Menu
Kategorier

Skrevet af den 11 okt, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Marpingen – et tysk Lourdes?

 

1800-tallet var på mange måder et mariansk århundrede. Den katolske kirke oplevede i dette århundrede en vækkelsesbevægelse, der i høj grad tog udgangspunkt i en nyopdaget Maria-fromhed. Denne vækkelse var et produkt af en bevidst ført politik fra kirkens hierarkis side af – men den var også meget populær blandt de katolske lægfolk, ikke mindst fordi den indeholdt en kirkelig accept af dele af folkereligiøsiteten om end kirkens ledelse forsøgte at lede denne ind på sikre teologisk korrekte baner. Et vigtigt element i denne marianske vækkelsesbevægelse var Maria-åbenbaringerne i Lourdes, som blev anerkendt af den katolske kirke, og som blev mødt med begejstring af millioner af katolikker. Jernbanen, telegrafen, den moderne trykpresse og mange andre ting, der forbindes med det moderne gennembrud i 1800-tallet, tjente også til at udbrede og styrke en religiøsitet, som på mange måder både var et produkt af men også en protest mod den moderne verden og ikke mindst den sekularisering som denne var forbundet med.

Men når den katolske kirkes hierarki brugte folkereligiøsiteten i sin indædte kamp mod den moderne verden, så forsøgte den ”at ride på en tiger”, både fordi denne religiøsitet ofte var ret vild og svær og styre og fordi den sekulære verden følte sig provokeret til at tage kampen op mod denne. Et godt eksempel herpå er de påståede mariaåbenbaringer i Marpingen, der skulle være fundet sted i 1876-1877 og som på fortrinlig vis skildres i David Blackbourns bog ”Marpingen – Apparitions of the Virgin Mary in Nineteenth Century Germany”.

Marpingen var en landsby i Sarlandet, det var i 1800-tallet et fattigt område med en katolsk befolkning, der modvilligt var kommet under preussisk kontrol. Landsbyen måtte kæmpe med økonomiske problemer pga. den økonomiske krise som det nyopståede tyske rige var havnet i på dette tidspunkt, og man havde løbende konflikter med de uelskede preussiske myndigheder. Den katolske kirke stod stærkt i befolkningen, men den måtte kæmpe med diverse forfølgelser og chikaner som de preussiske myndigheder under jernkansleren Bismarck udsatte den katolske kirke for. Disse går under betegnelsen ”kulturkampen” og dens mål var at bryde den katolske kirkes magt og sikre et stærkt tysk, nationalistisk, protestantisk og ikke mindst moderne og fremskridtsorienteret Tyskand.

Det er i denne vanskelige sociale, økonomiske og religiøse situation at tre 8-årige og to 6-årige piger kommer hjem fra den lokale skov, hvor de havde skullet plukke bær, og fortæller, at de har set ”en kvinde i hvidt”. Overdynget med spørgsmål og formodninger fra de voksne om at det kunne være Jomfru Maria, de havde set, vender de tilbage næste dag, og det bliver starten på en række påståede åbenbaringer, hvor Jomfru Maria gang på gang skulle have vist sig for børnene, besvaret spørgsmål om stort og småt, bedt om at der skulle opføres et kapel på stedet og henvist til at syge skulle drikke fra en nærliggende gammel kendt Maria brønd/kilde. Rygtet om disse visioner spredes hurtigt, i tusindvis af pilgrimme fra først nær og siden også fjern dukker op, mange påstår at de bliver helbredt af vandet fra kilden, både voksne og børn påstår at også de ser Jomfru Maria, og snart begynder man at tale om at Marpingen kunne være et tysk Lourdes.

De preussiske myndigheder er fra starten af imidlertid overbevist om, at der er tale om en katolsk sammensværgelse hvis mål er at omstyrte den statslige ordning, og man går derfor hårdt til værks. Man forsøger, at forhindre pilgrimsrejser til Marpingen og forbyder både de lokale og tilrejsende at betræde det skovområde hvor de påståede åbenbaringer skulle skulle have fundet sted. Soldater går løs på fredelige syngende og bedende pilgrimme med geværkolber og bajonetter, landsbyen og enkelte personer bliver pålagt store bøder, sognepræsten og andre centrale aktører bliver fængslet og slæbt for retten, og de visionære børn bliver midlertidigt tvangsfjernet fra deres forældre.

Den liberale tyske presse bakker op om de preussiske myndigheders hårdhændede fremfærd mod Marpingen. Datidens tyske liberale havde et stærkt had og en dyb foragt for katolicismen i al almindelighed og den folkelige katolicisme i særdeleshed, og man er både chokeret og vred over at sådan noget som åbenbaringer, ekstaser, mirakler og andet ”overtro” stadigvæk kunne trives i jernbanens og videnskabens århundrede. Den katolske presse forsvarer til gengæld Marpingen, og efter noget tøven tager det katolske centrum parti også sagen op i den tyske rigsdag. Her bliver de godt nok nærmest buet ud af de liberale, men alligevel får man udstillet hvor overdrevet myndighederne havde grebet sagen an. Vigtigere var det dog, at Bismarcks Tyskland godt nok ikke var et demokrati i vores forstand, men heller ikke noget vilkårligt diktatur. De tyske domstole ender nemlig med at frifinde alle de anklagede fra Marpingen, og hele historien om at de påståede åbenbaringer skulle have været udtryk for en bevidst katolsk sammensværgelse, hvor kirkens ledelse trak i trådene, fald til jorden med et brag. Den statslige forfølgelse af Marpingen fænomenet ophører, ligesom Bismarck i øvrigt generelt dropper både samarbejdet med de liberale og kulturkampen og i stedet begynder at indgå politiske studehandler med det katolske centrums parti.

For den katolske kirke var Marpingen dog også en vanskelig sag. Den lokale sognepræst var en ivrig tilhænger af åbenbaringernes ægthed og det var som sagt også mange andre katolikker, både gejstlige og lægfolk herunder folk fra højaristokratiet. Pga. kulturkampen havde bispedømmet Trier, hvortil Marpingen hørte, i 1876-1877 ikke nogen biskop og bispedømmet blev forsøgt ledet af provisoriske pavelige legater, som måtte agere i det skjulte, da de risikerede fængsel eller landsforvisning for ikke at underkaste sig den preussiske stat. Der bliver derfor aldrig iværksat en egentlig biskoplig undersøgelseskommission, om end man dog får en teologisk udtalelse fra en biskop, der var ekspert i mariansk teologi.  Han var overbevidst om at de påstående Maria-åbenbaringer var af dæmonisk oprindelse og derfor ikke under nogen omstændigheder kunne anerkendes. Da Trier igen får en biskop i 1881 vælger han dog at holde denne afgørelse hemmelig, nok for at beskytte kirkens rygte og undgå at støde de mange, der troede på åbenbaringerne. Man prøver dog at få stoppet valfarterne hertil og håber, at sagen vil dø hen. Bispedømmets overbevisning om at åbenbaringerne ikke var autentiske forstærkes af at en af seerne som voksen under ed udtaler, at det hele var en stor løgn i og med, at børnene havde følt sig presset af de voksnes ledende spørgsmål til at sige, at de så Jomfru Maria etc. Jo mere de voksne troede, pilgrimmene strømmede til og myndighederne forfulgte de troende, desto vanskeligere havde det været for dem at bakke ud. Men også dette centrale vidneudsagn vælger man at holde hemmeligt for at undgå skandale.

Marpingen vil dog ikke sådan dø hen. Bispedømmet Trier bliver bombarderet med forespørgsler om man dog ikke kan få en kirkelig anerkendelse, og man har et værre hyr med at få stoppet publikationer, der hverver for at Mariaåbenbaringer var ægte nok. Det bliver ikke bedre af at befolkningen efter 1. Verdenskrig bygger et kapel i ”åbenbaringsskoven” og kræver, at det skal indvies af biskoppen, hvad det dog aldrig bliver. I løbet af 1950’erne begynder bispedømmet Trier at begrunde sin afvisning af åbenbaringerne fra Marpingen uden at det dog har haft den ønskede effekt. Fra tid til anden dukker kvinder fra området op, og påstår, at de modtager åbenbaringer fra jomfru Maria, senest i 1999 var der en del medievirak om sådanne åbenbaringer.  Læren fra Marpingen er nok, at efterspørgslen efter Maria-åbenbaringer og håbet om mirakuløse helbredelser er og forbliver stort, og at den katolske kirke i fortid og nutid har svært ved at sikre sig at denne længsel følger kirkens retningslinjer.

Læs mere

Skrevet af den 9 sep, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Mirakler | 0 kommentarer

Da et katolsk medie fik magten over redemptorister ordenen.

 

Det er en udbredt forestilling, at 1800-tallet var det århundrede hvor videnskaben og rationaliteten fik sit helt store gennembrug i Europa og moderniteten gik sin sejrsgang. Hvad nok kun de færreste tænker over er, at 1800-tallet også var det århundrede, hvor antallet af påståede Maria-åbenbaringer, mirakler og andre overnaturlige begivenheder nåede et indtil da uhørt antal og omfang. 1800-tallet var altså både vidne til det moderne gennembrud og til mysticismens genkomst.

Et eksempel på sidstnævnte er historien om det katolske medie Louise Beck (1822-1879). Louise Beck blev født ind i en pæn borgerlig bayersk familie og var fra barndommen af meget religiøs og havde efter sigende også allerede som lille visioner hvor himmelske personer viste sig for hende. Hun ville meget gerne gå i kloster, men hendes far var imod denne ide og hendes helbred var muligvis heller ikke godt nok til at hun havde kunnet blive nonne. Som ung kvinde var hun presset af at skulle passe sin sygelige far – og hun blev fristet og/eller foruroliget af en ung mand, der var sygeligt forelsket i hende og som ikke ville lade hende være i fred. I denne vanskelige situation får hun pater Dr. Franz Seraph Ritter von Bruchmann som skriftefader. Han var fra redemptoristernes orden, der lige havde etableret sig i Louise Becks hjemby Altötting.

Pater Bruchmann bliver hurtigt overbevist om at Louise Beck er en sjæl der er udvalgt af Gud, men han bliver også bekymret, for hun er tydeligvis en plaget sjæl, der bliver hjemsøgt af syner af afdøde og levende personer, der skræmmer, truer og plager hende. Han får biskoppelig tilladelse til at foretage eksorcisme på hende og det er i forbindelse med sådanne, at Louise Beck får nye oplevelser. For nu begynder pater Bruchmanns afdøde hustru Juliane at vise sig for hende. (Bruchmann havde været gift før han blev præst – men hans elskede hustru døde i barselsseng.) Juliane kommer med trøst og anvisninger fra himlen og pater Bruchmann er fra starten af klippefast overbevist om at det faktisk er hans elskede afdøde hustru, der taler gennem Louise. Han introducerer hende for sin svoger, pater Dr. Rudolf Ritter von Smetana, der også er redemptorist. Hans afdøde hustru Justine viser sig også for Louise Beck og dermed er han ligeledes vundet for sagen. Hun kommer dog aldrig til at spille den store rolle. Det gør derimod Juliane, der kommer til at gå under betegnelsen ”Moderen”. Louise Beck går under betegnelsen ”Barnet”. Tilhængerne af dette fænomen gik under betegnelsen ”Moderens børn”, og den religiøse ledelse, som udgik fra ”Moderen” blev betegnet som ”Den højere ledelse”. Ud over de to afdøde kvinder modtager Louise Beck også åbenbaringer fra en række andre hellige personer, især fra den ”smukke kvinde”, som hun mente var Jomfru Maria.

Det tiltrækkende ved ”Den højere ledelse” var, at den indeholdt et løfte om en direkte kommunikation med den himmelske verden. Havde man et spørgsmål kunne man simpelthen skrive et brev adresseret til Louise Beck men stilet til ”Moderen”. Var indholdet af mere almen karakter skulle brevet være uforseglet – hvis det derimod f.eks. var skriftefædre, der fortalte om hvad deres skriftebørn havde skriftet og spurgte om råd til hvordan de skulle håndtere sagen, skulle brevene være forseglede. I en tranceagtigt tilstand nedskrev Louise Beck så ”Moderens” svar. Man kunne også være heldig og få en audiens hos Louise Beck. Hvis ”Moderen” var tilstede kunne man stille hende direkte spørgsmål genenm Louise Beck, der så i en tranceagtig tilstand eller søvn besvarede spørgsmålene.

I starten af dette fænomen, da der stadigvæk er fokus på eksorcisme, havde der været en lokal opmærksomhed på at der skete noget mærkeligt mellem Louise Beck og hendes skriftefader. Der havde været optræk til skandale i lokalsamfundet og nogle af redemptoristerne i Altötting havde været utilfredse. Biskoppen i Passau til hvis bispedømme Altötting hørte, havde sågar forsøgt at få sat en stopper for sagen. Men pater Bruchmann havde et stærkt netværk, både indenfor sin orden og udenfor. Og det lykkes ham at vinde generalvikaren for ærkebiskoppen i München, og kort tid efter selve ærkebiskoppen (den senere kardinal) Karl August greve von Reisach for sagen. Denne siger god for autenticiteten af ”Den højere ledelse”, der nu uforstyrret kan gå sin sejrsgang indenfor Redemptoristernes orden, især i den bayerske provins, men man får også vundet ordensgeneralen Nicolaus Mauron, der ledede ordenen fra 1855 til 1893. Vigtigt bliver det også, at pater Carl Erhard Schmoeger overtager rollen som skriftefader for Louise Beck, da han i fællesskab med hende giver ”Den højere ledelse” en skarpere profil og især er kompromisløs i forfølgelsen af alle, der modarbejder den. Alt dette sker dog i hemmelighed. ”Moderens børn” er meget forsigtige i hvem de indvier i eksistensen af ”Den højere ledelse”, offentligheden og især inkvisitionen i Rom må endelig ikke få noget at vide!

”Moderens børn” såsom f.eks. redemptoristernes ordensgeneral lader hende bestemme over stort og småt i deres personlige liv og kirkelige embede. Der blev krævet absolut og betingelsesløs lydighed. Den mindste tvivl eller tøven blev mødt med voldsomme trusler om at man var på sikker vej til helvedets ild. Dog kan Otto Weiss, hvis bog ”Die Macht der Seherin von Altötting – Geisterglaube im Katholizismus des 19. Jahrhunderts” som jeg bygger denne artikel på, ikke påvise, at ”Den højere ledelse” får nogen indflydelse af reel kirkehistorisk betydning. ”Den højere ledelse” dør med Louise Beck og pater Schmoeger og har så vidt jeg kan se ingen tilhængere i dag. Dertil var fænomenet nok for meget knyttet til Louise Becks medieagtige funktion – den fascination der udgik fra hende var knyttet til at hun kunne komme med her og nu svar på hvad de himmelske magter vil, gerne helt ud i detaljen såsom hvilke tjenestefolk man skulle ansætte eller skaffe sig af med. Et dødt medie kan man ikke bruge til noget.

Det spændende ved historien om ”Den højere ledelse” var, at højtuddannede teologer og højtplacerede gejstlige var villige til at underkaste sig den – om end en del af dem efterhånden begyndte at få deres tvivl. Dette ikke mindst set i lyset af de klare spiritistiske træk vi finder i ”Den højere ledelse” så som automatskrift og samtalen med afdødes sjæle. Det hjalp selvfølgelig at Louise Beck umiddelbart fremtrådte som den lidende ”offersjæl”, der var meget populær i 1800-tallets katolicisme. Hun blev skildret som en kvinde, plaget af et utal af sygdomme, der lydigt og fromt led et hav af smerter for at sone for verdens synd og støtte kirken i dens kamp mod mørkets magter. Men man må sige, at en pater Bruchmann og pater Schmoeger var meget ivrige i deres tro, når de accepterede den seksuelle relation som hun i en periode havde med sin gamle tilbeder og dennes ven – en relation der endte med en muligvis spontan abort – som et særligt sonoffer hun gjorde for at sone for tidens usædelighed.

”Moderens børn” var typisk tilknyttet den strømning i 1800-tallets katolicisme der går under betegnelsen ”ultramontanismen”. Denne lagde vægt på ekstrem lydighed mod paven i Rom og var imod ethvert forsøg på at forsone den katolske kirke med den moderne verden. I kampen mod moderniteten var man overbevist om at mirakler, åbenbaringer og andre ”beviser” på Guds eksisens og kirkens sandhed var det bedste våben. Og det gjorde ultramontanismens tilhængere sårbare for at blive manipuleret med af mere eller mindre tvivlsomme visionære skikkelser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 26 aug, 2016 under Åbenbaringer | 1 kommentar

Når en journalist møder Jesus

 

I 2015 udkom journalisten Charlotte Rørth bog ”Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvilligt troende” på Informations forlag.  En venlig sjæl tilsendte mig den med en opfordring om at læse den. Det havde jeg ikke lige overskud til dengang, men nu har jeg fået den læst, og jeg må sige, at det på mange måder er en interessant bog for personer, der som mig interesserer sig for historier om mirakler, åbenbaringer og lignende religiøse fænomener.

Kort fortalt handler bogen om hvordan den a-religiøse Charlotte Rørth i en kirke i Spanien har en åbenbaring hvor hun kan se direkte ind i Jesu tid. Samtidigt med at hun er sig bevidst, at hun befinder sig i kirkerummet, kan hun se ind i en dimension hvor Jesus vandrer rundt med sine disciple og taler aramæisk med dem. Hendes oplevelse af Jesus er meget konkret bogstavelig. Han har blå kjortel på, der er rød jord på hans behårede tæer, han har grå-grønne øjne med et snert af blåt etc. Der udgår en stærk maskulin-erotisk udstråling fra ham, men samtidigt hermed er der tale om noget, der er stærkere og større end almindelig erotik. Hun havde haft et par ”opvarmende” overnaturlige erfaringer forud herfor, men fra nu af er Charlotte Rørth besat af dette møde med Jesus, hvis autentisitet hun fra starten af er absolut overbevidst om. Hun sansede ham med sin krop, så derfor må det have været virkeligt. Resten af bogen handler stort set om hvordan hun forsøger at håndtere denne oplevelse som på en gang er vidunderlig, en intensiv forelskelse, der åbner helt nye dimensioner af hendes potentiale for at elske, men som også gør at hun er helt rundt på gulvet og har svært ved at få sit liv til at hænge sammen. Hvis man skal tro rækkefølgen i Charlotte Rørths bog, så starter hun ud med at fordybe sig i new-age inspirerede forståelser af mystik så som chakra energier og Jes Bertelsens alternative Jesus-fortolkning. Hun er dog også forbi nogle eksperter ud i psykiatrien og epilepsiforskningen for at få bekræftet, at hendes oplevelser ikke er udtryk for en sygdom, for så at kaste sig over en noget spredt læsning, der rækker fra den svenske homoseksuelles komiker Jonas Gardels bog om Jesus, over Per Bilde der forsker i den historiske Jesus, til katolske mystikere som Johannes af Korset og Teresa af Avila. Her vælger hun det ud, der kan bekræfte hende i at det hun så var reelt nok, mens alt der ikke passer til hendes vision lægges til side som irrelevant, da døde bøger aldrig kan modsige den levende og pulserende erfaring.

Charlotte Rørth taler indtrængende til hendes læsere om nødvendigheden af at være åben overfor oplevelser og erfaringer som naturvidenskaben ikke lige sådan kan forklare. Vi skal ikke være så lukkede overfor det, vi ikke kan forstå. Det er da også fristende at ville afvise Charlotte Rørths oplevelser som en eller anden art psykisk lidelse. Ikke mindst fordi hun undervejs i bogen sådan i forbifarten får nævnt træk ved hendes sindstilstand i tiden før hendes ”møde med Jesus”, der kunne tyde på at hun passer til diagnosen ”særlig sensitiv”, ”psykisk sårbar” eller hvad det lige aktuelt hedder. Men tager man de religionshistoriske briller på må man sige, at Charlotte Rørths oplevelse af at have mødt Jesus ubestrideligt er sand for hende, om den er sand i en absolut forstand kan man religionsfagligt set ikke sige noget om. Hvad man kan gøre, hvis man vil se på Charlotte Rørth med religionsfaglige briller er, at være sig bevidst, at visioner og åbenbaringer aldrig foregår udenfor tid og rum, de er i stedet altid præget af den tid, hvor folk har sådanne oplevelser, af de religiøse forestillinger, de sociale og politiske forhold og så videre. Det er derfor relevant at underkaste hendes bog en nærmere analyse med det i baghovedet.

Charlotte Rørths visioner af Jesus (der er tale om to, da hun har endnu en 11 måneder efter den første, de to er dog stort set identiske) ligner på nogle områder lignende beretninger som man kan finde indenfor den katolske mystik. Det gælder f.eks. den stærke fysiske dimension i den åndelige oplevelse, der har klare erotiske komponenter, om end de er noget mere udpenslede hos Charlotte Rørth end hos de cølibatære katolske mystikere. Det gælder også træk så som at selve visionen er nydelsesfuld, men at den visionære derefter lider stærkt under en længsel efter en gentagelse af disse stærke erfaringer, og har svært ved at holde det almindelige liv ud. Men det gælder også træk som stærke lysoplevelser, en intens følelse af kærlighed, et manglende behov for fysisk føde, hyperaktivitet etc. Og ja, selv Charlotte Rørths ret bemærkelsesværdige oplevelse af at der stråler lys ud af hendes fingre (som new-age folkene fortæller er healings energier) minder lidt om beretninger om kvindelige mystikere fra middelalderen, fra hvis fingre dryppede olie, der kunne helbrede syge.

Men der er også en del forskelle i forhold til den katolske mystik. Hvor de katolske mystikere næsten alle havde et fokus på den korsfæstede, lidende og dødende Jesus, selvom der også er visioner af den opstande Kristus, af Jesus-barnet etc., så virker Charlotte Rørths visioner ekstraordinære fordi det nærmest virker som om at hun ser ind i en dimension, hvor Jesus stadigvæk lever her på jorden. Når hun i forbindelse med hendes skildring af hendes 2. Jesus vision skriver ”Hos ham er der gået få minutter, hos mig er der gået 11 måneder, historisk er der gået næsten 2000 år”, lægger hun jo sådan set op til at der findes en dimension hvor Jesus endnu ikke er død og opstanden, men i stedet stadigvæk vandrer rundt i Israel sammen med sine disciple.

Og hvis vi ser på selve det budskab, som Charlotte Rørth udleder af sit ”møde med Jesus”, er der klare forskelle til den katolske mystik. Det hun udleder af sine visioner virker nemlig mest af alt som en hybrid mellem den feel good spiritualitet man finder i meget af den senmoderne selvhjælpslitteratur, blød folkekirkekristendom, Dan Browns forståelse af kirkehistorien og en form for panreligiøsitet”.

Charlotte Rørths budskab er nemlig, at vi skal lære, at elske og tilgive os selv. Vores problem er ikke synd og fortabelse men i stedet, at vi ikke forstår hvor meget vi bliver elsket og hvor meget vi kan elske, hvis vi blot lærer at trække på de potentialer der er inde i os. Jesus elsker Charlotte Rørth og alle andre mennesker blot fordi vi er til, betingelsesløst. Bibelen og endnu mindre Jesu budskab handler om krav, om regler vi skal holde og ting vi skal leve op til. Bibelen er historier om menneskers erfaringer med Gud, og enhver forestilling om absolutte sandheder (altså bort set fra sandheden i hendes visioner) er helt forkert. Det eneste sprogligt formulerede budskab som Jesus har til Charlotte Rørth er i henhold til hende ordene ”Jeg stoler på dig” som han siger til hende da han viser sig for hende for anden gang. Og det udlægger hun til at vi så selv skal finde vores vej.

Kirkelige autoriteter og organiseret religiøsitet har hun ikke meget til overs for. Det er nok meget sigende, at hun kan opsøge folk indenfor sundhedsvæsenet for at blive bekræftet i at hendes visioner ikke er udtryk for en sygdom, men hun opsøger aldrig fungerende præster eller åndelige vejledere med tilknytning til et kristent trosamfund for at høre om de er teologisk troværdige. På trods af hendes kritik af den naturvidenskabelige positivisme, så har hun mere tillid til naturvidenskaben end til teologien og dem, der har erfaring med åndelig vejledning i en traditionel kristen kontekst. Dette krydres så med en forestilling om at den gravide Maria Magdalena blev hjulpet af kartharerne (selvom der er mere end 1000 år mellem Maria Magdalena og denne bevægelse) og hun lægger op til at det er troværdigt, at Jesus var gift med hende. Alt sammen ideer som passer bedre til Dan Brown end til den historiske forskning i Jesu liv for slet ikke at tale om den traditionelt kristne forestilling om ham. Alt dette suppleres så med en ide om at alle religioner på et fundamentalt plan handler om det samme.

Det ret interessant, at Charlotte Rørth er meget afvisende overfor dem, der selv sammenstykker deres religion. Måske fordi hun ikke selv er klar over, at hun selv er et produkt af en tid, hvor det er in at være spirituel samtidigt med at organiseret religion mødes med mistænksomhed eller direkte afvisning. Hvor man er stærkt troende mht. sin egen sandhed samtidigt med, at man søger og ønsker, at andre skal bekræfte en og føler sig såret, hvis de ikke vil gøre det.

De typiske oplevelser af at se Jesus som man hører om, har rødder i traditionelle kristne miljøer, og de visionære tolker dem normalvis sådan at de ikke strider alt for meget med ortodoksien som de føler sig forpligtet af. De heterodokse elementer i Charlotte Rørths fortælling er et interessant eksempel på hvordan visioner af Jesus kan tage sig ud, når den visionære ikke er formet af sådanne miljøer, men i stedet har sine rødder i en sekulariseret hyperindividualiseret postmoderne kultur.

 

Læs mere

Skrevet af den 4 aug, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Mirakler | 0 kommentarer

At die ved Jesu bryst – madens religiøse betydning for middelalderens kvinder

 

Middelalderen er blandt andet så spændende, fordi den på mange måder er så forskellig fra vores verden. Det er fascinerende, at tænke på, at mennesker der har levet i samme geografiske del af verden som os, på så mange måder levede i en helt anden mental verden end vores. Skulle man have lyst til at dykke ned i en verden der er meget anderledes end vores, så kan man med fordel læse Caroline Walker Bynums bog ”Holy Feast and Holy Fast – The Religious Significance of Food to Medieval Women. Man skal ikke lade sig afskrække af at bogen er fra 1987 – eller af dens lidt nørdede titel, for det er en bog, der stadigvæk er aktuel fordi den i den grad kan nuancere læserens forståelse af middelalderen.

Ved at nærlæse det tilgængelige materiale om høj- og senmiddelalderens kvindelige mystikere og andre hellige kvinder (både dem som blev anerkendt af den katolske kirke og dem, der ikke blev det) kan  Caroline Walker Bynum godtgøre, at disse i modsætning til deres modparter blandt mændene var kendetegnede ved en særlig grad af fokus på Jesu menneskelighed, på eukaristien (det katolske udtryk for nadveren) og på ekstrem askese. Og når jeg skriver ekstrem askese, så mener jeg ekstrem. Den typiske kvindelige helgen fra høj- og senmiddelalderen ”nøjedes” ikke med at leve i cølibat, piske sig selv og tilbringe mange timer med bøn. Nej, hun fastede, hun fastede og hun fastede. Ja, idealet var at man som kvindelig helgen levede næsten eller helt uden anden føde end selve nadveren! Generelt kan middelalderens kvindelige helgener godt virke lidt heftige på nutidens læsere. De levede som sagt efter sigende ofte uden mad, de havde tit stigmata eller andre bemærkelsesværdige blødninger, de havde heftige og meget billedstærke visioner og sommetider udstedte deres kroppe, mens de levede og/eller efter deres død hellige væsker, så som mælk fra brysterne eller olie, der havde evnen til at helbrede syge.

Stillet overfor sådanne fortællinger er det nærliggende for den moderne læser at ryste på hovedet eller måske sågar bryde ud i hånlatter. Men det er en indstilling som Caroline Walker Bynum afviser. Som det siden er blevet normen i moderne religionsforskning nægter hun at lede efter beviser på at der er tale om fusk eller generelt se en anderledes virkende religiøsitet som forkert. I stedet forsøger hun på at forstå og forklare de fænomener, som kan virke så mærkelige på den moderne læser.

F.eks. forholder Caroline Walker Bynum sig til påstanden om, at høj- og senmiddelalderens hellig kvinders ekstremfaste var udtryk for anoreksi. Hun indrømmer, at der er en række tegn hos disse ekstremfastere som kunne pege i denne retning. F.eks. af nogle af dem, så som den nok mest kendte nemlig Katharina af Siena, selv gjorde opmærksom på at det var nærmest fysisk umuligt for dem at spise almindelig mad da de væmmedes blot ved tanken. Andre typiske anoreksi tegn hos middelalderens ekstremfastende kvinder er en tendens til søvnløshed og hyperaktivitet, problemer med at tolke kroppens sanseindtryk, skyldfølelse udløst af sult og en hang til at gå op i at give andre mad. Men Caroline Walker Bynum gør opmærksom på at i hvert fald nogle af disse symptomer faktisk også kan være et resultat af ekstremfaste, og at man i øvrigt ikke sådan uden videre kan overføre diagnoser fra vores tid på en verden og på mennesker, hvis livsvilkår var ganske anderledes end vores.

Set i forhold til anklagen om at de ekstremfastende kvinder måske snød, ja så gør Caroline Walker Bynum opmærksom på at det var en mistanke som også var udbredt i middelalderen. Det passer nok også i nogle sammenhænge ligesom der er en del af disse ekstremfastende kvinder som lejlighedsvis spiste og overspiste, hvad igen udløste opkastninger (hvad igen i øvrigt også kendetegner en spiseforstyrrelse). Men hun gør også opmærksom på at nogle af disse ekstremfastende kvinder faktisk fastede sig selv ihjel, så at afvise hele fænomenet som snyd giver ingen mening.

En anden typisk fortolkning af de kvindelige helgener og mystikere fra middelalderen, som Caroline Walker Bynum bruger rigtigt meget tid på, er påstanden om at de skal ses som et produkt af en kvindehadende og kropsfjendtlig dualistisk kristendom som ikke bare undertrykte kvinder men fik dem til at hade sig selv.

Caroline Walker Bynums tese er at ja, vi kan finde mange eksempler på mænds foragt for kvinder i middelalderens katolske kristendom. Det var en udbredt forestilling, som man havde overtaget fra antikkens kvindesyn, at kvinder var styret af deres krop og af deres begær, mens mænd var mere fornuftsstyrede. De havde en svagere viljestyrke end mænd og en større tendens til at synde. Det var en udbredt forestilling, at forholdet mellem kvinder og mænd var som det mellem krop og sjæl. Kvinder stod for det kropslige, materielle og kødelige mens mænd stod for det åndelige og intellektuelle. Og ja, det er ikke svært at finde middelalderlige tekster der beskriver kroppen som klam, syndig og farlig, som noget der skal knægtes og holdes nede. Dette gælder især for tekster der trækker stærkt på de oldkirkelige ideer.

Men i virkeligheden er det hele meget mere kompliceret. For høj- og senmiddelalderen var nemlig også en tid, som i ekstrem grad gik op i at meditere over og fokusere på det forhold, at Gud blev menneske i Jesus Kristus. Samtidigt hermed kom der stadigt mere fokus på at eukaristien virkelig var Jesu legeme og blod – den eneste sande føde for sjælen. Den høj-  og senmiddelalderlige forståelse af eukaristien er ekstrem bogstavelig. Jesu legeme og blod er tilstede i nadverelementerne på samme måde som en hånd er tilstede i en handske. Billedligt udtrykt bliver denne tro i en af de hellige kvinders visioner, hvor hun ser hvordan Jesus river et stykke kød ud af sin højre hånd og giver hende det at spise! Gud blev krop i inkarnationen, en lidende, blødende og torturret krop, der igen bliver til føde for vores kroppe i eukaristien. Her kan man smage og spise Gud, der svarer på at vi spiser ham med at han spiser os, hvis vi giver ham lov. Caroline Walker Bynum ser de ekstremfastende middelalder kvinder som mennesker, som var optændt af en umættelig længsel efter at blive spiste af Gud. De sultede sig for at vokse sammen med Kristi lidende menneskelighed for hermed at kunne forenes med hans guddommelighed. Og det samtidigt med at de typisk bespiste de fattige for hermed igen at tjene ham, der selv havde gjort sig fattig for at frelse menneskeheden. Og nu når det kropslige var kvindeligt, så måtte den Gud der i Jesus valgte kropsligheden til, grundlæggende set også være kvindelig, fordi han var fysisk/kropslig. Ligesom Jesus ved at blive kroplig blev kvindelig kunne de hellige kvinder, ved at efterligne Jesu lidelser, blive som ham og dermed blive forenet med det guddommelige.  

Dermed være ikke sagt, at Caroline Walker Bynum kun ser disse middelalder kvinders ekstremfaste som udtryk for noget rent spirituelt. Hun gør også f.eks. opmærksom på, at kvinder ved at gå til det ekstreme ud i den asketiske livsstil kunne bevise, at de lige præcist ikke var svage og syndige som de typiske kvinder var i henhold til middelalderteologiens forståelse af dem. Ekstremfaste var på et mere grundlæggende plan også udtryk for, at middelalderens kvinder levede i et samfund, hvor de havde meget lidt at skulle have sagt. De kunne ikke som middelalderens hellige mænd give afkald på magt og rigdom, da de ikke havde magt og ikke havde råderet over ejendom – ja, ofte havde de end ikke råderet over sig selv. Men de kunne nægte at spise! Og det gjorde indtryk, og det kunne i hvert fald sommetider betyde, at deres forældre f.eks. opgav et tvangsægteskab og i stedet lod dem gå i kloster eller leve i cølibat derhjemme. Caroline Walker Bynum kommer også ind på, at disse kvinders ekstremfaste kunne være et kirkepolitisk indspark. I høj- og senmiddelalderen var den overordnede kirkepolitik nemlig at slække på de ret strenge fastekrav fra oldkirken samtidigt med, at mændene konsoliderede deres kirkepolitiske magt. Kvinder der insisterede på at være alt andet end moderate i deres faste og som i visioner så sig selv (eller Jomfru Maria) indtage roller som var forbeholdt præster kan også ses ”protestanter” mod en kirkepolitik som de kun kunne diskutere via deres kroppe og via deres visioner. Men det er afgørende for Caroline Walker Bynum at tage disse kvinders tro alvorligt frem for at se den som skalkeskjul for noget andet.

Noget af det fascinerende ved at læse Caroline Walker Bynums bog er hvor kønsoverskridende middelalderens helgender og mystikere kunne udtrykke sig. Her har vi Frans af Assisi, der omtaler sig som en moder for sine franciskanske medbrødre. Her har vi diverse mænd, der i deres levnedsskildringer af de hellige kvinder fremhæver disses maskuline egenskaber. Og har vi en mester Eckhart, der skriver, at han blev som en kvinde, så han kunne undfange Jesus i sit indre. Og vi har den hellige præst, der under messen oplevede, at hans mave svulmede op fordi han fysisk-spirituelt var gradvid med Jesus. Og ikke mindst har vi de talrige skildringer af hvordan både mandlige og kvindelige helgender i visioner oplevede, at de diede ved den korsfæstede Jesus bryst. Sådanne skildringer kan godt virke lidt mærkelige på den moderne læser, men de skal forstås ud fra deres middelalderteologiske sammenhæng. F.eks. mente man i middelalderens katolske kirke (ligesom man fortsat mener det i dag) at præsten under messen repræsenterer Jesus. Men i middelalderens teologi var præsten samtidigt hermed også et billede på jomfru Maria. Maria modtog Jesus via Helligånden, bar ham under sit hjerte og gad ham siden til verden. Præsten modtager under messen Jesus i sine hænder når Helligånden gennem ham forvandler brød og vin til Jesu legeme og brød – og han giver ligesom Maria Jesus videre til de troende. Præstens opsvulmede mave var altså blot en legemliggørelse af troens dybeste indhold. Mht. den diende Jesus er sammenhængen den, at man i middelalderen (ligesom i antikken) antog at modermælken var omdannet blod. Når en kvinde diede et barn gav hun det altså sit eget blot at spise, så at barnet kunne leve – ligesom Jesus gav sit blod på korsets træ, så at menneskene kunne leve evigt i Paradis. I den forstand var de mange visioner med Jesus, der dier den troendes sjæl, blot udtryk for en meget bogstavelig forståelse af hvad den kristne frelse handler om. I middelalderen havde man nemlig nok en meget snæver forståelse af hvilke karaktertræk og roller der var henholdsvis mandlige og kvindelige, men disse karaktertræk og roller kunne i praksis indtages af begge køn.

Et andet fascinerende aspekt ved Caroline Walker Bynums bog er hvor utroligt kropsligt sanselig høj- og senmiddelalderens kristendom var. Set i forhold til forestillingen om at man i denne periode var kropsforskrækket og snerpet, må man snarere spørge om det ikke er os, der har problemer med denne periodes frejdighed. F.eks. er det en ret kendt fortælling, at Katharina af Sienna i en vision ser hvordan Jesus gifter sig med hende og i denne forbindelse giver hende en ring. Typisk hører man at denne ring skulle have været lavet af sølv, men i sine egne breve skriver Katharina, at den ring Jesus gav hende var lavet af hans forhud! Og i en tid, hvor kvinder der ammer offentligt udløser forargelse hos diverse debattører, er det fascinerende at læse om en middelalderkvindes vision af himlen, hvor hun ser Jomfru Maria omgivet af et utal af hellige jomfruer. Det virker måske ikke så overraskende. Men det bliver man måske når man så kan læse, at der ud ad alle disse hellige jomfruers bryster sprøjter så store mængder af mælk at det udfylder hele himmelrummet! I dag er kvinders bryster reduceret til et sexsymbol – i middelalderens kristendom var kvindens bryst derimod et symbol på frugtbarhed, på mad og på liv. Det kan måske give stof til eftertanke.

 

 

Læs mere