Menu
Kategorier

Skrevet af den 25 jan, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

Kvindehuset er et lukket land for lesbiske

 

Der var i oktober måned 2019 en vis røre omkring det forhold, at en gruppe radikale transkaktivister vha. en fysisk blokade forhindrede en mindre gruppe ældre lesbiske kvinder fra Facebook gruppen ”Lesbiske Feminister” i at afholde et internt møde i Kvindehuset i København. Disse radikale transkaktivister var utilfredse med at Kvindehuset havde givet Lesbiske Feminister adgang til at bruge Kvindehuset da de mente, at gruppen er transfobisk, da Lesbiske Feminister har defineret sig som en gruppe for biologiske kvinder, der er til andre biologiske kvinder. Efterfølgende besluttede Kvindehusets husmøde at de facto sanktionere de radikale transaktivisters aktion i og med at man udelukkede Lesbiske Feminister fra at bruge kvindehusets lokaler selvom de, allernådigst, godt må bruge huset som privatpersoner.

Sidenhen har der været stille om sagen, i og med at Lesbiske Feminister har forsøgt, i al stilhed og fredsommelighed, at få Kvindehuset til at ændre sin beslutning. Kvindehuset har imidlertid ikke været villig til at ændre sin politik og derfor har Lesbiske Feminister nu, under protest, valgt at kaste håndklædet i ringen og har officielt opgivet at få lov til at bruge det Kvindehus som flere af dem som unge kvinder faktisk var med til at få grundlagt. Dette fremgår af et brev som Lesbiske Feminister har skrevet til Kvindehuset og som jeg citerer i sin ordlyd her:

Kære Kvindehus, kære Husmøde

For nuværende opgiver Lesbiske Feminister at møde op til Husmøde for at forklare vores position.
Der er for få af de fremmødte på de seneste husmøder, der har bakket op om vores aftale med et tidligere Husmøde om at kunne booke lokaler ad hoc, til at det giver mening at stille op.
Desuden mener vi, at den tvungne udelukkelse, vi blev udsat for og den sindelagskontrol, der nu er lagt op til, er groft diskriminerende.

Vi ville gerne være i Kvindehuset, holde møder og bidrage til liv i Huset. Det var tænkt ud fra vores, syntes vi selv, indlysende tilhørsforhold til Huset.
Som feminister der var med til at besætte de første huse og bygge kvindebevægelsen og Lesbisk Bevægelse op – og i øvrigt som tidligere medlemmer af Kvindehusets kvinderådgivninger og andre af husets grupper – så vi os som selvskrevne.
Nu er vi så til vores forbløffelse uvelkomne som gruppe i version 4.0 eller 5.0 af Kvindehuset.

Det er svært at forstå og sluge, at Husmødet vælger at ekskludere os som gruppe, fordi andre er blevet inkluderet.
Det er svært at forstå at, at Husmødet gør dét i stedet for at kræve, at vi skal respektere hinanden og sameksistere i Huset og dermed hylder princippet om inklusion og lige værdighed.
Det er svært at forstå, at Kvindehuset vælger at lade stå til, når aktivister vælger at bruge deres adgang til Kvindehuset som kampplads for en “kamp”, der for det meste er begrundet i løse rygter, netspøgelser og fordomme.
Og ja, det er rigtigt, at Lesbiske Feminister består af kvinder, der er er lesbiske kvinder og ikke transkvinder. Men vi har aldrig haft til hensigt at ændre Kvindehusets transinklusive politik.

Det er lovligt at samles med ligesindede. Og det er lovligt at ytre sig indenfor injurie- og straffelovens rammer. Den ret vil vi altid benytte os af.
Om det egentlig, i henhold til Kvindehusets kontrakt med Københavns Kommune, er lovligt at udelukke Lesbiske Feminister som gruppe, er derimod et godt spørgsmål. Eftersom der ikke står en definition af “lesbisk” – eller “kvinde” for den sags skyld- i kontrakten, må vi antage, at definitionerne skal ses i henhold til sædvane.

For ikke at skade Kvindehuset og dets fortsatte eksistens har vi valgt at holde meget lav profil i det offentlige rum. Selv om vores kærlighed er lidt rusten for tiden, mener vi, at det er vigtigt, at Kvindehuset eksisterer, og at kvinder har et sted at mødes. Vi synes, det er ærgerligt, at I har valgt at lukke Kvindehusets Facebookside, og at I bøjer jer for den radikale kvindefjendske (trans)aktivismes fremmarch i Vesten, og for dens militante antidemokratiske kampmetoder og ideologier.

Vi synes selvfølgelig, at det er en ekstrem dum situation både for os og Kvindehuset, som heller ikke giver os den store lyst til at komme i huset.
Vi er kede af udviklingen, for den er et led i en farlig og bekymrende udvikling. Konsekvensen kan blive, at der ikke kan kæmpes for kvinders rettigheder hverken som biologisk og/eller socialt køn. Og vi er rigtig kede af ikke længere at være velkomne og føle os hjemme i Kvindehuset.

 

Det er forståeligt, at Lesbiske Feminister ikke orker denne ulige kamp mod den åbenlyse uretfærdighed at de som lesbiske i klassisk forstand og som gamle rødstrømper er forment adgang til at bruge lokaler i det kvindehus som flere dem selv har været med til at grundlægge. Men spørgsmålet er om vi andre bare skal acceptere, at det er den radikale transaktivisme, der i dag sætter rammerne for hvem der har lov til at bruge Kvindehuset. Det er jo grotesk, at man i ramme alvor mener, at det er udtryk for transfobi, altså en hadefuld indstilling til transkønnede, hvis man som lesbisk kvinde definerer sig selv som en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder.  Kvindehusets officielle politik overfor Lesbiske Feminister er intet mindre end en dæmonisering af den klassiske lesbiske identitet og en bastant afvisning af at kvinder har lov til at definere deres eget køn ud fra deres egen levede kropslige erfaring.

Kvindehuset modtager økonomisk støtte fra Københavns Kommune. Det er derfor oplagt at rette henvendelse til Københavns Kommune og spørge rette vedkommende, hvordan man ser på at et hus, der modtager støtte fra kommunen, fører en kvindefjendsk og homofobisk ekskluderingspolitik overfor Lesbiske Feminister.

Læs mere

Skrevet af den 25 nov, 2019 under Feminisme, Lgbt | 5 kommentarer

Vi har fået nok! – Et radikalfeministisk manifest

 

Vi har fået nok!

Vi er kvinder, der er dybt bekymret over, hvordan intersektionelle feminister og queer-aktivister er godt på vej til at ødelægge selve fundamentet for kvindekampen og kvinders rettigheder.

Vi ser, hvordan kvinders ret til kønsadskilte rum, så som omklædningsrum, herberger og særlige kvindeafdelinger i fængslerne, afskaffes, når personer med penis gives adgang til disse rum, hvis de hævder, at de “føler sig som kvinder”.

Vi ser, hvordan professionelle sportsudøvere, der har gennemgået en mands pubertet, og dermed har en klar kropslig fordel i forhold til biologiske kvinder, får lov til stille op som og konkurrere mod kvinder.

Vi ser, hvordan udtryk, der betegner kvinders biologi, gøres kønsneutrale hhv. løsrives fra det at være kvinde, så f.eks. “mor” bliver til “fødende forælder”, og kvinder gøres til “livmoderindehavere” eller “menstruatorer”.

Vi ser, hvordan lesbiske bliver udstillet, udskammet og mobbet, hvis de ikke vil have sex med “kvinder der har en penis”.

Vi ser, hvordan unge kønsrolleafvigende lesbiske og andre unge kvinder, der ikke trives med kønsrollerne i det patriarkalske samfund, overbevises om, at de må være mænd, når de har det sådan.

Vi ser, hvordan kvinder, der siger fra overfor alt dette, chikaneres, registreres og censureres.

Vi har set dette gå for sig i flere år, og vi har iagttaget, at de radikale transaktivister bliver mere og mere ekstremistiske i deres krav, adfærd og metoder.

Og derfor har vi fået nok!

Vi kræver, at kvinders ret til og behov for kønsadskilte rum, hvor udgangspunktet er ens anatomiske køn, respekteres og sikres.

Vi kræver, at professionel kvindesport skal være forbeholdt biologiske kvinder.

Vi kræver, at myndighederne og kvindeorganisationerne ikke bruger et nysprog, der skjuler den virkelighed, at graviditet, menstruation mfl. er knyttet til det at være en kvinde.

Vi kræver, at biologiske kvinders ret til kun at elske og have sex med andre biologiske kvinder accepteres betingelsesløst.

Vi kræver, at unge kvinder der har det skidt med samfundets kønsrolleforventninger understøttes i, at dette er en oplagt reaktion på kvindeundertrykkelsen og ikke er et bevis på, at de må være mænd.

Vi insisterer på retten til at kæmpe mod patriarkatets undertrykkelse af biologiske kvinder. Transaktivismen forsøger at benægte biologisk køn og dermed usynliggøre kvinders undertrykkelse. Vi insisterer på, at biologisk køn ikke er en social konstruktion, men en fysisk realitet. Derimod forstår vi kønsroller og kønsrollepræferencer som socialt konstruerede.

Vi vil ikke trues til tavshed – kvinders rettigheder skal ikke længere trædes under fode! Nok må være nok!

 

Hvis du vil vide mere så kontakt Karen M. Larsen.

Læs mere

Skrevet af den 7 nov, 2019 under Feminisme, Lgbt | 3 kommentarer

Kampen mod de lesbiske

 

Kvindehuset i København har den 31.10.2019 besluttet, at kvinder fra Facebook gruppen ”Lesbiske Feminister” ikke må bruge Kvindehusets lokaler, ja man har sågar overvejet, om de individuelle medlemmer af denne gruppe skulle nægtes adgang til at betræde Kvindehuset. Forud herfor havde radikale transaktivister forhindret en mindre gruppe ældre lesbiske kvinder fra ”Lesbiske Feminister” i at betræde huset selvom de dengang faktisk havde fået lov til at bruge et lokale til et internt møde. Kvindehusets husmøde har med beslutningen om at forbyde Lesbiske Feminister i at bruge huset de facto bakket op om transaktivisternes aktion og givet dem ret i deres negative bedømmelse af gruppen.

”Lesbiske Feminister” må nemlig ikke bruge Kvindehuset, som nogle af dem interessant nok i sin tid var med til at grundlægge, fordi de påstås at være transfobiske. Deres brøde består i, at de definerer sig som biologiske kvinder, der er til andre biologiske kvinder, og at de gerne vil netværke med andre der er og har det ligesom dem selv. Men i queere og intersektionelle kredse, der i dag sidder på magten i LGBT Danmark, Priden og nu tydeligvis også Kvindehuset, er disse lesbiskes selvforståelse et no go.

Det interessante er nemlig, at de samme aktivister som insisterer på transkønnedes ret til at definere deres eget køn og deres egen seksualitet, ikke anerkender andres ret til det samme. En person født med en penis har således ret til at definere sig som kvinde og som lesbisk med henvisning til at hun føler sig som en kvinde og seksuelt er til kvinder. Men en biologisk kvinde har ikke lov til at mene, at hun er en lesbisk kvinde fordi hun er født med en kvindes krop og er til andre, der er født med en kvindes krop. Logikken er den, at fordi transkvinder føler, at de er kvinder, og transmænd føler, at de er mænd, så handler køn for alle om en fra kroppen løsrevet følelse. De transkønnedes følelser og identitet gøres med andre ord til normen om hvad køn handler om. Hvis vi andre føler noget andet så må vi se at få ændret vores følelser. Retten til at definere sit eget køn er nemlig et privilegium som kun transkønnede har indenfor den queere og intersektionelle feminisme.

Ud fra denne logik er det også dybt problematisk hvis man ikke føler, at transkvinder er kvinder og transmænd er mænd. Det er i denne sammenhæng ligegyldigt om man forsøger at være høflig og hensynsfuld overfor transkønnede ved at bruge de ønskede pronominer, undlade at omtale transkvinder med ”m-ordet” og transmænd med ”k-ordet” etc. Vi skal alle tro og føle, at transkvinder ER kvinder og transmænd ER mænd. At tro og føle noget andet er transfobisk, altså et udtryk for et irrationelt og ondskabsfuldt had til transkønnede.

Dette kompromisløse krav om at man helt skal underlægge sig andres syn på ikke bare deres eget men også ens eget køn viser sig bl.a. i spørgsmålet om hvem man har lov til ikke at begære seksuelt. I dag er man tydeligvis et ondsindet menneske, hvis ens seksuelle orientering ikke tager udgangspunkt i hvad andre føler om deres køn men i stedet om hvilket kropsligt udgangspunkt man selv og ens ønskede partner har. I princippet gælder denne foragt også heteroseksuelle. Men i praksis har de radikale transaktivisters vrede især været rettet mod de lesbiske, som kategorisk afviser at indgå i seksuelle relationer med personer, der er født med en penis uafhængigt af deres kønsidentitet. At lesbiske ikke ligefrem repræsenterer kønsmagten i samfundet, men i stedet selv er en udsat gruppe, der f.eks. har en stærkt forøget risiko for at begå selvmord, er ganske ligegyldigt for disse aktivister. Når man er radikal transaktivist må man nemlig gerne sparke til udsatte grupper hvis disse ikke retter ind.

Det offentligt støttede Kvindehus har nu meldt sig ind i kampen på de radikale transaktivisters side. Budskabet til lesbiske i hele landet er ganske klart: Vi har valget mellem at acceptere den queere/intersektionelle definition af vores eget køn og vores egen seksualitet, eller vi skal holdes udenfor i kulden indtil vi indser at vi har syndet og angerfuldt omvender os til den rette tro.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 22 okt, 2019 under Lgbt | 0 kommentarer

Er jeg nonbinær?

 

Der har i den seneste tid været en del snak om de såkaldte nonbinære – et af de nyeste skud på den identitetspolitiske stamme. Og da jeg nu flere gange har oplevet, at intersektionelle feminister har lagt op til at jeg selv er nonbinær, var det ligesom også oplagt at prøve at finde ud af hvad det er som de øjensynligt tror, at jeg er.

Hvad jeg fandt ud af ved at surfe rundt på nettet er at “nonbinær” er et paraply begreb for en række identiteter der handler om at man ikke ser sig selv eller føler sig selv som enten mand eller kvinde, men i stedet som hverken mand eller kvinde – som forskellige kombinerer af mand og kvinde  – som at man flyder rundt mellem disse identiteter mfl. Men nonbinær kan øjensynligt også rumme såkaldte “akønnede”, dvs. personer der ikke føler sig som noget køn.

Og det var så mit heureka øjeblik. Jeg “føler” mig nemlig ikke som en kvinde, jeg mener, hvordan føles køn? Det har jeg ligesom aldrig forstået. Jeg er en kønsrolleafvigende lesbisk, der aldrig har kunnet spejle mig i samfundets forventninger til mig som kvinde, som aldrig har kunnet identificere mig med feminitet, uden af den grund at se mig selv som en mand.  I henhold til den intersektionelle feministiske og queer-aktivistiske logik er jeg så øjensynligt akønnet. Akønnede hører til under den nonbinære paraply – og de nonbinære hører så igen ind under den transkønnede paraply – og vupti, Karen er minsandten transkønnet! : )

Jeg kan se det for mig. Som nonbinær/transkønnet skulle jeg så høre til den efter sigende mest undertrykte og lidende befolkningsgruppe i samfundet, hvis situation antages at være langt værre end de lesbiskes. Og ud fra den intersektionelle logik om at dem, der har det hårdere end andre også har mere ret end andre, ville jeg fremover kunne forvente at blive lyttet til og adlydt så snart jeg hæver min røst i feministiske sammenhænge. Hvilke perspektiver!

Men desværre, jeg må takke nej til muligheden for at kunne italesætte mig selv som overoffer med ubegrænset ret til at kræve af andre at de skal lade sig mentalt omskole for at min identitet kan blive bekræftet og anerkendt.

Det forholder sig nemlig sådan, at lige meget hvad jeg føler mht. mit køn, hhv. i mit tilfælde ikke føler, så er jeg jo ikke en engel, altså et væsen der består af en kropsløs åndelig intelligens. Jeg er som alle andre mennesker et kropsligt væsen. Jeg blev født med en piges krop, der udviklede sig til en kvindes krop. Fordi jeg blev født med denne krop blev jeg fra dag ét i mit liv mødt med en masse krav og forventninger knyttet til mit biologiske køn. Var jeg blevet født med en penis var jeg blevet mødt med andre krav og forventninger. Mine erfaringer havde været anderledes. Eller med andre ord, jeg ville have været en anden.

Køn og krop kan i mine øjne ikke skilles fra hinanden – ligeså lidt som hudfarve og krop kan. Kønnet er knyttet til kroppen – og min kropslige virkelighed bliver mig med alderen mere og mere bevidst. Jeg er mere end min krop, men vi har en fælles historie, uden denne krop var jeg ikke mig.

Jeg kan sagtens forstå de nonbinæres frustration over vort samfunds indsnævrende kønsroller og kønsforventninger. Jeg synes også det er træls hvis og når folk antager en masse om mig rent mentalt fordi jeg har den krop jeg har og fordi jeg omtaler mig selv som kvinde. Og nej, jeg benægter ikke nonbinæres eksistens. Min eksistens tolkning er imidlertid en anden. For mig er min krop mit eksistensvilkår, derfor kan mit køn ikke være andet end min krops køn. Og lad os så kæmpe for at vi alle skal kunne leve som det passer os bedst uanset hvilke kroppe vi er blevet født med.

Læs mere