Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Radikale transaktivister nægter lesbiske adgang til Kvindehuset

Skrevet af den 7 okt, 2019 under Feminisme, Lgbt | 5 kommentarer

 

Lørdag den 5. oktober 2019 ville en gruppe ældre lesbiske kvinder fra Facebook gruppen ”Lesbiske Feminister” holde et møde i Kvindehuset i København. De havde fået lov til at bruge huset og troppede derfor forventningsfuldt op. Men det blev ikke til noget med det møde i Kvindehuset. Indgangen til Kvindehuset var nemlig aflåst med en forsvarlig kæde og bag et gitter stod en gruppe af queere/transaktivister, som nægtede dem adgang med henvisning til at de var en transfobisk gruppe. Aktivisterne var ikke modtagelige for nogen form for argumenter – selv når en af de ældre kvinder gjorde dem opmærksom på at hun havde været med til at grundlægge Kvindehuset holdt de fast i deres blokade. Lesbiske Feminister, en gruppe af lesbiske der forstår deres seksualitet som at de er biologiske kvinder der er til andre biologiske kvinder, blev altså nægtet adgang til Kvindehuset af en gruppe meget unge mennesker, der tydeligvis ikke kan rumme lesbisk seksualitet og identitet i dens klassiske version. Man kan læse om de berørte lesbiskes oplevelse af konfrontationen her.

De radikale transaktivister har også skrevet om deres motiver for aktionen på netstedet Konfront. Teksten er ikke ligefrem letlæselig, men budskabet synes at være, at Lesbiske feminister er bioessentialister og homofobiske. Så kære læser, hvis du ikke synes, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, så er du en bioessentialist – og hvis du forstår begrebet ”lesbisk” som at der er tale om en biologisk kvinde, der kun er til andre biologiske kvinder, ja så er du homofobisk.

Dette forsøg fra en gruppe radikale transaktivister skal ses i sammenhæng med en igangværende strid mellem intersektionelle feminister/ queer feminister og radikalfeminister hhv. en strid i LGBT-miljøerne om hvordan man forstår køn og seksualitet. Kampen handler om emner så som ”skal en transkvinde, som ikke er blevet kønsskifte opereret, og som har brugt sin penis til at voldtage kvinder med, anbringes i en kvindeafdeling i fængslet”? Hvad tæller højst, retten til at få sin kønsidentitet anerkendt eller biologiske kvinders ret til ikke at skulle være spærret inde sammen med en person, der har brugt sin penis til at voldtage med? Men den drejer sig i høj grad også om hvorvidt man som lesbisk har lov til at afvise sex med ”kvinder der er født med en penis” hhv. om man har lov til at give udtryk for at man kategorisk afviser sådanne seksuelle relationer. Her på det allersidste kan man dog også se, at selv ældre bøsseaktivister har måttet opleve, at unge queer-aktivister og intersektionelle feminister har taget kontrollen med LGBT-Danmarks Landsledelse fra dem. Og i hvert fald en midaldrende transaktivist, der i Weekendavisen fik givet udtryk for at han ikke helt er med på det der med de nonbinære identiteter, er blevet frataget alle tillidsposter i samme forening.

Lørdagens aktion må imidlertid udløse nogle konkrete spørgsmål til Kvindehuset:

Har man som lesbisk lov til at definere sin seksualitet som at man er en biologisk kvinde der kun er til andre biologiske kvinder? NB. Denne ret til selvdefinition handler ikke om at man nægter andre ret til at definere ”lesbisk” på en anden måde, men i stedet udelukkende om hvordan nogle lesbiske faktisk oplever deres seksuelle orientering. Har lesbiske som definerer sig på førnævnte måde ret til at komme i Kvindehuset? Har lesbiske som definerer sig på førnævnte måde ret til at danne separatistiske grupper med ligesindede og må disse grupper mødes i Kvindehuset?

Og i og med at Kvindehuset modtager økonomiske støtte fra Københavns Kommune må man også spørge politikerne i Borgerrepræsentationen om hvorvidt Kvindehuset fortsat kan modtage denne støtte hvis det skulle vise sig at Kvindehuset udelukker en gruppe lesbiske pga. deres seksuelle orientering.

Lyt til os der var kønsunormale som børn!

Skrevet af den 10 aug, 2019 under Lgbt | 6 kommentarer

 

Fortalerne for et juridisk kønsskifte for børn, og det vel og mærke uden nedre aldersgrænse, forsøger ihærdigt at afvise enhver kritik af dette forslag med parolen: ”Lyt til de transkønnede børn!” Et alternativ til dette argument, der dog tydeligvis er beslægtet med det første, er udsagnet: ”Kender du et transkønnet barn?” Det ligger implicit i disse argumenter, at dem der er afvisende overfor at lade børn definere deres eget juridiske køn, ikke ved noget om hvordan det er at være et kønsrolleafvigende (eller kønsunormalt om man vil) barn. Dette er imidlertid en stor fejltagelse. Vi er slet ikke så få, der var kønsrolleafvigende som børn, men som i dag ikke definerer os selv som transkønnede. Og det er i høj grad denne helt personlige erfaring med at være et ”kønsunormalt” barn, der gør, at vi er stærkt kritiske mht. ideen om at børn har en fastlagt ”kønsidentitet” hhv. at man kan afgøre, om et barn er transkønnet.

Kønsrolleafvigende adfærd hos børn kan vise sig på mange måder. De kan afvise at gå i det tøj der forventes af dem pga. deres biologiske køn og fortrække det modsatte køns tøj. De kan lege med det legetøj som samfundet knytter til det modsatte køn. De kan foretrække at lege med det modsatte køn frem for deres eget. De kan i forskellig grad identificere sig som det modsatte køn og de kan i forskelligt omfang have problemer med de kønnede træk ved deres krop. Har man været kønsrolleafvigende som barn er det ret sandsynligt, at man også vil være det som voksen. Men flertallet af dem, der var kønsrolleafvigende som børn, har indtil nu valgt ikke at se sig selv som transkønnede som voksne, da de med tiden har lært at acceptere deres biologiske køn uden derfor nødvendigvis at acceptere de kønsroller, der er knyttet til denne krop.

Faktisk forholder det sig sådan, at en del transkønnede ikke var synligt kønsrolleafvigende som børn, og først som teenagere eller voksne nåede frem til at de faktisk er transkønnede. Samtidigt hermed er der altså også mange af dem, der som børn var synligt kønsrolleafvigende, der som voksne ikke ser sig selv som transkønnede. Koblingen af kønsrolleafvigende adfærd hos børn med transkønnethed er dermed dobbelt problematisk da den er en forenkling og fordrejning af nogle mere komplekse forhold.

Denne forenkling og fordrejning har bl.a. sine rødder i at LGBT+ aktivismen forsøger at skabe nogle vandtætte skodder mellem det at være transkønnet og det at være homoseksuel. At være transkønnet handler efter sigende udelukkende om den såkaldte kønsidentitet, og efterhånden har man indtryk af, at antagelsen er, at ”ægte” kønsrolleafvigere er transkønnede, være det nu i form af at de er transkvinder, transmænd eller nonbinære. At være homoseksuel derimod anses som noget, der udelukkende handler om ens seksuelle orientering. Sådan er det selvsagt også for nogen, men det er slet ikke så ualmindeligt, at homoseksuelle allerede som børn var kønsrolleafvigende og forbliver med at være det også som voksne. Historisk og kulturelt set har homoseksualitet og det at være ”kønsunormal” da også være set som to sider af samme sag. Det er en fordom, at antage, at alle homoseksuelle er kønsrolleafvigere, men det er også en fornægtelse af virkeligheden og en bemærkelsesværdig anti-mangfoldig forståelse af den homoseksuelle subkultur, at lukke øjnene for, at vi faktisk findes.

Det er derfor dybt beskæmmende at kunne iagttage, at foreninger så som LGBT Danmark og Copenhagen Pride, foreninger der påstår, at de repræsenterer homoseksuelle, ikke vil lytte til de homoseksuelle der udtrykker dyb bekymring for at børn og unge, hvis kønsrolleafvigende adfærd ligner deres egen da de var børn, udråbes til at være transbørn som skal have juridisk kønsskifte, som så igen typisk skal suppleres med hormonbehandlinger og operationer, så først deres juridiske status og dernæst deres kroppe kan passe bedre til deres ”kønsidentitet”. De kønsrolleafgivende børn og unge skal ledes over i transidentiteten mens alternative måder, at forstå sin kønsrolleafvigende adfærd og behov på, forties. Samtidigt hermed betegnes alle, der ikke vil kalde sig selv for transkønnede som ”cis-kønnede”, altså ”kønsnormale”, hvormed det igen bliver tydeligt, at man de facto benægter eksistensen af kønsrolleafvigende homoseksuelle. Men vi har ikke tænkt os at lade den bevægelse, der fejlagtigt hævder, at den repræsenterer os, tie vores livserfaring og livsrealitet ihjel!