Menu
Kategorier

De seneste indlæg

LGBT+ Danmarks antifeminisme

Skrevet af den 9 mar, 2021 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

 

LGBT+ Danmark valgte på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8.3.2021 at offentliggøre et blogindlæg med titlen ”Kvindekamp er kønskamp

Man vil ”benytte lejligheden til at understrege, hvorfor kvindekampen og LGBT+ bevægelsen er uadskillelige, og hvorfor vi må fastholde solidariteten”. Men først og fremmest vil man tydeligvis formidle det budskab, at kvinder skal forstå, at der er andre, der har det hårdere end dem selv. I hvert fald går man videre med at henvise til en undersøgelse foretaget af HK-Hovedstaden hvoraf det fremgår, at ”19,7 procent af de adspurgte LGBT+ personer havde været udsat for (seksuelle) krænkelser de seneste 12 måneder mod 9,6 procent blandt de adspurgte ikke-LGBT+ personer”.

Man påstår efterfølgende interessant nok, at det skulle være kvindebevægelsen, der ”har banet vejen for politiske bevægelser som LGBT+ Danmark og inkluderet transpersoner, nonbinære og kønsdiverse i kønskampen”. Det var nu snarere queer-aktivismen der stod bag denne katastrofale udvanding af homokampen, men det er en anden historie. Mere interessant er den efterfølgende påstand: ”Men desværre har det også særligt de seneste år givet anløb til en farlig splittelse i den internationale kvindekamp. Antigender-bevægelsen er et voksende fænomen, som ikke kun findes på den traditionelle højrefløj, men også i reaktive kredse af feministiske grupper. Bevægelsen benægter eksistensen af personer, der bryder med eller overtræder de to kønskategorier. De mener ikke at køn kan inddeles i socialt køn og biologisk køn (eller ‘gender’ og ‘sex’ på engelsk) og at lige rettigheder til transkønnede og nonbinære er en trussel mod både kvinders sikkerhed og traditionelle samfundsstruktur, som i høj grad er opdelt efter to køn.

Afslutningsvis kommer der så en masse ord om hvor meget undertrykkelse LGBT+ personer, og her ikke mindst nonbinære, udsættes for og kvindebevægelsen får afslutningsvis bl.a. følgende opfordring med på vejen: ”Vi håber, det ansporer kvindekampen til at åbne sin forståelse af køn op – ikke for at underminere kvinders unikke oplevelser, men for at  fælles front. I dag er det kvindernes kampdag, fordi kvinders kamp på ingen måde er vundet. Men kvindekamp er også en bredere kønskamp, som den i høj grad deler med LGBT+ personer, herunder de, som falder uden for eller mellem de to køn.

 

Hvad der grundlæggende set slår mig ved dette udspil fra LGBT+ Danmarks side er, at man de facto fremstiller kvinder og LGBT+ personer som to forskellige kategorier, hvor den første så forventes at vise solidaritet med den anden. I sig selv er det en mærkværdig skelnen. Jeg mener, om man nu tager udgangspunkt i det biologiske køn eller i den såkaldte kønsidentitet, så må det vel antages, at ganske mange LGBT+ personer er kvinder. Det giver ikke mening at fremstille det som om der er tale om to forskellige kategorier. Vi taler jo heller ikke om f.eks. ”kvinder” og ”sorte” eller ”kvinder” og ”arbejdere”. I stedet forholder det sig sådan, at nogle kvinder er LGBT+ personer og en del LGBT+ personer er kvinder.

Men nu er et af problemerne med betegnelsen ”LGBT+ person” at det lige præcist er en kønsneutral betegnelse – og dermed dybt problematisk når den bliver forsøgt brugt i en debat om og analyse af kønsbaseret vold. En undersøgelse hvoraf man ikke kan se hvilket (biologisk) køn dem, der angiver, at de har oplevet sexchikane eller anden form for seksuel vold, har, bidrager til at usynliggøre mænds systematiske undertrykkelse af kvinder. LGBT+ Danmarks udlægning af HK-Hovedstadens undersøgelse af sexchikane på jobbet er hermed dybt usolidarisk med kvindekampen.

Men ikke nok med det, den bidrager også til at sløre det forhold, at LGBT+ alfabetsuppen dækker over ret så forskellige grader af udsathed for seksuel vold, herunder sexchikane. Heldigvis har vi en mere grundig undersøgelse i form af den nationale SEXUS undersøgelse. Her angiver 6,2 % af de heteroseksuelle mænd, 12,3 % af de homoseksuelle mænd, 9,4 % af de biseksuelle mænd, 20,4 % af de heteroseksuelle kvinder, 22,9 % af de homoseksuelle kvinder og 31,4 % af de biseksuelle kvinder, at de har været udsat for sexchikane på deres arbejdsplads. Ser vi på svarene fra personer under transparaplyen, så angiver 16,0 % af transkvinderne, 6,8 % af de nonbinære mænd, 19,5 % af transmændene og 33,3 % af de nonbinære kvinder, at de har været udsat for sexchikane på deres arbejdsplads. Her fremstår det tydeligt hvor vigtigt det biologiske køn er. Alle biologiske kvinder på tværs af deres identitet har en større risiko for at opleve sexchikane på arbejdspladsen end de biologiske mænd har det.

Det er rigtigt, at f.eks. biseksuelle kvinder er mere udsatte end heteroseksuelle kvinder – men jeg vil tro, at man ville kunne se tilsvarende forskelle på hvor udsatte f.eks. sorte kvinder er for sexchikane i forhold til hvide kvinder. Det ændrer ikke ved den grundlæggende problematik: Er du en (biologisk) kvinde er du mere udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen end (biologiske) mænd – også når du er en LGBT+ person. Det er jo bl.a. derfor, at der er brug for kvindekamp!

 

Det virker godt nok også noget hult, at vi kvindesagsforkæmperne opfordres til ”solidaritet” samtidigt med, at LGBT+ Danmark i en sådan grad misrepræsenterer den radikalfeministiske/kønskritiske position, at det ligner en bevidst manipulation. For der kan vist ikke være megen tvivl om at det er os, der menes med ”reaktive” kredse af feministiske grupper. Hvis LGBT+ Danmark virkeligt tror, at vi benægter eksistensen af personer, der bryder med eller overtræder de to kønskategorier, at vi ikke skelner mellem socialt køn og biologisk køn og at vi frygter nedbrydningen af den traditionelle kønsstruktur, så kan det da kun skyldes, at de har holdt sig for ørene og løbet skrigende bort så snart nogen har prøvet at påvise hvor kvindeundertrykkende og kønsessentialistisk den radikale transaktivisme er. Det ser ud til, at LGBT+ Danmark har spærret sig selv inde i en ideologisk bunker og så smidt nøglen væk. Hvis man vil tages seriøs i en feministisk debat, skulle man godt nok lige overveje at sætte sig ind i hvad de forskellige fløje indenfor denne bevægelse mener.

 

 

 

 

 

 

 

 

LGBT+ Danmark og pressefriheden

Skrevet af den 8 mar, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef for LGBT+ Danmark (og som øjensynligt er den, der reelt sætter den politiske dagsorden i foreningen da det stort set altid er hende der optræder i pressen på foreningens vegne) langer på Twitter voldsomt ud mod Weekendavisen som hun beskylder for at have ”startet sin egen ideologiske krig mod transkønnede børn og unge”. Det kniber godt nok for Susanne Branner Jespersen at komme med konkrete beviser for denne ”krig”. Men hun hævder, at foreningen har gennemgået alle avisens artikler om ”emnet” i perioden 1.11.2019 til 22.10.2020. Man fandt 11 indlæg hvoraf ”kun 3 kunne siget at være positiv overfor trans*personer”. De andre var ”anti-trans indlæg/artikler/kronikker”. Og så hævder Susanne Branner sågar, at jeg skulle have ”frit spil” hos Weekendavisen…

Bevares, politikere, aktivister, foreninger etc. har selvsagt lov til at være utilfredse med mediernes eller et enkelt medies dækning af deres interesseområder. Det står dem frit for f.eks. at skrive et kritisk modsvar – og så vidt jeg husker har LGBT+ Danmark og Co. da også fået bragt sådanne i Weekendavisen. Men for LGBT+ Danmark har disse muligheder tydeligvis ikke været tilfredsstillende. Det fremgår nemlig også af Twitter, at Susanne Branner har sendt en mail til avisens chefredaktør ”for at spørge om vi kunne holde et møde mellem os i LGBT+ Danmark og redaktionen på WA, for i det MINDSTE at starte en samtale. Det er ikke blevet til noget endnu.

Det er godt nok uhyggeligt at LGBT+ Danmark, en statsstøttet lobbyorganisation, i ramme alvor mener at have retten til at kræve indflydelse på en dansk avis redaktionelle beslutninger om hvilke artikler og debatindlæg den vil bringe. Det viser at vi har med en forening at gøre, der ikke har respekt for ytringsfriheden og den frie presse. Og det bliver ikke mindre uhyggeligt af at selvsamme forening også kæmper for en udvidelse af forbuddet mod ”hadefuld tale” til også eksplicit at indeholde ”kønsidentitet”. I fremtiden vil LGBT+ Danmark nok ikke nøjes med at forsøge på at indkalde avisredaktioner til ”kammeratlige” samtaler når de bringer artikler eller debatindlæg om transrelaterede emner som ikke falder i foreningens smag. Hvis Folketinget vedtager LGBT+ Danmarks drømmelovgivning vil sådanne avisredaktioner kunne regne med en politianmeldelse.