Menu
Kategorier

Skrevet af den 27 jun, 2026 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Jesper W. Rasmussen – og satanismen

 

Jesper W. Rasmussen er nok mest kendt som en førende skikkelse, dog med varierende kasketter, indenfor Dansk Regnbueråd. Derfor blev jeg lidt overrasket da jeg opdagede, at han  for nyligt har barslet med en længere Substack-artikel om intet mindre end selveste Satan hhv. satanisme.

Jesper W. Rasmussens overvejelser handler om hvorvidt de omfattende seksuelle overgreb på britiske piger, begået af i overvejende grad muslimske mænd, kan betegnes som sataniske. Og, spoiler alert, han mener at disse overgreb, såvel som medicinsk og kirurgisk ”kønsskifte” hos børn, kan og skal betegnes som sataniske. Mere grundlæggende set vil Jesper W. Rasmussen gerne problematisere selve ideen om at vi mennesker selv kan bestemme hvad der er rigtigt eller forkert frem for at underlægge hos en højere sandhed.

Men for at underbygge en sådan tilværelsesfortolkning lægger Jesper W. Rasmussen ud med at fremhæve, at han er kristen. Han tror på Gud og hans grænseløse kærlighed. Herefter kaster Jesper W. Rasmussen sig så ud i at forklare os læsere hvad Bibelens syn på Satan og satanisme er.

Jesper W. Rasmussen kommer langt omkring – og det vil nok overskride mine kære læseres tålmodighed hvis jeg skulle gå ind på det alt sammen – så det følgende er altså blot et udvalg af de anker jeg har mod hans tekst.

Lad mig lægge ud med selv at fortælle om mit ståsted – i det tilfælde, at en læser, der ikke i forvejen skulle kende mig, ved en tilfældighed skulle støde på denne tekst. Jeg er også kristen. Jeg tror på, at Jesus Kristus er Guds søn og menneskehedens frelser. Min egen rejse med Jesus har været lidt kompliceret. Jeg var som teenager og ung kvinde en selvradikaliseret katolik der forsøgte at blive nonne. Som 23-årig droppede jeg så både den katolske kirke og troen på Jesus som et led i min comming out som lesbisk. Ca. 10 år senere fandt jeg tilbage til troen på Jesus. Jeg meldte mig ind i folkekirken og vil i dag betegne mig selv som ”blød” folkekirkekristen i og med at jeg har en ikke-fundamentalistisk fortolkning af Bibelen og den lutherske kristendom. Jeg har i øvrigt læst religion på Københavns Universitet og har undervist i religion på gymnasiet og hf i 30 år (til august).

Jesper W. Rasmussens forsøg på at forklare os om Bibelens lære om Satan lider grundlæggende set under det problem, at man ikke uden videre kan tale om Bibelens ”lære”. Den kristne Bibel består af to skriftssamlinger, nemlig det Gamle Testamente (eller den hebræiske Bibel) og Det Nye Testamente. Og hver af disse skriftssamlinger indeholder igen ofte forskellige perspektiver og forståelser af de store og små dogmatiske og etiske spørgsmål. Bibelen har altså ikke EN lære. At vi både har jødedommen og kristendommen – og at disse to religioner rummer forskellige retninger, viser vel også med al klarhed, at der er mange måder man kan læse de hellige tekster på.

I en oversigtsagtig tekst med titlen ”Hvad siger Bibelen om satanisme” kan man i Jesper W. Rasmussen artikel læse, at satanisme i henhold til Bibelen således bl.a. skulle være ”at forvrænge, skjule eller erstatte sandheden. Satan er ”løgnens fader”. Johannesevangeliet 8:44”.

Men for at forstå det vers, som der her refereres til, er det nødvendigt at se på hvilken større kontekst det indgår i. I det meste af Johannesevangeliet kapitel 8 befinder Jesus sig i en længere stridssamtale med ”jøderne”. Et udpluk heraf bringes her:

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«  De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«  Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl.  Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt.  Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.  Jeg ved, I er Abrahams efterkommere; men I vil have mig slået ihjel, fordi mit ord ikke når ind til jer.  Jeg siger, hvad jeg har set hos Faderen; og I gør også, hvad I har hørt af jeres fader.« De svarede: »Vores fader er Abraham.« Jesus sagde til dem: »Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre Abrahams gerninger.  Men nu vil I have mig slået ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke.  I gør jeres faders gerninger.« Da sagde de til ham: »Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud.«  Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig.  Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord.  I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen.  Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke.  Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke?  Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« (Joh. 8, 31-47)

Jesper W. Rasmussen har med andre ord plukket et vers ud af en længere tekstlig sammenhæng – og i øvrigt en tekstlig sammenhæng der har en lang og kedelig tradition for at blive udlagt antisemitisk. For ”siger” Bibelen ikke her, at jøderne har Satan som deres far? Nej, er så mit svar. Det er nemlig vigtigt at forstå, at den strid man i de synoptiske evangelier (Markus, Matthæus og Lukas) kan finde mellem Jesus og jødiske religiøse ledere i Johannesevangeliet ofte forsimples til en strid mellem Jesus og ”jøderne”.

Johannesevangeliet kapitel 8 handler ikke i sin kerne om hvem Satan er, men om at man, hvis man ikke vil tro på at Jesus er sendt af Gud og er ét med Gud, så har man ikke sandheden i sig, så er man i mørket og ikke i lyset. Lys og mørke, sandhed og løgn, Gud og Satan, sådan som de skildres i Johannesevangeliet, handler ikke om hvordan man forholder sig til tidens politiske og sociale spørgsmål. Det handler i stedet (i min fortolkning i hvert fald) om nogle helt anderledes dybe og eksistentielle spørgsmål om hvem Jesus er og hvor vi bør stå i forhold til ham.

 

Af politisk og social relevans er imidlertid Jesper W. Rasmussens fortolkning af syndefaldsmyten, den berømte tekst som man kan læse i 1. Mosebog kapitel 3.

”I Bibelen er Satan først og fremmest “modstanderen”. Det sataniske begynder derfor med oprør mod Gud – ikke nødvendigvis som højlydt gudsfornægtelse, men som menneskets beslutning om selv at være den øverste autoritet. Syndefaldets kerne var ikke blot ulydighed, men ønsket om at definere godt og ondt uden Gud: “I bliver som Gud.” Satanisk tankegang er derfor enhver bestræbelse på at sætte menneskets egen vilje, magt eller sandhed over Guds. Et moderne eksempel kunne være tanken om, at mennesket helt frit kan definere sin egen natur, moral og identitet uden nogen højere norm. Ikke blot at mennesker er uenige om etik, men at selve idéen om en objektiv orden afvises, og at individets egen vilje bliver den øverste autoritet. I bibelsk forstand minder det om slangens ord i Edens Have: “I bliver som Gud.” Det afgørende er ikke den konkrete politiske sag, men forestillingen om, at mennesket selv bestemmer, hvad der er godt og ondt.”

Nu tales der i 1. Mosebog kapitel 3 selvsagt ikke om Satan. I tekstens eget univers er slangen faktisk en slange – ”Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt” som man kan læse i vers 1. Men det er rigtigt nok at allerede kirkefædrene så slangen som en metafor for Satan. Og det er også rigtigt, at man i kristendommen såvel som i jødedommen og i islam har en lang tradition for at mene, at vi mennesker ikke selv må definere hvad der er rigtigt og forkert, men at vi i stedet skal adlyde Gud ved at følge de regler som man finder i de hellige skrifter. Det bruges så igen politisk til f.eks. at bekæmpe skilsmisse, abort og homoseksuelle ægteskaber med henvisning til at sådant går imod Guds vilje og lov. Men selv hvis man skulle mene, at de senmoderne vestlige demokratier er nødt til at underlægge sig en højere moralsk orden, altså sætte Gud over Grundloven om man vil, så kommer vi ikke udenom at vi så skal finde ud af hvem der har fortolkningsretten over denne moralske orden. Hvem kan vi tiltro den rette fortolkning? Vores livsrealitet er, at det i dag er op til hver enkelt af os at finde ud af hvad vi tror på er sandt. Men som fællesskab er vi nødt til at forhandle os frem til hvad vi som samfund synes er rigtigt og forkert.

Jesper W. Rasmussen skriver i slutningen af sin artikel:

”Vi er gennem årtier blevet lært, at vi ikke må fælde moralske domme. At alle kulturer er lige gode. At alle livsformer er lige legitime. At alle værdier blot er forskellige perspektiver. At fordømmelse næsten altid er værre end det, der fordømmes. Den moralske relativisme begyndte som en dyd – en påmindelse om ydmyghed og rummelighed, som jeg er inde på i min indledning. Men uden et fast holdepunkt – et fyrtårn – risikerer denne ‘dyd’ at ende som moralsk lammelse og skibbrud. Hvis ingen længere tør sige, at noget er ondt, bliver det onde ikke mindre. Tværtimod får det … arbejdsro. (…) Er det en slags moderne, arbejderklasse-forhutlet, men fuldstændig afklaret korsridderorden, vi ser konturerne af i den opstand og de protester som manifesteres i den irske og britiske befolkning i disse måneder? Ikke en borgerkrig, som så mange taler om – men en værdiopstand, et slags postmoderne korstog i eget land for at tage det tilbage og gøre det ‘helligt’ igen? For at bekæmpe ondskaben gennem kamp for de facto kristne værdier?”

Nu kunne man her selvsagt fremhæve, at det ikke at dømme er et vigtigt tema i Jesu lære i henhold til de synoptiske evangelier. Man kunne nævne næstekærlighedsbuddet som vi finder både i Det Gamle og Det Nye Testamente og de formaninger om at man skal være god mod de fremmede som man også kan finde i begge disse hoveddele af Bibelen. Men det er, også i min optik, vigtigt at turde sige fra når man er overbevist om at noget er forkert – ja ondt.

I mine øjne var de omfattende seksuelle overgreb begået af primært muslimske mænd mod britiske piger et eksempel på ondskab. At disse forbrydelser nu bruges mere eller mindre åbenlyst i kampen for den såkaldte re-immigration, er i mine øjne også et udtryk for ondskab. Sådan som jeg forstår kristendommen så er alle mennesker skabt i Guds billede. Alle. Mænd som kvinder, heteroseksuelle og homoseksuelle, transkønnede og ikke-transkønnede, muslimer, jøder, kristne etc. Og ja, begår man forbrydelser skal man selvsagt straffes i henhold til loven. Og ja, stater har ret til at regulere indvandring og opstille kriterier for tildeling af statsborgerskaber etc. Men der er i mine øjne en grænse – og den går ved at dehumanisering, den går ved angreb på medmenneskers basale rettigheder og den går selvsagt ved etniske udrensninger – og det er hvad jeg frygter at re-immigration i sidste instans vil handle om.

Når det så er sagt, så vil jeg også fremhæve, at læren om arvesynden, sådan som jeg fortolker den, grundlæggende set handler om at alle mennesker har ondskab i sig. Jeg er ond. Du er ond. Vi er alle sammen onde, vi er alle sammen under dom. Og denne medfødte ondskab viser sig måske ikke mindst i, at vi er meget bedre til at se ondskab hos de andre end hos os selv. At kunne se sin egen ondskab i øjnene kræver i min optik at man tør stole på den tilgivelse der er blevet os lovet ved at Jesus Kristus døde for vores synders skyld.

Jesus lider med de piger der voldtages i Storbritannien og med de børn, der dræbes i Gaza eller som drukner på vej over Middelhavet. Det er sådan jeg fortolker ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!” (Matt. 25, 45). Det er et ansvar som er tungt at bære på hvis man ikke tør stole på Guds barmhjertighed, også med mig også med dig. Det kristne svar på ondskaben i verden er, sådan som jeg ser det, imidlertid aldrig hellig krig og altid kun kærlighed.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 13 aug, 2025 under Feminisme | 0 kommentarer

Hvad er en kvinde?

 

Spørgsmålet ”hvad er en kvinde” kan få den senmoderne politiker fra centrum-venstre segmentet til at få kold sved på panden. Og det besvares, hvis overhovedet, med tågede og uforpligtende vendinger. Der er ikke nogen tvivl om, at det er et særkende ved vor tids politiske og intellektuelle elite, at spørgsmålet ”hvad er en kvinde” øjensynligt er et spørgsmål der er så mineret, at man helst må lade som om man ikke har noget svar herpå. Tidligere tider var faktisk i stand til at skelne mellem dem, der har potentialet til at blive gravide og så dem, der har potentialet til at gøre gravid.

Nå det så er sagt, så har fortolkningen af hvad de åbenlyse kropslige forskelle mellem mænd og kvinder indebærer for kønnenes status og funktion i samfundet så afgjort ændret sig over tid. Vi lever jo i et samfund, hvor selv konservative mennesker typisk vil synge med på sangen om at ligestilling mellem kønnene i princippet er prisværdig. Toneforskellen består i hvorvidt man mener, at vi har for lidt ligestilling eller om vi har mere end rigeligt heraf mens det er ”de andre”, læs muslimerne, der har et ligestillingsproblem. At ”ligestilling” er et ideal og en værdi der, efter sigende, er en hovedhjørnesten i den europæiske kultur er imidlertid, hvis man tager historikerbrillerne på, et nyere påhit.

Ser man på antikken, på middelalderen og på renæssancen – dvs. de perioder som man også kan betegne som den ”før-moderne” tid, så var synet på de to køn grundlæggende set hierarkisk. Manden var det primære køn. Hans krop repræsenterede idealet for hvordan den menneskelige krop burde se ud. Han var kendetegnet ved fysisk, mental og moralsk overlegenhed i forhold til kvinden. Han var skabt til at herske over hende. Kvinden var det sekundære køn. Hendes krop var en ringere version af den ideelle krop, nemlig mandens. Hendes mor havde været for kold under graviditeten, så det organ, der skulle have vokset ud ad og være blevet til en penis, var i stedet vokset ind ad og var blevet til en skede.  Kvinden var manden fysisk underlegen, ikke blot hvad den rå muskelkraft angår, men også i kraft af at hendes krop ligesom var mere flydende. Hendes livmoder kunne således finde på at vandre rundt i kroppen – og satte den sig et uhensigtsmæssigt sted, så fik hun hysteriske anfald. Kvindens krop havde også brug for de regelmæssige menstruationsblødninger, der rensede hendes krop for giftstoffer. Når disse permanent udeblev i forbindelse med overgangsalderen ophobede giften sig i hende – og var hun af særlig ondsindet natur kunne hun så forgifte andre hermed vha. det såkaldte ”onde øje” som kunne gøre andre mennesker syge eller ligefrem slå dem ihjel. Kvinden var i imidlertid også mentalt og moralsk underlegen i forhold til manden. Hun havde kort fortalt alt for meget begær og lidenskab – og for lidt mental styrke til at holde dem i ave. Kvinder var altså kendetegnede ved mangel på selvkontrol og derfor var de også lette at lokke – f.eks. af Djævelen sådan som vi kender det fra historien om Adam, Eva og slangen, hvor det som bekendt først var kvinden, der faldt for slangens lokkende løfter for så bag efter at forføre hendes mand, Adam.

Ligestilling var altså en meningsløs ide i før-moderne tid. Var man tilhænger af Zeus eller Jupiter, var man kristen, jøde eller muslim, så var man uenig om en del – men man var enig om at mænd var skabt til at herske over kvinder. De sociale forskelle mellem mænd og kvinder var en naturlig konsekvens af mændenes overlegne krop og mentale evner i forhold til kvinders underlegne krop og mangel på selvkontrol. Holisme var noget man var god til i tiden før oplysningstiden, industrialiseringen og videnskabens gennembrud. Den sociale orden afspejlede den naturlige orden – krop og sjæl – individ og samfund – samfundet og universet – jord og himmel – alt hang sammen i en større enhed hvor enhver, ideelt set, kendte sin plads.

Men den før-moderne verden havde interessant nok også deres version af det ”flydende køn”. I og med at kønnet blev set som hierarkisk, hvor manden var kvinden overlegen såvel fysisk som mentalt og moralsk, kunne man i teorien hæve sin moralske position fra at være en kvindes til at være en mands. Og man kunne som mand synke ned på kvindens stadie. I antikkens og middelalderens kristendom kendte man til ideen om, at kvinder kunne opnå en moralsk status som ”æres mand” hvis hun beviste at hun var i stand til at overvinde sin svage kvindelige natur og vise en selvkontrol og et mod som var en mand værdig. Eksemplarisk var her jomfru-martyren, den unge jomfruelige kristne kvinde som gik i døden for sin tro og som både beholdt sin jomfruelighed og sin urokkelige tro selvom hun gennemgik sadistisk tortur i alle tænkelige og utænkelige former. I middelalderen, hvor det ikke længere var så nemt at finde nogle hedninger, der ville give en martyriets krone, kunne jomfruelige kvinder fortsat nå den eftertragtede status som æres mand hvis de formåede at præstere langt ud over det normale ud i ekstremfaste og andre former for selvpinsler, hvis mål var at tugte kroppen. Flugten fra den foragtede kategori ”kvinde” krævede, dengang som nu, mishandling af den kvindelige krop. Og dengang som nu kunne man som kvinde dog aldrig reelt set opnå den status og magt som mænd havde hhv. har.

I det før-moderne univers kunne manden også miste sin moralske status som mand. Hvis han viste mangel på selvkontrol, hvis han var grænseløs i sin udsvævende adfærd, f.eks. ved frivilligt at lade sig penetrere af en mand, så var man ”kvindagtig”, dvs. så var han en mand der var sunket ned til kvindens lavere status. Og ja, det er lidt af en myte at de gamle grækere og romere var ”homo-inkluderende”. Det var i stedet sådan, at rigtige mænd i tiden før kristendommens magtovertagelse havde ret til at penetrere andre seksuelt uafhængigt af deres køn (eller alder), så længe man(d) holdt sig fra personer, der var ejet af en anden mand. At en mand frivilligt lod sig penetrere var derimod det samme som at indtage kvindens underlegne rolle – og det var ikke en god ting. Det nye ved jødedommen, kristendommen og islam var derfor at begge seksuelle positioner i et samleje mellem to mænd var dybt problematiske – og så selvsagt at man sågar lovgav herom. Kvinders sex med kvinder var noget som hverken antikkens, middelalderens eller renæssancens religiøse og politiske magthavere havde så stærke holdninger til. Man var faktisk end ikke rigtigt sikker på at kvinder kunne have et reelt samleje med hinanden. De mangler jo det centrale sexorgan. Men hvis man accepterede denne mulighed, så var det, logisk nok, mest et problem hvis kvinden indtog den penetrerende rolle. Mænd og kvinder skulle kende deres plads og agere i henhold til kønnenes hierarki og fastlagte opgavefordeling, også på det seksuelle område.

Hvis man i dag taler om medfødte forskelle mellem de to køn (hvis man altså tør tale herom) så sker det ofte ud fra en bevidst eller ubevist forestilling om at mænd er fra Mars og kvinder er fra Venus. Altså at mænd og kvinder repræsenterer to binære køn som er kropsligt og psykisk forskellige men moralsk og værdimæssigt ligeværdige. Men den ældre tankegang ligger stadigvæk og rumler i (under)bevidstheden. At manden repræsenterer det bedre og kvinden det dårligere er en forestilling som ikke virkeligt vil give slip. Et såkaldt feminiseret samfund er fortsat et skrækbillede for nogle – mens der vist ikke er mange, der advarer mod at samfundet kunne være eller blive for maskulint. Hvis man som kvinde vil tages alvorlig i politik og erhvervsliv skal man helst ikke være for feminin. Og så skal man som mand – også i dagens Danmark – jo helst ikke være feminin. Og ja, det at ”bøsse” fortsat kan bruges som skældsord, hænger kulturelt sammen med forestillingen om at den homoseksuelle mand er ”kvindagtig” og dermed ikke en ”rigtig” mand.

Også 1970’er feminismens tendens til ikke at ville tale om de fysiske og psykiske forskelle mellem mænd og kvinder kan ses i sammenhæng med den gamle ide om at disse forskelle begrunder og retfærdiggør kvinders underlegne sociale status i forhold til mænd. Tanken var, at hvis vi hverken taler om de kønsspecifikke eller de kønstypiske forskelle mellem mænd og kvinder, så kan vi også slippe for den undertrykkelse af kvinder, som italesættelsen af disse forskelle er blevet brugt til op gennem tiden.

Men ting forsvinder som bekendt ikke ved at man fejer dem ind under gulvtæppet. Så lad os i stedet rulle tæppet væk og gribe fat i fejekost og -bakke. At mandens krop fortsat er den ideelle menneskekrop, har potentielle negative konsekvenser for kvinder – f.eks. i form af at sikkerhedsudstyr i biler eller medicin kun er afprøvet på mænd og derfor kan være suboptimale eller ligefrem skadelige for kvinder. Af lutter angst for at blive diskrimineret på arbejdsmarkedet har kvinder været alt for forsigtige mht. at tale om hvilken belastning som menstruation, graviditet og overgangsalder faktisk kan være for nogle kvinder. Når vi ikke rigtigt tør tale om forskelle i kønstypisk seksuel adfærd hos hhv. mænd og kvinder kan vi ikke virkeligt få brugt de muligheder men også få greb om de udfordringer som Me Too debatten har skabt. Og uviljen mht. at tale om de fysiske forskelle mellem mænd og kvinder har åbnet døren for påstanden om, at det er inkluderende og progressivt at lade biologiske mænd konkurrere mod biologiske kvinder indenfor sport.

Vi har brug for samtalen om køn og krop. Vi har brug for at se på køn ud fra  biologiske, sociale, kulturelle, religiøse og historiske perspektiver. Vi skal blive klogere på det, der er unikt for hhv. mænd og kvinder – det kønsspecifikke – og det som hyppigere forekommer hos det ene køn end det andet – det kønstypiske. Vi må blive klogere på hvad der er uforanderligt og hvad der kan, bør eller ligefrem skal ændres. Lad os prøve på at blive klogere, på os selv og på hinanden.

 

Hvis man vil læse videre om de emner jeg slog an i denne artikel så kan jeg anbefale:

Bernadette J. Brooten: Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism

Caroline Walker Bynum: Holy Feast and Holy Fast – The Religious Significance of Food to Medieval Women

Euan Cameron: Enchanted Europe – Superstition, Reason, & Religion 1250-1750

Mark D. Jordan: The Invention of Sodomy in Christian Theology

Thomas Laqueur: Making Sex – Body and Gender from the Greeks to Freud

Allan Lund: I seng med romerne – Køn og sex i det antikke Rom

 

Læs mere

Skrevet af den 27 jul, 2025 under Feminisme, Lgbt | 2 kommentarer

At være kvinde er min skæbne

 

En af mine første minder er synet af skuffelsen i min fars ansigt. Min far, der var sømand, var kommet hjem fra en af hans lange rejser medbringende en babydukke. Den havde nok været dyr, og min far havde sikkert glædet sig til at gøre sin lille datter rigtig glad. Men jeg må tydelig vis have vist min far, at jeg ikke var begejstret. Det er ikke så nemt at spille skuespil når man er 3-4 år gammel. Det kommer først med alderen.

Jeg var ikke glad for babydukker som barn. Jeg var heller ikke glad for de lege, som piger i min barndom elskede at lege, så som at hoppe i ellistik. Faktisk kunne jeg ikke finde ud af at lege med pigerne. De udgjorde et fællesskab som jeg ikke kunne afkode, men jeg prøvede nu heller ikke rigtigt. For hvorfor kæmpe for at være med i et fællesskab som var centreret om aktiviteter jeg ikke gad?

Men jeg var heller ikke nogen Tomboy eller ”drengepige”. Den eneste gang jeg f.eks. seriøst forsøgte at klatre op i træ, kunne jeg ikke finde ud af at komme ned, så min legekammerats mor måtte krave op for at for mig ned igen. Men jeg legede meget gerne med ”drengelegetøj”, så som legetøjsvåben og soldaterfigurer og så med legoklodser og lignende, der i min barndom var ”kønsneutrale”.

Jeg havde ikke noget ønske om at være en dreng. Der var tre ting jeg ikke kunne lide ved drenge: De skulle altid tale om ”lumre” ting; de var onde ved dyr; og så peb de når jeg slog dem. Men for at berolige læseren må jeg nok hellere understege, at jeg aldrig slog med hårdere våben end plastikskovle, når debatten blev lidt for heftig i sandkassen.

Men havde nogen som barn tilbudt mig en magisk pille, der kunne forvandle mig til en mand, se det havde været en anden sag. Jeg ville meget gerne være en mand, for i min barndoms fantasi var mænd dem, der var stærke, som var i kontrol og som havde alle muligheder i livet. Det var altså ikke en mands krop jeg ville have. Jeg har aldrig været til p*k, hverken på den ene eller den anden måde. Men mandens rolle ville jeg som sagt gerne have.

Og jeg så helt klart ikke frem til at min pigekrop skulle udvikle sig til en kvindekrop. Jeg var rædselsslagen ved tanken om at få menstruation. Og da jeg så fik menstruation som 12-årig viste det sig at være endnu værre end jeg havde forestillet mig. Det har i min optik aldrig været sjovt at have en kvindekrop – og den rolle som man tildeles i samfundet fordi man er født med en kvindekrop, er endnu værre. Jeg synes kort sagt at det er træls at være kvinde. Jeg har aldrig haft et ønske om at blive mor, så hvorfor skal jeg slæbe rundt med en biologi, der er programmeret til lige præcist det? Jeg har bare ikke noget alternativ.

Min kropslighed er min skæbne, fordi jeg er den jeg er bl.a. pga. min krop. Hvis jeg var blevet født med en penis frem for en vagina og var blevet døbt ”Karl” frem for ”Karen”, så havde min kropslige realitet og de deraf følgende erfaringer været anderledes. Og jeg ville selvsagt også været blevet mødt og behandlet anderledes. Mine erfaringer, min livshorisont, og i sidste instans min personlighed havde været anderledes. Eller sagt med andre ord: Jeg havde ikke været mig – jeg havde været en anden.

Med (overgangs)alderen er det først rigtigt gået op for mig at jeg ikke bare ”har” min krop, men at jeg er min krop. Jeg ville i bogstavelig forstand ikke være her uden den – og når hvilken som helt del af min krop giver problemer, så har jeg problemer. Kvindekroppen er bøvlet i mine øjne, altid parat til uvelkomne overraskelser, så som at man helt uden ekstra kalorieindtag kan tage et kilo på – på en dag. Men livet leves bedre hvis man ikke ser – og behandler sin krop som en fjende men som ens ven gennem livet.

Mit møde med transkønnede og transaktivisme fik i sin tid mig selv til at gentænke mit forhold til tøj. Jeg har altid godt kunne lide ”herretøj” – men efter jeg sprang ud overfor mig selv som lesbisk, forsøgte jeg i mange år at klæde mig feminint – selvom jeg ikke rigtigt var glad for det. Angsten for at være en ”grim og grinagtig betonlebbe” huserede i mit baghoved – og spillede alt for længe en rolle i mit valg af tøj og sko. Og det selvom kvinden i mit liv går i kønsneutralt tøj eller herretøj – og bare ser så dejlig ud heri. Internaliseret selvhad er ikke altid rationel. Da jeg så endelig startede med at gå i såkaldt herretøj, fandt jeg ud af at jeg føler mig mere veltilpas heri. ”Herretøj” er mere praktisk – hvem har f.eks. fået den idiotiske ide at kvindetøj skal have højst få og små lommer? Men jeg synes også, at jeg ser bedre ud heri – og jeg oplever ikke mig selv som sårbar og skrøbelig når jeg har det på – hvad jeg gjorde da jeg gik i såkaldt dametøj. Når jeg i dag i gamle gemmer finder noget af det ”kvindetøj” jeg gik i tidligere, så får jeg nærmest kvalme. Tænk, at jeg i så mange år tvang mig selv til at gå i det!

Mit forhold til mit køn og min kønsrolle gør, at nogle transaktivister har udråbt mig til at være en selvhadende transmand – eller i hvert fald nonbinær. I deres binære logik er man jo enten en såkaldt ciskønnet, der elsker alt ved det ”køn man fik tildelt ved fødslen” eller også er man transkønnet.

Men jeg er en kvinde pga. den krop jeg blev født med. Jeg fik ikke ”tildelt et køn” ved fødslen, mit kropslige køn blev blot konstateret. Men jeg fik tildelt en kønsrolle og jeg blev mødt med kønnede forventninger og antagelser fra dag ét i mit liv. Jeg identificerer mig ikke med disse. Jeg har aldrig kunnet spejle mig i det feminine og har altid været rigtig dårlig til at leve op til kvinderollen. Jeg vil tro, at en del af årsagen hertil er at jeg er lesbisk. Ikke alle homoseksuelle har det sådan, men for mig er der en klar sammenhæng mellem min seksualitet og min oplevelse af mit køn. Derfor har jeg aldrig forstået det transaktivistiske dogme om at køn og seksualitet skulle være to helt adskilte ting. I mit liv har de gået hånd i hånd.

Jeg er en kvinde, ikke pga. en følelse som jeg ikke ved hvori den skulle bestå, eller en identitet som jeg ikke ved hvad den skulle handle om. Jeg er kvinde fordi det er det kropslige lod der blev trukket for mig da jeg blev undfanget engang på Stillehavet i starten af 1969.

Vores kropslighed er et grundvilkår. Det er den materielle realitet som vores tilværelse bygger på. Men heldigvis lever vi i et samfund, hvor vi har frihed til at leve på den måde, der passer os bedst. At man ikke kan lide rollen som kvinde gør en ikke til mand – og at man kan lide rollen som kvinde gør en ikke til en kvinde. Men uanset vores køn skal vi have frihed til at klæde os, have de interesser og de præferencer som vi nu har. Den frihed vil jeg altid kæmpe for.

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 19 jan, 2025 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Et eventyr i alfabetsuppens dybder

 

Mulige ligheder med reelle personer er selvsagt er helt tilfældig…

Del 1:

Susan Firestarter – generalsekretær for VV Danmark (Veganere og Vegetarer i Danmark) ser bekymret ud.

Og det med god grund for hendes trofaste væbner Simon Usling fortæller hende med alvorstung mine, at regeringen overvejer at droppe statsstøtten til VV!

“Ej men altså!” udbryder hun mens hun rækker ud efter sin kaffekop. “Er det takken for at vi har sikret at ikke-kødspisere i dagens Danmark kan købe soyabøffer i alle landets butikker?!”.

“Nemlig!” svarer Simon Usling mens han vredt slår ud med armene. “De forbandede kødædernormative idioter insisterer på at vi i dag er så accepterede at vi selv må finansiere vores kamp for ligestilling!”

Efter et par slurke af den lunkne kaffe med mandelmælk får Susan Firestarter en frelsende idé. “Vi må udvide vores aktivisme!” siger hun med en fast stemme. “Der er andre end os, der lider under kødspisernormen!”

“Tror du?” svarer Simon Usling. “Hvem kunne det være”?

 

Del 2:

Døren til Susan Firestarters kontor svinges op med en sådan kraft at skiltet med “Generalsekretæren for Veganere og Vegetarer i Danmark” falder til jorden og går i stykker.

Ind kommer en stor mandeskikkelse iført et dårligt siddende sort puddelhundekostume. “Hejsa, jeg mener Vov! Jeg hedder Narnia Jacobi og er næstforperson for Otherkin Danmark! Jeg er den I leder efter!”

“Hej, jeg mener vov” svarer Susan Firestarter lidt tøvende. “Du er en god hund, men jeg ved ikke helt om Veganere og Vegetarer i Danmark lige er en forening for dig og dine…”

“Stop med at tænke cis-arts-normativt!” bjæffer Narnia Jacobi. “Os der er født i en forkert arts krop, er meget mere undertrykte end jer ikke-kødspisere! Og elsker vi ikke alle dyr? Sælg mig jeres sjæl og jeg lover jer uendelige strømme af offentlige midler og ubegrænset loyalitet fra alle wokeister!”

“Fedt!” råber Susan Firestarter og Simon Usling i kor. “Vi har fortsat noget at kæmpe for – og pengeregnen fra statskassen kan fortsætte!”

 

Del 3:

Mens der er party på generalsekretæren for Veganere og Vegetarer i Danmarks kontor træder Maj Kridt Lauritzen ind gennem den åbne dør – og sparker foragteligt til det ødelagte dørskilt. “VOV!” Gør hun med en fast stemme. “Jeg er en dedikeret cis-artet otherkin-allieret. Og jeg er her for at sikre, at jeres forening endegyldigt bryder med fortidens otherkin-fobi!” “Hvad kan vi gøre for at vise vores betingelsesløse loyalitet?” spørger Susan Firestarter med en ydmyg stemme. “Educate us!”.

“Først og fremmest skal I have et nyt navn” svarer Maj Kridt Lauritzen. “Veganere og Vegetarer i Danmark” er SÅ boomer! Fremover skal foreningen hedde “Foreningen for alle hvis fødevare-præferencer eller artsidentitet bryder med normen” forkortet FFAHFABMN+ Danmark”!

“Men hvad vil medierne sige til det?” indvender Simon Usling spagt. Narnia Jacobi begynder at knurre og Maj Kridt Lauritzen sender ham et vredt blik. “Stop det der wrongthink! Jeg er selverklæret cyberekspert og jeg kender en trillion journalister. De gør hvad jeg siger!”

“Men hvad med vores medlemmer?” nærmest visker Susan Firestarter. “Stop dig selv! Jeg mener VØF!” snerrer Narnia Jacobi. OERDs – altså Otherkin ekskluderende radikale dyreaktivister – er ikke et problem her i Danmark!”.

 

Del 4:

DR-journalisten Innocensia Herdentier interviewer otherkin-altivisten Narnia Jacobi. Artiklen bringes her i uddrag:

Narnia er født som menneske men identificerer sig som en hund.

Først vil jeg gerne rose dig for at være den mest velopdragne hund jeg har mødt! Narnia logrer diskret med sin påsyede hundehale.

Kan du fortælle os noget om livet som trans hund?

“Jeg har altid vidst at jeg i virkeligheden var en hund. Men i alt for mange år gik jeg og skjulte mit sande jeg for andre. Jeg har aldrig været så lykkelig som nu da jeg lever åbent som hund! Og det selvom enkelte fordomsfulde mennesker møder mig med had når jeg letter ben op ad lygtepælene.”

Hvad kan vi andre gøre for at gøre livet bedre for Otherkins?

“Folk skal lære at leve med at der er mange måder at være en hund på men alle, der føler sig som hunde, ER hunde og skal respekteres!”

Mail fra Maj Kridt Lauritzen sendt til Innocensia Herdentier 10 minutter efter offentliggørelsen af artiklen:

Det hedder ikke “født som menneske”! Drop den cis-arts normative retorik! Det hedder “blev tildelt menneskearten ved fødslen!”.

Svar fra Innocensia Herdentier:

UNDSKYLD! Det vil aldrig ske igen!

5 minutter efter var artiklen rettet til.

 

Del 5

Lektor Karen Træls Terfsen sidder på Lærerværelset og drikker lunken kaffe med havremælk mens hun scroller igennem Facebook på sin IPhone 7. Tilfældigvis opdager hun at hendes gamle forening Veganere og Vegetarer i Danmark har skiftet navn til FFAHFABMN+ Danmark og at foreningen i øvrigt linker til Innocensia Herdentiers interview med otherkin-altivisten Narnia Jacobi.

“WTF?!” brøler hun så kaffe og havremælk stråler ud af hendes mund og rammer en stak kopier af “Vores Danmarkshistorie” med et ordentligt spalsk. “Ej, har Susan Firestarter da helt tabt sutten eller hvad?!” skriger hun ud i det heldigvis tomme lærerværelse.

Desværre skal Lektor Karen Træls Terfsen om 5 minutter gå ned og undervise om heksebrændingerne så hun har ikke tid til at formulere sin retfærdige harme i en lang Facebookkommentar. Hun når blot at taste følgende med sine gamle krogede fingre: “At være veganer handler ikke om ens artsidentitet. Det handler om at man ikke spiser kød. Jeg har siden jeg var lille HADET medisterpølser! Er der nu ikke længere plads til mig i mit gamle VV Danmark?!”

 

Del 6

Da Lektor Karen Træls Terfsen 3 timer senere endelig får tid til at vende tilbage til sin kommentar på FFAHFABMN+ Danmarks Facebookside har den udløst 200+ kommentarer. De fleste handler om at hun er en grim og/eller ond OERD – altså Otherkin ekskluderende radikal dyreaktivist. Men hun prøver at fokusere på dem, der ikke bare handler om at hun er værre end Hitler. Karen lægger især mærke til disse kommentarer:

Narnia Jacobi: KAREN! Enhver der har haft biologi siden 6. klasse ved at ord som “kød” og “dyr” er sociale konstruktioner. I øvrigt er champignoner hverken dyr eller planter, så derfor er jeg en hund selvom 💩 cis-artede mennesker som dig hævder, at jeg er et menneske!

Maj Kridt Lauritzen: KAREN! Om noget er kød eller ej afgøres af ejerens følelser. Hvis en medisterpølseejer mener, at der er tale om en appelsin, så ER det en appelsin! Teoretisk set MÅ du godt lade være med at spise trans-appelsiner, men dit ubehag ved at spise dem viser, at du er en klam racist!

Lektor Karen Træls Terfsen overvejer om hun er havnet i en klovnebus fra helvedet. Men man er vel en lektor, der skal leve op til både for, mellem- og efternavn, så hun vælger at starte sin laptop op for at skrive et langt akademisk modsvar. Men da Karen vil logge ind på Facebook opdager hun at hun har fået 30 dages karantæne pga. brud på Meta-koncernens regler om “hadefuld tale”.

 

Del 7

Innocensia Herdentier, der har skiftet job og nu skriver for Information, interviewer Lektor Karen Træls Terfsen. Interviewet bringes her i uddrag.

Er transhunde hunde?

“Jeg anerkender at transhunde ser sig selv som hunde. Enhver må selvsagt bestemme hvordan de forstår sig selv, men for mig handler ens arts tilhørsforhold om hvilken krop man blev født med”.

Ja, men er transhunde hunde?

“Transhunde er individer der opfatter sig selv som hunde. Det har de lov til, men vi andre har lov til at mene noget andet.”

Hvorfor hader du transhunde?

“Jeg hader ikke transhunde, jeg har bare et andet syn på hvad det vil sige at tilhøre en art end de har.”

Du må jo hade transhunde siden du ikke vil være i forening med dem?

“Transhunde og andre otherkins kan og bør have deres egne foreninger. At være veganer eller vegetar handler om hvad man spiser hhv. ikke vil spise og ikke om hvilken art man synes man tilhører”.

Dagen efter udgivelsen modtager Informations direktion en klage fra generalsekretæren for FFAHFABMN+ Danmark Susan Firestarter:

Vi ser med undren på at I giver spalteplads til lektor Karen Træls Terfsen. Hun er på ingen måde repræsentativ for landets veganere og vegetarer. Faktisk kender vi ingen andre der har holdninger som hendes. Vi regner med at det ikke vil ske igen.

Få timer efter fremgår det af LinkedIn at Innocensia Herdentier søger nyt arbejde.

 

Del 8:

Susan Firestarter, Narnia Jacobi, Maj Kridt Lauritzen og selvfølgelig Simon Usling sidder på førstnævntes kontor. De udgør nemlig FFAHFABMN+ Danmarks Otherkin udvalg – og udvalgets fornemste opgave er at udstikke foreningens Otherkin politik.

Susan Firestarter: Det er vigtigt, at der bliver tænkt på alle de ensomme transhvalpe, -killinger og -føl mfl. De har brug for at kunne mødes med artsfæller under trygge vilkår. Hvem andre end os kan tilbyde at opbygge sådanne?

Maj Kridt Lauritzen: De arbejdsløse humanister hos Fordomsstormerne har brug for velbetalte job som artsidentitets konsulenter. Børnehaverne og skolerne skal educates i hvordan man håndterer artsmæssig mangfoldighed. Det er ren win-win!

Narnia Jacobi: Vov! Vov! Jeg er i gang med at læse til pædagogisk assistent. Helt utroligt hvilke perspektiver man får af den uddannelse! Men min hedeste drøm er at blive uddannet som servicehund! Andre transhunde vil gerne være førerhunde eller politihunde. Det er vildt diskriminerende at man skal være tildelt arten hund ved fødslen for at kunne få lov hertil!

Simon Usling: Og trans-løver skal have adgang til løvegrotten i Zoo!

Maj Kridt Lauritzen: Vær nu ikke dum…

 

Del 9

Kasper Loose Cannon sidder og bakser med et blogindlæg med arbejdstitlen: “Hvorfor jeg som socialdemokratisk vegetar elsker Donald Trump”. Da han er kørt lidt fast, scroller han tankeløst rundt på X. Her læser han med forundring, at Enhedslisten vil gøre undervisning i alternative artsidentiteter til obligatorisk stof i Folkeskolen.

Kasper Loose Cannon, der selv er folkeskolelærer, slår med en fast knytnæve i bordet og udbryder: “Er det ikke nok at vi skal beskytte landet mod bedetæpper og tørklæder?! Det bliver over mit lig at den woke hjernebetændelse skal få fodfæste i Folkeskolen!”

I løbet af nul komma dyt får Kasper Loose Cannon samlet 4 vegetarer, 2 veganere og 1 transkat, der ved hun er et menneske, og de danner foreningen Dansk Iris Råd.

Uddrag af Dansk Iris Råds pressemeddelelse:

Vi er vegetarer, veganere og otherkins, der repræsenterer det brede men tavse flertal af Danmarks vegetarer, veganere og otherkins. Vi er helt almindelige småborgerlige danskere, der elsker ytringsfriheden, og ellers bare vil have lov til at leve vores liv i fred. Derfor kræver vi:

Al undervisning om alternative artsidentitet er i børnehaver, skoler, ungdomsuddannelser og på universiteter skal straks ophøre! Børns og unges hjerner skal ikke smittes med den woke hjernebetændelse.

Børne-tv så som “Bamse & Kylling” og “Kaj & Andrea” skal forbydes! Børn tager mentalt skade af at blive præsenteret for voksne, der klæder sig ud som dyr!

Alle kattebakker og lignende skal fjernes fra det offentlige rum! Folk skal bruge de toiletter der passer til deres biologiske art!

 

Del 10:

Uddrag af Berlingske Tidendes dækning af af otherkin emnet i ugen efter grundlæggelsen af Dansk Iris Råd:

Biologiprofessor: Dem der er født med en hunds næse, har typisk en bedre lugtesans end dem, der er født med et menneskes. Det kan derfor være problematisk at lade transhunde varetage opgaver såsom f.eks. bombehunde eller sporhunde.

Dansk servicehundeforbund: Vi vil snarligt nedsætte et udvalg der skal se på mulighederne for at integrere transhunde i servicehundeuddannelsen. FFAHFABMN+ Danmark er velkomne til at sende en repræsentant.

Carlsberg dropper produktionen af Elefant-øl. Anonyme kilder fortæller at det er en reaktion på at fedmeaktivister har hævdet at denne øl krænker transelefanter.

Martin Jagdflugzeug fra DF kræver undervisningsministeren i samråd. Brugen af kattebakker på skoletoiletterne skal stoppe nu!

99,99 procent af befolkningen mener, at transisbjørne ikke skal have adgang til isbjørneanlægget i Københavns Zoologiske Have.

Repræsentant fra Det Grønlandske Selvstyre: Hvis præsident Trump køber Grønland ser det sort ud for transslædehunde.

Dansk Jægerforbund: Vi kan ikke forestille os at vores medlemmer vil acceptere transjagthunde. Men vi lover, at vi ikke vil skyde transænder.

 

Del 11:

Susan Firestarter, Narnia Jacobi, Maj Kridt Lauritzen og Vuffe Saulsen, kommunikationschef for FFAHFABMN+ Danmark, sidder på førstnævntes kontor. Stemningen er trykket på trods af rigelige forsyninger af fyldte vandskåle og veganske hundekiks.

Susan Firestarter starter mødet. “Vi skal finde et modsvar mod denne her shitstorm nu! Det skylder vi landets otherkins! For ikke at tale om fundsmidlerne fra erhvervslivet, der kan gå tabt pga. det her…”

Vuffe Saulsen ser først Susan og så de andre dybt i øjnene. “Det skal nok gå alt sammen! Der er ingen grund til at bekymre sig over OERD’s – altså Otherkin ekskluderende radikale dyreretsaktivister – som Karen Træls Terfsen. Hvem kan tage ældre veganske kvinder som hende alvorligt?” Der brummes opmuntrende fra de andre omkring bordet. “Men det er straks værre med Dansk Iris Råd, for deres talsperson er en mand…”.

Maj Kridt Lauritzen bryder ind. “Mine gode kontakter i Antifa-miljøet fortæller mig at det kan dokumenteres at mindst to fra Dansk Iris Råd har kontakter til Nye Borgerlige.”

“Der har vi det!” Udbryder Vuffe Saulsen med begejstring. “Vi skal blot fortælle offentligheden at alle, der mener, at transhunde er mennesker, har forbindelse til den ydre højrefløj!”

“VUF!!!” udbryder Narnia Jacobi. Og hvis der bliver dræbt en transhund et sted i verden, f.eks. i Brasilien, så kan vi sige at det skyldes Dansk Isis Råds hadefulde retorik!”

Der klappes omkring bordet.

“Men”, siger Susan Firestarter, “jeg er lidt bekymret for medlemmernes reaktion.”

“Ej, det kan du ikke mene alvorligt”, siger Uffe Saulsen med latter i stemmen. “Du ved da om nogen at højst 2 procent af landets veganere, vegetarer og otherkins er med i foreningen. Medlemmerne har vi jo kun for et syns skyld.”

“VOV!” udbryder Narnia Jacobi og logrer voldsomt med sin påsatte hale. “Vi skal bare fortælle medlemmerne at vores kampe hænger sammen! Først fjerner de kattebakkerne fra skoletoiletterne og så fjerner de de vegetariske retter fra kantinerne! Veganere, vegetarer og otherkins er i samme båd!”

Jubelråbene gjalder fra alle deltagere!

Hvad de ikke ved er at mørke skyer samler sig i horisonten.

 

Del 12:

Bloggeren Liselotte von Schreihals’ online-kioskbasker om otherkin-aktivisten Narnia Jacobi bringes her i uddrag:

Efter at jeg i 15.000+ timer har snuset rundt på internettet – inklusive dets snuskede afkroge – kan jeg hermed afsløre, at den EKSTREMT MAGTFULDE otherkin-aktivist NARNIA JACOBI er et nederdrægtigt MENNESKE, der i sin fritid dyrker perverse sexlege som involverer hundekostumer og medisterpølser!

Narnia Jacobi er et MENNESKE, der udgiver sig for at være en hund. Som medlem af Dansk Servicehundeforbunds udvalg om inklusion af transhunde har han ENEANSVARET for at forbundet har besluttet at lade mennesker, der leger at de er hunde, få adgang til deres uddannelse. Men hvad skjuler sig bag Narnias hundefacade?

(Her følger 50 sider med screenshot af udsagn på sociale medier hvor Narnia Jacobi har udtryk sig hadefuldt om OERD’s – altså Otherkin ekskluderende radikale dyreretsaktivister.)

Jeg kan med denne artikel afsløre, at Narnia Jacobi har en endnu mere DUNKEL side end den der fremgår af hans HADEFULDE opslag på sociale medier. Jeg har fundet adgang til adskillige internetfora for såkaldte furies. Furies er mennesker der dyrker en fetich der involverer dyrekostumer. Narnia Jacobi, viser det sig, er en ivrig bruger af disse fora.

(Her følger 20 billeder af Narnia Jacobi der, iført hundekostume, gør en række unævnelige ting der involverer medisterpølser og kropsåbninger.)

Narnia Jacobi har på nettet givet udtryk for sin drøm om at blive uddannet som servicehund. Det er imidlertid ikke humanistisk omsorg for handicappede men en FETICH, der er drivkraften her! Fetichister i hundekostumer skal ikke have adgang til SÅRBARE menneskers hjem, og det uafhængigt af om de medbringer medisterpølser eller ej!

Der er på tide, at offentligheden VÅGNER OP! Transhunde er MENNESKER med en FETICH! Og så skal vi holde op med at tale om “transhunde”. Befolkningen er nemlig så snotdum at den tror, at transhunde er hunde, hvis vi bruger det ord. Jeg har derfor opfundet det nye begreb “arts-imitatorer”. Otherkins er mennesker der EFTERABER dyr, men det bliver de jo ikke aber af!

 

Del 13:

Lektor Karen Træls Terfsen sidder med sin morgenkaffe – sort denne her gang – og scroller igennem Liselotte von Schreihals’ online-kioskbasker om otherkin-aktivisten Narnia Jacobi. Mens hun læser, får hun mere og mere ondt i maven. Skyldes det artiklens hårde tone? Eller var den hjemmelavede humus hun havde spist til morgenmad mon blevet for gammel?

Så fanger et billede af Narnia Jacobis intime omgang med medisterpølser Karens blik. 2 minutter herefter befinder såvel humus som morgenkaffe sig i hendes toiletskål. Mens Karen knæler foran denne, stammer hun igen og igen “hvordan skal jeg kunne få det billede ud af mit hoved?!”

Heldigvis kommer Lektor Karen Træls Terfsen i tanke om den flaske gammel garanteret vegansk Cuba Rom der står i en af hendes 50 bogreoler. Ca. 3/4 gennem flasken er hun så beroliget at hun falder i søvn i sin lænestol.

Men Lektor Karen Træls Terfsen får ikke en rolig søvn. Hun drømmer, at hun er en kælk, der accelererer ned ad en stejl bakke. For enden af bakken befinder sig en massiv betonmur. Ovenpå hende sidder Narnia Jacobi og Liselotte von Schreihals. Brydes de med hinanden – eller har de sex? Nej, til din rædsel erkender Karen, at de er to sider af det samme problem, det der går under betegnelsen “fanatisme”. “STOP NU!” skriger hun. Og med det vågner hun.

I dagene derefter gentager Lektor Karen Træls Terfsen dette mantra igen og igen: “Det var en drøm, det var bare en drøm, gid det blot var en drøm!”

The End!

 

Læs mere