Menu
Kategorier

Skrevet af den 13 jan, 2012 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Skabelse, lov og foranderlighed

I debatten om vielser af homoseksuelle er et hyppigt modargument mod en sådan ordning, at det fremgår af selve skabelsen, at ægteskabet kun er for heteroseksuelle par.

Det interessante ved en sådan argumentation er bl.a., at man hermed får gjort skabelsen til en lov. Gud har, antages det, i skabelsen én gang for alle fastsat og for altid defineret hvordan vi skal leve og forstå vores liv. Og denne lov, som Gud har indlagt i skabelsen, skal vi mennesker betingelsesløst underkaste os.

Problemet med en sådan skabelseslov er bl.a., at det jo ikke giver mening, at Gud i skabelsen kun skulle have fastlagt en lov for ægteskabet. Hvis skabelsen er en lov, så må denne lov også omfatte alle andre af livets aspekter, med mindre da man antager, at ægteskabet er det eneste som Gud har skabt. Når nu Gud f.eks. har skabt verden således, at det er mørkt om natten og lyst om dagen, kan vi så ikke heraf aflæse den lov, at vi ikke må benytte os af kunstig belysning? Med hvilken ret tillader mennesket sig via kunstig belysning at gøre nat til dag og således sætte Guds skabelsesorden ud af kraft?

Ud over, at det er teologisk problematisk at ville gøre skabelsen til en art sharia lov, så savner jeg også en mere dybtgående refleksion over hvad skabelse vil sige. Ideen om skabelsen som en lov forudsætter som jeg tidligere nævnte, at Gud én gang for alle har indrettet verden og fastlagt hvordan den er og skal være. En sådan forestilling er imidlertid uforenelig med evolutionslæren og ikke blot med den, men med hele den moderne videnskabs forståelse af verden som underlagt konstant forandring. Ved at gøre skabelsen til lov sætter man sig altså ikke bare op mod tidsånden (hvis man med dette diffuse begreb mener tilfældige strømninger i samtiden) men mod hele den moderne vestlige verdens forståelse af naturen, verden, samfundet og den menneskelige tilværelse. Ja, erfaringen af foranderlighed og kravet om at kunne takle den er om noget det senmoderne menneskets virkelighed både på det teoretiske og på det praktiske plan.

Med mindre, at kirken skal afskære sig fra virkeligheden må teologien altså takle det forhold, at skabelse ikke kan betyde, at Gud har skabt en urokkelig og uforanderlig verden hvoraf man så kan udlede lige så urokkelige og uforanderlige love for menneskets liv. Gud er ikke skaber på den måde, at han har fastlagt verden en gang for alle, en sådan påstand er simpelthen i modstrid med den centrale og fundamentale erkendelse som bærer den vestlige verden. Ideen om skabelsesordninger er derfor en teologisk blindgyde. Sådan som jeg ser det har Gud ikke fastlagt verden, men han muliggjorde og muliggør verden. I den forstand er Gud både skaber og opretholder. Gud er forudsætningen for at verden er til og at den ikke falder tilbage i intetheden. Gud har givet sin skabning frihed til at udvikle sig. Nyt opstår, gammelt forgår. Noget af det gamle overlever og noget af det nye klarer sig ikke. Sådan udvikler ikke bare den menneskelige historie men hele universitet sig. Båret er vi og universet af Gud.

Du og jeg er ikke skabt af Gud i den forstand, at Gud en gang for alle har dikteret vores liv. Livet er ikke et teaterstykke hvor vi til sidst vil blive straffet eller belønnet alt efter om vi spillerede vores rolle i overensstemmelse med et fastlagt manuskript. Gud kalder os i stedet til at elske, til at elske ham og hans skabning, herunder ikke mindst vores medmennesker. Islam betyder underkastelse, underkastelse under Guds lov sådan som den fremgår af åbenbaringen og skabelsen. Kristendom betyder at tro på Kristus og forsøge, at give den kærlighed videre som han møder os med.

Læs mere

Skrevet af den 30 okt, 2011 under Ikke kategoriseret | 11 kommentarer

Rønn Hornbech og antihomoægteskabs retorikkens problemer

I Kristeligt Dagblad fra den 29.10.2011 kan man læse, at regeringens ønske om at sikre ligestilling, f.eks. ved at indføre det såkaldte kønsneutrale ægteskab, ifølge “markante samfundsdebattører” vil ødelægge den danske kultur. F.eks. citeres Birthe Rønn Hornbech for følgende udsagn:”Jeg synes, det er at tromle hen over mindretallets særpræg at problematisere og udstille det. Nogen har anden farve, nogen er homoseksuelle, nogen er kloge og nogen mindre kloge, men det gør dem ikke til ringere mennesker. Men man gør netop folk til dårlige mennesker, når man siger, at de ikke er gode nok, som de er.”

Jeg må indrømme, at da jeg læste det første gang var min umiddelbare indskydelse: “Sikke en gang volapyk!”. Hvorfor skulle en juridisk og kirkelig ligestilling mellem heteroseksuelle og homoseksuelle parforhold være et udtryk for at man mener, at homoseksuelle ikke er gode nok som de er? Det svarer jo til at hævde, at den juridiske ligestilling mellem mænd og kvinder er et udtryk for at man mener, at kvinder ikke er gode nok, som de er. Og hvis homoægteskabet er at udstille homoseksuelle så er heteroægteskabet vel også at udstille heteroseksuelle?

Men ved nærmere eftertanke kan jeg godt se det dilemma som Birthe Rønn Hornbech og åndsfæller er i når de skal forsvare en lovgivning, der nægter homoseksuelle adgang til ægteskabet.

Den lovgivning, der nægter homoseksuelle adgang til ægteskabet, har sine rødder i den forestilling, at homoseksuelle forhold er syndige, sygelige og samfundsskadelige. Kriminalisering af homoseksuelle relationer og sygeliggørelse af homoseksuelle er en del af den danske kulturelle arv. Kampen for homoseksuelles rettigheder og for accept og anerkendelse af homoseksuelle er derfor også en kamp mod en homofobisk kulturel arv. Og dem der kæmper mod homoseksuelles rettigheder og mod samfundsmæssig accept og anerkendelse af homoseksuelle kæmper for bevarelsen af hele eller dele af denne arv.

Sidstnævntes problem er imidlertid, at de sidste årtier har forandret de fleste danskeres syn på den danske kultur. I dag gælder det i vid udstrækning for at være ”udansk” at være imod homoseksuelle og den nu forhåndsværende borgerlige regering bidrog jo sit til at give det indtryk, at ”her i Danmark der accepterer vi altså homoseksuelle!” – når debatten vel og mærke handlede om islam og integration.

Rønn Hornbech og co. står altså i den vanskelige situation, at skulle forsvare en lovgivning som afspejler manglende accept af homoseksuelle uden at bruge argumenter, der fremhæver, at homoseksuelle forhold ikke er ønskværdige – eller i hvert fald ikke så ønskværdige som heteroseksuelle. Dette er i praksis udmuligt! Og derfor må man jo så i sin nød komme med den absurde påstand, at det er dem, der kæmper for accept af homoseksuelle, der ikke accepterer dem, mens dem der kæmper imod denne accept, er dem, der accepterer homoseksuelle. Det er en retorik a la den, som man finder i Orwells ”1984” og afslører sådan set kun, at man er så langt ude at man ikke længere kan bunde, hverken etisk eller retorisk.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 9 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Kampen om homoægteskabet

Når man som undertegnede deltager i debatten om homoseksuelles rettigheder, herunder retten til ægteskab, kan man sommetider godt miste det store overblik. Optaget som man er med at finde argumenter og modargumenter har man sjældent tid til at analysere selve de logikker, som ligger bag debatten. Men heldigvis er der så andre, der kan gøre det for en, som f.eks. Christian Wolter Andersen, der har skrevet et universitetsspeciale med titlen ”Gay rights in Europe – a critical discourse analysis of public debates concerning same-sex marriage in Denmark and Austria”.

Christian Wolter Andersen kaster sig i sit speciale ud i at sammenligne de argumenter, der blev fremført i forbindelse med folketingsdebatterne i foråret 2010 om indførelsen af homoægteskabet med parlamentsdebatten i Østrig i 2009 om indførelsen af et registreret partnerskab. Men før han kaster sig over de konkrete udsagn forsøger Christian Wolter Andersen at opridse nogle teoretiske redskaber til brug for en sådan analyse.  

Først tager han fat i et begreb som kaldes for ”diskurs”, en diskurs er en måde hvorpå man f.eks. taler om et bestemt fænomen, en bestemt problemstilling, en særlig gruppe etc. Dernæst kaster Christian Wolter Andersen sig over en række kendte forskeres teorier. Vi præsenteres f.eks. for Foucault, der lagde vægt på den magt der består i at have retten til at definere ting, forhold etc.  En sådan magt har ingen en gang for alle, men den opnås i en stadig konkurrence med konkurrerende holdninger. Imidlertid kan man tale om at der er forskellige epoker. Hvad der er den almindelige eller den dominerende antagelse i en epoke kan være uacceptabelt i en kommende. F.eks. kæmper politikere og i stigende grad homoseksuelle aktivister om retten til at definere homoseksualitet. Og her spiller debatten om homoægteskabet en stor rolle. For homoseksuelle aktivister er homoægteskabet en vigtig milepæl i kampen for accept af homoseksuelle – et offentligt anerkendt homoægteskab vil alt andet lige betyde, at de homoseksuelle vil have vundet kampen om homo-diskursen – mens modstanderne af samme grund er imod homoægteskabet, fordi et sådant vil betyde, at dem der ikke kan eller vil acceptere, at homoseksuelle er ligeværdige med heteroseksuelle, vil miste kontrollen med den offentlige mening.

En anden (af mange) teoretikere som Christian Wolter Andersen kommer ind på, og som jeg vil nævne her, er Mary Douglas, der fremhæver, at de menneskelige samfund har brug for at kategorier, så de kan håndtere virkeligheden. Især lægger hun vægt på kategorierne ”ren” og ”uren”, da de i mange kulturer spiller en væsentlig rolle for hvordan man omgås andre mennesker og ens omverden. Hvad der er ”rent” og ”urent” kan imidlertid være til debat – og i forhold til homoseksuelle drejer debatten sig om hvorvidt homoseksuelle skal placeres i kategorien ”uren”, ”ren” eller noget midt i mellem.

Mht. den konkrete debat gør Christian Wolter Andersen opmærksom på, at ingen af politikerne i Danmark eller Østrig betegnede homoseksuelle som f.eks. syndere, unaturlige, perverse eller på anden måde brugte direkte nedværdigende udtryk. Det er en interessant iagttagelse, selvom jeg ikke deler hans forestilling om at det er EU’s antidiskriminationslovgivning som har medført, at man som politiker ikke længere tør eller vil bruge sådanne udtryk om homoseksuelle offentligt. I hvert fald ikke når man taler om Danmark. Snarere er det et udtryk for at vi i dag lever i en epoke hvor man i Vesteuropa ikke offentligt kan udtrykke sig markant homofobisk uden at måtte regne med en ligeså markant modstand. Kunsten bliver derfor at få sagt at homoseksuelle parforhold ikke er gode nok uden at få sagt noget åbenlyst negativt om homoseksuelle – hvad diverse politikere som f.eks. Jesper Langballe så med større eller mindre held forsøger sig med.

En anden interessant iagttagelse er, at mens modstanderne af et homoægteskab var klart i defensiven i den danske folketingsdebat så var det tilhængerne af et registeret partnerskab, som var i defensiven i den østrigske parlamentsdebat. Om end det så også må siges, at forslagene om diverse versioner af homoægteskabet som bekendt blev stemt ned i Folketinget, mens det registrerede partnerskab blev vedtaget af det østrigske parlament.  

Christian Wolter Andersen mener at denne forskel skyldes kulturelle og især religiøse forhold. Han opstiller den hypotese, at protestantisk kristendom, som er den dominerende religion i Danmark, vægter den enkeltes frihed og ansvar, mens katolsk kristendom, som er den dominerende religion i Østrig, lægger vægt på at individet skal underkaste sig den kollektive moral.

Så simpelt er det nu nok ikke. Som bekendt er der masser af protestanter verden over, der er modstandere af et homoægteskab og i denne forbindelse bruger en argumentation, der er identisk med den som den katolske kirke fremfører. Til gengæld er den katolske kirkes indflydelse på det østrigske samfund voldsomt aftagende, bl.a. pga. diverse sexovergrebsskandaler, hvad jo også viser sig i, at man tros alt langt om længe kunne få indført et registeret partnerskab i Østrig.

At modstanderne af et homoægteskab var i defensiven i folketingsdebatten hænger nok snarere sammen med, at Danmark jo allerede i 1989 indførte et registreret partnerskab og at en række efterfølgende lovændringer, især i den senere tid, har skabt næsten fuld ligestilling mellem registrerede par og ægtepar. Når nu lovgivningen noget nært ligestiller homoseksuelle og heteroseksuelle par, og når man af politiske årsager ikke tør eller vil stille spørgsmålstegn ved den nuværende lovgivning, ja så er det svært at finde gode argumenter for at vi ikke bare kan have én ægteskabslovgivning for alle par, uanset kønsmæssig sammensætning. (Mens debatten i Østrig gik ud på om samfundet skal indføre en eller anden form for anerkendelse af homoseksuelle par eller ej). Men lige netop pga. kampen om diskursen var det vigtigt for modstanderne af et homoægteskab at få skudt en lovændring ned. Selvom indførelsen af det registrerede partnerskab nemlig fjernede homoseksualitet fra kategorien ”uren”, i hvert fald i juridisk forstand, så sikrede man sig, at homoseksualitet heller ikke blev placeret i kategorien ”ren” sammen med heteroseksualiteten, i stedet fik man homoseksualitet placeret i en mellem kategori. Ikke uren, dvs. forkert, men heller ikke helt ren, dvs. rigtig på samme måde som heteroseksualiteten. Kampen mod homoægteskabet kan altså ses som en kamp mod at homoseksualitet i den offentlige diskurs kommer til at fremstå som ligeværdig med heteroseksualitet.

Christian Wolter Andersens speciale er alt i alt spændende læsning – så spændende, at det er en skam, at det ikke er frit tilgængeligt på internettet.

Læs mere

Skrevet af den 14 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Homofobi uden kulturhistorisk dækning

Leif Andersen, der er lektor ved det højrekristne Menighedsfakultet og medlem af det fundamentalistiske Evangelisk-Lutherske Netværk, forsøger i et længere debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 14.5.2010 at finde nogle ikke-bibelske begrundelser for hvorfor vi ikke må få et kønsneutralt ægteskab. Og lad det være sagt med det samme, det kommer han rigtigt skidt fra.

Leif Andersen lægger i første halvdel af sit indlæg ud med påstanden om, at det i princippet livslange ægteskab mellem mand og kvinde kendes i alle kulturer. Synet på homoseksualitet har efter hans mening været forholdsvis stabilt i alle kulturer, og selvom han indrømmer, at nogle kulturer har set positivt på homoseksualitet, så ændrer det ikke ved, at ingen kulturer, end ikke de få polygame, har anerkendt et kønsneutralt ægteskab.

Dernæst går Leif Andersen over til nogle overvejelser over, at det kun er kort tid siden, nemlig i 1980, at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske lidelser, og han spørger, om det så ikke er ”tæt på rablende vanvid, at vi nu med sådan en hast så meget som overvejer at kuldkaste verdenshistoriens måske mest stabile institution”?

At afvise vielser af homoseksuelle er, i henhold til Leif Andersen, ikke mere diskriminerende end at afvise polygame ægteskaber eller søskendeægteskaber da de argumenter der bruges for de første uden videre kan overføres på de andre.

Herefter kommer han med nogle overvejelser over hvornår folk, der som han mener, at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet, vil blive kriminaliseret. At det er et realistisk scenarie mener han at de fleste vil være enige i.

Dernæst vender han tilbage til den alvorlige risiko det ville udgøre for os alle hvis vi accepterer homoseksuelle ægteskaber, og han sætter spørgsmålstegn ved fornuften i at ligestille homoseksuelle med heteroseksuelle.

Til sidst runder han af med følgende svada: ”Jeg foreslår, at vi venter. Der bør være en evalueringsperiode. Nu er homoseksualiteten blevet såvel afkriminaliseret som raskmeldt. Lad os så vente og se, hvad konsekvenserne bliver. Helt seriøst: Ville det – på den baggrund – være forhastet med en evalueringsperiode på et par hundrede år? Eller i det mindste indtil vi ved noget?”

Nu er det en farlig øvelse at ville opstille en tværkulturel og verdenshistorisk begrundelse for hvorfor det i princippet livslange ægteskab mellem en mand og en kvinde skulle være fælleskulturelt arvegods for hele menneskeheden.  Alle kulturer kender selvsagt til seksuelle relationer mellem mænd og kvinder, men hvordan de bliver reguleret eller ikke reguleret har været og er forsat meget forskelligt. Polygami er ikke meget sjældent, sådan som Leif Andersen påstår, men er i stedet kendt fra den kinesiske, de mellemøstlige, de afrikanske såvel som de amerikanske kulturer. Både Det Gamle Testamente og de danske vikingekonger kendte til polygami. Ej heller kan det påstås, at ægteskabet i princippet har været tænkt til at være livslangt verden over. Den uhyre lette adgang til skilsmisse for mænd som man finder i Moseloven og i sharialoven viser, at Leif Andersen tænker snævert kristent fundamentalistisk når han beskriver ægteskabet tværkulturelt set.

Nu giver det slet ikke mening, at ville tale om homoseksualitet i tiden før dette begreb dukker op i Vesten, hvad det gør i slutningen af 1800-tallet. Derimod synes de fleste, hvis ikke alle, kulturer at kende til seksuelle relationer mellem mennesker af samme biologisk køn. Synet herpå er og har været meget forskelligt.

Her er det nødvendigt at være opmærksom på, at Leif Andersen synes at tage udgangspunkt i den antagelse, at alle kulturer kun kender til to køn, nemlig mand og kvinde. Men i virkelighedens verden opererer en række kulturer med mere end to køn. F.eks. har en række prærieindianerstammer anerkendt eksistensen af såkaldte ”to ånds mennesker”, dvs. biologiske mænd med en identitet og social rolle som kvinder og biologiske kvinder med en identitet og social rolle som mænd. (Sommetider kunne to ånds mennesker dog også frit blande kønsrollerne) Ægteskab mellem f.eks. en to ånds person, der var biologisk mand, med en anden biologisk mand var anerkendt og vi kender til at sådanne ægtepar adopterede børn, hvad også var fuldt accepteret.

Hvis vi altså forstår det kønsneutrale ægteskab som ægteskab mellem to personer med samme biologisk køn, ja så er Leif Andersens påstand om at ingen kulturer kender hertil direkte usand.

Et bemærkelsesværdigt træk ved Leif Andersens indlæg, er, at han helt forbigår eksistensen af det registrerede partnerskab. Måske fordi han vil fremmane en forestilling om at vi er på vej til at gå direkte fra at have afsygeliggjort homoseksualitet og så til at anerkende homoseksuelle ægteskaber. Faktum er imidlertid, at vi siden 1989 har haft det registrerede partnerskab, der en offentlig / statslig anerkendelse af homoseksuelle par, der på de fleste punkter ligestiller dem med heteroseksuelle ægtepar. Det registrerede partnerskab for homoseksuelle har ikke udløst noget stærkt politisk krav om registreret partnerskab for polygame eller for søskendepar, så Leif Andersens glidebanetrussel har ikke hold i den historiske realitet. I øvrigt så jeg gerne, at han fortalte os hvilke grunde der er til at samfundet ikke skal anerkende polygame ægteskaber og søskende ægteskaber. Han må da have nogen bedre grunde end at de skal være forbudte fordi homoseksuelle ikke må gifte sig?

Der er ingen mening i at ville forbyde dumhed og ignorance, så nej, jeg tror ikke, at vi vil se en kriminalisering af påstanden om at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet. Det skal en Leif Andersen da have lov til at mene, om end det er sjovt, at han på en gang påstår, at vi ikke ved hvad homoseksualitet er og så dog mener, at det er hans ret at påstå, at den repræsenterer noget der er i stykker. Hvorfra ved han egentligt det? Måske han i øvrigt ikke ved, at ideen om at homoseksualitet er en psykisk lidelse er en ide, der først dukker op med homoseksualitetsbegrebet og altså ikke en forestilling, der har dybe kulturhistoriske rødder?

Det virkeligt sørgelige ved Leif Andersen er imidlertid ikke hans slående kulturhistoriske uvidenhed eller hans argumentationskneb. Det triste er at han i bogstavelig forstand giver udtryk for homofobi, altså angst for homoseksuelle. Vi udgør i hans mentale univers en dunkel trussel mod ægteskabet og samfundet, og samfundet har derfor efter hans mening brug for flere århundreder for at se, om det ikke var et fejlgreb at afkriminalisere hhv. afsygeliggøre vores kærlighed og seksualitet. Hvis en sådan indstilling ikke er homofobisk så ved jeg ikke hvad der skulle være det.

Men om Leif Andersen og meningsfæller nu kan lide det eller ej, så går udviklingen heldigvis sommetider hurtig. Tænk blot på, at gifte kvinder først blev myndiggjort i 1899 for så, 16 år senere, at få tildelt stemmeretten sammen med deres ugifte kønsfæller. Set i det lys er der intet hurtigt i, at vi, 21 år efter indførelsen af det registrerede partnerskab, får det homoseksuelle ægteskab. Sverige og Holland har allerede vist os vejen.

Læs mere