Menu
Kategorier

Skrevet af den 6 jun, 2016 under Religionsdebat | 0 kommentarer

Sekularisering

 

Sekularisering er et helt centralt begreb når vi taler om religion i dagens Danmark. Derfor er det nyttigt at vi er skarpe på hvad vi mener med dette begreb. Det er bare ikke helt nemt da man kan mene forskellige ting når man taler om sekularisering. I denne her sammenhæng vil vi tale om tre former for sekularisering: Adskillelse mellem kirke og stat, det forhold at religionen mister politisk magt i samfundet og det fænomen at religionen mister indflydelse på folks dagligdag og liv.

Sekularisering forstået som adskillelse mellem kirke og stat:

I henhold til denne forståelse er et land sekulariseret hvis staten ikke støtter op om nogen bestemt religion men i stedet lader religionerne styre sig selv. Man kan her tale om sekularisering på det institutionelle niveau.

Sekularisering forstået som at religionen mister politisk magt i samfundet:

I henhold til denne forståelse er et land sekulariseret hvis religiøse ledere og religiøse ideer ikke har nogen nævneværdig politisk indflydelse, f.eks. at man ikke lader et lands abortlovgivning eller ægteskabslovgivning diktere af en bestemt religion og det generelt er ilde set at blande religion og politik. I et sådant samfund bliver religion ofte set som en privatsag. Man har lov til at tro på hvad man vil, men man må ikke via lovgivningen presse andre til at følge ens egne religiøse værdier og regler. Man kan her tale om sekularisering på det politiske niveau.

Sekularisering forstået som at religionen mister indflydelse på folks dagligdag og liv:

I henhold til denne forståelse er et land sekulariseret hvis religionen ikke opleves som relevant for flertallet af landets befolkning. Man praktiserer sjældent eller aldrig en religion. Man lader ikke sit liv styre af religiøse moralforestillinger. Man har ikke en tro på en Gud eller andre overnaturlige magter. Man tror ikke på et liv efter døden etc. Man kan her tale om sekularisering på det individuelle niveau.

Det skal i øvrigt bemærkes at disse tre forståelser af sekularisering ikke udelukker hinanden.

Hvilke årsager har sekularingen?

Sekularisering er et fænomen som er opstået i Vesteuropa og som har spredt sig herfra, dog hovedsageligt til andre vestlige lande. Der er mange bud på sekulariseringens årsager og forskningen er på ingen måde enige om dette spørgsmål, men der er en række forhold som man kan pege på: reformationen, oplysningstiden og det videnskabelige gennembrud i 1800-tallet, opløsningen af det gamle landbofællesskab og urbaniseringen samt den senmoderne individualisering.

Reformationen:

I middelalderens samfund var der ikke nogen klar adskillelse mellem staten og kirken. Kongemagten beskyttede og understøttede den katolske kirke f.eks. ved at forbyde andre religioner og forfølge kirkens kritikere samtidigt med at kirkens ledere opfordrede befolkningen til at adlyde kongen.

Den katolske kirke havde stor indflydelse på lovgivningen og kirkens folk optrådte ofte som rådgivere og embedsmænd for kongen. Man levede i et religiøst enhedssamfund. Alle have samme tro, den enkelte var ikke alene med sin tro og havde heller ikke lov til selv at bestemme over den.

Religionen spillede en meget vigtig rolle i befolkningens dagligdag og liv. Landskabet var præget af kirkebygningerne, der på landet ofte var de eneste større bygninger bygget af sten, ligesom der var store kors og andre religiøse billeder placeret både i kirkerne og rundt omkring i landskabet. Tiden var indrammet af religionen i form af kirkeklokkernes ringen, som var den eneste tidsangivelse man havde ud over solens placering på himlen. Årets gang var markeret af et større antal religiøse fester som både var anledning til at tilbede Gud, holde fri og holde party. Bønner såvel som en række ritualer, der skulle beskytte mennesker, dyr og afgrøder mod ulykker, hørte med til dagligdagen i en sådan grad, at folk sjældent tænkte på dem som noget særligt.  Disse ritualer var lige så naturlige for middelalderens menneske som det i dag er for de fleste at børste tænder eller sætte sin smartphone i opladeren. Almindelige mennesker havde i middelalderen ikke altid helt styr på de mere komplicerede dele af den kristne tro, ligesom mange af os i dag eller ikke helt forstår den teori der ligger bag elektronikken i vores smartphones, men religionen var en naturlig del af deres liv og dagligdag lidt ligesom elektronikken er det i vores.

Protestantismen i 1500-tallet lavede en del om på det religiøse landkort. I de lande hvor protestantismen blev til en statsreligion overtog kongen kontrollen med kirken og kirkens politiske magt svækkes dermed seriøst. Antallet af kirkebygninger blev reduceret og de religiøse billeder blev i stor stil fjernet både fra kirkernes indre og fra landskabet. Antallet af religiøse fester blev begrænset og festlighederne i forbindelse med de tilbageblevne bliver også forsøgt begrænset da protestantismen generelt var kritisk overfor al for meget fest og farver. Man lagde mere vægt på selvkontrol og beskeden livsførelse. Og man er især meget kritisk overfor de mange små og store religiøse ritualer som befolkningen brugte i deres dagligdag for at sikre frugtbarhed og beskyttelse mod sygdom og ulykker, da man anså disse for at være imod Bibelens ord. Generelt blev religion med protestantismen til noget, der mest handlede om at tro på de rigtige ting og have viden om religionen fremfor at have hverdagen fyldt med religiøse ritualer og indtryk. Ligesom troen blev til et mere privat og personligt projekt, til et forhold mellem den enkelte og Gud.

Oplysningstiden og det videnskabelige gennembrud:

I løbet af 1700-tallet og især 1800-tallet forsætter den proces som protestantismen havde sat i gang i og med at kristendommen i denne periode mister sit monopol på at forklare verden. I stedet opstår en tankegang om at religion handler om mere eller mindre irrationale forestillinger, noget man kan tro på men ikke bevise, mens videnskaben hævdes at kunne forklare verden på en logisk måde. Religion kan man dyrke i privaten men det er videnskaben som skal styre samfundet. F.eks. får lægevidenskaben i løbet af 1800-tallet monopol på at forklare sygdom. Hvor man i tiden før oplysningstiden typisk havde set sygdom som et resultat af en ubalance i kroppen eller som et resultat af overnaturlige magters påvirkning af sjælen og kroppen, bliver mennesket nu set som en art biologisk maskine, og sygdom i legeme eller sind bliver til en defekt i dette maskineri, som kan fikses med medicin eller kirurgi.

Opløsningen af det gamle landbofællesskab og urbaniseringen:

Protestantismen havde ikke 100 % succes med at få udryddet den gamle middelalderlige folkereligiøsitet men den samfundsmæssige udvikling kom til at fremme dens mål. I forbindelse med at magthaverne i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet gennemførte nogle store landbrugsreformer, der skulle gøre landbruget mere effektivt, opløste man nemlig det gamle landsbyfællesskab og flyttede gårdene væk fra landsbyerne og ud på markerne. Fællesskabet og den religiøsitet som det havde fremmet bliver hermed svækket, og denne proces forstærkes når stadigt flere flytter fra landet ind til byerne på jagten efter job.

Den senmoderne individualisering:

I dagens Danmark og i resten af den vestlige verden er det enkelte individ mere selvstændigt end nogen sinde før. Vi lært at vi selv kan og skal bestemme over vores liv. Det senmoderne menneske har ofte svært ved at acceptere religiøse autoriteter, der kræver, at vi skal tro på noget bestemt eller leve på en bestemt måde. Det senmoderne menneske vil kun tro på det som det selv synes giver mening og som det oplever som autentisk. Og i lande med en velfærdsstat føler den enkelte sig også rimelig tryg. Man har ikke et stort behov for at få hjælp af et religiøst fællesskab eller overnaturlige magter. Man kan jo altid bede samfundet om hjælp hvis det kniber. I den seneste tid er religionsforskningen dog blevet opmærksom på at religionen ikke forsvinder så meget ud af folks liv som man hidtil havde regnet med. Der er snarere tale om at folk vælger det til som giver mening i deres liv, og fravælger det som ikke gør det, og det gælder både religiøse ritualer, værdier og generelle forestillinger. Folk bliver ikke nødvendigvis stadigt mindre religiøse – de bliver blot mere individuelle i deres måde at være religiøse på.

 

Fremtiden?

I Europa herunder ikke mindst i Danmark er sekularisering ikke blot en historisk og social proces, den er også blevet til et ideal. Mange politikere og andre meningsdannere mener, at sekularisering er noget meget positivt, der har skabt fremgang og frihed og som derfor helst skal tage til og i øvrigt sprede sig fra den vestlige verden til alle andre lande. Sekularisering har medført at individet har fået langt større frihed end nogensinde før til at leve et liv uden religion, til at leve et liv med en anden religion end flertallets, og til på andre måder selv vælge sine egne normer og værdier. Men et stort fokus på sekularisering vækker ofte modstand i lande og samfund hvor religionen fortsat spiller en stor rolle være det på det institutionelle, det politiske eller det individuelle niveau. Kravet om at andre lande skal indføre en sekularisering som den man kender fra nutidens Europa kan derfor være med til at skabe konflikter mellem Vesten og ikke-vestlig lande. Ligesom et krav om at folk der lever her i Vesten skal acceptere sekulariseringen hhv. overtage dens værdier og forestillinger kan virke ekskluderende på mennesker, der f.eks. er overbevist om at samfundet bliver bedre hvis det lader sig påvirke af deres tro eller som bare vil have lov til at være synligt religiøse i det offentlig rum.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 19 nov, 2014 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt, Religionsdebat | 0 kommentarer

Homomiljøets fobiske forhold til religion

 

Religion har spillet og spiller fortsat verden over en betydelig rolle i forhold til kampen om homoseksuelles rettigheder – og desværre ikke så sjældent en ret så negativ. Kristne og muslimske religiøse ledere udtaler sig ofte imod homoægteskaber og andre former for samfundsmæssig accept af homoseksuelle parforhold og lovgivning rettet mod en sådan påberåber sig ofte religion. Det kan derfor ikke undre, at mange homoseksuelle har et noget anstrengt forhold til religion. Men det ændrer ikke ved, at en del homoseksuelle selv er religiøse, ligesom de forskellige trossamfund i praksis rummer meget forskellige holdninger og attituder i forhold til homoseksuelle. I Uganda kan man f.eks. finde kristne præster, der kæmper for at homoseksuelle skal henrettes. I Danmark vil flertallet af folkekirkens præster godt vie homoseksuelle par.

Eller sagt med andre ord, det er ikke rimeligt at ville generalisere mht. diverse religioners holdninger til homoseksuelle. Men det gøres der nu ofte, ikke mindst af homoseksuelle, men samtidigt hermed er det bemærkelsesværdigt hvordan man forskelsbehandler religionerne indenfor homomiljøet, og det selvom man jo ellers hævder, at det er forskelsbehandling man er imod.

Når dem der begår verbale eller fysiske overgreb på homoseksuelle nemlig har en muslimsk baggrund, er man typisk meget ivrig for at fremhæve, at man ikke deraf må drage generelle slutninger om muslimers forhold til homoseksuelle, hvis man altså i det hele taget er villig til at nævne, at gerningsmændene har en muslimsk baggrund. Sidst nævnte kan godt være en dårlig ide, for hvis et offer for et homofobisk overgreb begået af en person med muslimsk baggrund siger noget om gerningsmandens baggrund må han eller hun regne med en kraftig social disciplinering fra andre homoseksuelles side af. At en del homofobiske overgreb begås af mennesker med muslimsk baggrund er nemlig et tabu i homomiljøet.

Piben får derimod en ganske anden lyd når homofobiske overgreb begås af mennesker med en kristen baggrund. I så tilfælde er det i homomiljøet helt legitimt at komme med stærkt nedsættende udsagn om kristne og at beskylde kristendommen for generelt at være homofobisk .

Et eksempel herpå er den aktuelle sag om chikanen mod den lesbiske familie i Mariager. Her har Tulle Krøyer, der som den eneste udtaler sig på parrets vegne, lige fra starten forsøgt at rette mistanken mod den lokale Pinsekirke selvom hun ingen konkrete beviser har haft. Så vidt jeg kan se har Tulle Krøyer og hendes støtter generelt modtaget fuld opbakning i homomiljøet til at gøre denne chikanesag, der mest af alt ligner en enkelt psykisk syg persons værk, til en generel anklage mod de frikirke kristne i Mariager. For som sagt, i homomiljøet må man gerne lægge kristne for had og generalisere om dem, det er helt legitimt.

Denne markante forskelsbehandling af homofobi med en mulig muslimsk og en mulig kristen baggrund har en række årsager og konsekvenser. Den handler blandt andet om at homomiljøet er domineret af venstreorienterede, hvad ikke er så mærkelig når man betænker, at de borgerlige partier typisk har været imod at lovgive til fordel for homoseksuelles rettigheder, i øvrigt ikke så sjældent med henvisning til kristendommen. I venstreorienterede kredse har man det jo med at reagere mere eller mindre panisk i forhold til islamkritik, som man har svært ved at håndtere, mens man har en lang tradition for kristendomskritik, der har været en integreret del af socialismen lige fra dens start.

Men i og med at homoseksuelle i dagens Danmark er fuldt juridisk ligestille med heteroseksuelle er situationen anderledes end for bare få år siden. Homokampen handler ikke længere om juridiske rettigheder, for dem har man jo alle fået, men i stedet om den kulturelle accept af homoseksuelle forhold, som i øvrigt er stærk og udbredt i Danmark. De enklaver af modstand mod accept af homoseksuelle som man kan finde i dag består imidlertid ikke blot af højre kristne, men i høj grad også af konservative muslimer. At benægte det er noget nær grotesk, og er et forhold som homomiljøet er nødt til at forholde sig til hvis man vil være troværdig, ikke mindst fordi det er sandsynligt, at antallet af danske muslimer vil voksne i fremtiden.

Men det er unægteligt svært, ikke mindst fordi eksistensen af muslimsk inspireret homofobi bliver misbrugt af politiske højrekræfter, der selv ofte ikke ligefrem er homovenlige, til at argumentere imod muslimers ret til at leve og praktisere deres religion i det danske samfund. Her er det selvfølgelig vigtigt, at huske på, at der findes troende muslimer, der er homoseksuelle, ligesom der er troende kristne, der er homoseksuelle. Islamofobi og kristnofobi i og udefor homomiljøet gør livet svært for de troende homoseksuelle og er et problem, man må forholde sig til. Og ja, begge dele findes i homomiljøet, forskellen er, at mens kristnofobien accepteres og fremmes, så findes islamofobien under overfladen, som den forbudte følelse som ikke må udtrykkes offentligt men som alligevel er der.

Hvad homomiljøet har brug for er, at man tager et opgør med generaliseringerne om forholdet mellem religion og homoseksualitet. Religioner er mangfoldige og deres tilhængere har meget forskellige tilgange til dem. Det gælder både for kristne og muslimer. Hvad homomiljøet også har brug for er, at man lærer, at skelne klarere mellem chikane og vold på den ene side – og meningsforskelle på den anden. Det teater som Asmaa Abdol-Hamids kandidatur for Enhedslisten i forbindelse med folketingsvalget i 2007 udviklede sig til havde man f.eks. nok undgået, hvis man havde turde tage en debat om hvorvidt man som muslimsk folketingsmedlem for venstrefløjen ikke har lov til at have moralske forbehold overfor homoseksuelle relationer, så længe man ellers lover, at stemme for sit partis politik. Ægte mangfoldighed må være mere end bare forskellige klædedragter og spisevaner – den må også rumme plads til at man har forskellige værdier.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 1 apr, 2014 under Den katolske kirke, Religionsdebat | 0 kommentarer

De hellige billeder

Brødrene Prices udsendelse fra Rom, hvor de bl.a. brugte en Maria figur som kødhammer, har udløst en pæn mængde forargelse hos visse katolikker. Endnu en gang kan vi se, at respektløs omgang med billeder af hellige personer kan udløse vrede blandt nogle troende. Når sådanne situationer opstår, er det selvfølgelig oplagt at diskutere emner som ytringsfrihed, humor og respekt for andres religiøse følelser. Men man kan også forsøge, at stikke spaden et stik dybere og se på selve det fænomen, at billeder kan tillægges religiøs betydning og at de kan udløse stærke følelser.

Religionsvidenskabeligt set er det et meget udbredt fænomen, at billeder tillægges religiøs betydning. F.eks. kan man blandt utallige religioner finde en forestilling om at det man gør ved et billede sker med den som billedet forestiller. Ideen er, at der er en art fælles identitet og eksistens, der forbinder et billede og den som billedet forestiller. En sådan forestilling kan instrumentaliseres på mange måder. Kendt er f.eks. forestillingen om at man kan skade en person ved at tilføje et billede af denne person skade – det såkaldte voodoo princip. Men ideen kan omsættes til mange andre ting. F.eks. er den en vigtig begrundelse for at mange polyteistiske religioner har billeder af deres guddomme. Her er tanken ikke, at man laver et billede og så tilbeder det som sin Gud, sådan som polyteisternes gudebilleddyrkelse ofte fremstilles af monoteister, der afviser denne form for religiøsitet. Billedet er typisk ikke identisk med guden. I stedet forestiller man sig, at guden tager bolig i billedet – eller at man i hvert fald kan kommunikere med guden gennem billedet. At stille en skål med frugter og blomster foran et gudebillede kan altså ses som en måde at give disse gaver til den afbildede guddom på.

At lave billeder af sine guder er en måde, at visualisere dem på. Vha. billederne bliver en usynlig åndelig virkelighed synlig i vores materielle verden – og en forbindelse mellem himmel og jord bliver etableret. Men ligesom billederne er tænkt til at fremme religionen og dyrkelsen af guderne kan de bruges til at angribe religionen og dens guder på. Vælter man et gudebillede ned fra dets sokkel – hugger man hovedet af billedet – smadrer eller brænder man det, så er det i princippet det samme som at styrte, henrette og tilintetgøre guden. Religionshistorisk set kan man derfor også forklare det billedforbud, som vi finder i De 10 bud, som et ønske om at beskytte Gud mod krænkelser. En gud der ikke må afbilledes kan ikke krænkes rituelt ved at hans billede bliver vanhelliget.

Forbuddet mod at afbillede Gud er ret så bombastisk formuleret i Bibelen: ” Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.” (2. Mos. 20,4-6) I jødedommen og senere i islam er dette forbud blevet vævet ind i ”det religiøse DNA” men i kristendommen gik udviklingen i en anden retning. Indenfor den katolske og den ortodokse tradition kom billeder af både Jesus, Maria , helgener og englene til at spille en stor om end ikke altid uomstridt rolle. I forbindelse med reformationen kom det så rundt omkring i Europa ofte til billedstorme – men reelt set var reformatorernes holdninger til billeder forskellige, om end ingen af dem tillagde dem den værdi de havde haft i den katolske kirke.

Den katolske kirkes lære om brugen af hellige billeder er udtryk for en kompliceret balancegang mellem teologisk nuancering og folkefromheden. I henhold til den katolske kirkes tro er billeder og figurer af Jesus, Maria, helgenerne og englene ikke beboet af dem, de forestiller. Jesus er således nærværende i de oblater, der under messen er blevet forvandlet til Jesu legeme. Disse oblater har skiftet substans så de ikke længere er brød men Jesus Kristus. Et krucifiks er ikke identisk med Jesus – og Jesus bor ikke i det. Men det kan være blevet indviet af en præst og dermed være blevet til mere end et almindeligt stykke træ på samme måde, som vievand efter indvielsen er mere end almindeligt vand. Og man kan tilbede Jesus ved at bede foran et krucifiks, så i den forstand kan man kommunikere med Jesus gennem et sådant billede. Da jomfru Maria og helgenerne ikke er guddommelige må man ikke tilbede dem, men man må ære dem og søge deres forbøn, og også det kan man gøre gennem billederne.

Som sagt så må man i henhold til den katolske kirke ikke tilbede jomfru Maria og helgenerne, men ser man bort fra det så er der i religionsvidenskabelig forstand klare ligheder mellem den funktion, som billederne har i den katolske fromhed og så den funktion de har i en række polyteistiske religioner som f.eks. hinduismen. F.eks. det forhold, at man markerer det helliges tilstedeværelse i det offentlige rum ved at have hellige billeder placeret på gadehjørner, husmure og lignende eller ved at man bærer dem rundt i højtidelige processioner i forbindelse med religiøse festivaller. Eller f.eks. det forhold, at man bruger hellige billeder i den private fromhed. Set i det lys var overgangen fra et polyteistisk samfund til et kristent samfund i slutningen af Romerriget nok mindre drastisk hvad de hellige billeder angår end overgangen fra et katolsk til et protestantisk samfund var det. For mht. den første overgang var der tale om at en religions hellige billeder blev erstattet af en andens, mens der mht. den anden overgang var tale om at de hellige billeder i stort omfang forsvandt, især fra det offentlige rum.

I en protestantisk og sekulær kultur kan det derfor være svært at forstå hvorfor man kan have stærke religiøse følelser forbundet med billeder. Da protestantismen stod klarere i befolkningens bevidsthed blev andagt overfor religiøse billeder, også når de fremstillede vigtige kristne skikkelser, ofte afvist som afgudsdyrkelse. I dag er der nok mest tale om at man selv ikke rigtigt kan se pointen med sådanne billeder og derfor heller ikke ser noget problem med at lave grin med dem.

Læs mere

Skrevet af den 6 feb, 2014 under Religionsdebat | 0 kommentarer

Selvkritik er et “hvidt” privilegium

Debatten om Yahya Hassans digtsamling har nu kørt et stykke tid – og tager stadigt flere krumspring. Således har det i den danske offentlighed vagt en del kritik, at den svensk-iranske forfatter Athena Farrokhzad har skrevet en ret kritisk anmeldelse af denne digtsamling. Det er ikke faldet i god jord, at hendes kritik har haft fokus på det som hun forestiller sig at højrefløjen vil bruge Yahya Hassans digte til. Men nu er adoptionsforskeren Lene Myong faret i det digitale blækhus for at komme Athena Farrokhzad til undsætning og forsvare hende mod “hvide mænd i magtfulde positioner“, der tror at de ved hvad minoriteterne har brug for. Lene Myongs forsvarsskrift når måske sit retoriske højdepunkt når hun skriver: “hvilke konsekvenser får det for os ikke-hvide minoriteter, med eller uden muslimsk baggrund, at vi på uværdig vis, igen og igen, får udlagt vores behov af en hvid offentlighed. Af hvem og hvornår er vi blevet spurgt om det?” Og som det seneste skud på stammen deler nu også Christoffer Emil Bruun Lene Myongs kritik af dem, der kritiserer Athena Farrokhzad for at kritisere Yahya Hassan.

Der er ligesom noget metaagtigt over denne her kritik – men måske det også lidt er strategien – hvis man nemlig kan dreje debatten bort fra Yahya Hassans konkrete kritik og i stedet over på hvad højrefløjen, racisterne, islamkritikerne etc. (hvis man ellers i det hele taget skelner mellem dem) kan bruge denne kritik til, så kan man jo også forhindre, at vi kommer til at tale om de problemer, som Yahya Hassan egentligt vil gøre os opmærksomme på.

Nu kan det jo i en svensk sammenhæng, hvor der ikke gives så meget plads til angreb på indvandrere, muslimer etc. måske nok være rigtigt, at digte som Yahya Hassans kunne starte en kritisk og også nedladende debat som der hidtil ikke har været så meget af. Men her i Danmark, hvor der siden midten af 1990’erne er væltet en verbal shitstorm af tsunami-agtige dimensioner ned over hovedet på landets muslimske mindretal, er det sådan set lidt svært at se hvordan Yahya Hassans digte skulle kunne gøre situationen meget værre. Dem der har et behov for at lægge muslimer for had har tydeligvis ikke haft brug for en Yahya Hassan for at kunne finde undskyldninger for deres islamofobi. Ja, faktisk er det jo et typisk kritikpunkt rettet mod landets muslimer, og dem der gerne vil forsvare dem, at de er tavse mht. de problemer med vold, kvindeundertrykkelse, homofobi etc. som der findes i visse muslimske miljøer. Tavshedens strategi virker måske (endnu) i Sverige – men den er alt andet lige kontraproduktiv i Danmark.

Men der er også et mere grundlæggende problem med Athena Farrokhzads og Lene Myongs kritik. De ser nemlig begge to at “sortes” kritik af andre “sorte” kan og vil blive misbrugt af diverse racister – men de bliver så også stående der. Ingen af de to reflekterer over, at vi dermed har den situation, at kritik af ens egen kultur og religion er et “hvidt” privilegium. At “sorte” ikke har samme frihed som “hvide” til at fortælle om vold, misbrug og undertrykkelse i deres egen kultur – at mennesker med muslimsk baggrund ikke har samme frihed til at afsky deres religion som mennesker med en kristen baggrund har, tages som noget givet, som noget man bør medtænke når man ytrer sig frem for en uretfærdighed, som man burde bekæmpe.

Tavshedens strategi har imidlertid også en pris – der er bare ingen win-win situation i denne her kamp. Jeg kender den selv fra min egen katolske opvækst og ungdom. Jeg er også blevet opdraget med at man skulle passe på med kritik af kritisable forhold i det katolske miljø fordi denne kritik ville kunne blive misbrugt i et antikatolsk samfund. Og det er jo ikke nogen helt forkert observation. Katolicisme er måske den mest forhadte religion i Danmark efter islam – og medierne elsker også at skrive negativt om den katolske kirke. Men den katolske tavshedskultur har betydet, at overgreb af forskellig karakter har kunnet foregå i årevis uden at nogen greb ind. Selvom man måske ikke samtykker når man tier – så forhindrer man heller ikke overgrebene – og man hjælper helt sikkert ikke dem, der bliver ofre for dem. Det kan godt ske, at nogen som Athena Farrokhzad mener, at de “hvides” racisme er værre end den patriarkalske vold i visse muslimske miljøer og at nogle katolikker mener, at angreb på den katolske kirke er værre end de overgreb, der er sket i katolsk sammenhæng. Men det kunne også tænkes, at nogle af ofrene faktisk gerne vil have hjælp og få en stemme – i stedet for at blive mødt med en mur af “velmenende” tavshed.

Læs mere