Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 sep, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

Irreversibel skade

 

En af den radikale transaktivismes mange dogmer er, at man aldrig må sætte spørgsmålstegn ved børn og unges påstand om at de er transkønnede.  Forældre, lærere og sundhedspersonalet er i henhold til denne i stedet forpligtet til betingelsesløs tro på at disse børn og unges selvforståelse afspejler en essentiel og uforanderlig medfødt personlighedskerne. Når man siger, at man er transkønnet, så er man det, så har man altid været det og man vil også altid forblive med at være det.

Journalisten Abigail Shrier stikker derfor med sin bog ”Irreversible Damage – The Transgender Craze Seducing Our Daughters” hånden ind i en hvepserede, og det med åbne øjne.

Abigail Shrier beskriver i sin bog det fænomen at antallet af piger og unge kvinder, der identificerer sig som transkønnede, og som ønsker hormonbehandling og operativ fjernelse af deres bryster, er steget eksplosivt i de sidste 10-15 år. Men hvor de radikale transaktivister insisterer på, at denne vækst udelukkende skyldes, at et øget fokus på transkønnede har medført, at flere erkender deres sande identit og tør springe ud, mener Abigail Shrier i stedet at det skal forklares med begrebet ”Rapid-onset gender dysphoria” (ROGD), dvs. ”hurtigt indtræffende kønsdysfori”.

Abigail Shrier beskriver en række store piger/unge kvinder, der i henhold til deres forældre ikke var kønsrolleafvigende før de kom i puberteten, ja en del af dem var faktisk meget kønsstereotype i deres selvvalgte påklædning og interesser. De var typisk intelligente, fik gode karakterer i skolen og havde sjældent konflikter med deres forældre. Men disse piger havde også en historik med angst- og usikkerhedsproblematikker, og en del havde diagnoser så som autisme. De havde også ofte problemer med at finde venner og følte sig på forskellig vis ”udenfor”. En del af dem var allerede sprunget ud som lesbiske eller deres forældre regnede med at de snart ville gøre det. Ud af det blå springer disse unge mennesker så ud som transmænd eller nonbinære. Forud herfor havde de typisk tilbragt meget tid på nettet hvor de havde læst blogge og set Youtube videoer med trans ”influencers”. Men en del af dem havde også en veninde som for nyligt var sprunget ud som transmand/nonbinær. Det er nemlig også ofte kendetegnende ved ROGD at flere piger/unge kvinder fra samme klasse og/eller vennegruppe springer ud som trans.

En stor del af ”Irreversible Damage” består af samtaler som Abigail Shrier har ført med forældre til disse store piger/unge kvinder. (Selvom hun også har talt med forskere, undervisere, terapeuter, trans-influencers og -aktivister samt unge kvinder, der har fortrudt transidentiteten) I modsætning til hvad de radikale transaktivister hævder, så er disse forældre typisk ikke kristne fundamentalister. Hun har f.eks. talt med et lesbisk par, som ”mistede” deres datter til ROGD ligesom adskillige andre par som ser sig selv som liberale og som tilhængere af homoægteskabet og transkønnedes rettigheder. Disse forældre var da heller ikke i starten nødvendigvis afvisende overfor deres datters nye identitet, nogle forsøgte at komme hende i møde mht. pronominer og navn etc. Men ingen af dem var villig til at lade deres mindreårige barn tage krydshormoner, og det udløste en alvorlig konflikt med deres datter, der ofte helt afbryder kontakten med dem, i hvert fald i en periode.

De radikale transaktivister fodrer nemlig børn og unge, der ser sig som transkønnede, med det budskab, at de kun kan få et godt liv hvis de nu og her kan starte på hormonbehandling og så ellers så hurtigt som muligt kan få fjernet deres bryster. For at opnå dette instruerer aktivisterne dem i hvordan de kan lyve overfor behandlersystemet, så det bevilliger den ønskede behandling. Men de fortæller også børn og unge, som tror at de er transkønnede, at de skal afbryde enhver kontakt med ”giftige” forældre, altså forældre der ikke 100 procent bakker op om deres børns transidentitet. I stedet tilbydes de en ny ”glitter” familie, der vil tage sig af dem og elske dem betingelsesløst.

Og generelt har disse radikale transaktivister ingen hæmninger. Forskere, der arbejder med begrebet ROGD eller behandlere, som ikke mener, at det er en god ide helt uden forbehold at anerkende og støtte et barn/ungt menneskes transidentitet, bliver jagtet som gale hunde. Forældre, der ikke ”bakker op” om deres barns identitet og unge mennesker, der har fortrudt deres transidentitet og fortæller om det, sværtes til på nettet.

Og de berørte børn og unge, ja dem manipulerer aktivisterne hæmningsløst med. De får at vide, at det at man spørger sig selv om man kunne være transkønnet beviser, at man er det. Er du usikker? Så begynd på hormoner, for det at du er villig til at gøre det beviser, at du er en ægte transkønnet. Springer et ungt menneske ud som transkønnet på YouTube, Tumblr eller andre af de sociale medier, som unge bruger massivt, bliver de lovebombet af voksne, der roser dem for deres mod og tilbyder dem venskab (og sommetider prøver at lokke dem til sex). Og også i den virkelige verden vokser et ungt menneskes status massivt hvis hun springer ud som transkønnet (mens lesbisk gælder for at være en lavstatusidentitet forbundet med en pornokategori).

Abigail Shrier sætter ROGD i sammenhæng med at vi i dag ser en generation af piger, der er meget psykisk sårbare og skrøbelige. Årsagen hertil ser hun hovedsageligt i brugen af Smartphones og sociale medier, hvor piger og unge kvinder tæppebombes med ”informationer” om hvor lækker og perfekt man skal være hvis man vil få anerkendelse og accept som kvinde. Og det samtidigt med at de introduceres for hardcore porno, hvor kvinder mishandles og ydmyges på alle tænkelige (og utænkelige) måder. De store piger/unge kvinder, der springer ud som transmænd vil, efter Abigail Shrier vurdering, egentligt slet ikke være mænd, de vil bare ikke være kvinder. Der er tale om piger, som ofte ikke har haft nogen kæreste og som ikke har haft sex, der beslutter, at de i hvert fald ikke vil have en kvindelig seksualitet og -rolle sådan som den er blevet præsenteret for dem på de sociale medier.

Der er altså tale om store piger unge/unge kvinder, der har ”ondt i kønnet” fordi de ikke kan genkende sig i de sexistiske kønsstereotyper. Det er ikke nyt, at man som stor pige/ung kvinde kan have det svært med den sexisme man møder, og som typisk eskalerer i puberteten fordi det at man får bryster alt for ofte udløser grænseoverskridende adfærd hos nogle mænd. Puberteten er en svær tid, hvor pigens krop forandrer sig utroligt hurtigt, hvor hun mentalt skal finde sin identitet, og hvor hun typisk er desperat efter anerkendelse og respekt fra andre. Det nye er, at en stor pige/ung kvinde der har det særligt svært med at håndtere pubertetens hajfulde farvand, i dag let kan komme til at tro, at hendes kamp med kvinderollen og hendes usikkerhed/skam over menstruation, bryster og nye tydelige kvindelighed må skyldes, at hun slet ikke er en kvinde men en mand eller nonbinær.

Og i modsætning til hvad de radikale transaktivister gerne vil fortælle os, så får disse unge, hvis forældre Abigail Shrier har talt med, ikke styr på deres problemer ved at springe ud som trans, tage hormoner og få fjernet deres bryster. Selvom testosteron kan have en positiv virkning i forhold til følelsen af angst og usikkerhed, så får mange af disse unge det ikke mentalt bedre af at have valgt transvejen, tværtimod. Deres karakterer falder, deres psykiske problemer forøges, de dropper ud af deres uddannelser og de ser generelt ud til at mistrives. Dem der dropper transidentiteten derimod ser ud til at være i bedring, om end der ikke er nogen nem vej tilbage, især hvis deres kroppe er blevet irreversibelt skadet af hormoner og operationer.

Abigail Shrier tager udgangspunkt i situationen i USA, Canada og til dels Storbritannien. Det betyder, at den ikke helt kan overføres til danske forhold. Også i Danmark er antallet af unge biologiske piger og kvinder, der kontakter sundhedsvæsenet pga. deres identitet som transkønnede, markant større end antallet af drenge og unge mænd. Men det er intet i forhold til den forskel vi kan se i den engelsksprogede verden. Hvor det danske behandlingssystem stadigvæk har monopol på at tilbyde behandling med hormoner og operationer, og synes at udøve en vis forsigtighed mht. at gribe hertil, så er det amerikanske sundhedssystem meget mindre topstyret. Det er derfor let for unge, også under 18, at få hormoner og operationer, og det uden deres forældres accept. Og i mange amerikanske skoler og ungdomsuddannelser er der langt mere fokus end i Danmark på at undervise om og hylde LGBT+ personer, især transkønnede, og støtte deres coming out, som man gerne holder hemmelig for forældrene.

Men også i Danmark tromler radikale transaktivister massivt for at børn og unge skal have langt lettere adgang til især krydshormoner. Og også vores skoler skal, hvis det står til dem, oversvømmes med undervisningstilbud og -materiale om LGBT+ personer. Officielt for at modvirke mobning, reelt nok for at promovere især transidentiteten blandt sårbare børn og unge.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 24 aug, 2020 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Lad os tage de vanskelige samtaler

 

Fra jeg var ca. 12 år indtil jeg var omkring 23 år gammel ville jeg være nonne. Dette ønske fyldte rigtigt meget i mit unge liv. Jeg besøgte forskellige klostre/ordensfællesskaber og jeg endte da også med at være postulant (første skridt i uddannelsen til at blive nonne) i et karmelitter-nonnekloster i Wien. Men i det meste af denne tid kæmpede jeg med et nagende spørgsmål: Var jeg virkelig kaldet til at være nonne? Hvad ville det sige at have et kald? Var det nok, at jeg bare rigtigt gerne ville være nonne, eller skulle jeg også have en eller anden mere overnaturlig følelse af at dette var Guds vilje? Det var det ikke rigtigt til at få et svar på, da det der med ”ordenskaldet” eller ”kaldet til at blive katolsk præst” havde det med (og stadigvæk har det med) at være omgivet af en del mystik.

Når spørgsmålet om hvad et kald virkeligt er er så svært at få sat ord på i en katolsk sammenhæng, så hænger det nok bl.a. sammen med at det ud fra en teologisk og organisatorisk synsvinkel kan være problematisk, at skulle forholde sig til at dem, der vil være præster, munke og nonner ikke så sjældent kan have ofte ubevidste motiver af psykologisk og social karakter ud over de rent spirituelle. Hele det katolske ”klassesystem” med lægfolket der ledes af præsteskabet og opdelingen i almindelige troende og så ordensfolk bygger på tanken om at denne ordning er befalet af Gud. Ingen har ret til at melde sig selv ind i kirkens ”elite”, det skal være Gud, der sender en derhen. Derfor opfattes det let som et frontalangreb på den katolske kirke hvis man taler om at ønsket om at blive katolsk præst, munk eller nonne kunne hænge sammen med et ønske om f.eks. at få en klar identitet og status og/eller en flugt fra f.eks. en homoseksualitet som man ikke tør udleve åbent eller måske i det hele taget forholde sig til. Opgiver man derfor denne livsvej og fortæller man om sådanne eller andre ikke-spirituelle motiver til at man oprindeligt ville gå den, bliver det udlagt som at det beviser, at man bare slet ikke havde noget kald.

På en måde virker det på mig som om debatten om transidentiteten, ikke mindst blandt børn og unge, kunne ses i samme lys. Også her har vi denne her bemærkelsesværdigt uklare kategori ”transkønnet” hvis konkrete indhold virker så mærkværdigt svævende. Hvad vil det sige, at ”identificere” sig som kvinde eller mand hhv. at ”føle sig” som en kvinde eller mand? Hvordan kan man vide, hvad man skal føle for at være en kvinde og ikke en mand eller omvendt? Hvordan kan man være sikker på, at man ikke forveksler andre behov og følelser med en ”kønnet” følelse? Det er også mit indtryk, at en del transaktivister ønsker at vi skal se identiteten som transkønnet som noget, der er løsrevet fra barnets/den unges konkrete liv og psykologiske udfordringer og i stedet forstå den som om et medfødt og af alt andet uafhængigt essentielt kernepersonlighedstræk. Det er i hvert fald et tabu i disse kredse at tale om hvorvidt ønsket om at skifte køn hos børn og unge kunne skyldes f.eks. ubehaget ved at skulle leve i henhold til de kønsstereotyper som samfundet pådutter os eller vanskeligheder ved at håndtere at man er en kønsrolleafvigende homoseksuel. Og dem, der dropper ud af transidentiteten og fortæller om sådanne motiver, beskylder man for aldrig at have været rigtige transkønnede. Her er der en klar parallel til den katolske kirkes uvilje til at se på ”ikke-spirituelle” motiver til at ville være katolsk præst, munk eller nonne.

Spørgsmålet er imidlertid om ikke man i begge tilfælde ville undgå mange personlige tragedier hvis man faktisk turde tage disse samtaler. For den katolske kirke ville det vel være en fordel, hvis dem der valgte livet som katolsk præst, munk eller nonne havde den nødvendige personlige modenhed og afklarethed som et sådant liv kræver hvis det skal blive til gavn både for den enkelte og kirken. Det er jo bemærkelsesværdigt at man i den katolske kirke lader unge voksne love at de for altid vil give afkald på et almindeligt voksenliv med seksualitet, personlig selvbestemmelse etc. som de ingen eller kun lidt kendskab har til. Men den katolske kirke burde også sørge for at have tilbud om råd og støtte til at finde en anden vej for dem for hvem præstegerningen eller ordenslivet ikke vil være en god løsning, sådan at de ikke ender med at stå skuffet og frustreret tilbage hvis de sorteres fra. Jeg selv var akut selvmordstruet da min drøm om at blive nonne i første omgang sank i grus, og jeg vil den dag i dag sige, at det var dybt problematisk, at jeg ikke fik noget tilbud om hjælp og støtte fra kirken til at komme videre i livet. Dette måtte jeg selv finde ud af. Og det gjorde jeg jo så, men det forhold, at jeg jævnligt drømmer, at jeg er tilbage i klosteret, viser mig, at der nok er et resttraume der roder rundt i min underbevidsthed.

På samme måde kan man undre sig over med hvilken iver den radikale transaktivisme presser på for at de såkaldte transbørn skal have adgang til at skifte juridisk køn (se bare regeringens forslag om dette) og så ellers sættes på et eksprestog i retning af hormonbehandling og operationer. Det minder mig om det nu lukkede Maria Hjerte Kloster på Djursland (hvor jeg selv kom da jeg var 14-16 år gammel) hvor Abeddisen optog piger helt ned til 16 år ud fra den devise, at man risikerede, at deres kald ville gå tabt, hvis man lod dem vente. Det kom der ikke noget godt ud af. Og der vil heller ikke komme noget godt ud af at forveksle kønsusikkerhed, eksperimentering med kønnet eller ønsket om at måtte få lov til det samme som det modsatte køn hos børn og unge med en permanent modsatkønnet kønsidentitet. Hvordan kan man sige god for at børn og meget unge voksne får foretaget irreversible kropslige indgreb – indgreb i en krop hvis naturlige funktioner, herunder erotiske og reproduktive potentialer de kun har lidt eller ingen kendskab til? Men også her er det vigtigt, at børn og unge, der kæmper med deres kønsopfattelse/kønsidentitet, skal have andre tilbud om hjælp og støtte til at håndtere livet. Tilbud der hjælper dem til at blive modne og afklarede voksne mennesker der kan tage de valg der passer bedst til deres ønsker og behov.

Læs mere

Skrevet af den 23 aug, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

Regeringen slår med den transpolitiske kølle

 

Regeringen har barslet med en hel pakke af forslag som efter sigende skal forbedre LGBT+ personers livssituation. Mest opmærksomhed har det fået, at man ønsker at give børn adgang til juridisk kønsskifte og det uden nedre aldersgrænse. Og det er da også bemærkelsesværdigt, at man fremsætter dette forslag set i lyset af hvor omfattende kritikken af denne ide var sidste år. Regeringen har tydeligvis valgt at ignorere kritikken og går i stedet efter den maksimale løsning som LGBT+ Danmark og Co. har krævet. Det er i sig selv bekymrende ikke mindst set i lyset af at man er mere end naiv hvis man tror, at juridisk kønsskifte til børn bare handler om at de såkaldte transbørn skal have lettere ved at låne bøger på biblioteket. Juridisk kønsskifte for børn handler om at kønsrolleafvigende børn skal puttes ned i transkassen og så ellers sættes på et eksprestog i retning af irreversible hormonbehandlinger og operationer.

Det bekymrende med regeringens initiativ er også, at det indeholder en række lovgivningsmæssige tiltag snøret sammen i en samlet pakke. Hermed sikrer man sig, at vi ikke kan få en grundig debat af behovet for og de eventuelle negative konsekvenser af de enkelte forslag, fordi der simpelthen er så mange, at fokus let vil rettes mod dem, som i første omgang kan virke mest provokerende på offentligheden så som det juridiske kønsskifte for børn.

Det kan jo f.eks. undre, at regeringen mener, at voksne skal kunne skifte juridisk køn fra dag til dag. Hvorfor synes regeringen, at det skal være maksimalt nemt at skifte juridisk køn samtidigt med, at den bakker op om en lovgivning der stiller omfattende krav til dem, der vil have dansk statsborgerskab? Man fristes til at tro, at det bl.a. handler om, at regeringen mener, at juridisk kønsskifte er uden nogen som helst form for konsekvens for samfundet som helhed. Den ser tydeligvis ikke nogen reel problemstilling i at man har mennesker, der har en mands krop, men har papir på at de er kvinder og omvendt. Nu har det imidlertid også indtil videre været sådan, at det juridiske kønsskifte har været lidt af en snydepakke, da det ikke har givet transkønnede automatisk ret til i alle henseender at blive set som det køn de har papir på. Juridisk kønsskifte giver således ikke transkønnede automatisk adgang til de kønsopdelte rum tiltænkt personer af modsat anatomisk køn såsom f.eks. omklædningsrum. Men det kan meget vel komme til at ændre sig.

Regeringen vil nemlig ulovliggøre diskrimination af transkønnede udenfor arbejdsmarkedet. Det lyder jo umiddelbart rimeligt nok, men en sådan lovgivning vil kunne bruges til at kræve, at transkvinder der har deres medfødte kønsdele i behold skal have adgang til kvindernes omklædningsrum. Eller at personer født med en mands krop, der har skiftet juridisk køn til kvinde, skal have adgang til at konkurrere mod biologiske kvinder indenfor den professionelle sport. Og hermed vil regeringens lovforslag komme til at berøre mange flere end blot de transkønnede.

Og ikke nok med det, regeringen vil også kriminalisere ”hadefuld tale” om og til transkønnede. Igen er det selvsagt mere end rimeligt, at det skal være forbudt at true transkønnede med vold og død, ønske dem udryddet etc. Men man skal ikke have haft megen kontakt med radikale transaktivister før man opdager, at de opfatter enhver holdningsytring der afviger fra deres kønsforståelse som ”transfobisk” altså som hadefuld tale om og til transkønnede. Det er således i deres logik transfobisk at mene, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan og at mænd ikke kan menstruere. Det er transfobisk kategorisk at afvise sex med transkvinder hvis man er hhv. en lesbisk kvinde eller en heteroseksuel mand. Og det er i allerhøjeste grad transfobisk at omtale transkvinder som ”mænd” og transmænd som ”kvinder”. Regeringens lovforslag kan derfor, hvis det vedtages, blive et alvorligt angreb på ytringsfriheden og den frie debat om køn og seksualitet her i landet. Men måske det også er meningen?

Læs mere

Skrevet af den 13 jul, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

Er transkvinderne den mest udsatte gruppe?

 

En af de oplevelser der i mine øjne har været iøjnefaldende ved en del af de onlinedebatter jeg har haft om transproblematikker med intersektionelle feminister og diverse andre woke-wannabees er, at de nærmest rutinemæssigt slynger et ”transkvinder er den mest sårbare gruppe” ud i æteren. Logikken synes at være, at man ikke kan være bekendt at nægte transkvinder adgang til kvindernes omklædningsrum, kvindefængsler, kvindeherberger og kvindesporten – eller at nægte at have sex med dem, da de simpelthen har det hårdere end alle andre. Interessant nok virker det på mig som om det antages, at transkvinders helt unikke sociale og psykiske udsathed er en så alment anerkendt viden, at man slet ikke behøver at begrunde denne påstand, ud over måske med nogle tågede henvisninger til ”undersøgelser”.

Det virker derfor som en oplagt ide at se på hvilke data vi faktisk har om transkvinders situation. Jeg har tidligere henvist til at en grundig undersøgelse[1] af hvad vi ved om antallet af myrdede transkvinder, der viser, at de har en lavere risiko for at blive myrdet end gennemsnitsbefolkningen. Hvad jeg derfor vil prøve på at gøre i denne artikel, er at gå i dybden med de interessante data man finder i Statens Serum Instituts og Aalborg Universitets store undersøgelse af danskernes sexliv, der blev udgivet i 2019 med titlen ”Sex i Danmark – Nøgletal fra Projekt SEXUS 2017-2018[2].

Man kan selvsagt undre sig over hvorfor en undersøgelse af danskernes sexliv også har et kapitel om transkønnedes udfordringer nu da det jo plejer at være VERBOTEN at se transkønnethed og seksualitet som to fænomener der kunne have noget med hinanden at gøre. Men den store befolkningsundersøgelse var selvsagt en oplagt mulighed for at få mere viden om transkønnedes situation set i relation til resten af befolkningen. Det skabte en vis vrede[3] blandt radikale transaktivister at forskerne bag undersøgelsen målrettet henvendte sig til personer som havde fået foretaget juridisk kønsskifte, nok for at sikre et rimeligt antal transkønnede deltagere i undersøgelsen[4]. Men det dog tydeligt, at forskerne bag undersøgelsen har gjort hvad de kunne for at tilfredsstille de radikale transaktivister. Det ses f.eks. ved at man ikke bruger udtrykket ”biologisk køn” men i stedet det transaktivistiske ”tildelt køn”, ligesom man også flittigt bruger ”cis”. Men altså, data har vi fået, så lad os se på dem.

F.eks. indeholder undersøgelsen spørgsmål til selvmordstanker og selvmordsforsøg der er rettet til alle deltagere i undersøgelsen (der i øvrigt var i alderen 15-89). Mht. selvmordstanker, så angav 21,3 % af de heteroseksuelle mænd, 44, 5 % af de homoseksuelle mænd, 50,7 % af de biseksuelle mænd, 24,6 % af de heteroseksuelle kvinder, 43,8 % af de homoseksuelle kvinder samt 62,7 % af de biseksuelle kvinder at de har haft sådanne. Ser vi på tallene fra personer under transparaplyen ser tallene sådan ud: 66,2 % af transkvinderne, 59,8 % af de nonbinære mænd[5], 77,7 % af transmændene og 61,5 % af de nonbinære kvinder[6] angiver at have haft selvmordstanker.

Sammenligner man disse tal, så viser de, at der er flere transkønnede end ikke-transkønnede, der angiver at have haft selvmordstanker. Men problemet med selvmordstanker er væsentligt større hos transmændene end hos transkvinderne. Det ser også ud til at biologisk køn er en ikke uvæsentlig faktor i den forstand at biologiske kvinder øjensynligt hyppigere har haft selvmordstanker end biologiske mænd. Heteroseksuelle kvinder angiver i højere grad end heteroseksuelle mænd, at de har haft selvmordstanker. Det samme gælder for biseksuelle kvinder i forhold til biseksuelle mænd, for nonbinære kvinder i forhold til nonbinære mænd og altså for transmænd set i forhold til transkvinder. Den eneste afvigelse fra denne systematik er at flere homoseksuelle mænd end homoseksuelle kvinder angiver at have haft selvmordstanker.

Hvis vi ser på tallene for de selvrapporterede selvmordsforsøg, er tendensen endnu klarere. 2,3 % af de heteroseksuelle mænd, 7, 0 % af de homoseksuelle mænd, 13,1 % af de biseksuelle mænd, 3,7 % af de heteroseksuelle kvinder, 10,5 % af de homoseksuelle kvinder og 18,4 biseksuelle kvinder angiver at de har forsøgt at begå selvmord. (Hvad undersøgerne hhv. de adspurgte forstår ved udtrykket ”selvmordsforsøg” er dog ikke helt klart.)

Tallene for dem under transkønsparaplyen ser ud som følgende: 23,4 % af transkvinderne, 16,5 % af de nonbinære mænd, 24,5 % af transmændene og 22,0 % af de nonbinære kvinder angiver, at de har forsøgt at begå selvmord.

Altså, langt flere transkønnede end ikke-transkønnede angiver at de har forsøgt at begå selvmord, den eneste undtagelse fra denne tendens er de biseksuelle kvinder, der i højere grad angiver at de har forsøgt at begå selvmord end de nonbinære mænd. Og biologiske kvinder angiver i alle de undersøgte identitetskategorier i højere grad end de biologiske mænd i samme kategori, at de har forsøgt at begå selvmord.

Det er imidlertid vigtigt at huske på, at selvmordstanker og selvrapporterede selvmordsforsøg er en ting, om man faktisk begår selvmord, er noget andet.  F.eks. var der i 2016 426 mænd og 142 kvinder der tog livet af sig i Danmark[7]. En høj frekvens af selvmordstanker og selvangivne selvmordsforsøg er altså ikke det samme som at man har en høj selvmordsfrekvens.

 

Ser man på hvor mange der angiver, at de mindst en gang har været udsat for et seksuelt overgreb, så angiver 1,2 % af de heteroseksuelle mænd, 7,2 % af de homoseksuelle mænd, 8,2 % af de biseksuelle mænd, 11,4 % af de heteroseksuelle kvinder, 17,0 % af de homoseksuelle kvinder og 31,0 % af de biseksuelle kvinder, at det har de. Hvis vi ser på svarene fra personer under transparaplyen, så angiver 18,2 procent af transkvinderne, 13,9 procent af de nonbinære mænd, 27,1 procent af transmændene og 25,7 procent af de nonbinære kvinder, at de har været udsat for mindst et seksuelt overgreb.

Den mest sårbare gruppe mht. at blive udsat for seksuelle overgreb er tydeligvis de biseksuelle kvinder, efterfulgt af transmænd og nonbinære kvinder. Det er tydeligt, at det at være en biologisk kvinde seriøst forværrer din risiko for at blive udsat for et seksuelt overgreb og det på tværs af identitetsmæssige kategorier.

 

Ser man på oplevet sexchikane på arbejdspladsen, så angiver 6,2 % af de heteroseksuelle mænd, 12,3 % procent af de homoseksuelle mænd, 9,4 % af de biseksuelle mænd, 20,4 % af de heteroseksuelle kvinder, 22,9 % af de homoseksuelle kvinder og 31, 4 % af de biseksuelle kvinder, at de har været udsat herfor. Ser vi på svarene fra personer under transparaplyen, så angiver 16,0 % af transkvinderne, 6,8 procent af de nonbinære mænd, 19,5 procent af transmændene og 33,3 procent af de nonbinære kvinder, at de har været udsat for sexchikane på deres arbejdsplads.

Her slår det biologiske køn klart igennem. Alle biologiske kvinder på tværs af deres identitet har en større risiko for at opleve sexchikane på arbejdspladsen end de biologiske mænd har det. Transkvinder er her mindre udsat end alle grupper af biologiske kvinder. Interessant er det i øvrigt også, at mht. dette spørgsmål angiver transmændene en mindre udsathed end de andre identitetsgrupper blandt de biologiske kvinder.

Hvis man ser på hvor mange der angiver, at de har prøvet at være i et voldeligt parforhold, så angiver 2,7 % af de heteroseksuelle mænd, 9,9 % af de homoseksuelle mænd, 7,6 % af de biseksuelle mænd, 11,6 procent af de heteroseksuelle kvinder, 15,4 % af de homoseksuelle kvinder og 24,8 % af de biseksuelle kvinder, at det har de været. Ser vi på svarene fra personer under transparaplyen, så angiver 17,0 % af transkvinderne, 18,6 % af de nonbinære mænd, 19,1 % af transmændene og 32,5 % af de nonbinære kvinder, at det har det prøvet.

Igen ser vi, at biologiske kvinder på tværs af identitetskategorierne er mere udsatte end de biologiske mænd i samme identitetskategori – her altså for at have erfaringer med at være i et voldeligt parforhold. Den mest sårbare gruppe er nonbinære kvinder og biseksuelle kvinder. Transkvinderne er blandt de transkønnede de mindst udsatte for at have erfaringer med at være i et voldeligt parforhold.

Måske det også lige skal bemærkes, at kun 1 % af kvinderne angiver, at deres voldelige partner var en anden kvinde.

En gruppe af spørgsmål bryder dog med det mønster der ellers har været ret tydeligt indtil nu. Og det er spørgsmål relateret til om man har oplevet chikane, diskrimination mfl. pga. hhv. ens seksuelle orientering eller ens kønsidentitet.

Mht. at have oplevet at blive mobbet eller chikaneret pga. deres seksuelle orientering så angiver 57 % af de homoseksuelle mænd, 12 % af de biseksuelle mænd, 37 % af de homoseksuelle kvinder og 14 % af de biseksuelle kvinder, at det har de erfaringer med. Mht. at have oplevet at blive mobbet eller chikaneret pga. deres kønsidentitet angiver 60 % af transkvinderne, 19 % af de nonbinære mænd, 63 % af transmændene og 22 % af de nonbinære kvinder, at det har de erfaringer med.

Mht. at have oplevet, at blive råbt efter på gaden pga. deres seksuelle orientering, så angiver 53 % af de homoseksuelle mænd, 6 % af de biseksuelle mænd, 44 % af de homoseksuelle kvinder og 13 % af de biseksuelle kvinder, at de har de erfaringer med. Mht. at have oplevet, at blive råbt efter på gaden pga. deres kønsidentitet, så angiver 51 % af transkvinderne, 10 % af de nonbinære mænd, 39 % af transmændene, og 22 % af de nonbinære kvinder, at det har de erfaringer med.

Mht. spørgsmålet om hvorvidt man har oplevet at blive diskrimineret pga. ens seksuelle orientering, så angiver 27 % af de homoseksuelle mænd, 8 % af de biseksuelle mænd, 16 % af de homoseksuelle kvinder og 8 % af de biseksuelle kvinder, at det har de oplevet. Mht. spørgsmålet om hvorvidt man har oplevet at blive diskrimineret pga. ens kønsidentitet, så angiver 42 % af transkvinderne, 12 % af de nonbinære mænd, 46 % af transmændene og 18 % af de nonbinære kvinder, at det har de oplevet.

Mht. at have oplevet at blive fysisk forulempet pga. ens seksuelle orientering, så angiver 22 % af de homoseksuelle mænd, 5 % af de biseksuelle mænd, 8 % af de homoseksuelle kvinder og 5 % af de biseksuelle kvinder, at det har de prøvet. Mht. at have oplevet at blive fysisk forulempet pga. ens kønsidentitet, så angiver 32 % af transkvinderne, 16 % af de nonbinære mænd, 26 % af transmændene og 8 % af de nonbinære kvinder, at det har de prøvet.

Mht. spørgsmålet om hvorvidt man har erfaringer med at blive seksuelt forulempet pga. ens seksuelle orientering, så angiver 13 % af de homoseksuelle mænd, 5 % af de biseksuelle mænd, 8 % af de homoseksuelle kvinder og 11 % af de biseksuelle kvinder, at det har de oplevet. Mht. spørgsmålet om hvorvidt man har erfaringer med at blive seksuelt forulempet pga. ens kønsidentitet angiver 25 % af transkvinderne, 7 % af de nonbinære mænd, 9 % af transmændene og 15 % af de nonbinære kvinder, at det har de oplevet.

Hvad angår negative erfaringer specifikt relateret til at være homoseksuel, biseksuel eller transkønnet ser vi et brud med den tidligere påviste tendens. Lige præcist her er man ikke altid mere udsat som biologisk kvinde end man er det som biologisk mand. Transmænd og -kvinder er mere udsatte for mobning og chikane pga. deres kønsidentitet end homoseksuelle mænd og kvinder er det mht. deres seksuelle orientering. Dog er transmændene mere udsatte end transkvinderne. Hvad tilråb på gaden angår er homoseksuelle mænd den mest udsatte gruppe. Hvad diskrimination angår er transmænd og -kvinder mere udsatte end homoseksuelle mænd og kvinder, men igen er det transmændene der er mere udsatte end transkvinderne. (Hvad der dog helt konkret menes med diskrimination, er uklart. Hvis f.eks. en transkvinde har oplevet, at lesbiske ikke vil date hende, kan hun så have krydset ja ved spørgsmålet om hun har oplevet diskrimination pga. hendes kønsidentitet?) Og mht. til spørgsmålene om man har oplevet fysisk hhv. seksuel forulempelse pga. ens seksuelle orientering hhv. ens kønsidentitet er transkvinderne tydeligvis mest udsatte.

Med andre ord: Hvis du er født med en kvindes krop, har du en klart forhøjet risiko for at blive udsat for sexchikane på arbejdspladsen, for seksuelle overgreb og for vold i et parforhold. Du har også en forhøjet risiko for at have foretaget et selvmordsforsøg og alt andet lige også for at have selvmordstanker.  Er du homoseksuel, biseksuel eller transkønnet forværres din situation, det samme gælder ofte også for biologiske mænd, men det biologiske køn slår altså hårdest igennem når vi taler om kvinder. Hvad angår sexchikane på arbejdspladsen, sexovergreb og vold i parforhold hører transkvinderne ikke til de allermest udsatte grupper. Det er kun mht. at have oplevet fysisk hhv. seksuel forulempelse pga. deres kønsidentitet at transkvinder er mere udsatte end transmænd. Transmænd er ligesom nonbinære kvinder og biseksuelle kvinder en gruppe hvis særlige sårbarhed burde komme mere i fokus.

I øvrigt er der en lang række ekstra data i SEXUS undersøgelsen som det kunne betale sig at dykke ned i, men der er grænser for hvad jeg kan komme ind på, artiklen er allerede nu blevet meget lang. Jeg vil derfor blot afslutte med følgende informationer som også kan være af relevans.

Mht. seksuel identitet så angav i alt 91,7 procent af deltagerne i undersøgelsen at de er heteroseksuelle, mens 1,5 % angav at de er homoseksuelle mænd, 0,6 % at de er homoseksuelle kvinder, 1,8 % at de er biseksuelle mænd og 2,6 % at de er biseksuelle kvinder.

Ser vi på transkvinderne, så angav 34,9 % at de er biseksuelle, 27,2 % at de er heteroseksuelle og 10,4 % at de er homoseksuelle. Mht. de nonbinære mænd, så angav 37,4 % at de er heteroseksuelle, 14,9 % at de er biseksuelle og 10,0 % at de er homoseksuelle. Blandt transmændene angav 34,7 % at de er heteroseksuelle, 21,9 % at de er biseksuelle og 10,1 % at de er homoseksuelle. Og mht. nonbinære kvinder, så angav 42,4 % at de er heteroseksuelle, 18 % at de er biseksuelle og 7,4 % at de er homoseksuelle.

Men hvad der er ret spændende, så har SEXUS undersøgelsen også spurgt ind til hvilket køn folks sexpartnere har haft. I det følgende nævner jeg hvad flest har krydset ja ved efterfulgt af hvad næstflest har krydset ja ved:

Blandt de homoseksuelle mænd har flest kun haft sex med mænd (53%) efterfulgt af dem, der angiver, at de fleste af deres partnere har været mænd (40 %). Blandt de homoseksuelle kvinder angiver 45 % af de fleste af deres partnere har været kvinder mens 23 % angiver kun at have haft kvindelige partnere. Blandt de biseksuelle mænd har 47 % haft flest kvindelige partnere mens 22 % kun har haft kvindelige partnere. Blandt biseksuelle kvinder har 51 % haft flest mandlige partnere mens 28 % kun har haft mandlige partnere.

Blandt transkvinder angiver flest at de kun haft sex med kvinder (30 %), efterfulgt af dem, der angiver, at de kun har være sammen med mænd (20 %). Blandt de nonbinære mænd angiver flest, at de kun har haft sex med kvinder (58 %) efterfulgt af dem, der angiver, at de fleste af deres partnere har været kvinder (17 %). Blandt transmændene angiver flest, at de kun har været sammen med kvinder (28 %) efterfulgt af dem, der angiver, at de fleste af deres partnere har været kvinder (20 %). Blandt de nonbinære kvinder angiver flest, at de kun har været sammen med mænd (49%) efterfulgt af dem, der angiver, at de fleste af deres partnere har været mænd (20 %).

Dette skal i øvrigt ses i relation til at 91 % af heteroseksuelle mænd angiver, at de kun har haft sex med kvinder mens 90 % af de heteroseksuelle kvinder angiver, at de kun har haft sex med mænd.

Homoseksuelle mænd ser ud til i højere grad end lesbiske at have haft mulighed for at leve et liv hvor alle eller de fleste af deres seksuelle partnere har haft deres eget køn. Tallene kunne tyde på, at lesbiske i højere grad end bøsser kan have følt sig presset til at indgå i seksuelle relationer med personer af modsat køn. Tallene viser også, at biseksuelle mænds såvel kvinders partnere oftest er personer af modsat køn.

Og så er det bemærkelsesværdigt, at både transkvinder og transmænd oftere udelukkende har haft kvindelige sexpartnere end det er tilfældet for de lesbiske kvinder, mens nonbinære hovedsageligt har haft sexpartnere af modsat køn. Det giver god mening, at den største seksuelle identitetskategori blandt transmænd er ”heteroseksuel”, nu da de største ”sexpartnererfaringsgrupper” blandt dem er ”kun kvinder” hhv. ”flest kvinder”. Det passer jo til transparadigmets forståelse af køn og seksualitet. Men man kan undre sig over, at kun 10,4 procent af transkvinderne angiver, at de er homoseksuelle, nu når 30 % også angiver, at de kun har været sammen med kvinder.

 

 

 

 

[1] https://medium.com/athena-talks/trans-murder-rates-the-data-120b60b19cb4

[2] https://files.projektsexus.dk/2019-10-26_SEXUS-rapport_2017-2018.pdf

[3] https://killjoy.dk/da/Vidnesbyrd/transkonnede-over-samplede-sexus

[4] Forskerne havde også målrettet kontaktet personer der havde indgået registreret partnerskab hhv. samkønnet ægteskab for ligeledes at sikre en bedre afdækning af homoseksuelle. Se https://www.projektsexus.dk/til-deltagere/faq Dette har dog mig bekendt ikke udløst protester fra homoseksuelles side.

[5] Biologiske mænd der ser sig som nonbinære

[6] Biologiske kvinder der ser sig som nonbinære

[7] https://www.psykiatrifonden.dk/viden/gode-raad-og-temaer/600-liv/fakta.aspx

Læs mere