Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Vi har fået nok! – Et radikalfeministisk manifest

Skrevet af den 25 nov, 2019 under Feminisme, Lgbt | 5 kommentarer

 

Vi har fået nok!

Vi er kvinder, der er dybt bekymret over, hvordan intersektionelle feminister og queer-aktivister er godt på vej til at ødelægge selve fundamentet for kvindekampen og kvinders rettigheder.

Vi ser, hvordan kvinders ret til kønsadskilte rum, så som omklædningsrum, herberger og særlige kvindeafdelinger i fængslerne, afskaffes, når personer med penis gives adgang til disse rum, hvis de hævder, at de “føler sig som kvinder”.

Vi ser, hvordan professionelle sportsudøvere, der har gennemgået en mands pubertet, og dermed har en klar kropslig fordel i forhold til biologiske kvinder, får lov til stille op som og konkurrere mod kvinder.

Vi ser, hvordan udtryk, der betegner kvinders biologi, gøres kønsneutrale hhv. løsrives fra det at være kvinde, så f.eks. “mor” bliver til “fødende forælder”, og kvinder gøres til “livmoderindehavere” eller “menstruatorer”.

Vi ser, hvordan lesbiske bliver udstillet, udskammet og mobbet, hvis de ikke vil have sex med “kvinder der har en penis”.

Vi ser, hvordan unge kønsrolleafvigende lesbiske og andre unge kvinder, der ikke trives med kønsrollerne i det patriarkalske samfund, overbevises om, at de må være mænd, når de har det sådan.

Vi ser, hvordan kvinder, der siger fra overfor alt dette, chikaneres, registreres og censureres.

Vi har set dette gå for sig i flere år, og vi har iagttaget, at de radikale transaktivister bliver mere og mere ekstremistiske i deres krav, adfærd og metoder.

Og derfor har vi fået nok!

Vi kræver, at kvinders ret til og behov for kønsadskilte rum, hvor udgangspunktet er ens anatomiske køn, respekteres og sikres.

Vi kræver, at professionel kvindesport skal være forbeholdt biologiske kvinder.

Vi kræver, at myndighederne og kvindeorganisationerne ikke bruger et nysprog, der skjuler den virkelighed, at graviditet, menstruation mfl. er knyttet til det at være en kvinde.

Vi kræver, at biologiske kvinders ret til kun at elske og have sex med andre biologiske kvinder accepteres betingelsesløst.

Vi kræver, at unge kvinder der har det skidt med samfundets kønsrolleforventninger understøttes i, at dette er en oplagt reaktion på kvindeundertrykkelsen og ikke er et bevis på, at de må være mænd.

Vi insisterer på retten til at kæmpe mod patriarkatets undertrykkelse af biologiske kvinder. Transaktivismen forsøger at benægte biologisk køn og dermed usynliggøre kvinders undertrykkelse. Vi insisterer på, at biologisk køn ikke er en social konstruktion, men en fysisk realitet. Derimod forstår vi kønsroller og kønsrollepræferencer som socialt konstruerede.

Vi vil ikke trues til tavshed – kvinders rettigheder skal ikke længere trædes under fode! Nok må være nok!

 

Hvis du vil vide mere så kontakt Karen M. Larsen.

Kampen mod de lesbiske

Skrevet af den 7 nov, 2019 under Feminisme, Lgbt | 3 kommentarer

 

Kvindehuset i København har den 31.10.2019 besluttet, at kvinder fra Facebook gruppen ”Lesbiske Feminister” ikke må bruge Kvindehusets lokaler, ja man har sågar overvejet, om de individuelle medlemmer af denne gruppe skulle nægtes adgang til at betræde Kvindehuset. Forud herfor havde radikale transaktivister forhindret en mindre gruppe ældre lesbiske kvinder fra ”Lesbiske Feminister” i at betræde huset selvom de dengang faktisk havde fået lov til at bruge et lokale til et internt møde. Kvindehusets husmøde har med beslutningen om at forbyde Lesbiske Feminister i at bruge huset de facto bakket op om transaktivisternes aktion og givet dem ret i deres negative bedømmelse af gruppen.

”Lesbiske Feminister” må nemlig ikke bruge Kvindehuset, som nogle af dem interessant nok i sin tid var med til at grundlægge, fordi de påstås at være transfobiske. Deres brøde består i, at de definerer sig som biologiske kvinder, der er til andre biologiske kvinder, og at de gerne vil netværke med andre der er og har det ligesom dem selv. Men i queere og intersektionelle kredse, der i dag sidder på magten i LGBT Danmark, Priden og nu tydeligvis også Kvindehuset, er disse lesbiskes selvforståelse et no go.

Det interessante er nemlig, at de samme aktivister som insisterer på transkønnedes ret til at definere deres eget køn og deres egen seksualitet, ikke anerkender andres ret til det samme. En person født med en penis har således ret til at definere sig som kvinde og som lesbisk med henvisning til at hun føler sig som en kvinde og seksuelt er til kvinder. Men en biologisk kvinde har ikke lov til at mene, at hun er en lesbisk kvinde fordi hun er født med en kvindes krop og er til andre, der er født med en kvindes krop. Logikken er den, at fordi transkvinder føler, at de er kvinder, og transmænd føler, at de er mænd, så handler køn for alle om en fra kroppen løsrevet følelse. De transkønnedes følelser og identitet gøres med andre ord til normen om hvad køn handler om. Hvis vi andre føler noget andet så må vi se at få ændret vores følelser. Retten til at definere sit eget køn er nemlig et privilegium som kun transkønnede har indenfor den queere og intersektionelle feminisme.

Ud fra denne logik er det også dybt problematisk hvis man ikke føler, at transkvinder er kvinder og transmænd er mænd. Det er i denne sammenhæng ligegyldigt om man forsøger at være høflig og hensynsfuld overfor transkønnede ved at bruge de ønskede pronominer, undlade at omtale transkvinder med ”m-ordet” og transmænd med ”k-ordet” etc. Vi skal alle tro og føle, at transkvinder ER kvinder og transmænd ER mænd. At tro og føle noget andet er transfobisk, altså et udtryk for et irrationelt og ondskabsfuldt had til transkønnede.

Dette kompromisløse krav om at man helt skal underlægge sig andres syn på ikke bare deres eget men også ens eget køn viser sig bl.a. i spørgsmålet om hvem man har lov til ikke at begære seksuelt. I dag er man tydeligvis et ondsindet menneske, hvis ens seksuelle orientering ikke tager udgangspunkt i hvad andre føler om deres køn men i stedet om hvilket kropsligt udgangspunkt man selv og ens ønskede partner har. I princippet gælder denne foragt også heteroseksuelle. Men i praksis har de radikale transaktivisters vrede især været rettet mod de lesbiske, som kategorisk afviser at indgå i seksuelle relationer med personer, der er født med en penis uafhængigt af deres kønsidentitet. At lesbiske ikke ligefrem repræsenterer kønsmagten i samfundet, men i stedet selv er en udsat gruppe, der f.eks. har en stærkt forøget risiko for at begå selvmord, er ganske ligegyldigt for disse aktivister. Når man er radikal transaktivist må man nemlig gerne sparke til udsatte grupper hvis disse ikke retter ind.

Det offentligt støttede Kvindehus har nu meldt sig ind i kampen på de radikale transaktivisters side. Budskabet til lesbiske i hele landet er ganske klart: Vi har valget mellem at acceptere den queere/intersektionelle definition af vores eget køn og vores egen seksualitet, eller vi skal holdes udenfor i kulden indtil vi indser at vi har syndet og angerfuldt omvender os til den rette tro.