Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 okt, 2019 under Feminisme, Lgbt | 5 kommentarer

Radikale transaktivister nægter lesbiske adgang til Kvindehuset

 

Lørdag den 5. oktober 2019 ville en gruppe ældre lesbiske kvinder fra Facebook gruppen ”Lesbiske Feminister” holde et møde i Kvindehuset i København. De havde fået lov til at bruge huset og troppede derfor forventningsfuldt op. Men det blev ikke til noget med det møde i Kvindehuset. Indgangen til Kvindehuset var nemlig aflåst med en forsvarlig kæde og bag et gitter stod en gruppe af queere/transaktivister, som nægtede dem adgang med henvisning til at de var en transfobisk gruppe. Aktivisterne var ikke modtagelige for nogen form for argumenter – selv når en af de ældre kvinder gjorde dem opmærksom på at hun havde været med til at grundlægge Kvindehuset holdt de fast i deres blokade. Lesbiske Feminister, en gruppe af lesbiske der forstår deres seksualitet som at de er biologiske kvinder der er til andre biologiske kvinder, blev altså nægtet adgang til Kvindehuset af en gruppe meget unge mennesker, der tydeligvis ikke kan rumme lesbisk seksualitet og identitet i dens klassiske version. Man kan læse om de berørte lesbiskes oplevelse af konfrontationen her.

De radikale transaktivister har også skrevet om deres motiver for aktionen på netstedet Konfront. Teksten er ikke ligefrem letlæselig, men budskabet synes at være, at Lesbiske feminister er bioessentialister og homofobiske. Så kære læser, hvis du ikke synes, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, så er du en bioessentialist – og hvis du forstår begrebet ”lesbisk” som at der er tale om en biologisk kvinde, der kun er til andre biologiske kvinder, ja så er du homofobisk.

Dette forsøg fra en gruppe radikale transaktivister skal ses i sammenhæng med en igangværende strid mellem intersektionelle feminister/ queer feminister og radikalfeminister hhv. en strid i LGBT-miljøerne om hvordan man forstår køn og seksualitet. Kampen handler om emner så som ”skal en transkvinde, som ikke er blevet kønsskifte opereret, og som har brugt sin penis til at voldtage kvinder med, anbringes i en kvindeafdeling i fængslet”? Hvad tæller højst, retten til at få sin kønsidentitet anerkendt eller biologiske kvinders ret til ikke at skulle være spærret inde sammen med en person, der har brugt sin penis til at voldtage med? Men den drejer sig i høj grad også om hvorvidt man som lesbisk har lov til at afvise sex med ”kvinder der er født med en penis” hhv. om man har lov til at give udtryk for at man kategorisk afviser sådanne seksuelle relationer. Her på det allersidste kan man dog også se, at selv ældre bøsseaktivister har måttet opleve, at unge queer-aktivister og intersektionelle feminister har taget kontrollen med LGBT-Danmarks Landsledelse fra dem. Og i hvert fald en midaldrende transaktivist, der i Weekendavisen fik givet udtryk for at han ikke helt er med på det der med de nonbinære identiteter, er blevet frataget alle tillidsposter i samme forening.

Lørdagens aktion må imidlertid udløse nogle konkrete spørgsmål til Kvindehuset:

Har man som lesbisk lov til at definere sin seksualitet som at man er en biologisk kvinde der kun er til andre biologiske kvinder? NB. Denne ret til selvdefinition handler ikke om at man nægter andre ret til at definere ”lesbisk” på en anden måde, men i stedet udelukkende om hvordan nogle lesbiske faktisk oplever deres seksuelle orientering. Har lesbiske som definerer sig på førnævnte måde ret til at komme i Kvindehuset? Har lesbiske som definerer sig på førnævnte måde ret til at danne separatistiske grupper med ligesindede og må disse grupper mødes i Kvindehuset?

Og i og med at Kvindehuset modtager økonomiske støtte fra Københavns Kommune må man også spørge politikerne i Borgerrepræsentationen om hvorvidt Kvindehuset fortsat kan modtage denne støtte hvis det skulle vise sig at Kvindehuset udelukker en gruppe lesbiske pga. deres seksuelle orientering.

Læs mere

Skrevet af den 10 aug, 2019 under Lgbt | 6 kommentarer

Lyt til os der var kønsunormale som børn!

 

Fortalerne for et juridisk kønsskifte for børn, og det vel og mærke uden nedre aldersgrænse, forsøger ihærdigt at afvise enhver kritik af dette forslag med parolen: ”Lyt til de transkønnede børn!” Et alternativ til dette argument, der dog tydeligvis er beslægtet med det første, er udsagnet: ”Kender du et transkønnet barn?” Det ligger implicit i disse argumenter, at dem der er afvisende overfor at lade børn definere deres eget juridiske køn, ikke ved noget om hvordan det er at være et kønsrolleafvigende (eller kønsunormalt om man vil) barn. Dette er imidlertid en stor fejltagelse. Vi er slet ikke så få, der var kønsrolleafvigende som børn, men som i dag ikke definerer os selv som transkønnede. Og det er i høj grad denne helt personlige erfaring med at være et ”kønsunormalt” barn, der gør, at vi er stærkt kritiske mht. ideen om at børn har en fastlagt ”kønsidentitet” hhv. at man kan afgøre, om et barn er transkønnet.

Kønsrolleafvigende adfærd hos børn kan vise sig på mange måder. De kan afvise at gå i det tøj der forventes af dem pga. deres biologiske køn og fortrække det modsatte køns tøj. De kan lege med det legetøj som samfundet knytter til det modsatte køn. De kan foretrække at lege med det modsatte køn frem for deres eget. De kan i forskellig grad identificere sig som det modsatte køn og de kan i forskelligt omfang have problemer med de kønnede træk ved deres krop. Har man været kønsrolleafvigende som barn er det ret sandsynligt, at man også vil være det som voksen. Men flertallet af dem, der var kønsrolleafvigende som børn, har indtil nu valgt ikke at se sig selv som transkønnede som voksne, da de med tiden har lært at acceptere deres biologiske køn uden derfor nødvendigvis at acceptere de kønsroller, der er knyttet til denne krop.

Faktisk forholder det sig sådan, at en del transkønnede ikke var synligt kønsrolleafvigende som børn, og først som teenagere eller voksne nåede frem til at de faktisk er transkønnede. Samtidigt hermed er der altså også mange af dem, der som børn var synligt kønsrolleafvigende, der som voksne ikke ser sig selv som transkønnede. Koblingen af kønsrolleafvigende adfærd hos børn med transkønnethed er dermed dobbelt problematisk da den er en forenkling og fordrejning af nogle mere komplekse forhold.

Denne forenkling og fordrejning har bl.a. sine rødder i at LGBT+ aktivismen forsøger at skabe nogle vandtætte skodder mellem det at være transkønnet og det at være homoseksuel. At være transkønnet handler efter sigende udelukkende om den såkaldte kønsidentitet, og efterhånden har man indtryk af, at antagelsen er, at ”ægte” kønsrolleafvigere er transkønnede, være det nu i form af at de er transkvinder, transmænd eller nonbinære. At være homoseksuel derimod anses som noget, der udelukkende handler om ens seksuelle orientering. Sådan er det selvsagt også for nogen, men det er slet ikke så ualmindeligt, at homoseksuelle allerede som børn var kønsrolleafvigende og forbliver med at være det også som voksne. Historisk og kulturelt set har homoseksualitet og det at være ”kønsunormal” da også være set som to sider af samme sag. Det er en fordom, at antage, at alle homoseksuelle er kønsrolleafvigere, men det er også en fornægtelse af virkeligheden og en bemærkelsesværdig anti-mangfoldig forståelse af den homoseksuelle subkultur, at lukke øjnene for, at vi faktisk findes.

Det er derfor dybt beskæmmende at kunne iagttage, at foreninger så som LGBT Danmark og Copenhagen Pride, foreninger der påstår, at de repræsenterer homoseksuelle, ikke vil lytte til de homoseksuelle der udtrykker dyb bekymring for at børn og unge, hvis kønsrolleafvigende adfærd ligner deres egen da de var børn, udråbes til at være transbørn som skal have juridisk kønsskifte, som så igen typisk skal suppleres med hormonbehandlinger og operationer, så først deres juridiske status og dernæst deres kroppe kan passe bedre til deres ”kønsidentitet”. De kønsrolleafgivende børn og unge skal ledes over i transidentiteten mens alternative måder, at forstå sin kønsrolleafvigende adfærd og behov på, forties. Samtidigt hermed betegnes alle, der ikke vil kalde sig selv for transkønnede som ”cis-kønnede”, altså ”kønsnormale”, hvormed det igen bliver tydeligt, at man de facto benægter eksistensen af kønsrolleafvigende homoseksuelle. Men vi har ikke tænkt os at lade den bevægelse, der fejlagtigt hævder, at den repræsenterer os, tie vores livserfaring og livsrealitet ihjel!

 

Læs mere

Skrevet af den 1 aug, 2019 under Lgbt | 0 kommentarer

Det juridiske kønsskifte for børn vil underminere forældremyndigheden

 

En overset problemstilling der er forbundet med at indføre et juridisk kønsskifte for børn – sådan som et flertal i Folketinget ifølge flere medier ønsker det – er at ideen ser ud til at tage udgangspunkt i en art idealsituation, hvor et barn ser sig som værende af det modsatte køn og begge dets forældre aktivt støtter op omkring at barnet skal have et dertil passende cpr.nr. med alt hvad dette medfører.

Men lad os forestille os en situation, hvor et 12-årigt barn efter indgående interaktion med transkønnede på sociale medier fortæller sine forældre, at det er transkønnet, og ønsker et juridisk kønsskifte. Dets forældre tror af religiøse, kulturelle eller ideologiske grunde imidlertid ikke på ideen om at et barn kan være født i en forkert krop og nægter derfor at lade barnet skifte juridisk køn. Hvad skal der så ske? Vil transaktivister f.eks. kunne melde forældrene til de sociale myndigheder med henvisning til at de skader barnets trivsel og velfærd? Skal de sociale myndigheder kunne gennemtrumfe et barns juridiske kønsskifte mod forældrenes ønsker?

Et andet scenarie kunne være følgende: En fraskilt mor har sin 6-årige søn det meste af tiden – barnet er efter hendes udsagn stærkt kønsrolleoverskridende og giver udtryk for at det er en pige. Barnets mor ønsker derfor at barnet skal skifte juridisk køn. Barnets far, der har det hver 2. weekend, er imidlertid overbevist om at barnet ikke er transkønnet, da det efter hans mening ikke optræder kønsrolleafvigende hjemme hos ham og i øvrigt i samtaler med ham ikke giver udtryk for at være en pige. Barnets far nægter derfor at sige god for at det kan skifte juridisk køn. Hvad skal der så ske?

Et tredje scenario er som følger: Et 7-årigt barn har fået tildelt juridisk kønsskifte. To år herefter bliver dets forældre skilt og barnet kommer til hovedsageligt at bo hos sin far. Barnet og dets far bliver enige om at det juridiske kønsskifte var en fejltagelse og ønsker, at omgøre kønsskiftet. Barnets mor mener imidlertid, at barnets identitetsskifte er et produkt af, at dets far er begyndt at komme i pinsekirken og påvirker det stærkt religiøst. Barnets mor mener derfor, at dets far har manipuleret det væk fra dets sande identitet og nægter derfor, at sige god for at barnet skal få lov til at omgøre sit juridiske kønsskifte. Hvad skal der så ske?

LGBT-Danmark og Foreningen for støtte til transkønnede børn prøver at sælge forslaget om juridisk kønsskifte for børn (og det uden nedre aldersgrænse) som et tiltag der skal gøre livet nemmere for ”transkønnede” børn og deres forældre. Men dette forslag vil med ret stor sandsynlighed kunne udløse stridigheder mellem sårbare kønsrolleafvigende børn og de forældre, der ikke køber ideen om at børn kan være født i en forkert krop samt mellem forældre, der måske i forvejen kæmper om barnet. Forældre vil kunne komme til at opleve, at de udsættes for et socialt pres for at gå med til et juridisk kønsskifte de oplever som forkert og skadeligt for barnet, og de vil i værste fald måske kunne opleve, at de sociale myndigheder fratager dem retten til at afgøre hvad der er bedst for deres barn eller ligefrem fratager dem forældremyndigheden. Er det virkeligt det som Socialdemokratiet og Venstre ønsker?

Læs mere

Skrevet af den 30 jul, 2019 under Lgbt | 0 kommentarer

Juridisk kønsskifte for børn?

 

Der er nu flertal i Folketinget for at give børn adgang til juridisk kønsskifte. Hermed ser det umiddelbart ud til at LGBT Danmark og andre transaktivistiske organisationer såsom ”Foreningen for støtte til transkønnede børn” står overfor en sejr på en vigtig kampplads. I den vestlige verden ser vi nemlig, at kampen om børnene spiller en voksende rolle for transaktivismen. Offentligheden skal vindes for tanken om at kønsrolleafvigende adfærd hos børn og unge er et bevis på at de er transkønnede, og at den eneste beskyttelse mod at disse børn kommer til at leve et liv i ulidelige mentale smerter, der typisk vil ende i selvmord, er at disse så hurtigt som muligt for lejlighed til at skifte socialt og kropsligt køn. At op mod 80 procent af dem, der som børn identificererede sig med det modsatte køn som voksne ender med at acceptere deres biologiske køn, skal offentligheden helst ikke få at vide, for hvorfor dog ændre på børns juridiske køn hvis de typisk vil lære at leve med det køn som fremgår af deres oprindelige cpr-nummer?  Offentligheden skulle nødigt få at vide, at identiteten som transkønnet kun er en af flere måder hvorpå man kan forholde sig til at man ikke bryder sig om de kønsroller man mødes med pga. ens biologiske køn og at man derfor måske har problemer med sin kønnede krop. Og mht. selvmord, så har vi faktisk ikke meget data, men det ser ikke ud til, at børn med kønsidentitetsproblematikker har markant højere selvmordsrater end andre børn med alvorlige psykiske udfordringer. F.eks. ser det ud til at børn og unge med anoreksi har en langt højere selvmordsrate end førnævnte.  Børn der har det svært, skal selvsagt have hjælp og støtte, men måske politikerne skulle lade eksperter ud i børne- og ungdomspsykiatri komme med forslag her frem for LGBT-Danmark og co., som meget vel kan have deres egen agenda.

Det er tydeligt, at LGBT Danmark og Co. benytter sig af samme strategi som var så effektiv da man fik overbevist politikerne om rigtigheden af at indføre det juridiske kønsskifte for voksne. Det juridiske kønsskifte sælges som en praktisk løsning, der skal sikre, at man kunne hente pakker på posthuset – og her, at transbørnene skal kunne låne bøger på biblioteket uden at blive afvist fordi deres sygesikringsbevis ikke passer til deres fysiske fremtræden. At det slet ikke er så sjældent, at børn uanset kønsidentitet fejlkønnes, og at man i dag i øvrigt ofte slet ikke skal fremvise sit sygesikringsbevis da man selv kan scanne det ind, f.eks. når man låner bøger på biblioteket, skal vi heller ikke lige tænke over. Reelt set skal man selv som voksen kun sjældent fremvise sit sygesikringsbevis for andre i offentligheden – og for børn må det være endnu mere sjældent. Der er med andre ord alt andet lige tale om et salgstrick, der skal få politikerne til at overse en række andre spørgsmål. Hvad der allerede var uklart mht. det juridiske kønsskifte for voksne, er nemlig lige så uklart mht. kønsskifte for børn: Hvilke rettigheder giver et sådant juridisk kønsskifte? Skal en 16-årig dreng, der skifter juridisk køn til pige, have adgang til at nøgenbade med pigerne efter idræt? Skal vedkommende have adgang til at stille op som pige i professionel konkurrencesport? Hvad mener politikerne om det?

Men hvad der måske er endnu mere grundlæggende, så står det åbent om politikerne i det hele taget har skænket de mere fundamentale spørgsmål, som det juridiske kønsskifte rejser, en tanke. Da politikerne indførte det juridiske kønsskifte for voksne, troede de måske, at man hjalp nogle udsatte voksne til at kunne hente deres pakker på posthuset uden ballade. Men det man faktisk fik gjort var, at man gav en juridisk blåstempling af postulatet om at køn ikke handler om kropslige forhold men i stedet handler om en ikke nærmere definerbar identitet eller subjektiv følelse, og det vel og mærke uden at vi forud herfor havde haft en længerevarende og grundig demokratisk debat om konsekvenserne og nødvendigheden af et sådant skift i samfundets officielle syn på køn.

Det juridiske kønsskifte for børn rejser samme problematik med udvider den med en ekstra, nemlig det helt fundamentale spørgsmål om hvad det vil sige at være et barn, og hvad forskellen er mellem børn og voksne. Jeg mener, de fleste mener vel, at en 2-årig ikke er gammel nok til at bestemme sine egne sengetider, men det skal nu være i stand til at definere sit eget køn? Reelt set vil det jo typisk være barnets forældre, der skal afgøre, om deres barn er transkønnet. Følgende udsagn om sit barn fra en far, der sidder i ledelsen af Foreningen for støtte til transkønnede børn, må gøre en bekymret: ”Hun havde altid været glad for kjoler og prinsesseting, uden at vi lagde noget i det. Men nede i børnehaven bemærkede de, at hver gang de blev delt op efter køn, gik hun med pigerne, og at hun på alle måder opførte sig som en pige. Efter en række samtaler med pædagoger og en psykolog samt lidt selvstudie i transkønnethed stod det klart. – Så kunne vi godt se, at det nok var det, vores datter prøvede at fortælle os.”

Det fremgår med sørgelig tydelighed at denne far og ”transbørneaktivist” ikke tager højde for, at man sagtens som barn kan være kønsrolleafvigende både mht. tøj-, legetøjs og legekammerats-præferencer uden at man af den grund som voksen vil se sig selv som transkønnet. Det er som om børn med fandens vold og magt skal holdes fast i en transidentitet – og man kan være bekymret for om ønsket om det juridiske kønsskifte for børn skal ses som et led i en større kamp for at disse så hurtigt som overhovedet muligt skal have adgang til hormoner og kønsskifteoperationer. Kønsrolleafvigende børns sind såvel som kroppe er blevet en kampplads for transaktivister – man hævder, at man kæmper for disse børns rettigheder, men de kan meget vel ende med at blive ofre for voksne aktivisters politiske projekt.

Læs mere