Menu
Kategorier

Skrevet af den 2 maj, 2021 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

En kritik af den intersektionelle feminisme

 

Da jeg første gang, dvs. for nok ca. 15 år siden, stødte på begrebet ”intersektionalitet” var det i forbindelse med at jeg prøvede at sætte mig ind i den såkaldte queer-teori, der dengang var på højeste mode blandt de mere intellektuelt mindede (eller dem der gerne ville fremstå som sådanne) i dele af det homoseksuelle miljø. Jeg må indrømme, at det tog lidt tid før jeg fandt ud af hvad man helt præcist mente med ”intersektionel”, for queer-teoriens tilhængere var og er kendetegnet ved en bemærkelsesværdig hang til at udtrykke sig upræcist og svært forståeligt. Men da jeg fik lidt mere styr på hvad man mente med ”intersektionalitet” så kunne jeg godt se denne indfaldsvinkels potentialer.

Det er nemlig kendetegnende ved mange (eller måske alle?) rettighedskampe at dem der fører dem har en tendens til at overse, at vi mennesker typisk tilhører forskellige biologiske, sociale og identitetsmæssige grupper frem for blot én. Man er altså f.eks. en sort muslimsk kvinde fra arbejderklassen frem for blot en sort, en kvinde eller en muslim. Og der kommer sjældent noget godt ud af at kræve, at man skal vælge et af disse tilhørsforhold på bekostning af alle de andre, altså at man f.eks. giver kvinder besked på at de ikke kan være ordentlige feminister eller socialister hvis de ikke opgiver deres muslimske tro eller at de ikke kan være gode muslimer hvis de ikke opgiver deres feministiske eller socialistiske engagement.

En anden vigtig indsigt som en intersektionel indfaldsvinkel kan give er, at fordi vi tilhører forskellige ”kategorier” eller ”grupper” så kan vi både opleve undertrykkelse og deltage i undertrykkelse. En sort mand kan f.eks. være sexistisk overfor de kvinder han møder samtidigt med at han mødes med racisme af bl.a. hvide kvinder. ”Undertrykt” og ”undertrykker”, ”privilegeret” eller ”underpriviligeret” etc. er i vores komplekse virkelighed ikke binære kategorier der udelukker hinanden. Der er i stedet lige præcist tale om positioner der kan være til stede i samme individs levede virkelighed, og som i øvrigt kan udvikle sig over tid f.eks. i forbindelse med social op- eller nedstigning.

Problemet med den intersektionelle analyse sådan som den alt for ofte fremføres af såkaldte intersektionelle feminister er, at dem der benytter sig af den har en tendens til en rigid binær og/eller dualistisk indfaldsvinkel til den verden vi lever i. Jeg oplever i hvert fald, at mange der kalder sig for intersektionelle feminister, har en stærk tendens til at dele verden op i de onde og de gode. På den ene side har vi de per definition priviligerede, der er racister, sexister og diverse -fober, og som er kendetegnet ved at de diskriminerer og ekskluderer andre. På den anden side har vi dem der udsættes for racisme, sexisme og diverse -fobier og som er kendetegnet ved at de oplever diskrimination og eksklusion. Disse feminister går derfor i panik hvis nogen f.eks. taler om muslimer, der er homofobiske eller sexistiske, fordi de øjensynligt ikke kan håndtere at man både kan være undertrykt og undertrykker på samme tid. Man vil meget hellere tale om f.eks. racisme og sexisme hos hvide, som tydeligvis er blevet til et andet ord for ”ond”, bare tænk på hvordan udtrykket ”hvid feminisme” bruges som et skældsord om alle feministiske positioner som man ikke bryder sig om.

Den intersektionelle analyse er blevet til en art ”skrifte-spejl”, altså i dette tilfælde en art liste over alle de privilegier man antages at have hvis man f.eks. er hvid og såkaldt ciskønnet. Ved at gennemgå denne ”liste” skal man som f.eks. hvid og såkaldt ciskønnet indse, at man indtil da har været privilegieblind, men denne synd kan man vaske sig selv ren for hvis man indser og bekender hvor forkert man har tænkt og handlet indtil man så lyset og blev woke. Selvsagt skal man også bekende, at man til hver en tid uden nogen form for tøven vil rette ind og ændre sprogbrug, adfærd eller indstilling hvis nogle af dem, der tilhører offer-kategorierne, såsom f.eks. sorte eller transkønnede, kræver dette.

I stedet for at bruge den intersektionelle analyse til at hjælpe os med at forstå, hvor komplekst hvert individs position i verden er, er den indenfor den intersektionelle feminisme altså degenereret til en art minoritetsbingo, hvor det gælder om at kunne påberåbe sig så mange ”offer-positioner” som muligt. For jo flere ”offer-points” man kan score desto mere ret har man, f.eks. retten til at blive hørt (og adlydt), retten til at lukke munden på andre, der tilskrives diverse privilegier, og ikke mindst retten til at bestemme hvem den feministiske kamp skal bruge sine ressourcer på. På denne måde bidrager den intersektionelle indfaldsvinkel ikke til at gøre os klogere. I stedet bidrager den til at der skabes et mentalt miljø hvor debat er umulig da rationelle argumenter intet tæller når alt handler om hvem der er mest offer og via denne offerposition derfor per definition har ret.

 

Læs mere

Skrevet af den 9 mar, 2021 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

LGBT+ Danmarks antifeminisme

 

LGBT+ Danmark valgte på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8.3.2021 at offentliggøre et blogindlæg med titlen ”Kvindekamp er kønskamp

Man vil ”benytte lejligheden til at understrege, hvorfor kvindekampen og LGBT+ bevægelsen er uadskillelige, og hvorfor vi må fastholde solidariteten”. Men først og fremmest vil man tydeligvis formidle det budskab, at kvinder skal forstå, at der er andre, der har det hårdere end dem selv. I hvert fald går man videre med at henvise til en undersøgelse foretaget af HK-Hovedstaden hvoraf det fremgår, at ”19,7 procent af de adspurgte LGBT+ personer havde været udsat for (seksuelle) krænkelser de seneste 12 måneder mod 9,6 procent blandt de adspurgte ikke-LGBT+ personer”.

Man påstår efterfølgende interessant nok, at det skulle være kvindebevægelsen, der ”har banet vejen for politiske bevægelser som LGBT+ Danmark og inkluderet transpersoner, nonbinære og kønsdiverse i kønskampen”. Det var nu snarere queer-aktivismen der stod bag denne katastrofale udvanding af homokampen, men det er en anden historie. Mere interessant er den efterfølgende påstand: ”Men desværre har det også særligt de seneste år givet anløb til en farlig splittelse i den internationale kvindekamp. Antigender-bevægelsen er et voksende fænomen, som ikke kun findes på den traditionelle højrefløj, men også i reaktive kredse af feministiske grupper. Bevægelsen benægter eksistensen af personer, der bryder med eller overtræder de to kønskategorier. De mener ikke at køn kan inddeles i socialt køn og biologisk køn (eller ‘gender’ og ‘sex’ på engelsk) og at lige rettigheder til transkønnede og nonbinære er en trussel mod både kvinders sikkerhed og traditionelle samfundsstruktur, som i høj grad er opdelt efter to køn.

Afslutningsvis kommer der så en masse ord om hvor meget undertrykkelse LGBT+ personer, og her ikke mindst nonbinære, udsættes for og kvindebevægelsen får afslutningsvis bl.a. følgende opfordring med på vejen: ”Vi håber, det ansporer kvindekampen til at åbne sin forståelse af køn op – ikke for at underminere kvinders unikke oplevelser, men for at  fælles front. I dag er det kvindernes kampdag, fordi kvinders kamp på ingen måde er vundet. Men kvindekamp er også en bredere kønskamp, som den i høj grad deler med LGBT+ personer, herunder de, som falder uden for eller mellem de to køn.

 

Hvad der grundlæggende set slår mig ved dette udspil fra LGBT+ Danmarks side er, at man de facto fremstiller kvinder og LGBT+ personer som to forskellige kategorier, hvor den første så forventes at vise solidaritet med den anden. I sig selv er det en mærkværdig skelnen. Jeg mener, om man nu tager udgangspunkt i det biologiske køn eller i den såkaldte kønsidentitet, så må det vel antages, at ganske mange LGBT+ personer er kvinder. Det giver ikke mening at fremstille det som om der er tale om to forskellige kategorier. Vi taler jo heller ikke om f.eks. ”kvinder” og ”sorte” eller ”kvinder” og ”arbejdere”. I stedet forholder det sig sådan, at nogle kvinder er LGBT+ personer og en del LGBT+ personer er kvinder.

Men nu er et af problemerne med betegnelsen ”LGBT+ person” at det lige præcist er en kønsneutral betegnelse – og dermed dybt problematisk når den bliver forsøgt brugt i en debat om og analyse af kønsbaseret vold. En undersøgelse hvoraf man ikke kan se hvilket (biologisk) køn dem, der angiver, at de har oplevet sexchikane eller anden form for seksuel vold, har, bidrager til at usynliggøre mænds systematiske undertrykkelse af kvinder. LGBT+ Danmarks udlægning af HK-Hovedstadens undersøgelse af sexchikane på jobbet er hermed dybt usolidarisk med kvindekampen.

Men ikke nok med det, den bidrager også til at sløre det forhold, at LGBT+ alfabetsuppen dækker over ret så forskellige grader af udsathed for seksuel vold, herunder sexchikane. Heldigvis har vi en mere grundig undersøgelse i form af den nationale SEXUS undersøgelse. Her angiver 6,2 % af de heteroseksuelle mænd, 12,3 % af de homoseksuelle mænd, 9,4 % af de biseksuelle mænd, 20,4 % af de heteroseksuelle kvinder, 22,9 % af de homoseksuelle kvinder og 31,4 % af de biseksuelle kvinder, at de har været udsat for sexchikane på deres arbejdsplads. Ser vi på svarene fra personer under transparaplyen, så angiver 16,0 % af transkvinderne, 6,8 % af de nonbinære mænd, 19,5 % af transmændene og 33,3 % af de nonbinære kvinder, at de har været udsat for sexchikane på deres arbejdsplads. Her fremstår det tydeligt hvor vigtigt det biologiske køn er. Alle biologiske kvinder på tværs af deres identitet har en større risiko for at opleve sexchikane på arbejdspladsen end de biologiske mænd har det.

Det er rigtigt, at f.eks. biseksuelle kvinder er mere udsatte end heteroseksuelle kvinder – men jeg vil tro, at man ville kunne se tilsvarende forskelle på hvor udsatte f.eks. sorte kvinder er for sexchikane i forhold til hvide kvinder. Det ændrer ikke ved den grundlæggende problematik: Er du en (biologisk) kvinde er du mere udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen end (biologiske) mænd – også når du er en LGBT+ person. Det er jo bl.a. derfor, at der er brug for kvindekamp!

 

Det virker godt nok også noget hult, at vi kvindesagsforkæmperne opfordres til ”solidaritet” samtidigt med, at LGBT+ Danmark i en sådan grad misrepræsenterer den radikalfeministiske/kønskritiske position, at det ligner en bevidst manipulation. For der kan vist ikke være megen tvivl om at det er os, der menes med ”reaktive” kredse af feministiske grupper. Hvis LGBT+ Danmark virkeligt tror, at vi benægter eksistensen af personer, der bryder med eller overtræder de to kønskategorier, at vi ikke skelner mellem socialt køn og biologisk køn og at vi frygter nedbrydningen af den traditionelle kønsstruktur, så kan det da kun skyldes, at de har holdt sig for ørene og løbet skrigende bort så snart nogen har prøvet at påvise hvor kvindeundertrykkende og kønsessentialistisk den radikale transaktivisme er. Det ser ud til, at LGBT+ Danmark har spærret sig selv inde i en ideologisk bunker og så smidt nøglen væk. Hvis man vil tages seriøs i en feministisk debat, skulle man godt nok lige overveje at sætte sig ind i hvad de forskellige fløje indenfor denne bevægelse mener.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 8 mar, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

LGBT+ Danmark og pressefriheden

 

Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef for LGBT+ Danmark (og som øjensynligt er den, der reelt sætter den politiske dagsorden i foreningen da det stort set altid er hende der optræder i pressen på foreningens vegne) langer på Twitter voldsomt ud mod Weekendavisen som hun beskylder for at have ”startet sin egen ideologiske krig mod transkønnede børn og unge”. Det kniber godt nok for Susanne Branner Jespersen at komme med konkrete beviser for denne ”krig”. Men hun hævder, at foreningen har gennemgået alle avisens artikler om ”emnet” i perioden 1.11.2019 til 22.10.2020. Man fandt 11 indlæg hvoraf ”kun 3 kunne siget at være positiv overfor trans*personer”. De andre var ”anti-trans indlæg/artikler/kronikker”. Og så hævder Susanne Branner sågar, at jeg skulle have ”frit spil” hos Weekendavisen…

Bevares, politikere, aktivister, foreninger etc. har selvsagt lov til at være utilfredse med mediernes eller et enkelt medies dækning af deres interesseområder. Det står dem frit for f.eks. at skrive et kritisk modsvar – og så vidt jeg husker har LGBT+ Danmark og Co. da også fået bragt sådanne i Weekendavisen. Men for LGBT+ Danmark har disse muligheder tydeligvis ikke været tilfredsstillende. Det fremgår nemlig også af Twitter, at Susanne Branner har sendt en mail til avisens chefredaktør ”for at spørge om vi kunne holde et møde mellem os i LGBT+ Danmark og redaktionen på WA, for i det MINDSTE at starte en samtale. Det er ikke blevet til noget endnu.

Det er godt nok uhyggeligt at LGBT+ Danmark, en statsstøttet lobbyorganisation, i ramme alvor mener at have retten til at kræve indflydelse på en dansk avis redaktionelle beslutninger om hvilke artikler og debatindlæg den vil bringe. Det viser at vi har med en forening at gøre, der ikke har respekt for ytringsfriheden og den frie presse. Og det bliver ikke mindre uhyggeligt af at selvsamme forening også kæmper for en udvidelse af forbuddet mod ”hadefuld tale” til også eksplicit at indeholde ”kønsidentitet”. I fremtiden vil LGBT+ Danmark nok ikke nøjes med at forsøge på at indkalde avisredaktioner til ”kammeratlige” samtaler når de bringer artikler eller debatindlæg om transrelaterede emner som ikke falder i foreningens smag. Hvis Folketinget vedtager LGBT+ Danmarks drømmelovgivning vil sådanne avisredaktioner kunne regne med en politianmeldelse.

Læs mere

Skrevet af den 10 feb, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

En kritisk analyse af “Stop diskrimination i skolen”

 

LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark har barslet med en rapport om LGBT+ børn og unges vilkår og trivsel i Grundskolen, der har titlen ”Stop diskrimination i skolen”. Jeg tror aldrig, at jeg har læst en rapport der bruger udtrykket ”bekymring” så hyppigt som denne! Skal man tro ”Stop diskrimination i skolen”, så står det helt galt til når vi taler om LGBT+ børn og unges situation i grundskolen: De udsættes for omfattende mobning, de hader at gå i skole og har selvmordstanker etc. Og løsningen på problemet er, ifølge rapporten, en storstilet national indsats hvor hovedfokus skal lægges på omfattende undervisning af børn, unge og de lærerstuderende ud i de mange kønsidentiteter og seksuelle orienteringer, krydret med kønsneutrale toiletter, ret pronomenbrug og udsmykning af skolerne med regnbueflag. Og minsandten om ikke LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark ydmygt tilbyder at stå til rådighed for udformning og implementering af denne nationale kraftanstrengelse for at komme de plagede LGBT+ børn og unge til undsætning.

Nu er det store spørgsmål selvsagt hvad man så reelt kan bruge ”Stop diskrimination i skolen” til. Den bygger på 910 besvarede spørgeskemaer, der er blevet delt via de sociale medier, primært LGBT+ foreningernes egne platforme på disse. Dermed har vi ingen sikkerhed for at dem, der har besvaret spørgsmålene, er repræsentative for den undersøgte gruppe.

Et andet problem er, at ”Stop diskrimination i skolen” i sine formuleringer ofte lægger op til at rapporten nærmest taler på ”LGBT+ elevernes” vegne, at den om jeg så må sige giver stemme til dem, der står ude i kampen for at overleve som LGBT+ elev i grundskolen, og som derfor kan give direkte input til hvordan disses situation er og hvad der skal gøres. Men rapporten indrømmer selv, at 75 % af dem, der har besvaret spørgeskemaet, har forladt grundskolen. Dermed har de fleste af svarene reelt set tilbageskuende karakter og vedrører erfaringer der kan ligge op til 9 år tilbage i tiden.

Et tredje problem er, at ”Stop diskrimination i skolen” nok opererer med 15 forskellige kønsidentiteter og 11 forskellige seksuelle orienteringer, men biologisk køn bruges ikke som kategori og dermed bliver det svært at sammenligne med de nationale undersøgelser af skoleelevernes trivsel, da disse skelner mellem piger og drenge, der som bekendt ofte har en ret forskellig situation hvad trivsel angår. Det er nemlig ikke muligt at afgøre om den biologiske kønsfordeling blandt dem, der bliver undersøgt i ”Stop diskrimination i skolen”, er den samme som i grundskolen som sådan. Jeg har dog en mistanke om, at biologiske piger/kvinder er overrepræsenterede. Mere om det senere.

Et fjerde problem er, at både selve spørgsmålene og de konklusioner der drages på baggrund af besvarelserne, ofte blander de forskellige identitetskategorier sammen på en måde, der forplumrer billedet. F.eks. kan man læse følgende: ”Mere end 9 ud af 10 (93 %) svarer, at de har oplevet homofobiske og transfobiske skældsord i skolen, mens kun 7 % svarer, at de slet ikke har oplevet homofobiske og transfobiske skældsord i skolen. Det er yderligere opsigtsvækkende, at mere end 7 ud af 10 (72%) svarer, at de oplever homofobiske og transfobiske skældsord i skolen hver dag eller et par gange om ugen. (…)   Ligesom vores undersøgelse viser grund til at ”kønsidentitet” og ”kønsudtryk” bør indskrives i straffelovens §266 b om hadefulde ytringer for at beskytte kønsminoriteter i samme grad, som seksuelle minoriteter.” (s. 95) Der er bare det problem, at det også fremgår af undersøgelsen, at man i spørgeskemaet har formuleret sig på følgende måde: “Har du oplevet, at ord som “bøsse”, “lebbe”, “svans”, “tranny” eller “gay” bliver brugt som skældsord på din skole?” (s. 58) Det er med andre ord slet ikke muligt ud fra dette spørgsmål at afgøre i hvilket omfang ”tranny” eller lignende nedladende ord om transkønnede bliver brugt i skolen. Men min egen umiddelbare vurdering er, at der i betydeligt større omfang bliver råbt ”bøsse” end ”tranny”.

”Stop diskrimination i skolen” er gennemsyret og styret af det upræcise sprogbrug der generelt kendetegner det LGBT+ aktivistiske miljø. ”Cis-kønnet” bruges i flæng, og udtrykket defineres på den vanlige tågede måde: ”Ciskønnet kvinde (En person, hvis oplevede køn og kønsudtryk stemmer overens det kvindelige køn de blev tildelt ved fødslen, kvinde).”[1] (s. 61). Hvad er ”oplevet køn” og hvad menes med ”kønsudtryk”? Det spørgsmål må man også spørge sig når man læser følgende definition: ”Transkønnet mand (En person, hvis kønsidentitet eller kønsudtryk i større eller mindre grad ikke stemmer overens med det køn kvindelige køn, de blev tildelt ved fødslen).”[2] (s. 62) Og hvad skal man sige til denne definition: Neutrois (En person, der føler, at deres kønsidentitet er neutralt kønnet. Ofte indikerer personer, som definerer sig som neutrois et ønske om at neutralisere de kønskarakterer, der er knyttet til kønnet, som personen blev tildelt ved fødslen f.eks. bryster, krop og ansigtsbehåring).” (s. 61) Får vi tildelt vores krop ved fødslen? Gad vide hvad der menes med at der ”skal undervises i mere og andet end den ciskønnede krop”? Og hvad skal man mene om en ”seksuel orientering” som denne?: ”Demiseksuel (En person, der sjældent eller aldrig oplever seksuel tiltrækning, før de har dannet et stærkt følelsesmæssigt bånd til en anden).” (s. 63).

”Stop diskrimination i skolen” giver imidlertid et spændende indblik i det LGBT+ ungdomsmiljø, der er i større eller mindre grad er tilknyttet til og/eller aktive i de LGBT+ politiske foreninger. For det er nok herfra at man må antage at en pæn stor del af respondenterne stammer. Der er f.eks. en bemærkelsesværdig stor gruppe blandt respondenterne, der befinder sig under transparaplyen, da kun i alt 64 % af disse betegner sig selv som ”cis-kønnede”. Og kønsfordelingen er her skæv, da 53 % angiver at de er ”cis-kønnet kvinde”, mens kun 11 % angiver at være ”cis-kønnet mand”. I øvrigt angiver kun 2 % (15 personer) at være ”transkønnet kvinde” mens 7 % (64 personer) angiver at være ”transkønnet mand”. Alle de andre kønsidentiteter (inklusive en ret stor gruppe af uafklarede) udgør 26 %! Den mere klassiske transidentitet er altså en minoritet blandt de alternative kønsidentiteter. Et lidt lignende fænomen kan man se i forhold til de seksuelle identiteter, hvor 29 % angiver at de er biseksuelle, 16 % at de er lesbiske og 12 % at de er bøsser. Det er vist ret nyt at bøsser er en minoritet i LGBT+ sammenhænge. Mon ikke alt dette tyder på, at biologiske piger/kvinder er overrepræsenterede i rapporten?

Når alt dette er sagt, så skal det selvfølgelig tages alvorligt, når unge LGBT+’er fortæller om mobning og mistrivsel i skolen. Min egen folkeskoletid var et mobbehelvede fra jeg startede i børnehaveklassen til jeg sluttede med 9. klasse. Verbal vold hørte til dagens orden og fysisk vold kom så lejlighedsvis til som ekstra ”krydderi”. Det var derfor nok ikke så mærkeligt, at jeg hadede folkeskolen som pesten, græd mange tårer i ensomhed og havde selvmordstanker. Når jeg ser tilbage på min folkeskoletid, vil jeg hovedsageligt bebrejde mine lærere, at de ikke gjorde noget ved denne mobning som de udmærket godt vidste fandt sted. I heldigste fald ignorerede de det, der skete, men der var også dem, der selv deltog i mobningen eller, hvad nok var værre, gav mig klar besked om at jeg selv var ude om det da jeg bare kunne lade være med at være ”så mærkelig”.

Jeg tvivler på, at man kan forebygge mobning ved at lære grundskolens elever om de mindst 15 kønsidentiteter og 11 seksuelle orienteringer. Mobning handler i mine øjne nemlig ikke grundlæggende set om uvidenhed men om umenneskelighed. Og derfor er den bedste måde at forebygge mobning på at lærerne med det samme griber ind når der mobbes, og det uanset hvem den mobbede og hvem de mobbende er. Hvis man i stedet udnævner særlige grupper som særligt værdige til at modtage særlig omsorg i form af antimobnings indsatser, så smider man jo bare alle de andre sårbare børn og unge under bussen.

Homoseksualitet, biseksualitet og diverse kønsrolleafvigende livsstile og identiteter er en del af den danske virkelighed og skal derfor selvsagt også indgå i undervisningen i et fornuftigt og repræsentativt omfang. Jeg er dog dybt bekymret ved tanken om at LGBT+ Ungdom, LGBT+ Danmark og deres allierede blandt de ekstreme transaktivister skal få lov til at bestemme hvad børn og unge skal lære om seksualitet og køn. Vi lader jo heller ikke Islamisk Trossamfund bestemme hvad eleverne i grundskolen skal lære om islam eller Veganerpartiet bestemme hvad de skal lære om kost og ernæring. Det er allerede nu dybt bekymrende at de LGBT+ aktivistiske ”Normstormere” får lov til at undervise børn og unge i Københavns og Århus kommuner i et materiale som offentligheden ikke må få indblik i. Tænk hvilket ramaskrig det ville udløse hvis Dansk Folkeparti fik lov til at undervise børn og unge om nationalisme og danskhed med et materiale som offentligheden ikke måtte få adgang til…

[1] Citeret fra rapporten inklusive sprogfejl.

[2] Citeret fra rapporten inklusive sprogfejl.

Læs mere