Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Drømmen om den katolske kirke

Skrevet af den 8 nov, 2022 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

 

Konvertitberetninger er en kendt genre indenfor religionernes verden. For den der er konverteret, kan de tjene til at få overblik over og finde mening i ens egen rejse til den tro man nu er overbevist om. De kan bruges til at sammenligne sig med og lade sig berige af andre trosfællers erfaringer med at finde fred i samme tro. Og sidst men ikke mindst kan de bruges til at præsentere andre, der overvejer at konvertere, med fortællinger som de kan spejle sig i og lade sig inspirere af, så de får mod til tage springet.

Konvertitberetninger har en tendens til at være ret ens. Man starter med en krise af en art, der udløser en søgen, som ender med at man finder den rette trosmæssige hylde til sig selv. På sin vis har disse beretninger derfor en bemærkelsesværdig lighed med coming-out historier. Fortiden har en tendens til at have en mørk undertone, selv når man fremhæver en evt. lykkelighed barndom. For der manglede jo noget, noget vigtigt. Men fremtiden ser til gengæld lys ud, for nu har man jo fundet sit hjem, sit sande jeg, eller hvad man nu ellers er nået frem til, og antagelsen er, at den man er nu, det er også den man vil forblive med at være resten af livet.

Hjem – 20 fortællinger om at blive katolik”, redigeret af Marguerita Olga Hvid Spandsberg, passer godt ind i dette mønster. Og det er selvsagt fint nok, man får helt klart det man må forvente af at anskaffe sig en sådan bog. Her fortæller unge som gamle, mænd som kvinder, folk med folkekirkebaggrund men også f.eks. en muslim og et tidligere medlem af Jehovas Vidner om deres rejse ”hjem til moderkirken”.

I en tid, hvor religion i den offentlige debat ofte handler om værdikonflikter, om identitetspolitik og angsten for ”de andre”, er det på sin vis opløftende at læse om almindelige menneskers tanker om Gud og meningen med livet, der endte med et i dansk sammenhæng ikke almindeligt valg, nemlig at blive katolik.

Det er også bemærkelsesværdigt, at flere af konvertitterne beretter om hvad man vel må kalde for mystiske erfaringer, så som drømmesyn eller oplevelsen af et intenst overnaturligt nærvær ved hellige steder. Den genfortryllelse af verden, som nogle religionsforskere hævder, er knyttet til den senmoderne religiøsitet, synes at være på spil her.

Det er til gengæld måske en del af genren, at man i bogens fortællinger må lede forgæves efter teologiske refleksioner der knytter an til universitetsteologien. Selvom mange af fortællingerne handler om hvordan de præster og nonner, der stod for de konvertitkurser konvertitterne gik til ”kunne svare på alle spørgsmål”, så bærer beretningerne præg af at konvertitten hovedsageligt accepterer den katolske kirkes lære fordi den føles rigtig. Og hvis følelserne ikke spiller med, så stoler man på kirkens autoritet.

Ingen af konvertitterne fortæller om at de på det personlige plan befinder sig i et konfliktforhold til den katolske kirkes normer og krav. I hvert fald er der ikke nogen der beretter om at de er homoseksuelle eller gengifte fraskilte. Men der er en beretning fra en tidligere kvindelige præst i folkekirken der nu som katolik ikke længere kan virke som præst, hvad tydeligvis gør ondt på hende selvom hun accepterer at det er sådan det er. At vælge katolicismen kan have sin pris.

Efter at have læst de 20 historier i ”Hjem – 20 fortællinger om at blive katolik”, sidder jeg tilbage med en følelse af, at disse 20 konvertitters store kærlighed til den katolske kirke mest af alt er rettet mod ”drømmeversionen” af katolicismen. Der er i hvert fald meget få refleksioner over virkelighedens kirke. De eneste der kommer med nogle sporadiske kritiske kommentarer, er de tre, der tydeligvis er tilhænger af traditionalismen, dvs. den gren indenfor den katolske kirke der er kritisk overfor de store reformer, ikke mindst de liturgiske reformer, som blev iværksat under og efter Det andet Vatikankoncil (1962-65).

Men grundtonen i fortællingerne er, at de katolske menigheder er præget af kærlige kirkegængere, der møder nytilkomne med varme, af stærkt troende og engagerede præster, og af højtidelige og smukke gudstjenester. Og ikke mindst fremstilles det som om at man indenfor den katolske kirke slipper for at skulle forholde sig til et utal af fortolkninger og udlægninger af troen, samtidigt med at man i kirken har en fast værdimæssige klippe, der ikke lader sig rokke af tidsåndens krav.

Virkelighedens katolske kirke ser, efter min erfaring, noget anderledes ud. Nu ville det selvsagt være urimeligt at forlange, at konvertitter til den katolske kirke skal være lige så kritiske overfor katolicismen som en, der har forladt den. Men der er, alligevel, efter min mening, noget ikke helt uproblematisk ved konvertitternes uvilje til at forholde sig til virkelighedens katolske kirke og dens problemer. Disse er nemlig alt for ofte, i hvert fald efter min vurdering, af mere grundlæggende systemisk karakter. Så længe man lukker øjnene for dette, og højst vil tale om enkeltstående fejl begået af enkelte svage karakterer, ja så får man aldrig fat om nældens rod.

 

 

 

Cybernauterne forsætter kampen mod “TERF’s”

Skrevet af den 19 jun, 2022 under Feminisme, Lgbt | 3 kommentarer

 

Efter en længere pause er Cybernauterne tilbage med endnu et partsindlæg i den igangværende (trans)kønsdebat. I podcastserien ”Kønskrigerne”’s 3. afsnit med titlen ”Søg ikke, gå på internettet!” gør Maia Kahlke Lorentzen sig ihærdige anstrengelser for at fremstille både det engelsksprogede og det dansksprogede såkaldte ”kønskritiske” miljø i så negative toner som muligt. Igen og igen nævnes de radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme i samme åndedræt som højreradikale kræfter fra de mest dunkle sider af internettet, antivaxers, og tilhængere af Donald Trump. Lytterne skal tydeligvis få det indtryk, at det sådan set er same same, men da Maia Kahlke Lorentzen selvsagt ikke kan bevise dette må hun ty til det gamle ”guilt by association” trick.

Maia Kahlke Lorentzen forsøger at give lytterne det indtryk, at vi såkaldte TERF’s laver organiseret trolling af debattråde under medieartikler men sågar også på privatpersoners Facebook sider, hvor vi skulle forsøge at give det indtryk, at vores holdninger er udbredte og mainstreamede selvom de i virkeligheden kun deles af et lille mindretal af kvinder, der har radikaliseret sig selv på internettet. (For selvfølgelig er det kun en meget lille radikaliseret del af befolkningen der f.eks. mener, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan eller at biologiske mænd ikke hører hjemme i kvindesporten) Derudover beskyldes vi for at være en art kult, der udøver sindelagskontrol, ikke tillader et andet verdenssyn end vores, og det påstås, at vi lever i et ideologisk ekkokammer, der fremmer had, selvom vi udadtil lader som vi er rationelle og fornuftige mennesker.

Maia Kahlke Lorentzen trækker, igen, på screenshots fra den lukkede Facebookgruppe ”Kvinder for Kvindekamp”, om end hun fortsat ikke navngiver denne, ligesom ingen dansk ”TERF” nævnes med navn, mens hun navngiver en række fra den engelsksprogede verden. I dansk sammenhæng skal ”TERF’s” øjensynligt fremstilles som det anonyme Mind Flayer monster fra Stranger Things, et uhyre der i sæson 3 består af en række personer, som først er blevet overtaget af dunkle kræfter og så smeltet sammen til et megamonster.

Nuvel, Maia Kahlke Lorentzen har selvsagt ingen beviser på at vi har chikaneret nogen transkønnet i eller via førnævnte Facebook gruppe. Hvad hun (eller hendes spion) har bemærket er at gruppens medlemmer sommetider gør opmærksom på en debat på Facebook eller et andet socialt medie og spørger om der er andre der vil støtte dem i debatten – noget som der såmænd også gøres i Facebookgrupper for intersektionelle feminister og/eller transkønnede. Faktisk fandt jeg første gang frem til danske radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme via et sådant opslag i en åben Facebook gruppe for transkønnede og allierede, ”T-gruppen”, der desværre ikke længere eksisterer da en radikal transaktivist fik den lukket ned.

Påstanden om at vi såkaldte TERF’s skulle være med i en art kult virker på mig som en ”spejling” af den radikalfeministiske kritik af den radikale transaktivisme og den intersektionelle feminisme, hvad selvsagt ikke giver indtryk af noget forsøg på at lave en dybdegående analyse af hvem vi er og hvad vi mener. Anyway, jeg har i radikalfeministiske sammenhænge aldrig set et krav om at man ydmygt skal reagere på såkaldte ”call out’s” med uforbeholden krybende selvkritik, sådan som det er ganske almindeligt i intersektionelle fora, og jeg vil vove den påstand, at vi faktisk beskæftiger os intensivt med ”de andres” argumenter, mens de radikale transaktivister (og de intersektionelle feminister) efter min vurdering typisk prøver at undgå, at sætte sig ind i hvad modparten faktisk mener. Det er da også meget sigende, at man som lytter til ”Søg ikke, gå på internettet!” ikke informeres om hvad vi såkaldte ”TERF’s” reelt mener, i stedet påstås det ihærdigt at vi benægter transkønnedes eksistens og hader transkvinder. Hvad der dog har hold i virkeligheden er, at vi ”tror på” biologisk køn, om end accept af fakta vel næppe kan kaldes for en tro.

Maia Kahlke Lorentzen påstår også at ”TERF’s” skulle være kendetegnet ved at smide folk ud af vores Facebookgrupper hvis de ytrer holdninger som går imod gruppens ideologi. Dette sker da også om end kun sjældent i hvert fald i dansk sammenhæng, men med til historien hører, at den første Facebookgruppe for danske radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme sjovt nok blev lavet for og af feminister, der var blevet smidt ud af gruppen ”Feministisk debat”, fordi de f.eks. havde forsvaret lesbiskes ret til at sige kategorisk nej til sex med transkvinder. Men bevares, quod licet Iovi, non licet bovi.

Mest grotesk er det måske, at Maia Kahlke Lorentzen i dette podcast-afsnit bruger Justice Monir Mooghen som ekspert ud i det danske ”TERF-miljø”. Ikke at ”de” har noget fornuftigt at sige, men lad det nu være. Nej, det bemærkelsesværdige er, at Maia Kahlke Lorentzen ikke med et ord nævner, at Justice var talsperson for den gruppe af radikale transaktivister, der i 2019 forhindrede en mindre gruppe kvinder fra Facebookgruppen ”Lesbiske Feminister” i at mødes i et lokale i Kvindehuset. Dette skete med henvisning til at ”Lesbiske Feminister” skulle være ”transfobiske” fordi de definerer det at være lesbisk som at man er en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder. Efterfølgende omtalte Justice så i et interview bragt i Information ”Lesbiske Feminister” som ”cancerceller”.  Feministen Maia Kahlke Lorentzen har øjensynlig intet problem med en sådan eklatant umenneskeliggørelse af kvinder, som hun er ideologisk uenig med.

Men det er øjensynligt en del af Maia Kahlke Lorentzens strategi at fremstille virkeligheden sådan, at det er de radikale transaktivister, der udsættes for chikane på nettet og i virkeligheden, mens vi ”TERF-gjorte” fejlagtigt skulle fremstille os selv som ofre. Samtidigt med at hun beretter hvordan ”TERF’s” i stor, om end øjensynligt ikke stor nok, stil deplatformes fra mainstream sociale medier, så fremstilles vi nemlig som manipulerende når vi klager over at man prøver på at lukke munden på os. Nu har jeg selv oplevet, hvordan min arbejdsgiver blev kontaktet af en vred transaktivist, efter at jeg havde fået bragt kronikken ”Intet barn er født med en forkert krop” i Politiken. Jeg kender flere danske radikalfeminister, der har oplevet grov chikane og trusler fordi de har udtalt sig kritisk om den radikale transaktivisme. Radikale transaktivister holder øje med hvem der følger os på sociale medier og liker vores opslag for at kunne lægge pres på dem, der gør det. For slet ikke at tale om computerprogrammet ”Shinigami Eyes”, hvor radikale transaktiviser registrerer ”transfobers” profiler på de sociale medier, så enhver bruger af programmet, har mulighed for at udpege og udråbe debattører, primært kvinder, som værende skyldige i ”wrongthink”. Men det er selvfølgelig slet ikke en chikanøs adfærd overfor dem, som man er uenig med.

Nå, men når Maia Kahlke Lorentzen ikke lige er optaget af at jage vor tids hekse, de såkaldte TERF’s, så vil jeg anbefale hende at lytte til det norske lesbiske band ”Hungry Hearts” nyeste nummer ”How Woke Can U B”, tror det er skrevet til cyberkrigere som hende : )