Herbeners antikristne kampagne er et misbrug af religionsvidenskaben
Lige for tiden lægger Politiken både blog- og sideplads til religionshistorikeren Jens André Herbeners personlige kampagne mod den kristne religion. F.eks. påstår han i et blogindlæg, at Kristus har været farligere end Muhammed. Begrundelsen for denne påstand er, at kristne i tidens løb har smadret utallige templer og helligdomme hhv. lukket dem og transformeret dem til kirker. Det er jo i øvrigt rigtigt nok, men det samme kan nu siges om muslimer. Muhammed forestod jo f.eks. i henhold til den muslimske historieskrivning højst personligt tilintetgørelsen af gudebillederne i Kabaen og dennes omdannelse fra et polyteistisk tempel til islams vigtigste helligdom. Det kniber altså noget med den historiske nøjagtighed i det som Herbener skriver.
Mere generelt så er problemet med Herbeners debatindlæg ikke, at han tydeligvis ikke bryder sig om kristendommen eller at han forsøger at være en omvendt Lars Hedegaard når han sammenligner kristendommen og islam. I et land, hvor man med henvisning til ytringsfriheden giver islamhadende debattører næsten frie tøjler må der naturligvis også være vide rammer for dem, der hader kristendommen.
Nej, problemet er, at Herbener smykker sig med sin religionsvidenskabelige titel og arbejdsfelt, når han kommer med sine helt personlige udfald mod kristendommen. Dermed giver han den ikke religionsvidenskabeligt trænede læser det indtryk, at hans debatindlæg bygger på en religionsvidenskabelig indfaldsvinkel til kristendommen. Sådan forholder det sig imidlertid ikke.
Religionsvidenskab handler ikke om at forsvare religioner, være det nu f.eks. kristendom, islam eller scientology. Religionsvidenskab handler heller ikke om at føre en intellektuel krig mod religioner, herunder kristendommen. Og religionsvidenskab handler slet ikke om at fremhæve en religion som bedre eller dårligere end de andre. Nej, religionsvidenskab handler om at forklare religioner i fortid og nutid vha. de religionsfaglige analysemodeller som vi finder indenfor f.eks. religionshistorien, religionsfænomenologien og religionssociologien. En professionel religionsforsker forarges og vredes ikke over de religiøse forestillinger som hun arbejder med. Hun kommer ikke med stærkt subjektive udsagn så som at mange ikke ville være medlemmer af folkekirken, hvis de kendte til de uhyrligheder som man kan finde i Bibelen og kirkens historie, sådan som Herbener skriver i sit føromtalte blogindlæg. At forklare folks religionstilhørsforhold med deres manglende indsigt i deres egen religion (ud fra den logik at folk da ikke virkelig kan tro på noget sådant hvis de vidste, hvad det handler om) er religionsfaglig uprofessionalisme så det basker. At forklare religion på den måde er simpelthen mangel på evne til at sætte sig ind i andre trosforestillinger en ens egen, og kan man ikke det kan man ikke bedrive religionsvidenskab.
Et andet væsentligt problem med Herbeners debatindlæg er, at han forfalder til essentialisme, og det er ellers no go i en senmoderne religionsfaglig sammenhæng. Han lægger f.eks. i denne artikel kraftigt op til at kristendommens kanoniske skrifter kun kan tolkes på én mulig måde, nemlig hans egen meget negativt ladede. Alt andet er i hans øjne bortforklaringer. Men at kanoniske tekster (eller andre tekster for den sags skyld) kun har én rigtig tolkning og alle andre tolkninger er forkerte, er et klart religiøst standpunkt til en tekst. Det er ikke religionsvidenskabens opgave at tage parti i de ofte heftige stridigheder, der kan være internt i en religion hhv. mellem religioner om bestemte udvalgte passager i de kanoniske skrifters rette tolkning. I stedet er det religionsvidenskabspersonens opgave at kunne skildre og forklare de forskellige tolkninger i fortid og nutid. At skildre kristendommen, islam eller nogen som helst anden religion som en ensartet størrelse over tid og rum er noget, som man bør overlade til religionsapologeterne hhv. religionshaderne. Sådant har intet med religionsvidenskab at gøre.
Herbener har som sagt lov til at udbrede sin foragt for kristendommen. Det ville dog klæde ham gevaldigt hvis han fik understreget, at hans kampagne mod kristendommen ikke er udtryk for en religionsvidenskabelig vurdering af kristendommen. Og det ville også være smukt, hvis Herbener var villig til at vedstå, at han er lige så subjektiv i sit syn på kristendommen som de teologer han i den grad foragter. Ikke at vedstå sig sin egen subjektivitet er uforenelig med den postmoderne humanistiske forskning som religionsvidenskaben hører ind under.
Er han virkelig så forfærdelig. Der kan da godt være noget sandt i, at hvis mennesker virkelig vidste,hvad der står i f. ex. bibelen, så ville de tage mere forsigtig på religion og ikke være skråsikre på sandheden i deres religion.
Det er højest tænkeligt, at man i et eller andet omfang vil forandre sit syn på sin religion, hvis man studerer den grundigere. Men religionsvidenskabeligt set kan man ikke lægge sig fast på hvori denne forandring vil bestå.
Blot lige for at få opklaret en misforståelse vedr. min status som blogger på Politiken:
Jeg er hyret som ”debattør”, der som sådan skal sætte gang i debatten om religion. Med en kombination af viden og holdninger. Det vil sige, at jeg optræder som samfundsengageret, kritisk intellektuel, der gør brug af sin viden om religion til at debattere religion.
Jeg er ikke hyret som ”forsker” eller ”ekspert”, der udelukkende skal ”analysere”. At der på Politikens hjemmeside står noget om min uddannelse og ansættelser, er et krav, så folk ved, hvem jeg er.
I øvrigt:
Efter min mening er samfundsdebatten om religion alt for vigtig til alene at overlades til religiøse eller ikke-religiøse uden faglig baggrund. Den kan i høj grad have nytte af, at intellektuelle med viden og holdninger om emnet også giver deres besyv med.
At jeg så ikke som måske 9 ud af 10 religionsdebattører næsten ensidigt kritiserer islam og forsvarer kristendom, er ikke blot overraskende, men også ubehageligt for en del kristne. Men kritik – også og ikke mindst af den herskende majoritetsreligion – er sundt.
Nu påberåber du jo så selv din faglige baggrund, og vil sætte den op mod debattører der skulle mangle denne. Din kristendomskritik er imidlertid lige så lidt religionsfagligt funderet som Lars Hedegaards islamkritik er det. Mht kristendommen som den herskende majoritetsreligion så viser dette udsagn også en manglende indsigt i den reliøse mangfoldighed. Repræsenterer en vietnamesisk katolik eller en afrikansk medlem af Jehovas Vidner den magthavende majoritet i Danmark eller i verden? Er din kristendomskritik ikke også udslag af en hvid, middelklasse mands forståelse af religion i al almindelighed og kristendommen i særdeleshed? Globalt set er den typiske troende kristne i dag en fattig sort kvinde. Er det indtænkt i din kristendomskritik?
I øvrigt hilser jeg enhver seriøs kristendomskritik velkommen, ligesom jeg hilser en sådan islamkritik velkommen. Dæmoniseing af islam modvirkes imidlertid ikke af dæmonisering af kristendom men ved at man påviser urimeligheden i dæmonisering.
Kære Karen
Du skriver jo selv om dig selv:
‘Jeg er lektor i historie og religion og underviser på VoksenuddannelsesCenter Frederiksberg.’
Dermed påberåber du dig (også) din faglige baggrund i dine skriverier? Skal jeg på den baggrund skrive et indlæg betitlet:
‘Larsens prohomoseksuelle kampagne er et misbrug af religionsvidenskaben’?
I øvrigt hilser du næppe min kritik af kristendommen velkommen – så ville du aldrig have foretaget et omfattende personangreb på mig.
Så det er nok der, at din kristne sko i virkeligheden trykker.
Men det er ikke så salonfæhigt at indrømme. Så tolerant. Så hellere dæmonisere kritikken som ‘misbrug af religionsvidenskab’ og ‘dæmonisering’.
Venligst
Jens-André
Kære Jens-André:
For det første er der forskel på den faglige autoritet som gymnasielærere tillægges i forhold til universitetslærere.
For det andet så bruger jeg ikke min faglige baggrund som en autoritetsbuster sådan som jeg oplever at du gør det.
For det trejde forsøger jeg faktisk, så godt jeg nu kan, at vise hvornår jeg taler som en fagperson og hvornår jeg gengiver et “indefra” synspunkt.
Mht. mit påstående omfattende personangreb så ville det gavne debatten hvis du i stedet for at være personligt fornærmet forholdigt til min faglige kritik.Jeg diskuterer gerne kristendomskritik, men jeg synes, at den skal holdes på et religionsfagligt ansvarligt grundlag.
Og jeg ikke bare hilser en saglig kristendomskritik velkommen, jeg praktiserer den også hvad f.eks. fremgår af dette indlæg:
http://karenmlarsen.eftertanke.dk/2012/02/12/kristendom-f%C3%B8rer-ikke-til-demokrati/
http://karenmlarsen.eftertanke.dk/2011/10/17/udrydede-kristendomsformer/
Efter en hurtig gennemgang af Herbeners hjemmeside virker det til, at han diskvalificerer ethvert teologisk eller kirkeligt tiltab hvor der er tro involveret som værende “uvidenskabeligt” – og også bare generelt diskvalificerer løs. Fair nok – man kunne dog ønske at det udgangspunkt var lidt mere udtalt (og det er vel også det, Karen efterlyser) og ikke blev gedulgt i religionsvidenskabelige gevandter. Religionskritik skal man altid byde velkommen; men ligesom Herbener kan kritisere andre for bias har han tilsyneladende rigeligt selv.