Menu
Kategorier

Skrevet af den 14 maj, 2020 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Støtter den lesbiske seksualitet patriarkatet?

 

I disse Corona-tider har der været ret stille på kønskampsfronten, ikke mindst på den front hvor radikale transaktivister fører krig mod de lesbiske, der insisterer på at deres seksuelle orientering ikke inkluderer ”kvinder der er født med en penis” aka transkvinder. Men ud af det blå dukker der så en kronik op i Politiken fra den 13.5.2020, forfattet af den transkønnede queer-aktivist Rolf Mertz. I denne kronik håner han de lesbiske, der fortæller om at de udsættes for et moralsk pres, der skal få dem til at ændre på deres seksualitet, så den inkluderer personer født med en penis hvis og når disse kalder sig selv for kvinder. Rolf Mertz mener ikke, at der findes nogen beviser på at dette finder sted og lesbiske må da også gerne afvise uønskede seksuelle tilnærmelser, men kunne de ikke bare lade være med at definere hvad de ikke kan lide ved de personer, som de afviser? Rolf Mertz gør også grin med de heteroseksuelle kvinder, der støtter lesbiske i deres ret til at sige nej til penis, for en penis er jo bare et stykke kød. Alt i alt ser det ud til, at Rolf Mertz mener, at man som lesbisk styrker og støtter patriarkatet hvis man definerer sin seksualitet som en penisekskluderende kærlighed og begær til personer, der ligesom en selv er biologiske kvinder.  Ret interessant tese, at kvinder der ikke vil have sex med personer født med en penis, hermed skulle bidrage til patriarkatet, da dette jo lige præcis består i de med penisfødtes systematiske undertrykkelse og seksuelle udbytning af os, der er født med en vagina.

Faktisk ville jeg jo nok mene, at det er en typisk patriarkalsk logik at møde kvinder, der fortæller om hvordan de får deres seksuelle grænser overskredet, med et krav om håndfaste beviser. Jeg har mødt mænd, der hævder, at det er en myte, at mænd systematisk udsætter kvinder for sexovergreb da de i hvert fald ikke har set sådan nogle finde sted. Jeg er rent personligt adskillige gange blevet mødt med rasende anklager om transfobi når jeg har vovet af definere min lesbiske seksualitet som en seksuel orientering der udelukker alle født med en penis uanset identitet. Det er den sørgelig realitet for lesbiske i år 2020, at vi igen skal hånes og nedgøres for at vores seksualitet ikke følger normen, nu bare så den nye queere norm om at seksuel orientering udelukkede er og må være rettet mod en persons kønsidentitet og intet må have at gøre med personens medfødte krop. At Rolf Mertz allernådigst giver os lesbiske lov til at afvise sex med personer vi ikke lige har lyst til, hvis vi ellers bare lærer at holde kæft med det, passer godt ind i denne nye queere logik. Den lesbiske seksualitet i dens klassiske version er igen blevet til ”The love that dare not speak its name”.

Personligt er jeg rørt over de mange heteroseksuelle kvinder, der i denne her konflikt viser praktisk solidaritet med os lesbiske, hvis seksuelle orientering står under beskydning. Det er ægte feministisk søstersolidaritet at sige fra, når andre kvinders seksuelle grænser bliver forsøgt nedbrudt og når kvinder igen fratages retten til at definere vores egen seksualitet også når den systematisk udelukker personer født med en penis. En hovedhjørnesten i patriarkatet er at kvinder fratages retten til at definere og tale om deres eget seksuelle begær og i stedet tvinges til at servicere de med penisfødte uden hensyntagen til egne behov og grænser. Så det er faktisk Rolf Mertz og ligesindede der er stik-i-rend-drenge for patriarkatet.

Læs mere

Skrevet af den 9 maj, 2020 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Jeg er blevet kaldt TERF og nazi

 

Dette er et interview med Maria Kristina Boye, der er kontaktperson for ”Women’s Human Rights Campaign”. Maria er 34 år, og er både uddannet som og arbejder som jurist.

Maria Kristina Boye, du er kontaktperson i Danmark for ”Women’s Human Rights Campaign”. Kan du fortælle læserne hvad det er for en organisation og hvad den kæmper for?

Organisationen er bygget på frivillige kræfter, og er dannet ud fra en bekymring for de strømninger, vi ser for tiden, hvor begrebet ’kvinde’ er i gang med at blive omdefineret til ’alle, der siger, at de er kvinder, er kvinder’. I organisationen er man opmærksom på de negative konsekvenser, det kan have for biologiske kvinder. Der kæmpes for, at begrebet ’biologiske kvinder’ beholdes i konventioner og anden lovgivning.

Hvorfor er ”Women’s Human Rights Campaign” relevant for kvinder her I Danmark?

Vi er måske ikke så hårdt ramt af de nye strømninger som andre steder. Men dette er en oplagt mulighed for at række ud og knytte bånd til kvinder andre steder, støtte dem i deres kamp, lytte til deres erfaringer og tage ved lære, så vi sagligt og fredeligt kan argumentere for, hvorfor vi ser problemer med, at kønsidentitet bliver gældende frem for biologisk køn. I modsat fald risikerer vi, at vores holdninger bliver forvanskede og illoyalitet viderebragt. Det er de færreste mennesker, der ikke mener, at man skal have lov til at leve som man vil. Men kvinder, også i Danmark, har kæmpet hårde kampe for de rettigheder, vi har i dag, og vi skylder dem, der kæmpede de kampe ikke bare at lade rettighederne glide os af hænde.

Du har henvendt dig til Kvinderådet og bedt dem om at støtte ”Women’s Human Rights Campaign”’s kamp. Har du hørt fra dem?

Jeg har endnu ikke hørt fra dem. Jeg har nu heller ikke bedt dem svare eller forventet, at de ville kunne svare inden for så kort tid. Emnet om kvinders rettigheder i relation til transaktivismedebatten er altid som at smide en bombe. Folk vil helst ikke forholde sig til det. Det er for sprængfarligt.

Ser du dig selv som radikalfeminist? Hvorfor/Hvorfor ikke?

Det ved jeg faktisk ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Lad mig sige det sådan, at jeg klart sympatiserer mest med radikalfeminismen, men mit eget ståsted er jeg stadig ved at finde efter jeg sprang ud som ’kønskritisk’.

Hvad fik dig til at engagere dig i kampen mod den radikale transaktivisme?

Tilfældigheder. Jeg vil sige det sådan: Jeg synes ikke, at jeg valgte denne kamp. Jeg var ’bare feminist’. Men lige pludselig skulle der ’trigger warnings’ på billeder af kvindekroppen, kvinder skulle kalde sig menstruators og man skulle bakke op om biologiske mænds tilstedeværelse i vores omklædningsrum. Jeg begyndte at se mig mere og mere undrende rundt for at se, om der dog ikke var nogen, der reagerede. Jeg så ikke nogen i første omgang, så jeg troede, det var mig, den var gal med. Så fandt jeg Spinster (en side ligesom Twitter, men med fokus på at være for kvinder, der er kønskritiske og, for nogens vedkommende, udelukket fra Twitter).

Har du oplevet nogle negative reaktioner pga. denne kamp?

Det er blevet sværere at vide, hvem der stadigvæk har lyst til at hilse og hvem, der måske er vrede på mig. Så er jeg, selvfølgelig, blevet kaldt TERF og nazi. Jeg har fået at vide, at jeg bør holde mund og lytte. Men der er andre, der har prøvet langt værre, så jeg er sluppet billigt. Og jeg har heldigvis været grundigt forberedt på, hvad der ville komme.

Hvad er dit syn på transkønnede og hvordan ser du på den intersektionelle feminisme?

For at være ærlig, så har transkønnede har aldrig rigtig været på min radar. Og jeg må egentlig nok også sige, at det er de fortsat ikke. Det er ikke nødvendigvis negativt. Det er mere en ’lev og lad leve’-holdning. Jeg har underskrevet Fiona Orlanders og Miranda Yardleys underskriftindsamling om at få særlige omklædningsrum til transkønnede. Det vil jeg gerne støtte. Mit problem opstår dér, hvor kvinders rettigheder kommer i karambolage med transaktivisters krav – og det som en selvfølge antages, at kvinder bare giver sig. Solidaritet er ikke solidaritet, hvis det kun går den ene vej. Går det begge veje, så ser jeg intet til hinder for, at transkønnede og kvinder slutter sig sammen og kæmper fælles kampe.  

Hvad er din feministiske vision for fremtiden?

Et samfund, hvor kvinder får mulighed for at udfolde deres fulde potentiale. Der er så mange barrierer for kvinder, selv her i 2020. Også barrierer, man ikke nødvendigvis ser eller kan lovgive sig ud af. Som kvinders frygt for at gå alene hjem om aftenen, fordi de frygter at blive overfaldet, fokus på offerets adfærd efter et overgreb, tagen for givet, at kvinder tager det største slæb med hus og hjem, bashing at kvinder i medierne, både hvis de får børn alene og bare generelt, fordi vi er en underskudsforretning og de der myter om ’at kvinder heller ikke vil eller kan’. Kvinder kan og de vil, men lige nu er kampen urimelig hård. Det er ikke okay, og min vision for fremtiden er, at vi opdrager børn, så kønsstereotyperne bliver nedbrudt og vi får et mere lige samfund.  

Læs mere

Skrevet af den 21 apr, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

Susanne Staun: “Kønslig omgang” – en anmeldelse

 

Dr. Fanny Fiske er en topekspert ud i den vanskelige kunst at profilere serievoldtægtsforbrydere og ditto mordere. Derudover er hun en moden kvinde med selvtilliden i orden og med hang til halvbillig italiensk cognac samt, ikke mindst, unge lækre mænd.

I ”Kønslig omgang” skal hun lave en profil på en person, der drugraper lesbiske i hendes nærområde. Det er jo i sig selv en udfordring, men Dr. Fanny Fiske skal også lige håndtere, at fem unge mandlige studerende anklager hende for at have tvunget dem til sex i bedste #MeeToo- eller ”Men Too”-stil. Men det bliver værre endnu, for Dr. Fanny Fiske ender med at lave en profil på voldtægstforbryderen hvor denne fremstilles som en transkvinde, der seksuelt mishandler lesbiske af raseri over at de ikke vil have sex med transkvinder, herunder altså forbryderen selv. Og da politiet videregiver denne oplysning til pressen bryder helvedet løs, da radikale transaktivister griber til voldsomme metoder for at stoppe det, som de opfatter som transfobi af værste skuffe.

Mere kan jeg vanskeligt fortælle om plottet uden at ødelægge fornøjelsen ved at læse romanen. Og det ville være en skam for det er virkeligt en fortræffelig kriminalroman, som er spændende hele vejen igennem og hvor man kommer til at holde af Dr. Fanny Fiske og håbe det bedste for at hun klarer skærene.

Men det virkeligt geniale ved denne her roman er hvordan Susanne Staun har formået at indarbejde væsentlige aspekter af den radikale transaktivismes krig mod de lesbiske i en fortræffelig krimi. Læseren præsenteres for kernebegreber i denne aktivisme såsom ”cis” og ”TERF” og får generelt et crash-kursus i dens lingo og verdensbillede. Sågar det klistermærke, som indgik i aktionen mod Kvindehuset, spiller en rolle i romanen. (Det der med at ”der findes transfober uden tænder”). Og sådan er der masser af ”godbidder” til dem, der har fulgt intensivt med i problematikken, mens den udenforstående læser kan blive klogere på den radikale transaktivisme retorik, og det på en underholdende måde. Det er i hvert fald sjovere at læse ”Kønslig omgang” end at læse de monsterlange blogindlæg som man finder på Killjoy.dk… Derudover strør Susanne Staun også en del andre hints til aktuelle begivenheder såsom sagen om ”voldtægten i borgmesterens seng” og selvfølgelig tidstypiske fænomener som Netflix og Youtube influencers.

Men det er også modigt gjort af Susanne Staun at skrive denne roman, og af Gyldendal at udgive den, for nok er virkelighedens radikale transaktivister (endnu) ikke så voldelige som i ”Kønslig omgang”, men derfor er det ikke nødvendigvis helt ufarligt at udfordre dem…

Læs mere

Skrevet af den 11 jul, 2018 under Feminisme, Lgbt | 4 kommentarer

Homoseksuelle er ikke velkomne til Copenhagen Pride

 

Det har vakt en del opstandelse, at en mindre gruppe radikalfeministiske lesbiske under London Pride demonstrerede mod det pres som den radikale transaktivisme udsætter lesbiske for. I denne forbindelse blev der på Copenhagen Prides officielle Facebook side spurgt om hvad Priden ville gøre for at forhindre lignende ”transfobiske” indslag. Dette udløste en længere debat hvor jeg og en række andre radikalfeminister fortalte om hvordan lesbiske bliver beskyldt for at være transfobiske, hvis de ikke vil have sex med transkvinder der har en penis. Dette udløste en voldsom modreaktion fra en række radikale transaktivister og intersektionelle feminister. Ud over at påstanden om at det er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex der inkluderer en penis, blev gentaget talrige gange, blev vi også beskyldt fra at være usolidariske med transkvinder, og vi fik at vide, at vi bør evaluere vores seksuelle begær kritisk. Men det var sådan set de mere milde beskyldninger. Vores beskrivelse af den klassiske lesbiske seksuelle orientering blev nemlig også kaldt for bl.a. ”pis”, ”gylle” og “super led”, ligesom den blev sammenlignet med racisme. Da et par bøsser henviste til at de er til penis og ikke til vagina hhv. tog afstand fra denne dybt nedladende og homofjendske måde at omtale homoseksuelle på fik de også det glatte verbale lag.

Jeg og et par andre bad Priden om at tage afstand fra disse modbydelige udsagn om homoseksuelle og fra selve ideen om at man er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex med transkønnede, der har en penis, hhv. hvis man som bøsse ikke er til sex med transkønnede, der har en vagina. Det har man imidlertid ikke villet gøre. I stedet skriver man, at man ikke skal tvinges til sex man ikke er til – det skriver en del af dem der i den grad langer ud mod homoseksuelle i øvrigt også. Men ud fra logik kan man heller ikke tale om tvangsheteroseksualitet her i Danmark, da ingen lov tvinger homoseksuelle til at have sex med personer af modsat køn og seksuel tvang generelt er forbudt. Problemet er bare, at vi lever i et samfund, hvor homoseksuelle fortsat oplever et moralsk pres for at de skal leve heteroseksuelt. På samme måde udsætter radikale transaktivister og intersektionelle feminister i dag homoseksuelle, især lesbiske, for et moralsk pres for at de skal acceptere sex med personer de ikke er seksuelt tiltrukket af. Priden er nu bukket under for dette pres.

Pridens accept af disse voldsomme udfald mod homoseksuelle hvis seksualitet udelukkende er rettet mod personer af samme biologisk køn som dem selv, må derfor tolkes som at det er deres syn på sagen – eller at de i hvert fald ikke vil kæmpe for homoseksuelles ret til at definere deres egen seksuelle orientering og for at være stolte af den. Set i lyset af at en undersøgelse har vist, at langt de fleste ikke-transkønnede, herunder homoseksuelle, ikke er til sex med transpersoner, må konklusionen være, at langt de fleste homoseksuelle – og heteroseksuelle for den sags skyld –  ikke er favnet af Priden og ikke er velkomne, da de jo er transfobiske, deres seksuelle orientering er pis osv.

Så kære homoseksuel, hvis du definerer din seksuelle orientering ud fra dit biologiske køn og din partners biologiske køn – så bliv væk fra Priden eller giv på anden måde udtryk for din protest mod at Priden er bukket under for den radikale transaktivismes kamp mod homoseksualitet i dens traditionelle betydning af at man elsker og begærer personer af samme biologiske køn som en selv. Protester mod at Priden er blevet til homoshaming. Og hvis du ser dig som en heteroseksuel allieret i vores kamp må du meget gerne gøre det samme.

Læs mere