Menu
Kategorier

Skrevet af den 3 okt, 2012 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Den katolske kirkes største problem

At den katolske kirke har visse problemer at slås med er vist en kendt sag for de fleste der følger bare lidt med i kirkelige forhold. Imidlertid er der, sådan som jeg ser det, i alt for ringe omfang fokus på hvad der formodentligt er den katolske kirkes altoverskyggende problem i dag, nemlig den katastrofale mangel på præster.

Den katolske kirke er i et helt andet omfang end de protestantiske kirker afhængig af præster. Ikke mindst eukaristien, eller nadveren hvis vi skal bruge et dansk udtryk, der er omdrejningspunktet for kirkens liv, kan kun fejres når der er en gyldigt viet og autoriseret præst til stede. Men i den vestlige verden falder antallet af katolske præster drastisk , og det nytter kun lidt at antallet af katolske præster i den tredje verden stiger, for antallet af katolikker i denne del af verden stiger endnu mere og man har derfor brug for alle sine præster selv. Og problemet med præstemanglen  i Vesten vil alt andet lige vokse fordi den katolske præsteskare her allerede hører til det  grå guld. Gennemsnitsalderen for katolske præster i USA er således 63 år og i Irland er den 64 år. Hvis denne udvikling fortsætter risikerer den katolske kirke noget der kunne ligne et sammenbrud i sjælesorgen om 10-20 år.

Hvad kan der så gøres ved denne krise?  Ja, svaret er ganske ofte at den katolske kirke skal afskaffe pligtcølibatet for sine præster. Hvis præsterne kunne få lov til at gifte sig, er tanken, så vil flere søge om at blive katolsk præst, og frafaldet af allerede ordinerede præster vil falde markant. Nu skyldes den katolske kirkes præstemangel næppe udelukkende pligtcølibatet, men det virker dog oplagt, at problemet kunne formindskes væsentligt, hvis der blev åbnet op for gifte katolske præster. Dertil kommer, at pligtcølibatet ikke er noget dogme i den katolske kirke. Den katolske kirke har ikke altid pålagt præsterne at leve ugift, ja faktisk findes der allerede nu gifte katolske præster, det gælder f.eks. en del af præsterne fra de ortodokse kirker, som har underlagt sig Paven og det gælder for gifte tidligere protestantiske præster, der efter at være konverteret har ønsket at virke som katolske præster.

Så hvorfor ophæver Paven så ikke bare pligtcølibatet? Se det er der nok mange grunde til. F.eks. kan det tænkes, at Paven ikke helt har forstået hvor alvorlig situationen er i praksis. En del kender nok til at arbejde på en arbejdsplads, hvor ledelsen måske ikke helt synes at have forstået alle de udfordringer som de ansatte må kæmpe med i deres arbejdshverdag. Ej heller virker det altid som om at vores kære politikere helt har styr på hvordan deres politik påvirker den almindelige borgers dagligdag. Det ville slet ikke være så mærkeligt hvis Paven ikke rigtigt var inde i hvor store praktiske problemer præstemangelen udløser ude i de katolske sogne.

Dertil kommer, at der er en klar tendens i Vatikanets politik når det gælder om at udvælge kandidater til bispeembedet: Kun dem der bakker op om Pavens linje, f.eks. mht. at pligtcølibatet skal opretholdes, bliver undnævnt til katolsk biskop. På denne måde sikrer man sig altså mod uønsket kritik fra dem, der skal takle de konkrete problemer som præstemangelen udløser i de katolske bispedømmer. Alligevel er der fra tid til anden den ene eller anden katolske biskop, der lufter tanken om en afskaffelse af pligtcølibatet. Hvad set i lyset af førnævnte udvælgelsespolitik blot viser hvor desperat situationen er ved at blive ude i den katolske hverdag. Men disse røster bliver der altså ikke lyttet til.

Måske bliver disse biskopper ikke lyttet til fordi Paven mener, at der ville være for mange praktiske problemer med at tillade gifte præster i andre end de allerede eksisterende undtagelsestilfælde. De nuværende lønninger som katolske præster får rækker kun i få lande til at præsten ville kunne forsørge en familie. Og hvis man f.eks. indførte en ordning med gifte præster, der svarer til den den ortodokse kirke har, hvad på mange måder ville være mest oplagt, så står man overfor en række problemer. Den ortodokse kirke tillader nemlig nok gifte mænd at blive præst, men ugifte mænd, der er blevet viet til præst, må ikke gifte sig. Og biskopper vælges kun blandt de ugifte præster. Men hvis den katolske kirke indfører en sådan ordning vil der automatisk opstå problemer i forhold til dem blandt de nuværende katolske præster og biskopper, der ønsker at gifte sig, ligesom man skulle finde ud af hvad man vil gøre i forhold til de præster, der har måtte forlade præstegerningen fordi de har giftet sig.

Men jeg tror nu ikke, at det virkeligt er det afgørende for Paven. Mere grundlæggende er problemet for ham nok snarere, at hvis den katolske kirke efter mange års pres nu skulle ophæve pligtcølibatet så vil der straks blive rejst krav om endnu mere vidtgående forandringer som f.eks. kvindelige præster. En af erfaringerne fra Det Andet Vatikankoncil er nemlig, at forandringer hos nogle katolikker bliver brugt som undskyldning for at kræve endnu flere forandringer og hvor går grænsen så?

En anden erfaring fra koncilet er dog også, at de katolikker, der loyalt har bakket op om den katolske kirkes lære, kan blive alvorligt skuffet over at kirken pludselig laver om på dens lære. Hvis man, måske under store personlige omkostninger, har fulgt den katolske kirkes regler – og forsvaret dem mod kritikere, kan man godt blive forvirret, usikker og måske vred hvis kirken så lige pludselige giver kritikerne ret.

For de katolikker som måske mest svarer til hvad Paven opfatter som gode katolikker, er et af de helt centrale kendetegn ved den katolske kirke, at den holder fast ved sandheden, at den ikke følger med tidsånden men i stedet modigt forkynder det evigt sande også når det ikke er populært. At ændre ved læren og dens omsætning i kirkens leveregler er derfor en uhyre vanskelig sag.

Dertil kommer, at pligtcølibatet er en del af det unikt katolske. De ugifte præster er en speciel katolsk ordning, der har bidraget til at sikre den katolske identitet, på samme måde som  latin som kirkens liturgiske sprog hørte til den katolske kirkes særlige kendetegn i tiden før Det Andet Vatikankoncil. Og ligesom der var mange fordele forbundet med den katolske kirkes indførelse af en liturgi på modersmålet men at man ved at vælge den vej også mistede noget unikt katolsk, så vil afskaffelsen af pligtcølibatet betyde, at man kommer til at give afkald på en del af den katolske kirkes særpræg.

Det er derfor forståeligt nok at Paven ikke vil afskaffe pligtcølibatet – prisen for at gøre det vil være høj, men det samme vil prisen for ikke at gøre det være. Lige meget hvilken vej hans efterfølger som Roms biskop vil slå ind på så vil den komme til at ændre den katolske kirke som vi kender den.

Læs mere

Skrevet af den 6 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Fremtidens katolske kirke del 5 – lægfolkets rolle vil vokse

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans fire første fremtidsscenarier: fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, fremtidens katolske kirke vil være evangelikal, den muslimske udfordring og den demografiske udfordring. I dette indlæg vil jeg fortælle om John L. Allens femte fremtidsscenarie, der handler om at lægfolkets indflydelse i kirken vil vokse.

For ganske mange mennesker, katolikker såvel som ikke-katolikker, er den katolske kirke indbegrevet af en hierarkisk styret kirke, hvor al magt er samlet hos Paven, biskopperne og præsterne. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at den katolske kirkes hierarki hører med til kirkens hjerteblod. Ethvert forsøg på at demokratisere den katolske kirke og indføre en flad kirkestruktur er de facto et forsøg på at afskaffe katolicismen. Men det siger også sig selv, at kirken heller ikke kan eksistere uden lægfolket. Fårene har brug for hyrder – og hyrderne har brug for fårene.

Allerede i starten af 1900-tallet begyndte biskopperne og Paven at forstå, at den katolske kirke kun kunne bekæmpe den tiltagende sekularisering af de europæiske lande hvis lægfolket i et helt nyt omfang begyndte at støtte kirkens hyrder i denne kamp. Men først med det andet Vatikankoncil blev der skabt et egentligt teologisk fundament for den forstærkede inddragelse af lægfolket i kirkens mission.

I tiden lige før og i høj grad i tiden efter det andet Vatikankoncil er der opstået mange bevægelser, der er specielt rettet mod katolske lægfolk som f.eks. Opus Dei, Focolare, Tro og Lys etc. Disse bevægelser lægger vægt på en kombination af personlig helligelse og et arbejde for kirkens apostelat. Ikke alle men dog mange af disse bevægelser er præget af den evangelikale katolicisme og dem, der er det, modtager stærk støtte fra Vatikanet og mange biskopper. I fremtiden vil disse bevægelser i voksende grad kunne komme til at præge idealet for hvordan man som lægperson bør leve og virke som katolik. Afgørende bliver det, at den katolske kirkes hierarki holder det nødvendige opsyn med disse bevægelser for at forhindre, at de udvikler sig i en retning som man ikke kan leve med samtidigt med, at man ikke blander sig så meget, at man får ødelagt den dynamik og selvstændighed som bevægelserne har brug for, hvis de skal kunne leve op til deres apostelat.

Men lægfolk udfører i dag i stadigt voksende grad også opgaver, der tidligere blev varetaget af præster og ordensfolk. En stor mangel på præster betyder, at lægfolk i dag verden over mange steder står for f.eks. religionsundervisningen, besøg af ældre og svagelige i menigheden, missionsvirksomhed, administrative opgaver etc. Størstedelen af de lægfolk, der varetager disse opgaver, er i øvrigt kvinder. Det er en udvikling, der ikke har været og forsat ikke vil være uden konflikter. Især har der både fra Vatikanets og fra evangelikale katolikkers side af været en skarp kritik af at lægfolk nogen steder har fået en rolle, der i farlig grad flyder sammen med præsternes.

Fremtidens katolske kirke vil derfor være præget af forsøg på at gøre skellet mellem det viede præsteskab og lægfolket mere klart. Samtidigt hermed vil man imidlertid være tvunget til også at være pragmatisk. I den tredje verden er der allerede nu mange sogne, der kun får besøg af en præst nogle få gange om året. I den vestlige verden vil antallet af sogne, der ikke har nogen fast bosiddende præst, også vokse. Hvis troslivet ikke skal visne hen her – for slet ikke at tale om hvis man vil vinde nye mennesker for troen, så må præsterne og biskopperne støtte sig massivt på lægfolket og dets indsats.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 2 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Fremtidens katolske kirke del 2 – Fremtidens kirke vil være evangelikal

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. I et tidligere indlæg har jeg skrevet om hans første fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle. I dette indlæg vil jeg fortælle om hans andet fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være evangelikal.

Nu forbindes begrebet evangelikal jo typisk med en bevægelse indenfor protestantismen, men John L. Allan mener, at den med fordel også kan bruges om en vigtig bevægelse indenfor den katolske kirke i dag og i fremtiden. Denne bevægelse går imod den liberale kristendoms tendens til “at slutte fred med tidsånden”. Man mener, at kirken uden tøven og kompromis skal forkynde troens evige og uforanderlige sandheder også når man støder an herved – men man må meget gerne benytte sig af de moderne kommunikationsmidler for at få budskabet ud.

Den evangelikale katolicisme er på en gang en reaktion på og et produkt af sekulariseringen. Man ser sekulariseringen som en massiv trussel mod kristendommen som man som kristen er kaldet til at bekæmpe – men samtidigt er man præget af den for sekulariseringen så typiske personlige religiøsistet. En evangelikal katolik er ikke katolik fordi hans familie, slægt og venner er det. Han er evangelikal katolik fordi han mener, at han i den trationstro og antiseksulære version af katolicismen har fundet sandheden om Gud og meningen med livet.

Sekulariseringen er i det store hele kun et reelt problem for den katolske kirke i den vestlige verden, men her er problemet om så større. Og så længe Vatikanets personale og paveembedets indehaver hovedsageligt kommer fra den vestlige verden vil der være fokus på denne udfordring. Ligesom det for Vatikanet er vigtigt, at forhindre, at sekulariseringen får overtaget i Sydamarika, som i dag er den verdensdel hvor der bor flest katolikker.

Der er ingen tvivl om, at seksulariseringen har ramt den katolske kirke i vesten hårdt. F.eks. angav i 2002 92 % af befolkningen i Nigeria og 88 % af befolkningen i Filippinerne, at religion var meget vigtigt for dem. I Polen var tallet 36 %, i Italien 27 % og i Frankring 11 %. Tal fra 2007 viser, at antallet af mennesker i de gamle katolske kernelande Frankrig og Belgien, der angiver, at de er katolikker, er nede på hhv. 40.5 % og 39,9 %. I 2006 viste en undersøgelse, at 48 % af befolkningen i Irland gik til messe mindst en gang om ugen – et for danske forhold imponerende tal – men en generation tidligere var tallet 81 %.

Et andet tegn på at sekulariseringen har bidt sig fast er den markante tilbagegang i antallet af præster og ordensfolk i vesten: I 1950 var der 249127 katolske præster i Europa. I 2004 fra tallet faldet til 199978. I 1965 var der 185000 nonner i USA. I år 2000 var tallet faldet til 103560 og af dem var næsten 60 % mere end 70 år gamle. Faktisk var antallet af nonner i USA, der var yngre end 50 år, nede på 6000!

Men ikke nok med det. I Vatikanet og blandt de evangelikale katolikker er der en stræk bekymring over det som man opfatter som en agressiv sekularisme. At Gud ikke måtte komme med i EU traktaten og at den evangelikalsk katolske Rocco Buttiglione blev vraget som EU kommissær, fordi han fik sagt, at homoseksualitet er en synd, bliver set som en åben krig mod kristendommen og som en direkte forfølgelse af katolikker. Som den katolske skribent Vittorio Messori udtrykker det: I dag er der tre grupper af mennesker som man frit kan diskriminere i Europa: jægere, rygere og katolikker.

Den evangelikale reaktion på sekulariseringen er som sagt at insistere på at forkynde den katolske tro uden at gå på kompromis med tidsånden. Dette kombineres med en tilbagevenden til katolske fromhedsformer, så som f.eks. rosenkransbøn, sakramental tilbedelse og hyppige skriftemål, der var gået delvist i glemmebogen i tiden efter det andet Vatikankoncil. Ved at sætte en skrap skillelinje mellem det sekulære samfunds normer og ens katolske tro – og ved at praktisere troen på en måde, der tydeligt viser, at man har en anden tro end de fleste, sikrer man sig en klar identitet. I en tid, hvor alt flyder, har man et fast holdepunkt – og man kan se hvem der tænker og tror som en selv.

Den evangelikale katolicisme fik i nyere tid først rigtigt fodfæste under Paven Johannes Paul II. Den er i dag altdominerende i Vatikanet og præger også langt de fleste katolske biskopper. Blandt lægfolket i Vesten er den fortsat en minoritet set i forholdet til det samlede antal katolikker, men de evangelikale udgør en væsentlig gruppe blandt de flittige kirkegængere, og blandt dem, der søger om at blive katolske præst og/eller ordensmenneske udgør de en klar majoritet. Der kan ikke være nogen tvivl om at den evangelikale katolicisme vil præge den katolske kirke i årene frem over. Men hvordan?

Ja, allerede nu kan man se, at der er et opgør med den liberale katolicisme i gang. Et område er liturgien. F.eks. er der for nyligt blevet introduceret en ny engelske oversættelse af den katolske kirkes messebog, der tager et alvorligt opgør med den mere frie og moderne oversættelse, der havde været i brug siden koncilet. Den nye oversættelse er en så direkte oversættelse fra den latinske original som mulig. Indholdsmæssig korrekthed er sat over tilgængelighed og sproglig elegance. Således skal engelsksprogede katolikker i trosbekendelsen nu sige om Jesus, at han er cosubstantiel med Faderen.

Sproget er også en identitets markør, der skal vise, at vores verden og den hellige verden, man møder i messen, er af helt forskellig karakter. Pave Benedikts engagement for at udbrede den førkoncilære latinske messe skal forstås på samme måde. Katolikkerne skal genvinde en forståelse af messen som et helligt offer. Verden skal ikke lukkes ind i messen – messen skal hellige verden.

Generelt er sejlene sat til storm. Den evangelikale katolicisme har taget kampen op med den liberale katolicisme og man er villig til at risikere, at man i første omgang vil miste medlemmer af den katolske kirke i denne kamp. Her kan man så lade sig opmuntre af, at trossamfund som vælger en klar og kompromisløs linje i forhold til den moderne verden, måske nok i første omgang mister medlemmer, men dette tab kompenseres snart af at flere strømmer til, tiltrukket af en klar profil og en ivrig missionsindsats. Ikke at den liberale katolicisme derfor vil få samme skæbne som dronten, men den vil få det svært.

Konflikter med opinionen i den vestlige verden, med politikerne og lovgivningen, især i Europa, er også oplagte. Især mht. spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder kan det komme til heftige konflikter. Blandt de evangelikale katolikker kan man finde dem, der ikke opfatter det som usandsynligt, at de vil ende i fængsel pga. deres tro. Fremtidens katolske kirke vil kæmpe til det yderste mod sekulariseringen og for sine moralske idealer. Og man vil ikke være bange for at betale den pris, som denne kamp måtte koste.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 1 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Fremtidens katolske kirke del 1 – Fremtidens kirke vil være sort

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. I dette blogindlæg vil jeg se på hans første fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle.

 Den katolske kirke har traditionen tro været forbundet med Europa – som Hilaire Belloc udtrykte det: Troen er Europa – og Europa er troen. Endnu i 1900 boede 200 millioner ud af verdens dengang 266,5 millioner katolikker i Europa og USA, ud af resten boede langt de fleste (53 millioner) i Sydamerika. I år 2000 var der ca. 1,1 milliarder katolikker i verden. Af dem boede 350 millioner i Europa og USA mens 400 millioner boede i Sydamerika. Et andet godt indtryk af den eksplosive vækst i antallet af katolikker i den tredje verden er Afrika. I starten af 1900-tallet var der 1,9 millioner katolikker i Afrika syd for Sahara. Ved århundredes slutning var tallet vokset til 130 millioner, hvad svarer til en vækstrate på 6708 procent! Et andet eksempel er, at der i år 2000 blev foretaget flere katolske dåbshandlinger i Filippinerne end der blev foretaget i Frankrig, Spanien, Italien og Polen tilsammen.

Årsagen til at flertallet af verdens katolikker i dag bor udenfor den vestlige verden er mange. Den stærke befolkningsvækst i den tredje verden kombineret med en stagnerende befolkningsudvikling i den vestlige verden hører med til billedet. Men i Afrika er antallet af katolikker vokset hurtigere end befolkningsvæksten, så alt kan ikke forklares med demografi. I stedet må det fremhæves, at den katolske kirke på den sydlige halvkugle, især i Afrika og i Asien, i tiden efter 2. Vatikankoncil har lært sig at stå på egne ben. Man er ivrig for at bringe troen videre – og vha. tilpasninger af liturgien til lokalsamfundenes sprog og skikke har man formået, at blive attraktiv og vinde nye mennesker for katolicismen.

Hvad kendetegner så den ”sorte” katolicisme? Ja, nu må man ikke glemme, at der faktisk er en del forskelle mellem katolicismen i f.eks. Brasilien og Congo. Meget firkantet kan man dog sige, at ”den sorte” katolicisme er præget af en stærk værdikonservatisme. I 2006 mente således 98 % af alle kristne i Nigeria (der dog ikke alle er katolikker), at homoseksualitet aldrig kan retfærdiggøres og 97 % af filippinerne var imod abort. Denne strikse værdikonservatisme er imidlertid forbundet med holdninger, som i vestlig sammenhæng ofte ses som venstreorienterede. Den sydlige halvkugles katolikker er typisk kritiske overfor kapitalisme og globalisering. De mener, at USA udøver for meget indflydelse i verden. De er i udpræget grad pro palæstinensiske og for FN. De ønsker en statsreguleret økonomi og de er optaget af miljøproblematikker.

Fremtidens katolicisme vil altså med rimelig sikkerhed forblive stærkt afvisende overfor homoseksuelle og abort, ligesom der heller ikke er noget, der tyder på, at der vil komme en nævneværdig opblødning af synet på prævention og skilsmisse. Men fremtidens katolicisme vil i endnu stærkere grad end i dag være i opposition til USA, afvisende overfor Israel og generelt stærkt kritisk overfor den vestlige verdens økonomiske politik overfor den tredje verden. Eller sagt med andre ord, den sorte pave, som John L. Allen regner med den katolske kirke vil få før eller senere, vil blive svær at håndtere for den vestlige verdens progressiv såvel som for dens konservative.

Den katolske kirke på den sydlige halvkugle står dog også overfor en række udfordringer. Et problem er at sikre den fortsatte vækst. Således vokser antallet af præste- og ordenskald i den ”sorte” katolicisme med en imponerende fart – men antallet af katolikker på den sydlige halvkugle vokser hurtigere! Den nuværende trend, hvor den vestlige verdens katolske bispedømmer og ordenssamfund forsøger, at kompensere for manglende kald ved at importere kirkelige arbejdskraft fra den sydlige halvkugle er alt andet lige skadelig for bispedømmerne og ordenssamfundene i syd. De har brug for alle de hænder de kan få – de har ikke brug for at blive plyndret for gode præster og ordensfolk .

En anden problemstilling – dog reelt set kun for den katolske kirke i Afrika, er hvordan man skal håndtere polygami. Homoægteskaber behøver man ikke at være bange for vil blive indført i Afrika – men polygame ægteskaber er almindelige – og de udgør typisk et problem når en mand med flere koner vil konvertere til katolicismen. Ikke mindst fordi det ikke nytter bare at kræve, at han skal droppe kone nr. 2, 3 etc. Sådanne ”kasserede” kvinder vil nemlig ofte ikke have udsigt til et nyt ægteskab og risikerer derfor at ende i dybeste armod, hvis de bliver forskudt.

En udfordring er også, at man i den ”sorte” katolicisme finder en stærk tro på hekseri og trolddom – en tro som man her ofte oplever, at de vestlige missionærer ikke tager alvorlig. Hvordan man imidlertid kan komme denne tro i møde uden, at blive medansvarlig for de talrige overfald og mord på fattige og svage ældre og børn, der beskyldes for hekseri, er et ikke helt lille problem.

Et andet emne er pligtcølibatet for præster. Selvom rigtigt mange ”sorte” katolikker er meget afvisende overfor den vestlige stereotyp om de hypervirile sorte mænd, som ikke skulle kunne magte cølibatet, så er der næppe nogen tvivl om, at de katolske præster på den sydlige halvkugle har samme problemer med at holde cølibatet som man finder hos præsterne i vesten. Og cølibatet gør det vanskeligt at rekruttere tilstrækkeligt med præster. En sort pave vil derfor måske være åben overfor at tillade præstevielser af gifte katolske mænd, ikke som en hensyntagen til en vestlig ide om seksuel selvrealisering, men for at sikre, at der er katolske præster nok til at evangeliet kan nå ud til hele verden – og for at sikre, at katolikkerne også på den sydlige halvkugle får den pastorale betjening som de har brug for.

Læs mere