Menu
Kategorier

Skrevet af den 9 nov, 2014 under Lgbt | 0 kommentarer

Misbrug af Krystalnatten

 

Den 9. november 1938 sendte Joseph Goebbels, en af de mest magtfulde mænd i Nazityskland, nazistiske partisoldater ud for at nedbrænde landets synagoger, smadre jødisk ejede forretninger og på anden måde orkestrere hvad der skulle ligne det tyske folks harme over at en jøde havde dræbt en tysk diplomatisk medarbejder i Paris. Krystalnatten, som denne forbrydelse ofte kaldes, fik verden over mange til at åbne øjnene for det nazistiske regimes brutalitet og sygelige had til jøderne – og den bliver ofte set som en vigtig milepæl på den vej, der endte med udryddelse af 6.000.000 jøder.

Det er derfor en god ide, at minde årsdagen for Krystalnatten – og huske alle på hvad antisemitisme kan føre til, men desværre bliver denne tragiske begivenhed kun alt for ofte misbrugt i venstreorienterede sammenhænge til at markere alt andet end lige præcis forfølgelsen af jøderne.

Et eksempel herpå er en demonstration, som Enhedslisten på Nørrebro, SFU NØ og nogle grupperinger for transpersoner afholder i år og som de har givet titlen “Nej til diskrimination i alle dens former – aldrig mere Krystalnat”.

I indkaldelsen får man i starten godt nok at vide, at der den 9. november 1938 blev fængslet – og det der var værre – ca. 26.000 jøder. Men derefter rettes fokus klart et andet sted hen når der skrives: “I år er 76-årsdagen for den nat, der markerede optrapningen af den systematiske forfølgelse og udryddelse af jøder, handicappede, seksuelle minoriteter og anderledes tænkende i Tyskland og de senere besatte områder. ” Det er simpelthen historisk ukorrekt, at den 9. november 1938 markerede optrapningen af forfølgelsen af nogen som helst anden gruppe end jøderne. Ikke, at nazisterne ikke forfulgte andre minoriteter end jøderne, men Krystalnatten har intet med disse andre forbrydelser at gøre.

Men nu er det også tydeligt  at denne demonstration, hvor ingen af talerne meget sigende repræsenterer det jødiske trossamfund, intet har med antisemitismen og dens følger at gøre. Faktisk optræder ordet “antisemitisme” slet ikke i annonceringen af demonstrationen! Hvad demonstrationens virkelige formål er fremgår af følgende udsagn: “I København ved vi, at racismen, sexisme og fobi mod transpersoner lever – mellem mennesker i hverdagen; i myndighedernes måde at møde borgere på; i statens måde at adskille borgere fra ikke-borgere.”

Hvad man så øjensynligt ikke ved i København er, at antisemitismen også lever, f.eks. i form af hærværk mod den jødiske skole i byen eller overfald på folk, der går med den jødiske kalot. Et er nemlig, at man tydeligvis ikke har sat sig ind i de historiske forhold  der lå bag Krystalnatten – og at man vil bruge den til at tale om ting, der intet har med denne forbrydelse at gøre. Men at man tydeligvis i al sin iver for at være antiracist, antisexist og imod transfobi slet ikke har tid til at forholde sig til hvad Krystalnatten faktisk handlede om, ja det er intet mindre end et slag i ansigtet på antisemitismens ofre!

Læs mere

Skrevet af den 2 jun, 2013 under Lgbt | 1 kommentar

Transpolitiske udfordringer

Kampen for transpersoners rettigheder har unægteligt lidt et svært nederlag. I Folketinget er det nemlig kun Enhedslisten, der vil fjerne transseksualitet fra listen over psykiske lidelser. Der er med andre ord ekstrem lille politisk opbakning til et af mange transaktivisters hovedkrav.

Ofte sammenlignes transpersoners situation med homoseksuelles i og med, at homoseksualitet efter et aktivistisk pres blev fjernet fra den danske liste over psykiske sygdomme i 1981. Denne sammenligning holder dog ikke helt. For i 1981 var det kun få homoseksuelle, der søgte behandling for deres homoseksualitet og de havde i hvert fald ikke støtte fra det daværende LBL. Man fik altså fjernet en diagnose som kun tjente til at stemple homoseksualitet som noget uønskværdigt. I modsætning hertil er der en del transpersoner, der ønsker kirurgiske indgreb, da de mener, at de ikke kan leve med de kroppe som de er født med. Derfor er der også de transpersoner, der ikke ønsker diagnosen “transseksuel” afskaffet, da de nok ikke helt med urette frygter, at de uden en diagnose ikke kan få den behandling som de føler, at de har brug for. Faktisk har det da også være politikernes argument mod at fjerne transseksualitet fra listen over psykiske sygdomme: I sundhedssystemet skal man have en diagnose for at kunne få en behandling.

Blandt aktivisterne i LGBT Danmarks transpolitiske udvalg er der dem, der hævder, at man bare kan give transpersoner de samme diagnoser som bruges for den lille gruppe af ciskønnede, hvis kroppe er fejludviklede i forhold til deres biologiske køn. Altså når biologiske kvinder, der kun delvist eller slet ikke har udviklet en vagina kan få en diagnose, der går ud på, at de mangler en vagina og dernæst kan få en operation, så skal transkvinder også kunne få en kønskorrigerende operation med henvisning til at de mangler en vagina. En besnærende argumentation – der dog trækker på nogle grundlæggende forestillinger om køn som i dag sandsynligvis kun deles af et ret lille mindretal af befolkningen.

Det samme ser vi i øvrigt allerede i forbindelse med LGBT Danmarks krav om at transpersoner helt frit skal kunne kræve at blive registeret som det køn de føler sig som, uden nogen former for forudgående evaluering. Om ens cpr. nummer skal have lige eller ulige slutcifre skal man altså helt suverænt selv kunne bestemme. Bag dette krav ligger en ide om at køn er noget rent subjektiv. Kun jeg ved hvilket køn jeg har , kun jeg afgør om jeg vil være en juridisk mand eller kvinde og hvis samfundet mener noget andet så nægter de mig mine mest basale menneskerettigheder. Problemet er bare, at ikke nok med at det ikke er sådan som køn er defineret i den gældende lovgivning, det er desværre heller ikke sådan køn formodentligt opfattes af det store flertal af den danske befolkning. Køn ses ikke bare af myndighederne men også af de fleste borgere her i landet lige præcist som en objektiv størrelse som fremgår af ens krop og som man derfor ikke selv kan definere.

På samme måde bygger ideen om at transkvinder skulle kunne få en kønskorrigerende operation med henvisning til at de kan få diagnosen “manglende vagina” på den præmis, at der ikke er nogen forskel på om en person med XX kromosomer ikke har nogen vagina eller om en person med XY kromosomer og med normalt udviklede mandlige kønsorganer ikke har en vagina. Det eneste der tæller i denne logik er at begge ønsker sig en vagina og det derfor er diskriminerende at give en vagina til den ene person og nægte den til den anden. Præmissen synes at være, at det biologiske køn enten slet ikke eksisterer eller er fuldkommen ligegyldigt mht. at vurdere om køns relaterede kropslige forhold kan betegnes som en fejludvikling og dermed få en diagnose som en fysisk lidelse eller ej. Igen kan vi altså se et transpolitisk krav hvis argumentation kun kan slå igennem hvis synet på køn både blandt politikerne og flertallet af den danske befolkning gennemgår en ret så radikal forandring. Det vil nok tage ret lang tid før man kan komme igennem med en sådan argumentation.

Erfaringen fra homorettighedskampen i Danmark er den, at politikernes vilje til at stemme for forbedringer er overordentligt meget påvirket af hvorvidt der er et flertal i befolkningen for disse forbedringer. Først da flertallet af den danske befolkning ikke længere opfattede homoseksualitet som noget negativt kunne homoseksuelle par få lov til at indgå registeret partnerskab, der dog lige præcist ikke måtte kaldes ægteskab og ikke gav partnerne fuld ligestilling med heteroseksuelle ægtepar. Der gik 8 år fra at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme til indførelsen af det registrerede partnerskab. Og der gik 23 år fra det blev indført indtil homoseksuelle par kunne gifte sig. Man glemmer ofte, at accepten af homoægteskabet hænger sammen med nogle fundamentale forandringer i synet på det heteroseksuelle ægteskab. Forandringer der bygger på den sociale og økonomiske udvikling siden slutningen af 1800-tallet.

Holdningsændringer og de politiske forandringer de muliggør tager altså ofte tid, sommetider lang tid. Og man kan ikke regne med at få alle drømme opfyldt på en gang.

Den nuværende transpolitiske situation er i mine øjne præget af, at man især fra LGBT Danmarks side af vil alt for meget i forhold til hvad der realistisk set kan gennemføres her og nu og at man ofte er for lidt interesseret i de små forbedringer, der på længere sigt kunne omdannes til store forbedringer. Vi havde ikke fået det registrerede partnerskab i 1989 hvis man dengang havde krævet 100 % ligestilling med heteroseksuelle ægteskaber. Kun fordi det daværende LBL gik med til en ikke optimal løsning fik man en markant forbedring, der igen på lang sigt åbnede op for flere og bedre forbedringer.

I den nuværende politiske situation giver det ikke mening både at kræve, at transseksualitet skal fjernes fra listen over psykiske sygdomme og at kræve køns korrigerende behandling betalt af det offentlige “on demand”. Hvis man derimod skilte det at have en anden kønsidentitet end det juridiske køn man fik tildelt ved fødslen fra behovet for operationer, kunne man i det mindste få “afsygeliggjort” de transpersoner, som ikke har behov for kønskorrigerende kirurgisk behandling. Og når politikerne ikke er villige til at give transpersoner gratis kønskorrigerende operationer “on demand”, så er det alt andet lige bedre at kæmpe for diagnosticeringen kommer til at foregå på nogle langt mere transvenlige præmisser end de gør nu, end det er at blive ved med at kræve hvad man ikke kan få her og nu lige meget hvor meget man råber og skriger. Det ville være de første babyskridt i den rigtige retning. Det vil for mange transpersoner ikke være en optimal løsning. Det kan være svært at acceptere små forbedringer når man er desperat. Men en fugl i hånden er stadigvæk bedre end 10 på taget.

Læs mere

Skrevet af den 1 feb, 2013 under Lgbt | 0 kommentarer

Er seksuelle præferencer diskriminerende?

På datingsitet Boyfriend, der hovedsageligt henvender sig til homoseksuelle og biseksuelle, kan man bl.a. melde sig ind i en gruppe med titlen “tænder ikke på asiater”. Eksistensen af lige præcist denne gruppe, der efterhånden har nogle år på bagen, udløser fra tid til anden debat.

Og indrømmet, rent spontant virker en sådan gruppetitel også usympatisk på mig. Hvorfor dog skilte med hvem man ikke er interesseret i seksuelt? Men på den anden side, hvis det er udtryk for racisme og en krænkende adfærd overfor asiater, at give udtryk for at man ikke tænder på dem, sådan som det sommetider hævdes, er det så ikke også udtryk for sexisme og en krænkende adfærd overfor kvinder, hvis en man giver udtryk for at man ikke tænder på kvinder?

Det interessante ved den måde, som seksualitet er blevet defineret siden lægevidenskaben opfandt selve begrebet “seksualitet” i slutningen af 1800-tallet er, at fokus hovedsageligt har været rettet mod det eller de biologiske køn man tænder på. Man fik her defineret en identitet for en afvigende minoritet, der tænder på deres eget biologiske køn og man definerede en identitet for den normale majoritet, der tænder på det modsatte biologiske køn. Dem der ikke passede til disse to kasser kaldte man så for biseksuelle. Men kunne man ikke også have udviklet seksuelle identiteter for dem, der tænder på bestemte racer frem for andre? Kunne man ikke have identiteter som f.eks. negrofil eller kaukasiofil? Og ligger der ikke i identiteterne “homoseksuel” og “heteroseksuel” et implicit udsagn om at der er et køn, som man ikke tænder på? Er det diskriminerende eksplicit eller implicit at give udtryk for at man foretrækker et køn frem for et andet?

Dette er i lgbt sammenhænge i øvrigt på igen måde en tænkt debat. For i dag kan det at man kalder sig homoseksuel f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der tænder på biologiske mænd. Men det kan også f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der definerer sig som kvinde og som tænder på biologske kvinder og/eller transkvinder. Eller det kan f.eks. betyde, at man er en biologisk kvinde, der både tænder på biologiske kvinder og på transkvinder.

Det er formodentligt kun et spørgsmål om (kort) tid før lgbt miljøerne vil skulle forholde sig til hvorvidt det er transfobisk, at give eksplicit eller implicit udtryk for at man ikke tænder på transmænd eller -kvinder. Måske det fremover i lgbt sammenhænge vil være umoralsk at have en seksualitet hvor man kun tænder på personer med samme biologiske køn som en selv?

Læs mere

Skrevet af den 10 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Kristeligt Dagblads kamp mod transpersonerne

Det kan være meget forstemmende at læse Kristeligt Dagblad. I årevis har denne avis kæmpet med næb og klør mod enhver forbedring af
homoseksuelles forhold og nu, da Det Radikale Venstre har fremsat et lovforslag hvis mål er at forbedre forholdene for transpersoner, fortsætter Kristeligt Dagblad hvor de slap i forhold til de homoseksuelle. Erik Bjeragers leder i Kristeligt Dagblad fra den 10.8.2012 er et mesterstykke i uvidenhed om de faktuelle forhold som transpersoner må leve under, kombineret med manglende forståelse for deres levevilkår og så ikke mindst, en dæmonisering af dem, der ønsker at forbedre transpersoners situation.

Bjerager synes ikke at vide, at den håndfuld af transpersoner, der årligt kommer igennem Sexologisk Instituts nåleøje og får diagnosen “transseksuel”, har ret til en kønsskifteoperation. Og har man fået en sådan kan man helt legalt skifte navn og personnummer samt få et nyt pas. Kønnet er altså ikke noget mere givet og fastlagt i vores samfund end at man kan få det ændret, det er bare meget svært. Den nyligt indførte mulighed for at få et X i passet i stedet for “mand” eller “kvinde”, er altså ikke henvendt til dem, der har fået diagnosen transseksuel men til andre, der lever fuldtids som “det modsatte køn”. Problemet med denne ordning, sådan som den ser ud nu er imidlertid, at Sexologisk Institut skal sige god for at en person kan få dette X i passet, og de er mere end nærige med at tildele sådanne godkendelser.

Bjerager ved ikke, eller vil ikke vide af, at det er enormt svært at blive godkendt som transseksuel af Sexologisk Institut. Især biologiske mænd, der oplever sig som kvinder, de såkaldte transkvinder, bliver næsten alle afvist af instituttet. Og ikke nok med det, transpersoner der opsøger Sexologisk Institut, bliver udsat for en nedgørende og ydmygende behandling. Ja, jeg har sågar hørt om at transkvinder er blevet befamlet på deres kønsorganer af personalet! Man skal altså ikke have sat sig ret meget ind i transpersoners forhold her i landet for at se, at de nuværende forhold for personer, der ønsker at skifte køn, er meget ringe og på ingen måde værdige for et moderne, i egne øjne tolerant samfund.

Nu er det, som jeg har forstået det, ikke umiddelbart muligt at indføre kønsneutrale personnumre sådan som De Radikale foreslår det. En sådan ændring må nok vendte til man en gang i fremtiden alligevel skal lave systemet om. Jeg kan derimod  ikke se noget nævneværdigt problem med at indføre pas, hvor kønnet ikke er registreret. Fremtidens pas vil sandsynligvis indeholde fingeraftryk eller lignende helt unikke kendetegn ved en person, og i så tilfælde bliver f.eks. kønsangivelse ligegyldig. Og at vi her og nu gjorde det nemmere at skifte personnummer, få et X i passet eller få lov til at vælge navn efter ønske og ikke efter biologisk køn, ja det kan jeg slet ikke se problemet med. Med mindre man naturligvis lader sig styre af en konservativ ideologi hvor man ser det som et mål at presse mennesker til at leve efter en kønsforståelse og nogle kønsroller, som slet ikke passer til dem.

Virkeligheden er, at ikke alle mennesker er født som enten mænd eller kvinder. Nogen er biologisk set hverken entydigt mand eller kvinde, og andre kan psykisk ikke med deres biologisk køn. De radikales lovforslag tager udgangspunkt i den kønsmangfoldige virkelighed, mens Bjerager og Co.’s kamp for status quo er klassisk ideologisk. De sætter nemlig deres ideer og normer om køn over konkrete mennesker, hvis liv lige nu ødelægges af at samfundets lovgivning ikke i tilstrækkelig grad forholder sig til deres kønsvirkelighed.

 

Læs mere