Menu
Kategorier

Skrevet af den 12 jun, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Lev og lad leve?

 

Med udgangspunkt i en bog/hjemmeside om hadforbrydelser mod LGBTQI personer med titlen “Stop hadet nu” har en række LGBT+ organisationer, Amnesty International og andre foreninger stillet ikke mindre end 30 forslag til hvordan vi kan få stoppet hadet mod personer befinder sig under denne paraply.

Nu siger det forhåbentligt sig selv, at ingen skal udsættes for vold, trusler om vold eller nedsættende tilråb, og det uanset hvilken identitet, kropslige træk, religion etc. som man måtte have. Jeg har også selv oplevet hvordan unge mænd har råbt efter mig og min kone på gaden, og selvom det forblev ved tilråbene, var det selvsagt ikke en rar oplevelse. Der er dog en række bekymrende aspekter ved denne nye ”antihad” kampagne som det LGBT+ politiske segment plus deres allierede hos f.eks. Amnesty International og Sex og Samfund har sat i værk.

Man kan f.eks. undre sig over den meget brede definition af had som kampagnen trækker på. Blandt de i alt ”1000 eksempler på had” kan man således under nummer 20 læse: ”Jeg startede på hormoner for 9 måneder siden, og er nu så flydende i udtryk at jeg føler mig meget udsat og usikker når der er kønsopdelte toiletter, fordi jeg ikke føler mig tryg på nogen af dem… Det ville være så meghet (sic) nemmere og mere trygt, at der bare var ikke-kønnede aflåste båse for alle, og evt et pissoir i et særskilt rum for de, der gerne vil anvende det. Hvis jeg går på “herretoilettet” kan jeg desuden få problemer hvis det falder sammen med at jeg har menstruation, da der ikke altid er affaldsspande. *suk*” Er kønsopdelte toiletter udtryk for had? Og hvad skal man sige til nr. 51?: ”Jeg drømmer om en dag, jeg ikke skal give en “sexuality 101”, hver gang jeg siger, jeg er ace.” Er man hadefuld hvis man ikke lige ved hvad ”ace” er? Dertil kommer, at der ikke skelnes mellem konkrete oplevelser af at blive fysisk eller verbalt forulempet og så angsten for at noget sådan kunne ske, sådan som det f.eks. beskrives i nr. 909: ”Min kæreste er en transkønnet kvinde. Hun er bange for at gå alene om aftenen i byen. Jeg, en transkønnet mand, er bange for at jeg ikke ville kunne forsvare hende hvis nogen skulle gøre hende noget… Vi undgå (sic) dele af byen (Aarhus) fordi vi er bange for folk spytter efter os… ”

Man kan jo også være noget skeptisk overfor det tæppebombardement med undervisning i LGBT+ forhold, normkritik etc. som de LGBT+ aktivistiske foreninger kræver og det fra folkeskolen til lærer-seminarerne og velfærdsuddannelserne. Men her kan man dog i det mindste gå ud fra at disse foreninger trækker på ideen om at had skyldes uvidenhed. Dog undrer det noget, at man blandt de 30 forslag leder forgæves efter krav om forskning i hvad der får folk til at udøve fysisk eller verbal vold mod LGBT+ personer og hvem der står bag disse overgreb.

Det virker imidlertid noget søgt, at vi som samfund skal bekæmpe had mod LGBTQI personer ved at leve op til følgende krav (16/30): ”Sæt midler og ressourcer af til at skabe og/eller videreudvikle lokale LGBTQI+caféer og -netværk i kommunens årlige budgetter. Der bør særligt prioriteres initiativer for unge, seniorer samt inter- og transkønnede.”

Meget bekymrende er de krav der kan tolkes som slet skjulte angreb på de kønsopdelte rum, der er vigtige for kvinders sikkerhed. Der er her tale om krav 2/30: ”Alle institutioner skal sikre, at der er adgang til toilet-, bade- og omklædningsfaciliteter uanset kønsidentitet, kønskarakteristika og seksuel orientering.” & 12/30: ”Lovkrav om at alle arbejdspladser skal sikre, at der er adgang til toilet-, bade- og omklædnings-faciliteter uanset kønsidentitet, kønskarakteristika og seksuel orientering.” & 27/30: ”Kriminalforsorgen skal formulere en officiel politik om håndtering af trans- og interkønnede indsatte, som så vidt muligt respekterer disses kønsidentitet og ønskede kønsudtryk.” Kravet i nr. 2/30 og 12/30 virker umiddelbart mærkeligt, da skoler og arbejdspladser jo allerede nu tilbyder elever hhv. ansatte adgang til toilet-, bade- og omklædningsfaciliteter. Hvis der er tale om at man kræver særlige faciliteter til LGBT+ personer er det i mine øjne ok, om end kun relevant for transkønnede og evt. interkønnede. Men det er en alvorlig sag hvis det man kræver, er kønsneutrale omklædningsrum for alle eller at man skal have lov til at klæde om sammen med det køn som man ”identificerer sig som”. Og forslag 27/30 om fængslerne lægger i mine øjne op til at personer med penis skal have adgang til kvindeafdelingerne i fængslerne hvis førnævnte ”identificerer sig som kvinder” hvad er et alvorligt angreb på udsatte kvinders sikkerhed.

Og det undrer selvfølgeligt slet ikke, at man også kræver: ”Indskriv ”kønsidentitet”, ”kønsudtryk” og ”kønskarakteristika” i lovteksten til straffelovens §81 nr.6 og §266b, som beskyttelsesgrunde.” (forslag 21/30). Til støtte for dette forslag har man indsamlet 30.743 underskrifter. Fremover skal man altså overveje om man får en straffesag på halsen hvis man f.eks. skriver på Facebook at ”kvinder ikke har en penis”…

Læs mere

Skrevet af den 13 maj, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

LGBT+ Danmark og islam

 

LGBT+ Danmark lagde den 12.5.2021 et opslag op på Facebook om det brutale drab på den unge homoseksuelle iraner Alireza Fazeli-Monfared, der blev myrdet af sin egen familie i hans hjemland, fordi han var homoseksuel.  Opslaget udløste en ret heftig debat i den til opslaget hørende kommentartråd. Her skrev Denise Rostgaard, der er regionsrådskandidat for Nye Borgerlige og i øvrigt selv homoseksuel, at hun ikke forstår, ”at LGBT+ Danmark ikke ser at islam er den værste trussel mod et frit og tolerant samfund.” Det fik så LGBT+ Danmark til at svare ”Vi ser på ingen måde islam som en trussel mod et frit og tolerant samfund” og at man i øvrigt tager afstand fra alle typer af voldelig fundamentalisme. Dette svar fik så igen Denise Rostgaard til at lange ret så hårdt ud mod LGBT+ Danmark på sin egen Facebookside.

Nu vil jeg mene, at både LGBT+ Danmark og Denise Rostgaard tager fejl når de vil forklare drabet på Alireza Fazeli-Monfared med hhv. fundamentalisme og islam. For drabet på Alireza Fazeli-Monfared er tydeligvis et såkaldt æresdrab. Æresdrab er et fænomen som hverken er specielt knyttet til fundamentalisme eller til islam. Æresdrab begås af muslimer, såvel som kristne, hinduer mfl. og udøverne er ikke nødvendigvis kendetegnet ved at være stærkt religiøse. Æresdrab er i stedet knyttet til førmoderne kulturer og tankesæt. I kulturer hvor man ikke har en stærk stat, og i særdeleshed ikke nogen velfærdsstat, er individets overlevelsesmuligheder i høj grad afhængig af at han eller hun har et stærkt netværk i form af vedkommendes familie, der igen netværker med andre familier. Jo mere social kapital familien har i form af den respekt og anerkendelse den har i lokalsamfundet desto bedre vil det gå det enkelte familiemedlem. Omvendt falder det tilbage på hele familien hvis bare et enkelt familiemedlem bryder med kulturens normer. Hvis f.eks. en far tillader hans søn at være åben homoseksuel så risikerer han, at hans søsters forlovelse bliver ophævet eller hans fætre ikke kan få et godt job fordi andre familier ikke vil netværke med en familie der har tabt anseelse ved at acceptere et familiemedlems homoseksualitet. Æresdrab handler altså ikke om personlig tro, men i stedet om en forestilling om at det enkelte individ skal indordne sig familiens behov så dens medlemmer som kollektiv ikke mister status og dermed udfoldelsesmuligheder.

Når det så er sagt så er emnet islam og homoseksualitet en varm kartoffel for LGBT+ bevægelsen, der sjældent har noget problem med at lange ud mod f.eks. den katolske kirke for dens udsagn om homoseksualitet, men som ofte reagerer mere eller mindre panisk når debatten kommer ind på islams syn på homoseksualitet. Det er f.eks. meget sigende, at LGBT+ Danmark lukkede debattråden pga. de mange islamkritiske udsagn der blev fremført i den. Det havde man næppe gjort mht. en debattråd der flød over med hårde udsagn om f.eks. den katolske kirke og katolikker.

Jeg vil dog give LGBT+ Danmark ret i, at det er problematisk, at fremstille islam som sådan som en trussel mod det frie samfund, herunder retten til at leve som homoseksuel. Men det er også tydeligt, at LGBT+ Danmark ej heller selv formår at håndtere problematikkens kompleksitet.

Islam er det man kalder for en lovreligion hhv. en livsstilsreligion. Dvs. påstanden i islam er, at den barmhjertige og nådige Gud med religionen islam har givet menneskeheden en perfekt vejledning til det gode liv, der alt andet lige vil føre til paradis, hvis man ellers følger den. Islam har derfor regler for rigtigt mange af livets aspekter, og disse regler er samlet i det der hedder ”Sharia”. Islam er delt op i shia- og sunniislam, og sidstnævnte er så igen delt op i en række retsskoler. Reglerne er altså ikke helt ens indenfor islam men kan godt variere mellem disse forskellige retslige traditioner. Men mig bekendt er der ingen af de islamiske retsskoler som ikke påstår, at det er haram, altså forbudt, for muslimer at have sex med personer af deres eget køn og end de straffe man mener, at en sådan adfærd skal udløse, er forskellige. Men selv mht. de muslimske retskoler, der kræver dødsstraf for sex mellem mænd (ingen kræver det mig bekendt for kvinder) er det igen nødvendigt at se på hvordan den enkelte muslim så fortolker sharia. Meget forsimplet kan man tale om, at der er tre måder at fortolke sharia på. Man kan fortolke sharia fundamentalistisk, altså bogstaveligt. Her vil man kunne finde på at kræve, at mænd der har sex med mænd skal henrettes. Man kan også tolke sharia islamistisk. Her vil man sige, at i princippet bør homoseksualitet straffes, men først når man har etableret den perfekte muslimske stat, dvs. i praksis ikke her og nu, og da slet ikke i et vestligt samfund. Og man kan have en liberal fortolkning af sharia, hvor straffereglerne ses som et vink med en vognstang om hvad der er en forkert adfærd men ikke som noget, der skal omsættes i praksis. Og det skal også tilføjes, at selv ud fra en fundamentalistisk fortolkning af sharia, så er det ikke op til den enkelte, heller ikke den enkeltes familie, at dømme folk til døden for så dernæst at henrette dem. Det er i stedet en dom som en shariadomstol skal foretage, hvorefter det så er kollektivet der skal dræbe den, der har brudt religionens regler.

Når alt dette hermed er sagt, så står det dog tilbage, at flertallet af muslimer, alt andet lige, vil opfatte homoseksualitet som en forbudt adfærd i henhold til islam, selvom der absolut er muslimer, der tror noget andet. Men det er også mit indtryk, at flertallet af muslimer her i Danmark på ingen måde bifalder overfald på eller drab på homoseksuelle. Man kan godt mene, at en adfærd er forkert uden at man af den grund ønsker, at dem der udfører dem skal dø. LGBT+ Danmark har ret i, at man derfor ikke kan påstå, at islam som sådan er en trussel for homoseksuelle (eller andre fra alfabetsuppen) – men jeg savner godt nok en villighed til at forholde sig til den i islamisk sammenhæng meget udbredte afvisning af homoseksuelle forhold. For ja, det er rigtigt, at der er rigeligt med kristne som også fordømmer homoseksualitet, men i dansk sammenhæng er de dog et klart mindretal. I muslimsk sammenhæng er det derimod alt andet lige et mindretal, der mener, at man kan være en god muslim og leve som homoseksuel. Måske den virkelige udfordring for organisationer som LGBT+ Danmark er at finde en strategi mht. hvordan man håndterer den værdimæssige mangfoldighed som flygtninge og indvandrere også tilføjer vores samfund.

Læs mere

Skrevet af den 2 maj, 2021 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

En kritik af den intersektionelle feminisme

 

Da jeg første gang, dvs. for nok ca. 15 år siden, stødte på begrebet ”intersektionalitet” var det i forbindelse med at jeg prøvede at sætte mig ind i den såkaldte queer-teori, der dengang var på højeste mode blandt de mere intellektuelt mindede (eller dem der gerne ville fremstå som sådanne) i dele af det homoseksuelle miljø. Jeg må indrømme, at det tog lidt tid før jeg fandt ud af hvad man helt præcist mente med ”intersektionel”, for queer-teoriens tilhængere var og er kendetegnet ved en bemærkelsesværdig hang til at udtrykke sig upræcist og svært forståeligt. Men da jeg fik lidt mere styr på hvad man mente med ”intersektionalitet” så kunne jeg godt se denne indfaldsvinkels potentialer.

Det er nemlig kendetegnende ved mange (eller måske alle?) rettighedskampe at dem der fører dem har en tendens til at overse, at vi mennesker typisk tilhører forskellige biologiske, sociale og identitetsmæssige grupper frem for blot én. Man er altså f.eks. en sort muslimsk kvinde fra arbejderklassen frem for blot en sort, en kvinde eller en muslim. Og der kommer sjældent noget godt ud af at kræve, at man skal vælge et af disse tilhørsforhold på bekostning af alle de andre, altså at man f.eks. giver kvinder besked på at de ikke kan være ordentlige feminister eller socialister hvis de ikke opgiver deres muslimske tro eller at de ikke kan være gode muslimer hvis de ikke opgiver deres feministiske eller socialistiske engagement.

En anden vigtig indsigt som en intersektionel indfaldsvinkel kan give er, at fordi vi tilhører forskellige ”kategorier” eller ”grupper” så kan vi både opleve undertrykkelse og deltage i undertrykkelse. En sort mand kan f.eks. være sexistisk overfor de kvinder han møder samtidigt med at han mødes med racisme af bl.a. hvide kvinder. ”Undertrykt” og ”undertrykker”, ”privilegeret” eller ”underpriviligeret” etc. er i vores komplekse virkelighed ikke binære kategorier der udelukker hinanden. Der er i stedet lige præcist tale om positioner der kan være til stede i samme individs levede virkelighed, og som i øvrigt kan udvikle sig over tid f.eks. i forbindelse med social op- eller nedstigning.

Problemet med den intersektionelle analyse sådan som den alt for ofte fremføres af såkaldte intersektionelle feminister er, at dem der benytter sig af den har en tendens til en rigid binær og/eller dualistisk indfaldsvinkel til den verden vi lever i. Jeg oplever i hvert fald, at mange der kalder sig for intersektionelle feminister, har en stærk tendens til at dele verden op i de onde og de gode. På den ene side har vi de per definition priviligerede, der er racister, sexister og diverse -fober, og som er kendetegnet ved at de diskriminerer og ekskluderer andre. På den anden side har vi dem der udsættes for racisme, sexisme og diverse -fobier og som er kendetegnet ved at de oplever diskrimination og eksklusion. Disse feminister går derfor i panik hvis nogen f.eks. taler om muslimer, der er homofobiske eller sexistiske, fordi de øjensynligt ikke kan håndtere at man både kan være undertrykt og undertrykker på samme tid. Man vil meget hellere tale om f.eks. racisme og sexisme hos hvide, som tydeligvis er blevet til et andet ord for ”ond”, bare tænk på hvordan udtrykket ”hvid feminisme” bruges som et skældsord om alle feministiske positioner som man ikke bryder sig om.

Den intersektionelle analyse er blevet til en art ”skrifte-spejl”, altså i dette tilfælde en art liste over alle de privilegier man antages at have hvis man f.eks. er hvid og såkaldt ciskønnet. Ved at gennemgå denne ”liste” skal man som f.eks. hvid og såkaldt ciskønnet indse, at man indtil da har været privilegieblind, men denne synd kan man vaske sig selv ren for hvis man indser og bekender hvor forkert man har tænkt og handlet indtil man så lyset og blev woke. Selvsagt skal man også bekende, at man til hver en tid uden nogen form for tøven vil rette ind og ændre sprogbrug, adfærd eller indstilling hvis nogle af dem, der tilhører offer-kategorierne, såsom f.eks. sorte eller transkønnede, kræver dette.

I stedet for at bruge den intersektionelle analyse til at hjælpe os med at forstå, hvor komplekst hvert individs position i verden er, er den indenfor den intersektionelle feminisme altså degenereret til en art minoritetsbingo, hvor det gælder om at kunne påberåbe sig så mange ”offer-positioner” som muligt. For jo flere ”offer-points” man kan score desto mere ret har man, f.eks. retten til at blive hørt (og adlydt), retten til at lukke munden på andre, der tilskrives diverse privilegier, og ikke mindst retten til at bestemme hvem den feministiske kamp skal bruge sine ressourcer på. På denne måde bidrager den intersektionelle indfaldsvinkel ikke til at gøre os klogere. I stedet bidrager den til at der skabes et mentalt miljø hvor debat er umulig da rationelle argumenter intet tæller når alt handler om hvem der er mest offer og via denne offerposition derfor per definition har ret.

 

Læs mere

Skrevet af den 9 mar, 2021 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

LGBT+ Danmarks antifeminisme

 

LGBT+ Danmark valgte på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8.3.2021 at offentliggøre et blogindlæg med titlen ”Kvindekamp er kønskamp

Man vil ”benytte lejligheden til at understrege, hvorfor kvindekampen og LGBT+ bevægelsen er uadskillelige, og hvorfor vi må fastholde solidariteten”. Men først og fremmest vil man tydeligvis formidle det budskab, at kvinder skal forstå, at der er andre, der har det hårdere end dem selv. I hvert fald går man videre med at henvise til en undersøgelse foretaget af HK-Hovedstaden hvoraf det fremgår, at ”19,7 procent af de adspurgte LGBT+ personer havde været udsat for (seksuelle) krænkelser de seneste 12 måneder mod 9,6 procent blandt de adspurgte ikke-LGBT+ personer”.

Man påstår efterfølgende interessant nok, at det skulle være kvindebevægelsen, der ”har banet vejen for politiske bevægelser som LGBT+ Danmark og inkluderet transpersoner, nonbinære og kønsdiverse i kønskampen”. Det var nu snarere queer-aktivismen der stod bag denne katastrofale udvanding af homokampen, men det er en anden historie. Mere interessant er den efterfølgende påstand: ”Men desværre har det også særligt de seneste år givet anløb til en farlig splittelse i den internationale kvindekamp. Antigender-bevægelsen er et voksende fænomen, som ikke kun findes på den traditionelle højrefløj, men også i reaktive kredse af feministiske grupper. Bevægelsen benægter eksistensen af personer, der bryder med eller overtræder de to kønskategorier. De mener ikke at køn kan inddeles i socialt køn og biologisk køn (eller ‘gender’ og ‘sex’ på engelsk) og at lige rettigheder til transkønnede og nonbinære er en trussel mod både kvinders sikkerhed og traditionelle samfundsstruktur, som i høj grad er opdelt efter to køn.

Afslutningsvis kommer der så en masse ord om hvor meget undertrykkelse LGBT+ personer, og her ikke mindst nonbinære, udsættes for og kvindebevægelsen får afslutningsvis bl.a. følgende opfordring med på vejen: ”Vi håber, det ansporer kvindekampen til at åbne sin forståelse af køn op – ikke for at underminere kvinders unikke oplevelser, men for at  fælles front. I dag er det kvindernes kampdag, fordi kvinders kamp på ingen måde er vundet. Men kvindekamp er også en bredere kønskamp, som den i høj grad deler med LGBT+ personer, herunder de, som falder uden for eller mellem de to køn.

 

Hvad der grundlæggende set slår mig ved dette udspil fra LGBT+ Danmarks side er, at man de facto fremstiller kvinder og LGBT+ personer som to forskellige kategorier, hvor den første så forventes at vise solidaritet med den anden. I sig selv er det en mærkværdig skelnen. Jeg mener, om man nu tager udgangspunkt i det biologiske køn eller i den såkaldte kønsidentitet, så må det vel antages, at ganske mange LGBT+ personer er kvinder. Det giver ikke mening at fremstille det som om der er tale om to forskellige kategorier. Vi taler jo heller ikke om f.eks. ”kvinder” og ”sorte” eller ”kvinder” og ”arbejdere”. I stedet forholder det sig sådan, at nogle kvinder er LGBT+ personer og en del LGBT+ personer er kvinder.

Men nu er et af problemerne med betegnelsen ”LGBT+ person” at det lige præcist er en kønsneutral betegnelse – og dermed dybt problematisk når den bliver forsøgt brugt i en debat om og analyse af kønsbaseret vold. En undersøgelse hvoraf man ikke kan se hvilket (biologisk) køn dem, der angiver, at de har oplevet sexchikane eller anden form for seksuel vold, har, bidrager til at usynliggøre mænds systematiske undertrykkelse af kvinder. LGBT+ Danmarks udlægning af HK-Hovedstadens undersøgelse af sexchikane på jobbet er hermed dybt usolidarisk med kvindekampen.

Men ikke nok med det, den bidrager også til at sløre det forhold, at LGBT+ alfabetsuppen dækker over ret så forskellige grader af udsathed for seksuel vold, herunder sexchikane. Heldigvis har vi en mere grundig undersøgelse i form af den nationale SEXUS undersøgelse. Her angiver 6,2 % af de heteroseksuelle mænd, 12,3 % af de homoseksuelle mænd, 9,4 % af de biseksuelle mænd, 20,4 % af de heteroseksuelle kvinder, 22,9 % af de homoseksuelle kvinder og 31,4 % af de biseksuelle kvinder, at de har været udsat for sexchikane på deres arbejdsplads. Ser vi på svarene fra personer under transparaplyen, så angiver 16,0 % af transkvinderne, 6,8 % af de nonbinære mænd, 19,5 % af transmændene og 33,3 % af de nonbinære kvinder, at de har været udsat for sexchikane på deres arbejdsplads. Her fremstår det tydeligt hvor vigtigt det biologiske køn er. Alle biologiske kvinder på tværs af deres identitet har en større risiko for at opleve sexchikane på arbejdspladsen end de biologiske mænd har det.

Det er rigtigt, at f.eks. biseksuelle kvinder er mere udsatte end heteroseksuelle kvinder – men jeg vil tro, at man ville kunne se tilsvarende forskelle på hvor udsatte f.eks. sorte kvinder er for sexchikane i forhold til hvide kvinder. Det ændrer ikke ved den grundlæggende problematik: Er du en (biologisk) kvinde er du mere udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen end (biologiske) mænd – også når du er en LGBT+ person. Det er jo bl.a. derfor, at der er brug for kvindekamp!

 

Det virker godt nok også noget hult, at vi kvindesagsforkæmperne opfordres til ”solidaritet” samtidigt med, at LGBT+ Danmark i en sådan grad misrepræsenterer den radikalfeministiske/kønskritiske position, at det ligner en bevidst manipulation. For der kan vist ikke være megen tvivl om at det er os, der menes med ”reaktive” kredse af feministiske grupper. Hvis LGBT+ Danmark virkeligt tror, at vi benægter eksistensen af personer, der bryder med eller overtræder de to kønskategorier, at vi ikke skelner mellem socialt køn og biologisk køn og at vi frygter nedbrydningen af den traditionelle kønsstruktur, så kan det da kun skyldes, at de har holdt sig for ørene og løbet skrigende bort så snart nogen har prøvet at påvise hvor kvindeundertrykkende og kønsessentialistisk den radikale transaktivisme er. Det ser ud til, at LGBT+ Danmark har spærret sig selv inde i en ideologisk bunker og så smidt nøglen væk. Hvis man vil tages seriøs i en feministisk debat, skulle man godt nok lige overveje at sætte sig ind i hvad de forskellige fløje indenfor denne bevægelse mener.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere