Menu
Kategorier

Skrevet af den 26 dec, 2022 under Lgbt | 0 kommentarer

Cybernauterne og “transbørnene”

 

Efter en længere tids pause har Cybernauterne udgivet endnu en podcastepisode samt en såkaldt bonuspodcastepisode i deres serie om de såkaldte ”Kønskrigere” – og sædvanen tro er der tale om tilsvining af os, der ikke deler Cybernauternes syn på ”transsagen”. Denne her gang udmærker de sig dog ved at kombinere deres strategiske fortielser og direkte fejlinformationer med en række selvmodsigende udsagn.

”Tænk dog på børnene!” som den aktuelle hovedepisode hedder, prøver at affeje den voksende bekymring over det stærkt stigende antal børn og unge, primært piger, der identificerer sig som transkønnede og kræver behandling med stop- og/eller krydshormoner, med at der er tale om en såkaldt ”socialpanik”. Hvor stor denne stigning har været i de sidste år får vi, selvfølgelig fristes jeg til at sige, ikke at vide[1] – men vi beroliges med at den helt og særdeles kan forklares med at transidentiteten er blevet mere kendt og accepteret i dag. Den ellers i andre sammenhæng anerkendte teori om ”social smitte” f.eks. i forbindelse med unges brug af selvskade, fejes af bordet som uvidenskabelig. Man insisterer på at behandlingen med stop- og krydshormoner er ufarlig og at den har dokumenteret positiv effekt på de behandlede børns psyke og, selvsagt fristes man til at sige, man insisterer på at stort set ingen fortryder behandlingen og at detranssion er så sjældent at den nærmest ikke kan siges at eksistere etc. etc.  Klassisk radikal transaktivistisk talking points med andre ord, og selvfølgelig skal man da lige krydre med henvisninger til modstanden mod homoseksuelles rettigheder i 1970’erne og 1980’erne, sådan at lytteren får det indtryk at dette bare er en ny version af konservative kræfters bekæmpelse af ”LGBT+ personer”.

Al information der kunne pege i andre retninger, bliver forbigået eller direkte fordrejet. Således hævder Maia Kahlke Lorentzen at et enkelt svensk hospital har indstillet behandlingen med stop- og krydshormoner pga. nogle aktivister. Hun siger ikke noget om at det svenske sundhedsvæsen har indstillet behandlingen andet end i forbindelse med kontrollere forsøg – fordi man efter en grundig gennemgang af den eksisterende forskning var nået frem til at der mangler dokumentation for dens positive såvel som negative effekter. En position som også de finske og de britiske sundhedsmyndigheder er nået frem til. At ikke mindre end 13 videnskabelige studier[2] viser, at det store flertal af dem, der som børn identificerede sig som det modsatte køn ikke gør det som voksne, forbigås sædvanen tro. Og hvordan kan man i den grad ignorere det tydeligvis voksende antal af unge voksne, der på sociale medier fortæller om at de er detransitionerede hhv. fortryder deres transition? Hævder Cybernauterne ikke at de er eksperter i at holde øje med hvad der sker på nettet?

Cybernauternes opremsning af radikale transaktivistiske talkings points som os, der deltager i debatten, kender til hudløshed, er ret kedelig og forudsigelig. Der er dog også nogle interessante ”brud” i denne 65 minutter lange apologi for ”transning” af børn og unge. F.eks. er det jo interessant at høre hvordan Helge Sune Nymand, der er formand i Foreningen for ”Støtte til Transkønnede børn”, fejer alle beretninger fra folk, der som Nynne Bjerre Christensen fortæller om hvordan de som børn ville være det modsatte køn, af bordet. Der er, efter hans mening, tale om ciskønnede der ingen forståelse har af hvad det vil sige at være transkønnet; ingen forældre ville have set dem som transkønnede; og deres bekymring for at de havde kunnet have taget identiteten som transkønnet til sig afvises som hypotetiske spekulationer som vi ikke kan bruge til noget. Helge Sune Nymand tager tydeligvis udgangspunkt i det transaktivistiske dogme om at ”trans is trans and cis is cis and never the twain shall meet”. Men hvordan kan man hævde, at trans og cis er så diametralt modsatte nu når selve transidentiteten er så uklart defineret og anyway ”er noget som du definerer inde i dig selv”[3]? Hvordan kan Helge Sune Nymand hævde, at ingen forældre ville acceptere et barn som Nynne som transkønnet, nu når han samtidigt hermed fremhæver hvor vigtigt det er at forældre anerkender og støtter deres barns transidentitet? Hvis han virkeligt mener, at der er børn og unge der bør ”frasorteres” hhv. som skal have at vide at de ikke er transkønnede, hvorfor kritiserer han så det danske sundhedsvæsen for at være for strikse når det gælder om at give børn og unge adgang til behandling med stop- og krydshormoner? Det er vel i alles interesse at ingen ”Nynner” bliver sat på stop- og krydshormoner? NB. Det er faktisk interessant at ”Tænk dog på børnene!” bekræfter de rygter der har været i omløb her på det sidste om at det danske behandlingssystem er blevet mere tilbageholdende med at give adgang til den medicinske behandling! Sidst men ikke mindst så er det da interessant, at Helge Sune Nymand mener, at på egne erfaringer byggende bekymringer som Nynnes kan forkastes med henvisning til at der er tale om hypotetiske spekulationer. For jeg har i hvert fald set en del transaktiviser argumentere for at ”transbørnene” skal i den medicinske behandling fordi de er overbeviste om at de havde fået et bedre liv hvis de havde fået en sådan behandling som børn og unge. Rolf Mertz som er hentet ind i studiet som ”ekspert” uden at det rigtigt fremgår hvorfor han skulle være det, bruger da også denne logik. Nogens spekulationer er øjensynligt mere valide end andres.

Over i det mere morsomme hjørne er at lægen og seksualunderviseren Frederikke Kjerulff Madsen er blevet hentet i studiet som ekspert i den medicinske behandling af de ”transkønnede” børn og unge – et emne hun tydeligvis ikke har sat sig særligt godt ind i da hun er vævende mht. hvornår man kan få adgang til behandling med krydshormoner i det danske system. Hun foreslår 16 år – hvad Maia Kahlke Lorentzen efterfølgende må korrigere til 15 – men faktisk har Region Sjælland i et politikersvar skrevet, at man også i sjældne tilfælde kan være yngre end 15[4]. Man føler lidt at Maia Kahlke Lorentzen (igen) ikke har haft det store udvalg af ”eksperter” til sin podcast.

I den mere groteske ende er ”bonusepisoden” med transaktivisten Caelan Conrad der skulle have gået undercover i grupper for forældre der er modstander af at deres barn identificerer sig som transkønnet. Disse grupper fungerer som en kult, hævder ”de”, da disse forældre f.eks. råder til at isolere barnet/den unge fra folk der støtter op om dets identitet som transkønnet. Jeg er med på at det kan diskuteres om det er en god ide at isolere et barn/et ungt menneske fra familiemedlemmer pga. disses syn på barnets/den unges identitet – men det er altså lidt grotekst at hverken Caelan Conrad eller Maia Kahlke Lorentzen med så meget som et ord nævner, at det er et udbredt transaktivistisk råd til ”transkønnede” børn og unge at de skal bryde kontakten til deres forældre hvis disse ikke bakker op om deres identitet som transkønnede. Er dette så ikke også kultisk adfærd? Og hvis det generelt er kultisk at prøve at isolere sig fra personer med holdninger der går imod ens egen overbevisning hvorfor har Caelan Conrad så blokeret undertegnede på Twitter selvom vi mig bekendt aldrig har haft kontakt på sociale medier eller andet steds for den sags skyld?

Generelt er det i hvert fald meget sigende, at Maia Kahlke Lorentzen insisterer på at forældre, der engager sig positivt i deres børns identitet som transkønnede, gør det med de allerbedste hensigter, for hvilken forældre vil skade sit barn? Men Caelan Conrad insisterer på, at de forældre ”de” har observeret i de lukkede grupper som Caelan Conrad har infiltreret udsætter deres børn for ”omvendelsesterapi” og ”tortur” af angst for at blive udelukket fra fællesskabet i disse lukkede forældregrupper på sociale medier – eller de gør det for at tjene penge på merchandise. At de forældre, der ikke bakker op om deres barns transidentitet, kunne gøre det fordi de oprigtigt ønsker det bedste for deres børn er ligesom helt udenfor skiven i Maia Kahlke Lorentzens og Caelan Conrads univers.

 

[1] Man kan se tallene f.eks. i denne artikel: https://tileftertanke.dk/intet-barn-er-foedt-med-en-forkert-krop/

[2] https://www.psypost.org/2017/12/many-transgender-kids-grow-stay-trans-50499 & https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fpsyt.2021.632784/full

[3] Sådan formuleret af den normkritiske psykolog Sølve Storm i dokumentaren ”Sex med P3” afsnit 10

[4] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

Læs mere

Skrevet af den 3 dec, 2022 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Ratzinger og overgrebssagerne indenfor den katolske kirke

 

Det er blevet stille omkring Josef Ratzinger, der blev verdenskendt under titlen Pave Benedikt XVI. Hans efterfølger Pave Frans står selvsagt nu i centrum som den katolske kirkes leder – og pave emeritus Benedikt er på det sidste også blevet for gammel og svag til at komme med sit besyv på verdens og den katolske kirkes tilstand.

Men man bør ikke glemme, at Josef Ratzinger for ikke så længe siden var en den store ledestjerne blandt konservativt mindede katolikker – og såmænd også andre kristne som f.eks. den tidligere chefredaktør for Kristeligt Dagblad Erik Bjerager, der i en leder fra den 28.2.2013 beskrev ham som ”et intellektuelt fyrtårn, der er befriende ophøjet over tidsånden. Mens så mange andre løber efter tidens strømninger og skiftende luner, har Benedikt stået fast”.

Det er derfor nok på sin plads at se på det medansvar som Ratzinger bærer for den misbrugskrise som den katolske kirke fortsat befinder sig i, og som den bl.a. pga. afgørelser som han i sin tid traf, formodentligt vil forblive i også i de kommende år. Det er i hvert fald det som Doris Reisinger og Christoph Röhl gør i deres bog “Nur die Wahrheit rettet – Der Missbrauch in der katholischen Kirche und das System Ratzinger”.

Doris Reisinger og Christoph Röhl dokumenterer at Ratzinger ikke blot svigtede ledelsesmæssigt i forhold til at håndtere den misbrugskrise, der rullede ind over den katolske kirke i hans tid som pave, sådan som selv nogle af hans fans så som Bjerager er villige til at indrømme. Hans konkrete håndtering af misbrugssager f.eks. i hans tid som leder af Troslærekongregationen i Vatikanet såvel som hans tiltag i forhold til disse sager afspejler andet og mere end ledelsessvigt. Doris Reisinger og Christoph Röhl viser i deres bog, at Ratzingers svigt er uløseligt knyttet til hans teologi og her ikke mindst hans afvisning af ”tidsånden”.

Ratzinger træder for første gang ind på den historiske scene da han var rådgiver for den tyske ærkebiskop og kardinal Josef Frings under Det Andet Vatikankoncil (1962-1965). Dette kirkemøde igangsatte en omfattende reformproces indenfor den katolske kirke. Under koncilet gav Ratzinger udtryk for en moderat progressiv teologisk position – men i tiden efter koncilet, hvor han arbejder som teologiprofessor, medfører konfrontationer med oprørske unge studenter at han udvikler en stadigt mere kritisk holdning til de progressive katolske strømninger der påberåbte sig koncilet. Og dette holdningsskift åbner med tiden vejen for Ratzingers strålende karriere indenfor den katolske kirke, hvor han i 1977 gøres til ærkebiskop og kardinal for ærkebispedømmet München for så, i 1981 af Pave Johannes Paul II at blive udnævnt som leder af Troslærekongregationen, en af de mest magtfulde positioner i Vatikanet. I de kommende år bliver han som leder af denne kendt for sin intensive bekæmpelse af progressive katolske teologer og for hans generelle kamp for at opretholde den katolske tros ”renhed”. Og som kronen på værket bliver han så som bekendt Pave i 2005.

Ratzingers kirkepolitiske positioners betydning for hans håndtering af misbrugssager viser sig f.eks. i 1985 i hans behandling af en amerikansk biskops ansøgning om at få en ung præst, der havde fået en betinget fængselsdom for sexovergreb begået på 6 drenge, fjernet fra præstestanden og dermed permanent frataget retten til at virke som katolsk præst. Sagen var blevet dækket intensivt i medierne og biskoppen var ivrig for at slippe af med sit problem. Men Vatikanet havde syltet sagen i årevis. Til sidst henvender biskoppen sig i 1985 direkte til Ratzinger. Men Ratzinger vil ikke bidrage til at sætte fart på processen. Hans begrundelse var, at han var bekymret for at det ville være skadeligt både for kirken og for de troende hvis den unge præst blev fjernet fra præstestanden. Nu ville mange nok mene, at det alt andet lige ville være mere skadeligt for den katolske kirke og ikke mindst for de troendes børn, at lade en pædofil mand fortsætte som katolsk præst. Men Ratzingers logik følger som bekendt ikke ”tidsånden”. Hans udgangspunkt var i stedet, at store skare af præster i de forgange år havde forladt deres embede. Både Pave Johannes Paul II og kardinal Ratzinger var opsatte på at dæmme op herfor, bl.a. ved at gøre det væsentligt sværere af få lov til at forlade præstestanden uden at blive idømt ekskommunikation. For Ratzinger var det altså så vigtigt at opretholde det budskab at bordet fanger, når man en gang har ladet sig vie til katolsk præst, at han ikke kunne gå med til at få en pædofil katolsk præst smidt ud af præstestanden ASAP.

Men da overgrebssagerne får mere og mere opmærksomhed i medierne især i den engelsksprogede verden begynder Ratzinger at forstå, at noget må gøres. Troslærekongregationen udsender derfor i 2001 den pavelige skrivelse ”Sacramentorum sanctitatis tutela” (dvs. ”Beskyttelsen af sakramenternes hellighed”). Dette dokument oplister en række forbrydelser begået af præster der fremover skal behandles af Troslærekongregationen alene. Der lægges ud med forbrydelser mod alterets sakramente – hovedsageligt synes der at være tale om handlinger der er relateret til noget der måske handler om sataniske messer eller magi, men der er f.eks. også anført det forhold at en katolsk præst koncelebrerer sammen med protestantiske præster. Dernæst nævnes forbrydelser mod bodens sakramente, så som at en præst giver en person syndsforladelse for en synd som han har foretaget sammen med personen. Til allersidst anføres så forbrydelser mod det 6. bud begået af en præst med en mindreårig under 18 år. Bemærk, at der tales om ”forbrydelser mod det 6. bud” og at denne form for forbrydelser nævnes efter en opremsning af en række former for ”vanhellig” omgang med den katolske kirkes sakramenter. For Ratzinger er problemet øjensynligt at de præster, der udsætter børn og unge for seksuel vold, begår en form for helligbrøde. Og dermed er ofret for præsternes forbrydelser kirken – og i sidste instans Gud – og ikke de berørte børn og unge. Disse er basalt set blot vidner til præsternes helligbrøde – og sådan bliver de reelt set også set den dag i dag i forbindelse med kirkeretslige processer mod pædofile præster. Dvs. de reelle ofre har f.eks. ingen ret til aktindsigt i processen, ja de har end ikke ret til at vide om præsten blev dømt eller frikendt. Og de har selvsagt ingen ret til erstatning.

At Ratzinger har holdt fast i denne logik, der vel om noget mod siges at være i modstrid med tidsåndens syn på præsters sexovergreb på børn, fremgår også af en meget problematisk skrivelse som han offentliggjorde i 2019 da han var pave emeritus (og hvor han ellers have lovet at han ikke længere ville blande sig i kirkelige forhold). Her forsøger han ikke blot at give 68-oprøret ansvaret for præsternes seksuelle overgreb på børn og unge. Nej, Ratzinger fortæller også om hvordan et offer fortalte ham om hvordan den præst, der voldtog hende da hun var ministrant, altid indledte overgrebene med ordene ”dette er mit legeme der hengives for dig” – dvs. med en henvisning til indstiftelsesordene som præsten udtaler over brødet og vinen under messen. Hans kommentar til denne rystende fortælling var at vi virkelig må bede Herren om tilgivelse herfor og bønfalde ham om at vi på ny må forstå hvor stor hans lidelse og hans offer var, og at vi må gøre hvad vi kan for at beskytte alterets sakramente mod misbrug!  Skriver man noget sådant hvis man er ”et intellektuelt fyrtårn”? Måske, men man skriver det næppe hvis man har er et fyrtårn for næstekærligheden.

 

En anden væsentlig problemstilling ved Ratzinger og hans betydning for den katolske kirkes håndtering af overgrebssagerne er hans intensive støtte og opbakning til de såkaldte ”nye bevægelser” indenfor den katolske kirke.

Disse nye bevægelser er en broget flok, og det er forskelligt hvor udbredte de er på global plan. I dansk sammenhæng kendes især Opus Dei og Neokatekumenatet – men der er også andre såsom Kristi Legionærer, Comunione e Liberazione, og en del andre. Disse bevægelser udmærker sig ved  et stort engagement blandt deres medlemmer som også viser sig ved at de er i stand til at generere ganske mange ”præste- og ordenskald”.  De er typisk meget konservative i deres syn på kontroversielle emner så som kvindelige præster, abort og homoseksuelles rettigheder – og de sætter en ære i at fremstå som loyale overfor pavedømmet og dukker derfor gerne op i stort tal til f.eks. ”verdensungdomsdage” hvor den kirkelige ledelse har brug for at der kan genereres tv-billeder af store mængder af unge mennesker der med begejstring hylder Paven. Disse bevægelser er imidlertid også præget af sekteriske træk, herunder en tendens til at se alle andre katolikker som i bedste fald ”slappe” hvis ikke direkte frafaldne eller hedenske. De kræver ofte betingelsesløst loyalitet og underkastelse under bevægelsens ledelse hvorved få personer indenfor ledelsen kan få uhørt stor magt over dens medlemmer. Bevægelsen ”Das Werk”, som Doris Reisinger selv var med i, og hvor hun blev udsat for både spirituelle og seksuelle overgreb, har f.eks. nogle grundlæggende krav til medlemmerne der kan opsummeres med sætningen: resoner ikke, diskuter ikke og kritiser ikke!

Ratzinger knyttede kontakter til flere af de nye bevægelser allerede da han ”kun” var en kendt konservativ teologiprofessor. Og da han blev leder af Troslærekongregationen fremmede han aktivt deres sag og trak i øvrigt på deres arbejdskraft og loyalitet overfor hans person. Således ansatte han flere præster fra de nye bevægelser som medarbejdere i Troslærekongregationen, han benyttede sig af kvindelige medlemmer til at varetage hans husstand og han besøgte ofte f.eks. Das Werks center i Rom. Dette nære samarbejde fortsatte også da han blev Pave.

Ratzingers begejstring for de nye bevægelser giver i høj grad mening ud fra hans teologiske ståsted. Deres kombination af konservatisme, evne til at tiltrække unge til præsteskabet og ordenslivet og uhyre iver for at kaste sig ind i kampen mod tidsånden gjorde, at de var oplagte frontkæmpere i hans korstog mod liberale kræfter både indenfor og udenfor den katolske kirke. Men Ratzinger lukkede øjnene for de problematiske sider ved disse bevægelser – der i nogle tilfælde nåede helt absurde højder.

Det værste hidtidige eksempel på ekstreme forhold hos de nye bevægelser var skandalen omkring grundlæggeren af Kristi Legionærer, Marcial Maciel Degollado, der i de mange år som karismatisk leder af denne bevægelse begik sexovergreb på et utal af drenge og unge mænd tilknyttet bevægelsen. Og ved siden af havde han så også i hemmelighed to hustruer, som han fik en datter og to sønner med. De sidstnævnte udsatte han så også for seksuelle overgreb.

Ratzinger tog sig god tid med at gøre noget ved ”problemet Marcial” selvom han længe havde været informeret herom. Og da han endelig skred til handling, var indsatsen ikke imponerende. Først fik Ratzinger i 2005 Marcial til at lade sig pensionere som leder af Kristi Legionærer, og året efter, lod han Troslærekongregationen udsende en noget tåget meddelelse om at der havde været anklager mod Marcial, men at man af hensyn til hans høje alder ikke ville føre en kirkeretslig proces mod ham – men i stedet opfordrede ham til at tilbringe resten af sit liv i stilhed, bøn og bod. Skrivelsen var formuleret sådan at det ikke stod klart hvorvidt man i Vatikanet faktisk troede på anklagerne – og når man tænker på med hvilken iver Ratzinger jagtede teologer, præster og ordensfolk med ”forkert” teologi må man nok sige at massevoldtægtsmanden Marcial slap billigt. Ikke mindst fordi Kristi Legionærer, der insisterede på hans uskyld, betalte ham en månedsløn på 20.000 dollars, der gjorde det muligt for ham at tilbringe sine sidste leveår med at rejse verden rundt med den ene af hans hustruer og deres fælles datter, og det uden at det udløste nogle kirkelige sanktioner. Det var først efter Marcials død i 2008, at Ratzinger kunne få sig selv til at tage virkeligt afstand fra ham – men han kæmpede indtil det sidste – og indtil videre med succes – for at Kristi Legionærer skulle overleve som bevægelse – ikke mindst ”af hensyn til bevægelsens mange præster”.

Selvom skandalen om Marcial og Kristi Legionærer indtil videre har været den værste, så har det vist sig at også to andre grundlæggere af nogle af de mindre kendte nye bevægelser nemlig ”Ephraim” fra ”Communauté des Béatitudes” og Marie-Dominique Philippe fra ”Communauté Saint Jean” har udnyttet deres magt til at udsætte medlemmer for seksuelle overgreb, også her har Vatikanets politik været tilbageholdende. Ingen af dem har fået frataget retten til at virke som katolsk præst.

Det ser ud til at Pave Frans er villig til at sætte hårdere ind overfor overgrebsmænd i præste- og bispeklæder. Det er også mit indtryk, at hans empati for ofrene er reel nok. Generelt er den katolske kirke i den vestlige verden gået i gang med at finde veje til bedre at håndtere overgrebssager og man forsøger, at udvikle retningslinjer, der skal forhindre sådanne. Men ikke nok med at især Afrika og Asien halter bagud, så udgør de sommetider problematiske hvis ikke direkte giftige miljøer indenfor de nye bevægelser en særlig udfordring. F.eks. har Neokatekumenatet gjort det muligt for den dybt problematiske tidligere abbedisse for Maria Hjertekloster at fortsætte med at drive klostre i Peru, Tyskland og Spanien. Man må desværre frygte, at hun fortsætter med at udsætte store piger og unge kvinder i hendes klostre for de samme spirituelle og fysiske overgreb som hun gjorde da hun virkede her i Danmark. Medmindre Vatikanet sætter massivt ind overfor de nye bevægelser for at stoppe misbrug og overgreb indenfor deres regi må vi regne med, at de i fremtiden vil genere en lind strøm af nye overgrebsskandaler.

 

Læs mere

Skrevet af den 8 nov, 2022 under Den katolske kirke | 1 kommentar

Drømmen om den katolske kirke

 

Konvertitberetninger er en kendt genre indenfor religionernes verden. For den der er konverteret, kan de tjene til at få overblik over og finde mening i ens egen rejse til den tro man nu er overbevist om. De kan bruges til at sammenligne sig med og lade sig berige af andre trosfællers erfaringer med at finde fred i samme tro. Og sidst men ikke mindst kan de bruges til at præsentere andre, der overvejer at konvertere, med fortællinger som de kan spejle sig i og lade sig inspirere af, så de får mod til tage springet.

Konvertitberetninger har en tendens til at være ret ens. Man starter med en krise af en art, der udløser en søgen, som ender med at man finder den rette trosmæssige hylde til sig selv. På sin vis har disse beretninger derfor en bemærkelsesværdig lighed med coming-out historier. Fortiden har en tendens til at have en mørk undertone, selv når man fremhæver en evt. lykkelighed barndom. For der manglede jo noget, noget vigtigt. Men fremtiden ser til gengæld lys ud, for nu har man jo fundet sit hjem, sit sande jeg, eller hvad man nu ellers er nået frem til, og antagelsen er, at den man er nu, det er også den man vil forblive med at være resten af livet.

”Hjem – 20 fortællinger om at blive katolik”, redigeret af Marguerita Olga Hvid Spandsberg, passer godt ind i dette mønster. Og det er selvsagt fint nok, man får helt klart det man må forvente af at anskaffe sig en sådan bog. Her fortæller unge som gamle, mænd som kvinder, folk med folkekirkebaggrund men også f.eks. en muslim og et tidligere medlem af Jehovas Vidner om deres rejse ”hjem til moderkirken”.

I en tid, hvor religion i den offentlige debat ofte handler om værdikonflikter, om identitetspolitik og angsten for ”de andre”, er det på sin vis opløftende at læse om almindelige menneskers tanker om Gud og meningen med livet, der endte med et i dansk sammenhæng ikke almindeligt valg, nemlig at blive katolik.

Det er også bemærkelsesværdigt, at flere af konvertitterne beretter om hvad man vel må kalde for mystiske erfaringer, så som drømmesyn eller oplevelsen af et intenst overnaturligt nærvær ved hellige steder. Den genfortryllelse af verden, som nogle religionsforskere hævder, er knyttet til den senmoderne religiøsitet, synes at være på spil her.

Det er til gengæld måske en del af genren, at man i bogens fortællinger må lede forgæves efter teologiske refleksioner der knytter an til universitetsteologien. Selvom mange af fortællingerne handler om hvordan de præster og nonner, der stod for de konvertitkurser konvertitterne gik til ”kunne svare på alle spørgsmål”, så bærer beretningerne præg af at konvertitten hovedsageligt accepterer den katolske kirkes lære fordi den føles rigtig. Og hvis følelserne ikke spiller med, så stoler man på kirkens autoritet.

Ingen af konvertitterne fortæller om at de på det personlige plan befinder sig i et konfliktforhold til den katolske kirkes normer og krav. I hvert fald er der ikke nogen der beretter om at de er homoseksuelle eller gengifte fraskilte. Men der er en beretning fra en tidligere kvindelige præst i folkekirken der nu som katolik ikke længere kan virke som præst, hvad tydeligvis gør ondt på hende selvom hun accepterer at det er sådan det er. At vælge katolicismen kan have sin pris.

Efter at have læst de 20 historier i ”Hjem – 20 fortællinger om at blive katolik”, sidder jeg tilbage med en følelse af, at disse 20 konvertitters store kærlighed til den katolske kirke mest af alt er rettet mod ”drømmeversionen” af katolicismen. Der er i hvert fald meget få refleksioner over virkelighedens kirke. De eneste der kommer med nogle sporadiske kritiske kommentarer, er de tre, der tydeligvis er tilhænger af traditionalismen, dvs. den gren indenfor den katolske kirke der er kritisk overfor de store reformer, ikke mindst de liturgiske reformer, som blev iværksat under og efter Det andet Vatikankoncil (1962-65).

Men grundtonen i fortællingerne er, at de katolske menigheder er præget af kærlige kirkegængere, der møder nytilkomne med varme, af stærkt troende og engagerede præster, og af højtidelige og smukke gudstjenester. Og ikke mindst fremstilles det som om at man indenfor den katolske kirke slipper for at skulle forholde sig til et utal af fortolkninger og udlægninger af troen, samtidigt med at man i kirken har en fast værdimæssige klippe, der ikke lader sig rokke af tidsåndens krav.

Virkelighedens katolske kirke ser, efter min erfaring, noget anderledes ud. Nu ville det selvsagt være urimeligt at forlange, at konvertitter til den katolske kirke skal være lige så kritiske overfor katolicismen som en, der har forladt den. Men der er, alligevel, efter min mening, noget ikke helt uproblematisk ved konvertitternes uvilje til at forholde sig til virkelighedens katolske kirke og dens problemer. Disse er nemlig alt for ofte, i hvert fald efter min vurdering, af mere grundlæggende systemisk karakter. Så længe man lukker øjnene for dette, og højst vil tale om enkeltstående fejl begået af enkelte svage karakterer, ja så får man aldrig fat om nældens rod.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 19 jun, 2022 under Feminisme, Lgbt | 3 kommentarer

Cybernauterne forsætter kampen mod “TERF’s”

 

Efter en længere pause er Cybernauterne tilbage med endnu et partsindlæg i den igangværende (trans)kønsdebat. I podcastserien ”Kønskrigerne”’s 3. afsnit med titlen ”Søg ikke, gå på internettet!” gør Maia Kahlke Lorentzen sig ihærdige anstrengelser for at fremstille både det engelsksprogede og det dansksprogede såkaldte ”kønskritiske” miljø i så negative toner som muligt. Igen og igen nævnes de radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme i samme åndedræt som højreradikale kræfter fra de mest dunkle sider af internettet, antivaxers, og tilhængere af Donald Trump. Lytterne skal tydeligvis få det indtryk, at det sådan set er same same, men da Maia Kahlke Lorentzen selvsagt ikke kan bevise dette må hun ty til det gamle ”guilt by association” trick.

Maia Kahlke Lorentzen forsøger at give lytterne det indtryk, at vi såkaldte TERF’s laver organiseret trolling af debattråde under medieartikler men sågar også på privatpersoners Facebook sider, hvor vi skulle forsøge at give det indtryk, at vores holdninger er udbredte og mainstreamede selvom de i virkeligheden kun deles af et lille mindretal af kvinder, der har radikaliseret sig selv på internettet. (For selvfølgelig er det kun en meget lille radikaliseret del af befolkningen der f.eks. mener, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan eller at biologiske mænd ikke hører hjemme i kvindesporten) Derudover beskyldes vi for at være en art kult, der udøver sindelagskontrol, ikke tillader et andet verdenssyn end vores, og det påstås, at vi lever i et ideologisk ekkokammer, der fremmer had, selvom vi udadtil lader som vi er rationelle og fornuftige mennesker.

Maia Kahlke Lorentzen trækker, igen, på screenshots fra den lukkede Facebookgruppe ”Kvinder for Kvindekamp”, om end hun fortsat ikke navngiver denne, ligesom ingen dansk ”TERF” nævnes med navn, mens hun navngiver en række fra den engelsksprogede verden. I dansk sammenhæng skal ”TERF’s” øjensynligt fremstilles som det anonyme Mind Flayer monster fra Stranger Things, et uhyre der i sæson 3 består af en række personer, som først er blevet overtaget af dunkle kræfter og så smeltet sammen til et megamonster.

Nuvel, Maia Kahlke Lorentzen har selvsagt ingen beviser på at vi har chikaneret nogen transkønnet i eller via førnævnte Facebook gruppe. Hvad hun (eller hendes spion) har bemærket er at gruppens medlemmer sommetider gør opmærksom på en debat på Facebook eller et andet socialt medie og spørger om der er andre der vil støtte dem i debatten – noget som der såmænd også gøres i Facebookgrupper for intersektionelle feminister og/eller transkønnede. Faktisk fandt jeg første gang frem til danske radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme via et sådant opslag i en åben Facebook gruppe for transkønnede og allierede, ”T-gruppen”, der desværre ikke længere eksisterer da en radikal transaktivist fik den lukket ned.

Påstanden om at vi såkaldte TERF’s skulle være med i en art kult virker på mig som en ”spejling” af den radikalfeministiske kritik af den radikale transaktivisme og den intersektionelle feminisme, hvad selvsagt ikke giver indtryk af noget forsøg på at lave en dybdegående analyse af hvem vi er og hvad vi mener. Anyway, jeg har i radikalfeministiske sammenhænge aldrig set et krav om at man ydmygt skal reagere på såkaldte ”call out’s” med uforbeholden krybende selvkritik, sådan som det er ganske almindeligt i intersektionelle fora, og jeg vil vove den påstand, at vi faktisk beskæftiger os intensivt med ”de andres” argumenter, mens de radikale transaktivister (og de intersektionelle feminister) efter min vurdering typisk prøver at undgå, at sætte sig ind i hvad modparten faktisk mener. Det er da også meget sigende, at man som lytter til ”Søg ikke, gå på internettet!” ikke informeres om hvad vi såkaldte ”TERF’s” reelt mener, i stedet påstås det ihærdigt at vi benægter transkønnedes eksistens og hader transkvinder. Hvad der dog har hold i virkeligheden er, at vi ”tror på” biologisk køn, om end accept af fakta vel næppe kan kaldes for en tro.

Maia Kahlke Lorentzen påstår også at ”TERF’s” skulle være kendetegnet ved at smide folk ud af vores Facebookgrupper hvis de ytrer holdninger som går imod gruppens ideologi. Dette sker da også om end kun sjældent i hvert fald i dansk sammenhæng, men med til historien hører, at den første Facebookgruppe for danske radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme sjovt nok blev lavet for og af feminister, der var blevet smidt ud af gruppen ”Feministisk debat”, fordi de f.eks. havde forsvaret lesbiskes ret til at sige kategorisk nej til sex med transkvinder. Men bevares, quod licet Iovi, non licet bovi.

Mest grotesk er det måske, at Maia Kahlke Lorentzen i dette podcast-afsnit bruger Justice Monir Mooghen som ekspert ud i det danske ”TERF-miljø”. Ikke at ”de” har noget fornuftigt at sige, men lad det nu være. Nej, det bemærkelsesværdige er, at Maia Kahlke Lorentzen ikke med et ord nævner, at Justice var talsperson for den gruppe af radikale transaktivister, der i 2019 forhindrede en mindre gruppe kvinder fra Facebookgruppen ”Lesbiske Feminister” i at mødes i et lokale i Kvindehuset. Dette skete med henvisning til at ”Lesbiske Feminister” skulle være ”transfobiske” fordi de definerer det at være lesbisk som at man er en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder. Efterfølgende omtalte Justice så i et interview bragt i Information ”Lesbiske Feminister” som ”cancerceller”.  Feministen Maia Kahlke Lorentzen har øjensynlig intet problem med en sådan eklatant umenneskeliggørelse af kvinder, som hun er ideologisk uenig med.

Men det er øjensynligt en del af Maia Kahlke Lorentzens strategi at fremstille virkeligheden sådan, at det er de radikale transaktivister, der udsættes for chikane på nettet og i virkeligheden, mens vi ”TERF-gjorte” fejlagtigt skulle fremstille os selv som ofre. Samtidigt med at hun beretter hvordan ”TERF’s” i stor, om end øjensynligt ikke stor nok, stil deplatformes fra mainstream sociale medier, så fremstilles vi nemlig som manipulerende når vi klager over at man prøver på at lukke munden på os. Nu har jeg selv oplevet, hvordan min arbejdsgiver blev kontaktet af en vred transaktivist, efter at jeg havde fået bragt kronikken ”Intet barn er født med en forkert krop” i Politiken. Jeg kender flere danske radikalfeminister, der har oplevet grov chikane og trusler fordi de har udtalt sig kritisk om den radikale transaktivisme. Radikale transaktivister holder øje med hvem der følger os på sociale medier og liker vores opslag for at kunne lægge pres på dem, der gør det. For slet ikke at tale om computerprogrammet ”Shinigami Eyes”, hvor radikale transaktiviser registrerer ”transfobers” profiler på de sociale medier, så enhver bruger af programmet, har mulighed for at udpege og udråbe debattører, primært kvinder, som værende skyldige i ”wrongthink”. Men det er selvfølgelig slet ikke en chikanøs adfærd overfor dem, som man er uenig med.

Nå, men når Maia Kahlke Lorentzen ikke lige er optaget af at jage vor tids hekse, de såkaldte TERF’s, så vil jeg anbefale hende at lytte til det norske lesbiske band ”Hungry Hearts” nyeste nummer ”How Woke Can U B”, tror det er skrevet til cyberkrigere som hende : )

Læs mere