Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Er transkvinderne den mest udsatte gruppe?

Skrevet af den 13 jul, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

 

En af de oplevelser der i mine øjne har været iøjnefaldende ved en del af de onlinedebatter jeg har haft om transproblematikker med intersektionelle feminister og diverse andre woke-wannabees er, at de nærmest rutinemæssigt slynger et ”transkvinder er den mest sårbare gruppe” ud i æteren. Logikken synes at være, at man ikke kan være bekendt at nægte transkvinder adgang til kvindernes omklædningsrum, kvindefængsler, kvindeherberger og kvindesporten – eller at nægte at have sex med dem, da de simpelthen har det hårdere end alle andre. Interessant nok virker det på mig som om det antages, at transkvinders helt unikke sociale og psykiske udsathed er en så alment anerkendt viden, at man slet ikke behøver at begrunde denne påstand, ud over måske med nogle tågede henvisninger til ”undersøgelser”.

Det virker derfor som en oplagt ide at se på hvilke data vi faktisk har om transkvinders situation. Jeg har tidligere henvist til at en grundig undersøgelse[1] af hvad vi ved om antallet af myrdede transkvinder, der viser, at de har en lavere risiko for at blive myrdet end gennemsnitsbefolkningen. Hvad jeg derfor vil prøve på at gøre i denne artikel, er at gå i dybden med de interessante data man finder i Statens Serum Instituts og Aalborg Universitets store undersøgelse af danskernes sexliv, der blev udgivet i 2019 med titlen ”Sex i Danmark – Nøgletal fra Projekt SEXUS 2017-2018[2].

Man kan selvsagt undre sig over hvorfor en undersøgelse af danskernes sexliv også har et kapitel om transkønnedes udfordringer nu da det jo plejer at være VERBOTEN at se transkønnethed og seksualitet som to fænomener der kunne have noget med hinanden at gøre. Men den store befolkningsundersøgelse var selvsagt en oplagt mulighed for at få mere viden om transkønnedes situation set i relation til resten af befolkningen. Det skabte en vis vrede[3] blandt radikale transaktivister at forskerne bag undersøgelsen målrettet henvendte sig til personer som havde fået foretaget juridisk kønsskifte, nok for at sikre et rimeligt antal transkønnede deltagere i undersøgelsen[4]. Men det dog tydeligt, at forskerne bag undersøgelsen har gjort hvad de kunne for at tilfredsstille de radikale transaktivister. Det ses f.eks. ved at man ikke bruger udtrykket ”biologisk køn” men i stedet det transaktivistiske ”tildelt køn”, ligesom man også flittigt bruger ”cis”. Men altså, data har vi fået, så lad os se på dem.

F.eks. indeholder undersøgelsen spørgsmål til selvmordstanker og selvmordsforsøg der er rettet til alle deltagere i undersøgelsen (der i øvrigt var i alderen 15-89). Mht. selvmordstanker, så angav 21,3 % af de heteroseksuelle mænd, 44, 5 % af de homoseksuelle mænd, 50,7 % af de biseksuelle mænd, 24,6 % af de heteroseksuelle kvinder, 43,8 % af de homoseksuelle kvinder samt 62,7 % af de biseksuelle kvinder at de har haft sådanne. Ser vi på tallene fra personer under transparaplyen ser tallene sådan ud: 66,2 % af transkvinderne, 59,8 % af de nonbinære mænd[5], 77,7 % af transmændene og 61,5 % af de nonbinære kvinder[6] angiver at have haft selvmordstanker.

Sammenligner man disse tal, så viser de, at der er flere transkønnede end ikke-transkønnede, der angiver at have haft selvmordstanker. Men problemet med selvmordstanker er væsentligt større hos transmændene end hos transkvinderne. Det ser også ud til at biologisk køn er en ikke uvæsentlig faktor i den forstand at biologiske kvinder øjensynligt hyppigere har haft selvmordstanker end biologiske mænd. Heteroseksuelle kvinder angiver i højere grad end heteroseksuelle mænd, at de har haft selvmordstanker. Det samme gælder for biseksuelle kvinder i forhold til biseksuelle mænd, for nonbinære kvinder i forhold til nonbinære mænd og altså for transmænd set i forhold til transkvinder. Den eneste afvigelse fra denne systematik er at flere homoseksuelle mænd end homoseksuelle kvinder angiver at have haft selvmordstanker.

Hvis vi ser på tallene for de selvrapporterede selvmordsforsøg, er tendensen endnu klarere. 2,3 % af de heteroseksuelle mænd, 7, 0 % af de homoseksuelle mænd, 13,1 % af de biseksuelle mænd, 3,7 % af de heteroseksuelle kvinder, 10,5 % af de homoseksuelle kvinder og 18,4 biseksuelle kvinder angiver at de har forsøgt at begå selvmord. (Hvad undersøgerne hhv. de adspurgte forstår ved udtrykket ”selvmordsforsøg” er dog ikke helt klart.)

Tallene for dem under transkønsparaplyen ser ud som følgende: 23,4 % af transkvinderne, 16,5 % af de nonbinære mænd, 24,5 % af transmændene og 22,0 % af de nonbinære kvinder angiver, at de har forsøgt at begå selvmord.

Altså, langt flere transkønnede end ikke-transkønnede angiver at de har forsøgt at begå selvmord, den eneste undtagelse fra denne tendens er de biseksuelle kvinder, der i højere grad angiver at de har forsøgt at begå selvmord end de nonbinære mænd. Og biologiske kvinder angiver i alle de undersøgte identitetskategorier i højere grad end de biologiske mænd i samme kategori, at de har forsøgt at begå selvmord.

Det er imidlertid vigtigt at huske på, at selvmordstanker og selvrapporterede selvmordsforsøg er en ting, om man faktisk begår selvmord, er noget andet.  F.eks. var der i 2016 426 mænd og 142 kvinder der tog livet af sig i Danmark[7]. En høj frekvens af selvmordstanker og selvangivne selvmordsforsøg er altså ikke det samme som at man har en høj selvmordsfrekvens.

 

Ser man på hvor mange der angiver, at de mindst en gang har været udsat for et seksuelt overgreb, så angiver 1,2 % af de heteroseksuelle mænd, 7,2 % af de homoseksuelle mænd, 8,2 % af de biseksuelle mænd, 11,4 % af de heteroseksuelle kvinder, 17,0 % af de homoseksuelle kvinder og 31,0 % af de biseksuelle kvinder, at det har de. Hvis vi ser på svarene fra personer under transparaplyen, så angiver 18,2 procent af transkvinderne, 13,9 procent af de nonbinære mænd, 27,1 procent af transmændene og 25,7 procent af de nonbinære kvinder, at de har været udsat for mindst et seksuelt overgreb.

Den mest sårbare gruppe mht. at blive udsat for seksuelle overgreb er tydeligvis de biseksuelle kvinder, efterfulgt af transmænd og nonbinære kvinder. Det er tydeligt, at det at være en biologisk kvinde seriøst forværrer din risiko for at blive udsat for et seksuelt overgreb og det på tværs af identitetsmæssige kategorier.

 

Ser man på oplevet sexchikane på arbejdspladsen, så angiver 6,2 % af de heteroseksuelle mænd, 12,3 % procent af de homoseksuelle mænd, 9,4 % af de biseksuelle mænd, 20,4 % af de heteroseksuelle kvinder, 22,9 % af de homoseksuelle kvinder og 31, 4 % af de biseksuelle kvinder, at de har været udsat herfor. Ser vi på svarene fra personer under transparaplyen, så angiver 16,0 % af transkvinderne, 6,8 procent af de nonbinære mænd, 19,5 procent af transmændene og 33,3 procent af de nonbinære kvinder, at de har været udsat for sexchikane på deres arbejdsplads.

Her slår det biologiske køn klart igennem. Alle biologiske kvinder på tværs af deres identitet har en større risiko for at opleve sexchikane på arbejdspladsen end de biologiske mænd har det. Transkvinder er her mindre udsat end alle grupper af biologiske kvinder. Interessant er det i øvrigt også, at mht. dette spørgsmål angiver transmændene en mindre udsathed end de andre identitetsgrupper blandt de biologiske kvinder.

Hvis man ser på hvor mange der angiver, at de har prøvet at være i et voldeligt parforhold, så angiver 2,7 % af de heteroseksuelle mænd, 9,9 % af de homoseksuelle mænd, 7,6 % af de biseksuelle mænd, 11,6 procent af de heteroseksuelle kvinder, 15,4 % af de homoseksuelle kvinder og 24,8 % af de biseksuelle kvinder, at det har de været. Ser vi på svarene fra personer under transparaplyen, så angiver 17,0 % af transkvinderne, 18,6 % af de nonbinære mænd, 19,1 % af transmændene og 32,5 % af de nonbinære kvinder, at det har det prøvet.

Igen ser vi, at biologiske kvinder på tværs af identitetskategorierne er mere udsatte end de biologiske mænd i samme identitetskategori – her altså for at have erfaringer med at være i et voldeligt parforhold. Den mest sårbare gruppe er nonbinære kvinder og biseksuelle kvinder. Transkvinderne er blandt de transkønnede de mindst udsatte for at have erfaringer med at være i et voldeligt parforhold.

Måske det også lige skal bemærkes, at kun 1 % af kvinderne angiver, at deres voldelige partner var en anden kvinde.

En gruppe af spørgsmål bryder dog med det mønster der ellers har været ret tydeligt indtil nu. Og det er spørgsmål relateret til om man har oplevet chikane, diskrimination mfl. pga. hhv. ens seksuelle orientering eller ens kønsidentitet.

Mht. at have oplevet at blive mobbet eller chikaneret pga. deres seksuelle orientering så angiver 57 % af de homoseksuelle mænd, 12 % af de biseksuelle mænd, 37 % af de homoseksuelle kvinder og 14 % af de biseksuelle kvinder, at det har de erfaringer med. Mht. at have oplevet at blive mobbet eller chikaneret pga. deres kønsidentitet angiver 60 % af transkvinderne, 19 % af de nonbinære mænd, 63 % af transmændene og 22 % af de nonbinære kvinder, at det har de erfaringer med.

Mht. at have oplevet, at blive råbt efter på gaden pga. deres seksuelle orientering, så angiver 53 % af de homoseksuelle mænd, 6 % af de biseksuelle mænd, 44 % af de homoseksuelle kvinder og 13 % af de biseksuelle kvinder, at de har de erfaringer med. Mht. at have oplevet, at blive råbt efter på gaden pga. deres kønsidentitet, så angiver 51 % af transkvinderne, 10 % af de nonbinære mænd, 39 % af transmændene, og 22 % af de nonbinære kvinder, at det har de erfaringer med.

Mht. spørgsmålet om hvorvidt man har oplevet at blive diskrimineret pga. ens seksuelle orientering, så angiver 27 % af de homoseksuelle mænd, 8 % af de biseksuelle mænd, 16 % af de homoseksuelle kvinder og 8 % af de biseksuelle kvinder, at det har de oplevet. Mht. spørgsmålet om hvorvidt man har oplevet at blive diskrimineret pga. ens kønsidentitet, så angiver 42 % af transkvinderne, 12 % af de nonbinære mænd, 46 % af transmændene og 18 % af de nonbinære kvinder, at det har de oplevet.

Mht. at have oplevet at blive fysisk forulempet pga. ens seksuelle orientering, så angiver 22 % af de homoseksuelle mænd, 5 % af de biseksuelle mænd, 8 % af de homoseksuelle kvinder og 5 % af de biseksuelle kvinder, at det har de prøvet. Mht. at have oplevet at blive fysisk forulempet pga. ens kønsidentitet, så angiver 32 % af transkvinderne, 16 % af de nonbinære mænd, 26 % af transmændene og 8 % af de nonbinære kvinder, at det har de prøvet.

Mht. spørgsmålet om hvorvidt man har erfaringer med at blive seksuelt forulempet pga. ens seksuelle orientering, så angiver 13 % af de homoseksuelle mænd, 5 % af de biseksuelle mænd, 8 % af de homoseksuelle kvinder og 11 % af de biseksuelle kvinder, at det har de oplevet. Mht. spørgsmålet om hvorvidt man har erfaringer med at blive seksuelt forulempet pga. ens kønsidentitet angiver 25 % af transkvinderne, 7 % af de nonbinære mænd, 9 % af transmændene og 15 % af de nonbinære kvinder, at det har de oplevet.

Hvad angår negative erfaringer specifikt relateret til at være homoseksuel, biseksuel eller transkønnet ser vi et brud med den tidligere påviste tendens. Lige præcist her er man ikke altid mere udsat som biologisk kvinde end man er det som biologisk mand. Transmænd og -kvinder er mere udsatte for mobning og chikane pga. deres kønsidentitet end homoseksuelle mænd og kvinder er det mht. deres seksuelle orientering. Dog er transmændene mere udsatte end transkvinderne. Hvad tilråb på gaden angår er homoseksuelle mænd den mest udsatte gruppe. Hvad diskrimination angår er transmænd og -kvinder mere udsatte end homoseksuelle mænd og kvinder, men igen er det transmændene der er mere udsatte end transkvinderne. (Hvad der dog helt konkret menes med diskrimination, er uklart. Hvis f.eks. en transkvinde har oplevet, at lesbiske ikke vil date hende, kan hun så have krydset ja ved spørgsmålet om hun har oplevet diskrimination pga. hendes kønsidentitet?) Og mht. til spørgsmålene om man har oplevet fysisk hhv. seksuel forulempelse pga. ens seksuelle orientering hhv. ens kønsidentitet er transkvinderne tydeligvis mest udsatte.

Med andre ord: Hvis du er født med en kvindes krop, har du en klart forhøjet risiko for at blive udsat for sexchikane på arbejdspladsen, for seksuelle overgreb og for vold i et parforhold. Du har også en forhøjet risiko for at have foretaget et selvmordsforsøg og alt andet lige også for at have selvmordstanker.  Er du homoseksuel, biseksuel eller transkønnet forværres din situation, det samme gælder ofte også for biologiske mænd, men det biologiske køn slår altså hårdest igennem når vi taler om kvinder. Hvad angår sexchikane på arbejdspladsen, sexovergreb og vold i parforhold hører transkvinderne ikke til de allermest udsatte grupper. Det er kun mht. at have oplevet fysisk hhv. seksuel forulempelse pga. deres kønsidentitet at transkvinder er mere udsatte end transmænd. Transmænd er ligesom nonbinære kvinder og biseksuelle kvinder en gruppe hvis særlige sårbarhed burde komme mere i fokus.

I øvrigt er der en lang række ekstra data i SEXUS undersøgelsen som det kunne betale sig at dykke ned i, men der er grænser for hvad jeg kan komme ind på, artiklen er allerede nu blevet meget lang. Jeg vil derfor blot afslutte med følgende informationer som også kan være af relevans.

Mht. seksuel identitet så angav i alt 91,7 procent af deltagerne i undersøgelsen at de er heteroseksuelle, mens 1,5 % angav at de er homoseksuelle mænd, 0,6 % at de er homoseksuelle kvinder, 1,8 % at de er biseksuelle mænd og 2,6 % at de er biseksuelle kvinder.

Ser vi på transkvinderne, så angav 34,9 % at de er biseksuelle, 27,2 % at de er heteroseksuelle og 10,4 % at de er homoseksuelle. Mht. de nonbinære mænd, så angav 37,4 % at de er heteroseksuelle, 14,9 % at de er biseksuelle og 10,0 % at de er homoseksuelle. Blandt transmændene angav 34,7 % at de er heteroseksuelle, 21,9 % at de er biseksuelle og 10,1 % at de er homoseksuelle. Og mht. nonbinære kvinder, så angav 42,4 % at de er heteroseksuelle, 18 % at de er biseksuelle og 7,4 % at de er homoseksuelle.

Men hvad der er ret spændende, så har SEXUS undersøgelsen også spurgt ind til hvilket køn folks sexpartnere har haft. I det følgende nævner jeg hvad flest har krydset ja ved efterfulgt af hvad næstflest har krydset ja ved:

Blandt de homoseksuelle mænd har flest kun haft sex med mænd (53%) efterfulgt af dem, der angiver, at de fleste af deres partnere har været mænd (40 %). Blandt de homoseksuelle kvinder angiver 45 % af de fleste af deres partnere har været kvinder mens 23 % angiver kun at have haft kvindelige partnere. Blandt de biseksuelle mænd har 47 % haft flest kvindelige partnere mens 22 % kun har haft kvindelige partnere. Blandt biseksuelle kvinder har 51 % haft flest mandlige partnere mens 28 % kun har haft mandlige partnere.

Blandt transkvinder angiver flest at de kun haft sex med kvinder (30 %), efterfulgt af dem, der angiver, at de kun har være sammen med mænd (20 %). Blandt de nonbinære mænd angiver flest, at de kun har haft sex med kvinder (58 %) efterfulgt af dem, der angiver, at de fleste af deres partnere har været kvinder (17 %). Blandt transmændene angiver flest, at de kun har været sammen med kvinder (28 %) efterfulgt af dem, der angiver, at de fleste af deres partnere har været kvinder (20 %). Blandt de nonbinære kvinder angiver flest, at de kun har været sammen med mænd (49%) efterfulgt af dem, der angiver, at de fleste af deres partnere har været mænd (20 %).

Dette skal i øvrigt ses i relation til at 91 % af heteroseksuelle mænd angiver, at de kun har haft sex med kvinder mens 90 % af de heteroseksuelle kvinder angiver, at de kun har haft sex med mænd.

Homoseksuelle mænd ser ud til i højere grad end lesbiske at have haft mulighed for at leve et liv hvor alle eller de fleste af deres seksuelle partnere har haft deres eget køn. Tallene kunne tyde på, at lesbiske i højere grad end bøsser kan have følt sig presset til at indgå i seksuelle relationer med personer af modsat køn. Tallene viser også, at biseksuelle mænds såvel kvinders partnere oftest er personer af modsat køn.

Og så er det bemærkelsesværdigt, at både transkvinder og transmænd oftere udelukkende har haft kvindelige sexpartnere end det er tilfældet for de lesbiske kvinder, mens nonbinære hovedsageligt har haft sexpartnere af modsat køn. Det giver god mening, at den største seksuelle identitetskategori blandt transmænd er ”heteroseksuel”, nu da de største ”sexpartnererfaringsgrupper” blandt dem er ”kun kvinder” hhv. ”flest kvinder”. Det passer jo til transparadigmets forståelse af køn og seksualitet. Men man kan undre sig over, at kun 10,4 procent af transkvinderne angiver, at de er homoseksuelle, nu når 30 % også angiver, at de kun har været sammen med kvinder.

 

 

 

 

[1] https://medium.com/athena-talks/trans-murder-rates-the-data-120b60b19cb4

[2] https://files.projektsexus.dk/2019-10-26_SEXUS-rapport_2017-2018.pdf

[3] https://killjoy.dk/da/Vidnesbyrd/transkonnede-over-samplede-sexus

[4] Forskerne havde også målrettet kontaktet personer der havde indgået registreret partnerskab hhv. samkønnet ægteskab for ligeledes at sikre en bedre afdækning af homoseksuelle. Se https://www.projektsexus.dk/til-deltagere/faq Dette har dog mig bekendt ikke udløst protester fra homoseksuelles side.

[5] Biologiske mænd der ser sig som nonbinære

[6] Biologiske kvinder der ser sig som nonbinære

[7] https://www.psykiatrifonden.dk/viden/gode-raad-og-temaer/600-liv/fakta.aspx

Amnesty og transbørnene

Skrevet af den 10 jul, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

 

En bekymrende udvikling i hvad der ser ud til at være hele den vestlige verden, er, at antallet af børn der ser sig selv som transkønnede, og som derfor søger behandling i sundhedssystemet, er eksploderet i løbet af ganske få år. Hvad der engang var et ekstremt sjældent fænomen hos børn, og når det forekom hovedsageligt berørte biologiske drenge, bliver stadigt mere almindeligt, og synes nu i stigende grad at berøre biologiske piger. Fra at transkønnede børn var noget stort set ingen havde hørt om er vi nået dertil at 17 elever på samme skole springer ud som transkønnede[1].

LGBT+ organisationerne elsker og hylder de såkaldte transbørn. Det er jo f.eks. meget sigende, at transbørn gik forrest i sidste års Prideparade[2] og at Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn fik tildelt årets laks[3]. LGBT+ organisationerne bruger ganske betydelig energi på at lægge pres på sundhedsvæsenet så børn, der angiveligt er transkønnede, så hurtigt som overhovedet muligt kan få adgang til medicinsk og kirurgisk behandling. Målet med behandlingen er at disse børn så meget som muligt skal komme til fysisk at ligne det biologiske køn som de skulle tilhøre sådan rent mentalt. (Og ja, de samme som hævder, at der INGEN sammenhæng er mellem krop og køn mener nemlig også, at et såkaldt transkønnet barn ikke kan få et godt voksenliv med mindre, at dets krop kommer til at ligne det modsatte køns i det omfang som hormoner og operationer nu tillader det).

Og som så ofte, så har den radikale transaktivismes frontløbere haft succes med deres utrættelige kampagne for at få sundhedsvæsenet til at tilbyde sådanne behandlinger. I dag kan transbørn der er i behandling hos det offentlige få stophormoner i den indledende fase af puberteten, dvs. få en medicinsk behandling der stopper hhv., forhindrer den naturlige pubertet. De kan fra de er 15 år få tilbudt krydshormoner, altså biologiske piger kan få tilbudt behandling med testosteron og biologiske drenge kan få tilbudt østrogen mfl. Og denne behandling kan sågar tilbydes til børn under 15 år hvis behandlerne skønner, at det er nødvendigt[4]. Men, selvfølgelig, , fristes man til at skrive, er dette slet ikke nok for LGBT+ organisationerne. At det heller ikke er nok for Amnesty International, er derimod nærmest rystende.

Den 18.2.2020 stiller Karoline Vind fra SF således Region Hovedstaden nogle spørgsmål som jeg her bringer i uddrag: ”Begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria er, så vidt jeg er oplyst, et stærkt kritiseret lægefagligt begreb, med meget lidt, og ikke anerkendt forskning bag. Hvilket videnskabeligt og lægefagligt grundlag baserer behandlerne sig på, når de rådgiver forældre til børn og unge under udredning for kønsidentitetsforhold til at forholde sig afventende, med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria? (…)  Hvad er de lægefaglige bevæggrunde for kun i sjældne tilfælde at tilbyde børn og unge under 15 kønsbekræftende behandling med østrogener og androgener?[5]

Region Hovedstadens Center for Sundhed besvarer den 8.6.2020 disse spørgsmål. De skriver bl.a.:

Familier bliver ikke rådgivet til at forholde sig afventende med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria (ROGD). De oplyses og informeres om, at begrebet findes, og at der inden for området sker udvikling. Der foreligger kun et studie af ROGD, og Region Hovedstadens Psykiatri er bekendt med de begrænsninger, dette studie har og den kritik, der kan fremføres. Det er dog vurderingen, at studiet alligevel indeholder vigtig viden. I lighed med andre nordiske lande har Region Hovedstadens Psykiatri en bekymring for, at denne gruppe af børn og unge, som udredes for kønsidentitetsforhold, køns- /kropssdysfori eventuelt skyldes andre vanskeligheder, så som kropsdysmorfi (psykisk lidelse, der indebærer en ekstrem optagethed af eget udseende og et forvrænget billede af, hvordan man bør se ud), gryende seksualitet, og generelle identitetsvanskeligheder. På den baggrund kan man være bekymret for om, hormon- og kirurgisk behandling af deres krop har den forventede effekt på deres trivsel. Herunder er det en bekymring om, de på lang sigt får det bedre, eller om de ønsker at vende tilbage til deres fødselstildelte køn (detransitionerer). Det bemærkes, at professionelle i sammenlignelige lande, professionelle i NGO-organisationer, som arbejder med køn og seksualitet blandt unge, transpersoner og andre i LGBT-miljøet har de samme bekymringer. Det er ikke muligt rent lægefagligt at afgøre, hvem der vil detransitionere, eller hvem der ikke vil profitere af behandlingen i deres fremtidige liv. Der er foreløbig 5 unge (tildelt kønnet pige), som er blevet tilbudt testosteronbehandling, men som har valgt at stoppe den. (…) Behandlerne holder sig opdateret om, hvad andre lande gør i forhold til denne behandling, hvor der ikke er undersøgelser af de langsigtede konsekvenser. De relevante familier orienteres om disse bekymringer og mulighederne for at vende tilbage til sit fødselstildelte køn, specielt når vi står overfor en ung, hvor kønsdysforien er kommet relativt hurtigt. Ved denne tilgang er det Region Hovedstadens Psykiatris ønske at tage så meget ansvar for den unge og dennes situation, som det lægefagligt er muligt i den nuværende situation.” (…) ”Det er kun i sjældne tilfælde, at familier ønsker at gå i gang med kønshormonbehandling, når barnet eller den unge er yngre end 15 år gammel. I sådanne tilfælde tager Sexologisk Klinik en dialog med familien. Såfremt barnet/den unge giver udtryk for vedvarende kønsdysfori, og der ikke er noget, der taler imod behandling (som f.eks. alvorlig psykisk lidelse eller mistanke om anden lidelse), og forældrene samtykker, så kan behandling iværksættes. (…) Langt de fleste (over 75%) er 14 år eller over, når de bliver henvist til behandling grundet kønsdysfori.”[6]

Jeg citerer dette svar så udførligt fordi det på mange måder er relevant og interessant læsning. Behandlingssystemet i Danmark er bevidst om, at forestillingen om at man er transkønnet f.eks. kan skyldes psykiatriske problemstillinger eller vanskeligheder ved at håndtere sin seksualitet (måske homoseksualitet?) Man er også bekymret for at børn og unge, der nu ser sig som transkønnede kunne udvikle sig væk fra denne identitet, og dermed komme til at fortryde behandling med krydshormoner. Denne bekymring bygger på ingen måde blot på en enkelt omstridt undersøgelse og findes i øvrigt i lande som vi ellers sammenligner os med. Men når det så er sagt, så er man absolut villig til at give krydshormoner til under 14-årige efter en konkret vurdering.

At Karoline Vinds spørgsmål nok var et bestillingsarbejde for LGBT+ organisationerne fremgår af at disse[7] sammen med Amnesty International den 30.6.2020 sender en udførlig kommentar til Region Hovedstadens Sundhedsudvalg.  Her skælder man igen ud på RODG-begrebet som man helt fejrer af bordet som irrelevant. Man går let og elefant hen over at fem piger her i Danmark har fortrudt deres behandling med krydshormoner og at sundhedsmyndigheder i med os sammenlignelige lande også er bekymret for negative sider af behandlingen, i stedet roder man meget rundt i hvilke NGO’er det skulle være, der også er bekymrede. Bekymring er nemlig grundlæggende set helt forkert. Som de f.eks. skriver: ”Forskningen viser, at kønsmodificerende behandling kan give forbedringer af transkønnede børn og unges livskvalitet. Det skyldes, at hormonbehandling giver en tiltrængt pause fra de vedvarende og irreversible fysiske forandringer der sker i puberteten i overgangen fra barn til voksen. Den fortsatte behandling bringer det oplevede og udlevede køn i balance med væsentligt forøget livskvalitet til følge.” (…) ”Det kan også undre, at Region Hovedstaden ikke samtidig vælger at informere forældre om den omfattende forskning, der faktisk viser transpersoners forbedrede livskvalitet, når de modtager den behandling de har behov for.” (…) ”Som menneskerettigheds- og LGBT+ organisationer deler vi ikke den bekymring. Vi er gennem vores rådgivende arbejde i højere grad opmærksomme på de unge, der ikke får adgang til behandling i tide, og derfor kommer til at gennemgå de faser i puberteten, hvor der sker vedvarende og irreversible fysiske forandringer, hvilket har store menneskelige omkostninger” (…) ”Der er da også forskning, der viser at transkønnede børn og unge kan være meget bevidste om deres kønsidentitet tidligt. Som udgangspunkt vil de også som voksne, opfatte sig som transkønnede. Det er glædeligt, at behandling åbenbart kan iværksættes til unge under 15 år. Det er vores håb, at Sexologisk Klinik fremover vil kommunikere det mere tydeligt overfor de unge og deres forældre. På nuværende tidspunkt får familierne det klare indtryk, at det kun kan lade sig gøre helt undtagelsesvis og kun efter konkret dispensation.”[8]

Mht. disse her vedvarende forsøg på at diskreditere ROGD-begrebet kan jeg henvise til Lone Franks dygtigt researcherede artikel i Weekendavisen fra den 3.7.2020[9], hvor hun påviser, at kritikken af den artikel hvor dette begreb blev introduceret grundlæggende set er uberettiget og i øvrigt et produkt af den radikale transaktivismes hang til generelt at chikanere forskere der ikke leverer de forskningsresultater som aktivisterne ønsker.

At LGBT+ organisationerne lukker øjne og øre for at myndighederne i en række vestlige lande er dybt bekymrede over den eksplosionsagtige udvikling i antallet af børn og unge der søger ”kønskorrigerende” behandling kan desværre ikke undre. Men hvordan kan Amnesty International tillade sig at ignorere, at man f.eks.  i Sverige[10], Storbritannien[11] og Australien[12] er dybt bekymret over denne udvikling? Og hvordan kan man være så sikker på at behandling af de såkaldte transkønnede børn med krydshormoner mfl. har positive effekter når de svenske myndigheder[13], der har kigget på al den forskning der findes om emnet, ikke mener at kunne konkludere noget om behandlingens langsigtede effekt? Hvordan kan Amnesty overse, at det britiske Royal College of General Practitioners[14] har udsendt en advarsel om at vi ved for lidt om de potentielle negative effekter af denne behandling? Hvordan kan Amnesty være ligeglad med at en stor del af de børn og unge, der søger kønskorrigerende behandling, har psykiatriske diagnoser så som autisme[15], der meget vel kan påvirke deres forståelse af deres køn negativt?

Og at børn og unge, der ser sig selv som transkønnede, som udgangspunkt også vil se sig som sådanne som voksne, er og forbliver usandt. De fleste opgiver denne identitet som voksne[16], hvis de ellers får lov til at gennemgå den naturlige pubertet.

Jeg forstår faktisk ikke hvordan man kan påstå, at behandling med krydshormoner skulle kunne give en ”tiltrængt pause fra de vedvarende og irreversible fysiske forandringer der sker i puberteten”, det er jo ellers det som behandling med stophormoner påstås at give børn. Men det er rystende, at Amnesty ganske ukritisk har taget den radikale transaktivismes syn på kroppens naturlige udvikling til sig. Jeg mener, siden hvornår er den naturlige kønsmodning som menneskets krop gennemgår under puberteten noget, der skal beskrives som ”irreversible fysiske forandringer”? Og hvorfor accepterer Amnesty, at der ikke med et ord nævnes, at behandling med krydshormoner lige præcist også kan medføre ”irreversible fysiske forandringer”?

I Storbritannien har en række psykologer, der har arbejdet med transkønnede børn givet udtryk for bekymring for at der sker en medicinsk overbehandling[17]. Det er derfor kun godt, at det danske behandlingssystem er mere forsigtigt, men spørgsmålet er bare hvor længe det får lov til at være det.

 

[1] https://www.dailymail.co.uk/news/article-6401593/Whistleblower-teacher-makes-shocking-claim-autistic.html

[2] https://www.dr.dk/nyheder/indland/video-transboern-ledte-i-copenhagen-pride-parade

[3] https://www.fstb.dk/aarets-laks-2019-fstbs-takketale/

[4] https://www.fstb.dk/mulighed-for-behandling/

[5] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[6] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[7] Der er tale om Copenhagen Pride, LGBT+ Ungdom, LGBT+ Danmark, Transaktion og Foreningen for Støtte til Transkønnede børn,

[8] https://www.fstb.dk/wp-content/uploads/2020/07/Til-Sundhedsudvalget-i-Region-Hovedstaden-pr.-30.-juni-2020-1.pdf

[9] https://www.weekendavisen.dk/2020-27/samfund/transpolitiet-kvaeler-forskning

[10] http://www.smer.se/wp-content/uploads/2019/04/Skrivelse-ang.-utredning-och-behandling-av-k%C3%B6nsdysfori-hos-barn-och-ungdomar-2019-04-26.pdf

[11] https://www.express.co.uk/news/uk/1018407/gender-transition-treatment-investigation-penny-mordaunt

[12] https://www.bioedge.org/bioethics/australia-launches-inquiry-into-safety-and-ethics-of-transgender-medicine/13182

[13] https://www.sbu.se/sv/publikationer/nya-vetenskap-och-praxis/konsdysfori-vetenskapligt-oklart-hur-unga-mar-pa-sikt/ F.eks. skriver man: ”Och även om frågan studeras intensivt, räcker inte underlaget än för att säga hur hälsan och livskvaliteten långsiktigt påverkas i de grupper av unga som idag utreds och behandlas med hormoner och eventuellt kirurgi. Det konstaterar SBU i sin inventering av forskningsområdet.”

[14] https://www.rcgp.org.uk/-/media/Files/Policy/A-Z-policy/2019/RCGP-transgender-care-position-statement-june-2019.ashx  F.eks. skriver man:”The significant lack of evidence for treatments and interventions which may be offered to people with dysphoria is a major issue facing this area of healthcare. There are also differences in the types and stages of treatment for patients with gender dysphoria depending on their age or stage of life. Gonadorelin (GnRH) analogues are one of the main types of treatment for young people with gender dysphoria. These have long been used to treat young children who start puberty too early, however less is known about their long-term safety in transgender adolescents. Children who have been on GnRH for a certain period of time and are roughly 16 years of age can be offered cross-sex hormones by the NHS, the effects of which can be irreversible.There is a significant lack of robust, comprehensive evidence around the outcomes, side effects and unintended consequences of such treatments for people with gender dysphoria, particularly children and young people, which prevents GPs from helping patients and their families in making an informed decision.

 

[15] https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/psykisk-sygdom-er-udbredt-hos-unge-der-oensker-skifte-koen

[16] https://www.psypost.org/2017/12/many-transgender-kids-grow-stay-trans-50499

[17] https://news.sky.com/story/nhs-over-diagnosing-children-having-transgender-treatment-former-staff-warn-11875624