Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 okt, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Radio LOUD levede op til sit dårlige ry

 

Den 7. oktober2021 var jeg blevet inviteret til at deltage i en debat om transkønnede børn i Radio LOUDS program Touché i anledning af en kronik som jeg havde fået bragt i Politiken den 2.10.  Min deltagelse i dette program var på mange måder en rigtig dårlig oplevelse for mig fordi studieværterne i den grad var både forudindtagede og dårligt forberedte.

Grundlæggende set har jeg tre alvorlige anker i forhold til hvordan radioværterne Cecilie Lange og Kevin Shakir agerede i løbet af det ca. 45 minutter lange program: De havde tydeligvis ikke sat sig ordentligt ind i problematikken hvad medførte at starten af debatten kom til at forløbe kaotisk, værterne opførte sig halvflabet overfor mig og fordrejede flere gange på grov måde mine udsagn, og værterne bragte uden min tilladelse oplysninger om min arbejdsplads, om end grotesk nok forkerte, hvorefter de i øvrigt i Podcast versionen af programmet fjernede min protest over dette.

Allerede fra starten af programmet viser det sig, at Kevin Shakir ikke har forstået hvad den nuværende lov om juridisk kønsskifte for voksne hhv. forslaget om juridisk kønsskifte for børn handler om. I starten af udsendelsen får han nemlig sagt, at det juridiske kønsskifte for børn skulle handle om at de sidste cifre i personnummeret skal ændres så de ikke er mandlige eller kvindelige og han fik rodet en lægefaglig evaluering ind i problematikken selvom både den gældende og den ønskede lovgivning handler om at man kan få juridisk kønsskifte blot ved at lave en ansøgning herom. Både Helge Rune Nymann, næstforperson i Foreningen til Støtte til Transkønnede børn, der var min ”modpart” i programmet, og jeg korrigerede sidstnævnte men det irriterer tydeligvis Kevin Shakir, der så begynder at spørge mig om hvorfor jeg ikke er med på at vi får kønsneutrale personnumre. Kønsneutrale personnumre er en anden problematik end det juridiske kønsskifte, og det var derfor både forvirrende og afsporende for debatten at jeg skulle lægge ud med at forholde mig til denne problematik. Da jeg så svarer, at kønsneutrale personnumre ville koste en halv milliard kr. (hvad i øvrigt er lavt sat) og at politikerne derfor næppe vil støtte en sådan ide, får jeg et halvflabet svar om at regeringen jo ellers har fremsat et ønske om en sådan lovændring og at det derfor ikke er pengene der er problemet. Regeringen har imidlertid ikke meldt ud at den ønsker at indføre kønsneutrale personnumre, den har vendt ideen om at indføre juridisk kønsskifte for børn (dvs. at en biologisk dreng kan få et lige cpr.nr og en biologisk pige kan få et ulige) og det koster selvsagt ikke statskassen noget nævneværdigt beløb. Helt galt går det imidlertid da Kevin Shakir og Cecilie Lange vil have mig til at tage stilling til om man ikke kunne have et cpr-nr. for en tredje kønskategori. Dette er i sig selv et rimeligt meningsløst spørgsmål al den stund at de danske personnumre bygger på to binære principper: at vi har to køn, kvinder og mænd, og at vi har to typer af tal, lige og ulige. At programværterne dermed spørger mig om noget der ikke giver mening og som der mig bekendt heller ikke har været fremsat noget krav om gør selvsagt at jeg må svare undvigende. Men det får Cecilie Lange til at komme med et halvflabet krav om at jeg skal svare på hvad de spørger om, øjensynligt fordi jeg skal fremstilles som en person, der ikke ønsker at samfundet skal indsamle viden om et sådant tredje køn eller hvad ved jeg.

Cecilie Lange fortsætter herefter med at agere manipulerende overfor undertegnede. På et tidspunkt i programmet kommer jeg ind på at et af problemerne med det juridiske kønsskifte er at det efter min mening bidrager til at de såkaldte transbørn lærer at der er pinligt hhv. fastholdes i en forestilling om at det er pinligt hvis fremmede kan gennemskue deres biologiske køn (her via personnummeret) og at det ville være bedre at hjælpe disse børn til at acceptere at de kønsmæssigt set er anderledes end andre frem for at forsøge at skjule det. Det får Cecilie Lange fordrejet til at jeg skulle hævde, at ”det er pinligt at være transkønnet” dvs. noget som man skal skamme sig over, hvad er lige præcist det modsatte af hvad jeg sagde. I øvrigt bekræfter Helge Rune Nymann mig i at de såkaldte transkønnede børn lige præcist kan opleve det som pinligt hvis deres biologiske køn bliver afsløret, men jeg får selvfølgelig ikke en undskyldning fra værterne, i stedet skynder de sig at stille over til en folketingspolitiker på Christiansborg.

Men øjensynligt kunne Cecilie Lange ikke dy sig for at fortsætte af den bane som værterne var startet med. Da jeg f.eks. forsøger at problematisere selve udsagnet om at ”man ikke er det køn som man er født som” og spørger om hvad det udsagn betyder kommer hun med det kække svar, at ”det betyder at man ikke er det køn som man er født som”. Det er desværre ganske typisk for den radikale transaktivisme at man forsøger at vige udenom det helt centrale spørgsmål om hvad køn er med indholdsløse cirkelsvar. Man kunne måske godt forvente at en journalist var hævet over en sådan aktivistisk retorik.

Men det bliver værre endnu, for Cecilie Lange fordrejer efterfølgende mine udsagn om at vi skal lære piger at acceptere deres medfødte kroppe samtidigt med at vi støtter dem i at gøre oprør mod de undertrykkende normer og regler for piger og kvinde. Dette udsagn får hun nemlig opsummeret til at være et spørgsmål om hvorvidt ”man kan lære ikke at være en kvinde hhv. opføre sig som en kvinde”. Øjensynligt formåede Cecilie Lange ikke at skelne mellem mine udsagn og hendes egen fortolkning af disse hvad vel ellers må være en af grundforudsætningerne for et seriøst journalistisk arbejde.

Sidst men ikke mindst var det dybt problematisk at værterne blev ved med at nævne min arbejdsplads – om end de roede navnet på denne sammen med en anden. Jeg havde ikke givet tilladelse hertil og min private arbejdsplads er ganske ligegyldig i forhold til dette program. Jeg protesterede i slutningen af programmet herover og Kevin Shakir sagde da også at han beklagede og at det var en fejl. Men i den efterfølgende Podcast version af programmet har Radio LOUD klippet min protest og den efterfølgende beklagelse ud, hvad i mine øjne er noget nær kildeforfalskning. Og selvom det forkerte udsagn om min arbejdsplads gentages flere gange i programmet kan man i shownoterne ikke læse en beklagelse over at de uden tilladelse bragte sådanne oplysninger og at de i øvrigt er forkerte. Man forsøger altså at dække over fejlen i stedet for at få den rettet, hvad viser at man øjensynligt ikke formår at arbejde efter de helt basale journalistiske tommelfingerregler.

PS. Efterfølgende er jeg blevet ringet op fra Radio LOUD. Vi har aftalt at de klipper de fjernede udsagn fra udsendelsen tilbage og så fik jeg et langt forsøg på en art undskyldning.

Læs mere

Skrevet af den 23 sep, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

De transkønnede befinder sig i et grænseland

 

”Trans”, der indgår i ordene ”transkønnet” eller ”transseksuel”, betegner i almindeligt sprogbrug en bevægelse, det ser vi f.eks. i ord som ”transport” eller ”transatlantisk”. Man kunne imidlertid også overveje om der hermed ikke også indikeres, at man selv som kønsskifteopereret transkønnet befinder sig i en form for permanent transit, dvs. i en form for limbo eller gråzone mellem kønnene.

Hvis man tager udgangspunkt i at der kun findes to biologiske køn, og at det biologiske køn fastlægges ved undfangelsen, så er et fysisk kønsskifte ikke en reel mulighed. Men man kan vha. hormoner og operationer godt ændre så meget ved kroppens fremtoning at man kommer til at ligne en kvinde, selvom man biologisk set forbliver en mand hhv. at man kommer til at ligne en mand, selvom man biologisk set forbliver en kvinde. Da man imidlertid aldrig vil kunne få det andet biologiske køns krop og biologi vil der være tale om en tilnærmelse, en vis lighed med det modsatte køn samtidigt med, at man ikke længere vil ligne sit medfødte køn uden at man dog reelt set har ændret det.

Måske er det bl.a. denne limbo tilstand der, uanset om man har modtaget behandling med hormoner og operationer eller ej, udløser mange af de problemer som transkønnede kan opleve med omgivelserne – og med dem selv. Når andre ikke ser eller ”læser” en transkønnet sådan som denne selv gerne vil ses/læses, det som i det transaktivistiske sprogbrug omtales som ”fejlkønning”, erfarer den transkønnede at vedkommende ikke fremstår med den ønskede kønsmæssige entydighed i andres øjne. Og den såkaldte kønsdysfori handler vel grundlæggende set om at man hader sin naturligt kønnede krop fordi den ikke passer til den person man gerne vil være hhv. som man ser sig selv som, dvs. problemet er at man kropsligt set ikke er den som mener at man er.

Spørgsmålet er imidlertid om man som transkønnet, og det uanset om man nu ændrer på sin krop eller ej, ikke i sidste instans må lære at leve med at denne førnævnte limbotilstand er et livsvilkår som er uløseligt knyttet til at være transkønnet og som man derfor ikke sprogligt kan formulere sig ud af.

Dette er ikke mindst vigtigt når man som transkønnet ønsker at indgå i seksuelle relationer med andre mennesker, hvad jo er et ganske menneskeligt behov. Problemet er imidlertid, at når man befinder sig i et kønsligt limbo, så er der forhold som man er afskåret fra, og dette afhjælpes ikke med kropslige indgreb, snarere tvært imod. For det store flertal af befolkningen spiller deres partner hhv. deres ønskede partners biologiske køn nemlig en afgørende rolle. Er man heteroseksuel er man kun til personer med det modsatte biologiske køn, er man homoseksuel er man kun til sit eget biologiske køn. Det er kun biseksuelle der er til begge køn. Men en heteroseksuel mand eller en lesbisk kvinde vil ofte heller ikke være interesseret i en biologisk kvinde der f.eks. har kraftig skægvækst, ligesom en homoseksuel mand eller en heteroseksuel kvinde ofte heller ikke ville være interesseret i en biologisk mand som har fået fjernet sin penis. Det kan derfor som transkønnet meget vel være svært at finde en partner, men det er imidlertid et produkt af den limbotilstand man befinder sig i. Man kan ikke forvente, og man har slet ikke krav på, at andre ændrer på deres seksuelle orientering og seksuelle præferencer for at tilgodese ens egen specielle situation.

Det er også efter min mening vigtigt at fastholde den sproglige præcision. Jeg er med på at kalde transkvinder for transkvinder og transmænd for transmænd. Men dermed er det også sagt, at transkvinder ikke er biologiske kvinder og transmænd er ikke biologiske mænd. Når man bruger termerne ”homoseksuel” hhv. ”heteroseksuel” om transkønnede giver det desværre let anledning til forvirring, og i værste instans bevæger man sig ud i en redefinering af hvad det i det hele taget vil sige, at være homoseksuel eller heteroseksuel, der så igen munder ud i et forsøg på at ændre på menneskers seksuelle orientering for at varetage transkønnedes behov.

Hvis man tager udgangspunkt i de to biologiske køn og den klassiske forståelse af f.eks. homoseksuel, så er en homoseksuel kvinde (lesbisk) en biologisk kvinde der kun er til andre biologiske kvinder. På samme måde er en biologisk mand (bøsse) en biologisk mand der kun er til andre biologiske mænd. I den forstand kan en person født med en penis aldrig være en lesbisk og en person født med en vagina kan aldrig være en bøsse. Man kan tale om translesbiske og transbøsser for hermed at indikere at vi ikke taler om lesbiske og bøsser i de to begrebers klassiske betydning, på samme måde som udtrykkene ”transkvinde” og ”transmand indikerer”, at vi ikke taler om kvinder og mænd i begrebernes klassiske betydning. En anden mulighed var at tale om hhv. gynefile og androfile transkønnede eller transseksuelle for hermed at understrege vigtigheden af at fastholde at homoseksualitet er uløseligt knyttet til ens eget og ens ønskede partners biologiske køn.

Læs mere

Skrevet af den 24 aug, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Regeringens forslag om forbud mod omvendelsesterapi er både unødvendigt og farligt

 

I forbindelse med Word Pride og Euro Games kom regeringen med den overraskende udmelding at den vil undersøge muligheden for at forbyde ”omvendelsesterapi” overfor mindreårige. Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard sagde i denne forbindelse: ”Mindreårige skal ikke udsættes for forsøg på at omvende eller kurere deres seksualitet eller kønsidentitet. En ny undersøgelse peger desværre på, at den håbløse og forældede tankegang om omvendelsesterapi finder sted i Danmark. Og at dem, der udsættes for det, har øget risiko for blandt andet ensomhed og selvmordstanker. Ingen skal omvendes fra deres seksualitet eller kønsidentitet, og det sender vi nu et helt klart og tydeligt signal om. Vi skylder de børn og unge, der oplever omvendelsesterapi, at reagere. Derfor handler vi nu.”

Den undersøgelse som ministeren henviser til, er foretaget af Als Research, og udkom den 21.8.2021 med titlen Omvendelsesterapi” – viden om udbredelse og karakter i Danmark – med blik til udlandet. Det kan jo være, at han selv eller en af medarbejderne i Beskæftigelse- og ligestillingsministeriet har kigget på den 1-sides opsamling på rapporten som udgiverne har været så venlige at udstyre den med. Her kan man nemlig bl.a. læse, at ”at 8 % af LGBT-personer i Danmark inden for det seneste år har oplevet, at personer i deres omgangskreds har forsøgt at ”omvende” dem fra deres seksuelle orientering eller kønsidentitet (baseret på tal fra 2020)”. Og man kan også erfare, at ”at 3 % af LGBT-personer i Danmark har oplevet, at deres familie – på et eller flere tidspunkter i deres liv – har forsøgt at ”helbrede” dem for deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, enten ved hjælp af en læge, en psykolog/psykiater, en religiøs vejleder, en slægtning eller ven af familien, gennem brug af religiøse/åndelige ritualer eller på andre måder (baseret på tal fra 2015).”

Men øjensynligt gik denne læsning så stærkt, at man ikke havde tid til at læse de forbehold man kan finde selv i den ret så kortfattede opsamling på rapporten. Als Research skriver nemlig også ”at det er uvist, hvor stor en andel af de ovennævnte oplevelser blandt LGBT-personer i Danmark, der kan beskrives som decideret ”omvendelsesterapi”, da det typisk defineres som ”vedholdende forsøg på at ændre en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet”–og det fremgår ikke i alle tilfælde af de danske data, om der har været tale om ”vedholdende forsøg” eller ej.” Og mht. aldersprofilen blandt de berørte personer skriver man at der ”ses en tendens til overrepræsentation af fx yngre LGBT-personer under 30 år”. Med andre ord, Als Research indrømmer faktisk allerede her at man ikke har dokumentation for omfanget af decideret omvendelsesterapi i Danmark, selvom deres procentangivelser selvsagt giver et andet indtryk, og man påstår på intet tidspunkt at kunne dokumentere at en sådan terapi tages i anvendelse specifikt overfor børn og unge. Så hvorfor ønsker ministeren et lovindgreb målrettet mod denne gruppe?

Det betaler sig selvsagt at se på selve rapporten, for hermed bliver det endnu klarere hvor problematisk ministerens konklusioner er. Således kan man i rapportens egen konklusion læse at ”På den anden side giver undersøgelsen ikke umiddelbart indikationer på aktuel udøvelse af ”omvendelsesterapi” i mere traditionel/snæver forstand i Danmark – dvs. når ”omvendelsesterapi” forstås som et begreb, der alene henviser til professionelt udbudte og terapilignende forløb, der har til formål at ”kurere” eller ændre homoseksuelle personers seksuelle orientering. Der er således ikke identificeret aktører i Danmark, som aktuelt og åbent udbyder deciderede ”omvendelsesterapi”-forløb – forstået som forløb, der har som erklæret formål at ”helbrede” eller at ændre LGBT-personers seksuelle orientering/ kønsidentitet. Der er heller ikke aktuelle eksempler på, at LGBT-personer har henvendt sig til rådgivningslinjerne hos LGBT+ Danmark, Sex & Samfund eller Sabaah for at fortælle om oplevelser med sådanne forløb i Danmark”.

Als Research har søgt med lys og lygte efter ”cases”, men kunne i alt kun finde 6, hvoraf 5 har tilknytning til højrekristne miljøer. Disse handler hovedsageligt om tilfælde hvor en voksen homoseksuel kristen selv har søgt om hjælp i forhold til sin seksuelle orientering, og den tilbudte ”hjælp” har haft karakter af forbøn og sjælesorg i form af gode råd til hvordan de kunne leve i cølibat. Jeg kæmpede selv som teenager og ung voksen med min seksuelle orientering. Jeg ved derfor af egen erfaring at det med at undertrykke sin seksualitet af religiøse årsager ikke fører til noget godt. Men sådanne forsøg på at holde sig fra at ”praktisere sin seksualitet”, som man kalder det i disse kredse, er en uundgåelig konsekvens af en forkyndelse af at homoseksuelle forhold er syndige og at man kommer i helvedet hvis man ikke omvender sig. Problemet er her altså i virkeligheden forkyndelsen, der igen udløser et behov hos nogle kristne (og muslimske) homoseksuelle for at undertrykke deres seksualitet frem for de tilbud om ”hjælp” som måtte tilbydes. Men en sådan forkyndelse er det selvsagt svært at gøre noget ved, medmindre man vil tage et opgør med religionsfriheden og ytringsfriheden.

Rapporten indeholder 1 case med en lesbisk med muslimsk baggrund som blev udsat for grove overgreb af sin familie (herunder voldtægt!) fordi hun var lesbisk. Og jo, hun blev også sendt til en imam der forsøgte at få hende til at droppe livet som homoseksuel. Men volden er selvsagt dybt ulovlig allerede nu, og som tidligere anført, så bliver det nok svært at gribe ind overfor en forkyndelse og sjælesorg hvor homoseksuelle bliver mødt med det budskab at homoseksuelle forhold er syndige. Her er der snarere brug for at der udvikles alternative tilbud til de berørte, gerne ikke af udelukkende sekulær karakter.

De 8 % hhv. 3 % som rapporten refererer til er ikke et resultat af egne kvantitative studier men er i stedet hentet fra generelle spørgeskemaundersøgelser af LGBT personers trivsel og levevilkår, hvor man så i den ene, blandt mange andre ting spurgte til om folk havde erfaringer med ”omvendelsesforsøg” mens den anden spurgte til om folk havde erfaringer med forsøg på at ”helbrede” dem. Ingen af disse undersøgelser konkretiserede imidlertid hvad man mente med hhv. ”omvendelse” hhv. ”helbredelse” i forhold til ens seksuelle orientering eller kønsidentitet. Og det gør de facto rapporten noget nær ubrugelig som grundlag for konkrete lovgivningsmæssige tiltag da undersøgelsen kun afspejler folks subjektive forståelse af disse begreber. Det er f.eks. sigende, at den mest brugte kategori for ”helbredelsesforsøg” i 2015 undersøgelsen var ”andre måder”. Og dem, der uddybede hvad de mente hermed, anførte bl.a. forhold så som at nogen, måske deres forældre, havde sagt til dem at ”det blot er en fase”. Mest sigende er det måske, at en enkelt anførte, at det var Sexologisk Klinik der skulle have forsøgt at ”helbrede” vedkommende. Sexologisk Klinik er nemlig den instans indenfor det danske sundhedsvæsen der står for at afklare om en transkønnet kan få adgang til hormonbehandling og kønsskifteoperationer.

Og det med de transkønnede er af central betydning her. For når regeringen vil forsøge sig med et lovindgreb mod et ikke dokumenteret problem, nemlig egentlig omvendelsesterapi rettet mod LGBT børn og unge, så kan man selvsagt være bekymret for at man har ladet sig manipulere af radikale transaktivister til at lave en lovgivning der har et helt andet formål, nemlig at forbyde psykologer og læger at hjælpe et barn eller et ungt menneske, der kæmper med sin kønsidentitet, til at blive afklaret mht. hvad hans eller hendes reelle problem er.

Mange børn og unge, der mener at deres køn er et andet end deres biologiske, har diverse psykiatriske problemstiller at slås med, herunder især men ikke kun autisme. Og langt de fleste børn og unge som kæmper med kønsdysfori, herunder i svær grad, vil som voksne lære at acceptere deres medfødte krop (og mange vil i øvrigt vise sig at være homoseksuelle eller biseksuelle). Vi skylder disse børn og unge at de får den psykologiske og psykiatriske hjælp der er nødvendig så deres reelle problemstilling kan blive afklaret. De radikale transaktivister ønsker at disse børn så hurtigt så muligt skal i hormonbehandling efterfulgt af operative indgreb – men en sådan behandling, der medfører irreversible kropslige forandringer, er selvsagt ganske katastrofal, hvis det viser sig at barnet eller den unge reelt set ikke er transkønnet men i stedet f.eks. en kønsrolleafvigende homoseksuel eller biseksuel.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 8 aug, 2021 under Lgbt | 2 kommentarer

Intet barn er født med en forkert krop

 

En bekymrende udvikling i hvad der ser ud til at være hele den vestlige verden er, at antallet af børn og unge der ser sig selv som transkønnede, og som derfor søger behandling i sundhedssystemet, er eksploderet i løbet af ganske få år. Hvad der engang var et ekstremt sjældent fænomen hos børn, bliver stadigt mere almindeligt.

I Danmark ser vi en stor stigning i antallet af børn og unge der henvises til Sexologisk Klinik med henblik på udredning vedrørende kønsidentitetsforhold. Her er tallet steget fra 16 drenge og 48 piger i 2015 til 56 drenge og 135 piger i 2020, dvs. en stigning på 250 procent for drengenes vedkommende og 181 procent for pigernes vedkommende[1]. Og hermed ligger vi faktisk i den lave ende. I andre lande er udviklingen endnu voldsommere. I Storbritannien er antallet af børn og unge der har opsøgt landets eneste klinik for behandling af transkønnede børn og unge f.eks. steget fra 40 drenge og 32 piger i 2009/10 til 624 drenge og 1740 piger i 2018/19, dvs. med hhv. 1460 procent for drengenes og svimlende 5337 procent for pigernes vedkommende.[2] Og generelt ser det ud til at det især er piger, der mistrives så meget med deres kropslige køn at de søger hjælp hos behandlingssystemet. Som den indiske feministiske filmproducer Vaishnavi Sundar så rammende udtrykker det i titlen på hendes stærke dokumentarserie ”Dysphoric: Fleeing Womanhood Like A House on Fire”: Piger og unge kvinder er på flugt fra det at være en kvinde.

 

LGBT+ organisationerne elsker og hylder imidlertid de såkaldte transbørn. Det er jo f.eks. meget sigende, at transbørn gik forrest i Prideparaden for to år siden[3] hvor ”Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn” også fik tildelt ”årets laks” for deres indsats for LGBT+ rettigheder[4]. LGBT+ organisationerne bruger ganske betydelig energi på at lægge pres på sundhedsvæsenet, så børn, der angiveligt er transkønnede, så hurtigt som overhovedet muligt kan få adgang til medicinsk og kirurgisk behandling.

 

Og som så ofte, så har den radikale transaktivismes frontløbere haft succes med deres utrættelige kampagne for at få sundhedsvæsenet til at tilbyde sådanne behandlinger. I dag kan transbørn der er i behandling hos Sexologisk Klinik få stophormoner før de er fyldt 15 år, dvs. de kan få en medicinsk behandling der stopper hhv. forhindrer den naturlige pubertet. De kan fra de er 15 år få tilbudt krydshormoner, altså biologiske piger kan få tilbudt behandling med testosteron og biologiske drenge kan få tilbudt østrogen mfl. Og denne behandling kan sågar tilbydes til børn under 15 år hvis behandlerne skønner, at det er nødvendigt.[5]

 

Rundt omkring i den vestlige verden kan man imidlertid i den senere tid se en voksende skepsis mod og bekymring for den medicinske og kirurgiske behandling af de såkaldte transkønnede børn.

Ikke mindre end 13 studier, det sidste udgivet her i 2021, viser nemlig, at det store flertal af børn der ser sig som det modsatte køn som voksne vil have forsonet sig med deres biologiske køn – hvis man vel og mærke ikke har iværksat behandling med stophormoner[6]. Børn der kommer i behandling med stophormoner derimod, vil alt andet lige gå videre til behandling med krydshormoner og operationer[7].

Mht. disse stophormoner, der bruges til at forhindre et barn i at komme i puberteten for ”at give det en tænkepause” og som efter sigende skulle være fuldt reversible, ja så er virkeligheden desværre en anden. Den naturlige pubertet er ikke noget man sådan bare kan vælge til og fra. Puberteten er af helt central betydning for ikke bare kroppens men også for hjernens modning. Barnet får ikke en ”tænkepause” når det behandles med stophormoner, man forhindrer det i stedet i at gennemgå den personlige modningsproces der skal til for at barnet kan udvikle den modenhed som gør det i stand til at forholde sig reflekteret til sig selv og sit køn. I øvrigt er disse stophormoner skrappe sager, der på ingen måde er udviklet til at behandle kønsdysfori hos børn og unge. Oprindeligt blev medikamentet udviklet til f.eks. at behandle testikel kræft hos voksne, men det er også f.eks. blevet brugt til kemisk kastration af sexforbrydere.[8] Til de alvorlige bivirkninger det kan have hører seriøs knogleskørhed og muligvis nedsat intelligens[9]. I øvrigt kan det også give depressioner[10] – og det selvom behandlingen med stophormoner efter sigende skulle forhindre at de såkaldte transkønnede børn og unge begår selvmord. Men der kan sagtens være flere bivirkninger da vi mangler studier i hvordan dette medikament virker på børn og unge, ligesom vi savner videnskabelig dokumentation på at det har en gavnlig effekt på de såkaldte transbørns og -unges psykiske helbred.

Derfor har f.eks. Astrid Lindgrens børnesygehus, der hører under det prestigefyldte universitetshospital Karolinska i Sverige, valgt at stoppe med denne behandling. Det samme har man også gjort mht. behandlingen med krydshormoner, hvor vi har de samme problemer[11]. Denne behandling er offlabel – dvs. de relevante krydshormoner er ikke testet på børn og udviklet til at behandle kønsdysfori. Vi mangler seriøs forskning i behandlingens bivirkninger og vi har ingen videnskabelig dokumentation for dens positive effekt. Dette konkluderer ud over Karolinska f.eks. også det britiske Royal College of General Practitioners[12] og de finske sundhedsmyndigheder kræver nu allerstørste forsigtighed og tilbageholdenhed mht. brug af disse behandlingsformer for børn og unge med kønsdysfori[13].

 

Vi er i den vestlige verden, herunder her i Danmark, i gang med et gigantisk medicinsk eksperiment på børn og unge. Vores sundhedsmyndigheder har iværksat en behandling af børn og unge der medfører irreversible forandringer på disses kroppe selvom man ikke har sikret sig at de mulige bivirkninger af behandlingen befinder sig på et acceptabelt leje i forhold til de antagede positive effekter. I stedet har man ladet sig trække rundt ved næsen af et hyperaktivistisk radikalt transpolitisk miljø der med udokumenterede påstande om at de såkaldte transkønnede børn og unge begår selvmord hvis de ikke hurtigst muligt kommer i behandling har presset sundhedsvæsenet til at iværksætte en behandling helt uden det almindelige sikkerhedsnet af grundige videnskabelige studier af en behandlings fordele såvel som ulemper.

Vi kan meget vel om 5-10 år alene her i landet stå med hundredvis af fortvivlede unge voksne der har fortrudt deres behandling og nu må leve med kroppe der har fået irreversible skader pga. hormonbehandlingen og de operative indgreb. De radikale transaktivister gør hvad de kan for at der ikke må forskes i dem, der fortryder behandlingen med krydshormoner og operationer[14]. Men meget tyder på, at der flere og flere der detransioner, altså fortryder deres forsøg på kønsskifte. I Danmark kender sundhedsmyndighederne til 5 piger/unge kvinder der har stoppet behandlingen med testosteron[15], men tallet kan sagtens være meget større da myndighederne ikke systematisk følger op på dem, man har sat i behandling. Og dem der fortryder kontakter ikke nødvendigvis deres tidligere behandlere.

 

Generelt må man undre sig og være bekymret over det menneske- og børnesyn der ligger bag ideen om at stærkt kønsrolleafvigende børn og unge skal behandles med stop- og krydshormoner samt operationer. Hvad er det dog for nogle voksne, der fortæller børn at de er ”født med en forkert krop” eller som bekræfter og opretholder en sådan forestilling hos et barn eller et ungt menneske? Er målet med enhver kærlig og fremadrettet vejledning og støtte til børn og unge ikke at få dem til at acceptere sig selv som dem de er, både på det psykiske og det fysiske plan? Der er intet galt i at være hvad samfundet vil kalde for maskulin, eller feminin eller ingen af delene, og det uanset hvilken krop man er født med. Vi er faktisk en del der ikke kan spejle sig i de fremherskende kønsroller og -normer og ej heller lever i henhold til dem. Men vores medfødte biologi er en del af hvem vi er. Mennesket er ikke en identitetsessens fanget i et ligegyldigt og udskifteligt kropsligt hylster, men i stedet en holistisk enhed af krop og sind. At medicinere og skære i den første for at tilpasse den det sidste er lige så problematisk som ikke at acceptere at nogle mennesker ikke kan spejle sig i og ikke kan eller vil leve efter de normer som man mødes med pga. den krop man blev født med. En ting er hvad voksne vælger at gøre med deres kroppe, men børn og unge under 18 år, hvoraf mange i øvrigt har udfordringer med f.eks. autisme[16], kan slet ikke overskue konsekvenserne af forsøget på et fysisk kønsskifte.

 

Og derfor er det bekymrende, at regeringen nu har ladet sig lokke til at fremsætte et lovforslag om at børn og unge under 18 år skal have adgang til at få juridisk kønsskifte. For lad os nu få svesken på disken: Når vi bliver født, bliver vores biologiske køn konstateret på baggrund af vores kønsorganer, en konstatering som er rigtig i 9998 ud af 10000 fødsler[17]. På baggrund heraf får vi i Danmark et cpr-nummer med enten et lige eller et ulige slutnummer. Det cpr-nummer som et barn får tildelt, afspejler altså de basale fakta om barnets kropslige virkelighed. At give børn og unge adgang til at skifte deres cpr.-nummer til et, der er i modstrid med deres fysiske virkelighed, er led i en proces der skal understøtte og fastholde forestillingen om at disse børn og unge er født med en forkert krop.

 

Dem der kæmper for det juridiske kønsskifte for børn og unge under 18 fremhæver ofte, at et sådant skal gøre livet lettere for de såkaldte transkønnede børn og unge – og at det skal beskytte dem mod ”pinlige situationer”. Og her har vi det igen, det er øjensynligt ”ydmygende” at andre skulle opdage at man er en biologisk pige og ikke en dreng eller omvendt. Bort set fra at man i sin dagligdag såmænd kun sjældent skal vise sit sygesikringskort til andre – vi lever jo i scanningernes tid – så har vi igen den logik, at børn får at vide, at det selvfølgelig er pinligt at skulle stå ved at de er dem de er, herunder at de har det medfødte kropslige køn som de har. Og hvis det allerede er pinligt og ydmygende at deres skole, deres arbejdsgiver eller hvem der nu ellers en sjælden gang skulle se deres cpr-nummer og dermed lure deres biologiske køn, hvor ydmygende og pinligt vil det så ikke være for disse børn og unge at gennemgå deres naturlige pubertet? At få menstruation og bryster hhv. adamsæble, skægvækst og dyb stemme afslører alt andet lige barnets/den unges biologiske køn i et langt større omfang end deres cpr-nummer gør. Har man lært børn og unge at de skal skamme sig over deres kønnede cpr-nummer, hhv. hvis man fastholder dem i en sådan skamfølelse, så vil de med største sandsynlighed ikke kunne håndtere tanken om at deres biologiske køn via puberteten vil blive synligt for alle. Og derfor vil de alt andet lige søge om behandling med stop- og krydshormoner med alle de førnævnte risici.

 

Børn og unge skal ikke lære at skamme sig over den krop de er blevet født med og som altid vil sætte rammerne for deres liv. Børn og unge skal ikke forføres til at tro på løgnen om at man kan ændre sit biologiske køn. I stedet skal børn og unge hjælpes og støttes til at forstå, at man sagtens kan spejle sig i det feminine selvom man er en dreng og at man kan elske det maskuline selvom man er en pige. De skal hjælpes og støttes til at holde af sig selv sådan som de er, inklusive de træk som andre fejlagtigt måtte mene er uforenelige modsigelser. Intet barn bliver født med en forkert krop – og intet barn skal behandles som om at deres medfødte kroppe og naturlige biologiske udvikling er noget der skal ændres for at tilpasse dem til nogle stereotype og dybt forældede kønsrolleforestillinger.

 

 

 

 

 

 

 

[1] Tal og statistikker (rigshospitalet.dk)

[2] The Surge in Referral Rates of Girls to the Tavistock Continues to Rise – Transgender Trend

[3] Video: Transbørn ledte an i Copenhagen Pride parade | Indland | DR

 

[4] XQ28, Årets Laks gik i år til FSTB

[5] Svar på politikerspørgsmål 016-20 vedr. behandling af transkønnede børn på sexologisk klinik stillet af Karoline Vind – Socialistisk Folkeparti (regionh.dk)

[6] How many transgender kids grow up to stay trans? (psypost.org) & Frontiers | A Follow-Up Study of Boys With Gender Identity Disorder | Psychiatry (frontiersin.org)

[7] The astonishing admission in the Health Research Authority report: The purpose of puberty blockers is to commit children to permanent physical transition – Transgender Trend

[8]“They Look Normal” – The Case For Puberty Blockers – Transgender Trend

[9] ttps://www.transgendertrend.com/puberty-blockers-effects-bone-density/

[10] Lupron depot and Depression, a phase IV clinical study of FDA data – eHealthMe

[11] https://www.gp.se/nyheter/sverige/kunskapsbrist-bakom-stoppad-hormonbehandling-1.46242939?fbclid=IwAR3csCs2Z-tm8m6oW9nKAtirTQEFVuWgXArM48T9xb6vdq8aV22imH8BUuA

[12] GPs risk transgender storm after issuing unprecedented warning over ‘lack of evidence’ on treatments | Daily Mail Online

[13] Policy shift in Finland for gender dysphoria treatment » MercatorNet

[14] Transpolitiet kvæler forskning | Weekendavisen

[15] Svar på politikerspørgsmål 016-20 vedr. behandling af transkønnede børn på sexologisk klinik stillet af Karoline Vind – Socialistisk Folkeparti (regionh.dk)

[16] Gender Dysphoria in Children with Autism Spectrum Disorder – PubMed (nih.gov)

[17] How common is intersex? | Leonard Sax MD PhD | Physician, Psychologist, and Author

Læs mere