Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Forskellen mellem homofobi og transfobi

Skrevet af den 9 dec, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Man skal ikke have deltaget særligt meget i transdebatten før man opdager, at de radikale transaktivister smider om sig med beskyldninger om at deres modpart er ”transfobisk”.

Der kan næppe være megen tvivl om at ”transfobi” er inspireret af begrebet ”homofobi”, men faktisk er der ret stor forskel på disse to begreber.

Oprindeligt er udtrykket homofobi nemlig et produkt af den erkendelse, at dem der udtaler sig mest fordømmende om homoseksuelle og homoseksualitet ofte er personer, der enten er bange for at folk kunne tro at de er homoseksuelle eller som er skabshomoseksuelle der lever i frygt for at folk skal opdage deres seksuelle orientering.

Nu skal man selvsagt passe på med at generalisere, også om dem der ytrer sig meget bastant om hvor syndig og umoralsk homoseksualitet er. Men vi ser faktisk gang på gang at f.eks. mandlige præster eller politikere, der har været meget ivrige for at bekæmpe homoseksuelles rettigheder, interessant nok så selv viser sig at være til sex med mænd. Senest har der f.eks. været en sådan sag omhandlende en ungarsk politiker.

Under alle omstændigheder er de mest ivrige forkæmpere for at homoseksuelle parforhold ikke skal accepteres på lige fod med heteroseksuelle typisk drevet af en forestilling om at førstnævnte er syndige og umoralske. Selv udtrykket ”unaturlig” har, når det bruges mod homoseksuelle forhold, sine rødder i middelalderteologiens ide om ”synden mod naturen” der bl.a. inkluderede analsex mellem mænd. (Man havde sværere ved at finde ud af i hvilken kasse man skulle placere sex mellem kvinder – for man var ikke enig om hvorvidt kvinder kunne have sex med hinanden pga. fraværet af en penis). Selvom udtrykket homofobi i de senere år begynder at blive brugt mere bredt, så er grundkonceptet det samme. Homofobi handler om at man hævder at homoseksuelle forhold er umoralske og derfor skal mødes med moralsk fordømmelse/afvisning – hvad så meget vel kan kombineres med at man selv faktisk er homoseksuel.

”Transfobi bliver derimod i dag af de radikale transaktivister brugt om enhver uenighed med deres forståelse af køn og seksualitet. Man er transfobisk hvis man ikke mener, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, hvis man mener, at kun kvinder kan få menstruation, hvis man som lesbisk ikke er til sex med transkvinder, hvis man insisterer på at der kun er to biologiske køn og hvis man i det hele taget antager, at køn handler om den krop man er født med og ikke om en ikke nærmere definerbar kønsidentitet.

Men denne uenighed handler for de radikalfeminister, der fremfører den, ikke om en moralsk fordømmelse af transkønnede hhv. det at udleve en kønsidentitet der ikke svarer til samfundets forventninger til hvordan man pga. sit biologiske køn skal klæde sig etc. Jeg og ligesindede er ikke paniske ved tanken om at folk skulle tro, at vi er transkønnede. For mit eget vedkommende er det transaktivister, der sommetider putter mig i transkassen. Dette opfatter jeg som et udtryk for at man ikke kan forholde sig til at man kan være kønsrolleafvigende uden at se sig selv som transkønnet, men jeg bliver væsentligt mere irriteret når de pådutter mig en identitet som såkaldt ”ciskønnet”. Jeg er ikke bange for at blive set som transkønnet, jeg er ikke skabstrans og jeg ser ikke ønsket om at leve i modstrid med samfundets kønsrolleforventninger som syndigt, umoralsk eller mod naturen, faktisk tvært imod. Transkønnede må efter min mening definere og forstå sig som de vil. De har som alle andre mennesker krav på frihed og retten til at stræbe efter lykke. Hvad de ikke har krav på at andre skal se dem nøjagtigt sådan som de ser sig selv. De har ikke krav på at alle andre skal redefinere deres syn på køn og seksualitet så det passer til deres.

Fremfører man en argumentation som ovenanførte bliver man imidlertid ofte mødt med at det lige præcist ikke handler om holdninger. Ikke nok med at man typisk vil blive mødt med udokumenterede og usande beskyldninger om at være drevet af had –man får også næsten altid smidt et ”du/I benægter transkønnedes eksistens!” i nakken. Og det bliver igen ikke så sjældent udvidet til et ”du/I ønsker at transkønnede slet ikke eksisterede”!

I mine yngre dage som homoaktivist havde jeg mange lange og ofte ret hårde debatter med kristne fundamentalister. Jeg har dog aldrig så meget som tænkt på at beskylde dem for at benægte homoseksuelles eksistens, end ikke der hvor de hævdede, at man som homoseksuel ikke reelt set er i stand til at elske sin partner af samme køn da kærlighed kun er mulig mellem to af modsat køn. Ej heller har jeg beskyldt dem for at ønske at jeg ikke eksisterede, end ikke da en skrev i en mail til mig at han teknisk set var forpligtet til at stene mig pga. hvad der står i 3. Mosebog, men at han ville afstå fra at opfylde denne pligt.

Jeg fatter simpelthen ikke hvor disse radikale transkativister har den ide fra at jeg og ligesindede skulle benægte deres eksistens blot fordi vi har en anden forståelse af køn end de selv har. Man benægter da heller ikke jødernes eksistens hvis man ikke tror på at jøderne er Guds udvalgte folk. Og jeg kender ingen mennesker som jeg ville ønske ikke eksisterede. Lige meget hvor meget man måtte være uenig med folk, så har alle mennesker ret til at leve her på jorden. Punktum.

Jeg skal ikke kunne sige hvilke psykiske processer der får disse radikale transaktivister til at tolke det at man ser dem anderledes end de selv gør som udtryk for at man benægter deres eksistens, hhv. eksistensret. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at man måske ikke hviler særligt godt i sin identitet som transkønnet hvis man i den grad oplever uenighed som en eksistentiel trussel.

Hvorfor fejrer man at der er en lesbisk mindre i verden?

Skrevet af den 5 dec, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Det er virkeligt bemærkelsesværdigt at se hvordan mainstreammedierne koger over af begejstring over at skuespilleren Ellen Page er sprunget ud som transmand (og i denne forbindelse nu kalder sig for Elliot Page). Information hylder f.eks. i en leder fra den 4.12.2020 Elliot for hans coming out. Her skriver man afsluttende: ”Page bliver her en vigtig rollemodel, som kan vise ikke mindst unge, sårbare mennesker, som er i tvivl om, hvem de er, og hvem de kan blive, at de har ret til at være sig selv”. LGBT+ Danmark kan i henhold til Dr.dk nyheder fra den 2.12 2020 på samme måde heller ikke få hænderne ned af lutter begejstring. Igen er argumentet at Elliot Page vil ”spille en stor rolle i forhold til at være en positiv rollemodel”.

Med til historien hører imidlertid, at Elliot Page i 2014 var sprunget ud som lesbisk. Information, de andre mainstreammedier samt LGBT+ Danmark hylder det altså som en festdag, at der nu er en lesbisk mindre i verden. Man synes øjensynligt, at det er en modig handling når Elliot Page dropper identiteten som lesbisk til fordel for identiteten som transmand. Og ikke mindst så mener man, at han er en positiv rollemodel for unge – vel ikke mindst for unge lesbiske. Det er øjensynligt vigtigt at fortælle dem, at det stærke, autentiske og rosværdige valg er at definerer sig som en transmand frem for en kvinde, der elsker andre kvinder.

Elliot Pages coming out som transmand skal ses i lyset af at antallet af piger og unge kvinder, der definerer sig selv som transmænd, er eksploderet i de senere år og det i hele den vestlige verden. Hvor mange af disse der tidligere har defineret sig selv som lesbiske findes der mig bekendt ikke nogen statistik for. Men kritiske iagttagere af fænomenet såsom journalisten Abigail Shrier, der i 2020 udgav bogen Irreversible Damage – The Transgender Craze Seducing Our Daughters, går ud fra at antallet af transmænd med en fortid som lesbiske er ganske betydeligt. Men der er selvsagt tale om kritiske iagttagere for indenfor LGBTI+ bevægelsen er det VERBOTEN at tale om de grå zoner og uklare grænser mellem identiteten som lesbisk og identiteten som transmand. For et af denne bevægelses helt centrale dogmer er, at køn og seksuel orientering INTET har med hinanden at gøre. Hvorfor transkønnede så skulle inkluderes i det der engang var homobevægelsen, nu når de intet har tilfælles med homoseksuelle, er så en af de store gåder i homokampens historie.

Det sjove er imidlertid, at det ikke altid har været den rette queere lære at hævde, at der er vandtætte skodder mellem identiteten som lesbisk og identiteten som transmand. Queerforskeren Judith Halberstam kunne i Female Masculinity fra 1998 skrive om ”borderwars” mellem transmænd og de såkaldte butch lesbiske. For 22 år siden kunne man være queerforsker og forholde sig positivt til eksistensen af en gråzone og uklare skillelinjer mellem identiteten som hhv. lesbisk og som transmand. Når det kommer til stykket, handler det jo om hvordan man fortolker sig selv. Jeg selv definerer mig som en kønsrolleafvigende lesbisk. For mig er der en uløselig sammenhæng mellem min manglende evne og vilje til at identificere mig med den kønsrolle jeg fik tildelt ved fødslen og så det forhold at jeg er en homoseksuel kvinde. Men jeg oplever tydeligt, at både radikale transaktivister og journalister forsøger at skrive mig og ligesindede ud af både historien og nutiden.

Hvorfor er der ingen i hele der her jubelkor, der hylder Elliot Page for at have droppet sin identitet som lesbisk til fordel for identeten som transmand, der spørger sig, hvorfor han i sin tid definerede sig selv som lesbisk? At LGBT+ Danmark ikke vil forholde sig til gråzonen mellem lesbisk og transmand kan ikke undre, det er jo en forening, der mener, at lesbiske i klassisk forstand er ”gammeldags” jævnfør deres sekretariatschef Susanne Branners udsagn i programmet ”Signe Molde på udebane”. Men hvorfor tør medierne ikke forholde sig til denne gråzone og generelt spørge sig hvilke overlap og hvilke konflikter der er indenfor den alfabetsuppe af identiteter som homobevægelsen er muteret til?