Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Ikke i vores navn!

Skrevet af den 23 jul, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Lørdag den 21.8 vil Københavns gader endnu engang lægge plads til et gigantisk Pride-arrangement. Selvom Coronarestriktionerne nok vil medføre, at der skal festes en anelse mindre heftigt end tidligere er der alligevel lagt an til lidt af et brag, da Copenhagen Pride har slået sig sammen med det internationale Worldpride. Under alle omstændigheder er Pride parader blevet til et fast indslag i den vestlige verden, hvor majoritetssamfundet får adgang til at sole sig i deres egen begejstring for og støtte til ”mangfoldigheden” mens de store globale firmaer får rigelig mulighed for at sælge deres ”frisind og tolerance” ved at markedsføre sig med regnbueflag og paradevogne.

Interessant nok er der imidlertid ikke så helt få bøsser, lesbiske og biseksuelle, der ikke vil gå med i paraden og som generelt har meget svært med hvad der er blevet gjort ved de gamle demonstrationer for retten til at være til sit eget køn. I hele verden kan vi se et voksende antal bøsser, lesbiske og biseksuelle der optræder som det man indenfor feminismen har kaldt for ”killjoys”, altså dem der ødelægger den gode stemning ved familiefesten ved at påpege det, som man helst ikke vil forholde sig til i det festlige lag. I pride sammenhæng betyder det, at vi er flere og flere der påpeger, at LGBT+ organisationerne ikke længere repræsenterer os.

I løbet af de sidste 10-15 år er de store gamle organisationer for homoseksuelle (og biseksuelle) som f.eks. LGBT+ Danmark (Det gamle LBL) og Copenhagen Pride nemlig blevet kapret af radikale trans- og queeraktivister samt intersektionelle feminister. Disse organisationer er i dag spydspidsen i et frontalangreb på den forståelse af køn og seksualitet som både majoritetsbefolkningen og en stor del af de homoseksuelle og biseksuelle har. Køn bliver af disse organisationer redefineret fra at være noget der er knyttet til den krop vi blev født med til at være en udefinerbar følelse, hvad igen får en række praktiske konsekvenser for kønsopdelingen af omklædningsrum, fængsler og herberger men også på hvordan man forstår kønsrolleafvigende adfærd hos børn og unge og selve det at have en seksuel orientering.

Der er ikke rigtigt nogen der har kunnet komme med en god forklaring på hvorfor transkønnede absolut skulle inkluderes i foreninger der oprindeligt var for homoseksuelle (og biseksuelle). Det er jo et dogme indenfor LGBT+ bevægelsen at køn og seksuel orientering INTET har med hinanden at gøre så hvorfor foreninger for personer der er til deres eget biologiske køn skulle organisere dem, der mener, at deres sande køn er et andet end deres biologiske, virker selvmodsigende. Hvad der imidlertid har fået alvorlige konsekvenser er, at man i disse organisationer i dag insisterer på en helt bogstavelig fortolkning af transidentiteten.

Her kan man måske sammenligne med et eksempel fra religionernes verden. Mange protestanter opfatter det brød man spiser og den vin (eller druesaft) man drikker i forbindelse med nadveren som et symbol på Jesus, noget der skal få en til at tænke på ham og mindes ham. Den katolske kirke derimod insisterer på at det brød og den vin man modtager i forbindelse med nadveren i bogstavelig forstand, ER Jesus himself og derfor har man også ritualer hvor man tilbeder det indviede alterbrød da det jo ER ham.

På samme måde havde nok mange homoaktivister oprindeligt en, lad os i denne sammenhæng kalde det for en protestantisk forståelse af transkøn. Man ville gerne vise transkønnede respekt ved at omtale transkvinder som ”hun” og transmænd som ”han” og generelt så vidt som muligt undgå at krænke deres kønsmæssige selvforståelse uden af den grund virkeligt at tro på, at transkvinder i bogstavelig forstand er kvinder og transmænd i bogstavelig forstand er mænd. Men i dagens LGBT+ organisationer, herunder Copgenhagen Pride, er der ikke længere plads til andet end til bekendelsen af den ene sande tro, nemlig at transkvinder ER kvinder, at transmænd ER mænd og at man er transfobisk hvis man som lesbisk kvinde ikke vil have sex med transkvinder og hvis man som bøsse ikke vil have sex med transmænd.[1]

Det er nemlig den uundgåelige konsekvens af kravet om at transidentiteten skal tages bogstavelig: seksuel orientering må ikke være et spørgsmål om hvilket biologiske køn man føler sig tiltrukket af. Seksuel orientering skal nu, hvis den skal være transpolitisk korrekt, være rettet mod ens ønskede partners såkaldte kønsidentitet, altså mod hvordan denne ser sig selv. Vi skal altså med andre ord forelske os i og føle os seksuelt tiltrukket af en anden persons kønsmæssige selvforståelse og evt. dennes kønsmæssige selviscenesættelse. Den krop vedkommende er født med og den prægning som man uundgåeligt vil være mærket af pga. den krop man er blevet født med, må ingen rolle spille, hvis man altså ikke vil mødes med rasende anklager om at man er transfobisk, at man er en genitalfetichist etc. Homoseksualitet i den klassiske betydning af ordet er dermed VERBOTEN indenfor LGBT+ bevægelsen og homoseksuelle, der fortsat er homoseksuelle i ordets klassiske betydning af at man udelukkende er til sit eget biologiske køn, skal som minimum være i skabet hvis man ikke vil blive ”cansellet” af de foreninger der stadigvæk påstår, at de repræsenterer bøsser og lesbiske.

Men vi er faktisk flere og flere lesbiske, bøsser og biseksuelle, der selvsagt ikke føler os repræsenteret af foreninger der ikke kan tolerere at man udelukket er tiltrukket af personer af ens eget biologiske køn og vover at fortælle det højt frem for at forstå at man enten skal ændre på sin seksuelle orientering eller skamfuldt forblive i skabet. Dertil kommer, at vi er flere og flere der er dybt bekymret over alle de andre bivirkninger som den bogstavelige forståelse af transidentiteten medfører såsom kravet om at transkvinder skal kunne konkurrere mod biologiske kvinder indenfor den professionelle sport og at udtryk knyttet til kvinders biologi så som menstruation og moderskab skal gøres kønsneutrale. Vi er også meget bekymret over at kønsrolleafvigende børn og unge, hvoraf en del formodentlig er lesbiske, bøsser eller biseksuelle i stadigt voksende omfang bliver set som transkønnede og selv bliver overbevist om at de er det fordi de ikke kan se sig selv i samfundets stereotype forventninger til personer med deres biologiske køn.  LGBT+ foreningernes krav om juridisk kønsskifte for børn og hurtig adgang til hormonbehandling og kønsskifteoperationer af børn og unge vil kunne få alvorlige konsekvenser. Vi vil om 5-10 år meget vel kunne stå med hundredvis af unge voksne lesbiske, bøsser og biseksuelle som vil være fortvivlet over hvilke skader de fik tilført deres kroppe fordi der ikke var nogen der vejledte dem om at det er helt normalt at man som homo- eller biseksuel har det rigtigt svært med de kønsroller og kønsrolleforventninger som man mødes med i vores samfund men at man som voksen typisk vil lære at acceptere den krop man blev født med samtidigt med at man klæder sig og lever som det passer en bedst.

Rundt omkring i verden opstår der derfor LGB-foreninger, altså foreninger for lesbiske, bøsser og biseksuelle der har fået nok af det absurde teater med tragiske konsekvenser som LGBT+ bevægelsen er muteret til. Her i Danmark er vi fortsat blot en Facebook gruppe[2], men vi har ambitioner om mere. Det er nemlig på tide at der siges massivt fra overfor misbruget af bøsser, lesbiske og biseksuelle til et radikalt transpolitisk projekt som har alvorlige negative konsekvenser for børn, kvinder og homoseksuelle af begge køn.

[1] Se debatindlæg i avisen ”Arbejderen” fra den 15.8.2018 skrevet af Lars Henriksen, den daværende og nuværende forperson for Copenhagen Pride.

[2] https://www.facebook.com/groups/249592893174881 (LGB Danmark)

Lev og lad leve?

Skrevet af den 12 jun, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Med udgangspunkt i en bog/hjemmeside om hadforbrydelser mod LGBTQI personer med titlen “Stop hadet nu” har en række LGBT+ organisationer, Amnesty International og andre foreninger stillet ikke mindre end 30 forslag til hvordan vi kan få stoppet hadet mod personer befinder sig under denne paraply.

Nu siger det forhåbentligt sig selv, at ingen skal udsættes for vold, trusler om vold eller nedsættende tilråb, og det uanset hvilken identitet, kropslige træk, religion etc. som man måtte have. Jeg har også selv oplevet hvordan unge mænd har råbt efter mig og min kone på gaden, og selvom det forblev ved tilråbene, var det selvsagt ikke en rar oplevelse. Der er dog en række bekymrende aspekter ved denne nye ”antihad” kampagne som det LGBT+ politiske segment plus deres allierede hos f.eks. Amnesty International og Sex og Samfund har sat i værk.

Man kan f.eks. undre sig over den meget brede definition af had som kampagnen trækker på. Blandt de i alt ”1000 eksempler på had” kan man således under nummer 20 læse: ”Jeg startede på hormoner for 9 måneder siden, og er nu så flydende i udtryk at jeg føler mig meget udsat og usikker når der er kønsopdelte toiletter, fordi jeg ikke føler mig tryg på nogen af dem… Det ville være så meghet (sic) nemmere og mere trygt, at der bare var ikke-kønnede aflåste båse for alle, og evt et pissoir i et særskilt rum for de, der gerne vil anvende det. Hvis jeg går på “herretoilettet” kan jeg desuden få problemer hvis det falder sammen med at jeg har menstruation, da der ikke altid er affaldsspande. *suk*” Er kønsopdelte toiletter udtryk for had? Og hvad skal man sige til nr. 51?: ”Jeg drømmer om en dag, jeg ikke skal give en “sexuality 101”, hver gang jeg siger, jeg er ace.” Er man hadefuld hvis man ikke lige ved hvad ”ace” er? Dertil kommer, at der ikke skelnes mellem konkrete oplevelser af at blive fysisk eller verbalt forulempet og så angsten for at noget sådan kunne ske, sådan som det f.eks. beskrives i nr. 909: ”Min kæreste er en transkønnet kvinde. Hun er bange for at gå alene om aftenen i byen. Jeg, en transkønnet mand, er bange for at jeg ikke ville kunne forsvare hende hvis nogen skulle gøre hende noget… Vi undgå (sic) dele af byen (Aarhus) fordi vi er bange for folk spytter efter os… ”

Man kan jo også være noget skeptisk overfor det tæppebombardement med undervisning i LGBT+ forhold, normkritik etc. som de LGBT+ aktivistiske foreninger kræver og det fra folkeskolen til lærer-seminarerne og velfærdsuddannelserne. Men her kan man dog i det mindste gå ud fra at disse foreninger trækker på ideen om at had skyldes uvidenhed. Dog undrer det noget, at man blandt de 30 forslag leder forgæves efter krav om forskning i hvad der får folk til at udøve fysisk eller verbal vold mod LGBT+ personer og hvem der står bag disse overgreb.

Det virker imidlertid noget søgt, at vi som samfund skal bekæmpe had mod LGBTQI personer ved at leve op til følgende krav (16/30): ”Sæt midler og ressourcer af til at skabe og/eller videreudvikle lokale LGBTQI+caféer og -netværk i kommunens årlige budgetter. Der bør særligt prioriteres initiativer for unge, seniorer samt inter- og transkønnede.”

Meget bekymrende er de krav der kan tolkes som slet skjulte angreb på de kønsopdelte rum, der er vigtige for kvinders sikkerhed. Der er her tale om krav 2/30: ”Alle institutioner skal sikre, at der er adgang til toilet-, bade- og omklædningsfaciliteter uanset kønsidentitet, kønskarakteristika og seksuel orientering.” & 12/30: ”Lovkrav om at alle arbejdspladser skal sikre, at der er adgang til toilet-, bade- og omklædnings-faciliteter uanset kønsidentitet, kønskarakteristika og seksuel orientering.” & 27/30: ”Kriminalforsorgen skal formulere en officiel politik om håndtering af trans- og interkønnede indsatte, som så vidt muligt respekterer disses kønsidentitet og ønskede kønsudtryk.” Kravet i nr. 2/30 og 12/30 virker umiddelbart mærkeligt, da skoler og arbejdspladser jo allerede nu tilbyder elever hhv. ansatte adgang til toilet-, bade- og omklædningsfaciliteter. Hvis der er tale om at man kræver særlige faciliteter til LGBT+ personer er det i mine øjne ok, om end kun relevant for transkønnede og evt. interkønnede. Men det er en alvorlig sag hvis det man kræver, er kønsneutrale omklædningsrum for alle eller at man skal have lov til at klæde om sammen med det køn som man ”identificerer sig som”. Og forslag 27/30 om fængslerne lægger i mine øjne op til at personer med penis skal have adgang til kvindeafdelingerne i fængslerne hvis førnævnte ”identificerer sig som kvinder” hvad er et alvorligt angreb på udsatte kvinders sikkerhed.

Og det undrer selvfølgeligt slet ikke, at man også kræver: ”Indskriv ”kønsidentitet”, ”kønsudtryk” og ”kønskarakteristika” i lovteksten til straffelovens §81 nr.6 og §266b, som beskyttelsesgrunde.” (forslag 21/30). Til støtte for dette forslag har man indsamlet 30.743 underskrifter. Fremover skal man altså overveje om man får en straffesag på halsen hvis man f.eks. skriver på Facebook at ”kvinder ikke har en penis”…