Menu
Kategorier

Skrevet af den 2 aug, 2013 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Pave Frans og de homoseksuelle

Der har været en del medie røre om de udtalelser om homoseksuelle som Pave Frans kom med i forbindelse med et interview han gav på vejen hjem fra hans besøg i Brasilien. Nogen har tolket det som om at Paven sagde god for homoseksuelle forhold, andre skriver, at han pointerede, at sådanne er forkerte. Men hvad var det egentligt som han sagde? Ja, det kan man bl.a. læse her.

Sammenhængen for Pavens udtalelser er den, at der noget nær er udbrudt en moralsk panik i den katolske kirke efter, at der har været beskyldninger fremme i medierne om at der skulle befinde sig en magtfuld homolobby i Vatikanet. Adspurgt til denne lobby svarede Pave Frans, at han ikke har mødt nogen i Vatikanet, som har identitetspapirer hvor der står “homoseksuel” på. Dernæst påpeger Paven, at der er en forskel på at have en homoseksuel orientering og være med til at danne en lobby. Lobbyer er ikke en god ting, fremhæver han, “men hvis en homoseksuel ivrigt søger Gud, med hvilken ret kan jeg så dømme dem? Den katolske kirke lærer, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, man skal sørge for at de føler sig velkomne. Problemet er ikke, at nogen er homoseksuelle, lobbydannelse er problemet”. Ifølge en anden gengivelse af interviewet henviste Pave Frans til den katolske kirkes Verdenskatekismus, da han fremhævede, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, og ifølge denne gengivelse af interviewet omtalte han homoseksuelle som “vores brødre”.

Det er helt klart, at Pave Frans ikke har sagt, at det er ok at leve i et homoseksuelt forhold. Det han tydeligvis vil advare mod er al det hysteri, der har været i forbindelserne med rygterne om en homomafia i Vatikanet. Men der er alligevel ingen tvivl om, at Pavens udtalelser er et nybrud i forhold til den katolske kirkes omgang med homoseksuelle. Det er nemlig ganske klart, at han ikke ser det som et problem, at en katolsk præst er homoseksuel, det er hvis han gør noget forkert (som at indgå i en lobby i Vatikanet), at der efter Pavens mening er et problem. Denne tolkning underbygges af det Paven sagde tidligere i interviewet, hvor han blev adspurgt til konkrete anklager om praktiseret homoseksualitet, der for nyligt er blevet rettet mod en ærkebiskop, som Paven har tiltænkt en vigtig rolle i forbindelse med reformen af den skandaleombruste Vatikan bank. Pave Frans afviser disse beskyldninger, men han fremhævede så også, at man skal skelne mellem kriminelle handlinger, som en person har begået, og så synder. Mht. sidste så understregede han, at hvis lægfolk, præster og ordensfolk begår synder, men så angrer, omvender sig og skrifter, så glemmer og tilgiver Gud deres synder. Og det skal vi også gøre, for ellers risikerer vi at Gud ikke vil tilgive os vores synder. Hermed lægger Paven op til at man godt kan blive katolsk præst selvom man er homoseksuel og oven i købet har haft et homoseksuelt forhold, hvis man altså ellers har angret og skriftet det man har gjort. Og det er for mig at se et klart brud med den officielle skrivelse fra 2005, hvor Vatikanet understreger, at homoseksuelle mænd ikke må vies til katolsk præst, også selvom de har til hensigt at leve i cølibat. Denne skrivelse var i øvrigt mest af alt en indskærpelse af en Pavelig rundskrivelse fra 1961.

Det er i øvrigt for mig at se også et vigtigt nybrud, at Pave Frans klart skelner mellem kriminelle forhold og synder, for noget af det som er gået rigtigt galt med den katolske kirkes håndtering af de mange sager om præsters seksuelle overgreb på børn har været, at man enten har været for ivrig for at tilgive forbrydere eller for at sætte lighedstegn mellem pædofili og homoseksualitet.

Et andet nybrud er helt klart Pavens sprogbrug. Mig bekendt har ingen pave før Pave Frans sagt, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, og at man skal sørge for at de føler sig velkomne (om end han ikke uddyber nærmere hvad han mener med det). Ej heller har nogen anden pave omtalt homoseksuelle som “vores brødre”. Dette nybrud understreges også af det Pave Frans sagde tidligere i interviewet, da han blev spurgt til hvorfor han ikke kom ind på abort og homoseksuelle ægteskaber i sine taler og prædikener i forbindelse med hans besøg i Brasilien. Her fremhævede han, at den katolske kirkes lære mht. disse spørgsmål er klar nok og at det var nødvendigt for ham at lyde positiv. Paven er altså ikke ude på at ændre den katolske kirkes lære mht. homoseksuelle ægteskaber (og abort), men han har tydeligvis forstået, at denne lære kan skubbe unge mennesker væk fra den katolske kirke, og det derfor kan være en god ide at lægge fokus et andet sted.

Læs mere

Skrevet af den 2 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Fremtidens katolske kirke del 2 – Fremtidens kirke vil være evangelikal

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. I et tidligere indlæg har jeg skrevet om hans første fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle. I dette indlæg vil jeg fortælle om hans andet fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være evangelikal.

Nu forbindes begrebet evangelikal jo typisk med en bevægelse indenfor protestantismen, men John L. Allan mener, at den med fordel også kan bruges om en vigtig bevægelse indenfor den katolske kirke i dag og i fremtiden. Denne bevægelse går imod den liberale kristendoms tendens til “at slutte fred med tidsånden”. Man mener, at kirken uden tøven og kompromis skal forkynde troens evige og uforanderlige sandheder også når man støder an herved – men man må meget gerne benytte sig af de moderne kommunikationsmidler for at få budskabet ud.

Den evangelikale katolicisme er på en gang en reaktion på og et produkt af sekulariseringen. Man ser sekulariseringen som en massiv trussel mod kristendommen som man som kristen er kaldet til at bekæmpe – men samtidigt er man præget af den for sekulariseringen så typiske personlige religiøsistet. En evangelikal katolik er ikke katolik fordi hans familie, slægt og venner er det. Han er evangelikal katolik fordi han mener, at han i den trationstro og antiseksulære version af katolicismen har fundet sandheden om Gud og meningen med livet.

Sekulariseringen er i det store hele kun et reelt problem for den katolske kirke i den vestlige verden, men her er problemet om så større. Og så længe Vatikanets personale og paveembedets indehaver hovedsageligt kommer fra den vestlige verden vil der være fokus på denne udfordring. Ligesom det for Vatikanet er vigtigt, at forhindre, at sekulariseringen får overtaget i Sydamarika, som i dag er den verdensdel hvor der bor flest katolikker.

Der er ingen tvivl om, at seksulariseringen har ramt den katolske kirke i vesten hårdt. F.eks. angav i 2002 92 % af befolkningen i Nigeria og 88 % af befolkningen i Filippinerne, at religion var meget vigtigt for dem. I Polen var tallet 36 %, i Italien 27 % og i Frankring 11 %. Tal fra 2007 viser, at antallet af mennesker i de gamle katolske kernelande Frankrig og Belgien, der angiver, at de er katolikker, er nede på hhv. 40.5 % og 39,9 %. I 2006 viste en undersøgelse, at 48 % af befolkningen i Irland gik til messe mindst en gang om ugen – et for danske forhold imponerende tal – men en generation tidligere var tallet 81 %.

Et andet tegn på at sekulariseringen har bidt sig fast er den markante tilbagegang i antallet af præster og ordensfolk i vesten: I 1950 var der 249127 katolske præster i Europa. I 2004 fra tallet faldet til 199978. I 1965 var der 185000 nonner i USA. I år 2000 var tallet faldet til 103560 og af dem var næsten 60 % mere end 70 år gamle. Faktisk var antallet af nonner i USA, der var yngre end 50 år, nede på 6000!

Men ikke nok med det. I Vatikanet og blandt de evangelikale katolikker er der en stræk bekymring over det som man opfatter som en agressiv sekularisme. At Gud ikke måtte komme med i EU traktaten og at den evangelikalsk katolske Rocco Buttiglione blev vraget som EU kommissær, fordi han fik sagt, at homoseksualitet er en synd, bliver set som en åben krig mod kristendommen og som en direkte forfølgelse af katolikker. Som den katolske skribent Vittorio Messori udtrykker det: I dag er der tre grupper af mennesker som man frit kan diskriminere i Europa: jægere, rygere og katolikker.

Den evangelikale reaktion på sekulariseringen er som sagt at insistere på at forkynde den katolske tro uden at gå på kompromis med tidsånden. Dette kombineres med en tilbagevenden til katolske fromhedsformer, så som f.eks. rosenkransbøn, sakramental tilbedelse og hyppige skriftemål, der var gået delvist i glemmebogen i tiden efter det andet Vatikankoncil. Ved at sætte en skrap skillelinje mellem det sekulære samfunds normer og ens katolske tro – og ved at praktisere troen på en måde, der tydeligt viser, at man har en anden tro end de fleste, sikrer man sig en klar identitet. I en tid, hvor alt flyder, har man et fast holdepunkt – og man kan se hvem der tænker og tror som en selv.

Den evangelikale katolicisme fik i nyere tid først rigtigt fodfæste under Paven Johannes Paul II. Den er i dag altdominerende i Vatikanet og præger også langt de fleste katolske biskopper. Blandt lægfolket i Vesten er den fortsat en minoritet set i forholdet til det samlede antal katolikker, men de evangelikale udgør en væsentlig gruppe blandt de flittige kirkegængere, og blandt dem, der søger om at blive katolske præst og/eller ordensmenneske udgør de en klar majoritet. Der kan ikke være nogen tvivl om at den evangelikale katolicisme vil præge den katolske kirke i årene frem over. Men hvordan?

Ja, allerede nu kan man se, at der er et opgør med den liberale katolicisme i gang. Et område er liturgien. F.eks. er der for nyligt blevet introduceret en ny engelske oversættelse af den katolske kirkes messebog, der tager et alvorligt opgør med den mere frie og moderne oversættelse, der havde været i brug siden koncilet. Den nye oversættelse er en så direkte oversættelse fra den latinske original som mulig. Indholdsmæssig korrekthed er sat over tilgængelighed og sproglig elegance. Således skal engelsksprogede katolikker i trosbekendelsen nu sige om Jesus, at han er cosubstantiel med Faderen.

Sproget er også en identitets markør, der skal vise, at vores verden og den hellige verden, man møder i messen, er af helt forskellig karakter. Pave Benedikts engagement for at udbrede den førkoncilære latinske messe skal forstås på samme måde. Katolikkerne skal genvinde en forståelse af messen som et helligt offer. Verden skal ikke lukkes ind i messen – messen skal hellige verden.

Generelt er sejlene sat til storm. Den evangelikale katolicisme har taget kampen op med den liberale katolicisme og man er villig til at risikere, at man i første omgang vil miste medlemmer af den katolske kirke i denne kamp. Her kan man så lade sig opmuntre af, at trossamfund som vælger en klar og kompromisløs linje i forhold til den moderne verden, måske nok i første omgang mister medlemmer, men dette tab kompenseres snart af at flere strømmer til, tiltrukket af en klar profil og en ivrig missionsindsats. Ikke at den liberale katolicisme derfor vil få samme skæbne som dronten, men den vil få det svært.

Konflikter med opinionen i den vestlige verden, med politikerne og lovgivningen, især i Europa, er også oplagte. Især mht. spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder kan det komme til heftige konflikter. Blandt de evangelikale katolikker kan man finde dem, der ikke opfatter det som usandsynligt, at de vil ende i fængsel pga. deres tro. Fremtidens katolske kirke vil kæmpe til det yderste mod sekulariseringen og for sine moralske idealer. Og man vil ikke være bange for at betale den pris, som denne kamp måtte koste.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 9 apr, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Hvorfor blogger jeg?

Grundlæggende set vil jeg beskrive mit bloggeri som et kald. Nu kan ”kald” jo forstås på mange måder, men for mig er et kald at man på en gang har lyst til noget – og at man føler sig forpligtet til at gå denne vej også i de perioder, hvor man ikke har lyst. At blogge er derfor både noget jeg gør af lyst, og noget jeg sommetider oplever som en byrde, som det er min pligt at bære.

Jeg oplever, at mit bloggerkald består i at være ”en, der råber i ørkenen” (Mark. 1,3a). Mange af mine blogindlæg handler jo om krydsfeltet kristendom og homoseksualitet – og som kristen og homoseksuel føler jeg at Gud kalder mig til at kæmpe for en inkluderende kristendomsforståelse, hvor vi homoseksuelle ikke mødes med fordømmelse og afvisning, men i stedet ses som ligeværdige medkristne med de samme sakramentale, rituelle og sjælesørgeriske behov som andre kristne.

På trods af, at det i en dansk folkekirkesammenhæng, som jeg i dag er en del af, kun er et højtråbende mindretal, der ser homoseksualitet som en synd og en art sygdom, så er det imidlertid sådanne kristne, der får lov til at dominere debatten. Det liberale flertal er i mine øjne alt for tavs. Mit bloggeri er et forsøg på at bryde denne tavshed.

Nu har jeg jo en katolsk baggrund. Jeg er født ind i den katolske kirke, og indtil jeg var 23 år, hvor jeg meldte mig ud af kirken, var jeg dybt engageret i den katolske kirkes tro og liv.

Den katolske kirkes læreembede har siden midten af 1980’erne brugt stadigt mere energi på at fordømme homoseksuelt samliv. Officielt er der kun en tilladt røst her – en røst der fordømmer. Ytrer katolikker sig åbent imod denne fordømmelse risikerer de at blive mødt med kirkelige sanktioner. På denne måde er der derfor på en gang en brølende fordømmelse – og en larmende tavshed. Især hersker der en lammende tavshed om at der findes praktiserende (i begge betydninger) homoseksuelle katolikker, herunder ganske mange præster og højere gejstlige. Især det forhold at mange, måske op mod halvdelen, af de katolske gejstlige er homoseksuelle, er et tabu uden lige i katolsk sammenhæng. Som den meget modige katolske teolog Mark Jordan har gjort opmærksom på, så er det et tabu så stærkt, at katolikker typisk ikke blot ikke tør tale om det, de tør end ikke vide, at de ved det. Kun når man på værste homofobiske maner vil sætte lighedstegn mellem homoseksualitet og pædofili kan eksistensen af homoseksuelle katolske præster nævnes, men da altid med den tilføjelse, at det naturligvis drejer sig om ganske få rådne æbler i den hellige kurv.

Denne katolske tavshed og ”se væk” kultur er måske på sin vis den katolske kirkes største problem. Det handler jo ikke bare om at man som de indiske aber ikke vil se, høre eller tale om at en stor del af præsteskabet er homoseksuelle. På samme måde lader man også som om man ikke ved, at mange af de heteroseksuelle præster ikke holder deres cølibats løfte. Og at kun de færreste katolske ægtepar afstår fra at bruge prævention, hvis de ellers har adgang til den, tales der jo også forbløffende lidt om, ligesom kun få af de katolske kvinder, der føler et kald til præsteembedet, tør stå åbent frem og fortælle herom.

Den katolske kirke har derfor virkelig brug for mennesker, der tør råbe i ørkenen. Modige profetiske røster, der tør tale de kirkelige magthavere midt imod. Som ekskatolik kan jeg kun stå udenfor, og gøre opmærksom på problemerne. Men måske Gud kalder andre til at hæve røsten indefra?

Læs mere

Skrevet af den 9 jan, 2011 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Ultrakonservativ katolsk teolog springer ud som bøsse

Den katolske teolog David Berger har udgivet en bog om sit liv som traditionalistisk katolsk teolog – og som bøsse, med titlen ”Der heilige Schein – Als schwuler Theologe in der katholischen Kirche”.

Den relativt unge teolog (årgang 1968) David Berger gjorde i det nye årtusinde en forbløffende karriere for en katolsk lægmand. I år 2003 blev han således udnævnt til korresponderende professor ved det pavelige Thomas af Aquin akademi i Rom, samme år bliver han chefredaktør for det meget konservative og indflydelsesrige katolske tidsskrift ”Theologisches” og i 2009 blev han sågar udnævnt til lektor for Troslærekongregationen. Grunden til denne bemærkelsesværdige karriere for en så relativ ung mand skal søges i, at David Berger var en ivrig tilhænger af den førkoncilære liturgi, havde nær tilknytning til diverse traditionalistiske bevægelser herunder Piusbroderskabet, at han arbejdede ivrigt for at udbrede kendskabet til den berømte middelalderteolog Thomas af Aquin, kirkelæreren over alle kirkelærere for den traditionelle katolicisme, og, sidst men ikke mindst, fordi han var en ivrig kritiker af den liberale katolske teologi, herunder især den kendte teolog Karl Rahner.

Ud over at være en traditionalistisk fremviseteolog for den katolske kirkes ydre højrefløj var og er David Berger imidlertid også en bøsse, der siden 1989 har levet sammen med en jævnaldrende mand. Ifølge David Berger var de fleste af dem, der sikrede ham en kirkelig karriere, godt klar over, at han var bøsse. Ofte havde han nemlig inviteret høje kirkelige herrer hjem til sig i den lejlighed i Køln som han delte med sin mand eller han mødtes med dem på bøssecafeer. Hans mand deltog også åbenlyst som hans ledsager i forbindelse med den ceremoni hvor han blev udnævnt til professor ved det pavelige akademi. Men på den anden side var David Berger ikke åben om sin seksualitet og officielt udgav han i kirkelige sammenhænge sin mand for at være en nær slægtning.

Da David Berger i sin egenskab som chefredaktør for Theologisches imidlertid fik gjort sig uvenner med dele af det katolske traditionalistiske miljø, og da hen selv efterhånden begyndte at blive mere liberal, var det slut med at lade som om man ikke kendte til hans privatliv. Og det hele ender med at David Berger i 2010 følte sig nødsaget til at opgive chefredaktørposten. I stedet for, som det traditionalistiske miljø havde forventet, at trække sig beskæmmet tilbage valgte han imidlertid i stedet at gå til pressen og fortælle om sin seksualitet og sine negative erfaringer med det traditionalistiske miljø, hvad udløste en større kirkelig skandale som næppe er helt afsluttet endnu.

David Bergers bog indeholder to hovedtematikker. Den ene er, at det katolske traditionalistiske miljø ikke bare handler om at man elsker og vil fremme den førkoncilære katolske liturgi og fromhed, men at dette miljø også har overlapningsflader til højreradikale miljøer, er stærkt antidemokratisk og sågar i visse tilfælde går ind for vold. David Berger gør f.eks. opmærksom på at en præst fra Piusbroderskabet, Juan Fernandez Krohn, i 1982 forsøgte at myrde pave Johannes Paul II da denne besøgte valfartsstedet Fatima i Portugal. Ligesom han henviser til, at den traditionalistisk orienterede hjemmeside http://www.kreuz.net/ ikke bare er usædvanlig modbydelig i sine angreb på homoseksuelle, men at hjemmesiden også er åbenlyst antisemitisk og at redaktørerne ikke fjerner debatindlæg hvor der opfordres til drab på navngivne personer, herunder ham selv. Indadtil – bag lukkede døre, planlægges der i traditionalitiske kredse, i henhold til David Berger, ikke bare hvordan man kan føre den katolske kirke tilbage til tiden før det andet Vatikankoncil, men man drømmer også om hvordan man kan få fjernet det forhadte demokrati, afskaffe religionsfriheden og få homoseksualitet genkriminaliseret.

Den anden hovedproblematik i David Bergers bog er, at det traditionalistiske ultrakonservative katolske miljø i særlig grad synes at tiltrække (visse typer af) homoseksuelle mænd. På det æstetiske plan fremhæver Berger, at den traditionelle katolske messe med dens højtidelige gregorianske musik, med dens herlige farverige og kostbare liturgiske klædninger og genstande, med dens røgelse i store mængder og med dens fraværd af kvinder med nogen som helst form for liturgisk funktion er som en drøm for de bøsser, der klicheen tro elsker opera, farverige kostumeringer, stærk parfume, guld og glimmer og helst er fri for at skulle se på kvinder.

Men David Berger gør også opmærksom på, at de mange konservative og ultrakonservative homoseksuelle katolske præster dækker over deres homoseksualitet ved at have fokus på at jage teologiske, liturgiske og moralske afvigelser hos andre. På den måde forsøger de at kompensere for, at de selv ikke kan leve op til deres egne moralske normer. Ved at være konservative eller ultrakonservative på det verbale og liturgiske plan, samt ikke mindst ved at skælde ud på de forfærdelige klamme homoseksuelle, kan de også aflede opmærksomheden fra deres egen homoseksualitet. Både fordi mange vil tro, at sådanne præster umuligt selv kan være homoseksuelle og fordi dem, der ved, at de er det, er villige til at se gennem fingre hermed så længe de holder det skjult og ud ad til bakker 100 % op omkring ”partilinjen”. På den måde hersker der i henhold til David Berger et helt utroligt hykleri og dobbeltspil mht. homoseksualitet indenfor den konservative katolicisme.

David Bergers bog er tydeligvis skrevet som et heftigt opgør med hans fortid i de miljøer som han nu langer ud efter, og det skal man naturligvis være sig bevidst. Men alligevel gør han opmærksom på nogle alvorlige problemstillinger. Selvom de fleste traditionalistiske katolikker f.eks. næppe er antidemokrater eller ligefrem støtter vold, så er det problematisk, at man ikke får distanceret sig fra dem, der er det hhv. gør det, ikke mindst set i lyset af at traditionalisterne under den nuværende pave får stadigt mere indflydelse i den katolske kirke.

Mht. den homoseksuelle problematik må jeg tilstå at jeg, måske påvirket af min egen fortid som konservativ katolik, på det personlige plan simpelthen ikke kan forstå hvordan man, som David Berger længe præsterede det, kan være en udfarende ultrakonservativ katolik samtidigt med at man har et samliv med en af samme køn. Og jeg synes, at det er en skam, at David Berger aldrig får forklaret hvordan han sådan moralsk og teologisk set i sin tid fik disse ting til at hænge sammen.

Til gengæld så tror jeg, at han grundlæggende set, desværre, har ret i, at der kan være en sammenhæng mellem et nærmest overdrevent behov for at iscenesætte sig selv som rettroende og for at jagte kætteri og umoralsk adfærd hos andre, og så behovet for at dække over, at man selv ikke kan eller vil leve op til de moralske forskrifter som man opstiller hos andre, og det efter devisen: Hvor hårdere jeg er i min dom over andre desto mildere dom vil jeg selv blive mødt med. Nogle af de værste og mest højtråbende modstandere af nogen som helst form for accept af homoseksuelle handler ud fra en manglende vilje eller evne til at håndtere deres egen homoseksualitet.

Læs mere