Menu
Kategorier

Skrevet af den 31 dec, 2023 under Den katolske kirke, nonner, Toksisk religion | 0 kommentarer

Kloster ar på sjælen

 

Jeg har tidligere fortalt om mine erfaringer med Sostrup (senere kaldet Maria-Hjerte) Kloster. Se f.eks. denne artikel: https://pov.international/hvad-gik-galt-pa-sostrup-kloster/ Hvad jeg ikke har skrevet så meget om, er det lille års tid som jeg tilbragte som postulant/klosterkandidat i et karmeliternonnekloster i Østrig. Jeg indtrådte i dette kloster kort tid efter min 20-års fødselsdag – dvs. i september 1989. Dermed er det selvsagt en del af mit liv der ligger langt tilbage i mit efterhånden halvlange liv – men arene fra mine erfaringer i og med dette kloster er der stadigvæk.

Lad det dog være sagt med det samme: Hvad jeg oplevede i karmeliternonneklostret kan ikke sammenlignes med hvad f.eks. Helene Häglund oplevede i Sostrup[1]. Hvad jeg vil fortælle om, er ikke fysiske overgreb og heller ikke grov psykisk vold. Men jeg vil dog mene, at det jeg oplevede måske kan betegnes som en form for spirituelt svigt og en hårdhed som jeg slog mig på.

Året før jeg indtrådte i karmeliternonneklostret havde jeg besøgt det i en måneds tid, umiddelbart efter at jeg havde taget min studentereksamen. Jeg havde fået lov til at bo inden i klausuren (det aflukkede del af klosteret) og jeg havde deltaget i nonnernes liv. Jeg havde bedt om at blive optaget umiddelbart herefter, men jeg fik besked på at jeg var lidt for ung, så jeg skulle vente et års tid. Det gjorde jeg så, men da jeg ankom og skulle starte min klosterkandidatperiode (den første del af klosteruddannelsen), var tingene ikke helt som før.

Da der ikke var nogle andre under uddannelse da jeg ankom, skulle jeg modtage min undervisning alene sammen med min novicemesterinde hhv. hendes assistent. Men jeg ved nu ikke rigtigt, om jeg vil kalde det for undervisning, for det hun gjorde var, at sidde og læse noget højt fra et hæfte, og jeg skulle så sidde stille og lytte i en halv til en hel time. Jeg måtte ikke tage noter eller lave noget med mine hænder. Det var selvsagt en noget anstrengt måde at skulle modtage undervisning på, og det blev ikke bedre af, at det jeg blev undervist i (nogle af 2. Vatikankoncils tekster, karmeliternes historie og lidt bibelvidenskab) var et stof som jeg sagtens kunne have læst op selv. Mht. det sidstnævnte havde jeg allerede vha. selvstudier erhvervet en viden som i mine øjne overflødiggjorde den undervisning jeg modtog i dette emne. Men det var selvsagt ikke så god en ide at jeg gjorde opmærksom på nogle fejl i det som jeg fik formidlet… Hvad jeg intet lærte om var kontemplativ bøn (selvom karmeliterne er en kontemplativ orden hvor man skal bede i stilhed to timer om dagen udover de obligatoriske tidebønner samt messen). Og jeg lærte heller ikke noget om do and do nots i klosterhverdagen – og det fik nok alvorlige konsekvenser for mig.

Karmeliternonneordenen er et ordenssamfund hvor nonnerne skal leve indenfor klausuren – dvs. bag klosterets mure. Kontakten til omverdenen er stærkt begrænset og man må som udgangspunkt ikke tale med hinanden – ud over to timer om dagen der er afsat til den såkaldte rekreation. Da jeg havde besøgt klosteret, havde jeg deltaget i denne sammen med nonnerne – men som klosterkandidat måtte jeg kun gøre det på søn- og helligdage. De andre dage skulle jeg tilbringe den alene sammen med min novicemesterinde – eller hendes assistent. Det var først da der efter nogle måneder dukkede en ung tjekkisk kvinde op, der havde udnyttet murens fald til at forsøge at komme i et rigtigt kloster, at vi var mere end bare to til dagligt. Igen var det en noget anstrengt konstruktion, og sikkert surt for min novicemesterinde der, kan jeg se i tilbageblikket, ikke brød sig om mig. Så på sin vis kan jeg godt forstå, at hun trak tiden før hun dukkede op i novicitatet, hvor jeg pænt sad og ventede på hende, mere og mere ud. Efter ca. et halvårs tid blev min novicemesterinde valgt som ny priorinde for klosteret – og den nye novicemesterinde som jeg fik, syntes bedre at kunne håndtere situationen – hun var jo så heller ikke mere helt alene med mig.

I samme periode sker det, at en af de ældre nonner under en fælles rekreation (hvor priorinden af en eller anden grund ikke var der) blev meget vred på mig og skældte mig hæder og ære fuld. Anledningen var i og for sig harmløs – jeg havde sagt noget om hvordan en lægmand til søndagens messe havde læst en af læsningerne med en tydelig østrigsk dialekt. Men jeg tror, at hun generelt bare ikke kunne lide mig. Jeg snakkede måske for meget og for højt under de fælles rekreationer, måske syntes hun at jeg lavede for mange jokes eller at jeg ikke var respektfuld nok. Jeg ved det ikke. Men hvad der skete var, at jeg meget kort tid herefter blev indkaldt til samtale hos priorinden, hvor jeg igen fik et møgfald kombineret med beskeden om at de ville ”sende mig hjem” hvis der var mere med mig. Jeg var sønderknust – og vidste ikke hvordan jeg skulle komme videre. Jeg forstod, at jeg i en fart skulle lave mig selv om, men vidste ikke hvordan.

I forvejen havde jeg mange mørke tanker, præget af usikkerhed på om jeg nu virkeligt havde et sandt kald til livet i klosteret. Jeg havde forsigtigt en gang nævnt det til min første novicemesterinde – men hendes besked var, at hvis jeg var i tvivl så var jeg nok et forkert sted. Denne problematik turde jeg derfor ikke uddybe med hende. Og sådan var det generelt. Ud over en samtale med min første priorinde omkring min optagelse som klosterkandidat var der ingen, der holdt åndelige vejledningssamtaler med mig. Jeg spurgte en enkelt gang min nye novicemesterinde om et råd, hvad hun også gav mig, men det var så også det.

Det korte af det lange er, at min nye priorinde dagen efter afstemningen om hvorvidt jeg kunne optages i noviciatet (ja, de lod mig gå og vente en hel dag på svaret) kom ind i min klostercelle og fortalte mig, at det ville de ikke, og at jeg havde ca. en dag til at rejse hjem. Jeg var dybt fortvivlet, for det var hele min unge verden der styrtede i grus for mine øjne. Jeg spurgte hvorfor de havde truffet den beslutning. Jeg blev mødt med et kort ”du er for umoden” og et ”du går jo også rundt og ser trist ud”. Da jeg forsigtigt forsøgte at få en uddybning, blev jeg mødt med et ”du har vist ikke lyst til at høre mere”, som hun fremførte med et meget strengt ansigt. Jeg magtede så ikke mere, og da min nye priorinde så det, lysnede hun op. Jeg fik penge til en togbillet og fri kørsel til banegården, så jeg kunne købe en billet. Jeg kunne så lige nå tilbage til klostret for at pakke og tilbringe en søvnløs nat før jeg, beriget med lidt flere penge og noget ekstra tøj plus nogle bøger, begav mig hjem til Danmark.

Når jeg tænker tilbage på mit ”klostereventyr” i Østrig, så oplever jeg en kompleks følelse af ”py ha, det var godt at jeg kom væk”, af skam og af den type af vrede som kommer af at være blevet såret. I dag er jeg selvsagt meget glad for at jeg blev sendt hjem, livet som nonne, i særdeleshed som karmeliternonne, var i den grad en blindgyde. Og jeg ved ikke, om jeg selv havde haft overskuddet til at indse det. Det ville i hvert fald havde taget mig nogle flere år, år som jeg hermed havde tabt. Men skammen har også fulgt mig lige siden. Barnet der var blevet mobbet for at være ”sær” og ”forkert”, men som havde fundet trøst i sin katolske tro, blev som ung voksen endnu engang bekræftet i at hun jo nok måtte være ”sær” og ”forkert”. De nye mobbere udgjordes af repræsentanter for den tro hun havde opbygget hele sit liv omkring.  Skammen blev bestyrket af at jeg dengang ikke havde hørt om andre, der var blevet ”dumpet” som klosterkandidat. (Senere hen har jeg fundet af at det sker, men det er dog meget mere almindeligt at folk går selv).

Jeg synes, at nonnernes behandling af mig var problematisk. Hvis de syntes at jeg var for umoden, havde de jo kunne sige det til mig da jeg besøgte dem året forud for at jeg blev optaget. Jeg har sikkert overset det ene eller andet hint i løbet af min tid i klosteret, men jeg synes nu alligevel, at de godt kunne have hjulpet mig med konkrete råd og retningslinjer til hvordan de ønskede at jeg skulle opføre mig, så jeg havde haft en fair chance for om muligt at rette ind. Og nu når de så, at jeg gik og så trist ud, hvorfor blev jeg så ikke tilbudt råd og omsorg? Som 20-årig er man voksen, men dog en meget ung voksen. De kunne have knust mig, og jeg var i dagene efter min ”hjemsendelse” da også reelt selvmordstruet.

I et års tid havde jeg en brevveksling med klosteret – men så holdt de uden forvarsel op med at besvare mine breve. Igen gjorde det ondt, men da var jeg dog på god på vej til at opbygge mig en ny fremtid. For de knækkede mig ikke, ar er ikke det samme som permanente brud. Jeg lærte meget om mig selv i mit lille år i klosteret. Og sjovt nok vil jeg sige, at bruddet med det modnede mig en hel del.

 

[1] Jeg kan varmt anbefale hendes bog ”Nonne tur/retur”.

Læs mere

Skrevet af den 8 jul, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Dogmet om pavens ufejlbarlighed, Klosterskandale, Mirakler, neoskolastikken, nonner, Sexovergreb i den katolske kirke | 0 kommentarer

Nonnerne fra Sant’ Ambrogio – en teologisk sprængfarlig klosterskandale

 

Den tyske kirkehistoriker Hubert Wolf lægger i sin bog ”Die Nonnen von Sant’ Ambrogio” ud med at fortælle om hvordan ærkebiskop Gustav Adolf von Hohenlohe-Schillingsfürst den 25. juni 1859 befrier sin kusine fyrstinde Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen fra franciskanerinde klosteret Sant’ Ambrogio i Rom. Hans højadelige slægtning havde indtrængende bedt ærkebiskoppen om at befri hende fra klosteret hvor hun var sikker på, at man stræbte hende efter livet. Først ved Gustav Adolf von Hohenlohe-Schillingsfürst ikke rigtigt hvad han skal mene om det hele. Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen var på dette tidspunkt 42 år gammel, stærk overvægtig og havde et ustabil helbred. Hun var allerede enke for 2. gang og havde i øvrigt et mislykket forsøg på at blive nonne bag sig. Men alligevel vælger ærkebiskoppen at tro på hende og får hende anbragt på et slot udenfor Rom hvor han også får bragt hende i kontakt med en abbed fra et nærliggende benediktiner kloster som hun hurtigt vælger som sin nye skriftefader, da hendes gamle stod i nær forbindelse med Sant’ Ambrogio klosteret. Og denne abbed får fyrstinden til at kontakte inkvisitionen, for noget synes at være helt galt i førnævnte kloster. Som den lydige katolik hun er gør hun så det – og på denne måde kommer en sag i gang der, selvom den blev forsøgt holdt hemmelig af den katolske kirke, har teologiske implikationer helt op til i dag. Det var først i forbindelse med at Pave Johannes Paul II åbnede inkvisitionens arkiver at sagen kunne få dagens lys.

Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen var i starten glad for klosteret Sant’ Ambrogio, som var blevet hende anbefalet af hendes skriftefædre og åndelige vejledere, der indbefattede kuriekardinalen grev Karl August von Reisach, en af pave Pius IX’s nære fortrolige. Nonnerne i Sant’ Ambrogio fulgte den såkaldte tredje franciskanske regel, der egentlig er for lægfolk, men her i en streng fortolkning der indbefattede en streng klausur (dvs. forbud mod at forlade klosteret og lade uvedkommende, især af hankøn, betræde klosteret). Nonnerne havde virket fromme om end simple på den dannede men af livets modgang mærkede fyrstinde – og så havde hun været fascineret af den unge, smukke og stærkt karismatiske sr. Maria Luisa, der havde en række ledende poster i klosteret, blandt andet den som novicemesterinde. Men efterhånden begynder Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen at blive betænkelig. Efter at hun nemlig er blevet optaget i noviciatet fortæller nonnerne hende, at klosterets grundlægger den på daværende tidspunkt afdøde abbedisse Maria Agnese Firrao, var blevet dømt af inkvisitionen for at have udgivet sig selv for at være en helgen og var blevet frataget sit embede og tvangsforsat til et andet kloster samt forbudt kontakt med nonnerne i Sant’ Ambrogio. Men nonnerne var sikre på at hun var en af den katolske kirkes største helgender og de havde en omfattende kult omkring hendes person som blev aktivt understøttet af klosterets to skriftefædre, Giuseppe Leziroli og Giuseppe Peters, der begge var fra den magtfulde jesuitter orden, der dengang havde et ry og en funktion der bedst kan sammenlignes med det hhv. den Opus Dei har i dag.

Men ikke nok med det. Den unge Maria Luisa påstod, at hun nærmest dagligt havde visioner af den afdøde grundlæggerinde, diverse helgender samt jomfru Maria og Jesus. Nonnerne og deres skriftefædre var ligeledes overbevist om at hun var en helgen – og selvom klosteret havde en abbedisse så var det reelt set Maria Luisa, der bestemte i klosteret. Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen begynder at blive opmærksom på at selvom Maria Luisa gælder for at være en helgen, så har hun et meget afslappet forhold til at skulle deltage i den fælles bøn, holde fastereglerne etc. Helt galt går det da Maria Luisa viser fyrstinden et brev hun har modtaget fra en tysk mand, som hun en bruger en del tid på da han efter sigende er besat af dæmoner, som hun forsøger, at drive ud af ham. Brevet er skrevet på tysk som Maria Luisa ikke forstår og som hun derfor beder fyrstinden om at oversætte for hende.  Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen bliver imidlertid rystet da hun læser dette brev, da det indeholder kraftige erotiske hentydninger både om Maria Luisa og fyrstinden selv. Hun kritiserer Maria Luisa for at have en upassende omgang med denne mand. Men det skulle hun ikke have gjort, for Maria Luisa er ikke vandt til kritik og bliver rasende! Da Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen fortæller om brevet til skriftefaderen Giuseppe Peters afviser han enhver mistanke – der må være tale om at Satan selv havde forklædt sig som Maria Luisa for at skabe forvirring! En påstand som Maria Luisa selv også kommer med når fyrstinden igen forsøger at tale med hende om sagen. Kort tid efter oplever fyrstinden, at hun bliver voldsomt syg af mad og drikke som gives specielt til hende – og hun bliver hurtigt sikker på at det er Maria Luisa der vil forgifte hende – og det er i sidste ende det, der udløser hendes flugt.

Pave Pius IX er alt andet end glad for at starte en sag mod Sant’ Ambrogio klosteret og inkvisitionen, der i øvrigt på dette tidspunkt for længst er ophørt med at bruge tortur og lignende grumme metoder, går meget forsigtigt frem og forhører sig i først omgang hos en nonne, der var blevet fjernet fra klosteret på abbedissens ordre og tvangsanbragt i et andet. Hun kan fortælle, at man i Sant’ Ambrogio klosteret ganske rigtigt dyrker både den afdøde abbedisse og den nuværende novicemesterinde som en helgen. Men ikke nok med det, efter nogen tøven fortæller hun også, at hun over en længere periode havde delt værelse med Maria Luisa og at hun i denne forbindelse med henvisning til diverse åbenbaringer havde tvunget sig til sex med hende.

Nu begynder sagen at folde sig ud. De efterfølgende forhør af nonnerne i Sant’ Ambrogio afdækkede at alle fyrstindens anklager var sande – men sagen var endnu mere alvorlig. Vha. sine påstående åbenbaringer og mirakler, der bl.a. indbefattede breve som Jomfru Maria skulle have skrevet i himlen og som på mystisk vis dukkede op i klosteret og himmelske ringe af guld og ædelsten som på lignende vis materialiserede sig på Maria Luisas fingre, havde hun manipuleret sine omgivelser i uhørt grad. Hun havde presset indtil flere nonner til at deltage i forsøg på at forgifte fyrstinden og hun havde fået dræbt andre kritiske nonner. Hun havde misbrugt alle de unge novicer seksuelt som led i et særligt ”optagelses-ritual” og hun havde i øvrigt tilbragt mange nætter alene sammen med skriftefaderen Giuseppe Peters, som ofte opholdt sig indenfor klosterets mure, selvom det var forbudt. Hun havde også tvunget novicerne til at skrifte for hende – og skriftefaderen Giuseppe Peters havde løbende holdt hende underrettet om hvad nonnerne skriftede til ham. Klosterets mandlige kontaktperson til omverdenen advokaten Luigi Franceshetti kunne fortælle, at han på bestilling af Maria Luisa, som bl.a. havde kontrollen over klosterets finanser, havde købt de ”himmelske ringe” og at han havde anskaffet bl.a. opium og andre gifte, som hun havde brugt i forsøget på at dræbe fyrstinden. Og en af de unge nonner kunne fortælle, at det var hende, der havde skrevet de ”himmelske breve”.

Inkvisitionen vælger derfor at rejse anklage mod Maria Luisa, abbedissen og de to skriftefædre. Maria Luisa indrømmer rimeligt hurtigt at alle hendes påståede åbenbaringer var det pure opspind selvom hun kommer med forskellige forklaringer på hvorfor hun havde løjet. Hun er noget mindre villig til at indrømme at hun havde haft sex med novicerne og at hun havde forsøgt at myrde fyrstinden, men til sidst giver hun efter. Og hendes tilståelser bringer endnu mere frem i lyset. Hun var nemlig selv som purung novice på bare 14 år blevet seksuelt misbrugt af den daværende abbedisse og det viste sig, at det var et system der gik helt tilbage til grundlæggerinden, der havde påstået, at sex med de nye nonner skulle rense dem fra deres hidtidige seksuelle synder og formidle dem særlige nådegaver. Og Maria Luisa havde via sine ”himmelbreve” også fået skriftefaderen Giuseppe Peters til adskillige gange at give hende en særlig ”jesuitisk velsignelse” som der var tradition for at klosterets abbedisser modtog. Denne velsignelse bestod i kys diverse steder på kroppen inklusive dybe tungekys. (Det skal i øvrigt bemærkes, at den katolske kirke på dette tidspunkt insisterer på, at tungekys selv indenfor ægteskabets rammer var en dødssynd da det var en handling der fremmer den seksuelle lyst). Han havde også aflagt skriftemål for hende og her bekendt, at han havde haft en længevarende affære med en kvinde som han havde været skriftefader og åndelig vejleder for.

Efter nogen bearbejdning indrømmer abbedissen og den ældste af de to skriftefædre Giuseppe Leziroli, at de havde svigtet i forhold til at lede klosteret og de ikke burde have anset Maria Luisa og Maria Agnese Firrao for at være helgender. Her kunne man måske have troet af sagen ville ende – en grim og trist historie om sexovergreb og mord hhv. mordforsøg i et nonnekloster i 1800-tallets Italien. Men den største bombe i denne historie lader Hubert Wolf springe når han i forbindelse med hans gengivelse af forhørene af jesuitten Giuseppe Peter afslører dennes sande identitet. Giuseppe Peter var nemlig blot et dæknavn – hans rigtige navn var Joseph Kleutgen. Og Joseph Kleutgen var alt andet end en ligegyldig skriftefader for et ret ukendt italiensk nonnekloster. Han var i stedet en ledende konservativ teolog, en bannerfører for den såkaldte neoskolastik, der afviste enhver tilpasning af den katolske tro til de moderne ideer som begyndte at dukke op i 1800-tallet. Han arbejdede både som sekretær for jesuitternes ordensgeneral og for inkvisitionen, hvor han var en ivrig bogcensor og en kendt ”kætterjæger” der kæmpede for at få forbudt ethvert teologisk værk, der forsøgte sig med selv de mest forsigtige forsøg på at åbne den katolske kirke for en dialog med det moderne samfund. Og han havde mægtige venner i Vatikanet.

Joseph Kleutgen viser sig at være en hård nød at knække for inkvisitionen, da han er eminent dygtig til at formulere sig og er glat som en ål. Men til sidst får man ham op i et hjørne da materialet mod ham er for stærkt. Og selv hans gode kontakter hindrer ikke, at Paven til sidst afsiger dom over ham og de andre anklagede fra Sant’ Ambrogio. Klosteret bliver opløst, Maria Luisa dømmes til 20 år i en streng husarrest i et nonnekloster og Joseph Kleutgen fratages retten til at høre skriftemål og være åndelig vejleder ligesom han idømmes to år i husarrest i et af jesuitternes ordenshuse. Hele sagen var i øvrigt forløbet i dybeste hemmelighed og også domsafsigelsen holdes hemmelig for alle andre end de direkte involverede.

Men hvor Maria Luisa bliver sindssyg under sin klosterarrest, kommer på en galeanstalt for siden øjensynligt at gå til grunde på Roms gader, så tages Joseph Kleutgen hurtigt til nåde igen. Pave Pius IX har nemlig brug for hans teologiske kompetencer i kampen mod moderniteten og rationalismen. Joseph Kleutgens indflydelse øges i tiden efter inkvisitionsprocessen hvor han jo altså ellers havde fået en dom og i øvrigt havde måttet afsværge sin fejlagtige tro på Maria Luisas og Maria Agnese Firraos hellighed. Det er Joseph Kleutgen der udvikler ideen om kirkens almindelige læreembede, dvs. påstanden om at katolikker er forpligtet til at tro på hvad den katolske kirke lærer også i de tilfælde, hvor kirken ikke har defineret de pågældende trosindhold som et dogme eller på anden måde højtideligt erklæret det som en trossandhed. Og Joseph Kleutgen havde en afgørende indflydelse på formuleringen af dogmet om pavens ufejlbarlighed som blev forkyndt i forbindelse med 1. Vatikankoncil. Hvor Joseph Kleutgen, der havde troet på breve fra himlen og at sådanne kunne afkræve at man som skriftefader tungekysser med en nonne og som havde nægtet at lytte til nonner, der i skriftestolen fortalte om sexovergreb og mordforsøg i Sant’ Ambrogio, kom til at få en afgørende indflydelse på den katolske kirkes kamp mod den moderne verden, så fik Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen også lov til at påvirke kirkehistorien. Efter mareridtet i Sant’ Ambrogio takker hun nemlig sin nye benediktinske skriftefader ved at grundlægge og finansiere benediktiner klosteret Beuron i Tyskland. Sjovt nok fortæller Hubert Wolf det ikke, men dette kloster kom til at spille en afgørende rolle for arbejdet med at reformere den katolske kirkes liturgi, et arbejde der kulminerede med det andet Vatikankoncils liturgireform, der var det første skridt i den katolske kirkes åbning mod verden af i dag.

 

 

Læs mere