Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Radio LOUD levede op til sit dårlige ry

Skrevet af den 8 okt, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Den 7. oktober2021 var jeg blevet inviteret til at deltage i en debat om transkønnede børn i Radio LOUDS program Touché i anledning af en kronik som jeg havde fået bragt i Politiken den 2.10.  Min deltagelse i dette program var på mange måder en rigtig dårlig oplevelse for mig fordi studieværterne i den grad var både forudindtagede og dårligt forberedte.

Grundlæggende set har jeg tre alvorlige anker i forhold til hvordan radioværterne Cecilie Lange og Kevin Shakir agerede i løbet af det ca. 45 minutter lange program: De havde tydeligvis ikke sat sig ordentligt ind i problematikken hvad medførte at starten af debatten kom til at forløbe kaotisk, værterne opførte sig halvflabet overfor mig og fordrejede flere gange på grov måde mine udsagn, og værterne bragte uden min tilladelse oplysninger om min arbejdsplads, om end grotesk nok forkerte, hvorefter de i øvrigt i Podcast versionen af programmet fjernede min protest over dette.

Allerede fra starten af programmet viser det sig, at Kevin Shakir ikke har forstået hvad den nuværende lov om juridisk kønsskifte for voksne hhv. forslaget om juridisk kønsskifte for børn handler om. I starten af udsendelsen får han nemlig sagt, at det juridiske kønsskifte for børn skulle handle om at de sidste cifre i personnummeret skal ændres så de ikke er mandlige eller kvindelige og han fik rodet en lægefaglig evaluering ind i problematikken selvom både den gældende og den ønskede lovgivning handler om at man kan få juridisk kønsskifte blot ved at lave en ansøgning herom. Både Helge Rune Nymann, næstforperson i Foreningen til Støtte til Transkønnede børn, der var min ”modpart” i programmet, og jeg korrigerede sidstnævnte men det irriterer tydeligvis Kevin Shakir, der så begynder at spørge mig om hvorfor jeg ikke er med på at vi får kønsneutrale personnumre. Kønsneutrale personnumre er en anden problematik end det juridiske kønsskifte, og det var derfor både forvirrende og afsporende for debatten at jeg skulle lægge ud med at forholde mig til denne problematik. Da jeg så svarer, at kønsneutrale personnumre ville koste en halv milliard kr. (hvad i øvrigt er lavt sat) og at politikerne derfor næppe vil støtte en sådan ide, får jeg et halvflabet svar om at regeringen jo ellers har fremsat et ønske om en sådan lovændring og at det derfor ikke er pengene der er problemet. Regeringen har imidlertid ikke meldt ud at den ønsker at indføre kønsneutrale personnumre, den har vendt ideen om at indføre juridisk kønsskifte for børn (dvs. at en biologisk dreng kan få et lige cpr.nr og en biologisk pige kan få et ulige) og det koster selvsagt ikke statskassen noget nævneværdigt beløb. Helt galt går det imidlertid da Kevin Shakir og Cecilie Lange vil have mig til at tage stilling til om man ikke kunne have et cpr-nr. for en tredje kønskategori. Dette er i sig selv et rimeligt meningsløst spørgsmål al den stund at de danske personnumre bygger på to binære principper: at vi har to køn, kvinder og mænd, og at vi har to typer af tal, lige og ulige. At programværterne dermed spørger mig om noget der ikke giver mening og som der mig bekendt heller ikke har været fremsat noget krav om gør selvsagt at jeg må svare undvigende. Men det får Cecilie Lange til at komme med et halvflabet krav om at jeg skal svare på hvad de spørger om, øjensynligt fordi jeg skal fremstilles som en person, der ikke ønsker at samfundet skal indsamle viden om et sådant tredje køn eller hvad ved jeg.

Cecilie Lange fortsætter herefter med at agere manipulerende overfor undertegnede. På et tidspunkt i programmet kommer jeg ind på at et af problemerne med det juridiske kønsskifte er at det efter min mening bidrager til at de såkaldte transbørn lærer at der er pinligt hhv. fastholdes i en forestilling om at det er pinligt hvis fremmede kan gennemskue deres biologiske køn (her via personnummeret) og at det ville være bedre at hjælpe disse børn til at acceptere at de kønsmæssigt set er anderledes end andre frem for at forsøge at skjule det. Det får Cecilie Lange fordrejet til at jeg skulle hævde, at ”det er pinligt at være transkønnet” dvs. noget som man skal skamme sig over, hvad er lige præcist det modsatte af hvad jeg sagde. I øvrigt bekræfter Helge Rune Nymann mig i at de såkaldte transkønnede børn lige præcist kan opleve det som pinligt hvis deres biologiske køn bliver afsløret, men jeg får selvfølgelig ikke en undskyldning fra værterne, i stedet skynder de sig at stille over til en folketingspolitiker på Christiansborg.

Men øjensynligt kunne Cecilie Lange ikke dy sig for at fortsætte af den bane som værterne var startet med. Da jeg f.eks. forsøger at problematisere selve udsagnet om at ”man ikke er det køn som man er født som” og spørger om hvad det udsagn betyder kommer hun med det kække svar, at ”det betyder at man ikke er det køn som man er født som”. Det er desværre ganske typisk for den radikale transaktivisme at man forsøger at vige udenom det helt centrale spørgsmål om hvad køn er med indholdsløse cirkelsvar. Man kunne måske godt forvente at en journalist var hævet over en sådan aktivistisk retorik.

Men det bliver værre endnu, for Cecilie Lange fordrejer efterfølgende mine udsagn om at vi skal lære piger at acceptere deres medfødte kroppe samtidigt med at vi støtter dem i at gøre oprør mod de undertrykkende normer og regler for piger og kvinde. Dette udsagn får hun nemlig opsummeret til at være et spørgsmål om hvorvidt ”man kan lære ikke at være en kvinde hhv. opføre sig som en kvinde”. Øjensynligt formåede Cecilie Lange ikke at skelne mellem mine udsagn og hendes egen fortolkning af disse hvad vel ellers må være en af grundforudsætningerne for et seriøst journalistisk arbejde.

Sidst men ikke mindst var det dybt problematisk at værterne blev ved med at nævne min arbejdsplads – om end de roede navnet på denne sammen med en anden. Jeg havde ikke givet tilladelse hertil og min private arbejdsplads er ganske ligegyldig i forhold til dette program. Jeg protesterede i slutningen af programmet herover og Kevin Shakir sagde da også at han beklagede og at det var en fejl. Men i den efterfølgende Podcast version af programmet har Radio LOUD klippet min protest og den efterfølgende beklagelse ud, hvad i mine øjne er noget nær kildeforfalskning. Og selvom det forkerte udsagn om min arbejdsplads gentages flere gange i programmet kan man i shownoterne ikke læse en beklagelse over at de uden tilladelse bragte sådanne oplysninger og at de i øvrigt er forkerte. Man forsøger altså at dække over fejlen i stedet for at få den rettet, hvad viser at man øjensynligt ikke formår at arbejde efter de helt basale journalistiske tommelfingerregler.

PS. Efterfølgende er jeg blevet ringet op fra Radio LOUD. Vi har aftalt at de klipper de fjernede udsagn fra udsendelsen tilbage og så fik jeg et langt forsøg på en art undskyldning.

De transkønnede befinder sig i et grænseland

Skrevet af den 23 sep, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

 

”Trans”, der indgår i ordene ”transkønnet” eller ”transseksuel”, betegner i almindeligt sprogbrug en bevægelse, det ser vi f.eks. i ord som ”transport” eller ”transatlantisk”. Man kunne imidlertid også overveje om der hermed ikke også indikeres, at man selv som kønsskifteopereret transkønnet befinder sig i en form for permanent transit, dvs. i en form for limbo eller gråzone mellem kønnene.

Hvis man tager udgangspunkt i at der kun findes to biologiske køn, og at det biologiske køn fastlægges ved undfangelsen, så er et fysisk kønsskifte ikke en reel mulighed. Men man kan vha. hormoner og operationer godt ændre så meget ved kroppens fremtoning at man kommer til at ligne en kvinde, selvom man biologisk set forbliver en mand hhv. at man kommer til at ligne en mand, selvom man biologisk set forbliver en kvinde. Da man imidlertid aldrig vil kunne få det andet biologiske køns krop og biologi vil der være tale om en tilnærmelse, en vis lighed med det modsatte køn samtidigt med, at man ikke længere vil ligne sit medfødte køn uden at man dog reelt set har ændret det.

Måske er det bl.a. denne limbo tilstand der, uanset om man har modtaget behandling med hormoner og operationer eller ej, udløser mange af de problemer som transkønnede kan opleve med omgivelserne – og med dem selv. Når andre ikke ser eller ”læser” en transkønnet sådan som denne selv gerne vil ses/læses, det som i det transaktivistiske sprogbrug omtales som ”fejlkønning”, erfarer den transkønnede at vedkommende ikke fremstår med den ønskede kønsmæssige entydighed i andres øjne. Og den såkaldte kønsdysfori handler vel grundlæggende set om at man hader sin naturligt kønnede krop fordi den ikke passer til den person man gerne vil være hhv. som man ser sig selv som, dvs. problemet er at man kropsligt set ikke er den som mener at man er.

Spørgsmålet er imidlertid om man som transkønnet, og det uanset om man nu ændrer på sin krop eller ej, ikke i sidste instans må lære at leve med at denne førnævnte limbotilstand er et livsvilkår som er uløseligt knyttet til at være transkønnet og som man derfor ikke sprogligt kan formulere sig ud af.

Dette er ikke mindst vigtigt når man som transkønnet ønsker at indgå i seksuelle relationer med andre mennesker, hvad jo er et ganske menneskeligt behov. Problemet er imidlertid, at når man befinder sig i et kønsligt limbo, så er der forhold som man er afskåret fra, og dette afhjælpes ikke med kropslige indgreb, snarere tvært imod. For det store flertal af befolkningen spiller deres partner hhv. deres ønskede partners biologiske køn nemlig en afgørende rolle. Er man heteroseksuel er man kun til personer med det modsatte biologiske køn, er man homoseksuel er man kun til sit eget biologiske køn. Det er kun biseksuelle der er til begge køn. Men en heteroseksuel mand eller en lesbisk kvinde vil ofte heller ikke være interesseret i en biologisk kvinde der f.eks. har kraftig skægvækst, ligesom en homoseksuel mand eller en heteroseksuel kvinde ofte heller ikke ville være interesseret i en biologisk mand som har fået fjernet sin penis. Det kan derfor som transkønnet meget vel være svært at finde en partner, men det er imidlertid et produkt af den limbotilstand man befinder sig i. Man kan ikke forvente, og man har slet ikke krav på, at andre ændrer på deres seksuelle orientering og seksuelle præferencer for at tilgodese ens egen specielle situation.

Det er også efter min mening vigtigt at fastholde den sproglige præcision. Jeg er med på at kalde transkvinder for transkvinder og transmænd for transmænd. Men dermed er det også sagt, at transkvinder ikke er biologiske kvinder og transmænd er ikke biologiske mænd. Når man bruger termerne ”homoseksuel” hhv. ”heteroseksuel” om transkønnede giver det desværre let anledning til forvirring, og i værste instans bevæger man sig ud i en redefinering af hvad det i det hele taget vil sige, at være homoseksuel eller heteroseksuel, der så igen munder ud i et forsøg på at ændre på menneskers seksuelle orientering for at varetage transkønnedes behov.

Hvis man tager udgangspunkt i de to biologiske køn og den klassiske forståelse af f.eks. homoseksuel, så er en homoseksuel kvinde (lesbisk) en biologisk kvinde der kun er til andre biologiske kvinder. På samme måde er en biologisk mand (bøsse) en biologisk mand der kun er til andre biologiske mænd. I den forstand kan en person født med en penis aldrig være en lesbisk og en person født med en vagina kan aldrig være en bøsse. Man kan tale om translesbiske og transbøsser for hermed at indikere at vi ikke taler om lesbiske og bøsser i de to begrebers klassiske betydning, på samme måde som udtrykkene ”transkvinde” og ”transmand indikerer”, at vi ikke taler om kvinder og mænd i begrebernes klassiske betydning. En anden mulighed var at tale om hhv. gynefile og androfile transkønnede eller transseksuelle for hermed at understrege vigtigheden af at fastholde at homoseksualitet er uløseligt knyttet til ens eget og ens ønskede partners biologiske køn.