Menu
Kategorier

Skrevet af den 29 mar, 2024 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Vassula Ryden | 0 kommentarer

Vassulas budskaber

 

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Vassula ønsker, at vi skal opfatte hendes “budskaber” som Guds direkte tale til os. Hun tåler ingen kritik af disse og hun kender til ingen beskedenhed, når det gælder om at fremhæve dem og vise hvor “fantastiske” de er.

Vassulas forestillinger mht. hendes “budskaber” kommer klart frem i hendes artikel “An Introduction to the Messages” som man kan finde på https://ww3.tlig.org/da/budskaberne-2/hvad-er-budskaberne/

Her skriver hun bl.a.:

Når Gud taler i disse budskaber, kan vi ikke undgå at bemærke den tone af håb, som Han giver os. Ja, Han vil irettesætte os mange gange, da Han er Fader, og ligesom enhver fader irettesætter sine børn, når de gør forkert, så gør vores Fader i Himlen det også, men Han gør det med kærlighed, for Han er Kærlighed og Han skabte os af kærlighed for at vi kunne returnere denne kærlighed til Ham.

Vassula vil gerne sælge hendes “budskaber” som budskaber om Guds kærlighed, men faktisk så er hendes Gud ikke specielt kærlig, når det kommer til stykket. Det kan han ikke være, idet han for Vassula grundlæggende set er et uhyre selvcentreret væsen, hvad bl.a. fremgår af hendes påstand om, at han har skabt os ud af kærlighed for at vi skal returnere denne kærlighed til ham.

Disse meddelelser er et kald til at vi kommer til at kende vores virkelige fundament og er en påmindelse om Hans Ord og om Hans Eksistens. Som Gud selv sagde til Vassula: “Fortæl dem, at dette Budskab ikke gives til dem for at vække opsigt, men for at få dem til at indse hvor uopsætteligt, alvorligt og vigtigt Mit Kald er; at det haster med deres omvendelse; alvoren i deres sjæls tilstand; at det er vigtigt at ændre deres liv og leve helligt.”

Vassula ser klart hendes “budskaber” som et kald fra Gud, der skal vise hen til Bibelen og til Gud. De er grundlæggende set et kald til omvendelse, for den måde, som de kristne lever på, er helt forkert. Deres sjælelige tilstand er forfærdelig og de skal forandre deres liv.

Synds erkendelse og bevidstheden om, at vi er henvist til Guds nåde, er centrale dele af det kristne budskab, men det har kristendommen altid vidst og også altid lært. Dertil behøves ingen Vassula. Når man læser Vassulas skrifter, så får man nærmest indtryk af, at der uden for de vassulaistiske kredse ikke praktiseres sand kristendom og kristendommen af i dag er af lave.

Der er mange henvisninger i budskaberne om det store frafald, som Paulus havde forudsagt i Andet Brev til Thessalonikerne kapitel 2, og om oprørets ånd i vores tid, der er så stærk. Denne ånd af oprør er nu trængt ind i kirken som røg, og påvirker biskopper og præster (katolske) for at de skal vende sig mod deres egen hyrde (paven). Kristus kalder dem tilbage for at forblive loyale over for paven. Men triumfen over ondskaben er ikke langt væk nu, og de To Hjerter (Marias Ubesmittede Hjerte og Jesu Hellige Hjerte) vil sejre over dette onde.

Her appellerer Vassula til de konservative katolikker, der er utilfredse med udviklingen inden for den katolske kirke i tiden efter det 2. Vatikankoncil. Men faktisk er Vassula selv et produkt af koncilet. Uden dettes accept af den økumeniske ide og uden den efterfølgende accept af den katolske karismatiske bevægelse havde hun ikke haft en chance for at blive hørt i katolske kredse. I øvrigt skulle hun måske overveje, at fjerne bjælken fra hendes eget øje før hun forsøger, at fjerne splinten i andres øjne, for noget forbillede mht. lydighed mod de kirkelige autoriteter er Vassula jo ikke ligefrem.

I disse budskaber prøver Gud at genoplive det i os som er dødt. Det er grunden til, at Han udøser sin Helligånd over os for at bringe os tilbage til Ham, for at leve et Sandt Liv i Ham. Han lover os, at der snart vil komme en udgydelse af Helligånden over menneskeheden, som aldrig før, og som vil transfigurere hele jorden. Dette er håbet vi alle har brug for.

Her er det typiske karismatiske løfte/profeti om en kommende gigantisk vækkelse, der står lige for døren. Sådanne løfter har præget det pinsekristne/karismatiske miljø lige siden starten af 1900-tallet. Gang på gang har man i disse kredse oppisket en forventning om en snarlig kæmpevækkelse og gang på gang er man blevet skuffet, men dog ikke mere, end at man snart hengiver sig til nye profetier om den kommende vækkelse. Vassulas budskaber er en del af denne tradition.

Der er mange dele af Skrifterne fra Åbenbaringsbogen og profeten Daniels bog, der er blevet åbnet for os af Jesus Kristus i disse budskaber.

Dette er i forhold til den traditionelle kristendom en uhyre påstand! Kristendommen har eksisteret i snart 2000 år, men først nu, vha. Vassulas budskaber, skulle de kristne kunne “åbne” hidtil forseglede dele af skriften? Mener måske den ortodokse, den katolske og de lutheranske kirke hhv. kirker, at der er dele af skriften, der er “forseglede” og som kræver profetiske budskaber, for at de kan “åbnes”? Ifølge de to første har kirkens læreembede nøglen til skriften og Luther påstod at nøglen til skriften består i at den skal læses i lyset af troen på, at man frelses ved troen alene. Ifølge de traditionelle kirker er Vassulas ovennævnte påstand klart heterodoks. Men lignende påstande findes i det karismatiske miljø, hvor de mest besynderlige ideer typisk begrundes på en lignende måde.

Vassula stiller ikke sine “budskaber” over skriften, men hun hævder, at der er dele af den, som ikke kan tolkes uden disse. Vassula vil med andre ord bestemme hvordan de kristne skal tolke skriften, det er det, der er det grundlæggende formål med hendes “budskaber”.

Og budskaberne skal læses som om de var Guds ord talt direkte til læseren: “I budskaberne inviterer Gud hver enkelt af os til at træde ind i en samtale med Ham og beder os om at erstatte Vassulas navn i disse tekster med vores eget.” (https://ww3.tlig.org/da/ )Dvs. man skal læse Vassulas budskaber sådan som mange kristne læser Bibelen.

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 26 mar, 2024 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Mirakler, Vassula Ryden | 0 kommentarer

Den “mirakuløse” skrift

 

I de første år af det nye årtusinde, skrev jeg en række artikler om den selverklærede profet Vassula Rýden. Med tiden fik jeg andre fokuspunkter og hjemmesiderne forsvandt af forskellige årsager en efter en. Men Vassula Rýden, og den sektagtige bevægelse ”Sandt Liv i Gud”, der arbejder for at udbrede hendes budskaber, lever og virker endnu. Bl.a. spreder SDU professoren Niels Christian Hvidt med stor iver hendes budskaber. Derfor har jeg besluttet at lægge nogle af disse ældre tekster på nettet – de er i forskellig grad blevet redigeret så de er egnet til at blive bragt i dag.

 

Den “mirakuløse” skrift

Det som nok har skabt mest opmærksomhed omkring Vassula Rydéns budskaber er den måde, som hun hævder at modtage dem på. Hun påstår nemlig, at først hendes skytsengel Daniel og siden Jesus overtager kontrollen med hendes hånd og gennem denne nedskriver deres budskaber til hende og hele verden. Disse nedskrevne budskaber skulle udmærke sig ved, at håndskriften er af en særlig, i sig selv nærmest overnaturlig karakter, og at den skulle være meget anderledes end Vassulas egen.

Dette fænomen er for så vidt ganske rigtigt noget ekstraordinært, set i forhold til at kirkehistorien ikke kender til andre eksempler på, at nogen skulle have modtaget budskaber på denne måde, i hvert fald ikke indenfor den katolske kirke, der som det eneste trossamfund opererer med anerkendte og ikke anerkendte privatåbenbaringer.

 

Faktisk er det et grundlæggende problem ved denne “mirakuløse” måde, som Vassula skulle modtage sine budskaber på, at den tilsidesætter individets frihed. Inden for traditionel kristendom tror man på, at dæmoner kan overtage kontrollen med en persons krop, men man har ikke tradition for, at Gud eller hans engle skulle gøre det. (En undtagelse kunne være den karismatiske tungetale, men også her antages det normalvis, at mennesket godt kan kontrollere den, hvis det vil. I øvrigt er karismatikere jo ikke specielt traditionelle,) Det er nok grunden til at Vassula og hendes tilhængere ofte udsender tvetydige signaler omkring hvor styret Vassulas hånd rent faktisk er, når hun nedskriver budskaberne. Vassula selv synes dog at holde fast i “fuld styrings – ingen fri vilje” modellen. I Abbé René Laurentins interview med Vassula fortæller hun bl.a.: “Jeg kan ikke modstå det, det holder ikke op.[1]  Hun fortæller også om hvordan Jesus inviterede hende til at gå til skrifte. Det var hun imidlertid ikke interesseret i og hun forsøgte derfor at slette sætningen. Men Jesus blokerede hendes hånd, det var som om pennen hang fast i et hul. Så skubbede hun med den anden hånd, men pennen drejede blot i hendes hånd, fløj til side og hendes hånd blev slynget tilbage.[2] Så meget for den frie vilje…

 

Nogle kritikere af Vassula har derfor hævdet, at Vassulas måde at modtage budskaber på burde betegnes som “automatskrift”, som er en teknik, der bl.a. bruges i spiritistiske kredse som et redskab til at komme i kontakt med ånder. Som et modargument herimod hævdes det så af hendes bevægelse ”True Life in God” (TLIG), at grafologer skulle have sagt god for, at Vassulas budskaber skulle være skrevet med en ekstraordinær smuk skrift, der slet ikke bærer præg af automatskrift. F.eks. bringer ”True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31” (Udgaven fra 1991) en håndsskriftanalyse foretaget af en fransk grafologisk konsulent ved navn J. A. Munier. Her hedder det bl.a., at håndskriften viser, at hun er fyldt af en kraft, der går ud over hendes normale selv, at hun er en formidler, ligesom et transmissions- og forstærkningscenter, at hun har en mystikers tro og at hun ikke tilhører sig selv. Der er en sikker styrke hos hende. Hun er værdig.[3] Med al respekt, men dette vil jeg ikke karakterisere som en videnskabelig analyse, det er det rene skønmaleri! De teksteksempler jeg har set giver ikke udtryk af andet, end at teksten er skrevet med en ret stor og meget regelmæssig feminint præget og letlæselig håndskrift. Jeg kan ikke se, hvad der skulle være overnaturligt eller specielt ved denne skrift. Men læserne kan selv kigge efter på nettet og danne sig deres eget indtryk – f.eks. her: https://www.tlig.net/pageflip2/Notebooks1-9/2/

 

Problemet er nok i virkeligheden, at det eneste vidnesbyrd vi har mht. hvordan Vassula modtager sine budskaber er hendes eget. Hendes tilhængere går øjensynligt ud fra at det er rigtigt, når Vassula siger, at hun ikke selv kan bestemme over hvad hendes hånd skriver. Interessant er det i hvert fald, at Vassula i førnævnte interview med René Laurentin faktisk fortæller, at hun først nedskriver budskaberne hurtigt, hvorefter hun fjerner hvad der er personligt og genskriver resten på en mere omhyggelig måde. Jesus korrigerer hende, hvis hun laver fejl i forbindelse med denne renskrivning.[4] Men hvorfor har budskaber, der eftersigende er blevet nedskrevet gennem hendes hånd uden hendes indblanding, og som skulle være skrevet med en særlig hellig skrift, brug for redigering? At hun skulle fjerne personlige budskaber, virker også lidt suspekt set i lyset af at de trykte budskaber vrimler med personligt stof. Mon der altså ikke er tale om at Vassula, lige som alle andre forfattere, først laver et udkast til sine budskaber, som hun så siden renskriver? Om end hendes renskrift ikke er mere vellykket end at hendes budskaber er fulde af stave- og grammatikfejl.

 

At håndskriften er anderledes end hendes egen og meget regelmæssig bør nok ikke ses som noget mirakel, for Vassula er jo en rimeligt begavet kunstmaler. Det burde ikke være noget problem for en sådan at skrive med en anden håndskrift end den som hun normalvis benytter sig af. Med andre ord, i stedet for at stille læseren op overfor de to klassiske valg mht. mysteriøse fænomener, nemlig et mirakel fra Gud eller et trick fra Satan, er der en tredje, langt mere logisk løsning, nemlig slet og ret bedrag.

 

Men hvorfor skulle Vassula Ryden lyve om hvordan hun “modtager” sine budskaber? Her er svaret faktisk ganske ligetil: Ved at påstå, at hun modtager hendes budskaber direkte fra Gud, uden at der er tale om nogen personlig indgriben eller farvning fra hendes side, giver hun budskaberne en autoritet og en aura af hellighed, som de i sig selv ikke ville have. Det fremgår faktisk udmærket i en introducerende tekst af Patrick de Laubier, der bringes i starten af ”True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31”(Udgaven fra 1991). Her hedder det nemlig: “I de skrifter, som vi præsenteres for her, finder vi ikke endnu en autobiografi ligesom den hellige Therese af Lisieuxs, hvad vi finder, er en skildring af et elskende initiativ, der kommer fra Gud. Man finder en lære, et budskab, ja mere, en deklaration og en længsel, man kan måske sågar vove at sige en bøn fra Gud, der er adresseret til hans skabninger.”[5] Therese af Lisieux er en katolsk helgen, der af Pave Johannes Paul II blev udnævnt til at være en kirkelærer. Hendes lære, som godt nok også kan være noget svulstig i sit sprog, er, at man kan leve et stille og skjult liv, der ikke synes at være af nogen betydning i vores verden, men som er af stor betydning for Gud.  Et sådant liv består i ydmyg kærlighed og beskeden bøn til Jesus, hvor man ofrer sig og sine personlige lidelser til ham, for at hjælpe ham med at frelse verden. Jeg har absolut mine personlige forbehold overfor denne lære, men man kan ikke læse Thereses skrifter uden at blive rørt af den dybtfølte, men måske nogle gange misledte, kærlighed hun har til Jesus. Hendes skrifter er af en helt anden kvalitet end Vassulas, og det selvom hun døde da hun kun var ganske ung. Hun påstod aldrig, at hun havde visioner eller på anden måde mirakuløse oplevelser, der kunne give hendes skrifter den særlige påståede guddommelige “touch”, som Vassulas tilhængere er så fascineret af. Hun fortalte blot om sit liv med Gud, uden at forsøge, at give sin lære mere autoritet end den, som fremgår af selve hendes vidnesbyrd. Vassula Rýden har tydeligvis en noget anderledes personlighed.

 

[1] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. V

[2] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. VII

[3] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. XVIII

[4] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. VIII

[5] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. I

Læs mere

Skrevet af den 25 mar, 2024 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Toksisk religion, Vassula Ryden | 0 kommentarer

Hvem er Vassula Ryden?

 

I de første år af det nye årtusinde, skrev jeg en række artikler om den selverklærede profet Vassula Ryden. Med tiden fik jeg andre fokuspunkter og hjemmesiderne forsvandt af forskellige årsager en efter en. Men Vassula Rýden, og den sektagtige bevægelse ”Sandt Liv i Gud”, der arbejder for at udbrede hendes budskaber, lever og virker endnu. Bl.a. spreder SDU professoren Niels Christian Hvidt med stor iver hendes budskaber. Derfor har jeg besluttet at lægge nogle af disse ældre tekster på nettet – de er i forskellig grad blevet redigeret så de er egnet til at blive bragt i dag.

 

Hvem er Vassula Rydén?

 

Vassula Ryden blev født i Egypten den 18. januar 1942 i en græsk-ortodoks kristen familie. Hendes forældre kom oprindelig fra Grækenland. Som ung pige fik Vassula åbenbaringer om Jesus i nogle drømme og hun så sommetider, hvad hun vidste var afdødes sjæle, siddende i sin stue som om de ventede på noget. Bortset fra disse utrolige oplevelser havde hun aldrig, i lighed med de fleste mennesker nu til dags, interesseret sig for Gud eller det åndelige liv. Hun havde aldrig forestillet sig, at hun en dag skulle blive Guds sendebud, indtil den dag Gud helt uventet viste sig for hende. Det skete i 1985, mens hun boede i Bangladesh sammen med sin svenske mand og deres 2 sønner.[1]

 

Det spændende med den måde, som Vassula Rýden præsenteres overfor offentligheden på er, at man faktisk får ganske lidt at vide om hendes baggrund og historie. Oven anførte citat er f.eks. alt hvad en hjemmeside, der er viet til at promovere hendes budskaber, finder det nødvendigt at fortælle dens læsere om hende.

 

Vi får at vide, at hendes forældre var græskortodokse kristne, men vi får ikke noget at vide om deres sociale baggrund, beskæftigelse og kirkelige engagement.

 

Vi får at vide, at Vassula havde religiøse åbenbaringer som barn, men vi får ikke nogen forklaring på hvorfor de ikke bragte hende til at søge at leve et intenst religiøst liv. Hvordan kan man have åbenbaringer og så alligevel ikke interesse sig for Gud og et åndeligt liv?

 

Vi får at vide, at hun i 1985 boede sammen med sin svenske mand og deres to sønner. Dette er ikke helt korrekt. I november 1966 bliver hun gift med en svensk embedsmand med lutheransk baggrund. Hendes tilknytning til den ortodokse kirke er på dette tidspunkt stærk nok til, at det foregår i en ortodoks kirke i den schweiziske by Lausanne. Med ham får hun to børn. Hun bliver skilt i Sverige i 1980 og gifter sig i juni 1981 igen, denne her gang borgerligt, med Per Rydén, en anden svensk lutheraner, der arbejder for FN. Den 31. oktober 1991 bliver de kirkeligt (ortodokst) gift.[2] Hendes nuværende mand er altså ikke far til hendes børn. Dette kan måske virke som en ligegyldig detalje, men det er vigtigt, at lægge mærke til da Vassulas tilhængere ihærdigt forsøger at dække over hendes ægteskabelige historie. Den udgør nemlig et alvorligt problem for dem, for det forholder sig således, at den ortodokse kirke ikke anerkender borgerlige ægteskaber og den katolske kirke accepterer ikke, at fraskilte gifter sig igen. Ifølge de ortodokse regler levede Vasssula altså i synd i 5-6 år mens hun dagligt skulle have modtaget budskaber fra Jesus, mens hun i henhold til de katolske normer faktisk stadigvæk lever i så alvorlig synd, at hun som katolik ville være udelukket fra nadveren[3]. Set i lyset af, at Vassulas tilhængere typisk er meget konservative kristne, som kræver en striks overholdelse af de traditionelle kristne normer mht. ægteskab og seksualitet, er dette ikke så heldigt, derfor forsøger man at dække over de ubehagelige kendsgerninger.

 

Vi får ikke noget at vide om Vassulas uddannelsesmæssige baggrund. Intet, der kan fortælle os noget om hvilke påvirkninger hun kan være blevet udsat for. Til gengæld kan man andetsteds erfare, at hun i tiden før budskaberne var en begavet fritids kunstmaler og tennisspiller.[4]

 

Hvorfor må vi ikke få noget mere at viden om Vassula? Er der noget, som man gerne vil dække over ud over hendes ægteskabelige historie? Det er ikke til at vide. Vassula skal øjensynligt fremstå som en person, der på en gang repræsenterer et moderne sekulariserede menneske, der pludseligt bliver kaldet af Gud. Mest sandsynligt er det, at Vassula i tiden før 1985 havde været religiøst søgende. Måske havde hendes skilsmisse udløst en eksistentiel krise? Indholdet i hendes “budskaber” kunne tyde på, at hun har haft kontakt til new age miljøer og især nok til karismatiske katolske miljøer før hun begyndte at nedskrive sine “budskaber”.

 

En ting er i hvert fald sikkert, de manglende biografiske data kan ikke forklares med, at man vil undgå en personkult omkring Vassula. Det fremgår tydeligt af hendes første bog ”True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31”. (Jeg forholder mig i det følgende til udgaven fra 1991)

”True Life In God” indledes med en række overordentligt lovprisende omtaler af Vassula. Mest ekstrem er nok den som stammer fra en vis Abbé René Laurentin. Han er en vigtig figur inden for Medjugorje bevægelsen.[5] René Laurentin beretter om et møde han havde med hende d. 26. august 1989. Indledningsvis giver han nogle urigtige informationer om Vassulas ægteskabelige situation, idet han får det til at se ud som om hun hele livet igennem har været gift med en og samme mand. Dernæst får vi en række rosende ”informationer”: ”Hun har et afbalanceret og harmonisk udseende, resultatet af en dyb indre fred. Hun er reserveret, men uden at være genert; hendes perfekte sømmelighed er ledsaget af en stor indre selvsikkerhed.”[6]. Det kan godt være, at Vassula er tilbageholdende med hvad hun siger om sig selv, men hun er ikke tilbageholdende mht. hvad hun lader sine tilhængere sige om sig selv. Endnu mere sigende er måske følgende kommentar: ”Hendes glatte blonde hår omrammer hendes ansigt på samme måde som på visse klassiske billeder af Jesus”.[7] Vassula ligner altså visse billeder af Jesus. Eller er det måske ligefrem Jesus hun ligner? Det påstår Lisbeth Davidsen og Niels Christian Hvidt ihvertfald i Weekendavisen.[8]

Det er for så vidt rigtigt, at Vassula ganske rigtigt ligner det Jesus billede, som pryder mange af udgivelserne af hendes bøger og de hjemmesider, der er knyttet til Vassula bevægelsen. Dette billede er en kunstnerisk gengivelse af det Jesus billede, der kan anes på ligklædet fra Turin.[9] Denne lighed er næppe tilfældig. For Vassulas tilhængere er hun nemlig, om end ikke Jesus selv, så dog et med ham og hans talerør her på jorden. Det er det, som det førnævnte Jesus billede, som øjensynligt er hendes tilhængeres favorit, skal understrege. Men den påståede lighed mellem Jesus og Vassula, som hendes tilhængere altså gerne vil gøre os opmærksomme på, handler også om, at forskellen mellem Jesus og Vassula langt fra er entydigt klar for hendes tilhængere. Dette fremgår bl.a. af nogle af hendes tilhængere påstår at de har set Jesus ansigt med skæg og det hele åbenbare sig på hendes: ”Mrs. Aquino told me that she saw Vassula’s face look like the face of Jesus with a beard, which is exactly the way I saw her too”. & ”While I was looking at Vassula on the screen, her face suddenly seemed to fade out slowly and the face of a man was appearing. I recognized the features of Jesus Christ with beard, moustache and His hair darker than Vassula’s. While Vassula was speaking Jesus was moving his lips too as though he was speaking as well. At first I did not believe what I was seeing, so I picked up my glasses to see whether I was mistaken. When I wore them I still saw Jesus and this time I recognised the face of the Shroud. The one that is on the covers of True Life in God. I noticed His fine long nose while he was still moving His lips. After a few seconds, He faded away so that I could see Vassula’s feminine face again on the screen. Then again He appeared and so forth, back and forth several times and finally Vassula’s face reappeared till the end”.[10]

 

 

 

[1] www.vassula.dk – Hjemmesiden findes endnu, men det seneste opslag under ”Nyheder” er fra 2009.

[2] dl.katidialog.dk/s/vassula-analyse.pdf & https://de.wikipedia.org/wiki/Vassula_Rydén

[3] Dog har den katolske kirke under Pave Frans blødt omgangen med og retorikken om gengifte fraskilte noget op.

[4] Niels Christian Hvidt: Mirakler, s. 140

[5] Hvis man vil vide mere om Medjugorje så kan man læse det her: https://tileftertanke.dk/medjugorje/

[6] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31”, s.  IV

[7] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31”, s.  IV

[8] Lisbeth Davidsen & Niels Christian Hvidt: Olala, men engel talte til mig i Weekendavisen d. 30. december 1999, 2. sektion s. 11

[9] Jf. http://www.tlig.org/tligimage.html – linket er halvdødt – men bemærk, at man stadigvæk kan se forskellige billeder af Jesus ansigt inklusive de her nævnte.

[10] https://ww3.tlig.org/en/testimonies/i-saw-vassulas-face-change-to-the-face-of-jesus/

& https://ww3.tlig.org/en/testimonies/her-face-suddenly-seemed-to-fade-out-and-the-face-of-jesus-appeared/

 

 

Læs mere

Skrevet af den 28 nov, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Vatikanet og truslen fra det overnaturlige

 

Hvis man går rundt og tror, at man i Vatikanet bare elsker beretninger om mirakler, visioner og andre eksempler på at det overnaturlige har det med at bryde ind i almindelige menneskers hverdag så tager man, i henhold til Vatikan journalisten John Thavis’ bog ”The Vatican Prophecies”, fejl. I Vatikanet er der faktisk mange, der er ret skeptiske overfor grædende Madonna figurer og husmødre med bijob som profeter selvom disse spiller en stor rolle for ikke så helt få katolikker.

Den katolske kirke har f.eks. i tiden efter Det 2. Vatikankoncil nedtonet kulten omkring relikvier. Men der er fortsat folk der tjener penge på at sælge relikvier f.eks. via ebay, selvom det faktisk er forbudt i henhold til kirkeloven. (Der dog har det smuthul at man godt må sælge de beholdere som relikvierne opbevares i inklusive relikvie). Til gengæld er det helt legalt at have det som en givtig bibeskæftigelse at restaurere og konservere helgenders påståede intakte lig, selvom ligets intakthed ofte ses som et bevis på at den afdøde var en helgen.

I Vatikanet er man heller ikke begejstret for den bølge af påståede Maria åbenbaringer som har rullet hen over den katolske kirke i de sidste årtier. John Thavis bruger især sit krudt på de påståede Maria åbenbaringer i den lille bosniske landsby Medjugorje. Den lokale biskop var hhv. er meget imod nogen form for anerkendelse af at disse åbenbaringer skulle være ægte, men Pave Johannes Paul II var muligvis privat en tilhænger, så der blev holdt lidt hånd over fænomenet. Pave Benedikt var noget mere skeptisk – og pave Frans er kommet med indtil flere udsagn hvor han advarer folk mod at gå op i påståede Maria åbenbaringer og løbe hid og did i søgen efter noget nyt fra himlen – så muligvis bliver der nu slået hårdere ned på dette fænomen. Men på den anden side er Medjugorje så populær i dag at der nok er grænser for hvad Vatikanet kan og tør gøre – og så ved man jo aldrig hvad den næste pave mener.

Dæmonbesættelser og ikke mindst dæmonuddrivelser er jo en aktivitet som har en lang tradition indenfor den katolske kirke og den har fortsat både sine udøvere og stærke tilhængere. Men også her skal man ikke lede længe for at finde dem i Vatikanet, som mener, at også dæmonbesættelser kan være psykiatriske frem for åndelige fænomener. Under alle omstændigheder forsøger man at holde eksorcisterne i en kort snor – man skal have en tilladelse fra sin biskop for at måtte udføre en eksorcisme – og Vatikanet har også sikret sig, at medlemskabet i den internationale forening for eksorcister følger kirkens spilleregler.

John Thavis bruger en del plads på at beskrive det store forarbejde der gøres forud for en persons salig- hhv. helgenkåring mht. at påvise, at vedkommende efter sin død har begået et mirakel der kan bevises som sådant videnskabeligt. I praksis vil det sige, at vedkommendes forbøn skal have udløst en helbredelse af en alvorlig og uhelbredelig sygdom som lægevidenskaben ikke kan komme med nogen naturlig forklaring på. På denne måde bliver de troendes oplevelse af det mirakuløse i deres liv ubestrideligt kogt ned til noget meget sjældent – og noget der er meget dyrt at få bekræftet – sådan i størrelsesordenen 200.000-300.000 dollars dyrt. Pave Frans har derfor de facto besluttet, at der ikke længere behøves et sådant mirakel for at en person kan helgenkåres – hvad dem der tjener penge på at organisere hele det omfattende papir- og lobbyarbejde, der er forbundet med at få en person erklæret helgen efter de gamle kriterier, sjovt nok ikke synes er nogen god ide.

Sidst men ikke mindst udgør internettet med dets mulighed for anonymt at sprede alverdens historier, mirakler og budskaber et problem for Vatikanet. Ikke mindst de mange påståede Maria åbenbaringer og tolkninger af ældre profetier som skulle handle om, at Pave Frans er den sidste pave før dommedag, at han er i ledtog med Antikrist og vil bringe størstedelen af den katolske kirke til fald etc, er man selvsagt ikke super glad for.

Den katolske kirke har helt tilbage til Thomas af Aquinas en hang til at forsøge, at forstå troen ud fra rationelle kriterier selvom man heller ikke ønsker, at støde folketroen for meget fra sig, slet ikke i en tid hvor den katolske kirke er under pres fra den sekulære verden. Og så er man, nok med rette, bange for at diverse falsknerier og platheder i den gode sags navn ville kunne skade kirkens ry og støde folk væk fra Kristus.

Læs mere