Menu
Kategorier

Skrevet af den 27 jul, 2025 under Feminisme, Lgbt | 2 kommentarer

At være kvinde er min skæbne

 

En af mine første minder er synet af skuffelsen i min fars ansigt. Min far, der var sømand, var kommet hjem fra en af hans lange rejser medbringende en babydukke. Den havde nok været dyr, og min far havde sikkert glædet sig til at gøre sin lille datter rigtig glad. Men jeg må tydelig vis have vist min far, at jeg ikke var begejstret. Det er ikke så nemt at spille skuespil når man er 3-4 år gammel. Det kommer først med alderen.

Jeg var ikke glad for babydukker som barn. Jeg var heller ikke glad for de lege, som piger i min barndom elskede at lege, så som at hoppe i ellistik. Faktisk kunne jeg ikke finde ud af at lege med pigerne. De udgjorde et fællesskab som jeg ikke kunne afkode, men jeg prøvede nu heller ikke rigtigt. For hvorfor kæmpe for at være med i et fællesskab som var centreret om aktiviteter jeg ikke gad?

Men jeg var heller ikke nogen Tomboy eller ”drengepige”. Den eneste gang jeg f.eks. seriøst forsøgte at klatre op i træ, kunne jeg ikke finde ud af at komme ned, så min legekammerats mor måtte krave op for at for mig ned igen. Men jeg legede meget gerne med ”drengelegetøj”, så som legetøjsvåben og soldaterfigurer og så med legoklodser og lignende, der i min barndom var ”kønsneutrale”.

Jeg havde ikke noget ønske om at være en dreng. Der var tre ting jeg ikke kunne lide ved drenge: De skulle altid tale om ”lumre” ting; de var onde ved dyr; og så peb de når jeg slog dem. Men for at berolige læseren må jeg nok hellere understege, at jeg aldrig slog med hårdere våben end plastikskovle, når debatten blev lidt for heftig i sandkassen.

Men havde nogen som barn tilbudt mig en magisk pille, der kunne forvandle mig til en mand, se det havde været en anden sag. Jeg ville meget gerne være en mand, for i min barndoms fantasi var mænd dem, der var stærke, som var i kontrol og som havde alle muligheder i livet. Det var altså ikke en mands krop jeg ville have. Jeg har aldrig været til p*k, hverken på den ene eller den anden måde. Men mandens rolle ville jeg som sagt gerne have.

Og jeg så helt klart ikke frem til at min pigekrop skulle udvikle sig til en kvindekrop. Jeg var rædselsslagen ved tanken om at få menstruation. Og da jeg så fik menstruation som 12-årig viste det sig at være endnu værre end jeg havde forestillet mig. Det har i min optik aldrig været sjovt at have en kvindekrop – og den rolle som man tildeles i samfundet fordi man er født med en kvindekrop, er endnu værre. Jeg synes kort sagt at det er træls at være kvinde. Jeg har aldrig haft et ønske om at blive mor, så hvorfor skal jeg slæbe rundt med en biologi, der er programmeret til lige præcist det? Jeg har bare ikke noget alternativ.

Min kropslighed er min skæbne, fordi jeg er den jeg er bl.a. pga. min krop. Hvis jeg var blevet født med en penis frem for en vagina og var blevet døbt ”Karl” frem for ”Karen”, så havde min kropslige realitet og de deraf følgende erfaringer været anderledes. Og jeg ville selvsagt også været blevet mødt og behandlet anderledes. Mine erfaringer, min livshorisont, og i sidste instans min personlighed havde været anderledes. Eller sagt med andre ord: Jeg havde ikke været mig – jeg havde været en anden.

Med (overgangs)alderen er det først rigtigt gået op for mig at jeg ikke bare ”har” min krop, men at jeg er min krop. Jeg ville i bogstavelig forstand ikke være her uden den – og når hvilken som helt del af min krop giver problemer, så har jeg problemer. Kvindekroppen er bøvlet i mine øjne, altid parat til uvelkomne overraskelser, så som at man helt uden ekstra kalorieindtag kan tage et kilo på – på en dag. Men livet leves bedre hvis man ikke ser – og behandler sin krop som en fjende men som ens ven gennem livet.

Mit møde med transkønnede og transaktivisme fik i sin tid mig selv til at gentænke mit forhold til tøj. Jeg har altid godt kunne lide ”herretøj” – men efter jeg sprang ud overfor mig selv som lesbisk, forsøgte jeg i mange år at klæde mig feminint – selvom jeg ikke rigtigt var glad for det. Angsten for at være en ”grim og grinagtig betonlebbe” huserede i mit baghoved – og spillede alt for længe en rolle i mit valg af tøj og sko. Og det selvom kvinden i mit liv går i kønsneutralt tøj eller herretøj – og bare ser så dejlig ud heri. Internaliseret selvhad er ikke altid rationel. Da jeg så endelig startede med at gå i såkaldt herretøj, fandt jeg ud af at jeg føler mig mere veltilpas heri. ”Herretøj” er mere praktisk – hvem har f.eks. fået den idiotiske ide at kvindetøj skal have højst få og små lommer? Men jeg synes også, at jeg ser bedre ud heri – og jeg oplever ikke mig selv som sårbar og skrøbelig når jeg har det på – hvad jeg gjorde da jeg gik i såkaldt dametøj. Når jeg i dag i gamle gemmer finder noget af det ”kvindetøj” jeg gik i tidligere, så får jeg nærmest kvalme. Tænk, at jeg i så mange år tvang mig selv til at gå i det!

Mit forhold til mit køn og min kønsrolle gør, at nogle transaktivister har udråbt mig til at være en selvhadende transmand – eller i hvert fald nonbinær. I deres binære logik er man jo enten en såkaldt ciskønnet, der elsker alt ved det ”køn man fik tildelt ved fødslen” eller også er man transkønnet.

Men jeg er en kvinde pga. den krop jeg blev født med. Jeg fik ikke ”tildelt et køn” ved fødslen, mit kropslige køn blev blot konstateret. Men jeg fik tildelt en kønsrolle og jeg blev mødt med kønnede forventninger og antagelser fra dag ét i mit liv. Jeg identificerer mig ikke med disse. Jeg har aldrig kunnet spejle mig i det feminine og har altid været rigtig dårlig til at leve op til kvinderollen. Jeg vil tro, at en del af årsagen hertil er at jeg er lesbisk. Ikke alle homoseksuelle har det sådan, men for mig er der en klar sammenhæng mellem min seksualitet og min oplevelse af mit køn. Derfor har jeg aldrig forstået det transaktivistiske dogme om at køn og seksualitet skulle være to helt adskilte ting. I mit liv har de gået hånd i hånd.

Jeg er en kvinde, ikke pga. en følelse som jeg ikke ved hvori den skulle bestå, eller en identitet som jeg ikke ved hvad den skulle handle om. Jeg er kvinde fordi det er det kropslige lod der blev trukket for mig da jeg blev undfanget engang på Stillehavet i starten af 1969.

Vores kropslighed er et grundvilkår. Det er den materielle realitet som vores tilværelse bygger på. Men heldigvis lever vi i et samfund, hvor vi har frihed til at leve på den måde, der passer os bedst. At man ikke kan lide rollen som kvinde gør en ikke til mand – og at man kan lide rollen som kvinde gør en ikke til en kvinde. Men uanset vores køn skal vi have frihed til at klæde os, have de interesser og de præferencer som vi nu har. Den frihed vil jeg altid kæmpe for.

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 24 okt, 2024 under Lgbt, Religionsdebat | 0 kommentarer

Dobbeltspillet om islam og homoseksualitet

 

I anledning af en undersøgelse af muslimske forældres syn på evt. homoseksuelle børn foretaget af Jyllands-Posten er debatten om islam og homoseksualitet (igen) blusset op. Og da LGBT+ Danmarks sekretariatschef Susanne Branner i et interview i samme avis fik rodet sig ud i et sandt studie udi udenomssnak er der også kommet fokus på at mange af de mere eller mindre professionelle forsvarere af homoseksuelles rettigheder her i landet har en tendens til ikke at ville snakke om den manglende accept af homoseksuelle i muslimske miljøer.

For at forstå problematikken er det måske en god ide at se på hvordan den uforbeholdne accept af homoseksuelle forhold og homoseksualitet i løbet af de sidste årtier er blevet til en dominerende norm i den offentlige debat. Hvis man i dagens Danmark giver udtryk for at homoseksuelle forhold er syndige, unaturlige – eller bare ikke ideelle, må man regne med at blive mødt med en flodbølge af kritik. Hvis man ikke bakker helhjertet op om homoægteskaber og regnbuefamilier må man regne med at blive erklæret for ikke-stueren og blive udelukket fra det gode selskab.

Driverne bag denne udvikling har i høj grad være folk med sekulære, progressive og venstreorienterede værdier og idealer. Og modstanderne har typisk været folk fra højrefløjen, herunder fra konservative kristne miljøer. Det har derfor også været moralsk nemt for dem, der førte kampen for den betingelsesløse accept af homoseksuelle. Dem de kæmpede imod, var nemlig identisk med grupper som man i forvejen ikke brød sig om og som man så som sine modstandere.

Problemet for den typiske homo-rettighedsforkæmper opstår når man skal se på den udbredte og i øvrigt alment kendte afvisning af homoseksualitet i muslimske miljøer. For når enhver afvisning af homoseksuelle er forkert, når den foretages af borgerlige og/eller kristne såkaldte etniske danskere, så må den logisk set også være det når den foretages af muslimer. Konsekvensen heraf ville så være, at sådanne muslimer skulle mødes med den samme moralske fordømmelse og sociale udstødelse som andre, der i dagens Danmark afviser homoseksuelle. Men det går bare ikke! For de samme sekulære, progressive og venstreorienterede kredse som historisk set har insisteret på den betingelsesløse accept af homoseksuelle mener typisk også, at landets muslimer er ofre for racisme, diskrimination og undertrykkelse. Og ikke mindst fordi højrefløjen sættes lig med afvisning af muslimer, så må man som god venstreorienteret selvsagt kæmpe deres sag. Den måde man har forsøgt at løse det dilemma på, er på mange måder identisk med den strategi som Susanne Branner greb til i interviewet med Jyllands-Posten: Ligesom de ”indiske aber” så vil man ikke se, ikke høre og ikke sige noget. Homofobi i muslimske sammenhænge er de venstreorienteredes version af ”synden som man ikke må tale om”.

Mit bud på løsningen af dette dilemma er for nogle måske overraskende og radikal. Ikke mindst fordi jeg selv som lesbisk og kristen i mange år har kæmpet for accept af homoseksuelle i kristne sammenhænge. Jeg er overbevist om, at hvis man virkeligt ønsker et multikulturelt og etnisk mangfoldigt Danmark, så må man også kunne leve med en mangfoldighed af holdninger. Også holdninger man er dybt uenige med. Herunder den forestilling, at homoseksuelle forhold er syndige, haram eller hvad man nu ellers måtte kalde dem.  Hvis man virkeligt ønsker medborgerskab for og en vellykket integration af muslimerne i det danske samfund, så nytter det ikke, at man afkræver dem en betingelsesløs accept af alle det sekulære danske samfunds værdier, herunder en betingelsesløs anerkendelse af homoseksuelle forhold som værende ligeværdige med heteroseksuelle. Jo mere multikulturelt vores samfund bliver, desto mindre sekulært vil det alt andet lige også blive. Vi kommer til at leve i et samfund hvor religion vil fylde mere for flere mennesker end mange af os har været vandt til. Det kan vi lige så godt se i øjnene.

Det kan efter min mening ikke benægtes, at højreorienterede ofte dæmoniserer landets muslimer. De samme kredse som historisk set har været modstandere af at traditionelle kristne værdier er blevet erstattet af sekulære og progressive, er bemærkelsesværdigt begejstrede for at påvise hvordan islam strider mod disse. Men muslimernes allierede blandt de venstreorienterede udmærker sig typisk ved ikke at kunne eller ville tage muslimerne alvorlige som lige præcist muslimer, dvs. tilhængere af en religion hvis idealer ofte er sammenfaldende med dem man finder hos konservative kristne.

Nu er selvsagt ikke alle med muslimsk baggrund dybt troende eller praktiserende. Men min mangeårige erfaring som religionslærer i gymnasiet og hf, hvor jeg heldigvis har haft og stadigt har mange muslimske elever er, at religion alt andet lige fylder mere hos unge med en muslimsk baggrund end blandt de såkaldte etniske danske. Religion her også i betydningen af at der findes en almægtig Gud, at der findes et liv efter døden, at dette liv afhænger af hvordan man lever her på jorden etc.

Den betingelsesløse fordømmelse og sociale udstødelse af dem der har religiøst betingede forbehold overfor homoseksuelle forhold medfører blot uholdbare moralske dobbeltspil der ikke gavner nogen. Og ikke mindst forhindrer den samtalen med dem, der har disse holdninger. Så til Susanne Branner og åndsfæller kan jeg kun sige: Accepter at mange muslimer har moralske forbehold overfor homoseksuelle forhold. Ikke accept i betydningen at I er enige heri, men accept i betydningen at de har lov til at have en sådan holdning selvom I er dybt uenige med den. Og lad os så få startet samtalen om hvordan vi kan lære at leve sammen på en fredelige måde med gensidig respekt for vores forskellighed.

Læs mere

Skrevet af den 6 okt, 2024 under Lgbt | 4 kommentarer

Et åbent brev til en transkønnets mor

 

Kære Hannelouise Kissow

Jeg har nu et par gange læst din kronik i Information fra den 5.10.2024 hvor du som en sand løvinde kaster dig ind i kampen for transkønnedes rettigheder – med udgangspunkt i at du er mor til en ung transmand. Du skriver i kronikken, at du ville ønske, at der var nogen der faktisk ville tale til jer forældre til transkønnede, og den opfordring vil jeg hermed gerne tage op.

Jeg vil lægge ud med at understrege, at jeg synes, at det er rigtigt trist, ja oprørende, at høre, at der findes mennesker der chikanerer dit barn i det offentlige rum med tilråb og det, der er værre. Som en person, der blev mobbet gennem hele sin folkeskoletid og som også som voksen har oplevet tilråb i det offentlige rum, kan jeg kun sige, at en sådan adfærd overfor dit barn selvsagt er helt uacceptabel. Vi skal alle kunne færdes uantastet i det offentlige rum uanset hvordan vi ser ud.

Jeg kan forstå på din kronik, at du mener, at det er altafgørende for dit barns overlevelse, at vi alle anerkender at dit barn er en mand, selvom det blev født med en piges/kvindes krop. Det virker på mig som om du mener, at hvis dit barn ikke får denne anerkendelse helt betingelsesløst, så vil andre skade det – eller også vil dit barn gøre skade på sig selv.

Du fortæller os imidlertid ikke hvorfor du selv er så overbevist om dit barns sande køn. Jeg ved ikke, om du har taget nogle dybe snakke med dit barn om hvad det vil sige at være hhv. en mand eller en kvinde. Jeg ved ikke hvordan dit barn overfor dig har begrundet, at det er en dreng/mand og ikke en pige/kvinde. Jeg ved heller ikke hvordan du selv vil definere hhv. ”mand” og ”kvinde”. Det virker på mig som om du ikke synes det er relevant. Dit barn tror det er en mand – derfor tror du det – og derfor skal alle andre også tro det. Vi skal alle tro det fordi dit barn efter din vurdering har fået det bedre psykisk efter at det fik skiftet CPR-nummer og begyndte at tage testosteron.

Jeg tolker din kronik sådan, at du er meget vred over, at nogle ikke bare vil tro det når du hhv. dit barn siger, at du har en søn og ikke en datter. I har brug for vores tro (eller i det mindste at andre lader som om vi tror?) – og hvorfor ikke bare tro nu når denne tro efter din mening ikke skader nogen? Selve tanken om at anerkendelsen af dit barn som en mand skulle kunne skade nogen synes virkelig at få dig helt op i det røde felt. Hvor kan nogen vove bare at antyde noget sådant?

Nu tror jeg personligt ikke at dit barn er til fare for andre – men jeg er faktisk bekymret for, at dit barn er slået ind på en vej, der vil kunne skade det alvorligt.

Køn er efter min overbevisning udelukkende et spørgsmål om hvilken type krop man blev født med. Det medfødte kropslige køn er den objektive realitet, det er den faktuelle basis for hvem vi er. Kroppen er ikke bare et tilfældigt hylster af kød – det er en del af os, ja vi er vores kroppe, de gør os til dem vi er. Lige meget hvad du og dit barn måtte tro, så er dit barn kropsligt set en kvinde. Dette vil altid sætte rammerne for dit barns liv. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om du virkeligt mener, at dit barn skal klæde om sammen med mændene? Hvis ulykken ramte, og dit barn skulle overnatte i et herberg eller blev fængslet, ville du så mene, at det skulle overnatte hhv. afsone sammen med mændene nu når du er så overbevist om at dit barn ER en mand?

Jeg ved ikke, om du og dit barn har snakket om hvilke konsekvenser det har at tage testosteron når man har en kvindes krop. Måske har I talt om det som dit barn håber at opnå hermed så som en dybere stemme og skægvækst – træk der ville kunne gøre at dit barn kan ”passere” som mand. Og I har tydeligvis bemærket den eufori som dette hormon kan udløse – i en periode der dog ikke nødvendigvis varer ved. Men har I også talt om bivirkningerne? Dit barn er 20 år, skriver du. Har I talt om at det betyder, at dit barn vil kunne komme i en kunstig overgangsalder før det er fyldt 25 år? Har I talt om at testosteron, når det indtages af biologiske kvinder, kan medføre alvorlige underlivsproblemer der kan ødelægge muligheden for et godt sexliv? Har I talt om de livstruende mulige bivirkninger så som leverskader og blodpropper? Du skriver, at testosteronbehandlingen har reddet dit barns liv – men ved du, at den i værste fald kan koste dit barn livet?

Har du talt med dit barn om at man reelt set ikke kan skifte køn? Man kan ændre sit CPR-nummer, man kan til dels ændre på kroppens udseende, men man kan aldrig få det modsatte køns krop. Har I altså talt om at dit barn ikke kan få en krop der svarer til en biologisk mands?

Og sidst men ikke mindst, så kan jeg ikke lade være med at tænke på om du har overvejet, at dit barn – og dermed også du – kunne tage fejl. Dit barn er et ungt menneske. At være ung betyder også, at man skal lære sig selv at kende og finde sin vej i livet. Og i den forbindelse kan man godt forvilde sig på sit livs rejse og slå ind på et spor, der viser sig at være en blindgyde. Og at finde den rette vej er selvsagt ekstra vanskeligt når man som dit barn har alvorlige psykiatriske udfordringer at slås med. Så hvad nu hvis dit barn, når det er 25-30 år, finder ud af at det alligevel ikke er en mand, men en kvinde? Hvad nu hvis det fortryder de irreversible konsekvenser af det testosteron, det har taget, og de mulige operationer som I måske allerede nu overvejer? Hvad vil du så sige til dit barn? Vil du slå hånden af det fordi det ikke var den du var blevet overbevist om at det er? Vil du bebrejde dit barn, at det tog fejl? Vil du blive vred på alle dem, der bakkede op om dit barns identitet som transkønnet? Eller vil du tage ansvar – hvis det viser sig, at du og dit barn tog fejl mht. hvem det er og dit barn nu står tilbage med irreversible kropslige forandringer som det bittert fortryder? Hvad vil du så gøre? Skrive en ny kronik?

Til sidst kan jeg kun sige, at jeg håber alt godt for dit barn. Jeg håber, at det vil finde sin vej gennem livet – et forhåbentligt godt og lykkeligt liv. Men jeg må indrømme, at jeg er alvorligt bekymret for at du ud af lutter kærlighed kan komme til at skade dit barn. Sommetider er det ikke nok bare at elske sit barn og betingelsesløst sige god for alt hvad det vil og gør. Sommetider kan et ”nej” også være et kærligt svar.

 

Læs mere

Skrevet af den 25 sep, 2024 under Lgbt | 0 kommentarer

Kønslig selvbestemmelse eller woke køns gaga?

 

Der har i den senere tid være en del debat om den danske lov om juridisk kønsskifte, men den danske debatscene synes ikke rigtigt at have bemærket, at Tyskland den 12.4.2024 har indført deres egen lov om juridisk kønsskifte, der på en række områder er mere vidtgående end den danske. Loven træder i kraft den 1.11.2024.

Lovens fulde navn er ”Gesetz über die Selbstbestimmung in Bezug auf den Geschlechtseintrag”, hvad på dansk vil svare til ”Lov om selvbestemmelse vedrørende kønsregisteringen”. I daglig tale omtales loven dog ofte som ”Selbstbestimmungsgesetz” altså ”Selvbestemmelsesloven”.

I Tyskland har man ikke noget CPR-register, så loven handler i stedet om retten til at få ændret det køn som myndighederne registrerede en med da ens forældre meddelte dem ens fødsel. Den nye lov er tænkt til at gøre livet lettere for transkønnede, nonbinære og interkønnede. Meget kort fortalt så skal man kunne få ændret det køn man blev registreret med ved at ansøge ens lokale ”Standesamt” herom. Standesamt er det offentlige kontor der står for civilregisteringen af borgerne og hvor man bl.a. skal melde fødsler til. Den tidligere lovgivning, der var samlet i den såkaldte ”Lov om transseksuelle” fra 1980, havde krævet, at man for at kunne få ændret det køn man blev registreret med skulle have to sagkyndiges udtalelser samt en dommerkendelse.

Der kan ikke være nogen tvivl om at et juridisk kønsskifte med ”Selvbestemmelsesloven” er blevet meget nemt, faktisk nemmere end i Danmark, for ventetiden er i den tyske lov kun 3 måneder mod de 6 måneder her i landet. Allerede før ”Selvbestemmelsesloven” kunne man i Tyskland få en tredje kønsregistrering ud over ”mand” eller ”kvinde” nemlig ”divers”. Denne mulighed fortsætter, selvfølgelig fristes man til at sige, noget sådant er som bekendt ikke muligt i Danmark.

En væsentlig forskel til den danske lovgivning er, at den også gælder børn. Er barnet fyldt 14 år så skal det selv kunne indlevere ansøgningen om at få ændret det køn vedkommende oprindeligt blev registreret med, men det skal som udgangspunkt have en accept fra dem, der har forældremyndigheden over det. Vil forældrene ikke give deres accept så kan en familiedomsstol gøre det også mod deres vilje. Er barnet under 14 år skal forældremyndighedshaverne indlevere ansøgningen. Barnet skal medbringes når ansøgningen afleveres til myndighederne – og er barnet fyldt 5 år skal det have givet sit samtykke. Hvis der er uenighed blandt forældrene, kan en familiedomstol træffe afgørelsen.

Det tyske Familieministerium understreger, at forældre der søger om at få ændret deres barns juridiske køn mod barnets vilje kan ende med at få frataget deres forældremyndighed af hensyn til barnets tarv. Man siger ikke noget om hvorvidt det også kan ske hvis de begge ikke vil acceptere et sådant kønsskifte for deres under 14-årige barn.

I modsætning til den danske lov om juridisk kønsskifte så forholder den tyske Selvbestemmelseslov sig udførligt til hvilke juridiske konsekvenser den ændrede kønsregistrering skal få for den, der har fået foretaget den. Lidt morsomt er det f.eks. at der er en bestemmelse om at man i en krigssituation ikke skal kunne skifte køn og på den måde kunne undgå værnepligt – al den stund at Tyskland aktuelt slet ikke har værnepligt. Set ud fra et dansk perspektiv er følgende udspecificeringer særligt interessante:

De professionelle sportsforbund kan fortsat selv i vidt omfang regulere hvem der kan få lov til at stille op til konkurrencer. Men der står ikke noget i loven om amatørsport, og om skolesporten står der kun nogle lettere tågede udsagn om karaktergivningen i faget idræt.

Mht. fængsler angiver Selvbestemmelsesloven ingen regler da fængselsvæsenet hører til delstaternes ansvarsområde. Dvs. at den bestående retslige situation fortsætter hvor det er op til delstaterne at regulere hvem der kan afsone hvor. Der må tages hensyn til andre forhold end det køn man er registeret med, men det kræves ikke. Allerede før indførelsen af selvbestemmelsesloven har det tyske fængselsvæsen været udfordret af hvad det skal stille op med transkønnede indsatte. Nogle delstater har lavet særlige afdelinger for transkønnede, andre har som Berlin givet de indsatte medindflydelse på om de skal afsone blandt mændene eller kvinderne. I 2022 var der i Berlin tre, der var blevet flyttet fra mandeafdelingen til kvindeafdelingen.

Mht. private kønsopdelte rum så som omklædningsrum og lignende, ændrer den formelle lovgivning sig ikke. På den ene side må udbyderne af sådanne godt nægte at give folk adgang til et ønsket rum hvis det antages at de kan true intimsfæren. Men man må på den anden side ikke generelt afvise en person udelukkende fordi vedkommende er transkønnet. At den juridiske situation allerede før Selvbestemmelsesloven var usikker fremgår i øvrigt af en grotesk sag fra Erlangen hvor en transkvinde øjensynligt blev meget vred over ikke at få adgang til at træne – og klæde om samt bade i et fitnessstudio kun for kvinder. Ikke nok med at transkvinden pudsede en advokat på ejeren af fitnessstudiet og afkrævede det erstatning, nej den tyske regerings antidiskriminationsansvarlige skrev også til indehaveren og ”foreslog” hende at betale transkvinden en erstatning på 1000 Euro!

Et særligt kontroversielt træk ved Selvbestemmelsesloven er at den opererer med et såkaldt ”åbenbaringsforbud” hvis overtrædelse kan medføre bødestraf hvis man havde til hensigt at skade den berørte hermed. Denne regel skal forebygge ”tvangsouting” ved at den forbyder at fortælle andre om at en person har skiftet kønsregistrering hhv. undersøge om en sådan er blevet foretaget med mindre den berørte har givet tilladelse hertil. Dette gælder dog ikke hvis der foreligger en særlig offentlig eller retslig interesse herfor. Også nære slægtninge tilstås en legitim interesse her – og det tyske Familieministerium understreger, at et barn godt må bruge sin fars oprindelige fornavn i private sammenhænge. Men betyder det, at det kan være strafbart for et barn at bruge sin fars oprindelige fornavn i offentlige sammenhænge?

I henhold til det tyske Familieministerium er der ikke nogen lov, der generelt forbyder ”fejl-kønning” eller ”deadnamings”. Men på den anden side så kunne sådant straffes allerede før Selvbestemmelsesloven, hvis der var tale om fornærmelser eller mobbende adfærd. Og der skal ikke nødvendigvis så meget til hvad en aktuel sag viser. Her havde en højre populistisk Podcast beskrevet sagen fra Erlangen og her omtalt den berørte transkvinde som ”mand”. Det fik en dommer til komme med en art straks påbud. Podcasten med den ”krænkende omtale” skulle fjernes med det samme – ellers skulle værterne betale en bøde på 250.000 Euro!

For mig at se er det mest alvorlige ved ”Selvbestemmelsesloven” at den giver mulighed for juridisk kønsskifte for børn helt ned under 5 år. Juridisk kønsskifte for børn bliver i Tyskland som i Danmark fremstillet som en harmløs ordning der let kan ændres igen. Men det er ikke harmløst at fastholde og understøtte et barn i at det er et andet køn end dets biologiske. Hvis barnet ikke lærer at håndtere dets biologiske virkelighed, kan det let falde for løgnen om at det vha. medicin og kirurgi kan få det ønskede køn. Det er måske ikke tilfældigt, at der i det tyske sprogrum for nyligt er blevet udsendt en vejledning om behandlingen af børn og unge med kønsdysfori hvor man har fjernet de nedre aldersgrænser for behandling med krydshormoner og fjernelse af bryster.

Mht. kvinders rettigheder til kønsadskilte rum der hvor vi er særligt sårbare, så som omklædningsrum og fængsler – og vores ret til fair sport – er det sværere at gennemskue om ”Selvbestemmelsesloven” på papiret ændre noget eller om der mere er tale om en bekræftelse af en allerede problematisk situation. Det er i mine øjne særligt problematisk, at loven overlader så meget til skøn hos offentlige og private udbydere. Det ser selvfølgelig pænt ud på papiret, men man skal huske på at Tyskland er et land, hvor man elsker at føre retssager om stort set alt. Hvis en transkønnet er utilfreds med en afgørelse, ligger det fristende nær at lægge sag an og se om man kan få ret. Og man kan godt forestille sig, at f.eks. små lokale sportsklubber, kvindeherberger og lignende af lutter angst for lange og dyre retssager vælger at rette i frem for at tage kampen op.

Hvad der fremover vil være lovligt eller ulovligt at sige om transkønnede virker også uklart. Og hvor meget man kan stole på det tyske Familieministeriums forsøg på at berolige offentligheden kan måske også diskuteres. Samme ministerium har f.eks. givet økonomisk støtte til en brochure hvor offentligheden bliver ”informeret” om hvor problematisk de såkaldte ”TERF’s” er. Det tyder måske ikke på at man er specielt objektiv i sin tilgang til debatten om transkønnede.

 

Links:

https://www.bmfsfj.de/bmfsfj/themen/gleichstellung/queerpolitik-und-geschlechtliche-vielfalt/gesetz-ueber-die-selbstbestimmung-in-bezug-auf-den-geschlechtseintrag-sbgg–199332

https://www.berliner-zeitung.de/news/berlin-drei-transfrauen-von-maenner-in-frauen-haft-verlegt-li.262627

https://www.emma.de/artikel/ein-verstoss-gegen-das-gesetz-341077

https://apollo-news.net/gericht-verlangt-loeschung-von-podcast-folge-weil-trans-frau-als-mann-bezeichnet-wurde/

https://www.lpk-rlp.de/detail/neue-s2k-leitlinie-zur-diagnostik-und-behandlung-von-geschlechtsinkongruenz-und-geschlechtsdysphorie-im-kindes-und-jugendalter.html

https://www.bundesverband-trans.de/wp-content/uploads/2024/04/BVT-Kurzbroschuere-TERFs_web.pdf

 

 

 

 

 

Læs mere