den historie er naturligvis at medierne nu beretter, at Paven i en interviewbog lægger op til, at brug af kondomer fortsat er at opfatte som moralsk forkastelig, men at brugen af dem kan tolereres i tilfælde af at de udelukkende bruges af en hivsmittet for at forhindre at han smitter sin partner. (Det konkrete eksempel Paven bruger er en hiv-smittet mandlig prostitueret). Er der altså nye tider på vej?

Tja, det er nok en god ide ikke at glæde sig for tidligt. For hvad en pave siger i en interviewbog befinder sig rent teologisk i en art limbo. Kun officielle pavelige udtalelser i form af f.eks. rundskrivelser har læremæssig karakter, om end dokumenterede pavelige udsagn selvfølgelig ikke uden videre kan afvises som urelevante.  Pavens ord om kondomerne kan derfor nok bedst forstås som en art prøveballon. Bliver de vel modtaget kan det ske, at han senere vil formulere dem i skrivelser med læremæssig autoritet, bliver de mødt med modstand fra konservative katolske kredse kan han vælge, at trække følehornene tilbage. For nogle år siden var der faktisk rygter i gang om at Vatikanet ville barsle med en skrivelse som skulle give tilladelse til at katolske ægtepar, hvor den ene var hiv-smittet, kunne få lov til at bruge kondom. (Hvad ville have været en mere vidtgående accept af kondombrug end den som Paven nu lægger op til). Denne skrivelse blev imidlertid ikke til noget hhv. den blev aldrig offentliggjort, formodentlig fordi konservative katolske kredse modsatte sig en sådan opblødning af kondomforbuddet.

En opblødning af kondomforbuddet er nemlig problematisk set ud fra en konservativ katolsk synsvinkel.

For det første vil enhver form for opblødning af forbuddet mod kondomer, selv hvis man holder sig til sjældne undtagelsessituationer, uundgåeligt udløse pres i retning af flere lempelser. Hvis hiv-smittede prostitueredes brug af kondomer kan tolereres, så er det svært at argumentere for at ægtepar, hvor den ene er hiv-smittet, ikke også skal få lov til at bruge kondom. Og hvis de skal have lov, hvad så med de ægtepar hvor en graviditet vil være livstruende for kvinden? Og hvad så med de ægtepar, som ikke har råd til flere børn etc.? Før man har set sig om kunne den katolske kirke ende med generelt at føle sig nødsaget til at tolerere ægtepars brug af prævention – og derefter vil man med sikkerhed blive mødt med krav om at tolerere f.eks. homoseksuelle relationer, ja tillade homoægteskaber, hvad i en konservativ katolsk optik vil være intet mindre end et skrækscenario.  Set i det perspektiv kan det virke oplagt at, fastholde, at kondomer aldrig kan accepteres, lige meget hvad.

Et andet problem med en opblødning af kondomforbuddet, set ud fra en konservativ katolsk synsvinkel, er af sjælesørgerisk karakter. Selvom den rekordlave fødselsrate i katolske lande som Italien og Polen indikerer, at flertallet af de katolske ægtepar i den vestlige verden ikke overholder forbuddet mod prævention, så er der jo en del katolske par verden over som under store personlige ofre har kæmpet for at overholde kirkens lære. De, ligesom alle de katolikker der har forsvaret det nuværende totale forbud mod prævention, kunne føle sig svigtet og ydmyget af et kirkeligt kursskifte i denne her sag.

Spørgsmålet er altså om Paven har modet hhv. viljen til at risikere, at skuffe den gruppe af katolikker som er hans eneste sikre støtter i kampen mod liberalkatolicismen og sekulariseringen. Det vil tiden vise.

Læs mere

Skrevet af den 21 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Pavens hyrdebrev til de irske katolikker

Nu er Pavens længe ventede hyrdebrev om sexovergrebene begået i den irske kirkes regi endelig blevet offentliggjort. Hyrdebrevet kan findes en række steder på nettet – bl.a. her.

Der kan ikke være nogen tvivl om at Paven føler sig dybt berørt over de seksuelle overgreb på børn og unge som katolske præster og ordensfolk har begået i Irland. Han er tydeligvis både vred og ked af det pga. den svigt af tillid og den kynisme der ligger bag sådanne forbrydelser. Paven siger undskyld på den katolske kirkes vegne – og han nærmest trygler ofrene om ikke at vende den katolske kirke ryggen men i stedet have tillid til at den har lært af sine fejl og ikke vil begå dem igen.

Men når det så er sagt kan man godt undre sig over at Paven fremhæver, at han flere gange har mødtes med ofre for klerikale sexovergreb. Det har nemlig vagt en del vrede i Irland, at Paven i forbindelse med det møde han holdt med de irske biskopper, forud for hyrdebrevets tilblivelse, lige præcis ikke ville mødes med repræsentanter for ofrene for overgrebene.  

 

Paven kommer også med nogle forklaringer på hvorfor det er kommet til sexovergreb i katolsk regi:

Sexovergrebene er et produkt af sekulariseringen og det kaos som Det Andet Vatikankoncil udløste.

Sexovergrene skyldes utilstrækkelige procedurer mht. udvælgelsen af kandidater til præstestanden og ordenslivet samt en utilstrækkelig uddannelse af disse.

Sexovergrebene skyldes en tendens i samfundet til at favorisere præster og andre autoritetsfigurer samt et misforstået ønske om at beskytte kirkens ære.

Sexovergrebene skyldes at biskopperne har svigtet groft.

At give det moderne samfund og Det Andet Vatikankoncil ansvaret for katolske præsters og ordensfolks sexovergreb er en påstand som er meget populær blandt konservative og traditionalistiske katolikker. Men disse anklager holder ikke vand. Det er usselt at give samfundet som sådan skylden for kirkens fejl – jeg mener, har samfundet så ikke også æren for de gode ting den katolske kirke måtte gøre? Det er rigtigt, at de fleste sexsovergrebssager, som nu kommer frem, er begået efter Det Andet Vatikankoncil. Men koncilet fandt altså sted i 1962-65! Det burde nærmest sige sig selv at der ikke kan komme så mange sager frem fra en periode der ligger mindst 45 år tilbage i tiden.  Men vi har eksempler på sexovergreb og kirkeligt svigt også i tiden før Det Andet Vatikankoncil og den seksuelle frigørelse. Det er en myte, at sådant hører de sidste årtier til. Derimod er det oplagt at se den overdrevne respekt for præsteskabet og bekymringen for kirkens ære, der har klare førkoncilære og præsekulære rødder, som en væsentlig årsag til at der ikke tids nok blev grebet ind overfor de kriminelle præster og ordensfolk.

Men er der ingen tvivl om at det er pga. sekulariseringen at der nu er fokus på sexovergreb foretaget i katolsk regi. Sekulariseringen har nemlig gnavet gevaldigt i den katolske kirkes autoritet, hvad har medført at folk nu tør stå frem og fortælle om svigt og overgreb begået i katolsk regi. Og jo flere der står frem desto flere får modet til også at gøre det. Det er derfor at beretningerne om sexovergreb i katolsk regi nu har fået en karakter af en lavine eller en snebold der bliver stadigt større på vej ned ad bakken.

Der er næppe nogen tvivl om at det er rigtigt, at der er sket nogle svære svigt mht. hvem der har fået lov til at blive katolsk præst eller ordensmand m/k samt at den uddannelse de har fået har været utilstrækkelig. Men jeg mangler nogle konkrete forslag til forbedringer her så uegnede kandidater mere effektivt kan blive sorteret fra og så præster og ordensfolk bliver bedre til at takle deres seksualitet på en sund måde.

Det er også rigtigt, at sexovergrebsskandalen i Irland og i resten af verden i øvrigt, i høj grad skyldes svære svigt fra de katolske biskoppers side af. De giver mænd adgang til at blive katolske præster og det er deres opgave at holde øje med at præsterne udfører deres embede i overensstemmelse med den katolske kirkes krav. Biskopperne har pligt til om nødvendigt at gribe ind overfor de præster der begår overgreb eller svigt.  

Men det er Paven, der vælger hvem der skal være biskop, og det er Paven, der skal holde øje med at biskopperne gør deres arbejde ordentligt. Det er Pavens pligt om nødvendigt at gribe ind overfor biskopper der ser igennem fingre med overgreb og svigt. Det havde derfor været på sin plads, at Paven havde tilstået at han og hans forgængere har svigtet mht. denne pligt og at han såvel som hans forgængere derfor har medansvar for at sexovergrebene kunne finde sted. At undskylde på andres vegne, men selv nægte at tage ansvar, er i bedste fald halvhjertet og i værste fald ussel fejhed.

 

Pavens løsningsforslag på den krise som den katolske kirke i Irland befinder sig i er at:

Alle troende skal i et års tid dedikere deres fredagsbod til Gud med bøn om at han måtte udøse sin nåde over den katolske kirke i Irland.

Der skal være et særligt fokus på den eukaristiske tilbedelse. Vha. intens bøn foran det udstillede altersakramente kan de irske katolikker gøre bod for de sexovergrebssynder der er blevet begået.

Udvalgte bispedømmer, præsteseminarier og ordenssamfund vil en gang i den nærmere fremtid få foretaget en apostolsk visitation.

Alle biskopper, præster og ordensfolk skal holde en omfattende retræte.

Ser man bort fra den apostolske visitation, som i princippet kan udløse konkrete indgreb overfor biskopper og ordensledere, så er Pavens forestillinger bekymrende luftige. Den krise og de problemer som den katolske kirke står overfor pga. og mht. de seksuelle overgreb lader sig ikke bede væk. Og i øvrigt må vi ikke glemme Jes u ord i Matt. 5,23-24: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave”. Det nytter ikke noget at den katolske kirke i Irland og i resten af verden bestormer Gud med bønner så længe den ikke har forsonet sig med ofrene for de klerikale sexovergreb. Pavens (desværre ikke konsekvente) undskyldning er da et skridt i den rigtigt retning, men der er lang vej til at den katolske kirke har forsonet sig med ofrene for de forbrydelser som er blevet begået i dens regi.

Læs mere