Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Indrøm dog at “trans-kassen” er for snæver for børn

Skrevet af den 14 nov, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Rolf Merz (RM) er i en kronik i Politiken fra den 13.11.2021 ude med riven efter undertegnede fordi jeg i samme avis den 1.10.2021 havde fået bragt en kronik med titlen ”Stop nu snakken om transkønnede børn: Intet barn er født med en forkert krop”.

Som så mange radikale transaktivister griber RB desværre til retoriske kneb og hvad der ligner direkte uhæderlighed i sin kritik af min kronik. Jeg står i hvert fald uforstående overfor hvordan RM kan få min henvisning til ikke mindre end 13 videnskabelige studier der viser, at det store flertal af dem, der som børn identificerer sig som det modsatte køn ikke gør det når de bliver voksne, hvis man ellers ikke har grebet til medicinsk behandling, til udelukkende at handle om ét påstået tvivlsomt studie. Og hvordan kan man med hæderligheden i behold afvise en henvisning til at der er dokumentation for at disse børn som voksne ikke vil se sig som transkønnede, hvis man altså ikke begynder at medicinere dem, med at der i dansk sammenhæng indtil videre kun er ganske få, der har fortrudt den medicinske behandling?

Men RM’s argumentationskneb handler nok om, at det for mange radikale transaktivister er af afgørende betydning at udbrede fortællingen om at transkønnethed er noget man allerede kan konstatere hos små børn og at denne identitet herfra vil forblive konstant resten af livet. At det hos børn og unge der i adfærd og selvforståelse er stærkt kønsrolleafvigende, ikke er muligt at afgøre hvem der som voksne vil se sig selv som transkønnede og hvem der i stedet vil se sig som f.eks. ”maskuline” lesbiske eller ”feminine” bøsser er en erkendelse som samfundet øjensynligt for alt i verden ikke må få adgang til. Man skal lytte til transkønnede, der fortæller, at de allerede som børn var kønsrolleafvigende. Man skal tydeligvis ikke lytte til os, der som børn var stærkt kønsrolleafvigende, men der som voksne ikke ser os selv som transkønnede.

At man ikke skal lytte til os, hænger sammen med en forestilling om at det at være transkønnet er noget som knivskarpt kan afgrænses fra andre måder at have et køn på. Den transaktivisme vi ser i dag er uløseligt knyttet til en form for identitetspolitisk essentialisme, hvor den identitet man har nu, nødvendigvis må være den man altid har haft og altid vil have. Identitet er i denne logik nemlig udtryk for uforanderlige personlighedstræk og ikke i stedet et forsøg på at fortolke og italesætte ens selvforståelse der selvsagt kan ændre sig over tid. Sådan har det ikke altid været. Man skal sådan set bare gå en 10-15 år tilbage i tiden for at se hvordan f.eks. Enhedslistens Queerudvalg var voldsom kritisk overfor det daværende LBL’s påståede identitetspolitik. Men det var selvsagt også dengang man i disse kredse troede på Judith Butlers teori om at køn er performativt, altså at køn ikke er en medfødt uforanderlig personlighedsessens men i stedet en rolle som vi spiller. Selv har jeg hørt et foredrag af den svenske queer-feministiske forsker Tiina Rosenberg hvor hun fortalte om hvordan man kunne lave en kønsperformance skala hvor man i den ene ende havde hyperfeminine heteroseksuelle kvinder og i den anden ende havde transmænd. Det var for ca. 15 år siden. Havde hun holdt det foredrag i dag ville hun nok være blevet mødt med rasende anklager om transfobi.

Personligt ser jeg køn som noget der på det biologiske og kropslige plan er medfødt, men som hvad kønsrollerne angår er socialt konstrueret. Samfundet prøver at få os til at performe køn på bestemte måder alt efter hvilken type krop vi er født med. Hvordan vi har det med de kønsrolleforventninger som vi mødes med og hvordan vi lever i henhold til dem, kan godt placeres på en skala hvor man så kan befinde sig forskellige steder i forhold til hvor meget eller hvor lidt man kan og vil performe køn sådan som det forventes af os. I stedet for at operere ud fra en binær kønsforståelse hvor alle mennesker enten er transkønnede eller ciskønnede, burde vi have øjnene åbne for at der er betydelige gråzoner og uklare grænser mellem f.eks. transmænd og kønsrolleafvigende lesbiske. At tro, at man med sikker hånd kan afgøre hvor børn og unge befinder sig i forhold til f.eks. disse to identitetskasser er udtryk for en (selvvalgt) blindhed for at børn og unge lige præcist er i gang med at finde sig selv. At tro, at man kan være sikker på at de selvfølgelig er transkønnede og derfor behandle dem med hormoner og operationer, altså lave ireversible indgreb i deres kroppe, er det glade vanvid. Et barn eller en teenager kan ikke tage stilling til om vedkommende vil give afkald på at kunne få børn og på at kunne få orgasme (begge dele er mulige konsekvenser af en sådan behandling) for i stedet bedre at kunne passere som en person af det modsatte køn. Og nej, ingen forældre kan ej heller tage så alvor en beslutning på sit barns vegne. Det er en voksenbeslutning som man først kan tage når man selv er voksen.

Vi er også kirken – Skitser til en regnbueteologi

Skrevet af den 8 nov, 2021 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

 

Fra midten af 1990’erne til 2012 bølgende debatten om et muligt velsignelses- eller vielsesritual for homoseksuelle par frem og tilbage i den folkekirkelige andedam. Intet mindre end folkekirkens overlevelse stod på stil, altså hvis man skulle tro på den folkekirkens højrefløj. Denne profeterede, at folkekirken ville blive spaltet, eller at de trofaste kirkegængere i stor stil ville udvandre fra en kirke, der vovede at velsigne hvad Gud forbander. Og som det så ofte sker med de falske profeter, så stak man i stilhed piben ind da det viste sig at man havde grebet til falske trusler i forsøget på at forhindre et ritual som der faktisk var flertal for blandt folkekirkens præster.

Men dette nederlag forhindrer selvsagt ikke konservative og fundamentalistiske kristne, både indenfor og udenfor folkekirken, i at fortsætte med at forkynde, at homoseksuelt samliv er en alvorlig synd der vil føre til fortabelse hvis man ikke angrer og omvender sig. Deres forkyndelse har sat sit præg på kristne homoseksuelle, og har selvsagt også haft betydning for teologer, der tilfældigvis også er homoseksuelle. Sidstnævnte har med bogen ”Vi er også kirken – Skitser til en regnbueteologi” ønsket at formidle deres egne erfaringer såvel som teologiske refleksioner over det at være kristen og ”LGBT-person”.

Vi er også kirken – Skitser til en regnbueteologi” er en antologi bestående af 7 artikler skrevet af homoseksuelle teologer med en (liberal) folkekirkelig baggrund hvoraf de 6 i øvrigt er folkekirkepræster. Artiklerne svinger en del i forhold til hvor meget den personlige coming out and coming in historie tæller i forhold til de teologiske refleksioner. Personligt blev jeg mest berørt af Carina Wøhlks artikel ”I regnbuens tegn” der i et letforståeligt sprog kombinerer en fortælling om delvist ret så grænseoverskridende erfaringer med sexisme og homofobi i folkekirkeligt regi med en stærk bekendelse til kærlighedens Gud. Men Viggo Julsgaard Jensens artikel ”Nu tager vi selv ordet”, der bl.a. indeholder en, dog for kort, introduktion til queer-teologi er læseværdig. Og som den eneste forholder Irene Larsen sig i artiklen ”Bibellæsning for lesbiske og bøsser” mere grundigt til hvordan man kan forstå og håndtere de bibelvers som den kristne højrefløj bruger til at slå homoseksuelle kristne i hovedet med.

Det der med ”skitser” skal tages ret så bogstaveligt. Artiklerne har en tendens til ikke virkeligt at komme i dybden med de teologiske problemstillinger som de arbejder med – og desværre giver nogle af bidragsyderne også lidt indtryk af at de måske ikke helt synes at disse problemstillinger virkeligt er relevante at forholde sig til – for selvfølgelig kan man være kristen og ”LGBT-person”, basta! Men hvis man nu er en kristen homoseksuel, der kæmper med at forene sin tro og sin seksuelle orientering, og som tror, at han eller hun er nødt til at vælge den ene fra for at kunne have den anden, er det faktisk ganske vigtigt at have nogle gode teologiske argumenter for at disse kan forenes.  En fælles indledende artikel hvor bidragsyderne havde samskrevet nogle sådanne, og hvor man kom godt rundt om de ofte brugte skriftsteder såvel som kom ind på nogle grundlæggende refleksioner over det kristne menneske- og gudssyn såvel som soteriologien (frelseslæren), havde været guld værd.

Men måske en ”regnbueteologi” nødvendigvis må være skitseagtig når og hvis den ikke blot må handle om homoseksuelle men også skal have de andre bogstaver i den sig stadigt udvidende regnbue med. Er de udfordringer man står overfor som homoseksuel kristen f.eks. nødvendigvis de samme som dem man har hvis man er biseksuel og måske lever i et forhold med en af modsat køn? Og hvordan vil man forene påstanden om at ”Gud har skabt LGBT-personer sådan som de er” med påstanden om at transkønnede er født med en forkert krop? Hvorfor skulle Gud skabe nogle mennesker med forkerte kroppe eller havde hun bare en dårlig dag da hun anbragte en mandesjæl i en kvindekrop eller omvendt? Og så taler vi slet ikke om hvor kompliceret det bliver at forene forestillingen om, at vi mennesker skabt med et dybtfølt behov for at indgå i seksuelle relationer med andre, med de aseksuelles påstand om at lige præcist sådanne forestillinger er med til både at usynliggøre og sygeliggøre deres seksuelle orientering. Når man reelt set kun har noget at sige til forholdet mellem kristendom og homoseksualitet, så skulle man nok også eksplicit havde overladt det til biseksuelle, transkønnede, interkønnede, aseksuelle og diverse andre ”regnbueidentiteter” at beskrive deres teologiske problemstillinger.