Jesper W. Rasmussen – og satanismen

Jesper W. Rasmussen er nok mest kendt som en førende skikkelse, dog med varierende kasketter, indenfor Dansk Regnbueråd. Derfor blev jeg lidt overrasket da jeg opdagede, at han  for nyligt har barslet med en længere Substack-artikel om intet mindre end selveste Satan hhv. satanisme.

Jesper W. Rasmussens overvejelser handler om hvorvidt de omfattende seksuelle overgreb på britiske piger, begået af i overvejende grad muslimske mænd, kan betegnes som sataniske. Og, spoiler alert, han mener at disse overgreb, såvel som medicinsk og kirurgisk ”kønsskifte” hos børn, kan og skal betegnes som sataniske. Mere grundlæggende set vil Jesper W. Rasmussen gerne problematisere selve ideen om at vi mennesker selv kan bestemme hvad der er rigtigt eller forkert frem for at underlægge hos en højere sandhed.

Men for at underbygge en sådan tilværelsesfortolkning lægger Jesper W. Rasmussen ud med at fremhæve, at han er kristen. Han tror på Gud og hans grænseløse kærlighed. Herefter kaster Jesper W. Rasmussen sig så ud i at forklare os læsere hvad Bibelens syn på Satan og satanisme er.

Jesper W. Rasmussen kommer langt omkring – og det vil nok overskride mine kære læseres tålmodighed hvis jeg skulle gå ind på det alt sammen – så det følgende er altså blot et udvalg af de anker jeg har mod hans tekst.

Lad mig lægge ud med selv at fortælle om mit ståsted – i det tilfælde, at en læser, der ikke i forvejen skulle kende mig, ved en tilfældighed skulle støde på denne tekst. Jeg er også kristen. Jeg tror på, at Jesus Kristus er Guds søn og menneskehedens frelser. Min egen rejse med Jesus har været lidt kompliceret. Jeg var som teenager og ung kvinde en selvradikaliseret katolik der forsøgte at blive nonne. Som 23-årig droppede jeg så både den katolske kirke og troen på Jesus som et led i min comming out som lesbisk. Ca. 10 år senere fandt jeg tilbage til troen på Jesus. Jeg meldte mig ind i folkekirken og vil i dag betegne mig selv som ”blød” folkekirkekristen i og med at jeg har en ikke-fundamentalistisk fortolkning af Bibelen og den lutherske kristendom. Jeg har i øvrigt læst religion på Københavns Universitet og har undervist i religion på gymnasiet og hf i 30 år (til august).

Jesper W. Rasmussens forsøg på at forklare os om Bibelens lære om Satan lider grundlæggende set under det problem, at man ikke uden videre kan tale om Bibelens ”lære”. Den kristne Bibel består af to skriftssamlinger, nemlig det Gamle Testamente (eller den hebræiske Bibel) og Det Nye Testamente. Og hver af disse skriftssamlinger indeholder igen ofte forskellige perspektiver og forståelser af de store og små dogmatiske og etiske spørgsmål. Bibelen har altså ikke EN lære. At vi både har jødedommen og kristendommen – og at disse to religioner rummer forskellige retninger, viser vel også med al klarhed, at der er mange måder man kan læse de hellige tekster på.

I en oversigtsagtig tekst med titlen ”Hvad siger Bibelen om satanisme” kan man i Jesper W. Rasmussen artikel læse, at satanisme i henhold til Bibelen således bl.a. skulle være ”at forvrænge, skjule eller erstatte sandheden. Satan er ”løgnens fader”. Johannesevangeliet 8:44”.

Men for at forstå det vers, som der her refereres til, er det nødvendigt at se på hvilken større kontekst det indgår i. I det meste af Johannesevangeliet kapitel 8 befinder Jesus sig i en længere stridssamtale med ”jøderne”. Et udpluk heraf bringes her:

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«  De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«  Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl.  Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt.  Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.  Jeg ved, I er Abrahams efterkommere; men I vil have mig slået ihjel, fordi mit ord ikke når ind til jer.  Jeg siger, hvad jeg har set hos Faderen; og I gør også, hvad I har hørt af jeres fader.« De svarede: »Vores fader er Abraham.« Jesus sagde til dem: »Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre Abrahams gerninger.  Men nu vil I have mig slået ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke.  I gør jeres faders gerninger.« Da sagde de til ham: »Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud.«  Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig.  Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord.  I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen.  Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke.  Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke?  Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« (Joh. 8, 31-47)

Jesper W. Rasmussen har med andre ord plukket et vers ud af en længere tekstlig sammenhæng – og i øvrigt en tekstlig sammenhæng der har en lang og kedelig tradition for at blive udlagt antisemitisk. For ”siger” Bibelen ikke her, at jøderne har Satan som deres far? Nej, er så mit svar. Det er nemlig vigtigt at forstå, at den strid man i de synoptiske evangelier (Markus, Matthæus og Lukas) kan finde mellem Jesus og jødiske religiøse ledere i Johannesevangeliet ofte forsimples til en strid mellem Jesus og ”jøderne”.

Johannesevangeliet kapitel 8 handler ikke i sin kerne om hvem Satan er, men om at man, hvis man ikke vil tro på at Jesus er sendt af Gud og er ét med Gud, så har man ikke sandheden i sig, så er man i mørket og ikke i lyset. Lys og mørke, sandhed og løgn, Gud og Satan, sådan som de skildres i Johannesevangeliet, handler ikke om hvordan man forholder sig til tidens politiske og sociale spørgsmål. Det handler i stedet (i min fortolkning i hvert fald) om nogle helt anderledes dybe og eksistentielle spørgsmål om hvem Jesus er og hvor vi bør stå i forhold til ham.

Af politisk og social relevans er imidlertid Jesper W. Rasmussens fortolkning af syndefaldsmyten, den berømte tekst som man kan læse i 1. Mosebog kapitel 3.

”I Bibelen er Satan først og fremmest “modstanderen”. Det sataniske begynder derfor med oprør mod Gud – ikke nødvendigvis som højlydt gudsfornægtelse, men som menneskets beslutning om selv at være den øverste autoritet. Syndefaldets kerne var ikke blot ulydighed, men ønsket om at definere godt og ondt uden Gud: “I bliver som Gud.” Satanisk tankegang er derfor enhver bestræbelse på at sætte menneskets egen vilje, magt eller sandhed over Guds. Et moderne eksempel kunne være tanken om, at mennesket helt frit kan definere sin egen natur, moral og identitet uden nogen højere norm. Ikke blot at mennesker er uenige om etik, men at selve idéen om en objektiv orden afvises, og at individets egen vilje bliver den øverste autoritet. I bibelsk forstand minder det om slangens ord i Edens Have: “I bliver som Gud.” Det afgørende er ikke den konkrete politiske sag, men forestillingen om, at mennesket selv bestemmer, hvad der er godt og ondt.”

Nu tales der i 1. Mosebog kapitel 3 selvsagt ikke om Satan. I tekstens eget univers er slangen faktisk en slange – ”Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt” som man kan læse i vers 1. Men det er rigtigt nok at allerede kirkefædrene så slangen som en metafor for Satan. Og det er også rigtigt, at man i kristendommen såvel som i jødedommen og i islam har en lang tradition for at mene, at vi mennesker ikke selv må definere hvad der er rigtigt og forkert, men at vi i stedet skal adlyde Gud ved at følge de regler som man finder i de hellige skrifter. Det bruges så igen politisk til f.eks. at bekæmpe skilsmisse, abort og homoseksuelle ægteskaber med henvisning til at sådant går imod Guds vilje og lov. Men selv hvis man skulle mene, at de senmoderne vestlige demokratier er nødt til at underlægge sig en højere moralsk orden, altså sætte Gud over Grundloven om man vil, så kommer vi ikke udenom at vi så skal finde ud af hvem der har fortolkningsretten over denne moralske orden. Hvem kan vi tiltro den rette fortolkning? Vores livsrealitet er, at det i dag er op til hver enkelt af os at finde ud af hvad vi tror på er sandt. Men som fællesskab er vi nødt til at forhandle os frem til hvad vi som samfund synes er rigtigt og forkert.

Jesper W. Rasmussen skriver i slutningen af sin artikel:

”Vi er gennem årtier blevet lært, at vi ikke må fælde moralske domme. At alle kulturer er lige gode. At alle livsformer er lige legitime. At alle værdier blot er forskellige perspektiver. At fordømmelse næsten altid er værre end det, der fordømmes. Den moralske relativisme begyndte som en dyd – en påmindelse om ydmyghed og rummelighed, som jeg er inde på i min indledning. Men uden et fast holdepunkt – et fyrtårn – risikerer denne ‘dyd’ at ende som moralsk lammelse og skibbrud. Hvis ingen længere tør sige, at noget er ondt, bliver det onde ikke mindre. Tværtimod får det … arbejdsro. (…) Er det en slags moderne, arbejderklasse-forhutlet, men fuldstændig afklaret korsridderorden, vi ser konturerne af i den opstand og de protester som manifesteres i den irske og britiske befolkning i disse måneder? Ikke en borgerkrig, som så mange taler om – men en værdiopstand, et slags postmoderne korstog i eget land for at tage det tilbage og gøre det ‘helligt’ igen? For at bekæmpe ondskaben gennem kamp for de facto kristne værdier?”

Nu kunne man her selvsagt fremhæve, at det ikke at dømme er et vigtigt tema i Jesu lære i henhold til de synoptiske evangelier. Man kunne nævne næstekærlighedsbuddet som vi finder både i Det Gamle og Det Nye Testamente og de formaninger om at man skal være god mod de fremmede som man også kan finde i begge disse hoveddele af Bibelen. Men det er, også i min optik, vigtigt at turde sige fra når man er overbevist om at noget er forkert – ja ondt.

I mine øjne var de omfattende seksuelle overgreb begået af primært muslimske mænd mod britiske piger et eksempel på ondskab. At disse forbrydelser nu bruges mere eller mindre åbenlyst i kampen for den såkaldte re-immigration, er i mine øjne også et udtryk for ondskab. Sådan som jeg forstår kristendommen så er alle mennesker skabt i Guds billede. Alle. Mænd som kvinder, heteroseksuelle og homoseksuelle, transkønnede og ikke-transkønnede, muslimer, jøder, kristne etc. Og ja, begår man forbrydelser skal man selvsagt straffes i henhold til loven. Og ja, stater har ret til at regulere indvandring og opstille kriterier for tildeling af statsborgerskaber etc. Men der er i mine øjne en grænse – og den går ved at dehumanisering, den går ved angreb på medmenneskers basale rettigheder og den går selvsagt ved etniske udrensninger – og det er hvad jeg frygter at re-immigration i sidste instans vil handle om.

Når det så er sagt, så vil jeg også fremhæve, at læren om arvesynden, sådan som jeg fortolker den, grundlæggende set handler om at alle mennesker har ondskab i sig. Jeg er ond. Du er ond. Vi er alle sammen onde, vi er alle sammen under dom. Og denne medfødte ondskab viser sig måske ikke mindst i, at vi er meget bedre til at se ondskab hos de andre end hos os selv. At kunne se sin egen ondskab i øjnene kræver i min optik at man tør stole på den tilgivelse der er blevet os lovet ved at Jesus Kristus døde for vores synders skyld.

Jesus lider med de piger der voldtages i Storbritannien og med de børn, der dræbes i Gaza eller som drukner på vej over Middelhavet. Det er sådan jeg fortolker ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!” (Matt. 25, 45). Det er et ansvar som er tungt at bære på hvis man ikke tør stole på Guds barmhjertighed, også med mig også med dig. Det kristne svar på ondskaben i verden er, sådan som jeg ser det, imidlertid aldrig hellig krig og altid kun kærlighed.