Menu
Kategorier

Skrevet af den 31 maj, 2015 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Stig Grenovs manglende situationsfornemmelse

Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne, kom noget på glatis da han var uforsigtig nok til at svare ja til spørgsmålet om hvorvidt homoseksualitet er unaturligt. For mig at se var det måske mest overraskende at Stig Grenov, selv efter at han havde haft tid til at tænke sig om, ikke var i stand til at forklare hvad påstanden om homoseksualitets unaturlighed går ud på. At det skulle handle om at det er det som flertallet er som definerer naturligheden og mindretallet dermed bliver ikke-naturligt, sådan som han får formuleret sig i Berlingske Tidende , er i hvert fald at ramme forbi målet. Det klassiske kristne argument om homoseksualitets unaturlighed handler ikke om hvem der er flest og færrest af men om ideen om at menneskets kønsdele er designet til formering og at seksuelle aktiviteter, der udelukker formering, derfor går imod den orden, der er lagt ind i naturen af skaberen.

Men det er selvfølgelig så også Stig Grenovs problem, for hvordan kan man formidle et sådant grundlæggende set religiøst budskab i en social virkelighed hvor det gælder som et urørligt dogme, at politik og religion skal holdes adskilte? Imidlertid handler Stig Grenovs og meningsfællers problem også om at de har tabt kampen om normen og kampen om diskursen. De lever i et samfund, hvor det store flertal synes, at det er forkert, at synes, at homoseksualitet er syndigt og unaturligt og hvor den typiske retorik, der bliver brugt til at definere og forklare homoseksualitets forkerthed vækker voldsom harme i offentligheden, hvad den shitstorm som Stig Grenov blev mødt med på de sociale medier er et klart bevis på.

Og det er så måske Stig Grenovs mere grundlæggende problem, nemlig at han ikke har forstået, at det er ham og Kristendemokraterne, der i spørgsmålet om synet på homoseksuelle udgør mindretallet. At argumentere med at det er flertallet, der har naturligheden på sin side, er ligesom ret dumt, når man selv er et lille mindretal. Og det er ekstra dumt, når man placerer sig i rollen som et usympatisk mindretal, der vil bekæmpe et andet mindretal, som flertallet har valgt af have sympati for. For dermed åbner man op for den i mange mennesker indeboende hang til at være verbal brutal mod grupper som man både foragter og anser som så svage, at man kan slippe af sted med at være hadefuld overfor dem. Det er jo meget sigende, at Stig Grenov og Kristendemokraterne på de sociale medier er blevet sammenlignet med både IS og nazismen. Det er det der sker, når man udfordrer normen.

Hvis Stig Grenov og co. derfor vil gøre sig noget håb om at komme igennem med deres synspunkter er de nok nødt til at omlægge deres retorik og begynde at definere sig selv som ofre. Deres eneste håb er formodentligt at erkende, at de for længst har mistet magten i samfundet og de derfor må nylancere sig selv som en forfulgt minoritet, som hvor tids homoseksuelle om man vil, dvs. som dem, der bliver diskrimineret fordi de er anderledes. I stedet for at fremstå som repræsentanter for et forsvundet flertal, der ønsker at bekæmpe den homoseksuelle minoritets rettigheder så som homoseksuelt forældreskab, bliver Kristendemokraterne nok nødt til at starte en ny kamp, nemlig den om retten til at nægte at deltage i hvad man mener går imod ens værdier. Politisk er det nemlig nogenlunde lige så sandsynligt, at man kan få ulovliggjort kunstig insemination af lesbiske som det er, at dagpengeperioden genudvides til 4 år, det løb er ligesom kørt. Men man kunne muligvis få indskrevet en ret til at læger og jordmødre kan nægte at foretage sådanne inseminationer hvis det går imod deres religiøse overbevisninger.

Eller med andre ord, Stig Grenov og meningsfællers eneste håb er at de kan vende de homoseksuelle aktivisters retorik mod dem selv og insistere på, at et rummeligt og mangfoldigt samfund, der respekterer minoriteters rettigheder, også må give plads til den lille minoritet af konservative kristne, som mener, at børn kun bør blive til i heteroseksuelle sammenhænge.

 

Læs mere

Skrevet af den 1 nov, 2014 under Lgbt | 0 kommentarer

Når fordommene får overtaget

Der har i den seneste stykke tid været en del medie røre over, at en lesbisk familie i Mariager har været udsat for chikane i form af f.eks. ubehagelige breve og hærværk udført mod deres ejendom. Heldigvis har politiet nu anholdt en mand de mistænker for at stå bag chikanen og vi kan derfor håbe på at denne grimme sag hermed får en ende.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage med en grim smag i munden, for det er mit indtryk, at denne sag på mange måder er endt med noget nær chikane mod indbyggerne i Mariager. Især er jeg lidt rystet over at se, at man uden videre går ud fra, at alle indbyggere i en by er kollektivt ansvarlige for hvad der jo ligner en enkelt psykisk syg persons handlinger. Kigger man ind på Facebook gruppen Mariager 9550 kan man se, at der har været en massiv afstandstagen fra hetzen mod familien og støtte til den, men det har øjensynligt ingen udenfor Mariager gidet forholde sig til.

Faktisk kan jeg ikke lade være med at undre mig over denne bølge af forargelse. Jeg mener, det er jo en kendt sag, at homoseksuelle der færdes i det københavnske natteliv ikke “bare” risikerer chikane i form af tilråb men direkte fysisk vold. Jeg kender selv en bøsse fra et af Københavns mere multietniske kvarterer, som ikke åbent tør vise sin kærlighed til sin kæreste der hvor de bor, fordi de oplever at blive chikaneret. Og at det forholder sig sådant tror jeg ikke virkelig kommer som nogen nyhed for de fleste. Ja, hvor mange københavnske homopar tør gå hånd i hånd eller ligefrem kysse i byens gader?

Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, at chikanesagen fra Mariager i den grad har udløst heftige reaktioner, ikke mindst blandt homoseksuelle, fordi den på bekvem måde forstærker en fordom der uhindret florerer i homomiljøerne. Og det er fordommen om at man som homoseksuel ikke kan leve lykkeligt og trygt i provinsen og da slet ikke ude i de mindre samfund. Når jeg fortæller, at jeg og min kone lever lykkeligt og helt chikane frit i en mindre by på Falster bliver jeg ikke rigtigt troet på. For nogle homoseksuelle “ved” øjensynligt at man skal bo i København for at få et godt liv som homo.

Måske al denne vrede mod indbyggerne i Mariager dækker over, at rigtigt mange københavner homoer selv lever i frygt for homofobisk chikane? En frygt de ikke rigtigt kan give udtryk for fordi den kan være politisk ukorrekt at nævne (fordi den jo i storbyen ikke så sjældent endda udføres af unge mænd med såkaldt anden etnisk baggrund) eller fordi den bare ikke passer ind i deres forestillinger om at man som homo skal bo i København.

Læs mere

Skrevet af den 1 feb, 2013 under Lgbt | 0 kommentarer

Er seksuelle præferencer diskriminerende?

På datingsitet Boyfriend, der hovedsageligt henvender sig til homoseksuelle og biseksuelle, kan man bl.a. melde sig ind i en gruppe med titlen “tænder ikke på asiater”. Eksistensen af lige præcist denne gruppe, der efterhånden har nogle år på bagen, udløser fra tid til anden debat.

Og indrømmet, rent spontant virker en sådan gruppetitel også usympatisk på mig. Hvorfor dog skilte med hvem man ikke er interesseret i seksuelt? Men på den anden side, hvis det er udtryk for racisme og en krænkende adfærd overfor asiater, at give udtryk for at man ikke tænder på dem, sådan som det sommetider hævdes, er det så ikke også udtryk for sexisme og en krænkende adfærd overfor kvinder, hvis en man giver udtryk for at man ikke tænder på kvinder?

Det interessante ved den måde, som seksualitet er blevet defineret siden lægevidenskaben opfandt selve begrebet “seksualitet” i slutningen af 1800-tallet er, at fokus hovedsageligt har været rettet mod det eller de biologiske køn man tænder på. Man fik her defineret en identitet for en afvigende minoritet, der tænder på deres eget biologiske køn og man definerede en identitet for den normale majoritet, der tænder på det modsatte biologiske køn. Dem der ikke passede til disse to kasser kaldte man så for biseksuelle. Men kunne man ikke også have udviklet seksuelle identiteter for dem, der tænder på bestemte racer frem for andre? Kunne man ikke have identiteter som f.eks. negrofil eller kaukasiofil? Og ligger der ikke i identiteterne “homoseksuel” og “heteroseksuel” et implicit udsagn om at der er et køn, som man ikke tænder på? Er det diskriminerende eksplicit eller implicit at give udtryk for at man foretrækker et køn frem for et andet?

Dette er i lgbt sammenhænge i øvrigt på igen måde en tænkt debat. For i dag kan det at man kalder sig homoseksuel f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der tænder på biologiske mænd. Men det kan også f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der definerer sig som kvinde og som tænder på biologske kvinder og/eller transkvinder. Eller det kan f.eks. betyde, at man er en biologisk kvinde, der både tænder på biologiske kvinder og på transkvinder.

Det er formodentligt kun et spørgsmål om (kort) tid før lgbt miljøerne vil skulle forholde sig til hvorvidt det er transfobisk, at give eksplicit eller implicit udtryk for at man ikke tænder på transmænd eller -kvinder. Måske det fremover i lgbt sammenhænge vil være umoralsk at have en seksualitet hvor man kun tænder på personer med samme biologiske køn som en selv?

Læs mere

Skrevet af den 1 jun, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Hijra – en kompleks identitet og rolle

Der har i de senere år været en voksende interesse i Vesten
for de såkaldte hijras – en gruppe af mennesker der lever i Indien, Pakistan og
Bangladesh. En hijra er en biologisk mand der går i kvindetøj og som ideelt set
giver afkald på sex ved at lade sig kastrere og i denne forbindelse ofrer sine
kønsdele til den hinduistiske gud Bedhraj Mata. Som følge af denne religiøse
kastration antages en hijra at have visse magiske evner, især evnen til at
kunne velsigne nygifte og nyfødte med frugtbarhed. De lever på kanten af det
etablerede samfund, og de bliver mødt både med en vis respekt og en del foragt.

Hijras lever i hierarkisk opbyggede fællesskaber – og for at
kunne blive anerkendt som en autentisk hijra skal man rituelt havde tilsluttet
sig en gruppe af hijras og underordnet sig en guru.

Som den indiske antropolog og kønsforsker Gayatri Reddy skildrer
det i sin meget velskrevne bog ”With Respect to Sex – Negotiating Hijra
Identity in South India” så er hijra identiteten og rollen en meget kompleks størrelse,
da den trækker på en række indiske forestillinger om køn, seksualitet, kaste,
klasse og religion.

F.eks. er det oplagt at ville spore hijra identiteten og
rollen langt tilbage i den indiske religionshistorie. Hinduismen kender f.eks.
til en række fortællinger om guder, der skifter køn. Dertil kommer, at hijra
identiteten og rollen helt klart trækker på det indiske askeseideal hvor den,
der forsager familielivet og seksualiteten – og dermed faktisk gør oprør mod den
etablerede samfundsorden – mødes med stor respekt bl.a. fordi det antages, at
den der på denne måde befinder sig på kanten af samfundet er udstyret med
særlige magiske egenskaber.

Men samtidigt med at hijras altså har en forbindelse til
hinduismen, hvad jo også viser sig ved at de dyrker den hinduistiske gud Bedhraj
Mata, så definerer hijras sig som muslimer. Således skal man konvertere til
islam for at kunne blive hijra. Hijra kulturen er da også stærkest i de områder
af Indien hvor der er flest muslimer. Alt i alt er det derfor oplagt at se
hijra identiteten og rollen som et fænomen, der ikke bare har rødder i
hinduismen men også i islam, nærmere betegnet i den anerkendelse og respekt som
eunukker blev mødt med i den muslimske verden i tiden før den europæiske
imperialisme, der på mange måder greb ind i  f.eks. indernes moralnormer og værdi sæt.

Men ikke nok med at hijras altså nedbryder forestillingen om
at hinduisme og islam er hinandens absolutte modsætninger. Nej, de relativerer
også askeidealet. For nok fremhæver hijras typisk, at hijras er aseksuelle og
at de ernærer sig ved at forrette religiøse ritualer. Men op mod 50 % af alle
hijras ernærer sig faktisk ved at sælge sex – og mange har en mand som de lever
sammen med. Denne forening af askese og lyst, som også findes hos den
hinduistiske gud Shiva, hører med til den indiske evne til at forene forhold,
som i Vesten ses som hinandens modsætninger.

Hijras relativerer også den typiske vestlige forståelse af
køn og seksualitet. Hijras trækker på en forestilling om køn, hvor der lægges
vægt på den sociale og seksuelle rolle man indtager. I og med at de går i
kvindetøj og forretter andre feminint kønnede aktiviteter som f.eks. madlavning
– og i med at de indtager den passive rolle i forbindelse med analsex med
biologiske mænd er de i egne øjne en
slags kvinder. Men de ser sig ikke som
kvinder – for at være kvinde mener de forudsætter, at man kan føde børn. I
stedet opdeler de kønslandskabet i tre køn: mænd, kvinder og hijras. I øvrigt
ser hijras sig som tilhørende en stor familie af de såkaldte ”kotis”, dvs. mænd
der optræder feminint og lader sig penetrere seksuelt, men i og med at de lever
og klæder sig som kvinder – og lader sig kastrere – ser de sig som dem, der har
krav på mest respekt fordi de er villige til at ofre mest. Og opnåelse af
respekt spiller for hijras, som for de fleste andre indere, en meget stor
rolle.  I øvrigt synes hijras ikke at
kunne indtænke muligheden af biologiske kvinder, der klæder sig maskulint og
indtager en penetrerende rolle.

Med andre ord passer hijras ikke til den vestlige term ”homoseksuel”,
for deres udgangspunkt er ikke kønnet på dem de er seksuelt interesseret i, ud
over at de jo som sagt har et noget komplekst forhold til det seksuelle begær. Hijras
passer imidlertid heller ikke rigtigt til den vestlige term ”transkønnet”, for
i modsætning til den typiske transkvinde ser de sig ikke som kvinder, der er
blevet født i en mands krop. Selv om Gayatri Reddy ikke bryder sig om
betegnelsen ”det tredje køn” for hijras synes jeg dog, at det alt andet lige er
den bedste betegnelse for dem. Men det er vigtigt, at fremhæve, at hijra rollen
og identiteten ikke kan reduceres til at handle om køn og seksualitet, det er
også en religiøs rolle, og den synes i øvrigt at være knyttet til mennesker fra
de lavere klasser i det indiske samfund, der ikke er præget af vestlige
forestillinger om køn og seksualitet.

Gayatri Reddys bog har været en sand øjenåbner for mig. Det
har været fascinerende at se hvor kompleks hijra identiteten og rollen er – og at
få øjnene op for hvor problematisk det er at ville bedømme ikke-vestlige
kulturelle og identitetsmæssige fænomener ud fra vestlige forestillinger og
forventninger.

Læs mere