Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 apr, 2022 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

“Ciskønnet” er et transaktivistisk begreb

 

Et af de centrale dogmer indenfor transaktivismen er, at man enten er transkønnet eller såkaldt ciskønnet. Antagelsen er, at man enten ikke ”identificerer sig med det køn man fik tildelt ved fødslen” eller at man gør det. Allerede her står det klart, at begrebet ”ciskønnet” er knyttet til en forestilling om at køn handler om hvad man identificerer eller føler sig som frem for den krop man blev født med. På samme måde tager udtrykket ”køn tildelt ved fødslen” udgangspunkt i den fejlagtige antagelse at det køn, der står i ens fødselsattest, er et resultat af en tilfældig ”tildeling” foretaget af en eller anden læge.

Cis-kønsbegrebet er knyttet til en bemærkelsesværdig rigid binær forestilling om hvordan vi mennesker har det med vores kropslige køn og ikke mindst de kønsroller og kønsrolleforventninger som samfundet møder os med pga. den krop vi blev født med. Hvor man når man taler om menneskers seksuelle orientering som bekendt ikke blot har begreberne ”homoseksuel” og ”heteroseksuel” men også ”biseksuel”, så er forholdet til ens køn øjensynligt et enten-eller og aldrig et både-og.

Trans- og queeraktivister vil selvsagt gerne have os til at tro at ”ciskønnet” blot er et neutralt begreb for alle ”ikke-transkønnede” og at det er den mest objektive og præcise måle at tale om disse på. Men dette er på mange måder ikke rigtigt, og det ikke blot pga. ovenanførte årsager. I praksis ser det ud til at transaktivisterne ofte antager, at dem der ikke betegner sig selv som transkønnede har det ganske udmærket med de kønsrolleforventninger som de mødes med pga. deres medfødte kropslige køn, altså at de såkaldte ”ciskønnede” er kønsrollekonforme hhv. kønsnormale om man vil. Men nu er der ikke så helt få blandt dem, der ikke ser sig selv som transkønnede, der ikke kan eller vil spejle sig i de kønsrolleforventninger som de mødes med pga. deres biologiske køn. Dette forhold synes imidlertid at forvirre mange transaktivister, der øjensynligt har det svært med at håndtere den mangfoldighed af fortolkninger der findes af hvad det vil sige at leve med en kønnet krop i en kønsrollefikseret verden.

Helt konkret har jeg efterhånden en del gange oplevet at transaktivister har påstået at jeg skulle være transkønnet. Sidste gang det skete var da jeg for nyligt på Twitter blev udråbt til at være en selvhadende skabstransmand. Det forhold at jeg ikke kan eller vil spejle mig i de kønsrolleforventninger som jeg mødes med fordi jeg er født med en kvindes krop – og at jeg i øvrigt går i ”herretøj” og ikke ser mig selv som feminin – gør øjensynligt at jeg i disse aktivisters øjne hører til i transkassen om jeg så selv ser sådan på sagen eller ej. På samme måde har jeg set transaktivister blive nærmest rasende hvis folk ikke ville acceptere at blive kaldt for ”cis-kønnede”. Det forhold at man ikke betegner sig selv som transkønnet gør øjensynligt at man i en række transaktivisters øjne mister retten til at definere sit eget køn ud fra hvad der giver mening for en selv.

Jeg er ikke ”cis-kønnet” da jeg ikke er ”kønsnormal”. Jeg har været og er en række forskellige ting, normal hører helt sikkert ikke med hertil. Og som radikalfeminist identificerer jeg mig i øvrigt ikke med min egen undertrykkelse dvs. med de samfundsskabte kønsrolleforventninger til kvinder. Jeg er imidlertid heller ikke transkønnet da jeg er mig fuld bevidst at det forhold at jeg blev født med en piges krop, der har udviklet sig til en kvindes krop, på rigtigt mange måder har været afgørende for hvordan jeg er blevet mødt af andre og dermed på de erfaringer jeg har haft med andre og deres reaktioner på mig. Var jeg blevet født med en penis så havde mine erfaringer, mine muligheder og hermed mit liv på mange måder været anderledes og dermed havde jeg været en anden. At benægte at vores kropslige udgangspunkt på mange måder sætter rammerne for hvem vi er blevet til, er i mine øjne en form for benægtelse af den materielle virkelighed og vores egen livshistorie som er uløseligt knyttet hertil.

Med en vis alder og livserfaring er det alt andet lige ikke så svært at gennemskue illusionen om at vores kropslige virkelighed er noget vi kan flygte fra eller at vi reelt kan skifte fra det ene biologiske køn til det andet. Men det er dybt bekymrende at unge og usikre mennesker, der mangler disse livserfaringer og som ofte savner alternative måder at håndtere kønsrollefrustrationerne på, kan komme til at foretage unødvendige irreversible kropslige forandringer fordi de blev lokket af transaktivisternes sirenesang.

 

Læs mere

Skrevet af den 25 nov, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Transbegreber

 

Transseksuel og transvestit

Historisk set trækker den senmoderne transaktivisme på de ældre kategorier ”transseksuel” og ”transvestit”, udtryk som oprindeligt blev udtænkt af den homoseksuelle seksualitetsforsker Magnus Hirschfeld i de første årtier af det 20. århundrede.

Med ”transseksuel” mente man oprindeligt en person, der er af den sikre overbevisning, at vedkommende er født i en forkert krop. Altså at man har en kvindehjerne eller kvindesjæl fanget i en mands biologiske krop eller at man her en mandehjerne eller mandesjæl fanget i en kvindes biologiske krop. Præfixet ”trans” som jo betyder en form for bevægelse fra et punkt til et andet (som i transport) var ofte en betegnelse for den proces der forløb fra at man indså at man var fanget i en forkert krop indtil man vha. hormoner og operationer var ankommet i den rigtige krop. Tanken var, at den transseksuelle efter sin transformation skulle leve et normalt (heteroseksuelt) liv som enten mand eller kvinde – og for at gøre det væsentligt lettere gav samfundet transseksuelle, der havde skiftet fysisk køn, adgang til også at skifte juridisk køn så der var en harmoni mellem fysisk fremtoning og juridisk køn. Mere kritisk betragtet kan man se ideen bag kønsskifteoperationerne og det juridiske kønsskifte som et forsøg på at normalisere den meget kønsafvigende homoseksuelle mand eller kvinde – faktisk lægger regimet i Iran den dag i dag pres på homoseksuelle for at de skal skifte fysisk køn – for gør de det har de lov til at leve sammen med en af samme biologisk køn som den selv, mens almindelig homoseksualitet kan straffes med døden.

Med ”transvestit” mente man oprindelig mænd der crossdresser, enten lejlighedsvis eller permanent men som ikke ønsker at skifte fysisk køn. Typisk har man skelnet mellem heteroseksuelle mænd der hyppigt crossdresser af erotiske årsager (fetichistiske transvestitter) og meget feminine homoseksuelle mænd i en eller anden form for drag. Præfixet ”trans” betød her, at man klæder sig modsat det der forventes på baggrund af ens biologiske køn hhv. at man skifter mellem at klæde sig som det forventes og så at crossdresse. Mens de heteroseksuelle transvestitter hyppigt holdt sig for sig selv og på ingen måde ønskede at blive set som en del af det homoseksuelle miljø, hørte de homoseksuelle transvestitter til i det – og blev her set som homoseksuelle mænd med hang til dametøj og kvindenavne.

I dag bliver man let beskyldt for at være transfobisk hvis man bruger udtrykket ”transseksuel”, da mange transkønnede mener, at man dermed gør deres kønsidentitet til noget seksuelt. På samme måde er ”transvestit” på vej ud af almindeligt sprogbrug og når udtrykket bruges så da sommetider i betydningen af at en person ikke er en ”ægte” transkønnet men i stedet en mere eller mindre pervers mand.

Transkønnet

Begrebet ”transkønnet” stammer fra 1990’ernes queer-aktivisme og var oprindeligt tænkt som et paraplybegreb, der skulle omfatte alle de såkaldte ”kønsballademagere” dvs. transseksuelle, transvestitter, drags, maskuline lesbiske og alle andre, der ikke performer deres køn i henhold til de dominerende normer. Grundtanken var en queer-teoretisk forestilling om at både biologisk køn og køn som identitet er en social konstruktion uden basis i nogen reel virkelighed. I stedet blev køn set som performance, altså som en rolle som vi spiller. Da de kønsroller vi spiller imidlertid ikke har basis i noget reelt (kopier uden original som det blev kaldt) spiller ingen disse roller perfekt. Tanken var så, at vi hvis vi bevidst udnytter disse ”sprækker” i kønsrollesystemet og provokativt udfordrer dem via vores kønsperformance vil hele kønsmagtsystemet ultimativt bryde sammen. De transkønnede blev hermed tiltænkt rollen som spydspidsen i en kønspolitisk revolution.

Interessant nok var queer-bevægelsen oprindeligt imod identitetspolitik, altså imod en aktivisme der tager udgangspunkt i en identitet, være den nu af seksuel, kønsmæssig eller anden karakter. Men hvor transkønnede oprindeligt altså var tiltænkt en særlig rolle mht. at nedbryde tanken om de medfødte identiteter og enhver forestilling om at køn er knyttet til en medfødt kønsmæssig essens, er transaktivisme i dag i bemærkelsesværdig grad muteret til indbegrebet af identitetspolitik. I dag kan man derfor se transkvinder insistere på at de på ingen måde er født i en forkert krop. Transkvinders peniser er nemlig kvindelige kønsorganer og mens biologisk køn fremstilles som en social konstruktion hævdes det samtidigt hermed, at transkvinders identitet som kvinde er medfødt og at transkvinder derfor altid har været kvinder. Det må så stå åbent hen hvad meningen egentlig er med at kalde sig selv for ”trans” når både ens hjerne og ens krop efter sigende altid har været en kvindes.

En interessant udvikling er i øvrigt, at køn i dag i queere sammenhænge sjældent beskrives som performance. I stedet synes tendensen at være, at ens køn lige præcist ikke handler om hvordan man klæder sig eller på anden måde agerer i forhold til kønsrolleforventningerne og –normerne og i stedet udelukkende handler om hvilken label man klistrer på sig selv.

Nonbinær, genderfluid, bigender, agender, transfeminine, transmaskuline og det uendelige antal af køn.

I de senere år er der sket noget nær en eksplosion i nye kønsidentiteter som ofte placeres under paraplybetegnelsen ”transkønnet”. Hvad disse nye termer betyder er sjældent helt klart. ”Nonbinær” betyder efter sigende, at man hverken ser sig selv som mand eller kvinde – men hvad er i så tilfælde forskellen til dem, der kalder sig for ”agender” (intetkønnede)? Og hvis man som nonbinær hverken ser sig selv som mand eller kvinde hvad menes der så med udsagn som ”jeg er en nonbinær demigirl”? ”Genderfluid” synes at betegne personer der skifter mellem at se sig selv som hhv. mand eller kvinde – men i så tilfælde, hvad er så forskellen til dem der er ”bigender” (to-kønnede)? Og hvad er den klare forskel på dem og så de ”transfeminine” hhv. ”transmaskuline”, der (bl.a.) kan betegne personer der klæder sig som man forventer af deres biologiske køn, men som indeni ser sig som et andet køn?

”Transkønnet” kan i dag altså betegne alt fra en person, der mener, at vedkommende har en kvindes hjerne der er fanget i en mands krop til personer, der i løbet af én dag kan skifte følelsesmæssig køn flere gange. For nogle transkvinder er deres penis et kvindeligt kønsorgan– for andre er det en ubærbar byrde at have en penis nu når de er kvinder. For nogle handler det at være transkønnet om at have kropsdysfori, for andre er det transfobisk at antage, at det at være transkønnet handler om kropsdysfori. Nogle transkønnede mener, at der kun er to køn – mens andre mener, at der er lige så mange køn som der er mennesker – eller at der i hvert fald er mange flere end to. Hvad man i så tilfælde mener med ”køn” og hvad forskellen er mellem ”køn” og ”personlighed” er ikke klart.

Ciskønnet

Denne term bruges ofte at transaktivister og deres allierede. Mange mener, at ”ciskønnet” blot er en neutral betegnelse for dem, der ikke er transkønnede. Men da der som beskrevet hersker total forvirring om hvad ”transkønnet” reelt betegner er der selvsagt mange fortolkningsmuligheder af hvad ”ciskønnet” betyder. Hvad mener man nemlig, når man hævder, at ciskønnede ”identificerer sig med det køn de fik tildelt med fødslen”? Hvis man dermed f.eks. mener, at man ikke føler at man er født i en forkert krop, så er en del transkønnede transaktivister i dag jo reelt set ciskønnede. Derfor er der snarere tale om at man med begrebet ”ciskønnet” mere eller mindre eksplicit antager, at dem der ikke kalder sig selv for transkønnede accepterer de kønsroller og kønsstereotyper, der i vores samfund er knyttet til ens biologiske krop. At dette er en alvorlig fejltagelse ikke mindst når man har med radikalfeminister at gøre, er en af de mange svagheder ved transparadigmet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 23 maj, 2017 under Lgbt | 0 kommentarer

Transparadigmet

 

Transkøn er “the new black”. Medierne flyder over med historier om kendte og mindre kendte der springer ud som transkønnede. En identitetskategori der først opstod i 1990’erne, og som for få år siden var ukendt for de allerfleste, er nu blevet nærmest trendy – men også omstridt.

For i kølvandet på en berettiget og nødvendig kamp for at transkønnede, ligesom alle andre mennesker, skal beskyttes mod diskrimination på arbejdsmarkedet og mod vold og anden undertrykkelse, er der dukket et nyt paradigme op som forsøger at fortrænge alle andre forståelser af hvad køn er.

Paradigmer er en betegnelse for en overordnet måde at forstå verden på. Og som “transparadigmet” vil jeg betegne mange transaktivisters påstand om at køn udelukkende er et spørgsmål om identitet. Biologisk køn afvises som en social konstruktion med henvisning til eksistensen af diverse former for interkøn. Logikken synes at være, at hvis der findes mennesker som ikke entydigt er biologiske mænd eller kvinder, men som befinder sig i en art gråzone mellem disse to kategorier, så findes hovedkategorierne ikke. Altså hvis ikke alle er entydigt biologiske mand eller kvinde, så er der ingen der er det. Så en penis er et kvindeligt kønsorgan hvis dens ejer ser sådan på sagen.

Identitet fremstilles nemlig som noget essentielt, helligt og urørligt. Der er godt nok ikke rigtigt nogen, der kan sige hvad identitet så er når vi taler om køn. Spørger man “hvad vil det sige, at man identificerer sig som kvinde?” får man typisk svaret: “det betyder at man føler sig som en kvinde”. Og spørger man så om hvad det betyder, får man svaret: “det betyder, at man identificerer sig som kvinde”.

Dog er det der med at identitet er noget helligt og urørligt faktisk relativt – for alle skal i henhold til transparadigmet påtage sig en kønsidentitet. Og vil man ikke omtale sig selv som transkønnet, så har man værsågod at acceptere, at man er ciskønnet.

Transparadigmet bygger nemlig på en påstået urokkelig binaritet: Der er den lille forfulgte og marginaliserede minoritet af transkønnede, der ikke kan ”identificere sig” med det køn de “fik tildelt ved fødslen”, og så alle andre. Disse “andre” antages at “identificere” sig med deres “tildelte køn” og derfor er de privilegerede. Og fordi de er privilegerede, så er deres formål her i livet at træde ud ad solen og ind i skyggen, så de transkønnede kan få plads. Ingen undertrykkelse eller smerte som man som cis-kønnet kan have erfaret når nemlig de transkønnedes til sokkeholderne.

Når en kønsoverskridende lesbisk som mig f.eks. vover, at mene, at mit biologiske køn ikke er noget som en fødselslæge har tildelt mig men er min biologiske skæbne – men at jeg i øvrigt ikke accepterer de kønsroller som samfundet har tildelt mig pga. min biologi, sanker jeg brændende transaktivistiske kul på mit kætteriske hoved.

Man må nemlig aldrig sætte spørgsmålstegn ved transparadigmet! Hvis man mener, at en penis ikke er et kvindeligt kønsorgan eller at der er forskel på at være transkvinde og biologisk kvinde, så er man cisnormativ, transekskluderende og transfobisk.

I praksis betyder det, at der lægges pres på lesbiske for at få dem til at acceptere transkvinder som sexpartnere. Kvinder skal presses til at acceptere folk med penis i deres omklædningsrum . Pussyhats og generel omtale af kvindelige kønsorganer angribes for at være transekskluderende. Vagina monologerne forbydes og retten til fri abort må ikke omtales som en kvinderettighed da “også mænd kan blive gravide”. Og sådan kunne man blive ved.

Vi står altså overfor en blanding af en postfaktuel virkelighed og konkrete angreb på biologiske kvinders ret til seksuel selvbestemmelse herunder blufærdighed og behov for tryghed der hvor man er nødt til at være nøgen.

Når vi er nogen, der er begyndt at sige stop og løfte røsten mod dette vanvid, så er det ikke fordi vi vil nægte transkønnede deres ret til et godt liv – men fordi ingen, heller ikke de transkønnede, er tjent med at transkampen sker på bekostning af almindelig logik og biologiske kvinders rettigheder.

 

Læs mere

Skrevet af den 17 nov, 2016 under Lgbt | 0 kommentarer

Den queere blindhed

 

Den 14.11.2016 havde Storm Lillevang, der identificerer sig som transmand, et længere debatindlæg i Politiken der på mange måder var et vredt angreb på det samfund, som efter hans mening ikke giver plads til queere kroppe og dermed mennesker som ham. Især var Storm Lillevang vred over den skam, som han mener, at samfundet med dets normer påfører alle dem, der ikke er heteroseksuelle og ikke er ciskønnede. Med sidstnævnte menes mennesker ”der ikke identificerer sig med det køn de fik tildelt ved fødslen”. Det sjove er faktisk, at lige præcist begrebet ”ciskønnet” viser det dobbeltspil der ofte spilles, når man taler om normer og folk, der ikke passer til normerne. Jeg har i hvert fald oplevet adskillige transkønnede, der er blevet rasende fordi jeg nægter at bruge begrebet ”ciskønnet” om mig selv, da det passer lige så dårligt til min måde at forstå mit køn og leve mit liv på som begrebet ”trans-kønnet” gør. Men de fleste transkønnede er lige så normstyrede som de fleste andre mennesker – hvis man ikke vil tilpasse sig deres forståelse af køn, seksualitet og krop ja så er man et meget ondt menneske, der har at skamme sig! Og det er jo heller ikke så mærkeligt, for på trods af al den her tomme snak om ”normkritik”, som man elsker så meget i de queere kredse, så har alle mennesker en forestilling om rigtigt og forkert – de har normer – og disse normer påvirker deres syn på andre og på dem selv. At prøve på at få folk til at skamme sig hvis de ikke følger ens normer er også ganske almindeligt og almen menneskeligt, tænk blot på den iver hvormed visse vælgere og partier gerne beskrives som ”ikke-stuerene”. Storm Lillevang bruger såmænd også selv tricket f.eks. når han til sidst i indlægget prøver at få sine cis-kønnede venner, der har været uforsigtig nok til at identificere sig med forældre til transkønnede og deres ønske om at acceptere deres børn, til at skamme sig over at de i det hele taget kunne tro, at det skulle være et problem at være forældre til et transkønnet barn. Skam er et styringsmiddel der skal få folk til at tilpasse sig ens egne normer, det gælder for queere såvel som for alle andre.

Men det er da rigtigt nok, at det at være anderledes end de fleste på det seksuelle og det kønsmæssige område typisk opleves som skamfuldt. Jeg har som homoseksuel i hvert fald indtryk af, at man som homoseksuel helst snakker om de heteroseksuelles homofobi men ofte ikke kan sætte ord på sin egen internaliserede homofobi. Jeg tvivler bare på at Storm Lillevangs hyper aggressive sprog med al den her ”smadder den heteroseksuelle og ciskønnede verdensorden” logik er vejen frem. Det er i hvert fald trist hvis man kun kan holde op med at sparke indad ved at begynde, at sparke udad.

Logikken knækker dog totalt når Storm Lillevang skriver, at ”normerne og strukturerne er med til at installere skam i bestemte kroppe. Kroppe, der eksempelvis ikke er ciskønnede eller heteroseksuelle.” Det er nemlig i trans-sammenhænge meget udbredt at påstå, at man som transkønnet er ”født i en forkert krop” og lige fortiden består hovedparten af kampen for transkønnedes rettigheder i et krav om at transkønnede skal have ubegrænset og uhindret adgang til hormonbehandling og kirurgiske indgreb, hvis mål er at få deres kroppe til at lige normen for hvordan ens krop skal se ud som hhv. mand eller kvinde. Men hvis det er samfundet, der får transkønnede til at væmmes ved deres egen krop og mene, at den er forkert, er løsningen så på bedste a la Askepot maner at skære en hæl og klippe en tå, så de transkønnedes kroppe kan passe til majoritetssamfundets prinsessesko?

Problemet er jo tingene er vævet sammen. Hvis samfundet ikke havde nogle normer om hvordan man skal være, opføre sig, klæde sig etc. som mand hhv. som kvinde – hvis vi altså ikke havde kønsroller – så ville der slet ikke kunne findes transkønnede. Hele ideen om at ”man føler sig som kvinde”, ”identificer sig som mand”, ”er mand indeni og kvinde udenpå” etc. som man bruger i trans-sammenhænge forudsætter, at der er nogle kønsroller og dermed kønsnormer som er knyttet til begrebet ”mand” hhv. ”kvinde”. Jeg mener, hvordan skulle man ellers kunne vide, at ens sande ”indre” køn er anderledes end ens biologiske hvis det ikke er fordi man forbinder køn med kønsroller frem for kropslige forskelle? På samme måde ville der heller ikke være hverken homoseksuelle eller heteroseksuelle i en verden, hvor alle var totalt ligeglade med hvem man havde sex med eller levede sammen med. Smadrer man altså den heteroseksuelle og ciskønnede verdensorden, så smadrer man sådan set også sin egen identitet. Spørgsmålet er så om det faktisk er det som man vil.

 

Læs mere