De Radikale vil sikre barnets tarv
At Det Radikale Venstres forslag om at et barn skal kunne have fire forældre bliver mødt med modstand fra de borgerlige partier er hvad man kan forvente. At være imod en fuld statslig accept og anerkendelse af homoseksuelle synes jo at være en værdipolitisk mærkesag for de borgerlige partier. At modstanden mod De Radikales forslag er blevet så brutal er dog lidt overraskende. Når Dansk Folkepartis familieordfører Mette Hjermind Dencker lige får sat anerkendelse af regnbuefamiliernes forældresammensætning i sammenhæng med ægteskab mellem mennesker og hunde, ja så rammer hun desværre debat tonen ganske godt.
Hvad de borgerlige overser er, at der allerede nu findes børn, der reelt set har fire forældre, nemlig deres biologiske mor og hendes kone og deres biologisk far og hans mand. Vi taler ikke om hvad der kan komme men hvad der allerede er en levende realitet i vores samfund. På samme måde kan et adoptivbarn jo også havde to levende biologiske forældre samt dets adoptivforældre. Og i de mange såkaldte sammenbragte familier har børn, ud over deres biologiske forældre, også en såkaldt bonus- eller papfar hhv. -mor.
Egentligt kunne jeg godt tænke mig at dem, der næsten savler af raseri over De Radikales forslag, kunne fortælle mig hvorfor det skulle være i barnets tarv, at det i tilfælde af skilsmisse kan komme til at risikere at miste kontakten til en voksen, der har spillet en afgørende rolle i dets opvækst og som det har knyttet sig følelsesmæssigt til. Og vi skal jo ikke glemme, at hvis barnet fratages kontakten til en sådan voksen, så vil det også miste kontakten til eventuelle pap/bonus/med -bedsteforældre, -onkler, -tanter og ikke mindst stedsøskende. Hvordan kan man være kold overfor det?
Jo, det er rigtigt, at det kan blive indviklet, hvis mere end to skal finde ud af at tage beslutninger for et barn, faktisk er det jo også sommetider svært når der kun er to med i spil. Her kunne det sikkert være en god ide, hvis der blev udarbejdet nogle klare retningslinjer i tilfælde af strid mellem forældrerne. Personligt synes jeg f.eks., at et barn burde have krav på at have ét hjem, lige meget om alle forældre så bor der eller ej. Samvær med de andre forældre må altså ikke tage et sådant omfang, at barnet bor i en kuffert. Og jeg synes også, at det ville give mening, at det er de forældre som barnet bor hos, der som udgangspunkt også har retten til at tage beslutninger vedr. barnets hverdag.
Det afgørende for mig er at barnet sikres mod at miste kontakten til en signifikant voksen, som det har knyttet stærke bånd til. At gå imod det er i mine øjne udtryk for at man er ligeglad med barnets tarv.
Seneste kommentarer