Kloster ar på sjælen

 

Jeg har tidligere fortalt om mine erfaringer med Sostrup (senere kaldet Maria-Hjerte) Kloster. Se f.eks. denne artikel: https://pov.international/hvad-gik-galt-pa-sostrup-kloster/ Hvad jeg ikke har skrevet så meget om, er det lille års tid som jeg tilbragte som postulant/klosterkandidat i et karmeliternonnekloster i Østrig. Jeg indtrådte i dette kloster kort tid efter min 20-års fødselsdag – dvs. i september 1989. Dermed er det selvsagt en del af mit liv der ligger langt tilbage i mit efterhånden halvlange liv – men arene fra mine erfaringer i og med dette kloster er der stadigvæk.

Lad det dog være sagt med det samme: Hvad jeg oplevede i karmeliternonneklostret kan ikke sammenlignes med hvad f.eks. Helene Häglund oplevede i Sostrup[1]. Hvad jeg vil fortælle om, er ikke fysiske overgreb og heller ikke grov psykisk vold. Men jeg vil dog mene, at det jeg oplevede måske kan betegnes som en form for spirituelt svigt og en hårdhed som jeg slog mig på.

Året før jeg indtrådte i karmeliternonneklostret havde jeg besøgt det i en måneds tid, umiddelbart efter at jeg havde taget min studentereksamen. Jeg havde fået lov til at bo inden i klausuren (det aflukkede del af klosteret) og jeg havde deltaget i nonnernes liv. Jeg havde bedt om at blive optaget umiddelbart herefter, men jeg fik besked på at jeg var lidt for ung, så jeg skulle vente et års tid. Det gjorde jeg så, men da jeg ankom og skulle starte min klosterkandidatperiode (den første del af klosteruddannelsen), var tingene ikke helt som før.

Da der ikke var nogle andre under uddannelse da jeg ankom, skulle jeg modtage min undervisning alene sammen med min novicemesterinde hhv. hendes assistent. Men jeg ved nu ikke rigtigt, om jeg vil kalde det for undervisning, for det hun gjorde var, at sidde og læse noget højt fra et hæfte, og jeg skulle så sidde stille og lytte i en halv til en hel time. Jeg måtte ikke tage noter eller lave noget med mine hænder. Det var selvsagt en noget anstrengt måde at skulle modtage undervisning på, og det blev ikke bedre af, at det jeg blev undervist i (nogle af 2. Vatikankoncils tekster, karmeliternes historie og lidt bibelvidenskab) var et stof som jeg sagtens kunne have læst op selv. Mht. det sidstnævnte havde jeg allerede vha. selvstudier erhvervet en viden som i mine øjne overflødiggjorde den undervisning jeg modtog i dette emne. Men det var selvsagt ikke så god en ide at jeg gjorde opmærksom på nogle fejl i det som jeg fik formidlet… Hvad jeg intet lærte om var kontemplativ bøn (selvom karmeliterne er en kontemplativ orden hvor man skal bede i stilhed to timer om dagen udover de obligatoriske tidebønner samt messen). Og jeg lærte heller ikke noget om do and do nots i klosterhverdagen – og det fik nok alvorlige konsekvenser for mig.

Karmeliternonneordenen er et ordenssamfund hvor nonnerne skal leve indenfor klausuren – dvs. bag klosterets mure. Kontakten til omverdenen er stærkt begrænset og man må som udgangspunkt ikke tale med hinanden – ud over to timer om dagen der er afsat til den såkaldte rekreation. Da jeg havde besøgt klosteret, havde jeg deltaget i denne sammen med nonnerne – men som klosterkandidat måtte jeg kun gøre det på søn- og helligdage. De andre dage skulle jeg tilbringe den alene sammen med min novicemesterinde – eller hendes assistent. Det var først da der efter nogle måneder dukkede en ung tjekkisk kvinde op, der havde udnyttet murens fald til at forsøge at komme i et rigtigt kloster, at vi var mere end bare to til dagligt. Igen var det en noget anstrengt konstruktion, og sikkert surt for min novicemesterinde der, kan jeg se i tilbageblikket, ikke brød sig om mig. Så på sin vis kan jeg godt forstå, at hun trak tiden før hun dukkede op i novicitatet, hvor jeg pænt sad og ventede på hende, mere og mere ud. Efter ca. et halvårs tid blev min novicemesterinde valgt som ny priorinde for klosteret – og den nye novicemesterinde som jeg fik, syntes bedre at kunne håndtere situationen – hun var jo så heller ikke mere helt alene med mig.

I samme periode sker det, at en af de ældre nonner under en fælles rekreation (hvor priorinden af en eller anden grund ikke var der) blev meget vred på mig og skældte mig hæder og ære fuld. Anledningen var i og for sig harmløs – jeg havde sagt noget om hvordan en lægmand til søndagens messe havde læst en af læsningerne med en tydelig østrigsk dialekt. Men jeg tror, at hun generelt bare ikke kunne lide mig. Jeg snakkede måske for meget og for højt under de fælles rekreationer, måske syntes hun at jeg lavede for mange jokes eller at jeg ikke var respektfuld nok. Jeg ved det ikke. Men hvad der skete var, at jeg meget kort tid herefter blev indkaldt til samtale hos priorinden, hvor jeg igen fik et møgfald kombineret med beskeden om at de ville ”sende mig hjem” hvis der var mere med mig. Jeg var sønderknust – og vidste ikke hvordan jeg skulle komme videre. Jeg forstod, at jeg i en fart skulle lave mig selv om, men vidste ikke hvordan.

I forvejen havde jeg mange mørke tanker, præget af usikkerhed på om jeg nu virkeligt havde et sandt kald til livet i klosteret. Jeg havde forsigtigt en gang nævnt det til min første novicemesterinde – men hendes besked var, at hvis jeg var i tvivl så var jeg nok et forkert sted. Denne problematik turde jeg derfor ikke uddybe med hende. Og sådan var det generelt. Ud over en samtale med min første priorinde omkring min optagelse som klosterkandidat var der ingen, der holdt åndelige vejledningssamtaler med mig. Jeg spurgte en enkelt gang min nye novicemesterinde om et råd, hvad hun også gav mig, men det var så også det.

Det korte af det lange er, at min nye priorinde dagen efter afstemningen om hvorvidt jeg kunne optages i noviciatet (ja, de lod mig gå og vente en hel dag på svaret) kom ind i min klostercelle og fortalte mig, at det ville de ikke, og at jeg havde ca. en dag til at rejse hjem. Jeg var dybt fortvivlet, for det var hele min unge verden der styrtede i grus for mine øjne. Jeg spurgte hvorfor de havde truffet den beslutning. Jeg blev mødt med et kort ”du er for umoden” og et ”du går jo også rundt og ser trist ud”. Da jeg forsigtigt forsøgte at få en uddybning, blev jeg mødt med et ”du har vist ikke lyst til at høre mere”, som hun fremførte med et meget strengt ansigt. Jeg magtede så ikke mere, og da min nye priorinde så det, lysnede hun op. Jeg fik penge til en togbillet og fri kørsel til banegården, så jeg kunne købe en billet. Jeg kunne så lige nå tilbage til klostret for at pakke og tilbringe en søvnløs nat før jeg, beriget med lidt flere penge og noget ekstra tøj plus nogle bøger, begav mig hjem til Danmark.

Når jeg tænker tilbage på mit ”klostereventyr” i Østrig, så oplever jeg en kompleks følelse af ”py ha, det var godt at jeg kom væk”, af skam og af den type af vrede som kommer af at være blevet såret. I dag er jeg selvsagt meget glad for at jeg blev sendt hjem, livet som nonne, i særdeleshed som karmeliternonne, var i den grad en blindgyde. Og jeg ved ikke, om jeg selv havde haft overskuddet til at indse det. Det ville i hvert fald havde taget mig nogle flere år, år som jeg hermed havde tabt. Men skammen har også fulgt mig lige siden. Barnet der var blevet mobbet for at være ”sær” og ”forkert”, men som havde fundet trøst i sin katolske tro, blev som ung voksen endnu engang bekræftet i at hun jo nok måtte være ”sær” og ”forkert”. De nye mobbere udgjordes af repræsentanter for den tro hun havde opbygget hele sit liv omkring.  Skammen blev bestyrket af at jeg dengang ikke havde hørt om andre, der var blevet ”dumpet” som klosterkandidat. (Senere hen har jeg fundet af at det sker, men det er dog meget mere almindeligt at folk går selv).

Jeg synes, at nonnernes behandling af mig var problematisk. Hvis de syntes at jeg var for umoden, havde de jo kunne sige det til mig da jeg besøgte dem året forud for at jeg blev optaget. Jeg har sikkert overset det ene eller andet hint i løbet af min tid i klosteret, men jeg synes nu alligevel, at de godt kunne have hjulpet mig med konkrete råd og retningslinjer til hvordan de ønskede at jeg skulle opføre mig, så jeg havde haft en fair chance for om muligt at rette ind. Og nu når de så, at jeg gik og så trist ud, hvorfor blev jeg så ikke tilbudt råd og omsorg? Som 20-årig er man voksen, men dog en meget ung voksen. De kunne have knust mig, og jeg var i dagene efter min ”hjemsendelse” da også reelt selvmordstruet.

I et års tid havde jeg en brevveksling med klosteret – men så holdt de uden forvarsel op med at besvare mine breve. Igen gjorde det ondt, men da var jeg dog på god på vej til at opbygge mig en ny fremtid. For de knækkede mig ikke, ar er ikke det samme som permanente brud. Jeg lærte meget om mig selv i mit lille år i klosteret. Og sjovt nok vil jeg sige, at bruddet med det modnede mig en hel del.

 

[1] Jeg kan varmt anbefale hendes bog ”Nonne tur/retur”.