Hvordan bliver jeg et godt menneske?

”Jeg er en 24 årig kvinde der har et par spørgsmål angående kristendom.
jeg kunne godt tænke mig at i kunne fortælle mig hvordan du bliver et godt menneske. da jeg føler mig meget i tvivl”.

Ovenstående spørgsmål fik jeg tilsendt af www.religion.dk ‘s redaktion. Her er mit svar:

Se, faren ved at besvare et sådant spørgsmål er, at ens omgivelser jo med en vis rette vil kunne sige: ”Hvis du ved hvordan man bliver et godt menneske, hvorfor har du så ikke omsat din viden til praksis?”.

Jeg ved om mig selv, at jeg hver dag synder, at jeg hver dag svigter i forhold til Guds kald til mig om at jeg skal elske andre lige så betingelsesløst som han elsker mig. Det hører med til den kristne menneskeforståelse, at mennesket er syndigt. Ondskaben er en del af vores liv – den er lige så sikker som døden og skatterne. Derfor er det også en central kristen forestilling, at mennesket ikke kan frelse sig selv. Mennesket kan ikke blive godt og fuldkomment af egen kraft.

Forskellen mellem de store kristne trossamfund består imidlertid bl.a. i synet på hvorvidt mennesket, med Guds hjælp, kan blive fuldkomment eller om dette ikke er muligt. Den katolske kirke og den ortodokse kirke tror, at den der samarbejder med Gud kan blive fuldkommen – ikke af egen kraft men som en følge af hvad Jesus har gjort for os. Benytter man sig flittigt af sakramenterne, følger man Guds bud, beder man meget og er man generelt villig til at ofre alt – ja så vil Gud gøre en fuldkommen, gøre en til et godt menneske.

I protestantismen derimod plejer man at lægge vægt på, at den troende kristne nok er frelst af Gud men forsat er og vil forblive med at være ufuldkommen. Ikke nok så mange bønner – end ikke et klosterliv hvor man har opgivet alt for Jesus skyld – vil gøre en fuldkommen, vil gøre en til et godt menneske. Jesus har frelst os – men synden vil forblive en del af vores liv så længe vi lever her på jorden.

Personligt vil jeg sammenligne situationen med mine erfaringer med at lære. Da jeg gik på gymnasiet troede jeg, at jeg viste rigtigt meget om historie – da jeg begyndte at læse på universitetet fandt jeg hurtigt ud af, at jeg vidste meget lidt. Hvor mere jeg lærer om historie (og alle mulige andre emner) desto mere forstår jeg, at der bare er så meget som jeg ikke ved. Det kunne man jo fortvivles over, men i stedet er det min indstilling, at jeg vil lære så meget som jeg kan – glæde mig over det jeg ved, altid forsøge at lære mere – og håbe på at Gud vil lære mig alt hvad jeg mangler når han en dag kalder mig hjem til sig.

På samme måde tror jeg det er mht. at gøre hvad der er godt. Når jeg ransager min samvittighed hver aften, i forbindelse med min lille aftenbøn, så kan jeg hver dag se, at Gud har gjort noget godt i mit liv, at der er sket ting som jeg kan takke ham for. Sommetider består det gode bl.a. i, at jeg har gjort noget godt for andre. Jeg kan også se, at jeg hver dag har syndet. Hver dag har jeg fejlet og må derfor bede Gud om tilgivelse, for det som jeg kan se at jeg har gjort forkert og for det, som jeg måtte have gjort forkert uden selv at have forstået det. Jo mere man ransager sin samvittighed desto flere fejl ser man. Og det kan man fortvivles over – det ved jeg af egen bitter erfaring. Men har man tillid til Guds grænseløse kærlighed så fortvivles man ikke over sine fejl og fejltagelser. Så kan man sige ”jeg vil med Guds hjælp gøre det så godt jeg kan – det vil aldrig være godt nok – men med det mindste smil bidrager jeg til at udbrede Guds kærlighed her i verden”. Når vi så engang vil mødes med Gud i himlen vil han rense os med sin kærlighed og lære os at elske lige så betingelsesløst som han gør det.