Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Lev og lad leve?

Skrevet af den 12 jun, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Med udgangspunkt i en bog/hjemmeside om hadforbrydelser mod LGBTQI personer med titlen “Stop hadet nu” har en række LGBT+ organisationer, Amnesty International og andre foreninger stillet ikke mindre end 30 forslag til hvordan vi kan få stoppet hadet mod personer befinder sig under denne paraply.

Nu siger det forhåbentligt sig selv, at ingen skal udsættes for vold, trusler om vold eller nedsættende tilråb, og det uanset hvilken identitet, kropslige træk, religion etc. som man måtte have. Jeg har også selv oplevet hvordan unge mænd har råbt efter mig og min kone på gaden, og selvom det forblev ved tilråbene, var det selvsagt ikke en rar oplevelse. Der er dog en række bekymrende aspekter ved denne nye ”antihad” kampagne som det LGBT+ politiske segment plus deres allierede hos f.eks. Amnesty International og Sex og Samfund har sat i værk.

Man kan f.eks. undre sig over den meget brede definition af had som kampagnen trækker på. Blandt de i alt ”1000 eksempler på had” kan man således under nummer 20 læse: ”Jeg startede på hormoner for 9 måneder siden, og er nu så flydende i udtryk at jeg føler mig meget udsat og usikker når der er kønsopdelte toiletter, fordi jeg ikke føler mig tryg på nogen af dem… Det ville være så meghet (sic) nemmere og mere trygt, at der bare var ikke-kønnede aflåste båse for alle, og evt et pissoir i et særskilt rum for de, der gerne vil anvende det. Hvis jeg går på “herretoilettet” kan jeg desuden få problemer hvis det falder sammen med at jeg har menstruation, da der ikke altid er affaldsspande. *suk*” Er kønsopdelte toiletter udtryk for had? Og hvad skal man sige til nr. 51?: ”Jeg drømmer om en dag, jeg ikke skal give en “sexuality 101”, hver gang jeg siger, jeg er ace.” Er man hadefuld hvis man ikke lige ved hvad ”ace” er? Dertil kommer, at der ikke skelnes mellem konkrete oplevelser af at blive fysisk eller verbalt forulempet og så angsten for at noget sådan kunne ske, sådan som det f.eks. beskrives i nr. 909: ”Min kæreste er en transkønnet kvinde. Hun er bange for at gå alene om aftenen i byen. Jeg, en transkønnet mand, er bange for at jeg ikke ville kunne forsvare hende hvis nogen skulle gøre hende noget… Vi undgå (sic) dele af byen (Aarhus) fordi vi er bange for folk spytter efter os… ”

Man kan jo også være noget skeptisk overfor det tæppebombardement med undervisning i LGBT+ forhold, normkritik etc. som de LGBT+ aktivistiske foreninger kræver og det fra folkeskolen til lærer-seminarerne og velfærdsuddannelserne. Men her kan man dog i det mindste gå ud fra at disse foreninger trækker på ideen om at had skyldes uvidenhed. Dog undrer det noget, at man blandt de 30 forslag leder forgæves efter krav om forskning i hvad der får folk til at udøve fysisk eller verbal vold mod LGBT+ personer og hvem der står bag disse overgreb.

Det virker imidlertid noget søgt, at vi som samfund skal bekæmpe had mod LGBTQI personer ved at leve op til følgende krav (16/30): ”Sæt midler og ressourcer af til at skabe og/eller videreudvikle lokale LGBTQI+caféer og -netværk i kommunens årlige budgetter. Der bør særligt prioriteres initiativer for unge, seniorer samt inter- og transkønnede.”

Meget bekymrende er de krav der kan tolkes som slet skjulte angreb på de kønsopdelte rum, der er vigtige for kvinders sikkerhed. Der er her tale om krav 2/30: ”Alle institutioner skal sikre, at der er adgang til toilet-, bade- og omklædningsfaciliteter uanset kønsidentitet, kønskarakteristika og seksuel orientering.” & 12/30: ”Lovkrav om at alle arbejdspladser skal sikre, at der er adgang til toilet-, bade- og omklædnings-faciliteter uanset kønsidentitet, kønskarakteristika og seksuel orientering.” & 27/30: ”Kriminalforsorgen skal formulere en officiel politik om håndtering af trans- og interkønnede indsatte, som så vidt muligt respekterer disses kønsidentitet og ønskede kønsudtryk.” Kravet i nr. 2/30 og 12/30 virker umiddelbart mærkeligt, da skoler og arbejdspladser jo allerede nu tilbyder elever hhv. ansatte adgang til toilet-, bade- og omklædningsfaciliteter. Hvis der er tale om at man kræver særlige faciliteter til LGBT+ personer er det i mine øjne ok, om end kun relevant for transkønnede og evt. interkønnede. Men det er en alvorlig sag hvis det man kræver, er kønsneutrale omklædningsrum for alle eller at man skal have lov til at klæde om sammen med det køn som man ”identificerer sig som”. Og forslag 27/30 om fængslerne lægger i mine øjne op til at personer med penis skal have adgang til kvindeafdelingerne i fængslerne hvis førnævnte ”identificerer sig som kvinder” hvad er et alvorligt angreb på udsatte kvinders sikkerhed.

Og det undrer selvfølgeligt slet ikke, at man også kræver: ”Indskriv ”kønsidentitet”, ”kønsudtryk” og ”kønskarakteristika” i lovteksten til straffelovens §81 nr.6 og §266b, som beskyttelsesgrunde.” (forslag 21/30). Til støtte for dette forslag har man indsamlet 30.743 underskrifter. Fremover skal man altså overveje om man får en straffesag på halsen hvis man f.eks. skriver på Facebook at ”kvinder ikke har en penis”…

LGBT+ Danmark og islam

Skrevet af den 13 maj, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

 

LGBT+ Danmark lagde den 12.5.2021 et opslag op på Facebook om det brutale drab på den unge homoseksuelle iraner Alireza Fazeli-Monfared, der blev myrdet af sin egen familie i hans hjemland, fordi han var homoseksuel.  Opslaget udløste en ret heftig debat i den til opslaget hørende kommentartråd. Her skrev Denise Rostgaard, der er regionsrådskandidat for Nye Borgerlige og i øvrigt selv homoseksuel, at hun ikke forstår, ”at LGBT+ Danmark ikke ser at islam er den værste trussel mod et frit og tolerant samfund.” Det fik så LGBT+ Danmark til at svare ”Vi ser på ingen måde islam som en trussel mod et frit og tolerant samfund” og at man i øvrigt tager afstand fra alle typer af voldelig fundamentalisme. Dette svar fik så igen Denise Rostgaard til at lange ret så hårdt ud mod LGBT+ Danmark på sin egen Facebookside.

Nu vil jeg mene, at både LGBT+ Danmark og Denise Rostgaard tager fejl når de vil forklare drabet på Alireza Fazeli-Monfared med hhv. fundamentalisme og islam. For drabet på Alireza Fazeli-Monfared er tydeligvis et såkaldt æresdrab. Æresdrab er et fænomen som hverken er specielt knyttet til fundamentalisme eller til islam. Æresdrab begås af muslimer, såvel som kristne, hinduer mfl. og udøverne er ikke nødvendigvis kendetegnet ved at være stærkt religiøse. Æresdrab er i stedet knyttet til førmoderne kulturer og tankesæt. I kulturer hvor man ikke har en stærk stat, og i særdeleshed ikke nogen velfærdsstat, er individets overlevelsesmuligheder i høj grad afhængig af at han eller hun har et stærkt netværk i form af vedkommendes familie, der igen netværker med andre familier. Jo mere social kapital familien har i form af den respekt og anerkendelse den har i lokalsamfundet desto bedre vil det gå det enkelte familiemedlem. Omvendt falder det tilbage på hele familien hvis bare et enkelt familiemedlem bryder med kulturens normer. Hvis f.eks. en far tillader hans søn at være åben homoseksuel så risikerer han, at hans søsters forlovelse bliver ophævet eller hans fætre ikke kan få et godt job fordi andre familier ikke vil netværke med en familie der har tabt anseelse ved at acceptere et familiemedlems homoseksualitet. Æresdrab handler altså ikke om personlig tro, men i stedet om en forestilling om at det enkelte individ skal indordne sig familiens behov så dens medlemmer som kollektiv ikke mister status og dermed udfoldelsesmuligheder.

Når det så er sagt så er emnet islam og homoseksualitet en varm kartoffel for LGBT+ bevægelsen, der sjældent har noget problem med at lange ud mod f.eks. den katolske kirke for dens udsagn om homoseksualitet, men som ofte reagerer mere eller mindre panisk når debatten kommer ind på islams syn på homoseksualitet. Det er f.eks. meget sigende, at LGBT+ Danmark lukkede debattråden pga. de mange islamkritiske udsagn der blev fremført i den. Det havde man næppe gjort mht. en debattråd der flød over med hårde udsagn om f.eks. den katolske kirke og katolikker.

Jeg vil dog give LGBT+ Danmark ret i, at det er problematisk, at fremstille islam som sådan som en trussel mod det frie samfund, herunder retten til at leve som homoseksuel. Men det er også tydeligt, at LGBT+ Danmark ej heller selv formår at håndtere problematikkens kompleksitet.

Islam er det man kalder for en lovreligion hhv. en livsstilsreligion. Dvs. påstanden i islam er, at den barmhjertige og nådige Gud med religionen islam har givet menneskeheden en perfekt vejledning til det gode liv, der alt andet lige vil føre til paradis, hvis man ellers følger den. Islam har derfor regler for rigtigt mange af livets aspekter, og disse regler er samlet i det der hedder ”Sharia”. Islam er delt op i shia- og sunniislam, og sidstnævnte er så igen delt op i en række retsskoler. Reglerne er altså ikke helt ens indenfor islam men kan godt variere mellem disse forskellige retslige traditioner. Men mig bekendt er der ingen af de islamiske retsskoler som ikke påstår, at det er haram, altså forbudt, for muslimer at have sex med personer af deres eget køn og end de straffe man mener, at en sådan adfærd skal udløse, er forskellige. Men selv mht. de muslimske retskoler, der kræver dødsstraf for sex mellem mænd (ingen kræver det mig bekendt for kvinder) er det igen nødvendigt at se på hvordan den enkelte muslim så fortolker sharia. Meget forsimplet kan man tale om, at der er tre måder at fortolke sharia på. Man kan fortolke sharia fundamentalistisk, altså bogstaveligt. Her vil man kunne finde på at kræve, at mænd der har sex med mænd skal henrettes. Man kan også tolke sharia islamistisk. Her vil man sige, at i princippet bør homoseksualitet straffes, men først når man har etableret den perfekte muslimske stat, dvs. i praksis ikke her og nu, og da slet ikke i et vestligt samfund. Og man kan have en liberal fortolkning af sharia, hvor straffereglerne ses som et vink med en vognstang om hvad der er en forkert adfærd men ikke som noget, der skal omsættes i praksis. Og det skal også tilføjes, at selv ud fra en fundamentalistisk fortolkning af sharia, så er det ikke op til den enkelte, heller ikke den enkeltes familie, at dømme folk til døden for så dernæst at henrette dem. Det er i stedet en dom som en shariadomstol skal foretage, hvorefter det så er kollektivet der skal dræbe den, der har brudt religionens regler.

Når alt dette hermed er sagt, så står det dog tilbage, at flertallet af muslimer, alt andet lige, vil opfatte homoseksualitet som en forbudt adfærd i henhold til islam, selvom der absolut er muslimer, der tror noget andet. Men det er også mit indtryk, at flertallet af muslimer her i Danmark på ingen måde bifalder overfald på eller drab på homoseksuelle. Man kan godt mene, at en adfærd er forkert uden at man af den grund ønsker, at dem der udfører dem skal dø. LGBT+ Danmark har ret i, at man derfor ikke kan påstå, at islam som sådan er en trussel for homoseksuelle (eller andre fra alfabetsuppen) – men jeg savner godt nok en villighed til at forholde sig til den i islamisk sammenhæng meget udbredte afvisning af homoseksuelle forhold. For ja, det er rigtigt, at der er rigeligt med kristne som også fordømmer homoseksualitet, men i dansk sammenhæng er de dog et klart mindretal. I muslimsk sammenhæng er det derimod alt andet lige et mindretal, der mener, at man kan være en god muslim og leve som homoseksuel. Måske den virkelige udfordring for organisationer som LGBT+ Danmark er at finde en strategi mht. hvordan man håndterer den værdimæssige mangfoldighed som flygtninge og indvandrere også tilføjer vores samfund.