Menu
Kategorier

Skrevet af den 14 nov, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Indrøm dog at “trans-kassen” er for snæver for børn

 

Rolf Merz (RM) er i en kronik i Politiken fra den 13.11.2021 ude med riven efter undertegnede fordi jeg i samme avis den 1.10.2021 havde fået bragt en kronik med titlen ”Stop nu snakken om transkønnede børn: Intet barn er født med en forkert krop”.

Som så mange radikale transaktivister griber RB desværre til retoriske kneb og hvad der ligner direkte uhæderlighed i sin kritik af min kronik. Jeg står i hvert fald uforstående overfor hvordan RM kan få min henvisning til ikke mindre end 13 videnskabelige studier der viser, at det store flertal af dem, der som børn identificerer sig som det modsatte køn ikke gør det når de bliver voksne, hvis man ellers ikke har grebet til medicinsk behandling, til udelukkende at handle om ét påstået tvivlsomt studie. Og hvordan kan man med hæderligheden i behold afvise en henvisning til at der er dokumentation for at disse børn som voksne ikke vil se sig som transkønnede, hvis man altså ikke begynder at medicinere dem, med at der i dansk sammenhæng indtil videre kun er ganske få, der har fortrudt den medicinske behandling?

Men RM’s argumentationskneb handler nok om, at det for mange radikale transaktivister er af afgørende betydning at udbrede fortællingen om at transkønnethed er noget man allerede kan konstatere hos små børn og at denne identitet herfra vil forblive konstant resten af livet. At det hos børn og unge der i adfærd og selvforståelse er stærkt kønsrolleafvigende, ikke er muligt at afgøre hvem der som voksne vil se sig selv som transkønnede og hvem der i stedet vil se sig som f.eks. ”maskuline” lesbiske eller ”feminine” bøsser er en erkendelse som samfundet øjensynligt for alt i verden ikke må få adgang til. Man skal lytte til transkønnede, der fortæller, at de allerede som børn var kønsrolleafvigende. Man skal tydeligvis ikke lytte til os, der som børn var stærkt kønsrolleafvigende, men der som voksne ikke ser os selv som transkønnede.

At man ikke skal lytte til os, hænger sammen med en forestilling om at det at være transkønnet er noget som knivskarpt kan afgrænses fra andre måder at have et køn på. Den transaktivisme vi ser i dag er uløseligt knyttet til en form for identitetspolitisk essentialisme, hvor den identitet man har nu, nødvendigvis må være den man altid har haft og altid vil have. Identitet er i denne logik nemlig udtryk for uforanderlige personlighedstræk og ikke i stedet et forsøg på at fortolke og italesætte ens selvforståelse der selvsagt kan ændre sig over tid. Sådan har det ikke altid været. Man skal sådan set bare gå en 10-15 år tilbage i tiden for at se hvordan f.eks. Enhedslistens Queerudvalg var voldsom kritisk overfor det daværende LBL’s påståede identitetspolitik. Men det var selvsagt også dengang man i disse kredse troede på Judith Butlers teori om at køn er performativt, altså at køn ikke er en medfødt uforanderlig personlighedsessens men i stedet en rolle som vi spiller. Selv har jeg hørt et foredrag af den svenske queer-feministiske forsker Tiina Rosenberg hvor hun fortalte om hvordan man kunne lave en kønsperformance skala hvor man i den ene ende havde hyperfeminine heteroseksuelle kvinder og i den anden ende havde transmænd. Det var for ca. 15 år siden. Havde hun holdt det foredrag i dag ville hun nok være blevet mødt med rasende anklager om transfobi.

Personligt ser jeg køn som noget der på det biologiske og kropslige plan er medfødt, men som hvad kønsrollerne angår er socialt konstrueret. Samfundet prøver at få os til at performe køn på bestemte måder alt efter hvilken type krop vi er født med. Hvordan vi har det med de kønsrolleforventninger som vi mødes med og hvordan vi lever i henhold til dem, kan godt placeres på en skala hvor man så kan befinde sig forskellige steder i forhold til hvor meget eller hvor lidt man kan og vil performe køn sådan som det forventes af os. I stedet for at operere ud fra en binær kønsforståelse hvor alle mennesker enten er transkønnede eller ciskønnede, burde vi have øjnene åbne for at der er betydelige gråzoner og uklare grænser mellem f.eks. transmænd og kønsrolleafvigende lesbiske. At tro, at man med sikker hånd kan afgøre hvor børn og unge befinder sig i forhold til f.eks. disse to identitetskasser er udtryk for en (selvvalgt) blindhed for at børn og unge lige præcist er i gang med at finde sig selv. At tro, at man kan være sikker på at de selvfølgelig er transkønnede og derfor behandle dem med hormoner og operationer, altså lave ireversible indgreb i deres kroppe, er det glade vanvid. Et barn eller en teenager kan ikke tage stilling til om vedkommende vil give afkald på at kunne få børn og på at kunne få orgasme (begge dele er mulige konsekvenser af en sådan behandling) for i stedet bedre at kunne passere som en person af det modsatte køn. Og nej, ingen forældre kan ej heller tage så alvor en beslutning på sit barns vegne. Det er en voksenbeslutning som man først kan tage når man selv er voksen.

Læs mere

Skrevet af den 8 nov, 2021 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Vi er også kirken – Skitser til en regnbueteologi

 

Fra midten af 1990’erne til 2012 bølgende debatten om et muligt velsignelses- eller vielsesritual for homoseksuelle par frem og tilbage i den folkekirkelige andedam. Intet mindre end folkekirkens overlevelse stod på stil, altså hvis man skulle tro på den folkekirkens højrefløj. Denne profeterede, at folkekirken ville blive spaltet, eller at de trofaste kirkegængere i stor stil ville udvandre fra en kirke, der vovede at velsigne hvad Gud forbander. Og som det så ofte sker med de falske profeter, så stak man i stilhed piben ind da det viste sig at man havde grebet til falske trusler i forsøget på at forhindre et ritual som der faktisk var flertal for blandt folkekirkens præster.

Men dette nederlag forhindrer selvsagt ikke konservative og fundamentalistiske kristne, både indenfor og udenfor folkekirken, i at fortsætte med at forkynde, at homoseksuelt samliv er en alvorlig synd der vil føre til fortabelse hvis man ikke angrer og omvender sig. Deres forkyndelse har sat sit præg på kristne homoseksuelle, og har selvsagt også haft betydning for teologer, der tilfældigvis også er homoseksuelle. Sidstnævnte har med bogen ”Vi er også kirken – Skitser til en regnbueteologi” ønsket at formidle deres egne erfaringer såvel som teologiske refleksioner over det at være kristen og ”LGBT-person”.

Vi er også kirken – Skitser til en regnbueteologi” er en antologi bestående af 7 artikler skrevet af homoseksuelle teologer med en (liberal) folkekirkelig baggrund hvoraf de 6 i øvrigt er folkekirkepræster. Artiklerne svinger en del i forhold til hvor meget den personlige coming out and coming in historie tæller i forhold til de teologiske refleksioner. Personligt blev jeg mest berørt af Carina Wøhlks artikel ”I regnbuens tegn” der i et letforståeligt sprog kombinerer en fortælling om delvist ret så grænseoverskridende erfaringer med sexisme og homofobi i folkekirkeligt regi med en stærk bekendelse til kærlighedens Gud. Men Viggo Julsgaard Jensens artikel ”Nu tager vi selv ordet”, der bl.a. indeholder en, dog for kort, introduktion til queer-teologi er læseværdig. Og som den eneste forholder Irene Larsen sig i artiklen ”Bibellæsning for lesbiske og bøsser” mere grundigt til hvordan man kan forstå og håndtere de bibelvers som den kristne højrefløj bruger til at slå homoseksuelle kristne i hovedet med.

Det der med ”skitser” skal tages ret så bogstaveligt. Artiklerne har en tendens til ikke virkeligt at komme i dybden med de teologiske problemstillinger som de arbejder med – og desværre giver nogle af bidragsyderne også lidt indtryk af at de måske ikke helt synes at disse problemstillinger virkeligt er relevante at forholde sig til – for selvfølgelig kan man være kristen og ”LGBT-person”, basta! Men hvis man nu er en kristen homoseksuel, der kæmper med at forene sin tro og sin seksuelle orientering, og som tror, at han eller hun er nødt til at vælge den ene fra for at kunne have den anden, er det faktisk ganske vigtigt at have nogle gode teologiske argumenter for at disse kan forenes.  En fælles indledende artikel hvor bidragsyderne havde samskrevet nogle sådanne, og hvor man kom godt rundt om de ofte brugte skriftsteder såvel som kom ind på nogle grundlæggende refleksioner over det kristne menneske- og gudssyn såvel som soteriologien (frelseslæren), havde været guld værd.

Men måske en ”regnbueteologi” nødvendigvis må være skitseagtig når og hvis den ikke blot må handle om homoseksuelle men også skal have de andre bogstaver i den sig stadigt udvidende regnbue med. Er de udfordringer man står overfor som homoseksuel kristen f.eks. nødvendigvis de samme som dem man har hvis man er biseksuel og måske lever i et forhold med en af modsat køn? Og hvordan vil man forene påstanden om at ”Gud har skabt LGBT-personer sådan som de er” med påstanden om at transkønnede er født med en forkert krop? Hvorfor skulle Gud skabe nogle mennesker med forkerte kroppe eller havde hun bare en dårlig dag da hun anbragte en mandesjæl i en kvindekrop eller omvendt? Og så taler vi slet ikke om hvor kompliceret det bliver at forene forestillingen om, at vi mennesker skabt med et dybtfølt behov for at indgå i seksuelle relationer med andre, med de aseksuelles påstand om at lige præcist sådanne forestillinger er med til både at usynliggøre og sygeliggøre deres seksuelle orientering. Når man reelt set kun har noget at sige til forholdet mellem kristendom og homoseksualitet, så skulle man nok også eksplicit havde overladt det til biseksuelle, transkønnede, interkønnede, aseksuelle og diverse andre ”regnbueidentiteter” at beskrive deres teologiske problemstillinger.

Læs mere

Skrevet af den 2 nov, 2021 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Et monsters bekendelser

 

Når man som undertegnede vælger at debattere emner som folk kan have stærke holdninger om, herunder emner hvor folk kan have noget personligt i klemme, kan man opleve at blive lagt for had. Jeg har selv kunnet konstatere, at der er folk der pga. min ”debat-aktivisme” ønsker mig både død og ødelæggelse om end jeg faktisk indtil videre ikke har fået personlige trusler i min egen ind-boks. Jeg kan imidlertid forstå, at der er nogen derude der hader mig rimeligt helhjertet og er overbevist om at jeg er et meget ondt og modbydeligt menneske.

Det er ikke nyt for mig at blive mødt med foragt. Jeg blev trods alt mobbet intensivt og vedholdende op gennem hele mine 9 lange, triste og ensomme år i folkeskolen. Men denne mobning handlede, sådan som jeg ser det, ikke så meget om et had til mig og mine holdninger men snarere om en foragt for en person, der var tydelig anderledes, nok ikke altid så god til at aflæse de sociale koder, og som under alle omstændigheder kunne være den, man kunne underholde sig med at sparke til (både fysisk men især verbalt) så man kunne få afløb fra egne problemer og frustrationer.

Som kristen og homoseksuel har jeg selvsagt også mødt en del foragt. For de kristne fundamentalister var (og er) jeg en ubodfærdig synder. For nogle homo- og queer-aktivister var (og er) jeg en elendig eksistens med manglende viljestyrke til at droppe min ”homofobiske religion”. Kun som outspoken eks-katolik og katolicismekritiker har jeg imidlertid mødt noget som godt kunne virke som virkeligt had. Jeg ved af egen erfaring fra min fortid som katolsk fundamentalist, at kritik af den katolske kirke kan gøre rigtigt ondt hvis man har investeret (for meget) mental energi i opretholdelsen af dens ære og respekt i verden. Og den hvis ord udløser smerte kan du let komme til at hade.

Men det er dog først da jeg begyndte at komme i konflikt med den radiale transaktivisme at jeg i massiv grad har oplevet ikke bare vrede og foragt men også åbenlyst had. Og selvfølgelig må det jo udløse nogle selvrefleksioner.

Allerede for nogle år siden skrev en transaktivist i en Facebook debat med mig at ”jeg nok troede at jeg var et godt menneske”, underforstået at det var jeg i hvert fald ikke! Hvis man hører til de få der kender mig rigtigt godt ville man vide, at jeg ikke render rundt og tror, at jeg er et godt menneske. Jeg tror dog heller ikke, at jeg er et unikt ondt menneske. Der skal i virkeligheden vel en særlig grad af åndelig højrøvethed til at tro, at man er ”verdens ondeste menneske” og lignende, som jeg i tidens løb har set ”fromme” mennesker sige om sig selv. Jeg vurderer mig selv til at være helt gennemsnitlig ond. Og dermed er jeg, sådan som jeg ser det, blot et menneske, for at vi mennesker har noget mørkt og destruktivt i os, der kæmper mod lyset og kærligheden, er et helt centralt element i mit menneskesyn.

Jeg har faktisk ikke noget behov for at være bevidst ondskabsfuld overfor andre mennesker. Jeg føler ingen glæde ved at tilføje andre smerte. Et smil varmer mit hjerte, mens en tåre let udløser tårer hos mig. Men man kan tilføje andre, især dem man elsker allermest, meget smerte ud fra almindelig tankeløshed, egoisme og selvoptagethed og det har jeg desværre rigeligt at dele ud af. Nu hører det imidlertid til min religiøse overbevisning, at jeg og alle andre mennesker af vores natur ikke er ”gode nok”, da vi alle svigter i forhold til kærlighedens lov. Men det gør bare heller ikke noget, for Jesus har gjort os alle gode nok ved at give sit liv for os på korset. At jeg ultimativt er god nok handler derfor slet ikke om mig selv, om alle mine svigt eller mine forsøg på at være bedre. At blive ultimativt favnet, elsket og hjulpet videre er efter min overbevisning ikke en velfortjent belønning for egen indsats men i stedet en gave som vi får ganske ufortjent.

Jeg synes faktisk, at der en trist tendens hos dem, der så gerne vil være woke, til at være nærmest besat af tanken om at fremstå som gode. Der synes i disse kredse at være en bemærkelsesværdig hang til at iscenesætte sig selv om personer, der har alle de rigtige holdninger, som altid opfører sig korrekt eller i hvert fald altid retter ind når medlemmer af en undertrykt minoritet giver dem besked herpå. På sin vis minder de mig lidt om den type kristne som elsker at fremhæve at de følger Bibelen og/eller kirkens lære med højeste grad af samvittighed – og at de altid anger og omvender sig hvis de skulle komme til at fejle i forhold til disse.

Min erfaring med dem, som er meget optaget af tanken om at blive anerkendt som ”gode og rigtige” er desværre, at de ikke blot ofte har et stærkt behov for at have nogle ”forkerte og onde” de kan spejle deres egen godhed i. Nej, de bliver også let direkte ondskabsfulde overfor dem, der ikke som dem lever, tænker og handler ”rigtigt”. Det ser ud til at man kan blive så rummelig og mangfoldighedsfavnende at man kan blive direkte aggressiv og ondskabsfuld overfor dem, der ikke lever op til ens egne høje moralske krav.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke ude på at værdirelativere. Det er vigtigt og nødvendigt at turde og kunne sige fra overfor uretten. Det er sådan set også tanken bag min egen aktivisme. Derfor skriver jeg ting som jeg godt ved nogen vil blive oprørte over. Jeg skriver det dog ikke fordi jeg vil gøre dem oprørte, men fordi jeg føler, at det er min pligt at forsvare de kvinder og børn som ud fra en misforstået tolerance lige for tiden kastes under bussen.  Det er altid rarere at kunne sprede en god stemning, men sommetider er man desværre nødt til at være en killjoy, dvs. en der ødelægger ”den gode stemning ved middagsbordet” ved at påpege de ting, der er løbet helt af sporet.

Hvad jeg vil sige er, at man skal passe på med at dæmonisere og monstergøre dem, som man er uenig med. Den jeg oplever som ulidelig, træls eller direkte ubehagelig kan være et menneske som andre elsker og værdsætter. Vi mennesker er sammensatte væsener, og andre, ikke mindst dem der kun kender os fra de sociale medier, kender typisk ikke alle vores mange og måske ofte selvmodsigende væsenstræk. Alle mennesker har en umistelig værdighed som lige præcist det de er, medmennesker. Hvis vi ikke kan være uenige, herunder diskutere det, der kan gøre ondt at tale om, så bryder vores demokrati sammen. Derfor er der ingen anden vej end samtalen. Den samtale, hvor man husker, at der sidder et medmenneske bag ved skærmen. Og det skal ikke mindst jeg selv hele tiden huske mig på.

Læs mere

Skrevet af den 8 okt, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Radio LOUD levede op til sit dårlige ry

 

Den 7. oktober2021 var jeg blevet inviteret til at deltage i en debat om transkønnede børn i Radio LOUDS program Touché i anledning af en kronik som jeg havde fået bragt i Politiken den 2.10.  Min deltagelse i dette program var på mange måder en rigtig dårlig oplevelse for mig fordi studieværterne i den grad var både forudindtagede og dårligt forberedte.

Grundlæggende set har jeg tre alvorlige anker i forhold til hvordan radioværterne Cecilie Lange og Kevin Shakir agerede i løbet af det ca. 45 minutter lange program: De havde tydeligvis ikke sat sig ordentligt ind i problematikken hvad medførte at starten af debatten kom til at forløbe kaotisk, værterne opførte sig halvflabet overfor mig og fordrejede flere gange på grov måde mine udsagn, og værterne bragte uden min tilladelse oplysninger om min arbejdsplads, om end grotesk nok forkerte, hvorefter de i øvrigt i Podcast versionen af programmet fjernede min protest over dette.

Allerede fra starten af programmet viser det sig, at Kevin Shakir ikke har forstået hvad den nuværende lov om juridisk kønsskifte for voksne hhv. forslaget om juridisk kønsskifte for børn handler om. I starten af udsendelsen får han nemlig sagt, at det juridiske kønsskifte for børn skulle handle om at de sidste cifre i personnummeret skal ændres så de ikke er mandlige eller kvindelige og han fik rodet en lægefaglig evaluering ind i problematikken selvom både den gældende og den ønskede lovgivning handler om at man kan få juridisk kønsskifte blot ved at lave en ansøgning herom. Både Helge Rune Nymann, næstforperson i Foreningen til Støtte til Transkønnede børn, der var min ”modpart” i programmet, og jeg korrigerede sidstnævnte men det irriterer tydeligvis Kevin Shakir, der så begynder at spørge mig om hvorfor jeg ikke er med på at vi får kønsneutrale personnumre. Kønsneutrale personnumre er en anden problematik end det juridiske kønsskifte, og det var derfor både forvirrende og afsporende for debatten at jeg skulle lægge ud med at forholde mig til denne problematik. Da jeg så svarer, at kønsneutrale personnumre ville koste en halv milliard kr. (hvad i øvrigt er lavt sat) og at politikerne derfor næppe vil støtte en sådan ide, får jeg et halvflabet svar om at regeringen jo ellers har fremsat et ønske om en sådan lovændring og at det derfor ikke er pengene der er problemet. Regeringen har imidlertid ikke meldt ud at den ønsker at indføre kønsneutrale personnumre, den har vendt ideen om at indføre juridisk kønsskifte for børn (dvs. at en biologisk dreng kan få et lige cpr.nr og en biologisk pige kan få et ulige) og det koster selvsagt ikke statskassen noget nævneværdigt beløb. Helt galt går det imidlertid da Kevin Shakir og Cecilie Lange vil have mig til at tage stilling til om man ikke kunne have et cpr-nr. for en tredje kønskategori. Dette er i sig selv et rimeligt meningsløst spørgsmål al den stund at de danske personnumre bygger på to binære principper: at vi har to køn, kvinder og mænd, og at vi har to typer af tal, lige og ulige. At programværterne dermed spørger mig om noget der ikke giver mening og som der mig bekendt heller ikke har været fremsat noget krav om gør selvsagt at jeg må svare undvigende. Men det får Cecilie Lange til at komme med et halvflabet krav om at jeg skal svare på hvad de spørger om, øjensynligt fordi jeg skal fremstilles som en person, der ikke ønsker at samfundet skal indsamle viden om et sådant tredje køn eller hvad ved jeg.

Cecilie Lange fortsætter herefter med at agere manipulerende overfor undertegnede. På et tidspunkt i programmet kommer jeg ind på at et af problemerne med det juridiske kønsskifte er at det efter min mening bidrager til at de såkaldte transbørn lærer at der er pinligt hhv. fastholdes i en forestilling om at det er pinligt hvis fremmede kan gennemskue deres biologiske køn (her via personnummeret) og at det ville være bedre at hjælpe disse børn til at acceptere at de kønsmæssigt set er anderledes end andre frem for at forsøge at skjule det. Det får Cecilie Lange fordrejet til at jeg skulle hævde, at ”det er pinligt at være transkønnet” dvs. noget som man skal skamme sig over, hvad er lige præcist det modsatte af hvad jeg sagde. I øvrigt bekræfter Helge Rune Nymann mig i at de såkaldte transkønnede børn lige præcist kan opleve det som pinligt hvis deres biologiske køn bliver afsløret, men jeg får selvfølgelig ikke en undskyldning fra værterne, i stedet skynder de sig at stille over til en folketingspolitiker på Christiansborg.

Men øjensynligt kunne Cecilie Lange ikke dy sig for at fortsætte af den bane som værterne var startet med. Da jeg f.eks. forsøger at problematisere selve udsagnet om at ”man ikke er det køn som man er født som” og spørger om hvad det udsagn betyder kommer hun med det kække svar, at ”det betyder at man ikke er det køn som man er født som”. Det er desværre ganske typisk for den radikale transaktivisme at man forsøger at vige udenom det helt centrale spørgsmål om hvad køn er med indholdsløse cirkelsvar. Man kunne måske godt forvente at en journalist var hævet over en sådan aktivistisk retorik.

Men det bliver værre endnu, for Cecilie Lange fordrejer efterfølgende mine udsagn om at vi skal lære piger at acceptere deres medfødte kroppe samtidigt med at vi støtter dem i at gøre oprør mod de undertrykkende normer og regler for piger og kvinde. Dette udsagn får hun nemlig opsummeret til at være et spørgsmål om hvorvidt ”man kan lære ikke at være en kvinde hhv. opføre sig som en kvinde”. Øjensynligt formåede Cecilie Lange ikke at skelne mellem mine udsagn og hendes egen fortolkning af disse hvad vel ellers må være en af grundforudsætningerne for et seriøst journalistisk arbejde.

Sidst men ikke mindst var det dybt problematisk at værterne blev ved med at nævne min arbejdsplads – om end de roede navnet på denne sammen med en anden. Jeg havde ikke givet tilladelse hertil og min private arbejdsplads er ganske ligegyldig i forhold til dette program. Jeg protesterede i slutningen af programmet herover og Kevin Shakir sagde da også at han beklagede og at det var en fejl. Men i den efterfølgende Podcast version af programmet har Radio LOUD klippet min protest og den efterfølgende beklagelse ud, hvad i mine øjne er noget nær kildeforfalskning. Og selvom det forkerte udsagn om min arbejdsplads gentages flere gange i programmet kan man i shownoterne ikke læse en beklagelse over at de uden tilladelse bragte sådanne oplysninger og at de i øvrigt er forkerte. Man forsøger altså at dække over fejlen i stedet for at få den rettet, hvad viser at man øjensynligt ikke formår at arbejde efter de helt basale journalistiske tommelfingerregler.

PS. Efterfølgende er jeg blevet ringet op fra Radio LOUD. Vi har aftalt at de klipper de fjernede udsagn fra udsendelsen tilbage og så fik jeg et langt forsøg på en art undskyldning.

Læs mere