Indrøm dog at “trans-kassen” er for snæver for børn

 

Rolf Merz (RM) er i en kronik i Politiken fra den 13.11.2021 ude med riven efter undertegnede fordi jeg i samme avis den 1.10.2021 havde fået bragt en kronik med titlen ”Stop nu snakken om transkønnede børn: Intet barn er født med en forkert krop”.

Som så mange radikale transaktivister griber RB desværre til retoriske kneb og hvad der ligner direkte uhæderlighed i sin kritik af min kronik. Jeg står i hvert fald uforstående overfor hvordan RM kan få min henvisning til ikke mindre end 13 videnskabelige studier der viser, at det store flertal af dem, der som børn identificerer sig som det modsatte køn ikke gør det når de bliver voksne, hvis man ellers ikke har grebet til medicinsk behandling, til udelukkende at handle om ét påstået tvivlsomt studie. Og hvordan kan man med hæderligheden i behold afvise en henvisning til at der er dokumentation for at disse børn som voksne ikke vil se sig som transkønnede, hvis man altså ikke begynder at medicinere dem, med at der i dansk sammenhæng indtil videre kun er ganske få, der har fortrudt den medicinske behandling?

Men RM’s argumentationskneb handler nok om, at det for mange radikale transaktivister er af afgørende betydning at udbrede fortællingen om at transkønnethed er noget man allerede kan konstatere hos små børn og at denne identitet herfra vil forblive konstant resten af livet. At det hos børn og unge der i adfærd og selvforståelse er stærkt kønsrolleafvigende, ikke er muligt at afgøre hvem der som voksne vil se sig selv som transkønnede og hvem der i stedet vil se sig som f.eks. ”maskuline” lesbiske eller ”feminine” bøsser er en erkendelse som samfundet øjensynligt for alt i verden ikke må få adgang til. Man skal lytte til transkønnede, der fortæller, at de allerede som børn var kønsrolleafvigende. Man skal tydeligvis ikke lytte til os, der som børn var stærkt kønsrolleafvigende, men der som voksne ikke ser os selv som transkønnede.

At man ikke skal lytte til os, hænger sammen med en forestilling om at det at være transkønnet er noget som knivskarpt kan afgrænses fra andre måder at have et køn på. Den transaktivisme vi ser i dag er uløseligt knyttet til en form for identitetspolitisk essentialisme, hvor den identitet man har nu, nødvendigvis må være den man altid har haft og altid vil have. Identitet er i denne logik nemlig udtryk for uforanderlige personlighedstræk og ikke i stedet et forsøg på at fortolke og italesætte ens selvforståelse der selvsagt kan ændre sig over tid. Sådan har det ikke altid været. Man skal sådan set bare gå en 10-15 år tilbage i tiden for at se hvordan f.eks. Enhedslistens Queerudvalg var voldsom kritisk overfor det daværende LBL’s påståede identitetspolitik. Men det var selvsagt også dengang man i disse kredse troede på Judith Butlers teori om at køn er performativt, altså at køn ikke er en medfødt uforanderlig personlighedsessens men i stedet en rolle som vi spiller. Selv har jeg hørt et foredrag af den svenske queer-feministiske forsker Tiina Rosenberg hvor hun fortalte om hvordan man kunne lave en kønsperformance skala hvor man i den ene ende havde hyperfeminine heteroseksuelle kvinder og i den anden ende havde transmænd. Det var for ca. 15 år siden. Havde hun holdt det foredrag i dag ville hun nok være blevet mødt med rasende anklager om transfobi.

Personligt ser jeg køn som noget der på det biologiske og kropslige plan er medfødt, men som hvad kønsrollerne angår er socialt konstrueret. Samfundet prøver at få os til at performe køn på bestemte måder alt efter hvilken type krop vi er født med. Hvordan vi har det med de kønsrolleforventninger som vi mødes med og hvordan vi lever i henhold til dem, kan godt placeres på en skala hvor man så kan befinde sig forskellige steder i forhold til hvor meget eller hvor lidt man kan og vil performe køn sådan som det forventes af os. I stedet for at operere ud fra en binær kønsforståelse hvor alle mennesker enten er transkønnede eller ciskønnede, burde vi have øjnene åbne for at der er betydelige gråzoner og uklare grænser mellem f.eks. transmænd og kønsrolleafvigende lesbiske. At tro, at man med sikker hånd kan afgøre hvor børn og unge befinder sig i forhold til f.eks. disse to identitetskasser er udtryk for en (selvvalgt) blindhed for at børn og unge lige præcist er i gang med at finde sig selv. At tro, at man kan være sikker på at de selvfølgelig er transkønnede og derfor behandle dem med hormoner og operationer, altså lave ireversible indgreb i deres kroppe, er det glade vanvid. Et barn eller en teenager kan ikke tage stilling til om vedkommende vil give afkald på at kunne få børn og på at kunne få orgasme (begge dele er mulige konsekvenser af en sådan behandling) for i stedet bedre at kunne passere som en person af det modsatte køn. Og nej, ingen forældre kan ej heller tage så alvor en beslutning på sit barns vegne. Det er en voksenbeslutning som man først kan tage når man selv er voksen.