Madonnaer der dræber

 

Når man taler om religion er der desværre en tendens til at man får generaliseret. Det kan vi se når debatten om f.eks. islam har det med at tage udgangspunkt i at alle muslimer er tilhængere af en fundamentalistisk fortolkning af sharia eller at alle kristne har en sådan fortolkning af Bibelen. Men vi kan også iagttage en sådan skævvridning af hvad religion kan betyde for den troende, når man i debatten om en religion typisk tager udgangspunkt i hvad man kan kalde for ”højreligionen”. Eller sagt med andre ord, der er en tendens til at gå ud fra, at troende mennesker lever efter og tror på den definition af deres religion som de religiøse eksperter indenfor religionen foreskriver. Ved et nærmere eftersyn vil man imidlertid hurtigt finde ud af at virkelighedens troende både i fortid og i nutid ofte tror og praktiserer en religiøsitet som kan virke ret forskellig fra den officielle version af den religion som de formelt set tilhører – og som de ofte også med stor iver bekender sig til.

Et godt eksempel herpå er Michael P. Carrolls bog ”Madonnas That Maim – Popular Catholicism in Italy Since the Fifteenth Century”. Det er en lidt ældre sag – trykt I 1992 – men den er forsat relevant læsning for dem, der er interesseret i folkelig katolicisme – især I dens ældre versioner.

Men hvad er så ”folkelig katolicisme”?  Michael P. Carroll beskriver den som en folkelig religiøsitet der benytter sig af ritualer og forestillinger som i en meget bred forstand er blevet accepteret af den katolske kirke. Det brede i denne accept skal forstås på den måde, at accepten typisk består i at den lokale sognepræst har accepteret denne folkefromhed og ofte også deltager i dens ritualer, mens den katolske kirkes lederskab på bispeniveau for slet ikke at tale om selve Vatikanet ofte er skeptiske hvis ikke direkte afvisende overfor i hvert fald dele af denne form for religiøsitet. For et andet kendetegn ved den folkelige katolicisme er, at den umiddelbart kan virke som værende i modstrid med den katolske kirkes officielle lære. Michael P. Carroll har fokus på Italien – herunder især Syditalien hvor den folkelige katolicisme har stået stærkere fordi den lokale organisering af det kirkelige liv frem til 1800-tallets start gav de overordnede kirkelige myndigheder meget lidt kontrol med almindelige menneskers tro og praksis. Jeg vil dog mene, at de forhold han skildrer i vid udstrækning også vil kunne genfindes i andre traditionelle katolske lande, og måske også i et vist omfang har været praktiseret her i landet i tiden før reformationen.

Helt centralt for den folkelige katolicisme er den rolle som helgener og forskellige versioner af jomfru Maria udgør. I henhold til den katolske kirkes officielle tro må man kun tilbede den treenige Gud, dvs. Faderen, Sønnen og Helligånden. Kun de kan opfylde bønner og kun de kan lave mirakler. Jomfru Maria og helgenerne er mennesker. Jomfru Maria blev godt nok undfanget uden synd og forblev uden selvsamme hele sit liv, men det var pga. Jesu frelsesgerning og nåde, ikke fordi hun af sig selv havde overnaturlige kræfter. På samme måder er helgener mennesker, der levede et særligt helligt og forbilledligt liv – men kun fordi de tillod Gud at virke i og gennem dem. Da jomfru Maria og helgenerne er mennesker må de ikke tilbedes – men man må bede dem om at gå i forbøn for en hos Gud. Bliver ens bøn hørt er det fordi Gud har besluttet at virke gennem disse hellige mennesker ikke fordi de selv er overnaturlige væsener.

I den folkelige katolicisme står den treenige Gud imidlertid rimeligt meget i baggrunden. Når man har brug for hjælp og beskyttelse henvender man sig i stedet til helgenenerne eller Maria – i den italienske folkelige katolicisme i denne rækkefølge. Michael P. Carroll påviser dette forhold bl.a. ved at henvise til at langt de fleste katolske kirker i Italien er dedikeret til en helgen, efterfulgt af en af de mange titler som Jomfru Maria har. Kirker viet til Jesus kommer klart ind på en sikker tredjeplads. Det samme gælder også de mange altre og sidealtre der traditionelt set har præget katolske kirker. En undtagelse er kun valfartsstederne, de er hovedsageligt knyttet til en af de mange versioner af jomfru Maria. Ofte er de i hvert fald i henhold til legenden opstået fordi hun skulle have vist sig for en lokal beboer i området og krævet, at en helligdom til hendes ære skulle bygges der. Hvor de visionære indenfor klosterfromheden mest hyppigt oplever at Jesus viser sig for dem er det indenfor folkereligiøsiteten Maria der optager kontakten, hvad igen viser, at det er hende og ikke Jesus, der står i centrum for den religiøse opmærksomhed.

Hvert italiensk lokalsamfund har en eller flere værnehelgener, hvis billede eller statue opbevares i den lokale kirke. Rollen som værnehelgen kan også varetages hhv. suppleres af et lokalt billede af jomfru Maria. En værnehelgens opgave er ganske bogstaveligt at beskytte lokalsamfundet mod sygdomme, ulykker, katastrofer og alt andet ondt. Fokus på kulten omkring disse helgener er deres billeder – især når de i forbindelse med en årlig (eller halvårlig) festival bæres igennem den lokale landsby eller bys gader under stor festivitas. Disse festivaler til ære for den lokale værnehelgen er nemlig både religiøse fester, hvor der synges salmer og holdes messer i den lokale kirke, og en anledning til at holde gadefest i lokalsamfundet med fyrværkeri, hesteløb, dans, musik og alkohol etc. Disse festivaler er meget populære og der bruges mange ressourcer på at planlægge og at afholde dem.

Forholdet til lokalsamfundets værnehelgen er præget af hvad man i religionsvidenskaben kalder for ”do ut des”, dvs. ”jeg giver for at du skal give”. Grundtanken er at helgender og jomfru Maria i hendes forskellige versioner som Madonna del Pilar eller Santa Maria di Fossa Dragone etc. (der jo officielt er en og samme person men i folketroen snarere er en gruppe af personer i familie med hinanden) meget gerne vil æres og derfor er villig til at belønne dem, der gør det. Er landsbyen f.eks. truet af tørke eller er den enkelte troende belastet af sygdom, så kan man henvende sig til ”sin” helgen og bede om hjælp og i denne forbindelse komme med et løfte om at man, hvis man bliver bønhørt, vil afholde en ekstraordinær festival, vil tænde et vokslys foran helgenens billede eller noget lignende.

Skulle man efter at være blevet bønhørt glemme eller fortryde det løfte man gav helgenen må man regne med at denne ikke vil vige tilbage fra at straffe en. Man skal jo betale sin del af aftalen. Og generelt hører det med til folketroens forestillinger om helgener og jomfru Maria at de straffer dem, der viser dem mangel på respekt. Michael P. Carroll har en del fortællinger om hvordan f.eks. soldater, der i fuldskab havde smidt genstande efter en lokal Madonna figur med det samme blev ramt af en fysisk afstraffelse i form af lemlæstelse eller død – direkte sendt fra det hellige billede eller i form af at myndighederne fik forbryderen henrettet. Men ikke nok med det. Michael P. Carroll kan også fortælle om hvordan man i den italienske folkelige katolicisme også kan forestille sig at de helgener som er bedst til at helbrede sygdomme – så som den hellige Donato – også kan sende sygdom – sommetider af den simple grund at de ønsker, at man skal bede om deres hjælp, så de på denne måde kan blive tilbedt og æret. Helgenerne og Maria er nemlig i den folkelige katolicisme det man indenfor religionsvidenskaben vil kalde for monistiske væsener. De kan både gøre ondt og godt – ud fra den logik, at den der kan gavne også kan skade – og omvendt.

Men på den anden side, så kan man også kræve af sin lokale helgen at han eller hun lever op til sin del af aftalen. Gør han eller hun det ikke kan man sågar selv gribe til straf! Michael P. Carroll har en del eksempler på at italienske lokalsamfund i forbindelse med tørke har bragt statuen af den lokale helgen ned til havet og truet ham med at blive smidt i havet hvis regnen ikke snart kommer. Og både Madonnafigurer og sågar en Kristusfigur, kan han berette, er blevet smidt på den lokale losseplads eller i det landsbyens fælles vandingstrug – hvor de fik lov til at ligge indtil deres ”bodsperiode” var ovre hhv. til det begyndte at regne. Hvor individuelle angreb på de helliges billeder/statuer nemlig udløser straf, så har kollektivet ret til at straffe sin lokalhelgen hvis han eller hun svigter. Straffen er nemlig ikke et udtryk for mangel på respekt men i stedet et produkt af det særlige forhold man har til hinanden. Uden sammenligning i øvrigt er det lidt som når et fodboldholds mest ivrige fans reagerer på deres holds ringe indsats på banen ved at vende ryggen til spillet eller ved at udvandre. Man elsker forsat sit hold – men man kræver, at de skal leve op til ens forventninger.

Men hvordan kan man forstå denne folkelige katolicisme – og hvad kan studiet af den fortælle os? Michael P. Carroll nævner de fire hovedforståelser der indenfor antropologien/etnologien og religionsforskningen generelt har været mht. folkereligiøsiteten. Man har set den som udtryk for bøndernes og andre lavere sociale lags mangel på intelligens. Man har set den som udtryk for at før-kristne religiøse ritualer og forestillinger har overlevet blandt Europas bønder helt op til vores tid. Man har set den som udtryk for at den officielle katolske kirke har valgt at gå på kompromis med den lokale religiøsitet. Og man har set den som udtryk for de levevilkår som bønderne og andre fra samfundets lavere lag måtte kæmpe med helt op til moderne tid.

At se folkereligiøsiteten som et udtryk for dumhed er selvfølgelig en uacceptabel mangel på respekt for folks tro, så den forklaring behøver man ikke bruge mere tid på. Det er derimod spændende at tænke over om man i denne religiøsitet kan finde spor af de før-kristne religioner. Det kan man nok, men man kan bare ikke regne med at der er en lige linje fra antikkens gudedyrkelse og så folkereligiøse ritualer i 1600-tallets Syditalien. Tiden før 1400-tallet er meget dårligt belyst mht. kilder om folkereligiøsiteten, så det er svært at verificere en sådan direkte sammenhæng. Og generelt skal man huske på, at også meget traditionelt virkende samfund faktisk udvikler og fornyr sig over tid. Men en vis kontinuitet kan der dog godt være tale om, i det mindste mht. de grundlæggende forestillinger.

Det er også oplagt, at de kirkelige myndigheder i et eller andet omfang har valgt at leve med i hvert fald dele af folkereligiøsiteten, dog mest på det lokale plan. I tiden efter reformationen gjorde den katolske kirkes øverste ledelse dog en del forsøg på at begrænse og tæmme folkereligiøsiteten. Og denne iver for at opdrage katolikkerne til at blive ”gode katolikker” er taget til i tiden efter det andet Vatikankoncil hvor man  massivt har sat ind overfor dele af folkereligiøsiteten – især dens mere heftige versioner som den, der gik på, at man kunne ære den lokale helgen/Madonna ved udenfor den kirke hvor hans eller hendes billede blev opbevaret gik i knæ, strakte sin tunge ud, og så slæbte den over jorden og fliserne helt frem til billedet, mens man søgte at skade tungen så den blødte hele vejen…

Men først og fremmest kan man sikkert forstå denne religiøsitet som et udslag af de hårde vilkår folk levede under. I en farlig verden hvor livet var en kamp for overlevelse havde man brug for overnaturlige hjælpere der kunne hjælpe en her og nu og ikke blot i et kommende liv. Den folkelige katolicisme var alt andet end Marxs opium for folket. Den var udslag af et ønske om at gøre en aktiv indsats for at sikre sig selv, sin familie og sit lokalsamfund. Og ikke mindst det fælles og samfundsbærende er kendetegnende ved denne form for religiøsitet. Man tænker og handler som et kollektiv frem for som et isoleret individ. Og det er nok her vi ser den største forskel til den senmoderne religiøsitet. Tanken om de overnaturlige magter som nogen der kan straffe såvel som belønne – og fokus de ”jordiske behov” deler man derimod nok med meget af den ikke-autoriserede religiøsitet vi finder også i dag.