Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 jan, 2022 under Lgbt | 0 kommentarer

Dansk Idrætsforbunds råd om inklusion af transkønnede

 

Idrættens verden har i de senere år oplevet at transkvinder har krævet at få lov til hhv. har fået lov til at dyrke idræt på højt plan indenfor den professionelle kvindesport. Kravet om at elitesporten skal give transkvinder adgang til at konkurrere mod biologiske kvinder er en af den radikale transaktivismes mærkesager, mens der ikke synes at være nogen stor interesse for at kæmpe for transmænds adgang til at konkurrere mod biologiske mænd indenfor den professionelle sport.

Dansk Idrætsforbund (DIF) har tydeligvis følt, at der var et behov for at have en holdning til transinklusionsproblematikken og har derfor barslet med ”et skriv”, som det jo hedder på senmoderne dansk, med titlen ”Inklusion af transkønnede, interkønnede og nonbinære i idrætten – Anbefalinger til specialforbund og idrætsforeninger”. https://www.dif.dk/inklusion-af-forskellige-konsidentiteter-i-idraet?fbclid=IwAR3EmZd_MtjVc-pGT0ma-tYNACt5meReQAQa2Ww4H-afP1aBHs2o2rEGNdY

Når man ser hvem den såkaldte ”ekspertarbejdsgruppe”, der er kommet med input til DIF’s anbefalinger, består af kunne man umiddelbart blive bekymret. Det er i hvert fald meget sigende, at mens f.eks. Amnesty International, LGBT+ Danmark, Transpersoner i Danmark, Foreningen for støtte til transkønnede børn og TransAktion har været repræsenteret, så er der kun en eneste kvinde fra sportens verden blandt ekspertarbejdsgruppens medlemmer. Man kan ikke helt undgå det indtryk, at DIF har villet please de radikale transaktivister så meget som muligt ved at i hvert fald give dem et indtryk af at de ville få indflydelse på deres politik mht.  området.

Men når man ser på reaktionerne på de sociale medier, så er det ret klart, at de radikale transaktivister ikke har fået det de ønskede sig og nok også have håbet på. For os, der ønsker at sikre, at der også vil være en professionel kvindesport i fremtiden, ser det derimod rimeligt ud, om end man selvfølgelig skal huske på at der udelukkende er tale om anbefalinger som det er op til de enkelte idrætsforbund om de vil omsætte eller ej.

DIF kommer med i alt 7 anbefalinger.

Den første anbefaling handler om at forbundene bør gøre sig overvejelser om hvordan de vil forholde sig til problematikkerne, så de ikke bliver fanget på sengen hvis og når konkrete personsager opstår. Det er i mine øjne en fornuftig og fremadskuende politik.

Den anden anbefaling handler om at de enkelte forbund skal afgøre hvor kønnede deres sport i det hele taget er. I de tilfælde hvor en kønsopdeling ikke er reel nødvendig af hensyn til en retfærdig konkurrence og deltagernes sikkerhed anbefales det at afskaffe kønsopdelingen hvad på undertegnede virker som en oplagt ide.

Den tredje anbefaling er at herresporten skal være åben for alle, også når vi taler om den professionelle sport. Det kan undre, at dette ikke har udløst et jubelskrig fra transaktivisterne. Man må jo spørge sig om hvorfor de ikke ser frem til at transmænd nu kan gøre sig forhåbninger om at gøre karriere f.eks. indenfor herrefodbolden eller herretennis?

Den fjerde anbefaling er at inklusion skal være tungtvejende indenfor bredde- og motionsidrætten. Her anbefales det at transkønnede så vidt som muligt får adgang om end man prøver på at skelne mellem mere konkurrencepræget sport og motionssport. Selvfølgelig skal transkønnede (og interkønnede) havde adgang til at dyrke sport, det er sundt både for krop og sjæl og kan være en mulighed for at få nye venner, et socialt netværk etc. Her må det være muligt at finde fornuftige og rimelige løsninger.

Den femte anbefaling er at inklusion skal være tungtvejende indenfor sport for børn og unge. Det er da også oplagt når vi taler om børn under 12, men det bliver mere kompliceret når vi taler om teenagere fordi det også er i den aldersgruppe hvor talentafklaringen og de første seriøse konkurrencer typisk finder sted samtidigt med at de fysiologiske forskelle mellem kønnene slår igennem. DIF ser ud til at være sig bevidst at det her bliver en mere kompliceret balancegang, men at der må kunne skabes tilbud af ikke-konkurrencepræget karakter hvor inklusion ikke er problematisk.

Den sjette anbefaling handler om et mere inkluderende sprogbrug mfl., så som at man f.eks. kan lade sig registrere som hhv. ”mand”, ”kvinde” og ”andet”. Det er under denne anbefaling at DIF kommer ind på omklædningsproblematikken. Her synes jeg, at man formulerer sig lidt uldent. Langt hen ad vejen plæderer DIF for at finde pragmatiske løsninger så som særlige tilbud om kønsneutrale omklædningsrum etc., hvad jeg kun kan hilse velkommen, men jeg savner dog en entydig bekendelse til at kvinder ikke skal presses til at klæde om med personer der har en penis.

Den syvende og afgørende anbefaling handler om transkvinder indenfor elitekvindesport. Og her er DIF klar i spyttet: Af hensyn til en fair konkurrence og de biologiske kvinders sikkerhed bør transkvinder ikke inkluderes indenfor elite-kvindesporten indenfor de sportsformer hvor fysiologiske forhold spiller en vigtig rolle. Heldigvis lader man altså her den eksisterende forskning og almindelig sund fornuft råde. Det er også befriende, at man ikke lader sig lokke ind på den glidebane det er at give transkvinder adgang til den professionelle kvindesport, hvis de tager kvindelige kønshormoner og testosteronblokkere. De fysiologiske forskelle mellem biologiske mænd og kvinder handler nemlig om meget andet end hormoner. Og før eller siden vil de radikale transaktivister alligevel hævde, at det er urimeligt, at man skal lade sig ”tvangsmedicinere” for at kunne deltage i elitesport som ”den man er”. I stedet for at lade sig lokke ind på den glidebane er det en klogere strategi at sætte en klar streg i sandet. DIF laver dog en enkelt undtagelse: Transpiger, der pga. behandling med hormonblokere ikke har gennemgået en mandlig pubertet, skal ikke udelukkes fra kvindesporten.

På mange måder er DIF’s ”skriv” interessant i det man på den ene sider bruger det transaktivistiske sprog så som ”cis-kønnet” og ”tildelt køn”, mens man på den anden side understreger, at det i henhold til gældende lovgivning ikke er en ret at dyrke foreningsidræt og at man f.eks. kan pålægges at afsløre ens biologiske køn hvis man vil deltage heri.

Alt i alt er DIF’s anbefalinger udtryk for et ikke ubetydeligt mod. Vi må regne med at de vil blive mødt med en shitstorm og, ikke mindst, at de enkelte idrætsforbund under DIF vil blive udsat for et betydeligt pres for at ignorere rådet om at holde transkvinder udenfor den professionelle kvindesport. Krigen for at bevare en professionel kvindesport er dermed langtfra vundet endnu.

Læs mere

Skrevet af den 14 nov, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Indrøm dog at “trans-kassen” er for snæver for børn

 

Rolf Merz (RM) er i en kronik i Politiken fra den 13.11.2021 ude med riven efter undertegnede fordi jeg i samme avis den 1.10.2021 havde fået bragt en kronik med titlen ”Stop nu snakken om transkønnede børn: Intet barn er født med en forkert krop”.

Som så mange radikale transaktivister griber RB desværre til retoriske kneb og hvad der ligner direkte uhæderlighed i sin kritik af min kronik. Jeg står i hvert fald uforstående overfor hvordan RM kan få min henvisning til ikke mindre end 13 videnskabelige studier der viser, at det store flertal af dem, der som børn identificerer sig som det modsatte køn ikke gør det når de bliver voksne, hvis man ellers ikke har grebet til medicinsk behandling, til udelukkende at handle om ét påstået tvivlsomt studie. Og hvordan kan man med hæderligheden i behold afvise en henvisning til at der er dokumentation for at disse børn som voksne ikke vil se sig som transkønnede, hvis man altså ikke begynder at medicinere dem, med at der i dansk sammenhæng indtil videre kun er ganske få, der har fortrudt den medicinske behandling?

Men RM’s argumentationskneb handler nok om, at det for mange radikale transaktivister er af afgørende betydning at udbrede fortællingen om at transkønnethed er noget man allerede kan konstatere hos små børn og at denne identitet herfra vil forblive konstant resten af livet. At det hos børn og unge der i adfærd og selvforståelse er stærkt kønsrolleafvigende, ikke er muligt at afgøre hvem der som voksne vil se sig selv som transkønnede og hvem der i stedet vil se sig som f.eks. ”maskuline” lesbiske eller ”feminine” bøsser er en erkendelse som samfundet øjensynligt for alt i verden ikke må få adgang til. Man skal lytte til transkønnede, der fortæller, at de allerede som børn var kønsrolleafvigende. Man skal tydeligvis ikke lytte til os, der som børn var stærkt kønsrolleafvigende, men der som voksne ikke ser os selv som transkønnede.

At man ikke skal lytte til os, hænger sammen med en forestilling om at det at være transkønnet er noget som knivskarpt kan afgrænses fra andre måder at have et køn på. Den transaktivisme vi ser i dag er uløseligt knyttet til en form for identitetspolitisk essentialisme, hvor den identitet man har nu, nødvendigvis må være den man altid har haft og altid vil have. Identitet er i denne logik nemlig udtryk for uforanderlige personlighedstræk og ikke i stedet et forsøg på at fortolke og italesætte ens selvforståelse der selvsagt kan ændre sig over tid. Sådan har det ikke altid været. Man skal sådan set bare gå en 10-15 år tilbage i tiden for at se hvordan f.eks. Enhedslistens Queerudvalg var voldsom kritisk overfor det daværende LBL’s påståede identitetspolitik. Men det var selvsagt også dengang man i disse kredse troede på Judith Butlers teori om at køn er performativt, altså at køn ikke er en medfødt uforanderlig personlighedsessens men i stedet en rolle som vi spiller. Selv har jeg hørt et foredrag af den svenske queer-feministiske forsker Tiina Rosenberg hvor hun fortalte om hvordan man kunne lave en kønsperformance skala hvor man i den ene ende havde hyperfeminine heteroseksuelle kvinder og i den anden ende havde transmænd. Det var for ca. 15 år siden. Havde hun holdt det foredrag i dag ville hun nok være blevet mødt med rasende anklager om transfobi.

Personligt ser jeg køn som noget der på det biologiske og kropslige plan er medfødt, men som hvad kønsrollerne angår er socialt konstrueret. Samfundet prøver at få os til at performe køn på bestemte måder alt efter hvilken type krop vi er født med. Hvordan vi har det med de kønsrolleforventninger som vi mødes med og hvordan vi lever i henhold til dem, kan godt placeres på en skala hvor man så kan befinde sig forskellige steder i forhold til hvor meget eller hvor lidt man kan og vil performe køn sådan som det forventes af os. I stedet for at operere ud fra en binær kønsforståelse hvor alle mennesker enten er transkønnede eller ciskønnede, burde vi have øjnene åbne for at der er betydelige gråzoner og uklare grænser mellem f.eks. transmænd og kønsrolleafvigende lesbiske. At tro, at man med sikker hånd kan afgøre hvor børn og unge befinder sig i forhold til f.eks. disse to identitetskasser er udtryk for en (selvvalgt) blindhed for at børn og unge lige præcist er i gang med at finde sig selv. At tro, at man kan være sikker på at de selvfølgelig er transkønnede og derfor behandle dem med hormoner og operationer, altså lave ireversible indgreb i deres kroppe, er det glade vanvid. Et barn eller en teenager kan ikke tage stilling til om vedkommende vil give afkald på at kunne få børn og på at kunne få orgasme (begge dele er mulige konsekvenser af en sådan behandling) for i stedet bedre at kunne passere som en person af det modsatte køn. Og nej, ingen forældre kan ej heller tage så alvor en beslutning på sit barns vegne. Det er en voksenbeslutning som man først kan tage når man selv er voksen.

Læs mere

Skrevet af den 8 nov, 2021 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Vi er også kirken – Skitser til en regnbueteologi

 

Fra midten af 1990’erne til 2012 bølgende debatten om et muligt velsignelses- eller vielsesritual for homoseksuelle par frem og tilbage i den folkekirkelige andedam. Intet mindre end folkekirkens overlevelse stod på stil, altså hvis man skulle tro på den folkekirkens højrefløj. Denne profeterede, at folkekirken ville blive spaltet, eller at de trofaste kirkegængere i stor stil ville udvandre fra en kirke, der vovede at velsigne hvad Gud forbander. Og som det så ofte sker med de falske profeter, så stak man i stilhed piben ind da det viste sig at man havde grebet til falske trusler i forsøget på at forhindre et ritual som der faktisk var flertal for blandt folkekirkens præster.

Men dette nederlag forhindrer selvsagt ikke konservative og fundamentalistiske kristne, både indenfor og udenfor folkekirken, i at fortsætte med at forkynde, at homoseksuelt samliv er en alvorlig synd der vil føre til fortabelse hvis man ikke angrer og omvender sig. Deres forkyndelse har sat sit præg på kristne homoseksuelle, og har selvsagt også haft betydning for teologer, der tilfældigvis også er homoseksuelle. Sidstnævnte har med bogen ”Vi er også kirken – Skitser til en regnbueteologi” ønsket at formidle deres egne erfaringer såvel som teologiske refleksioner over det at være kristen og ”LGBT-person”.

Vi er også kirken – Skitser til en regnbueteologi” er en antologi bestående af 7 artikler skrevet af homoseksuelle teologer med en (liberal) folkekirkelig baggrund hvoraf de 6 i øvrigt er folkekirkepræster. Artiklerne svinger en del i forhold til hvor meget den personlige coming out and coming in historie tæller i forhold til de teologiske refleksioner. Personligt blev jeg mest berørt af Carina Wøhlks artikel ”I regnbuens tegn” der i et letforståeligt sprog kombinerer en fortælling om delvist ret så grænseoverskridende erfaringer med sexisme og homofobi i folkekirkeligt regi med en stærk bekendelse til kærlighedens Gud. Men Viggo Julsgaard Jensens artikel ”Nu tager vi selv ordet”, der bl.a. indeholder en, dog for kort, introduktion til queer-teologi er læseværdig. Og som den eneste forholder Irene Larsen sig i artiklen ”Bibellæsning for lesbiske og bøsser” mere grundigt til hvordan man kan forstå og håndtere de bibelvers som den kristne højrefløj bruger til at slå homoseksuelle kristne i hovedet med.

Det der med ”skitser” skal tages ret så bogstaveligt. Artiklerne har en tendens til ikke virkeligt at komme i dybden med de teologiske problemstillinger som de arbejder med – og desværre giver nogle af bidragsyderne også lidt indtryk af at de måske ikke helt synes at disse problemstillinger virkeligt er relevante at forholde sig til – for selvfølgelig kan man være kristen og ”LGBT-person”, basta! Men hvis man nu er en kristen homoseksuel, der kæmper med at forene sin tro og sin seksuelle orientering, og som tror, at han eller hun er nødt til at vælge den ene fra for at kunne have den anden, er det faktisk ganske vigtigt at have nogle gode teologiske argumenter for at disse kan forenes.  En fælles indledende artikel hvor bidragsyderne havde samskrevet nogle sådanne, og hvor man kom godt rundt om de ofte brugte skriftsteder såvel som kom ind på nogle grundlæggende refleksioner over det kristne menneske- og gudssyn såvel som soteriologien (frelseslæren), havde været guld værd.

Men måske en ”regnbueteologi” nødvendigvis må være skitseagtig når og hvis den ikke blot må handle om homoseksuelle men også skal have de andre bogstaver i den sig stadigt udvidende regnbue med. Er de udfordringer man står overfor som homoseksuel kristen f.eks. nødvendigvis de samme som dem man har hvis man er biseksuel og måske lever i et forhold med en af modsat køn? Og hvordan vil man forene påstanden om at ”Gud har skabt LGBT-personer sådan som de er” med påstanden om at transkønnede er født med en forkert krop? Hvorfor skulle Gud skabe nogle mennesker med forkerte kroppe eller havde hun bare en dårlig dag da hun anbragte en mandesjæl i en kvindekrop eller omvendt? Og så taler vi slet ikke om hvor kompliceret det bliver at forene forestillingen om, at vi mennesker skabt med et dybtfølt behov for at indgå i seksuelle relationer med andre, med de aseksuelles påstand om at lige præcist sådanne forestillinger er med til både at usynliggøre og sygeliggøre deres seksuelle orientering. Når man reelt set kun har noget at sige til forholdet mellem kristendom og homoseksualitet, så skulle man nok også eksplicit havde overladt det til biseksuelle, transkønnede, interkønnede, aseksuelle og diverse andre ”regnbueidentiteter” at beskrive deres teologiske problemstillinger.

Læs mere

Skrevet af den 2 nov, 2021 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Et monsters bekendelser

 

Når man som undertegnede vælger at debattere emner som folk kan have stærke holdninger om, herunder emner hvor folk kan have noget personligt i klemme, kan man opleve at blive lagt for had. Jeg har selv kunnet konstatere, at der er folk der pga. min ”debat-aktivisme” ønsker mig både død og ødelæggelse om end jeg faktisk indtil videre ikke har fået personlige trusler i min egen ind-boks. Jeg kan imidlertid forstå, at der er nogen derude der hader mig rimeligt helhjertet og er overbevist om at jeg er et meget ondt og modbydeligt menneske.

Det er ikke nyt for mig at blive mødt med foragt. Jeg blev trods alt mobbet intensivt og vedholdende op gennem hele mine 9 lange, triste og ensomme år i folkeskolen. Men denne mobning handlede, sådan som jeg ser det, ikke så meget om et had til mig og mine holdninger men snarere om en foragt for en person, der var tydelig anderledes, nok ikke altid så god til at aflæse de sociale koder, og som under alle omstændigheder kunne være den, man kunne underholde sig med at sparke til (både fysisk men især verbalt) så man kunne få afløb fra egne problemer og frustrationer.

Som kristen og homoseksuel har jeg selvsagt også mødt en del foragt. For de kristne fundamentalister var (og er) jeg en ubodfærdig synder. For nogle homo- og queer-aktivister var (og er) jeg en elendig eksistens med manglende viljestyrke til at droppe min ”homofobiske religion”. Kun som outspoken eks-katolik og katolicismekritiker har jeg imidlertid mødt noget som godt kunne virke som virkeligt had. Jeg ved af egen erfaring fra min fortid som katolsk fundamentalist, at kritik af den katolske kirke kan gøre rigtigt ondt hvis man har investeret (for meget) mental energi i opretholdelsen af dens ære og respekt i verden. Og den hvis ord udløser smerte kan du let komme til at hade.

Men det er dog først da jeg begyndte at komme i konflikt med den radiale transaktivisme at jeg i massiv grad har oplevet ikke bare vrede og foragt men også åbenlyst had. Og selvfølgelig må det jo udløse nogle selvrefleksioner.

Allerede for nogle år siden skrev en transaktivist i en Facebook debat med mig at ”jeg nok troede at jeg var et godt menneske”, underforstået at det var jeg i hvert fald ikke! Hvis man hører til de få der kender mig rigtigt godt ville man vide, at jeg ikke render rundt og tror, at jeg er et godt menneske. Jeg tror dog heller ikke, at jeg er et unikt ondt menneske. Der skal i virkeligheden vel en særlig grad af åndelig højrøvethed til at tro, at man er ”verdens ondeste menneske” og lignende, som jeg i tidens løb har set ”fromme” mennesker sige om sig selv. Jeg vurderer mig selv til at være helt gennemsnitlig ond. Og dermed er jeg, sådan som jeg ser det, blot et menneske, for at vi mennesker har noget mørkt og destruktivt i os, der kæmper mod lyset og kærligheden, er et helt centralt element i mit menneskesyn.

Jeg har faktisk ikke noget behov for at være bevidst ondskabsfuld overfor andre mennesker. Jeg føler ingen glæde ved at tilføje andre smerte. Et smil varmer mit hjerte, mens en tåre let udløser tårer hos mig. Men man kan tilføje andre, især dem man elsker allermest, meget smerte ud fra almindelig tankeløshed, egoisme og selvoptagethed og det har jeg desværre rigeligt at dele ud af. Nu hører det imidlertid til min religiøse overbevisning, at jeg og alle andre mennesker af vores natur ikke er ”gode nok”, da vi alle svigter i forhold til kærlighedens lov. Men det gør bare heller ikke noget, for Jesus har gjort os alle gode nok ved at give sit liv for os på korset. At jeg ultimativt er god nok handler derfor slet ikke om mig selv, om alle mine svigt eller mine forsøg på at være bedre. At blive ultimativt favnet, elsket og hjulpet videre er efter min overbevisning ikke en velfortjent belønning for egen indsats men i stedet en gave som vi får ganske ufortjent.

Jeg synes faktisk, at der en trist tendens hos dem, der så gerne vil være woke, til at være nærmest besat af tanken om at fremstå som gode. Der synes i disse kredse at være en bemærkelsesværdig hang til at iscenesætte sig selv om personer, der har alle de rigtige holdninger, som altid opfører sig korrekt eller i hvert fald altid retter ind når medlemmer af en undertrykt minoritet giver dem besked herpå. På sin vis minder de mig lidt om den type kristne som elsker at fremhæve at de følger Bibelen og/eller kirkens lære med højeste grad af samvittighed – og at de altid anger og omvender sig hvis de skulle komme til at fejle i forhold til disse.

Min erfaring med dem, som er meget optaget af tanken om at blive anerkendt som ”gode og rigtige” er desværre, at de ikke blot ofte har et stærkt behov for at have nogle ”forkerte og onde” de kan spejle deres egen godhed i. Nej, de bliver også let direkte ondskabsfulde overfor dem, der ikke som dem lever, tænker og handler ”rigtigt”. Det ser ud til at man kan blive så rummelig og mangfoldighedsfavnende at man kan blive direkte aggressiv og ondskabsfuld overfor dem, der ikke lever op til ens egne høje moralske krav.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke ude på at værdirelativere. Det er vigtigt og nødvendigt at turde og kunne sige fra overfor uretten. Det er sådan set også tanken bag min egen aktivisme. Derfor skriver jeg ting som jeg godt ved nogen vil blive oprørte over. Jeg skriver det dog ikke fordi jeg vil gøre dem oprørte, men fordi jeg føler, at det er min pligt at forsvare de kvinder og børn som ud fra en misforstået tolerance lige for tiden kastes under bussen.  Det er altid rarere at kunne sprede en god stemning, men sommetider er man desværre nødt til at være en killjoy, dvs. en der ødelægger ”den gode stemning ved middagsbordet” ved at påpege de ting, der er løbet helt af sporet.

Hvad jeg vil sige er, at man skal passe på med at dæmonisere og monstergøre dem, som man er uenig med. Den jeg oplever som ulidelig, træls eller direkte ubehagelig kan være et menneske som andre elsker og værdsætter. Vi mennesker er sammensatte væsener, og andre, ikke mindst dem der kun kender os fra de sociale medier, kender typisk ikke alle vores mange og måske ofte selvmodsigende væsenstræk. Alle mennesker har en umistelig værdighed som lige præcist det de er, medmennesker. Hvis vi ikke kan være uenige, herunder diskutere det, der kan gøre ondt at tale om, så bryder vores demokrati sammen. Derfor er der ingen anden vej end samtalen. Den samtale, hvor man husker, at der sidder et medmenneske bag ved skærmen. Og det skal ikke mindst jeg selv hele tiden huske mig på.

Læs mere