Et åbent brev til en transkønnets mor

Kære Hannelouise Kissow

Jeg har nu et par gange læst din kronik i Information fra den 5.10.2024 hvor du som en sand løvinde kaster dig ind i kampen for transkønnedes rettigheder – med udgangspunkt i at du er mor til en ung transmand. Du skriver i kronikken, at du ville ønske, at der var nogen der faktisk ville tale til jer forældre til transkønnede, og den opfordring vil jeg hermed gerne tage op.

Jeg vil lægge ud med at understrege, at jeg synes, at det er rigtigt trist, ja oprørende, at høre, at der findes mennesker der chikanerer dit barn i det offentlige rum med tilråb og det, der er værre. Som en person, der blev mobbet gennem hele sin folkeskoletid og som også som voksen har oplevet tilråb i det offentlige rum, kan jeg kun sige, at en sådan adfærd overfor dit barn selvsagt er helt uacceptabel. Vi skal alle kunne færdes uantastet i det offentlige rum uanset hvordan vi ser ud.

Jeg kan forstå på din kronik, at du mener, at det er altafgørende for dit barns overlevelse, at vi alle anerkender at dit barn er en mand, selvom det blev født med en piges/kvindes krop. Det virker på mig som om du mener, at hvis dit barn ikke får denne anerkendelse helt betingelsesløst, så vil andre skade det – eller også vil dit barn gøre skade på sig selv.

Du fortæller os imidlertid ikke hvorfor du selv er så overbevist om dit barns sande køn. Jeg ved ikke, om du har taget nogle dybe snakke med dit barn om hvad det vil sige at være hhv. en mand eller en kvinde. Jeg ved ikke hvordan dit barn overfor dig har begrundet, at det er en dreng/mand og ikke en pige/kvinde. Jeg ved heller ikke hvordan du selv vil definere hhv. ”mand” og ”kvinde”. Det virker på mig som om du ikke synes det er relevant. Dit barn tror det er en mand – derfor tror du det – og derfor skal alle andre også tro det. Vi skal alle tro det fordi dit barn efter din vurdering har fået det bedre psykisk efter at det fik skiftet CPR-nummer og begyndte at tage testosteron.

Jeg tolker din kronik sådan, at du er meget vred over, at nogle ikke bare vil tro det når du hhv. dit barn siger, at du har en søn og ikke en datter. I har brug for vores tro (eller i det mindste at andre lader som om vi tror?) – og hvorfor ikke bare tro nu når denne tro efter din mening ikke skader nogen? Selve tanken om at anerkendelsen af dit barn som en mand skulle kunne skade nogen synes virkelig at få dig helt op i det røde felt. Hvor kan nogen vove bare at antyde noget sådant?

Nu tror jeg personligt ikke at dit barn er til fare for andre – men jeg er faktisk bekymret for, at dit barn er slået ind på en vej, der vil kunne skade det alvorligt.

Køn er efter min overbevisning udelukkende et spørgsmål om hvilken type krop man blev født med. Det medfødte kropslige køn er den objektive realitet, det er den faktuelle basis for hvem vi er. Kroppen er ikke bare et tilfældigt hylster af kød – det er en del af os, ja vi er vores kroppe, de gør os til dem vi er. Lige meget hvad du og dit barn måtte tro, så er dit barn kropsligt set en kvinde. Dette vil altid sætte rammerne for dit barns liv. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om du virkeligt mener, at dit barn skal klæde om sammen med mændene? Hvis ulykken ramte, og dit barn skulle overnatte i et herberg eller blev fængslet, ville du så mene, at det skulle overnatte hhv. afsone sammen med mændene nu når du er så overbevist om at dit barn ER en mand?

Jeg ved ikke, om du og dit barn har snakket om hvilke konsekvenser det har at tage testosteron når man har en kvindes krop. Måske har I talt om det som dit barn håber at opnå hermed så som en dybere stemme og skægvækst – træk der ville kunne gøre at dit barn kan ”passere” som mand. Og I har tydeligvis bemærket den eufori som dette hormon kan udløse – i en periode der dog ikke nødvendigvis varer ved. Men har I også talt om bivirkningerne? Dit barn er 20 år, skriver du. Har I talt om at det betyder, at dit barn vil kunne komme i en kunstig overgangsalder før det er fyldt 25 år? Har I talt om at testosteron, når det indtages af biologiske kvinder, kan medføre alvorlige underlivsproblemer der kan ødelægge muligheden for et godt sexliv? Har I talt om de livstruende mulige bivirkninger så som leverskader og blodpropper? Du skriver, at testosteronbehandlingen har reddet dit barns liv – men ved du, at den i værste fald kan koste dit barn livet?

Har du talt med dit barn om at man reelt set ikke kan skifte køn? Man kan ændre sit CPR-nummer, man kan til dels ændre på kroppens udseende, men man kan aldrig få det modsatte køns krop. Har I altså talt om at dit barn ikke kan få en krop der svarer til en biologisk mands?

Og sidst men ikke mindst, så kan jeg ikke lade være med at tænke på om du har overvejet, at dit barn – og dermed også du – kunne tage fejl. Dit barn er et ungt menneske. At være ung betyder også, at man skal lære sig selv at kende og finde sin vej i livet. Og i den forbindelse kan man godt forvilde sig på sit livs rejse og slå ind på et spor, der viser sig at være en blindgyde. Og at finde den rette vej er selvsagt ekstra vanskeligt når man som dit barn har alvorlige psykiatriske udfordringer at slås med. Så hvad nu hvis dit barn, når det er 25-30 år, finder ud af at det alligevel ikke er en mand, men en kvinde? Hvad nu hvis det fortryder de irreversible konsekvenser af det testosteron, det har taget, og de mulige operationer som I måske allerede nu overvejer? Hvad vil du så sige til dit barn? Vil du slå hånden af det fordi det ikke var den du var blevet overbevist om at det er? Vil du bebrejde dit barn, at det tog fejl? Vil du blive vred på alle dem, der bakkede op om dit barns identitet som transkønnet? Eller vil du tage ansvar – hvis det viser sig, at du og dit barn tog fejl mht. hvem det er og dit barn nu står tilbage med irreversible kropslige forandringer som det bittert fortryder? Hvad vil du så gøre? Skrive en ny kronik?

Til sidst kan jeg kun sige, at jeg håber alt godt for dit barn. Jeg håber, at det vil finde sin vej gennem livet – et forhåbentligt godt og lykkeligt liv. Men jeg må indrømme, at jeg er alvorligt bekymret for at du ud af lutter kærlighed kan komme til at skade dit barn. Sommetider er det ikke nok bare at elske sit barn og betingelsesløst sige god for alt hvad det vil og gør. Sommetider kan et ”nej” også være et kærligt svar.