Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 nov, 2022 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Drømmen om den katolske kirke

 

Konvertitberetninger er en kendt genre indenfor religionernes verden. For den der er konverteret, kan de tjene til at få overblik over og finde mening i ens egen rejse til den tro man nu er overbevist om. De kan bruges til at sammenligne sig med og lade sig berige af andre trosfællers erfaringer med at finde fred i samme tro. Og sidst men ikke mindst kan de bruges til at præsentere andre, der overvejer at konvertere, med fortællinger som de kan spejle sig i og lade sig inspirere af, så de får mod til tage springet.

Konvertitberetninger har en tendens til at være ret ens. Man starter med en krise af en art, der udløser en søgen, som ender med at man finder den rette trosmæssige hylde til sig selv. På sin vis har disse beretninger derfor en bemærkelsesværdig lighed med coming-out historier. Fortiden har en tendens til at have en mørk undertone, selv når man fremhæver en evt. lykkelighed barndom. For der manglede jo noget, noget vigtigt. Men fremtiden ser til gengæld lys ud, for nu har man jo fundet sit hjem, sit sande jeg, eller hvad man nu ellers er nået frem til, og antagelsen er, at den man er nu, det er også den man vil forblive med at være resten af livet.

Hjem – 20 fortællinger om at blive katolik”, redigeret af Marguerita Olga Hvid Spandsberg, passer godt ind i dette mønster. Og det er selvsagt fint nok, man får helt klart det man må forvente af at anskaffe sig en sådan bog. Her fortæller unge som gamle, mænd som kvinder, folk med folkekirkebaggrund men også f.eks. en muslim og et tidligere medlem af Jehovas Vidner om deres rejse ”hjem til moderkirken”.

I en tid, hvor religion i den offentlige debat ofte handler om værdikonflikter, om identitetspolitik og angsten for ”de andre”, er det på sin vis opløftende at læse om almindelige menneskers tanker om Gud og meningen med livet, der endte med et i dansk sammenhæng ikke almindeligt valg, nemlig at blive katolik.

Det er også bemærkelsesværdigt, at flere af konvertitterne beretter om hvad man vel må kalde for mystiske erfaringer, så som drømmesyn eller oplevelsen af et intenst overnaturligt nærvær ved hellige steder. Den genfortryllelse af verden, som nogle religionsforskere hævder, er knyttet til den senmoderne religiøsitet, synes at være på spil her.

Det er til gengæld måske en del af genren, at man i bogens fortællinger må lede forgæves efter teologiske refleksioner der knytter an til universitetsteologien. Selvom mange af fortællingerne handler om hvordan de præster og nonner, der stod for de konvertitkurser konvertitterne gik til ”kunne svare på alle spørgsmål”, så bærer beretningerne præg af at konvertitten hovedsageligt accepterer den katolske kirkes lære fordi den føles rigtig. Og hvis følelserne ikke spiller med, så stoler man på kirkens autoritet.

Ingen af konvertitterne fortæller om at de på det personlige plan befinder sig i et konfliktforhold til den katolske kirkes normer og krav. I hvert fald er der ikke nogen der beretter om at de er homoseksuelle eller gengifte fraskilte. Men der er en beretning fra en tidligere kvindelige præst i folkekirken der nu som katolik ikke længere kan virke som præst, hvad tydeligvis gør ondt på hende selvom hun accepterer at det er sådan det er. At vælge katolicismen kan have sin pris.

Efter at have læst de 20 historier i ”Hjem – 20 fortællinger om at blive katolik”, sidder jeg tilbage med en følelse af, at disse 20 konvertitters store kærlighed til den katolske kirke mest af alt er rettet mod ”drømmeversionen” af katolicismen. Der er i hvert fald meget få refleksioner over virkelighedens kirke. De eneste der kommer med nogle sporadiske kritiske kommentarer, er de tre, der tydeligvis er tilhænger af traditionalismen, dvs. den gren indenfor den katolske kirke der er kritisk overfor de store reformer, ikke mindst de liturgiske reformer, som blev iværksat under og efter Det andet Vatikankoncil (1962-65).

Men grundtonen i fortællingerne er, at de katolske menigheder er præget af kærlige kirkegængere, der møder nytilkomne med varme, af stærkt troende og engagerede præster, og af højtidelige og smukke gudstjenester. Og ikke mindst fremstilles det som om at man indenfor den katolske kirke slipper for at skulle forholde sig til et utal af fortolkninger og udlægninger af troen, samtidigt med at man i kirken har en fast værdimæssige klippe, der ikke lader sig rokke af tidsåndens krav.

Virkelighedens katolske kirke ser, efter min erfaring, noget anderledes ud. Nu ville det selvsagt være urimeligt at forlange, at konvertitter til den katolske kirke skal være lige så kritiske overfor katolicismen som en, der har forladt den. Men der er, alligevel, efter min mening, noget ikke helt uproblematisk ved konvertitternes uvilje til at forholde sig til virkelighedens katolske kirke og dens problemer. Disse er nemlig alt for ofte, i hvert fald efter min vurdering, af mere grundlæggende systemisk karakter. Så længe man lukker øjnene for dette, og højst vil tale om enkeltstående fejl begået af enkelte svage karakterer, ja så får man aldrig fat om nældens rod.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 19 jun, 2022 under Feminisme, Lgbt | 3 kommentarer

Cybernauterne forsætter kampen mod “TERF’s”

 

Efter en længere pause er Cybernauterne tilbage med endnu et partsindlæg i den igangværende (trans)kønsdebat. I podcastserien ”Kønskrigerne”’s 3. afsnit med titlen ”Søg ikke, gå på internettet!” gør Maia Kahlke Lorentzen sig ihærdige anstrengelser for at fremstille både det engelsksprogede og det dansksprogede såkaldte ”kønskritiske” miljø i så negative toner som muligt. Igen og igen nævnes de radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme i samme åndedræt som højreradikale kræfter fra de mest dunkle sider af internettet, antivaxers, og tilhængere af Donald Trump. Lytterne skal tydeligvis få det indtryk, at det sådan set er same same, men da Maia Kahlke Lorentzen selvsagt ikke kan bevise dette må hun ty til det gamle ”guilt by association” trick.

Maia Kahlke Lorentzen forsøger at give lytterne det indtryk, at vi såkaldte TERF’s laver organiseret trolling af debattråde under medieartikler men sågar også på privatpersoners Facebook sider, hvor vi skulle forsøge at give det indtryk, at vores holdninger er udbredte og mainstreamede selvom de i virkeligheden kun deles af et lille mindretal af kvinder, der har radikaliseret sig selv på internettet. (For selvfølgelig er det kun en meget lille radikaliseret del af befolkningen der f.eks. mener, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan eller at biologiske mænd ikke hører hjemme i kvindesporten) Derudover beskyldes vi for at være en art kult, der udøver sindelagskontrol, ikke tillader et andet verdenssyn end vores, og det påstås, at vi lever i et ideologisk ekkokammer, der fremmer had, selvom vi udadtil lader som vi er rationelle og fornuftige mennesker.

Maia Kahlke Lorentzen trækker, igen, på screenshots fra den lukkede Facebookgruppe ”Kvinder for Kvindekamp”, om end hun fortsat ikke navngiver denne, ligesom ingen dansk ”TERF” nævnes med navn, mens hun navngiver en række fra den engelsksprogede verden. I dansk sammenhæng skal ”TERF’s” øjensynligt fremstilles som det anonyme Mind Flayer monster fra Stranger Things, et uhyre der i sæson 3 består af en række personer, som først er blevet overtaget af dunkle kræfter og så smeltet sammen til et megamonster.

Nuvel, Maia Kahlke Lorentzen har selvsagt ingen beviser på at vi har chikaneret nogen transkønnet i eller via førnævnte Facebook gruppe. Hvad hun (eller hendes spion) har bemærket er at gruppens medlemmer sommetider gør opmærksom på en debat på Facebook eller et andet socialt medie og spørger om der er andre der vil støtte dem i debatten – noget som der såmænd også gøres i Facebookgrupper for intersektionelle feminister og/eller transkønnede. Faktisk fandt jeg første gang frem til danske radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme via et sådant opslag i en åben Facebook gruppe for transkønnede og allierede, ”T-gruppen”, der desværre ikke længere eksisterer da en radikal transaktivist fik den lukket ned.

Påstanden om at vi såkaldte TERF’s skulle være med i en art kult virker på mig som en ”spejling” af den radikalfeministiske kritik af den radikale transaktivisme og den intersektionelle feminisme, hvad selvsagt ikke giver indtryk af noget forsøg på at lave en dybdegående analyse af hvem vi er og hvad vi mener. Anyway, jeg har i radikalfeministiske sammenhænge aldrig set et krav om at man ydmygt skal reagere på såkaldte ”call out’s” med uforbeholden krybende selvkritik, sådan som det er ganske almindeligt i intersektionelle fora, og jeg vil vove den påstand, at vi faktisk beskæftiger os intensivt med ”de andres” argumenter, mens de radikale transaktivister (og de intersektionelle feminister) efter min vurdering typisk prøver at undgå, at sætte sig ind i hvad modparten faktisk mener. Det er da også meget sigende, at man som lytter til ”Søg ikke, gå på internettet!” ikke informeres om hvad vi såkaldte ”TERF’s” reelt mener, i stedet påstås det ihærdigt at vi benægter transkønnedes eksistens og hader transkvinder. Hvad der dog har hold i virkeligheden er, at vi ”tror på” biologisk køn, om end accept af fakta vel næppe kan kaldes for en tro.

Maia Kahlke Lorentzen påstår også at ”TERF’s” skulle være kendetegnet ved at smide folk ud af vores Facebookgrupper hvis de ytrer holdninger som går imod gruppens ideologi. Dette sker da også om end kun sjældent i hvert fald i dansk sammenhæng, men med til historien hører, at den første Facebookgruppe for danske radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme sjovt nok blev lavet for og af feminister, der var blevet smidt ud af gruppen ”Feministisk debat”, fordi de f.eks. havde forsvaret lesbiskes ret til at sige kategorisk nej til sex med transkvinder. Men bevares, quod licet Iovi, non licet bovi.

Mest grotesk er det måske, at Maia Kahlke Lorentzen i dette podcast-afsnit bruger Justice Monir Mooghen som ekspert ud i det danske ”TERF-miljø”. Ikke at ”de” har noget fornuftigt at sige, men lad det nu være. Nej, det bemærkelsesværdige er, at Maia Kahlke Lorentzen ikke med et ord nævner, at Justice var talsperson for den gruppe af radikale transaktivister, der i 2019 forhindrede en mindre gruppe kvinder fra Facebookgruppen ”Lesbiske Feminister” i at mødes i et lokale i Kvindehuset. Dette skete med henvisning til at ”Lesbiske Feminister” skulle være ”transfobiske” fordi de definerer det at være lesbisk som at man er en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder. Efterfølgende omtalte Justice så i et interview bragt i Information ”Lesbiske Feminister” som ”cancerceller”.  Feministen Maia Kahlke Lorentzen har øjensynlig intet problem med en sådan eklatant umenneskeliggørelse af kvinder, som hun er ideologisk uenig med.

Men det er øjensynligt en del af Maia Kahlke Lorentzens strategi at fremstille virkeligheden sådan, at det er de radikale transaktivister, der udsættes for chikane på nettet og i virkeligheden, mens vi ”TERF-gjorte” fejlagtigt skulle fremstille os selv som ofre. Samtidigt med at hun beretter hvordan ”TERF’s” i stor, om end øjensynligt ikke stor nok, stil deplatformes fra mainstream sociale medier, så fremstilles vi nemlig som manipulerende når vi klager over at man prøver på at lukke munden på os. Nu har jeg selv oplevet, hvordan min arbejdsgiver blev kontaktet af en vred transaktivist, efter at jeg havde fået bragt kronikken ”Intet barn er født med en forkert krop” i Politiken. Jeg kender flere danske radikalfeminister, der har oplevet grov chikane og trusler fordi de har udtalt sig kritisk om den radikale transaktivisme. Radikale transaktivister holder øje med hvem der følger os på sociale medier og liker vores opslag for at kunne lægge pres på dem, der gør det. For slet ikke at tale om computerprogrammet ”Shinigami Eyes”, hvor radikale transaktiviser registrerer ”transfobers” profiler på de sociale medier, så enhver bruger af programmet, har mulighed for at udpege og udråbe debattører, primært kvinder, som værende skyldige i ”wrongthink”. Men det er selvfølgelig slet ikke en chikanøs adfærd overfor dem, som man er uenig med.

Nå, men når Maia Kahlke Lorentzen ikke lige er optaget af at jage vor tids hekse, de såkaldte TERF’s, så vil jeg anbefale hende at lytte til det norske lesbiske band ”Hungry Hearts” nyeste nummer ”How Woke Can U B”, tror det er skrevet til cyberkrigere som hende : )

Læs mere

Skrevet af den 16 jun, 2022 under Lgbt | 1 kommentar

Er det ok at neutralisere børn?

 

Jeg har tidligere skrevet om at den medicinske behandling af børn og unge med kønsproblematikker ikke er uproblematisk – og at der mangler videnskabelig evidens for både dens ønskede positive og mulige negative effekter.[1] Dette er et vigtigt og samfundsrelevant emne ikke mindst fordi antallet af børn og unge, der identificerer sig som transkønnede, efterhånden er for stort til at man kan lade som om der er tale om en forsvindende lille gruppe. F.eks. identificerer ca. 5 procent af amerikanere under 30 år, i henhold til en ny undersøgelse, sig som et andet køn end deres biologiske.[2] Og selvom ikke alle børn og unge, der ser sig som transkønnede, nødvendigvis søger medicinsk og senere kirurgisk behandling, så må vi regne med at en hel del af dem vil gøre det. Og det vil ikke blot sprænge de nuværende rammer for hvor mange sundhedsvæsenet kan håndtere, men tvinger os også til at overveje ganske nøje hvad vi har gang i.

Mit indtryk af debatten om dette emne, der ikke overraskende er taget stærkt til i den senere tid lige præcis pga. den store vækst i antallet af børn og unge, der ønsker behandling for kønsproblematikker, er at der nok er en lige lovlig ensidig forståelse af muligheden for fortrydelse. Fortrydelsesproblematikken er (som så meget andet der angår transkønnede børn og unge) forskningsmæssigt underbelyst, men antallet af dem, der opgiver transidentiteten efter opstart af behandling kan godt være noget højere end hvad tidligere har været antaget[3]. Men debatten om fortrydelse er også ofte for unuanceret og fokuseret på om den berørte helt har opgivet sin transidentitet til fordel for en accept af sit biologiske køn. Fortrydelse kan imidlertid også f.eks. vise sig i form af at man fortsat identificerer sig som transkønnet – men alligevel fortryder nogle af de fysiske indgreb man fik fordi man senere i livet, f.eks. som voksen, forstår hvad man faktisk har mistet pga. disse. F.eks. fortæller en nonbinær i denne video[4] om hvordan ”de” i dag fortryder at ”de” som 16-årig fik fjernet sine bryster da ”de” nu har forstået hvor dejlige sådanne kan være i et ømt erotisk forhold til den man elsker.

Et underbelyst træk ved behandlingen af børn og unge transkønnede med stop- og krydshormoner er, at denne behandling kan gøre dem infertile og at den kan medføre at de som voksne ikke kan opnå at få orgasme. Det er selvsagt akavet at tale om forældredrømme og et tilfredsstillende sexliv hos børn og unge – men nu handler det så heller ikke om her og nu, der er jo ofte tale om personer under den seksuelle lavalder, men i stedet om hvilken effekt behandlingen vil få for dem når de engang er blevet voksne. Og som voksen ved man, at det med at kunne få børn – og at have et velfungerende sexliv – er noget som kan have en betydelig effekt på ens mentale trivsel.

Blandt de behandlende læger er der dem, der er åbne omkring at behandling med stophormoner tidligt i puberteten efterfulgt af behandling med krydshormoner nok vil medføre infertilitet.[5] Ja, man kan sågar læse om det i de officielle vejledninger.[6]

Hvis en dreng tidligt i puberteten får stophormoner efterfulgt af krydshormoner, vil vedkommendes kønsorganer ikke udvikle sig normalt og vil i stedet forblive sådan som de var da behandlingen startede. Som voksen vil denne person derfor skulle leve med at have kønsorganer der svarer til f.eks. en 12-årig drengs.[7] Hvis vedkommende ønsker en vaginaplastik, så er der i princippet to muligheder: Enten må personen acceptere en neovagina der kun har få centimeters dybde eller også skal vedkommende gennemgå en mere kompliceret operation, der er så vanskelig og risikobehæftet, at det danske sundhedsvæsen ikke tilbyder den[8]. Den almindelige og ret afprøvede procedure for vaginaplastik er nemlig baseret på at en voksen mands penis og testikler udgør det ”materiale” som neovaginaen konstrueres af, men har patienten ikke gennemgået en normal mandlig pubertet er der for lidt ”materiale”, og man må så supplere med skin hentet andre steder fra kroppen – sommetider sågar fra endetarmen[9].

Problematikken er underbelyst, men der synes at være en alvorlig risiko for at biologiske drenge, der tidligt i puberteten først sættes på stophormoner og siden krydshormoner, mister evnen til at få en orgasme[10]. Og skulle en sådan evne havde overlevet denne behandling vil den alt andet lige have svært ved at klare vaginaplastikken.

Mht. behandlingen af en biologiske pige eller unge kvinder, med stophormoner og efterfølgende krydshormoner, så ser det ud til at den kan medføre, at vedkommende kommer i en art kunstig overgangsalder fordi begge hormontyper undertrykker kroppens naturlige produktion af østrogen. Dette viser sig f.eks. ved at skedens slimhinde bliver tynd og skrøbelig, hvad kan gøre almindelige bevægelser og især sex smertefuld. Da behandlingen ofte påbegyndes på børn/unge, der pga. deres lave alder må antages at være uden forudgående seksuel erfaring, vil de altså aldrig komme til at opleve sex uden potentielle smerter og risiko for skader. Slimhindeproblemerne kan dog i hvert fald til dels behandles med østrogencremer, men desværre stopper udfordringerne ikke altid her. De store doser af testosteron, der er en del af krydshormonbehandlingen af biologiske piger/kvinder, er næppe kompatibel med kvinders reproduktive organer, i hvert fald ikke hvis den foretages over flere år[11]. (Og behandlingen er alt andet lige tænkt til at være livsvarig). I hvert fald kan behandlingen medføre at patienten vil opleve voldsomme underlivskramper f.eks. i forbindelse med orgasme. Med andre ord, behandlingen med krydshormoner fratager ikke nødvendigvis biologiske kvinder evnen til at få orgasme, men kan gøre den voldsom ubehagelig. Den eneste reelle behandling af dette problem er at få fjernet livmoderen, og sker dette vil patienten med sikkerhed være steril[12]. Og efter denne operation vil vedkommende, ligesom dem der fik vaginaplastik, livslangt være afhængig af at tage kunstige kønshormoner da deres kroppe ikke længere kan producere dem, og det uafhængigt af hvilken identitet de måtte have eller udvikle fremover. Under alle omstændigheder er risikoen for underlivskræft som følge af langvarig behandling med testosteron så stor, at en fjernelse af livmoderen kan virke som et nødvendigt tiltag[13].

Nu vil nogen måske indvende, at spørgsmålet om hvorvidt man som voksen vil kunne få børn og om man vil kunne få et godt sexliv, er lidt et luksusspørgsmål når vi taler om den medicinske behandling af transkønnede børn og unge, da det jo er bedre at være infertil og tvungen aseksuel end det er at være død. Ideen er at disse børn og unge er så akut selvmordstruede, at alle andre overvejelser og bekymringer bør tilsidesættes for at forhindre, at de tager deres eget liv. Som jeg tidligere har skrevet om, så er risikoen for at børn og unge med kønsproblematikker begår selvmord imidlertid (og heldigvis) stærkt overdrevet[14] – og vi savner faktisk videnskabelig evidens for den medicinske behandling reelt set forbygger selvmord bedre end f.eks. tilbud om støttende terapi[15]. Det var derfor måske en god ide at overveje om det, man på langt sigt fratager disse børn og unge er en rimelig pris at betale for et mere kortsigtet mål mht. at gøre deres pubertet mere håndterbar.

Nu er det min oplevelse, at de transaktivister, der presser på for at transkønnede børn og unge så hurtigt og nemt som muligst skal have adgang til stop- og krydshormoner, ikke blot er interesseret i disses psykiske helbred. Et nok ofte lige så vigtigt perspektiv er, at denne behandling vil medføre, at disse børn og unge som voksne umiddelbart vil ligne det modsatte køn bedre end hvis de ikke får den. Omvendt bliver de fysiske forandringer som den naturlige pubertet medfører set som noget uønsket, som det gælder om at forhindre. Det interessante er her, at fokus synes at være rettet mod at kunne ”passere”, dvs. have en krop som lever op til samfundets skønhedskrav for mænd hhv. kvinder. Hvad man så synes at overse er, at vores kroppe jo ikke blot er hylstre, der skal signalere vores indre kønsidentitet. Måske disse børn og unge som voksne ikke vil være lykkelige over, at de solgte deres evne til at få egne biologiske børn – og have et godt sexliv – for skønhedens linseret?

[1] Er medicinsk kønsskifte af børn en forsvarlig behandling? • POV & Den medicinske behandling af transkønnede børn og unge mangler videnskabelig evidens • POV

[2] https://www.pewresearch.org/fact-tank/2022/06/07/about-5-of-young-adults-in-the-u-s-say-their-gender-is-different-from-their-sex-assigned-at-birth/

 

[3] Access to care and frequency of detransition among a cohort discharged by a UK national adult gender identity clinic: retrospective case-note review | BJPsych Open | Cambridge Core

[4] https://www.youtube.com/watch?v=1s1dMKk_CK4

 

[5] http://archive.boston.com/bostonglobe/ideas/articles/2008/03/30/qa_with_norman_spack/?page=2

 

[6] Pubertal blockers for transgender and gender-diverse youth – Mayo Clinic

[7] Top Trans Doctors Blow the Whistle on ‘Sloppy’ Care (substack.com)

 

[8] Bundkirugi rapport rettet u. skæremærker (lgbt.dk)

 

[9] Top Trans Doctors Blow the Whistle on ‘Sloppy’ Care (substack.com)

[10] https://www.psychologytoday.com/us/blog/women-who-stray/202111/does-affirmative-treatment-impair-sexual-response-in-trans-youth?amp

 

[11] Q&A: Gynecologic and vaginal care for trans men – San Francisco AIDS Foundation (sfaf.org)

[12] https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/32552294/

 

[13] https://www.hysto.net/reasons-transmen-get-hysterectomy.htm

 

[14] Er medicinsk kønsskifte af børn en forsvarlig behandling? • POV

[15] Den medicinske behandling af transkønnede børn og unge mangler videnskabelig evidens • POV

Læs mere

Skrevet af den 18 maj, 2022 under Lgbt | 0 kommentarer

Den medicinske behandling af transkønnede børn og unge mangler videnskabelig evidens

 

Antallet af børn og unge der ser sig selv som transkønnede, og som derfor søger behandling i sundhedssystemet, er eksploderet i løbet af ganske få år. Hvad der engang var et ekstremt sjældent fænomen hos børn, bliver stadigt mere almindeligt.

I Danmark ser vi en stor stigning i antallet af børn og unge der henvises til Sexologisk Klinik med henblik på udredning vedrørende kønsidentitetsforhold. Her er tallet steget fra 16 drenge og 48 piger i 2015 til 56 drenge og 135 piger i 2020, dvs. en stigning på 250 procent for drengenes vedkommende og 181 procent for pigernes vedkommende. Og hermed ligger vi faktisk i den lave ende. I andre lande er udviklingen endnu voldsommere. I Storbritannien er antallet af børn og unge der har opsøgt landets eneste klinik for behandling af transkønnede børn og unge f.eks. steget fra 40 drenge og 32 piger i 2009/10 til 720 drenge og 1891 piger i 2019/20, dvs. med hhv. 1700 procent for drengenes og svimlende 5809 procent for pigernes vedkommende. Og generelt ser det ud til at det især er teenagepiger, der mistrives så meget med deres kropslige køn at de søger hjælp hos behandlingssystemet.

Den hjælp som børn og unge søger i behandlingssystemet, når de kæmper med ”kønsubehag”, er ofte behandling med stophormoner og krydshormoner. Stophormoner er præparater der skal stoppe puberteten mens krydshormoner er østrogen til biologiske drenge og testosteron til biologiske piger. Ifølge et svar på en forespørgsel om aktindsigt fra Region Hovedstadens Center for Sundhed fra den 17.6.2021 er det ikke muligt at få oplyst hvor mange danske børn der har modtaget hhv. aktuelt er i behandling med sådanne præparater pga. ”kønsubehag”. (Svaret er ikke offentliggjort men er i min besiddelse) Det er bekymrende, at det danske sundhedsvæsen enten ikke ved, eller ikke vil oplyse, hvor mange børn og unge der modtager en sådan behandling, for behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner pga. kønsidentitetsproblematikker bliver mere og mere omstridt.

Således iværksatte det britiske sundhedsvæsen i 2020 en grundig undersøgelse af hvilken evidens der ligger bag den medicinske behandling af børn og unge med hvad de kalder for kønsdysfori, hvor man med et kritisk blik gennemgik nyere forskning i brugen af såvel stophormoner som krydshormoner. Og umiddelbart ser det i henhold til disse rapporter ikke godt ud.

Mht. stophormoner så er det et produkt der er udviklet til at behandle testikelkræft og endometriose hos voksne. Til børn er det godkendt til at behandle for tidlig pubertet (før 8-årsalderen for piger og 10-årsalderen hos drenge). Dette medikament er ikke godkendt til at behandle børn med kønsdysfori, så brugen heraf i denne sammenhæng er ”off label”. Mht. krydshormonerne så er intet østrogenprodukt officielt godkendt til behandling af kønsdysfori. Et enkelt testosteronprodukt (Sustanon) er godkendt til en sådan brug (dog kun til voksne). Dvs. behandlingen af børn og unge med krydshormoner er stort set også ”off label”.

Man har undersøgt i alt 9 studier af brugen af stophormoner og 10 studier af brugen af krydshormoner på børn og unge, og resultatet er nedslående. Studierne har for få deltagere, er ofte udført i en for kort periode og intet studie opererer med kontrolgrupper. Intet studie forholder sig til hvordan det er gået folk efter deres fyldte 22. år. De forskellige studier bruger forskellige målestokke når de vil afgøre om behandlingen har haft en positiv effekt på de behandlede børn og unges mentale helbred, hvad gør det svært at sammenligne dem. Og studierne mangler typisk at redegøre for hvornår en forbedring er af en sådan karakter at den er signifikant og dermed klinisk relevant. Kun et studie har forsøgt at ”modregne” effekter af den terapi og brug af psykofarmaka som den unge fik under behandlingen med krydshormoner. (Og endte dermed med ikke at kunne konstatere nogen signifikant forbedring i de unges mentale helbred som følge af hormonbehandlingen). I nogle studier forsvinder nogle af deltagerne undervejs uden at vi får at vide hvorfor (opgav de den eller fortrød de den måske?) Dertil kommer at rapporteringen af data i mange af studierne er mangelfuld, hvad medfører, at man ikke kan regne deres beregninger af effekt efter. Og studierne er end ikke enige om hvordan man definerer ”kønsdysfori” og dermed det grundproblem som behandlingen skulle afhjælpe.  Det er i øvrigt også interessant, at mange af studierne ikke angiver hvilke præparater de unge blev behandlet med eller hvilken dosis de fik, hvad man vel ellers skulle mene er vigtig hvis man vil samle viden om hvilket præparat og hvilken dosis der virker bedst.

Mht. mulige bivirkninger af behandlingen, så virker det som om at den mest sandsynlige og alvorlige er at behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner nedsætter knogletætheden hvad i længden kunne føre til knogleskørhed. Brugen af stophormoner kan muligvis også medføre nedsat IQ. Men igen er studierne af for lav kvalitet til man kan sige noget med sikkerhed.

En lignende erkendelse af at der mangler evidens for behandlingens effekter er de svenske sundhedsmyndigheder nået frem til og de har derfor besluttet  at stoppe behandlingen af børn og unge med kønsdysfori med stop- og krydshormoner, om end den tillades i sammenhæng med forsøg. Også de finske sundhedsmyndigheder har besluttet af stramme op mht. udskrivningen af disse medikamenter til børn og unge. De britiske sundhedsmyndigheder forsøger imidlertid indtil videre en anden vej – der nok mest af alt virker som et forsøg på at foretage en linedans over afgrunden.

Den midlertidige såkaldte Interim report – Cass Review (independent-review.uk) fra februar 2022 giver udtryk for at evidensen for både positive og negative effekter af brugen af stop- og krydshormoner til børn og unge med kønsdyfori er af en sådan karakter, at man ikke kan anbefale den, men man vil heller ikke forbyde den (endnu). I stedet anbefales det, at der skal investeres massivt i at udbygge adgangen til terapeutisk hjælp og støtte til samt udredning af børn og unge med kønsdysfori, dette ikke mindst for at nedbringe de urimeligt lange ventetider der har været på at få adgang til behandling.

Det kritiseres, at behandlingssystemet ikke bare mangler evidens for sin behandling, men at der også blandt fagpersonalet hersker stor uenighed mht. hvad kønsdysfori hos børn og unge egentligt er, hvad den skyldes og hvilken behandlingsform der er bedst. Der efterspørges derfor klare kriterier for hvornår et barn/et ungt menneske kan få en sådan diagnose – og hvad man skal tilbyde dem, der ikke får den. Man gør opmærksom på at mange af de børn og unge, der søger hjælp pga. kønsdysfori, har psykiatriske udfordringer så som autisme og ADHD og det derfor er vigtigt, at de får hjælp til at håndtere disse samtidigt med at de udredes for kønsdysfori.

Og sidst, men ikke mindst, så efterspørger man – og vil man derfor selv iværksætte – meget mere og ikke mindst mere seriøs forskning i problemstillingerne, ikke bare mht. brugen af stop- og krydshormoner, men også f.eks. hvorfor så mange især teenagepiger i det hele taget er begyndt, at definere sig selv som transkønnede.

Indtil denne forskning er blevet gennemført, anbefales det at børn, unge og ikke mindst deres forældre rådgives intensivt om hvor lidt evidens der er for behandlingens mulige negative og positive effekter – så der er grundlag for at de kan give et informeret samtykke om hvad de går ind til.

Det store spørgsmål er nu hvor de danske sundhedsmyndigheder står. Er der ressourcer nok til at sikre en grundig udredning af de børn og unge, der søger hjælp, og ikke mindst til at give anden hjælp og støtte end medicinsk behandling? Og er det ikke på tide, at man iværksætter forskningsprojekter, så der kan indsamles viden, som på sigt kan bidrage til at skaffe tilstrækkelig med evidens til at det kan afgøres, om den nuværende behandling er sikker og giver gode resultater?

 

Læs mere