Pavens farvel

Jeg er næppe den eneste, der virkelig blev overrasket, da jeg hørte, at Pave Benedikt XVI ville træde tilbage. Først troede jeg faktisk at det var en joke.
Man kan vist roligt sige, at jeg ikke er nogen fan af Pave Benedikt XVI, derfor siger det nok noget, når jeg hermed føler mig nødsaget til at udtrykke min respekt for Pavens beslutning: Det var stort gjort!

Det er unægteligt bemærkelsesværdigt, at en så traditionsfikseret pave som Benedikt den 16 var villig til at bryde med den ældgamle tradition for at en pave bliver siddende i embedet indtil han dør. Og hans beslutning kan meget vel få konsekvenser for hans efterfølgere. Fremover bliver det i hvert fald svært at retfærdiggøre, at en stærkt alders- og sygdomssvækket pave bliver siddende i årevis sådan som f.eks. Johannes Paul II gjorde det.

Men det er også klart, at eksistensen af en pave emeritus stiller den katolske kirke overfor helt nye udfordringer. Mistanken om at Benedikt XVI på en eller anden måde trak i trådene for at få en mand efter egen smag valgt som sin efterfølger vil formodentlig forfølge den nye pave, hvis hans embedsførelse kommer til at ligge tæt op ad Benedikts. Og hvis han skulle vælge at korrigere nogle af Benedikts afgørelser (f.eks. droppe forsøget på at få Piusbroderskabet tilbage i folden) vil modstanderne meget vel kunne finde på at prøve på at spille Benedikt ud mod den nye pave.

Og så er der jo byggepladser nok at tage sig af for den nye pave. Den efterhånden katastrofale præstemangel i den vestlige verden, de tiltagende forfølgelser af katolikker i den muslimske verden og den katolske kirkes tab af prestige og troværdighed i den vestlige offentlighed er blot nogle af de problemer som den nye pave må se at få løst. Han bliver også nødt til at se at få reformeret kurien, så nye Vatileaks skandaler kan undgås. Vatikanets kommunikationsstrategi skal forbedres massivt og sådan kunne man blive ved.

Kardinalerne gør derfor nok klogt i at vælge en ikke alt for gammel mand med beviste lederegenskaber, klare men også realistiske visioner og en god portion karisma og medietække. Den nye paves nationale baggrund er derimod næppe så vigtig som den ofte gøres til. Om der så blandt kardinalerne i det hele taget findes en mand, der kan løfte byrden, er en helt anden sag.