Monstre eller mennesker?

En af de bøger som i mit lange læseliv virkelig har gjort indtryk på mig er Gitta Serenys ”Into that Darkness”, som handler om Franz Stangl, der var kommandant for udryddelseslejren Treblinka, hvor han havde ansvaret for drabet på omkring 800.000 jøder.

Gitta Sereny laver i bogen et omfattende interview med Franz Stangl, der havde fået en livstidsdom og nu sad fængslet i Tyskland. Og hun beskriver hvordan hun før interviewet er meget nervøs for at skulle tale med et sådant menneskeligt uhyre. Men Gitta Sereny må til sin store overraskelse erfare, at Franz Stangl faktisk er en høflig og behagelig mand, ligesom hun vha. interviews med hans kone og børn finder ud af, at han var en kærlig ægtemand og far.

Franz Stangl skildrer overfor Gitta Sereny indgående hvordan den nazistiske drabsmaskine fungerede og han skjuler ikke sin rolle heri, men han fastholder stædigt, at han var nødt til at gøre hvad han gjorde fordi han var blevet beordret hertil, ordrer som han ikke måtte sidde overhørig. Dvs. denne benægtelse af egen skyld fastholder han indtil sit sidste møde med Gitta Sereny. Her indrømmer han nemlig, at han måske faktisk havde handlet forkert, at han burde havde modsat sig de ordrer han fik ovenfra i systemet.

Den næste morgen bliver Gitta Sereny ringet op af fængselsadministrationen . Franz Stangl er blevet fundet død i sin celle. Og nej, han havde ikke begået selvmord, hans hjerte var blot ophørt med at slå.

Jeg synes, at Gitta Serenys bog griber fat i to meget vigtige problemstillinger, som også er af relevans i forhold til den nuværende debat om sexovergreb i katolsk regi, selvom holocaust naturligvis var en forbrydelse i en helt anden størrelsesorden end de pædofile overgreb der er sket i katolsk sammenhæng.

Den første er at vi gerne tror, at folk der har begået forfærdelige ting er forfærdelige mennesker. Det betyder, at vi let afviser anklager mod mennesker som vi har erfaret som behagelige eller ligefrem dejlige mennesker ud fra den forestilling, at sådanne mennesker ikke kan have begået noget så grumt. Og det betyder, at vi føler os berettiget til at møde mennesker, der er blevet anklaget for for slet ikke at tale om dømt for sådanne forbrydelser, med åbenlyst og grænseløst had. Når nogen nemlig er blevet erklæret for et monster, ja så mener nogle, at man må begå monstrøse ting mod ham.

Det rystende faktum er imidlertid, at selv et menneske, der har begået noget så ubegribeligt ondt som mordet på 800.000 mennesker, forbliver et menneske som på mange måder er behagelig, ja overfor sine nære slægtninge sågar kærlig. Det rystende er at massemorderen, den pædofile, terroristen etc. grundlæggende set ikke er forskellig fra os. De er mennesker, de har gode sider, de kan være dejlige at omgås. Og dog har de gjort noget der er så ondt, at vi næsten ikke kan forholde os til det. Deres eksistens er en seriøs udfordring for vores næstekærlighed, ikke mindst fordi de er en grum advarsel om at vi alle har potentiale til det monstrøse. Måske den vrede vi retter mod dem ikke blot er den retfærdige harme over deres forbrydelser men også en reaktion på at vi ikke tør se vores frygt for de andre, og ikke mindst for os selv, i øjnene?

For det andet så tror jeg, at historien om Franz Stangl også kan fortælle noget om hvorfor så mange forbrydere forsøger, at benægte det de har gjort. Selvfølgelig spiller det ind, at retssystemet straffer ærlighed. Tilstår man må man alt andet lige regne med en hårdere straf end hvis man benægter alt, i hvert fald i de tilfælde, hvor der ikke er nogen fældende tekniske beviser. Men jeg tror også, at der er en psykologisk overlevelsesfaktor på spil. Det kan koste en livet at skulle se sin egen skyld i øjnene, nok sjældent i bogstavelig men ofte i overført forstand. Mange forbrydere vælger derfor at benægte alle anklager. De ser sig selv i stedet som uskyldige ofre.Dde vælger benægtelsens vej af angst for at blive mentalt smadret af skylden for det de har forbrudt.

Men egentlig burde i hvert fald katolske præster tro på den befrielse der ligger i at bekende sin synd og få syndsforladelse – en bekendelse der også indbefatter forsøget på en forsoning med ofrene, selvom vejen hertil koster blod, sved og tårer.  Faktisk har enkelte af de præster, der i international sammenhæng er blevet anklaget for overgreb, valgt denne vej, den eneste vej der virkelig kan bidrage til at læge sårene hos ofrene såvel som hos de mange, der med rette føler sig svigtet af den katolske kirke i denne her sag. At så mange andre ikke gør det er endnu et svigt. Ikke kun, men dog mest konkret mod de ofre, der har brug for at overgrebsmændene indrømmer deres skyld, så de ikke skal stå alene med bevisbyrden og indirekte eller direkte beskyldninger om at de har løget.