Menu
Kategorier

De seneste indlæg

En kritisk analyse af “Stop diskrimination i skolen”

Skrevet af den 10 feb, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

 

LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark har barslet med en rapport om LGBT+ børn og unges vilkår og trivsel i Grundskolen, der har titlen ”Stop diskrimination i skolen”. Jeg tror aldrig, at jeg har læst en rapport der bruger udtrykket ”bekymring” så hyppigt som denne! Skal man tro ”Stop diskrimination i skolen”, så står det helt galt til når vi taler om LGBT+ børn og unges situation i grundskolen: De udsættes for omfattende mobning, de hader at gå i skole og har selvmordstanker etc. Og løsningen på problemet er, ifølge rapporten, en storstilet national indsats hvor hovedfokus skal lægges på omfattende undervisning af børn, unge og de lærerstuderende ud i de mange kønsidentiteter og seksuelle orienteringer, krydret med kønsneutrale toiletter, ret pronomenbrug og udsmykning af skolerne med regnbueflag. Og minsandten om ikke LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark ydmygt tilbyder at stå til rådighed for udformning og implementering af denne nationale kraftanstrengelse for at komme de plagede LGBT+ børn og unge til undsætning.

Nu er det store spørgsmål selvsagt hvad man så reelt kan bruge ”Stop diskrimination i skolen” til. Den bygger på 910 besvarede spørgeskemaer, der er blevet delt via de sociale medier, primært LGBT+ foreningernes egne platforme på disse. Dermed har vi ingen sikkerhed for at dem, der har besvaret spørgsmålene, er repræsentative for den undersøgte gruppe.

Et andet problem er, at ”Stop diskrimination i skolen” i sine formuleringer ofte lægger op til at rapporten nærmest taler på ”LGBT+ elevernes” vegne, at den om jeg så må sige giver stemme til dem, der står ude i kampen for at overleve som LGBT+ elev i grundskolen, og som derfor kan give direkte input til hvordan disses situation er og hvad der skal gøres. Men rapporten indrømmer selv, at 75 % af dem, der har besvaret spørgeskemaet, har forladt grundskolen. Dermed har de fleste af svarene reelt set tilbageskuende karakter og vedrører erfaringer der kan ligge op til 9 år tilbage i tiden.

Et tredje problem er, at ”Stop diskrimination i skolen” nok opererer med 15 forskellige kønsidentiteter og 11 forskellige seksuelle orienteringer, men biologisk køn bruges ikke som kategori og dermed bliver det svært at sammenligne med de nationale undersøgelser af skoleelevernes trivsel, da disse skelner mellem piger og drenge, der som bekendt ofte har en ret forskellig situation hvad trivsel angår. Det er nemlig ikke muligt at afgøre om den biologiske kønsfordeling blandt dem, der bliver undersøgt i ”Stop diskrimination i skolen”, er den samme som i grundskolen som sådan. Jeg har dog en mistanke om, at biologiske piger/kvinder er overrepræsenterede. Mere om det senere.

Et fjerde problem er, at både selve spørgsmålene og de konklusioner der drages på baggrund af besvarelserne, ofte blander de forskellige identitetskategorier sammen på en måde, der forplumrer billedet. F.eks. kan man læse følgende: ”Mere end 9 ud af 10 (93 %) svarer, at de har oplevet homofobiske og transfobiske skældsord i skolen, mens kun 7 % svarer, at de slet ikke har oplevet homofobiske og transfobiske skældsord i skolen. Det er yderligere opsigtsvækkende, at mere end 7 ud af 10 (72%) svarer, at de oplever homofobiske og transfobiske skældsord i skolen hver dag eller et par gange om ugen. (…)   Ligesom vores undersøgelse viser grund til at ”kønsidentitet” og ”kønsudtryk” bør indskrives i straffelovens §266 b om hadefulde ytringer for at beskytte kønsminoriteter i samme grad, som seksuelle minoriteter.” (s. 95) Der er bare det problem, at det også fremgår af undersøgelsen, at man i spørgeskemaet har formuleret sig på følgende måde: “Har du oplevet, at ord som “bøsse”, “lebbe”, “svans”, “tranny” eller “gay” bliver brugt som skældsord på din skole?” (s. 58) Det er med andre ord slet ikke muligt ud fra dette spørgsmål at afgøre i hvilket omfang ”tranny” eller lignende nedladende ord om transkønnede bliver brugt i skolen. Men min egen umiddelbare vurdering er, at der i betydeligt større omfang bliver råbt ”bøsse” end ”tranny”.

”Stop diskrimination i skolen” er gennemsyret og styret af det upræcise sprogbrug der generelt kendetegner det LGBT+ aktivistiske miljø. ”Cis-kønnet” bruges i flæng, og udtrykket defineres på den vanlige tågede måde: ”Ciskønnet kvinde (En person, hvis oplevede køn og kønsudtryk stemmer overens det kvindelige køn de blev tildelt ved fødslen, kvinde).”[1] (s. 61). Hvad er ”oplevet køn” og hvad menes med ”kønsudtryk”? Det spørgsmål må man også spørge sig når man læser følgende definition: ”Transkønnet mand (En person, hvis kønsidentitet eller kønsudtryk i større eller mindre grad ikke stemmer overens med det køn kvindelige køn, de blev tildelt ved fødslen).”[2] (s. 62) Og hvad skal man sige til denne definition: Neutrois (En person, der føler, at deres kønsidentitet er neutralt kønnet. Ofte indikerer personer, som definerer sig som neutrois et ønske om at neutralisere de kønskarakterer, der er knyttet til kønnet, som personen blev tildelt ved fødslen f.eks. bryster, krop og ansigtsbehåring).” (s. 61) Får vi tildelt vores krop ved fødslen? Gad vide hvad der menes med at der ”skal undervises i mere og andet end den ciskønnede krop”? Og hvad skal man mene om en ”seksuel orientering” som denne?: ”Demiseksuel (En person, der sjældent eller aldrig oplever seksuel tiltrækning, før de har dannet et stærkt følelsesmæssigt bånd til en anden).” (s. 63).

”Stop diskrimination i skolen” giver imidlertid et spændende indblik i det LGBT+ ungdomsmiljø, der er i større eller mindre grad er tilknyttet til og/eller aktive i de LGBT+ politiske foreninger. For det er nok herfra at man må antage at en pæn stor del af respondenterne stammer. Der er f.eks. en bemærkelsesværdig stor gruppe blandt respondenterne, der befinder sig under transparaplyen, da kun i alt 64 % af disse betegner sig selv som ”cis-kønnede”. Og kønsfordelingen er her skæv, da 53 % angiver at de er ”cis-kønnet kvinde”, mens kun 11 % angiver at være ”cis-kønnet mand”. I øvrigt angiver kun 2 % (15 personer) at være ”transkønnet kvinde” mens 7 % (64 personer) angiver at være ”transkønnet mand”. Alle de andre kønsidentiteter (inklusive en ret stor gruppe af uafklarede) udgør 26 %! Den mere klassiske transidentitet er altså en minoritet blandt de alternative kønsidentiteter. Et lidt lignende fænomen kan man se i forhold til de seksuelle identiteter, hvor 29 % angiver at de er biseksuelle, 16 % at de er lesbiske og 12 % at de er bøsser. Det er vist ret nyt at bøsser er en minoritet i LGBT+ sammenhænge. Mon ikke alt dette tyder på, at biologiske piger/kvinder er overrepræsenterede i rapporten?

Når alt dette er sagt, så skal det selvfølgelig tages alvorligt, når unge LGBT+’er fortæller om mobning og mistrivsel i skolen. Min egen folkeskoletid var et mobbehelvede fra jeg startede i børnehaveklassen til jeg sluttede med 9. klasse. Verbal vold hørte til dagens orden og fysisk vold kom så lejlighedsvis til som ekstra ”krydderi”. Det var derfor nok ikke så mærkeligt, at jeg hadede folkeskolen som pesten, græd mange tårer i ensomhed og havde selvmordstanker. Når jeg ser tilbage på min folkeskoletid, vil jeg hovedsageligt bebrejde mine lærere, at de ikke gjorde noget ved denne mobning som de udmærket godt vidste fandt sted. I heldigste fald ignorerede de det, der skete, men der var også dem, der selv deltog i mobningen eller, hvad nok var værre, gav mig klar besked om at jeg selv var ude om det da jeg bare kunne lade være med at være ”så mærkelig”.

Jeg tvivler på, at man kan forebygge mobning ved at lære grundskolens elever om de mindst 15 kønsidentiteter og 11 seksuelle orienteringer. Mobning handler i mine øjne nemlig ikke grundlæggende set om uvidenhed men om umenneskelighed. Og derfor er den bedste måde at forebygge mobning på at lærerne med det samme griber ind når der mobbes, og det uanset hvem den mobbede og hvem de mobbende er. Hvis man i stedet udnævner særlige grupper som særligt værdige til at modtage særlig omsorg i form af antimobnings indsatser, så smider man jo bare alle de andre sårbare børn og unge under bussen.

Homoseksualitet, biseksualitet og diverse kønsrolleafvigende livsstile og identiteter er en del af den danske virkelighed og skal derfor selvsagt også indgå i undervisningen i et fornuftigt og repræsentativt omfang. Jeg er dog dybt bekymret ved tanken om at LGBT+ Ungdom, LGBT+ Danmark og deres allierede blandt de ekstreme transaktivister skal få lov til at bestemme hvad børn og unge skal lære om seksualitet og køn. Vi lader jo heller ikke Islamisk Trossamfund bestemme hvad eleverne i grundskolen skal lære om islam eller Veganerpartiet bestemme hvad de skal lære om kost og ernæring. Det er allerede nu dybt bekymrende at de LGBT+ aktivistiske ”Normstormere” får lov til at undervise børn og unge i Københavns og Århus kommuner i et materiale som offentligheden ikke må få indblik i. Tænk hvilket ramaskrig det ville udløse hvis Dansk Folkeparti fik lov til at undervise børn og unge om nationalisme og danskhed med et materiale som offentligheden ikke måtte få adgang til…

[1] Citeret fra rapporten inklusive sprogfejl.

[2] Citeret fra rapporten inklusive sprogfejl.

Forskellen mellem homofobi og transfobi

Skrevet af den 9 dec, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Man skal ikke have deltaget særligt meget i transdebatten før man opdager, at de radikale transaktivister smider om sig med beskyldninger om at deres modpart er ”transfobisk”.

Der kan næppe være megen tvivl om at ”transfobi” er inspireret af begrebet ”homofobi”, men faktisk er der ret stor forskel på disse to begreber.

Oprindeligt er udtrykket homofobi nemlig et produkt af den erkendelse, at dem der udtaler sig mest fordømmende om homoseksuelle og homoseksualitet ofte er personer, der enten er bange for at folk kunne tro at de er homoseksuelle eller som er skabshomoseksuelle der lever i frygt for at folk skal opdage deres seksuelle orientering.

Nu skal man selvsagt passe på med at generalisere, også om dem der ytrer sig meget bastant om hvor syndig og umoralsk homoseksualitet er. Men vi ser faktisk gang på gang at f.eks. mandlige præster eller politikere, der har været meget ivrige for at bekæmpe homoseksuelles rettigheder, interessant nok så selv viser sig at være til sex med mænd. Senest har der f.eks. været en sådan sag omhandlende en ungarsk politiker.

Under alle omstændigheder er de mest ivrige forkæmpere for at homoseksuelle parforhold ikke skal accepteres på lige fod med heteroseksuelle typisk drevet af en forestilling om at førstnævnte er syndige og umoralske. Selv udtrykket ”unaturlig” har, når det bruges mod homoseksuelle forhold, sine rødder i middelalderteologiens ide om ”synden mod naturen” der bl.a. inkluderede analsex mellem mænd. (Man havde sværere ved at finde ud af i hvilken kasse man skulle placere sex mellem kvinder – for man var ikke enig om hvorvidt kvinder kunne have sex med hinanden pga. fraværet af en penis). Selvom udtrykket homofobi i de senere år begynder at blive brugt mere bredt, så er grundkonceptet det samme. Homofobi handler om at man hævder at homoseksuelle forhold er umoralske og derfor skal mødes med moralsk fordømmelse/afvisning – hvad så meget vel kan kombineres med at man selv faktisk er homoseksuel.

”Transfobi bliver derimod i dag af de radikale transaktivister brugt om enhver uenighed med deres forståelse af køn og seksualitet. Man er transfobisk hvis man ikke mener, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, hvis man mener, at kun kvinder kan få menstruation, hvis man som lesbisk ikke er til sex med transkvinder, hvis man insisterer på at der kun er to biologiske køn og hvis man i det hele taget antager, at køn handler om den krop man er født med og ikke om en ikke nærmere definerbar kønsidentitet.

Men denne uenighed handler for de radikalfeminister, der fremfører den, ikke om en moralsk fordømmelse af transkønnede hhv. det at udleve en kønsidentitet der ikke svarer til samfundets forventninger til hvordan man pga. sit biologiske køn skal klæde sig etc. Jeg og ligesindede er ikke paniske ved tanken om at folk skulle tro, at vi er transkønnede. For mit eget vedkommende er det transaktivister, der sommetider putter mig i transkassen. Dette opfatter jeg som et udtryk for at man ikke kan forholde sig til at man kan være kønsrolleafvigende uden at se sig selv som transkønnet, men jeg bliver væsentligt mere irriteret når de pådutter mig en identitet som såkaldt ”ciskønnet”. Jeg er ikke bange for at blive set som transkønnet, jeg er ikke skabstrans og jeg ser ikke ønsket om at leve i modstrid med samfundets kønsrolleforventninger som syndigt, umoralsk eller mod naturen, faktisk tvært imod. Transkønnede må efter min mening definere og forstå sig som de vil. De har som alle andre mennesker krav på frihed og retten til at stræbe efter lykke. Hvad de ikke har krav på at andre skal se dem nøjagtigt sådan som de ser sig selv. De har ikke krav på at alle andre skal redefinere deres syn på køn og seksualitet så det passer til deres.

Fremfører man en argumentation som ovenanførte bliver man imidlertid ofte mødt med at det lige præcist ikke handler om holdninger. Ikke nok med at man typisk vil blive mødt med udokumenterede og usande beskyldninger om at være drevet af had –man får også næsten altid smidt et ”du/I benægter transkønnedes eksistens!” i nakken. Og det bliver igen ikke så sjældent udvidet til et ”du/I ønsker at transkønnede slet ikke eksisterede”!

I mine yngre dage som homoaktivist havde jeg mange lange og ofte ret hårde debatter med kristne fundamentalister. Jeg har dog aldrig så meget som tænkt på at beskylde dem for at benægte homoseksuelles eksistens, end ikke der hvor de hævdede, at man som homoseksuel ikke reelt set er i stand til at elske sin partner af samme køn da kærlighed kun er mulig mellem to af modsat køn. Ej heller har jeg beskyldt dem for at ønske at jeg ikke eksisterede, end ikke da en skrev i en mail til mig at han teknisk set var forpligtet til at stene mig pga. hvad der står i 3. Mosebog, men at han ville afstå fra at opfylde denne pligt.

Jeg fatter simpelthen ikke hvor disse radikale transkativister har den ide fra at jeg og ligesindede skulle benægte deres eksistens blot fordi vi har en anden forståelse af køn end de selv har. Man benægter da heller ikke jødernes eksistens hvis man ikke tror på at jøderne er Guds udvalgte folk. Og jeg kender ingen mennesker som jeg ville ønske ikke eksisterede. Lige meget hvor meget man måtte være uenig med folk, så har alle mennesker ret til at leve her på jorden. Punktum.

Jeg skal ikke kunne sige hvilke psykiske processer der får disse radikale transaktivister til at tolke det at man ser dem anderledes end de selv gør som udtryk for at man benægter deres eksistens, hhv. eksistensret. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at man måske ikke hviler særligt godt i sin identitet som transkønnet hvis man i den grad oplever uenighed som en eksistentiel trussel.