Den umulige kamp for at blive kvinde

 

Sasha Louise Sprange skåner ingen i sin selvbiografiske bog ”Min kamp for at blive kvinde”. Ikke mindst hendes forældre og deres omfattende svigt af hende som barn udpensles i bogens første kapitler, der er hårde at komme igennem. Men igennem hele bogen forskåner hun heller ikke sig selv når hun krænger sit liv ud for læseren. Der kan næppe være tvivl om at Sasha intenderer at være hudløs ærlig.

Sasha starter livet som Christian, en genert og piget dreng med kun få venner, der vokser op i et hjem præget af druk, vold, urinstank og almen opløsning og kaos. I skolen bliver han mobbet for at være bøsse – men begynder også i det spæde at udleve showbisdrømme. Christian indser at han må være homoseksuel, men da hans forældre i mellemtiden er blevet medlemmer af Jehovas Vidner, er det selvsagt ikke en nem situation at stå i.

Christian flytter som ung fra Lolland til København og opdager her hurtigt Ørstedsparken. Og hermed begynder et vildt sexliv, som Sasha selv beskriver som ”sexafhængighed”. Det kan ikke blive vildt nok og der spares ikke på de detaljerede sexscener – som generelt fylder en del i bogen. Det hele accelererer da han finder ud af at han er til heteroseksuelle, primært muslimske mænd.

Sådanne mænd vil nemlig selvsagt have en kvindelig partner, så Christian må blive til Sasha. Først starter hun med hormoner udskrevet illegalt af en dansk gynækolog, dernæst får hun lavet bryster på en dansk klinik selvom hun fortsat har et mandligt CPR-nummer. Sasha falder pladask for en ”kendt dansk skuespiller”, men denne afviser hende da han finder ud af at hun er transkønnet. Og det er så her, at Sasha beslutter sig for at få en vaginaplastik. Dette havde hun ellers længe tøvet med af frygt for at miste sin seksualitet ”som driver mig”. Sasha fortæller, at hun var bange for operationen fordi hun ”kender mange transkønnede, der er blevet skruphamrende skøre, fordi de ikke længere kan få orgasme”.

Efter et besøg på en thailandsk klinik, hvor Sasha afskrækkes af dårlig hygiejne og ringe operationsresultater, vælger hun af få sin neovagina lavet i USA. Men hun havde ikke behøvet at være bange hvad orgasmerne angår, for dem får hun få dage efter operationen blot ved at se på nogle sexede ortodokse jødiske mænd på vej til synagogen…

Uheldigvis for Sasha vil den mand, hun er forgabt i, stadigvæk ikke have hende og det får hende til nærmest af stalke ham, afpresse ham og det hele ender med en scene hvor hun forsøger at presse ham til sex, hvad han dog afviser og i stedet ringer efter politiet.

I stedet indleder hun så romantiske og seksuelle forhold til andre mænd, hvor hun holder sit biologiske køn hemmeligt. Det er, skriver Sasha, fantastisk at ”go stealth”, altså holde sit biologiske køn helt hemmeligt også for sin mandlige heteroseksuelle partner. Men det holder nu altid kun i kort tid – og når mændene finder ud af sandheden, vil de ikke længere være sammen med hende.

Sasha vælger så i stedet at go public. Hun bliver side 9 pige (hvor sandheden dog først kommer frem efter at Sasha blev ”Månedens side 9 pige”, ved at deltage i Robinson og ved at deltage i DR 3 dokumentaren ”Hunkøn”, der handler om transkvinder.

Men al denne her publicity gør ikke Sasha godt. Frustrationer bl.a. i anledning af den nye situation som kendis, dårlig privatøkonomi, et håbløst kærlighedsliv og nye konflikter med familien ender med et selvmordsforsøg.

I de sidste kapitler prøver Sasha så at samle lidt op på hvor hun står i dag. Og her, ligesom i bogen som sådan, sender hun tvetydige signaler.

Sasha har altid følt sig som en kvinde, hævder hun. Men det fremstår ikke synderligt klart i genfortællingen om barndommen, medmindre det at føle sig som en kvinde er det samme som at drømme om at være en Barbie og elske makeup og smykker. Sasha hævder, at hun da ikke tror, at hun bliver kvinde af at bruge makeup, men skriver også, at ”der kommer en kvinde frem” når hun lægger makeup.  Og selvom hun ”altid har følt sig som en kvinde”, så føler hun øjensynligt også at hun rummer både en ”Christian”, der er hæmmet og generet, og en ”Sasha”, som er vild og til fest og farver. Sasha har aldrig kunnet lide sine kønsdele, får vi at vide, men det er nu ikke det indtryk man får når man læser om Christians hede sexliv. Sasha skriver: ”Se på mig! Dine drømme kan gå i opfyldelse!” Men til sidst i bogen skriver hun så, at hendes smil er fake, at hun er ulykkelig, og at hun nedslides af at skulle spille en rolle som kvinde, som hun har svært ved at navigere rundt i. Psykisk stabil synes Sasha i hvert fald ikke helt at være. Hun er ærlig om at hun i fuldskab kan gå amok over at blive hånet som trans, hvad så indebærer at hun smider med tasker, sko og underbukser, hvis hun har sådanne på…

Sasha vil med sit going public, og sikkert også med sin bog, gerne være et forbillede for unge transkønnede. Man skal jo, er hendes logik, prøve lykken mens man er ung og ikke vente til man sidder tilbage, slidt og gammel, uden at have udlevet sine drømme. Men måske kan ”Min kamp for at blive kvinde” også læses som en advarsel om at man ikke skal tro, at lykken, hverken den romantiske eller den der handler om indre ro og ballanse, venter på den anden side af den store operation. Nissen har det nemlig med at flytte med.