Menu
Kategorier

Skrevet af den 24 aug, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Regeringens forslag om forbud mod omvendelsesterapi er både unødvendigt og farligt

 

I forbindelse med Word Pride og Euro Games kom regeringen med den overraskende udmelding at den vil undersøge muligheden for at forbyde ”omvendelsesterapi” overfor mindreårige. Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard sagde i denne forbindelse: ”Mindreårige skal ikke udsættes for forsøg på at omvende eller kurere deres seksualitet eller kønsidentitet. En ny undersøgelse peger desværre på, at den håbløse og forældede tankegang om omvendelsesterapi finder sted i Danmark. Og at dem, der udsættes for det, har øget risiko for blandt andet ensomhed og selvmordstanker. Ingen skal omvendes fra deres seksualitet eller kønsidentitet, og det sender vi nu et helt klart og tydeligt signal om. Vi skylder de børn og unge, der oplever omvendelsesterapi, at reagere. Derfor handler vi nu.”

Den undersøgelse som ministeren henviser til, er foretaget af Als Research, og udkom den 21.8.2021 med titlen Omvendelsesterapi” – viden om udbredelse og karakter i Danmark – med blik til udlandet. Det kan jo være, at han selv eller en af medarbejderne i Beskæftigelse- og ligestillingsministeriet har kigget på den 1-sides opsamling på rapporten som udgiverne har været så venlige at udstyre den med. Her kan man nemlig bl.a. læse, at ”at 8 % af LGBT-personer i Danmark inden for det seneste år har oplevet, at personer i deres omgangskreds har forsøgt at ”omvende” dem fra deres seksuelle orientering eller kønsidentitet (baseret på tal fra 2020)”. Og man kan også erfare, at ”at 3 % af LGBT-personer i Danmark har oplevet, at deres familie – på et eller flere tidspunkter i deres liv – har forsøgt at ”helbrede” dem for deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, enten ved hjælp af en læge, en psykolog/psykiater, en religiøs vejleder, en slægtning eller ven af familien, gennem brug af religiøse/åndelige ritualer eller på andre måder (baseret på tal fra 2015).”

Men øjensynligt gik denne læsning så stærkt, at man ikke havde tid til at læse de forbehold man kan finde selv i den ret så kortfattede opsamling på rapporten. Als Research skriver nemlig også ”at det er uvist, hvor stor en andel af de ovennævnte oplevelser blandt LGBT-personer i Danmark, der kan beskrives som decideret ”omvendelsesterapi”, da det typisk defineres som ”vedholdende forsøg på at ændre en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet”–og det fremgår ikke i alle tilfælde af de danske data, om der har været tale om ”vedholdende forsøg” eller ej.” Og mht. aldersprofilen blandt de berørte personer skriver man at der ”ses en tendens til overrepræsentation af fx yngre LGBT-personer under 30 år”. Med andre ord, Als Research indrømmer faktisk allerede her at man ikke har dokumentation for omfanget af decideret omvendelsesterapi i Danmark, selvom deres procentangivelser selvsagt giver et andet indtryk, og man påstår på intet tidspunkt at kunne dokumentere at en sådan terapi tages i anvendelse specifikt overfor børn og unge. Så hvorfor ønsker ministeren et lovindgreb målrettet mod denne gruppe?

Det betaler sig selvsagt at se på selve rapporten, for hermed bliver det endnu klarere hvor problematisk ministerens konklusioner er. Således kan man i rapportens egen konklusion læse at ”På den anden side giver undersøgelsen ikke umiddelbart indikationer på aktuel udøvelse af ”omvendelsesterapi” i mere traditionel/snæver forstand i Danmark – dvs. når ”omvendelsesterapi” forstås som et begreb, der alene henviser til professionelt udbudte og terapilignende forløb, der har til formål at ”kurere” eller ændre homoseksuelle personers seksuelle orientering. Der er således ikke identificeret aktører i Danmark, som aktuelt og åbent udbyder deciderede ”omvendelsesterapi”-forløb – forstået som forløb, der har som erklæret formål at ”helbrede” eller at ændre LGBT-personers seksuelle orientering/ kønsidentitet. Der er heller ikke aktuelle eksempler på, at LGBT-personer har henvendt sig til rådgivningslinjerne hos LGBT+ Danmark, Sex & Samfund eller Sabaah for at fortælle om oplevelser med sådanne forløb i Danmark”.

Als Research har søgt med lys og lygte efter ”cases”, men kunne i alt kun finde 6, hvoraf 5 har tilknytning til højrekristne miljøer. Disse handler hovedsageligt om tilfælde hvor en voksen homoseksuel kristen selv har søgt om hjælp i forhold til sin seksuelle orientering, og den tilbudte ”hjælp” har haft karakter af forbøn og sjælesorg i form af gode råd til hvordan de kunne leve i cølibat. Jeg kæmpede selv som teenager og ung voksen med min seksuelle orientering. Jeg ved derfor af egen erfaring at det med at undertrykke sin seksualitet af religiøse årsager ikke fører til noget godt. Men sådanne forsøg på at holde sig fra at ”praktisere sin seksualitet”, som man kalder det i disse kredse, er en uundgåelig konsekvens af en forkyndelse af at homoseksuelle forhold er syndige og at man kommer i helvedet hvis man ikke omvender sig. Problemet er her altså i virkeligheden forkyndelsen, der igen udløser et behov hos nogle kristne (og muslimske) homoseksuelle for at undertrykke deres seksualitet frem for de tilbud om ”hjælp” som måtte tilbydes. Men en sådan forkyndelse er det selvsagt svært at gøre noget ved, medmindre man vil tage et opgør med religionsfriheden og ytringsfriheden.

Rapporten indeholder 1 case med en lesbisk med muslimsk baggrund som blev udsat for grove overgreb af sin familie (herunder voldtægt!) fordi hun var lesbisk. Og jo, hun blev også sendt til en imam der forsøgte at få hende til at droppe livet som homoseksuel. Men volden er selvsagt dybt ulovlig allerede nu, og som tidligere anført, så bliver det nok svært at gribe ind overfor en forkyndelse og sjælesorg hvor homoseksuelle bliver mødt med det budskab at homoseksuelle forhold er syndige. Her er der snarere brug for at der udvikles alternative tilbud til de berørte, gerne ikke af udelukkende sekulær karakter.

De 8 % hhv. 3 % som rapporten refererer til er ikke et resultat af egne kvantitative studier men er i stedet hentet fra generelle spørgeskemaundersøgelser af LGBT personers trivsel og levevilkår, hvor man så i den ene, blandt mange andre ting spurgte til om folk havde erfaringer med ”omvendelsesforsøg” mens den anden spurgte til om folk havde erfaringer med forsøg på at ”helbrede” dem. Ingen af disse undersøgelser konkretiserede imidlertid hvad man mente med hhv. ”omvendelse” hhv. ”helbredelse” i forhold til ens seksuelle orientering eller kønsidentitet. Og det gør de facto rapporten noget nær ubrugelig som grundlag for konkrete lovgivningsmæssige tiltag da undersøgelsen kun afspejler folks subjektive forståelse af disse begreber. Det er f.eks. sigende, at den mest brugte kategori for ”helbredelsesforsøg” i 2015 undersøgelsen var ”andre måder”. Og dem, der uddybede hvad de mente hermed, anførte bl.a. forhold så som at nogen, måske deres forældre, havde sagt til dem at ”det blot er en fase”. Mest sigende er det måske, at en enkelt anførte, at det var Sexologisk Klinik der skulle have forsøgt at ”helbrede” vedkommende. Sexologisk Klinik er nemlig den instans indenfor det danske sundhedsvæsen der står for at afklare om en transkønnet kan få adgang til hormonbehandling og kønsskifteoperationer.

Og det med de transkønnede er af central betydning her. For når regeringen vil forsøge sig med et lovindgreb mod et ikke dokumenteret problem, nemlig egentlig omvendelsesterapi rettet mod LGBT børn og unge, så kan man selvsagt være bekymret for at man har ladet sig manipulere af radikale transaktivister til at lave en lovgivning der har et helt andet formål, nemlig at forbyde psykologer og læger at hjælpe et barn eller et ungt menneske, der kæmper med sin kønsidentitet, til at blive afklaret mht. hvad hans eller hendes reelle problem er.

Mange børn og unge, der mener at deres køn er et andet end deres biologiske, har diverse psykiatriske problemstiller at slås med, herunder især men ikke kun autisme. Og langt de fleste børn og unge som kæmper med kønsdysfori, herunder i svær grad, vil som voksne lære at acceptere deres medfødte krop (og mange vil i øvrigt vise sig at være homoseksuelle eller biseksuelle). Vi skylder disse børn og unge at de får den psykologiske og psykiatriske hjælp der er nødvendig så deres reelle problemstilling kan blive afklaret. De radikale transaktivister ønsker at disse børn så hurtigt så muligt skal i hormonbehandling efterfulgt af operative indgreb – men en sådan behandling, der medfører irreversible kropslige forandringer, er selvsagt ganske katastrofal, hvis det viser sig at barnet eller den unge reelt set ikke er transkønnet men i stedet f.eks. en kønsrolleafvigende homoseksuel eller biseksuel.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 8 aug, 2021 under Lgbt | 1 kommentar

Intet barn er født med en forkert krop

 

En bekymrende udvikling i hvad der ser ud til at være hele den vestlige verden er, at antallet af børn og unge der ser sig selv som transkønnede, og som derfor søger behandling i sundhedssystemet, er eksploderet i løbet af ganske få år. Hvad der engang var et ekstremt sjældent fænomen hos børn, bliver stadigt mere almindeligt.

I Danmark ser vi en stor stigning i antallet af børn og unge der henvises til Sexologisk Klinik med henblik på udredning vedrørende kønsidentitetsforhold. Her er tallet steget fra 16 drenge og 48 piger i 2015 til 56 drenge og 135 piger i 2020, dvs. en stigning på 250 procent for drengenes vedkommende og 181 procent for pigernes vedkommende[1]. Og hermed ligger vi faktisk i den lave ende. I andre lande er udviklingen endnu voldsommere. I Storbritannien er antallet af børn og unge der har opsøgt landets eneste klinik for behandling af transkønnede børn og unge f.eks. steget fra 40 drenge og 32 piger i 2009/10 til 624 drenge og 1740 piger i 2018/19, dvs. med hhv. 1460 procent for drengenes og svimlende 5337 procent for pigernes vedkommende.[2] Og generelt ser det ud til at det især er piger, der mistrives så meget med deres kropslige køn at de søger hjælp hos behandlingssystemet. Som den indiske feministiske filmproducer Vaishnavi Sundar så rammende udtrykker det i titlen på hendes stærke dokumentarserie ”Dysphoric: Fleeing Womanhood Like A House on Fire”: Piger og unge kvinder er på flugt fra det at være en kvinde.

 

LGBT+ organisationerne elsker og hylder imidlertid de såkaldte transbørn. Det er jo f.eks. meget sigende, at transbørn gik forrest i Prideparaden for to år siden[3] hvor ”Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn” også fik tildelt ”årets laks” for deres indsats for LGBT+ rettigheder[4]. LGBT+ organisationerne bruger ganske betydelig energi på at lægge pres på sundhedsvæsenet, så børn, der angiveligt er transkønnede, så hurtigt som overhovedet muligt kan få adgang til medicinsk og kirurgisk behandling.

 

Og som så ofte, så har den radikale transaktivismes frontløbere haft succes med deres utrættelige kampagne for at få sundhedsvæsenet til at tilbyde sådanne behandlinger. I dag kan transbørn der er i behandling hos Sexologisk Klinik få stophormoner før de er fyldt 15 år, dvs. de kan få en medicinsk behandling der stopper hhv. forhindrer den naturlige pubertet. De kan fra de er 15 år få tilbudt krydshormoner, altså biologiske piger kan få tilbudt behandling med testosteron og biologiske drenge kan få tilbudt østrogen mfl. Og denne behandling kan sågar tilbydes til børn under 15 år hvis behandlerne skønner, at det er nødvendigt.[5]

 

Rundt omkring i den vestlige verden kan man imidlertid i den senere tid se en voksende skepsis mod og bekymring for den medicinske og kirurgiske behandling af de såkaldte transkønnede børn.

Ikke mindre end 13 studier, det sidste udgivet her i 2021, viser nemlig, at det store flertal af børn der ser sig som det modsatte køn som voksne vil have forsonet sig med deres biologiske køn – hvis man vel og mærke ikke har iværksat behandling med stophormoner[6]. Børn der kommer i behandling med stophormoner derimod, vil alt andet lige gå videre til behandling med krydshormoner og operationer[7].

Mht. disse stophormoner, der bruges til at forhindre et barn i at komme i puberteten for ”at give det en tænkepause” og som efter sigende skulle være fuldt reversible, ja så er virkeligheden desværre en anden. Den naturlige pubertet er ikke noget man sådan bare kan vælge til og fra. Puberteten er af helt central betydning for ikke bare kroppens men også for hjernens modning. Barnet får ikke en ”tænkepause” når det behandles med stophormoner, man forhindrer det i stedet i at gennemgå den personlige modningsproces der skal til for at barnet kan udvikle den modenhed som gør det i stand til at forholde sig reflekteret til sig selv og sit køn. I øvrigt er disse stophormoner skrappe sager, der på ingen måde er udviklet til at behandle kønsdysfori hos børn og unge. Oprindeligt blev medikamentet udviklet til f.eks. at behandle testikel kræft hos voksne, men det er også f.eks. blevet brugt til kemisk kastration af sexforbrydere.[8] Til de alvorlige bivirkninger det kan have hører seriøs knogleskørhed og muligvis nedsat intelligens[9]. I øvrigt kan det også give depressioner[10] – og det selvom behandlingen med stophormoner efter sigende skulle forhindre at de såkaldte transkønnede børn og unge begår selvmord. Men der kan sagtens være flere bivirkninger da vi mangler studier i hvordan dette medikament virker på børn og unge, ligesom vi savner videnskabelig dokumentation på at det har en gavnlig effekt på de såkaldte transbørns og -unges psykiske helbred.

Derfor har f.eks. Astrid Lindgrens børnesygehus, der hører under det prestigefyldte universitetshospital Karolinska i Sverige, valgt at stoppe med denne behandling. Det samme har man også gjort mht. behandlingen med krydshormoner, hvor vi har de samme problemer[11]. Denne behandling er offlabel – dvs. de relevante krydshormoner er ikke testet på børn og udviklet til at behandle kønsdysfori. Vi mangler seriøs forskning i behandlingens bivirkninger og vi har ingen videnskabelig dokumentation for dens positive effekt. Dette konkluderer ud over Karolinska f.eks. også det britiske Royal College of General Practitioners[12] og de finske sundhedsmyndigheder kræver nu allerstørste forsigtighed og tilbageholdenhed mht. brug af disse behandlingsformer for børn og unge med kønsdysfori[13].

 

Vi er i den vestlige verden, herunder her i Danmark, i gang med et gigantisk medicinsk eksperiment på børn og unge. Vores sundhedsmyndigheder har iværksat en behandling af børn og unge der medfører irreversible forandringer på disses kroppe selvom man ikke har sikret sig at de mulige bivirkninger af behandlingen befinder sig på et acceptabelt leje i forhold til de antagede positive effekter. I stedet har man ladet sig trække rundt ved næsen af et hyperaktivistisk radikalt transpolitisk miljø der med udokumenterede påstande om at de såkaldte transkønnede børn og unge begår selvmord hvis de ikke hurtigst muligt kommer i behandling har presset sundhedsvæsenet til at iværksætte en behandling helt uden det almindelige sikkerhedsnet af grundige videnskabelige studier af en behandlings fordele såvel som ulemper.

Vi kan meget vel om 5-10 år alene her i landet stå med hundredvis af fortvivlede unge voksne der har fortrudt deres behandling og nu må leve med kroppe der har fået irreversible skader pga. hormonbehandlingen og de operative indgreb. De radikale transaktivister gør hvad de kan for at der ikke må forskes i dem, der fortryder behandlingen med krydshormoner og operationer[14]. Men meget tyder på, at der flere og flere der detransioner, altså fortryder deres forsøg på kønsskifte. I Danmark kender sundhedsmyndighederne til 5 piger/unge kvinder der har stoppet behandlingen med testosteron[15], men tallet kan sagtens være meget større da myndighederne ikke systematisk følger op på dem, man har sat i behandling. Og dem der fortryder kontakter ikke nødvendigvis deres tidligere behandlere.

 

Generelt må man undre sig og være bekymret over det menneske- og børnesyn der ligger bag ideen om at stærkt kønsrolleafvigende børn og unge skal behandles med stop- og krydshormoner samt operationer. Hvad er det dog for nogle voksne, der fortæller børn at de er ”født med en forkert krop” eller som bekræfter og opretholder en sådan forestilling hos et barn eller et ungt menneske? Er målet med enhver kærlig og fremadrettet vejledning og støtte til børn og unge ikke at få dem til at acceptere sig selv som dem de er, både på det psykiske og det fysiske plan? Der er intet galt i at være hvad samfundet vil kalde for maskulin, eller feminin eller ingen af delene, og det uanset hvilken krop man er født med. Vi er faktisk en del der ikke kan spejle sig i de fremherskende kønsroller og -normer og ej heller lever i henhold til dem. Men vores medfødte biologi er en del af hvem vi er. Mennesket er ikke en identitetsessens fanget i et ligegyldigt og udskifteligt kropsligt hylster, men i stedet en holistisk enhed af krop og sind. At medicinere og skære i den første for at tilpasse den det sidste er lige så problematisk som ikke at acceptere at nogle mennesker ikke kan spejle sig i og ikke kan eller vil leve efter de normer som man mødes med pga. den krop man blev født med. En ting er hvad voksne vælger at gøre med deres kroppe, men børn og unge under 18 år, hvoraf mange i øvrigt har udfordringer med f.eks. autisme[16], kan slet ikke overskue konsekvenserne af forsøget på et fysisk kønsskifte.

 

Og derfor er det bekymrende, at regeringen nu har ladet sig lokke til at fremsætte et lovforslag om at børn og unge under 18 år skal have adgang til at få juridisk kønsskifte. For lad os nu få svesken på disken: Når vi bliver født, bliver vores biologiske køn konstateret på baggrund af vores kønsorganer, en konstatering som er rigtig i 9998 ud af 10000 fødsler[17]. På baggrund heraf får vi i Danmark et cpr-nummer med enten et lige eller et ulige slutnummer. Det cpr-nummer som et barn får tildelt, afspejler altså de basale fakta om barnets kropslige virkelighed. At give børn og unge adgang til at skifte deres cpr.-nummer til et, der er i modstrid med deres fysiske virkelighed, er led i en proces der skal understøtte og fastholde forestillingen om at disse børn og unge er født med en forkert krop.

 

Dem der kæmper for det juridiske kønsskifte for børn og unge under 18 fremhæver ofte, at et sådant skal gøre livet lettere for de såkaldte transkønnede børn og unge – og at det skal beskytte dem mod ”pinlige situationer”. Og her har vi det igen, det er øjensynligt ”ydmygende” at andre skulle opdage at man er en biologisk pige og ikke en dreng eller omvendt. Bort set fra at man i sin dagligdag såmænd kun sjældent skal vise sit sygesikringskort til andre – vi lever jo i scanningernes tid – så har vi igen den logik, at børn får at vide, at det selvfølgelig er pinligt at skulle stå ved at de er dem de er, herunder at de har det medfødte kropslige køn som de har. Og hvis det allerede er pinligt og ydmygende at deres skole, deres arbejdsgiver eller hvem der nu ellers en sjælden gang skulle se deres cpr-nummer og dermed lure deres biologiske køn, hvor ydmygende og pinligt vil det så ikke være for disse børn og unge at gennemgå deres naturlige pubertet? At få menstruation og bryster hhv. adamsæble, skægvækst og dyb stemme afslører alt andet lige barnets/den unges biologiske køn i et langt større omfang end deres cpr-nummer gør. Har man lært børn og unge at de skal skamme sig over deres kønnede cpr-nummer, hhv. hvis man fastholder dem i en sådan skamfølelse, så vil de med største sandsynlighed ikke kunne håndtere tanken om at deres biologiske køn via puberteten vil blive synligt for alle. Og derfor vil de alt andet lige søge om behandling med stop- og krydshormoner med alle de førnævnte risici.

 

Børn og unge skal ikke lære at skamme sig over den krop de er blevet født med og som altid vil sætte rammerne for deres liv. Børn og unge skal ikke forføres til at tro på løgnen om at man kan ændre sit biologiske køn. I stedet skal børn og unge hjælpes og støttes til at forstå, at man sagtens kan spejle sig i det feminine selvom man er en dreng og at man kan elske det maskuline selvom man er en pige. De skal hjælpes og støttes til at holde af sig selv sådan som de er, inklusive de træk som andre fejlagtigt måtte mene er uforenelige modsigelser. Intet barn bliver født med en forkert krop – og intet barn skal behandles som om at deres medfødte kroppe og naturlige biologiske udvikling er noget der skal ændres for at tilpasse dem til nogle stereotype og dybt forældede kønsrolleforestillinger.

 

 

 

 

 

 

 

[1] Tal og statistikker (rigshospitalet.dk)

[2] The Surge in Referral Rates of Girls to the Tavistock Continues to Rise – Transgender Trend

[3] Video: Transbørn ledte an i Copenhagen Pride parade | Indland | DR

 

[4] XQ28, Årets Laks gik i år til FSTB

[5] Svar på politikerspørgsmål 016-20 vedr. behandling af transkønnede børn på sexologisk klinik stillet af Karoline Vind – Socialistisk Folkeparti (regionh.dk)

[6] How many transgender kids grow up to stay trans? (psypost.org) & Frontiers | A Follow-Up Study of Boys With Gender Identity Disorder | Psychiatry (frontiersin.org)

[7] The astonishing admission in the Health Research Authority report: The purpose of puberty blockers is to commit children to permanent physical transition – Transgender Trend

[8]“They Look Normal” – The Case For Puberty Blockers – Transgender Trend

[9] ttps://www.transgendertrend.com/puberty-blockers-effects-bone-density/

[10] Lupron depot and Depression, a phase IV clinical study of FDA data – eHealthMe

[11] https://www.gp.se/nyheter/sverige/kunskapsbrist-bakom-stoppad-hormonbehandling-1.46242939?fbclid=IwAR3csCs2Z-tm8m6oW9nKAtirTQEFVuWgXArM48T9xb6vdq8aV22imH8BUuA

[12] GPs risk transgender storm after issuing unprecedented warning over ‘lack of evidence’ on treatments | Daily Mail Online

[13] Policy shift in Finland for gender dysphoria treatment » MercatorNet

[14] Transpolitiet kvæler forskning | Weekendavisen

[15] Svar på politikerspørgsmål 016-20 vedr. behandling af transkønnede børn på sexologisk klinik stillet af Karoline Vind – Socialistisk Folkeparti (regionh.dk)

[16] Gender Dysphoria in Children with Autism Spectrum Disorder – PubMed (nih.gov)

[17] How common is intersex? | Leonard Sax MD PhD | Physician, Psychologist, and Author

Læs mere

Skrevet af den 1 aug, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Køn som et spektrum

 

En gang da jeg og min kone besøgte en af hendes tyske veninder kom vi til at tale om vores bryllup tilbage i 1995. F.eks. fik vi lige i forbifarten nævnt, at min kones far nægtede at deltage da han ikke ville være med til ”sådan noget” mens min svigermor dukkede op, men under brylluppet og den senere fest var dopet med Valium da det hele var så pinligt… Min kones veninde blev først rystet over den historie – men så fortalte hun om hvordan hendes mands forældre også havde nægtet at deltage i deres bryllup fordi de ikke ville acceptere hende.

Denne samtale fik mig til at tænke over, at man som homoseksuel måske sommetider glemmer, at også heteroseksuelle kan opleve at deres kærlighed bliver afvist – f.eks. fordi deres forældre ikke vil anerkende deres partners hudfarve, religion eller klassebaggrund. Selvom man som homoseksuel har nogle særlige udfordringer i og med at man kun er til sit eget biologiske køn så betyder det ikke, at kærlighedslivet altid er nemt for heteroseksuelle. Retten til at elske hvem man vil er ikke noget som homoseksuelle nødvendigvis altid nægtes eller heteroseksuelle nødvendigvis altid bevilges.

Noget der i denne sammenhæng har slået mig i forbindelse med transdebatten er, at mange transaktivister nærmest automatisk synes at gå ud fra at man, hvis man ikke kalder sig selv for transkønnet, intet ved om hvordan det er at være kønsmæssigt anderledes. Kalder man sig nemlig ikke for transkønnet så puttes man typisk i kassen ”ciskønnet”, dvs. det antages at man ”identificerer sig med det køn man fik tildelt ved fødslen” – og det ligger her og svinger mellem linjerne at man derfor har det helt fint med alt hvad der har med ens køn at gøre.

Nu er kønnet ikke noget ”vi får tildelt ved fødslen”. Denne sætning giver kun mening for de 2 ud af 10.000 nyfødte børn hvis biologiske køn ikke klart kan placeres enten i kategorien ”dreng/mand” eller kategorien ”pige/kvinde”. For alle os andre gælder det, at vores biologiske køn (senest) blev konstateret ved fødslen. Hvad vi i stedet ”får tildelt” er en kønsrolle. Vi bliver fra fødslen af mødt med en række udtalte og ikke mindst uudtalte forventninger, normer og krav der tager udgangspunkt i vores biologiske køn, men som i sig selv er socialt skabte fænomener. Vi bliver altså forsøgt socialiseret ind i de forhåndenværende kønsroller. Man prøver at lære os at performe disse kønsroller så korrekt i forhold til normen som muligt. Men det spændende er, at de færreste (om nogen) virkeligt formår at performe deres tildelte kønsrolle perfekt.

Det giver ikke nogen mening at tale om biologisk køn som et spektrum al den stund, at 9998 ud af 10.000 enten kan kategoriseres som hhv. kvinder eller mænd. Man ville end ikke grafisk kunne gengive et sådant spektrum med den korrekte størrelse af søjlerne simpelthen fordi så godt som alle enten er i den ene eller den anden ende af spektret. Men ser man på kønsrolleperformance, på i hvilket omfang vi lever op til kønsrollerne, på i hvilket omfang vi oplever at vi kan spejle os i de kønsrolleforventninger og -stereotyper som vi mødes med, ja så er der helt klart tale om et kønsspektrum.

Man kan derfor godt have oplevet forskellige former for sanktioner, afvisning og sommetider sågar vold pga. ens måde at leve på i henhold til kønsnormerne, selvom man ikke ser sig selv som transkønnet, for slet ikke at tale om almindelige misforståelser så som ”fejlkønning” og lignende. Man behøver ikke at være transkønnet for at have gjort sig tanker om sit køn, for at have oplevet sig som kønsmæssig afvigende eller for at have haft hhv. have problemer med ens biologisk kønnede krop. For piger kan det at få menstruation og udvikle bryster f.eks. opleves som både ubehageligt, forkert og skræmmende og det uanset hvordan man ellers håndterer kønsrollerne.

Verden er bare meget mere kønsmæssigt kompleks end de to binære kasser ”transkønnet” og ”ciskønnet” som helt refleksionsløst bruges indenfor den radikale transaktivisme og den intersektionelle feminisme. Disse ”kasser” er ekstra meningsløse når de bruges om kønsrolleafvigende bøsser, lesbiske og biseksuelle. Det er i dag i LGBT+ sammenhænge VERBOTEN at nævne at der er en gråzone mellem førnævnte og så nonbinære, samt transkvinder og -mænd der er til deres eget biologiske køn. Men taleforbud og rasende beskyldninger om transfobi ændrer ikke ved at enhver med øjne i hovedet kan se at der er mennesker som bevæger sig mellem disse identiteter, der på ingen måde har vandtætte skotter mellem hinanden. Det er i stedet en realitet vi bliver nødt til at forholde os til, ikke mindst når vi skal finde den bedste strategi i forhold til kønsrolleafvigende børn og unge.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 31 jul, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Hvordan forfører man den offentlige mening?

 

Simon Edges herlige satiriske roman ”The End of the World is Flat” handler om den fiktive NGO Orange Peel Foundation, hvis mål er at gøre offentligheden opmærksom på at de verdenskort vi bruger gengiver et forvrænget billede af klodens kontinenter simpelthen fordi det er umuligt at gengive vores tredimensionerede klode korrekt på et to dimensioneret kort. NGO’ens grundlægger Mel Winterbourne har dog fundet en metode hvor klodens overflade gengives mere tredimensionelt som i form af en skrællet orangeskræl, og hun og hendes NGO har vha. utrætteligt arbejde fået solgt denne model til skoler, firmaer og offentlige institutioner verden over. Orange Peel Foundation nyder stor offentlig anerkendelse, og firmaer mfl. vil meget gerne kunne reklamere med at de støtter denne ædle sag. Faktisk mener Mel Winterbourne at Orange Peel Society har haft så meget succes at man lige så godt kan lukke biksen, da verden simpelthen har overtaget dens projekt. Men det synes bestyrelsen for foreningen og ikke mindst dens stab af lønnede medarbejdere selvsagt er en dårlig ide.

Løsningen på dette dilemma viser sig at være multimilliardæren Joey Talavera, der tilbyder Orange Peel Foundation uanede summer hvis de ellers vil overbevise verden om hans fikse ide om at jorden er flad. Da Mel Winterbourne ikke er med på det bliver hun fyret (og får lukket munden med et kæmpe økonomisk holdkæft-bolsje) og hende stedfortræder overtager posten og går dernæst i gang med opgaven med at overbevise offentligheden om at jorden i virkeligheden er flad.

Den helt centrale strategi er her, at Orange Peel Foundation til hver en tid officielt benægter hvad det faktisk er, at de har gang i, ja det er af central betydning at organisationens mål og metoder så vidt som muligt forbliver under radaren. I stedet ændres organisationens virke lige så stille og roligt samtidigt med, at den offentlige mening manipuleres på forskellig vis, godt hjulpet af de uanede økonomiske midler som Joey Talavera stiller til rådighed.

Orange Peel Fundation begynder at udbrede ideen om at udtrykket ”globe” (klode) er knyttet til en samfundsødelæggende globalisering. Ideen om at vi har en klode, der er delt op i en nordlig og en sydlig halvkugle, bliver udråbt til at være udtryk for kolonialisme, imperialisme og det hævdes, at den fremmer den strukturelle racisme. Disse påstande underbygges af humanistiske akademikere der (i hemmelighed) bliver betalt for at skrive nonsensartikler der skal underbygge disse ideer, og via en følagtig presse samt undervisningsmateriale og kurser, som firmaer og offentlige institutioner skal bruge hhv. deltage i hvis de vil kunne smykke sig med Orange Peel Foundations logo, udbredes ideen til samfundet. Dertil kommer en ihærdig brug af Twitter hvor bots udspreder ideen om at det er no go at bruge udtrykket ”klode” og give udtryk for at jorden er rund. I stedet hyldes ideen om ”True Earth”. Botsene bruges også til at tilsvine de såkaldte globularister, altså dem, der insisterer på at jorden er rund. De bliver beskyldt for at være TERG´s (True Earth Rejecting Globularist) og jagtes ikke bare på sociale medier, de bliver efterhånden også fyret fra deres arbejde hvis de i embedsmedfør giver udtryk for den ufølsomme og for racialiserede minoriteter krænkende ide at jorden er rund.

Uheldigvis for Orange Peel Foundation organiserer disse TERG’s sig imidlertid for at tage kampen op mod galskaben. Men det er ikke nemt, for pressen støtter stort set op om Orange Peel Foundation, der igen sørger for at deres modstandere mødes med en bølge af had, ingen anklage er for lav, ingen fordrejning af hvad der er blevet sagt er for primitiv når det gælder om at bekæmpe modstanderne af ”True Earth” teorien. Hvad det hele ender med vil jeg ikke afsløre, læs bogen og lad dig underholde!

Simon Edges er ganske åben om at hans roman er en satire over den radikale transaktivismes kamp mod ideen om at der kun findes to biologiske køn. Den er ganske sjov at læse – ikke mindst dens gengivelse af Twitter debattråde hvor globularister mødes med skældsord, udskamning og blokering hvis de vover at forsvare påstanden om at jorden altså er rund og ikke flad, rammer virkelig plet.

Personligt er jeg kritisk overfor ideen om at den radikale transaktivisme er finansieret af enkeltstående multimilliardærer. I dansk sammenhæng er der i hvert fald snarere tale om at den tæppebombes med skattekroner. Men manipuleringen af pressen, evnen til at bruge sociale medier til at jagte og tilsvine kritikere, strategien med at undgå en saglig debat, forvirringsstrategien hvor man forsøger at underminere videnskabelige fakta vha. sofisterier og pseudovidenskab, at man ihærdigt forsøger at benægte det man faktisk er i gang med at gøre etc., passer desværre kun alt for godt på virkeligheden. I øvrigt er det faktisk nærmest nærliggende at hævde, at opdelingen af kloden i en nordlig og en sydlig halvkugle ud fra kritisk raceteori, intersektionel feminisme og postmoderne filosofi kunne ses som et produkt af hvidt overherredømme, det var jo i hvert fald gamle slaveejende hvide mænd som stod bag ideen om at jorden er rund. Og det næste skridt er jo så nærliggende nemlig at hævde, at jorden så må være flad…

 

Læs mere