Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Kampen mod de lesbiske

Skrevet af den 7 nov, 2019 under Feminisme, Lgbt | 3 kommentarer

 

Kvindehuset i København har den 31.10.2019 besluttet, at kvinder fra Facebook gruppen ”Lesbiske Feminister” ikke må bruge Kvindehusets lokaler, ja man har sågar overvejet, om de individuelle medlemmer af denne gruppe skulle nægtes adgang til at betræde Kvindehuset. Forud herfor havde radikale transaktivister forhindret en mindre gruppe ældre lesbiske kvinder fra ”Lesbiske Feminister” i at betræde huset selvom de dengang faktisk havde fået lov til at bruge et lokale til et internt møde. Kvindehusets husmøde har med beslutningen om at forbyde Lesbiske Feminister i at bruge huset de facto bakket op om transaktivisternes aktion og givet dem ret i deres negative bedømmelse af gruppen.

”Lesbiske Feminister” må nemlig ikke bruge Kvindehuset, som nogle af dem interessant nok i sin tid var med til at grundlægge, fordi de påstås at være transfobiske. Deres brøde består i, at de definerer sig som biologiske kvinder, der er til andre biologiske kvinder, og at de gerne vil netværke med andre der er og har det ligesom dem selv. Men i queere og intersektionelle kredse, der i dag sidder på magten i LGBT Danmark, Priden og nu tydeligvis også Kvindehuset, er disse lesbiskes selvforståelse et no go.

Det interessante er nemlig, at de samme aktivister som insisterer på transkønnedes ret til at definere deres eget køn og deres egen seksualitet, ikke anerkender andres ret til det samme. En person født med en penis har således ret til at definere sig som kvinde og som lesbisk med henvisning til at hun føler sig som en kvinde og seksuelt er til kvinder. Men en biologisk kvinde har ikke lov til at mene, at hun er en lesbisk kvinde fordi hun er født med en kvindes krop og er til andre, der er født med en kvindes krop. Logikken er den, at fordi transkvinder føler, at de er kvinder, og transmænd føler, at de er mænd, så handler køn for alle om en fra kroppen løsrevet følelse. De transkønnedes følelser og identitet gøres med andre ord til normen om hvad køn handler om. Hvis vi andre føler noget andet så må vi se at få ændret vores følelser. Retten til at definere sit eget køn er nemlig et privilegium som kun transkønnede har indenfor den queere og intersektionelle feminisme.

Ud fra denne logik er det også dybt problematisk hvis man ikke føler, at transkvinder er kvinder og transmænd er mænd. Det er i denne sammenhæng ligegyldigt om man forsøger at være høflig og hensynsfuld overfor transkønnede ved at bruge de ønskede pronominer, undlade at omtale transkvinder med ”m-ordet” og transmænd med ”k-ordet” etc. Vi skal alle tro og føle, at transkvinder ER kvinder og transmænd ER mænd. At tro og føle noget andet er transfobisk, altså et udtryk for et irrationelt og ondskabsfuldt had til transkønnede.

Dette kompromisløse krav om at man helt skal underlægge sig andres syn på ikke bare deres eget men også ens eget køn viser sig bl.a. i spørgsmålet om hvem man har lov til ikke at begære seksuelt. I dag er man tydeligvis et ondsindet menneske, hvis ens seksuelle orientering ikke tager udgangspunkt i hvad andre føler om deres køn men i stedet om hvilket kropsligt udgangspunkt man selv og ens ønskede partner har. I princippet gælder denne foragt også heteroseksuelle. Men i praksis har de radikale transaktivisters vrede især været rettet mod de lesbiske, som kategorisk afviser at indgå i seksuelle relationer med personer, der er født med en penis uafhængigt af deres kønsidentitet. At lesbiske ikke ligefrem repræsenterer kønsmagten i samfundet, men i stedet selv er en udsat gruppe, der f.eks. har en stærkt forøget risiko for at begå selvmord, er ganske ligegyldigt for disse aktivister. Når man er radikal transaktivist må man nemlig gerne sparke til udsatte grupper hvis disse ikke retter ind.

Det offentligt støttede Kvindehus har nu meldt sig ind i kampen på de radikale transaktivisters side. Budskabet til lesbiske i hele landet er ganske klart: Vi har valget mellem at acceptere den queere/intersektionelle definition af vores eget køn og vores egen seksualitet, eller vi skal holdes udenfor i kulden indtil vi indser at vi har syndet og angerfuldt omvender os til den rette tro.

 

 

 

Er jeg nonbinær?

Skrevet af den 22 okt, 2019 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Der har i den seneste tid været en del snak om de såkaldte nonbinære – et af de nyeste skud på den identitetspolitiske stamme. Og da jeg nu flere gange har oplevet, at intersektionelle feminister har lagt op til at jeg selv er nonbinær, var det ligesom også oplagt at prøve at finde ud af hvad det er som de øjensynligt tror, at jeg er.

Hvad jeg fandt ud af ved at surfe rundt på nettet er at “nonbinær” er et paraply begreb for en række identiteter der handler om at man ikke ser sig selv eller føler sig selv som enten mand eller kvinde, men i stedet som hverken mand eller kvinde – som forskellige kombinerer af mand og kvinde  – som at man flyder rundt mellem disse identiteter mfl. Men nonbinær kan øjensynligt også rumme såkaldte “akønnede”, dvs. personer der ikke føler sig som noget køn.

Og det var så mit heureka øjeblik. Jeg “føler” mig nemlig ikke som en kvinde, jeg mener, hvordan føles køn? Det har jeg ligesom aldrig forstået. Jeg er en kønsrolleafvigende lesbisk, der aldrig har kunnet spejle mig i samfundets forventninger til mig som kvinde, som aldrig har kunnet identificere mig med feminitet, uden af den grund at se mig selv som en mand.  I henhold til den intersektionelle feministiske og queer-aktivistiske logik er jeg så øjensynligt akønnet. Akønnede hører til under den nonbinære paraply – og de nonbinære hører så igen ind under den transkønnede paraply – og vupti, Karen er minsandten transkønnet! : )

Jeg kan se det for mig. Som nonbinær/transkønnet skulle jeg så høre til den efter sigende mest undertrykte og lidende befolkningsgruppe i samfundet, hvis situation antages at være langt værre end de lesbiskes. Og ud fra den intersektionelle logik om at dem, der har det hårdere end andre også har mere ret end andre, ville jeg fremover kunne forvente at blive lyttet til og adlydt så snart jeg hæver min røst i feministiske sammenhænge. Hvilke perspektiver!

Men desværre, jeg må takke nej til muligheden for at kunne italesætte mig selv som overoffer med ubegrænset ret til at kræve af andre at de skal lade sig mentalt omskole for at min identitet kan blive bekræftet og anerkendt.

Det forholder sig nemlig sådan, at lige meget hvad jeg føler mht. mit køn, hhv. i mit tilfælde ikke føler, så er jeg jo ikke en engel, altså et væsen der består af en kropsløs åndelig intelligens. Jeg er som alle andre mennesker et kropsligt væsen. Jeg blev født med en piges krop, der udviklede sig til en kvindes krop. Fordi jeg blev født med denne krop blev jeg fra dag ét i mit liv mødt med en masse krav og forventninger knyttet til mit biologiske køn. Var jeg blevet født med en penis var jeg blevet mødt med andre krav og forventninger. Mine erfaringer havde været anderledes. Eller med andre ord, jeg ville have været en anden.

Køn og krop kan i mine øjne ikke skilles fra hinanden – ligeså lidt som hudfarve og krop kan. Kønnet er knyttet til kroppen – og min kropslige virkelighed bliver mig med alderen mere og mere bevidst. Jeg er mere end min krop, men vi har en fælles historie, uden denne krop var jeg ikke mig.

Jeg kan sagtens forstå de nonbinæres frustration over vort samfunds indsnævrende kønsroller og kønsforventninger. Jeg synes også det er træls hvis og når folk antager en masse om mig rent mentalt fordi jeg har den krop jeg har og fordi jeg omtaler mig selv som kvinde. Og nej, jeg benægter ikke nonbinæres eksistens. Min eksistens tolkning er imidlertid en anden. For mig er min krop mit eksistensvilkår, derfor kan mit køn ikke være andet end min krops køn. Og lad os så kæmpe for at vi alle skal kunne leve som det passer os bedst uanset hvilke kroppe vi er blevet født med.