Menu
Kategorier

Skrevet af den 23 jul, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Ikke i vores navn!

 

Lørdag den 21.8 vil Københavns gader endnu engang lægge plads til et gigantisk Pride-arrangement. Selvom Coronarestriktionerne nok vil medføre, at der skal festes en anelse mindre heftigt end tidligere er der alligevel lagt an til lidt af et brag, da Copenhagen Pride har slået sig sammen med det internationale Worldpride. Under alle omstændigheder er Pride parader blevet til et fast indslag i den vestlige verden, hvor majoritetssamfundet får adgang til at sole sig i deres egen begejstring for og støtte til ”mangfoldigheden” mens de store globale firmaer får rigelig mulighed for at sælge deres ”frisind og tolerance” ved at markedsføre sig med regnbueflag og paradevogne.

Interessant nok er der imidlertid ikke så helt få bøsser, lesbiske og biseksuelle, der ikke vil gå med i paraden og som generelt har meget svært med hvad der er blevet gjort ved de gamle demonstrationer for retten til at være til sit eget køn. I hele verden kan vi se et voksende antal bøsser, lesbiske og biseksuelle der optræder som det man indenfor feminismen har kaldt for ”killjoys”, altså dem der ødelægger den gode stemning ved familiefesten ved at påpege det, som man helst ikke vil forholde sig til i det festlige lag. I pride sammenhæng betyder det, at vi er flere og flere der påpeger, at LGBT+ organisationerne ikke længere repræsenterer os.

I løbet af de sidste 10-15 år er de store gamle organisationer for homoseksuelle (og biseksuelle) som f.eks. LGBT+ Danmark (Det gamle LBL) og Copenhagen Pride nemlig blevet kapret af radikale trans- og queeraktivister samt intersektionelle feminister. Disse organisationer er i dag spydspidsen i et frontalangreb på den forståelse af køn og seksualitet som både majoritetsbefolkningen og en stor del af de homoseksuelle og biseksuelle har. Køn bliver af disse organisationer redefineret fra at være noget der er knyttet til den krop vi blev født med til at være en udefinerbar følelse, hvad igen får en række praktiske konsekvenser for kønsopdelingen af omklædningsrum, fængsler og herberger men også på hvordan man forstår kønsrolleafvigende adfærd hos børn og unge og selve det at have en seksuel orientering.

Der er ikke rigtigt nogen der har kunnet komme med en god forklaring på hvorfor transkønnede absolut skulle inkluderes i foreninger der oprindeligt var for homoseksuelle (og biseksuelle). Det er jo et dogme indenfor LGBT+ bevægelsen at køn og seksuel orientering INTET har med hinanden at gøre så hvorfor foreninger for personer der er til deres eget biologiske køn skulle organisere dem, der mener, at deres sande køn er et andet end deres biologiske, virker selvmodsigende. Hvad der imidlertid har fået alvorlige konsekvenser er, at man i disse organisationer i dag insisterer på en helt bogstavelig fortolkning af transidentiteten.

Her kan man måske sammenligne med et eksempel fra religionernes verden. Mange protestanter opfatter det brød man spiser og den vin (eller druesaft) man drikker i forbindelse med nadveren som et symbol på Jesus, noget der skal få en til at tænke på ham og mindes ham. Den katolske kirke derimod insisterer på at det brød og den vin man modtager i forbindelse med nadveren i bogstavelig forstand, ER Jesus himself og derfor har man også ritualer hvor man tilbeder det indviede alterbrød da det jo ER ham.

På samme måde havde nok mange homoaktivister oprindeligt en, lad os i denne sammenhæng kalde det for en protestantisk forståelse af transkøn. Man ville gerne vise transkønnede respekt ved at omtale transkvinder som ”hun” og transmænd som ”han” og generelt så vidt som muligt undgå at krænke deres kønsmæssige selvforståelse uden af den grund virkeligt at tro på, at transkvinder i bogstavelig forstand er kvinder og transmænd i bogstavelig forstand er mænd. Men i dagens LGBT+ organisationer, herunder Copgenhagen Pride, er der ikke længere plads til andet end til bekendelsen af den ene sande tro, nemlig at transkvinder ER kvinder, at transmænd ER mænd og at man er transfobisk hvis man som lesbisk kvinde ikke vil have sex med transkvinder og hvis man som bøsse ikke vil have sex med transmænd.[1]

Det er nemlig den uundgåelige konsekvens af kravet om at transidentiteten skal tages bogstavelig: seksuel orientering må ikke være et spørgsmål om hvilket biologiske køn man føler sig tiltrukket af. Seksuel orientering skal nu, hvis den skal være transpolitisk korrekt, være rettet mod ens ønskede partners såkaldte kønsidentitet, altså mod hvordan denne ser sig selv. Vi skal altså med andre ord forelske os i og føle os seksuelt tiltrukket af en anden persons kønsmæssige selvforståelse og evt. dennes kønsmæssige selviscenesættelse. Den krop vedkommende er født med og den prægning som man uundgåeligt vil være mærket af pga. den krop man er blevet født med, må ingen rolle spille, hvis man altså ikke vil mødes med rasende anklager om at man er transfobisk, at man er en genitalfetichist etc. Homoseksualitet i den klassiske betydning af ordet er dermed VERBOTEN indenfor LGBT+ bevægelsen og homoseksuelle, der fortsat er homoseksuelle i ordets klassiske betydning af at man udelukkende er til sit eget biologiske køn, skal som minimum være i skabet hvis man ikke vil blive ”cansellet” af de foreninger der stadigvæk påstår, at de repræsenterer bøsser og lesbiske.

Men vi er faktisk flere og flere lesbiske, bøsser og biseksuelle, der selvsagt ikke føler os repræsenteret af foreninger der ikke kan tolerere at man udelukket er tiltrukket af personer af ens eget biologiske køn og vover at fortælle det højt frem for at forstå at man enten skal ændre på sin seksuelle orientering eller skamfuldt forblive i skabet. Dertil kommer, at vi er flere og flere der er dybt bekymret over alle de andre bivirkninger som den bogstavelige forståelse af transidentiteten medfører såsom kravet om at transkvinder skal kunne konkurrere mod biologiske kvinder indenfor den professionelle sport og at udtryk knyttet til kvinders biologi så som menstruation og moderskab skal gøres kønsneutrale. Vi er også meget bekymret over at kønsrolleafvigende børn og unge, hvoraf en del formodentlig er lesbiske, bøsser eller biseksuelle i stadigt voksende omfang bliver set som transkønnede og selv bliver overbevist om at de er det fordi de ikke kan se sig selv i samfundets stereotype forventninger til personer med deres biologiske køn.  LGBT+ foreningernes krav om juridisk kønsskifte for børn og hurtig adgang til hormonbehandling og kønsskifteoperationer af børn og unge vil kunne få alvorlige konsekvenser. Vi vil om 5-10 år meget vel kunne stå med hundredvis af unge voksne lesbiske, bøsser og biseksuelle som vil være fortvivlet over hvilke skader de fik tilført deres kroppe fordi der ikke var nogen der vejledte dem om at det er helt normalt at man som homo- eller biseksuel har det rigtigt svært med de kønsroller og kønsrolleforventninger som man mødes med i vores samfund men at man som voksen typisk vil lære at acceptere den krop man blev født med samtidigt med at man klæder sig og lever som det passer en bedst.

Rundt omkring i verden opstår der derfor LGB-foreninger, altså foreninger for lesbiske, bøsser og biseksuelle der har fået nok af det absurde teater med tragiske konsekvenser som LGBT+ bevægelsen er muteret til. Her i Danmark er vi fortsat blot en Facebook gruppe[2], men vi har ambitioner om mere. Det er nemlig på tide at der siges massivt fra overfor misbruget af bøsser, lesbiske og biseksuelle til et radikalt transpolitisk projekt som har alvorlige negative konsekvenser for børn, kvinder og homoseksuelle af begge køn.

[1] Se debatindlæg i avisen ”Arbejderen” fra den 15.8.2018 skrevet af Lars Henriksen, den daværende og nuværende forperson for Copenhagen Pride.

[2] https://www.facebook.com/groups/249592893174881 (LGB Danmark)

Læs mere

Skrevet af den 10 aug, 2019 under Lgbt | 7 kommentarer

Lyt til os der var kønsunormale som børn!

 

Fortalerne for et juridisk kønsskifte for børn, og det vel og mærke uden nedre aldersgrænse, forsøger ihærdigt at afvise enhver kritik af dette forslag med parolen: ”Lyt til de transkønnede børn!” Et alternativ til dette argument, der dog tydeligvis er beslægtet med det første, er udsagnet: ”Kender du et transkønnet barn?” Det ligger implicit i disse argumenter, at dem der er afvisende overfor at lade børn definere deres eget juridiske køn, ikke ved noget om hvordan det er at være et kønsrolleafvigende (eller kønsunormalt om man vil) barn. Dette er imidlertid en stor fejltagelse. Vi er slet ikke så få, der var kønsrolleafvigende som børn, men som i dag ikke definerer os selv som transkønnede. Og det er i høj grad denne helt personlige erfaring med at være et ”kønsunormalt” barn, der gør, at vi er stærkt kritiske mht. ideen om at børn har en fastlagt ”kønsidentitet” hhv. at man kan afgøre, om et barn er transkønnet.

Kønsrolleafvigende adfærd hos børn kan vise sig på mange måder. De kan afvise at gå i det tøj der forventes af dem pga. deres biologiske køn og fortrække det modsatte køns tøj. De kan lege med det legetøj som samfundet knytter til det modsatte køn. De kan foretrække at lege med det modsatte køn frem for deres eget. De kan i forskellig grad identificere sig som det modsatte køn og de kan i forskelligt omfang have problemer med de kønnede træk ved deres krop. Har man været kønsrolleafvigende som barn er det ret sandsynligt, at man også vil være det som voksen. Men flertallet af dem, der var kønsrolleafvigende som børn, har indtil nu valgt ikke at se sig selv som transkønnede som voksne, da de med tiden har lært at acceptere deres biologiske køn uden derfor nødvendigvis at acceptere de kønsroller, der er knyttet til denne krop.

Faktisk forholder det sig sådan, at en del transkønnede ikke var synligt kønsrolleafvigende som børn, og først som teenagere eller voksne nåede frem til at de faktisk er transkønnede. Samtidigt hermed er der altså også mange af dem, der som børn var synligt kønsrolleafvigende, der som voksne ikke ser sig selv som transkønnede. Koblingen af kønsrolleafvigende adfærd hos børn med transkønnethed er dermed dobbelt problematisk da den er en forenkling og fordrejning af nogle mere komplekse forhold.

Denne forenkling og fordrejning har bl.a. sine rødder i at LGBT+ aktivismen forsøger at skabe nogle vandtætte skodder mellem det at være transkønnet og det at være homoseksuel. At være transkønnet handler efter sigende udelukkende om den såkaldte kønsidentitet, og efterhånden har man indtryk af, at antagelsen er, at ”ægte” kønsrolleafvigere er transkønnede, være det nu i form af at de er transkvinder, transmænd eller nonbinære. At være homoseksuel derimod anses som noget, der udelukkende handler om ens seksuelle orientering. Sådan er det selvsagt også for nogen, men det er slet ikke så ualmindeligt, at homoseksuelle allerede som børn var kønsrolleafvigende og forbliver med at være det også som voksne. Historisk og kulturelt set har homoseksualitet og det at være ”kønsunormal” da også være set som to sider af samme sag. Det er en fordom, at antage, at alle homoseksuelle er kønsrolleafvigere, men det er også en fornægtelse af virkeligheden og en bemærkelsesværdig anti-mangfoldig forståelse af den homoseksuelle subkultur, at lukke øjnene for, at vi faktisk findes.

Det er derfor dybt beskæmmende at kunne iagttage, at foreninger så som LGBT Danmark og Copenhagen Pride, foreninger der påstår, at de repræsenterer homoseksuelle, ikke vil lytte til de homoseksuelle der udtrykker dyb bekymring for at børn og unge, hvis kønsrolleafvigende adfærd ligner deres egen da de var børn, udråbes til at være transbørn som skal have juridisk kønsskifte, som så igen typisk skal suppleres med hormonbehandlinger og operationer, så først deres juridiske status og dernæst deres kroppe kan passe bedre til deres ”kønsidentitet”. De kønsrolleafgivende børn og unge skal ledes over i transidentiteten mens alternative måder, at forstå sin kønsrolleafvigende adfærd og behov på, forties. Samtidigt hermed betegnes alle, der ikke vil kalde sig selv for transkønnede som ”cis-kønnede”, altså ”kønsnormale”, hvormed det igen bliver tydeligt, at man de facto benægter eksistensen af kønsrolleafvigende homoseksuelle. Men vi har ikke tænkt os at lade den bevægelse, der fejlagtigt hævder, at den repræsenterer os, tie vores livserfaring og livsrealitet ihjel!

 

Læs mere

Skrevet af den 17 aug, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Anne Linnet, de klamme lesbiske og Priden

 

Anne Linnets sange har spillet en stor rolle for mange danske lesbiske. Som den eneste kendte danske kvindelige musikkunster har hun sunget om kærlighed og sex med kvinder – og det sågar i en tid, hvor homoseksualitet var væsentligt mere tabubelagt end i dag.

Men mange lesbiske har også vidst, at Anne Linnet ikke vil kaldes lesbisk, og at hun ikke har vist interesse i at gå ind i kampen for bøsser og lesbiskes rettigheder. Nu vil hun så pludselig godt optræde til Copenhagen Pride og måske er det i anledning heraf, at Politiken bringer et længere interview med hende den 12.8.2018. Her kan man så læse følgende:

” »Les-bisk«”. Anne Linnet smager på ordet, imens hun siger det. Hun synker, som har hun rent faktisk tygget på det. »Nej, det går ikke«, siger hun så. »Det har en træls klang. Det lyder som noget røvkedeligt. Og lidt klamt«. Hun griner sin dybe hæse latter. Ryster på hovedet. Nej, det passer hende virkelig dårligt at skulle have det mærkat siddende på sig.

 

Jeg mener, det er selvfølgelig helt ok at Anne Linnet ikke vil kaldes for lesbisk – ingen skal pålægges en identitets kategori de ikke kan se sig selv som. Men hun kunne godt have valgt nogle mindre nedsættende kommentarer om kategorien ”lesbisk” end ”træls”, ”røvkedelig” og ”klam”. Og kunne man forestille sig, at Copenhagen Pride ville lade en kunstner optræde som havde betegnet ”transkønnet” som ”klam”? Nej, vel?

Nuvel, det har jo generelt i år vist sig, at Priden ikke er et sted for stolte lesbiske. Hvad der mere kan undre er, at vi som lesbiske finder os i at blive omtalt så nedladende af en kunstner, der har tjent mange penge på lige præcist hendes lesbiske publikum. Selv den journalist, der har lavet interviewet, Milla Mølgaard, outer sig som lesbisk i interviewet, men hun ser ikke ud til at have et behov for at distancere sig fra Anne Linnets foragt for lesbiske.

Måske hænger det sammen med, at man som lesbisk alt for ofte har internaliseret samfundets foragt for lesbiske, som lever i bedste velgående selvom den politiske og økonomiske elite i dag så gerne fejrer deres ”tolerance”. Det er fortsat som om at lesbiskes seksualitet og kærlighed ikke tages alvorlig – og når den så gør det, ender det hurtigt med foragt.

Klæder man sig som lesbisk nemlig sådan som det forventes af kvinder i vores samfund, og lever man op til dets skønhedsnormer for kvinder, så risikerer man at man(d) ikke tror, at man virkelig er lesbisk. Måske man bare ikke har mødt den rigtige mand? Og der er ikke så få mænd der så render rundt og tror, at de er denne ”rigtige”… Men klæder man sig så ikke som det forventes af kvinder, så er man kedelig og kikset. Da hedder det sig, at man er lesbisk fordi man er for grim til at kunne finde en mand.  ”Betonlebben” repræsenterer de kvinder, der gør noget af det værste man kan gøre som kvinde i patriarkatet – nemlig ikke at leve op til samfundets forventning om at man som kvinde skal forsøge, at behage mænd.

Denne foragt for lesbiske er ikke ny – den har vi lesbiske måtte kæmpe med i generationer – den forstærkes i dag imidlertid af den nye queere/intersektionelle kamp mod lesbiske, som ikke er til sex med personer, der er født med en penis uanset deres kønsidentitet, kombineret med samme miljøs forestilling om, at kvinder der klæder sig maskulint i virkeligheden er transkønnede. Set i det lys er det ikke så mærkeligt, at en undersøgelse har vist, at langt de fleste kvinder, der kalder sig for lesbiske, er over 40 år, mens man ikke ser en tilsvarende aldersskævhed hos bøsserne. Den lesbiske identitet er under massivt pres, både fra majoritetssamfundet og i det såkaldte LGBT+ fællesskab. Men vi er nogle lesbiske, der er begyndt at sige fra og som kæmper for retten til at være en stolt lesbisk i ordets klassiske betydning af at man er en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder. Vi har dannet netværket ”Ny Lesbisk Bevægelse Danmark”. Lesbisk Bevægelse stod i 1970’erne og 1980’erne for lesbisk stolthed – det er på tide, at vi genopliver den!

 

Læs mere

Skrevet af den 14 aug, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Den homoforagtende prideformand

 

Lars Henriksen (LH), formand for Copenhagen Pride, er faret i blækhuset fordi jeg i en artikel i Arbejderen har anklaget LGBT-bevægelsen for historieløshed.

Han bryder sig f.eks. ikke om at jeg bl.a. afviser påstanden om at det skulle være transkvinder, der startede Stonewall optøjerne, med henvisning til at transkønnet er en identitetskategori fra 1990’erne som man ikke meningsfuldt kan bruge i forbindelse med en begivenhed i 1969. Ja, han mener, at jeg dermed de facto underminerer også de homoseksuelles historie ved at se på identiteter som historiske fænomener. Nu har der imidlertid siden 1980’erne været rimelig konsensus indenfor den universitetsbaserede forskning i de homoseksuelles historie om at det er problematisk at tale om homoseksuelle i perioden før termen ”homoseksuel” opstod i slutningen af 1800-tallet. Jeg kan her anbefale, at man f.eks. læser Wilhelm von Rosens doktorafhandling Månens Kulør – Studier i dansk bøssehistorie 1628-1912 og Peter Edelbergs Phd. afhandling Storbyen trækker – Homoseksualitet, prostitution og pornografi i Danmark 1945-1976.

Det er og forbliver i øvrigt en myte, at det skulle være en transkvinde, der startede Stonewall optøjerne, hvis deltagere hovedsageligt var unge hvide mænd. Det kan man læse mere om i David Carters banebrydende værk Stonewall – The Riots that Sparked the Gay Revolution.

LH misforstår hvad jeg skriver om homoægteskabet. Jeg er selv gift med kvinden i mit liv og er derfor selvsagt ikke imod det. Men det var den revolutionære homobevægelse! Og i 1970’erne er der stort set ingen homoaktivister, der er interesseret i et ægteskab eller partnerskab for homoseksuelle, det kan man læse mere om i Jens Rydströms studie Odd Couples – A History of Gay Marriage in Scandinavia.

At LH ikke har sat sig ind i homohistorien er en ting. Rigtigt slemt er det imidlertid, at han påstår, at ”drengepiger” og dragqueens er transpersoner! Både jeg og min kone kunne som børn være blevet betegnet som ”drengepiger” – og vi vil gerne have os frabedt at blive tvangstranset! Det også dybt bekymrende, at unge homoseksuelle får det budskab, at man er en heteroseksuel transmand, hvis man er en lesbisk, der er ”maskulin” eller at man er en heteroseksuel transkvinde, hvis man er en bøsse, der er til drag! I sin iver for at være for transinkluderende mangfoldighed ødelægger LH homomiljøets interne mangfoldighed. Og sidst men ikke mindst, er det absurd, at LH reelt skriver, at det skulle være transfobisk, hvis man er en homoseksuel, der ikke er seksuelt interesseret i personer af modsat biologisk køn uanset deres kønsidentitet. Priden har solgt sig selv når den gør det at være homoseksuel i klassisk forstand til en fobi.

 

Læs mere