Menu
Kategorier

De seneste indlæg

En kritik af den intersektionelle feminisme

Skrevet af den 2 maj, 2021 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

 

Da jeg første gang, dvs. for nok ca. 15 år siden, stødte på begrebet ”intersektionalitet” var det i forbindelse med at jeg prøvede at sætte mig ind i den såkaldte queer-teori, der dengang var på højeste mode blandt de mere intellektuelt mindede (eller dem der gerne ville fremstå som sådanne) i dele af det homoseksuelle miljø. Jeg må indrømme, at det tog lidt tid før jeg fandt ud af hvad man helt præcist mente med ”intersektionel”, for queer-teoriens tilhængere var og er kendetegnet ved en bemærkelsesværdig hang til at udtrykke sig upræcist og svært forståeligt. Men da jeg fik lidt mere styr på hvad man mente med ”intersektionalitet” så kunne jeg godt se denne indfaldsvinkels potentialer.

Det er nemlig kendetegnende ved mange (eller måske alle?) rettighedskampe at dem der fører dem har en tendens til at overse, at vi mennesker typisk tilhører forskellige biologiske, sociale og identitetsmæssige grupper frem for blot én. Man er altså f.eks. en sort muslimsk kvinde fra arbejderklassen frem for blot en sort, en kvinde eller en muslim. Og der kommer sjældent noget godt ud af at kræve, at man skal vælge et af disse tilhørsforhold på bekostning af alle de andre, altså at man f.eks. giver kvinder besked på at de ikke kan være ordentlige feminister eller socialister hvis de ikke opgiver deres muslimske tro eller at de ikke kan være gode muslimer hvis de ikke opgiver deres feministiske eller socialistiske engagement.

En anden vigtig indsigt som en intersektionel indfaldsvinkel kan give er, at fordi vi tilhører forskellige ”kategorier” eller ”grupper” så kan vi både opleve undertrykkelse og deltage i undertrykkelse. En sort mand kan f.eks. være sexistisk overfor de kvinder han møder samtidigt med at han mødes med racisme af bl.a. hvide kvinder. ”Undertrykt” og ”undertrykker”, ”privilegeret” eller ”underpriviligeret” etc. er i vores komplekse virkelighed ikke binære kategorier der udelukker hinanden. Der er i stedet lige præcist tale om positioner der kan være til stede i samme individs levede virkelighed, og som i øvrigt kan udvikle sig over tid f.eks. i forbindelse med social op- eller nedstigning.

Problemet med den intersektionelle analyse sådan som den alt for ofte fremføres af såkaldte intersektionelle feminister er, at dem der benytter sig af den har en tendens til en rigid binær og/eller dualistisk indfaldsvinkel til den verden vi lever i. Jeg oplever i hvert fald, at mange der kalder sig for intersektionelle feminister, har en stærk tendens til at dele verden op i de onde og de gode. På den ene side har vi de per definition priviligerede, der er racister, sexister og diverse -fober, og som er kendetegnet ved at de diskriminerer og ekskluderer andre. På den anden side har vi dem der udsættes for racisme, sexisme og diverse -fobier og som er kendetegnet ved at de oplever diskrimination og eksklusion. Disse feminister går derfor i panik hvis nogen f.eks. taler om muslimer, der er homofobiske eller sexistiske, fordi de øjensynligt ikke kan håndtere at man både kan være undertrykt og undertrykker på samme tid. Man vil meget hellere tale om f.eks. racisme og sexisme hos hvide, som tydeligvis er blevet til et andet ord for ”ond”, bare tænk på hvordan udtrykket ”hvid feminisme” bruges som et skældsord om alle feministiske positioner som man ikke bryder sig om.

Den intersektionelle analyse er blevet til en art ”skrifte-spejl”, altså i dette tilfælde en art liste over alle de privilegier man antages at have hvis man f.eks. er hvid og såkaldt ciskønnet. Ved at gennemgå denne ”liste” skal man som f.eks. hvid og såkaldt ciskønnet indse, at man indtil da har været privilegieblind, men denne synd kan man vaske sig selv ren for hvis man indser og bekender hvor forkert man har tænkt og handlet indtil man så lyset og blev woke. Selvsagt skal man også bekende, at man til hver en tid uden nogen form for tøven vil rette ind og ændre sprogbrug, adfærd eller indstilling hvis nogle af dem, der tilhører offer-kategorierne, såsom f.eks. sorte eller transkønnede, kræver dette.

I stedet for at bruge den intersektionelle analyse til at hjælpe os med at forstå, hvor komplekst hvert individs position i verden er, er den indenfor den intersektionelle feminisme altså degenereret til en art minoritetsbingo, hvor det gælder om at kunne påberåbe sig så mange ”offer-positioner” som muligt. For jo flere ”offer-points” man kan score desto mere ret har man, f.eks. retten til at blive hørt (og adlydt), retten til at lukke munden på andre, der tilskrives diverse privilegier, og ikke mindst retten til at bestemme hvem den feministiske kamp skal bruge sine ressourcer på. På denne måde bidrager den intersektionelle indfaldsvinkel ikke til at gøre os klogere. I stedet bidrager den til at der skabes et mentalt miljø hvor debat er umulig da rationelle argumenter intet tæller når alt handler om hvem der er mest offer og via denne offerposition derfor per definition har ret.

 

LGBT+ Danmarks antifeminisme

Skrevet af den 9 mar, 2021 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

 

LGBT+ Danmark valgte på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8.3.2021 at offentliggøre et blogindlæg med titlen ”Kvindekamp er kønskamp

Man vil ”benytte lejligheden til at understrege, hvorfor kvindekampen og LGBT+ bevægelsen er uadskillelige, og hvorfor vi må fastholde solidariteten”. Men først og fremmest vil man tydeligvis formidle det budskab, at kvinder skal forstå, at der er andre, der har det hårdere end dem selv. I hvert fald går man videre med at henvise til en undersøgelse foretaget af HK-Hovedstaden hvoraf det fremgår, at ”19,7 procent af de adspurgte LGBT+ personer havde været udsat for (seksuelle) krænkelser de seneste 12 måneder mod 9,6 procent blandt de adspurgte ikke-LGBT+ personer”.

Man påstår efterfølgende interessant nok, at det skulle være kvindebevægelsen, der ”har banet vejen for politiske bevægelser som LGBT+ Danmark og inkluderet transpersoner, nonbinære og kønsdiverse i kønskampen”. Det var nu snarere queer-aktivismen der stod bag denne katastrofale udvanding af homokampen, men det er en anden historie. Mere interessant er den efterfølgende påstand: ”Men desværre har det også særligt de seneste år givet anløb til en farlig splittelse i den internationale kvindekamp. Antigender-bevægelsen er et voksende fænomen, som ikke kun findes på den traditionelle højrefløj, men også i reaktive kredse af feministiske grupper. Bevægelsen benægter eksistensen af personer, der bryder med eller overtræder de to kønskategorier. De mener ikke at køn kan inddeles i socialt køn og biologisk køn (eller ‘gender’ og ‘sex’ på engelsk) og at lige rettigheder til transkønnede og nonbinære er en trussel mod både kvinders sikkerhed og traditionelle samfundsstruktur, som i høj grad er opdelt efter to køn.

Afslutningsvis kommer der så en masse ord om hvor meget undertrykkelse LGBT+ personer, og her ikke mindst nonbinære, udsættes for og kvindebevægelsen får afslutningsvis bl.a. følgende opfordring med på vejen: ”Vi håber, det ansporer kvindekampen til at åbne sin forståelse af køn op – ikke for at underminere kvinders unikke oplevelser, men for at  fælles front. I dag er det kvindernes kampdag, fordi kvinders kamp på ingen måde er vundet. Men kvindekamp er også en bredere kønskamp, som den i høj grad deler med LGBT+ personer, herunder de, som falder uden for eller mellem de to køn.

 

Hvad der grundlæggende set slår mig ved dette udspil fra LGBT+ Danmarks side er, at man de facto fremstiller kvinder og LGBT+ personer som to forskellige kategorier, hvor den første så forventes at vise solidaritet med den anden. I sig selv er det en mærkværdig skelnen. Jeg mener, om man nu tager udgangspunkt i det biologiske køn eller i den såkaldte kønsidentitet, så må det vel antages, at ganske mange LGBT+ personer er kvinder. Det giver ikke mening at fremstille det som om der er tale om to forskellige kategorier. Vi taler jo heller ikke om f.eks. ”kvinder” og ”sorte” eller ”kvinder” og ”arbejdere”. I stedet forholder det sig sådan, at nogle kvinder er LGBT+ personer og en del LGBT+ personer er kvinder.

Men nu er et af problemerne med betegnelsen ”LGBT+ person” at det lige præcist er en kønsneutral betegnelse – og dermed dybt problematisk når den bliver forsøgt brugt i en debat om og analyse af kønsbaseret vold. En undersøgelse hvoraf man ikke kan se hvilket (biologisk) køn dem, der angiver, at de har oplevet sexchikane eller anden form for seksuel vold, har, bidrager til at usynliggøre mænds systematiske undertrykkelse af kvinder. LGBT+ Danmarks udlægning af HK-Hovedstadens undersøgelse af sexchikane på jobbet er hermed dybt usolidarisk med kvindekampen.

Men ikke nok med det, den bidrager også til at sløre det forhold, at LGBT+ alfabetsuppen dækker over ret så forskellige grader af udsathed for seksuel vold, herunder sexchikane. Heldigvis har vi en mere grundig undersøgelse i form af den nationale SEXUS undersøgelse. Her angiver 6,2 % af de heteroseksuelle mænd, 12,3 % af de homoseksuelle mænd, 9,4 % af de biseksuelle mænd, 20,4 % af de heteroseksuelle kvinder, 22,9 % af de homoseksuelle kvinder og 31,4 % af de biseksuelle kvinder, at de har været udsat for sexchikane på deres arbejdsplads. Ser vi på svarene fra personer under transparaplyen, så angiver 16,0 % af transkvinderne, 6,8 % af de nonbinære mænd, 19,5 % af transmændene og 33,3 % af de nonbinære kvinder, at de har været udsat for sexchikane på deres arbejdsplads. Her fremstår det tydeligt hvor vigtigt det biologiske køn er. Alle biologiske kvinder på tværs af deres identitet har en større risiko for at opleve sexchikane på arbejdspladsen end de biologiske mænd har det.

Det er rigtigt, at f.eks. biseksuelle kvinder er mere udsatte end heteroseksuelle kvinder – men jeg vil tro, at man ville kunne se tilsvarende forskelle på hvor udsatte f.eks. sorte kvinder er for sexchikane i forhold til hvide kvinder. Det ændrer ikke ved den grundlæggende problematik: Er du en (biologisk) kvinde er du mere udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen end (biologiske) mænd – også når du er en LGBT+ person. Det er jo bl.a. derfor, at der er brug for kvindekamp!

 

Det virker godt nok også noget hult, at vi kvindesagsforkæmperne opfordres til ”solidaritet” samtidigt med, at LGBT+ Danmark i en sådan grad misrepræsenterer den radikalfeministiske/kønskritiske position, at det ligner en bevidst manipulation. For der kan vist ikke være megen tvivl om at det er os, der menes med ”reaktive” kredse af feministiske grupper. Hvis LGBT+ Danmark virkeligt tror, at vi benægter eksistensen af personer, der bryder med eller overtræder de to kønskategorier, at vi ikke skelner mellem socialt køn og biologisk køn og at vi frygter nedbrydningen af den traditionelle kønsstruktur, så kan det da kun skyldes, at de har holdt sig for ørene og løbet skrigende bort så snart nogen har prøvet at påvise hvor kvindeundertrykkende og kønsessentialistisk den radikale transaktivisme er. Det ser ud til, at LGBT+ Danmark har spærret sig selv inde i en ideologisk bunker og så smidt nøglen væk. Hvis man vil tages seriøs i en feministisk debat, skulle man godt nok lige overveje at sætte sig ind i hvad de forskellige fløje indenfor denne bevægelse mener.