Menu
Kategorier

Skrevet af den 30 okt, 2011 under Ikke kategoriseret | 11 kommentarer

Rønn Hornbech og antihomoægteskabs retorikkens problemer

I Kristeligt Dagblad fra den 29.10.2011 kan man læse, at regeringens ønske om at sikre ligestilling, f.eks. ved at indføre det såkaldte kønsneutrale ægteskab, ifølge “markante samfundsdebattører” vil ødelægge den danske kultur. F.eks. citeres Birthe Rønn Hornbech for følgende udsagn:”Jeg synes, det er at tromle hen over mindretallets særpræg at problematisere og udstille det. Nogen har anden farve, nogen er homoseksuelle, nogen er kloge og nogen mindre kloge, men det gør dem ikke til ringere mennesker. Men man gør netop folk til dårlige mennesker, når man siger, at de ikke er gode nok, som de er.”

Jeg må indrømme, at da jeg læste det første gang var min umiddelbare indskydelse: “Sikke en gang volapyk!”. Hvorfor skulle en juridisk og kirkelig ligestilling mellem heteroseksuelle og homoseksuelle parforhold være et udtryk for at man mener, at homoseksuelle ikke er gode nok som de er? Det svarer jo til at hævde, at den juridiske ligestilling mellem mænd og kvinder er et udtryk for at man mener, at kvinder ikke er gode nok, som de er. Og hvis homoægteskabet er at udstille homoseksuelle så er heteroægteskabet vel også at udstille heteroseksuelle?

Men ved nærmere eftertanke kan jeg godt se det dilemma som Birthe Rønn Hornbech og åndsfæller er i når de skal forsvare en lovgivning, der nægter homoseksuelle adgang til ægteskabet.

Den lovgivning, der nægter homoseksuelle adgang til ægteskabet, har sine rødder i den forestilling, at homoseksuelle forhold er syndige, sygelige og samfundsskadelige. Kriminalisering af homoseksuelle relationer og sygeliggørelse af homoseksuelle er en del af den danske kulturelle arv. Kampen for homoseksuelles rettigheder og for accept og anerkendelse af homoseksuelle er derfor også en kamp mod en homofobisk kulturel arv. Og dem der kæmper mod homoseksuelles rettigheder og mod samfundsmæssig accept og anerkendelse af homoseksuelle kæmper for bevarelsen af hele eller dele af denne arv.

Sidstnævntes problem er imidlertid, at de sidste årtier har forandret de fleste danskeres syn på den danske kultur. I dag gælder det i vid udstrækning for at være ”udansk” at være imod homoseksuelle og den nu forhåndsværende borgerlige regering bidrog jo sit til at give det indtryk, at ”her i Danmark der accepterer vi altså homoseksuelle!” – når debatten vel og mærke handlede om islam og integration.

Rønn Hornbech og co. står altså i den vanskelige situation, at skulle forsvare en lovgivning som afspejler manglende accept af homoseksuelle uden at bruge argumenter, der fremhæver, at homoseksuelle forhold ikke er ønskværdige – eller i hvert fald ikke så ønskværdige som heteroseksuelle. Dette er i praksis udmuligt! Og derfor må man jo så i sin nød komme med den absurde påstand, at det er dem, der kæmper for accept af homoseksuelle, der ikke accepterer dem, mens dem der kæmper imod denne accept, er dem, der accepterer homoseksuelle. Det er en retorik a la den, som man finder i Orwells ”1984” og afslører sådan set kun, at man er så langt ude at man ikke længere kan bunde, hverken etisk eller retorisk.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 17 aug, 2011 under Ikke kategoriseret | 16 kommentarer

Folkekirkepræsternes inkonsekvente frihedsrettigheder

Der kører for tiden en omfattende debat om folkekirkepræster, der ikke vil vie fraskilte, foranlediget af sagen om Kristkirken i Kolding, hvor samtlige tre præster ikke vil vie sådanne.

Hvad jeg savner her er en debat om den bemærkelsesværdige inkonsekvens der ligger bag den nuværende folkekirkelige frihedsordning, der giver folkekirkepræster lov til at nægte at vie fraskilte og som, hvis det kommer til et regulært folkekirkeligt ritual for homoseksuelle par, også vil give præster med ondt i samvittigheden retten til at nægte, at velsigne eller vie disse.

Det forholder sig nemlig sådan, at en præst i folkekirken ikke har lov til at nægte et medlem af folkekirken nadveren. I lutheransk kristendom er det ellers et nybrud. Luther krævede, at man som præst kun skulle give nadveren til dem som man mente have en oprigtigt tro mens ubodfærdige skulle afvises – og så skulle man i øvrigt gå til skrifte hos præsten før man gik til alters. Sammenhængen mellem skriftemål og nadver og præstens principielle ret til at afvise nadversøgende holdt sig helt op til starten af 1900-tallet hvor den blev afløst af skikken med det åbne nadverbord. I 1968 kom der så en kongelig forordning om, at alle medlemmer af folkekirken har ret til at modtage nadveren.

Man må jo spørge sig om hvilke teologiske prioriteringer der ligger bag, at en præst gerne må afvise at vie fraskilte og homoseksuelle men ikke må afvise at give gengifte fraskilte eller samlevende homoseksuelle nadveren? Skal det forstås på den måde, at ægtevielsen opfattes som mere central end nadveren og det er derfor, at præster har ret til at følge deres samvittighed mht. forrettelse af vielser men ikke mht. uddeling af nadveren? Eller skal det omvendt opfattes således, at man opfatter nadveren som det centrale, hvor man må nægte præster samvittighedsfrihed mht. udøvelsen af deres embede, mens vielser opfattes om en biting, hvor man kan give dem en vis frihed?

Og hvis man som præst mener, at ens lydighed mod Guds bud forpligter en til at nægte, at vie fraskilte og homoseksuelle, hvordan kan man så mene, at det er ok at give dem nadveren, hvor de jo får tilsagt deres synders forladelse?

 

Læs mere

Skrevet af den 13 nov, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Guds ja og nej

For tiden læser jeg en meget velskrevet bog, Bill Bishops ”The Big Sort”, der handler om hvordan det amerikanske samfund siden midten af 1970’erne er blevet stadigt mere polariseret. Fokus er på den politiske polarisering mellem demokrater og republikanere som bliver stadigt værre med den konsekvens, at politiske kompromiser bliver mere og mere vanskelige. Men ”The Big Sort” handler også om at den amerikanske polarisering ikke blot er af politisk men også af religiøs og værdimæssig karakter. Et eksempel er her synet på børneopdragelse. I en rundspørgeundersøgelse blev et udvalg af amerikanere således spurgt om hvordan de ville prioritere i forhold til opdragelse. Lagde de vægten på at børn skulle lære respekt for voksne, lydighed og vilje til at underordne sig eller syntes de, at det var vigtigere, at børn lærte at havde tillid til deres forældres betingelsesløse kærlighed, blev opmuntret til at møde verden med et åben sind og fik mod til at være kreative og nyskabende? Eller med andre ord, var de adspurgtes opdragelsesideal præget af det som man kan kalde for ”den strenge far” idealet eller var det præget af ”den omsorgsfulde forælder” idealet? Det vidste sig, at det store flertal af de amerikanere, der stemte på republikanerne, foretrak ”den strenge far” idealet mens det store flertal af de amerikanere, der stemte på demokraterne, foretrak ”den omsorgsfulde forælder” idealet.  Ikke et overraskende resultat måske, men alligevel meget sigende.

Grunden til at jeg refererer til amerikanske forhold er at jeg måtte tænke på denne politiske opspaltning af opdragelsesidealer da jeg læste Jens Ole Christensens klumme ”Kan Gud kun sige ja?” som blev bragt i Kristeligt Dagblad den 12.11.2010. Artiklen er et af de efterhånden utallige indlæg i Kristeligt Dagblad hvor Jens Ole Christensen argumenter imod en folkekirkelig accept af homoseksuelle parforhold. Hoved ideen i det aktuelle indlæg er at han fremhæver, at den liberale kristne ide om at Gud siger ja til homoseksuelle parforhold er forkert. Gud siger nu altså nej hertil ligesom til en hel del andet, og vi skal lære at acceptere dette nej, også når det gør ondt.

Nu er det jo de færreste forældre, der mener, at børn skal have lov til hvad som helst ligesom det nok også er ekstremt få, der mener, at børn ikke behøver at vide sig elsket af deres forældre. Men når man mht. børneopdragelse bliver bedt om at prioritere regler i forhold til kærlighed, ja så siger ens prioriteringer en hel del om ens opdragelsesidealer. På samme måde, så er der vist ikke ret mange kristne, som mener, at Gud er totalt ligeglad med alt hvad vi gør, lige så lidt som der næppe findes kristne, som vil benægte vigtigheden af at forkynde Guds kærlighed. Men der er unægtelig forskel på hvordan man prioriterer regler (eller lov om man vil) overfor Guds altfavnende kærlighed (eller evangelium om man vil). Og der er ingen tvivl om, at disse prioriteringer siger en hel del om ens Guds billede. Ser man Gud som den strenge far eller ser man Gud som den omsorgsfulde forælder?

Jens Ole Christensen prioriterer i mine øjne Gud som den strenge far. Det er ham magtpåliggende at fremhæve Guds påståede nej når det gælder homoseksuelle parforhold. Et nej der ikke tåler andet end betingelsesløst underkastelse. Jens Ole Christensen har mig bekendt ikke været villig til at overveje hvor sikkert det Bibelske fundament faktisk er for dette nej. Og jeg har slet ikke set ham gøre sig overvejelser over forholdet mellem tekst og tolkning. I stedet synes Jens Ole Christensen uden videre at gå ud fra, at hans tolkning af de bibelske tekster er identisk med intet mindre end Guds evige og uforanderlige vilje. Og det gør det unægtelig nærliggende at antage, at Jens Ole Christensens forkyndelse at Gud som den strenge far ikke så meget handler om hvad der står i Bibelen men mere handler om hvordan han har behov for at forstå Gud.

Læs mere

Skrevet af den 20 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Vielsesritualet kan sagtens gøres kønsneutralt

Et af argumenterne mod et folkekirkeligt kønsneutralt vielsesritual er at det vil kræve et nyt ritual – og at det vil ødelægge ritualet for de heteroseksuelle par. Sådanne påstande bygger på den antagelse, at et vielsesritual, der kan bruges i forbindelse med vielse af såvel homoseksuelle som heteroseksuelle par, nødvendigvis må være et helt nyt og anderledes ritual.

En sådan antagelse er imidlertid forkert. Jeg vil vove den påstand, at det blot kræver indførelse af en udvidet valgfrihed i det nuværende ritual for at det kan bruges både til heteroseksuelle og til homoseksuelle par. Vi har altså slet ikke brug for et nyt ritual, vi skal blot bruge mulighederne i det gamle til at gøre det mere rummeligt.

Det nuværende vielsesritual indledes således med en bøn der faktisk er kønsneutral og som derfor sagtens kan bruges også til homoseksuelle par.

Efter denne bøn kommer der tre korte skriftlæsninger. En fra 1. Mosebog der omhandler hvordan Gud skabte mennesket, en hvor Jesus (som et led i hans begrundelse for hvorfor skilsmisse ikke er tilladelig) genfortæller dele af skabelsesberetningerne og en fra Paulus, der handler om at vi skal bære hinandens byrder.

Der eneste der skal til her for at åbne ritualet for homoseksuelle par er, at man indfører valgfrihed. Altså i stedet for at alle tre læsninger skal læses, skal der blot åbnes op for at parret kan vælge om de vil have alle tre læsninger, kun to eller blot en. De fleste homopar vil så nok nøjes med læsningen fra Paulus, men man kan også sagtens tænke sig at en del heteropar vil foretage samme valg.

Mht. selve tilspørgslen så lyder den i det nuværende ritual sådan her:

Så tilspørger jeg dig N.N (brudgommens navn): Vil du have N.N (brudens navn), som hos dig står, til din ægtehustru? – Ja! Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og i modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad? – Ja!

For at gøre tilspørgslen kønsneutral kræves blot at regibemærkningerne om brudgommens hhv. brudens navn udelades samt at følgende valgmuligheder indføjes:

Så tilspørger jeg dig N.N: Vil du have N.N , som hos dig står, til din ægtehustru/ægtemand? – Ja! Vil du elske og ære hende/ham, og leve med hende/ham både i medgang og i modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand/ægtehustru bør leve med sin ægtehustru/ægtemand, indtil døden skiller jer ad? – Ja!

Indfører man samme valgmulighed i tilspørgslen til bruden har vi gjort denne del af ritualet kønsneutralt.

Præstens efterfølgende erklæring om at parret nu er rette ægtefolk er i sig selv kønsneutral og kræver ingen tilføjelser.

I den efterfølgende forbøn er der ganske rigtigt en bøn hvor det hævdes at Gud skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab. Men ritualet forslår også en anden bøn, der kan erstatte førnævnte. Den lyder sådan:

Kære himmelske Fader! Giv denne brudgom og brud nåde, lykke og velsignelse både til sjæl og legeme! Giv dem at elske hinanden med trofast kærlighed og tjene dig oprigtigt i alle ting, så at de må leve som dine kære børn og engang samles hos dig i de evige boliger! Hør os i Jesu navn.

At gøre denne bøn kønsneutral kræver kun at der indføjes valgmuligheden ”giv disse to”, der kan bruges i stedet for ”denne brudgom og brud”.

De efterfølgende bønner er alle kønsneutrale og kræver ingen tilføjelser.

Med andre ord, ved en beskeden udvidelse af den allerede forhåndenværende valgfrihed i det nuværende vielsesritual kan det gøres kønsneutralt, dvs. kan det åbnes for homoseksuelle par. Ændringerne er så beskedne at det end ikke kræver udstedelsen af et nyt ritual for slet ikke at tale om en ny, udvidet, ritualbog. Alt hvad der skal til er blot en vejledning i brugen af ritualet, der åbner for ovennævnte mindre justeringer.

Og fordelene ved en sådan mindre justering er åbenlyse:

De homoseksuelle par får et ritual der er identisk med det som heteroseksuelle par tilbydes. Hermed sikrer man den reelle ligestilling som de homoseksuelle efterspørger.

De heteroseksuelle par får ikke lavet deres ritual om – de kan, hvis de ønsker det, få præcist det samme ritual som det der findes nu.

Folkekirken behøver ikke at indføre et nyt ritual, men kan i stedet, som tilfælde var med tilladelsen til at ordinere kvindelige præster, nøjes med at udvide hvem et bestående ritual kan bruges til. Og dermed bortfalder også grundlaget for den højrekirkelige opstandelse over at skulle have en ritualbog med et for dem uacceptabelt ritual liggende på kirkens alter. Det vil jo være den samme ritualbog og grundlæggende set det samme ritual som vi har nu.

Hvis man derimod, som kirkeministeren insisterer på, i stedet for et kønsneutralt ægteskabsritual skal lave et særligt ritual for et juridisk bindende kirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle par, ja så skal man lave et nyt ritual og tage alle de kampe som det medfører. Fuld ligestilling er derfor klart at foretrække, også af praktisk e grunde.

 

Læs mere