Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Hvad er en kvinde?

Hvad er en kvinde?

Skrevet af den 13 aug, 2025 under Feminisme | 0 kommentarer

 

Spørgsmålet ”hvad er en kvinde” kan få den senmoderne politiker fra centrum-venstre segmentet til at få kold sved på panden. Og det besvares, hvis overhovedet, med tågede og uforpligtende vendinger. Der er ikke nogen tvivl om, at det er et særkende ved vor tids politiske og intellektuelle elite, at spørgsmålet ”hvad er en kvinde” øjensynligt er et spørgsmål der er så mineret, at man helst må lade som om man ikke har noget svar herpå. Tidligere tider var faktisk i stand til at skelne mellem dem, der har potentialet til at blive gravide og så dem, der har potentialet til at gøre gravid.

Nå det så er sagt, så har fortolkningen af hvad de åbenlyse kropslige forskelle mellem mænd og kvinder indebærer for kønnenes status og funktion i samfundet så afgjort ændret sig over tid. Vi lever jo i et samfund, hvor selv konservative mennesker typisk vil synge med på sangen om at ligestilling mellem kønnene i princippet er prisværdig. Toneforskellen består i hvorvidt man mener, at vi har for lidt ligestilling eller om vi har mere end rigeligt heraf mens det er ”de andre”, læs muslimerne, der har et ligestillingsproblem. At ”ligestilling” er et ideal og en værdi der, efter sigende, er en hovedhjørnesten i den europæiske kultur er imidlertid, hvis man tager historikerbrillerne på, et nyere påhit.

Ser man på antikken, på middelalderen og på renæssancen – dvs. de perioder som man også kan betegne som den ”før-moderne” tid, så var synet på de to køn grundlæggende set hierarkisk. Manden var det primære køn. Hans krop repræsenterede idealet for hvordan den menneskelige krop burde se ud. Han var kendetegnet ved fysisk, mental og moralsk overlegenhed i forhold til kvinden. Han var skabt til at herske over hende. Kvinden var det sekundære køn. Hendes krop var en ringere version af den ideelle krop, nemlig mandens. Hendes mor havde været for kold under graviditeten, så det organ, der skulle have vokset ud ad og være blevet til en penis, var i stedet vokset ind ad og var blevet til en skede.  Kvinden var manden fysisk underlegen, ikke blot hvad den rå muskelkraft angår, men også i kraft af at hendes krop ligesom var mere flydende. Hendes livmoder kunne således finde på at vandre rundt i kroppen – og satte den sig et uhensigtsmæssigt sted, så fik hun hysteriske anfald. Kvindens krop havde også brug for de regelmæssige menstruationsblødninger, der rensede hendes krop for giftstoffer. Når disse permanent udeblev i forbindelse med overgangsalderen ophobede giften sig i hende – og var hun af særlig ondsindet natur kunne hun så forgifte andre hermed vha. det såkaldte ”onde øje” som kunne gøre andre mennesker syge eller ligefrem slå dem ihjel. Kvinden var i imidlertid også mentalt og moralsk underlegen i forhold til manden. Hun havde kort fortalt alt for meget begær og lidenskab – og for lidt mental styrke til at holde dem i ave. Kvinder var altså kendetegnede ved mangel på selvkontrol og derfor var de også lette at lokke – f.eks. af Djævelen sådan som vi kender det fra historien om Adam, Eva og slangen, hvor det som bekendt først var kvinden, der faldt for slangens lokkende løfter for så bag efter at forføre hendes mand, Adam.

Ligestilling var altså en meningsløs ide i før-moderne tid. Var man tilhænger af Zeus eller Jupiter, var man kristen, jøde eller muslim, så var man uenig om en del – men man var enig om at mænd var skabt til at herske over kvinder. De sociale forskelle mellem mænd og kvinder var en naturlig konsekvens af mændenes overlegne krop og mentale evner i forhold til kvinders underlegne krop og mangel på selvkontrol. Holisme var noget man var god til i tiden før oplysningstiden, industrialiseringen og videnskabens gennembrud. Den sociale orden afspejlede den naturlige orden – krop og sjæl – individ og samfund – samfundet og universet – jord og himmel – alt hang sammen i en større enhed hvor enhver, ideelt set, kendte sin plads.

Men den før-moderne verden havde interessant nok også deres version af det ”flydende køn”. I og med at kønnet blev set som hierarkisk, hvor manden var kvinden overlegen såvel fysisk som mentalt og moralsk, kunne man i teorien hæve sin moralske position fra at være en kvindes til at være en mands. Og man kunne som mand synke ned på kvindens stadie. I antikkens og middelalderens kristendom kendte man til ideen om, at kvinder kunne opnå en moralsk status som ”æres mand” hvis hun beviste at hun var i stand til at overvinde sin svage kvindelige natur og vise en selvkontrol og et mod som var en mand værdig. Eksemplarisk var her jomfru-martyren, den unge jomfruelige kristne kvinde som gik i døden for sin tro og som både beholdt sin jomfruelighed og sin urokkelige tro selvom hun gennemgik sadistisk tortur i alle tænkelige og utænkelige former. I middelalderen, hvor det ikke længere var så nemt at finde nogle hedninger, der ville give en martyriets krone, kunne jomfruelige kvinder fortsat nå den eftertragtede status som æres mand hvis de formåede at præstere langt ud over det normale ud i ekstremfaste og andre former for selvpinsler, hvis mål var at tugte kroppen. Flugten fra den foragtede kategori ”kvinde” krævede, dengang som nu, mishandling af den kvindelige krop. Og dengang som nu kunne man som kvinde dog aldrig reelt set opnå den status og magt som mænd havde hhv. har.

I det før-moderne univers kunne manden også miste sin moralske status som mand. Hvis han viste mangel på selvkontrol, hvis han var grænseløs i sin udsvævende adfærd, f.eks. ved frivilligt at lade sig penetrere af en mand, så var man ”kvindagtig”, dvs. så var han en mand der var sunket ned til kvindens lavere status. Og ja, det er lidt af en myte at de gamle grækere og romere var ”homo-inkluderende”. Det var i stedet sådan, at rigtige mænd i tiden før kristendommens magtovertagelse havde ret til at penetrere andre seksuelt uafhængigt af deres køn (eller alder), så længe man(d) holdt sig fra personer, der var ejet af en anden mand. At en mand frivilligt lod sig penetrere var derimod det samme som at indtage kvindens underlegne rolle – og det var ikke en god ting. Det nye ved jødedommen, kristendommen og islam var derfor at begge seksuelle positioner i et samleje mellem to mænd var dybt problematiske – og så selvsagt at man sågar lovgav herom. Kvinders sex med kvinder var noget som hverken antikkens, middelalderens eller renæssancens religiøse og politiske magthavere havde så stærke holdninger til. Man var faktisk end ikke rigtigt sikker på at kvinder kunne have et reelt samleje med hinanden. De mangler jo det centrale sexorgan. Men hvis man accepterede denne mulighed, så var det, logisk nok, mest et problem hvis kvinden indtog den penetrerende rolle. Mænd og kvinder skulle kende deres plads og agere i henhold til kønnenes hierarki og fastlagte opgavefordeling, også på det seksuelle område.

Hvis man i dag taler om medfødte forskelle mellem de to køn (hvis man altså tør tale herom) så sker det ofte ud fra en bevidst eller ubevist forestilling om at mænd er fra Mars og kvinder er fra Venus. Altså at mænd og kvinder repræsenterer to binære køn som er kropsligt og psykisk forskellige men moralsk og værdimæssigt ligeværdige. Men den ældre tankegang ligger stadigvæk og rumler i (under)bevidstheden. At manden repræsenterer det bedre og kvinden det dårligere er en forestilling som ikke virkeligt vil give slip. Et såkaldt feminiseret samfund er fortsat et skrækbillede for nogle – mens der vist ikke er mange, der advarer mod at samfundet kunne være eller blive for maskulint. Hvis man som kvinde vil tages alvorlig i politik og erhvervsliv skal man helst ikke være for feminin. Og så skal man som mand – også i dagens Danmark – jo helst ikke være feminin. Og ja, det at ”bøsse” fortsat kan bruges som skældsord, hænger kulturelt sammen med forestillingen om at den homoseksuelle mand er ”kvindagtig” og dermed ikke en ”rigtig” mand.

Også 1970’er feminismens tendens til ikke at ville tale om de fysiske og psykiske forskelle mellem mænd og kvinder kan ses i sammenhæng med den gamle ide om at disse forskelle begrunder og retfærdiggør kvinders underlegne sociale status i forhold til mænd. Tanken var, at hvis vi hverken taler om de kønsspecifikke eller de kønstypiske forskelle mellem mænd og kvinder, så kan vi også slippe for den undertrykkelse af kvinder, som italesættelsen af disse forskelle er blevet brugt til op gennem tiden.

Men ting forsvinder som bekendt ikke ved at man fejer dem ind under gulvtæppet. Så lad os i stedet rulle tæppet væk og gribe fat i fejekost og -bakke. At mandens krop fortsat er den ideelle menneskekrop, har potentielle negative konsekvenser for kvinder – f.eks. i form af at sikkerhedsudstyr i biler eller medicin kun er afprøvet på mænd og derfor kan være suboptimale eller ligefrem skadelige for kvinder. Af lutter angst for at blive diskrimineret på arbejdsmarkedet har kvinder været alt for forsigtige mht. at tale om hvilken belastning som menstruation, graviditet og overgangsalder faktisk kan være for nogle kvinder. Når vi ikke rigtigt tør tale om forskelle i kønstypisk seksuel adfærd hos hhv. mænd og kvinder kan vi ikke virkeligt få brugt de muligheder men også få greb om de udfordringer som Me Too debatten har skabt. Og uviljen mht. at tale om de fysiske forskelle mellem mænd og kvinder har åbnet døren for påstanden om, at det er inkluderende og progressivt at lade biologiske mænd konkurrere mod biologiske kvinder indenfor sport.

Vi har brug for samtalen om køn og krop. Vi har brug for at se på køn ud fra  biologiske, sociale, kulturelle, religiøse og historiske perspektiver. Vi skal blive klogere på det, der er unikt for hhv. mænd og kvinder – det kønsspecifikke – og det som hyppigere forekommer hos det ene køn end det andet – det kønstypiske. Vi må blive klogere på hvad der er uforanderligt og hvad der kan, bør eller ligefrem skal ændres. Lad os prøve på at blive klogere, på os selv og på hinanden.

 

Hvis man vil læse videre om de emner jeg slog an i denne artikel så kan jeg anbefale:

Bernadette J. Brooten: Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism

Caroline Walker Bynum: Holy Feast and Holy Fast – The Religious Significance of Food to Medieval Women

Euan Cameron: Enchanted Europe – Superstition, Reason, & Religion 1250-1750

Mark D. Jordan: The Invention of Sodomy in Christian Theology

Thomas Laqueur: Making Sex – Body and Gender from the Greeks to Freud

Allan Lund: I seng med romerne – Køn og sex i det antikke Rom

 

At være kvinde er min skæbne

At være kvinde er min skæbne

Skrevet af den 27 jul, 2025 under Feminisme, Lgbt | 2 kommentarer

 

En af mine første minder er synet af skuffelsen i min fars ansigt. Min far, der var sømand, var kommet hjem fra en af hans lange rejser medbringende en babydukke. Den havde nok været dyr, og min far havde sikkert glædet sig til at gøre sin lille datter rigtig glad. Men jeg må tydelig vis have vist min far, at jeg ikke var begejstret. Det er ikke så nemt at spille skuespil når man er 3-4 år gammel. Det kommer først med alderen.

Jeg var ikke glad for babydukker som barn. Jeg var heller ikke glad for de lege, som piger i min barndom elskede at lege, så som at hoppe i ellistik. Faktisk kunne jeg ikke finde ud af at lege med pigerne. De udgjorde et fællesskab som jeg ikke kunne afkode, men jeg prøvede nu heller ikke rigtigt. For hvorfor kæmpe for at være med i et fællesskab som var centreret om aktiviteter jeg ikke gad?

Men jeg var heller ikke nogen Tomboy eller ”drengepige”. Den eneste gang jeg f.eks. seriøst forsøgte at klatre op i træ, kunne jeg ikke finde ud af at komme ned, så min legekammerats mor måtte krave op for at for mig ned igen. Men jeg legede meget gerne med ”drengelegetøj”, så som legetøjsvåben og soldaterfigurer og så med legoklodser og lignende, der i min barndom var ”kønsneutrale”.

Jeg havde ikke noget ønske om at være en dreng. Der var tre ting jeg ikke kunne lide ved drenge: De skulle altid tale om ”lumre” ting; de var onde ved dyr; og så peb de når jeg slog dem. Men for at berolige læseren må jeg nok hellere understege, at jeg aldrig slog med hårdere våben end plastikskovle, når debatten blev lidt for heftig i sandkassen.

Men havde nogen som barn tilbudt mig en magisk pille, der kunne forvandle mig til en mand, se det havde været en anden sag. Jeg ville meget gerne være en mand, for i min barndoms fantasi var mænd dem, der var stærke, som var i kontrol og som havde alle muligheder i livet. Det var altså ikke en mands krop jeg ville have. Jeg har aldrig været til p*k, hverken på den ene eller den anden måde. Men mandens rolle ville jeg som sagt gerne have.

Og jeg så helt klart ikke frem til at min pigekrop skulle udvikle sig til en kvindekrop. Jeg var rædselsslagen ved tanken om at få menstruation. Og da jeg så fik menstruation som 12-årig viste det sig at være endnu værre end jeg havde forestillet mig. Det har i min optik aldrig været sjovt at have en kvindekrop – og den rolle som man tildeles i samfundet fordi man er født med en kvindekrop, er endnu værre. Jeg synes kort sagt at det er træls at være kvinde. Jeg har aldrig haft et ønske om at blive mor, så hvorfor skal jeg slæbe rundt med en biologi, der er programmeret til lige præcist det? Jeg har bare ikke noget alternativ.

Min kropslighed er min skæbne, fordi jeg er den jeg er bl.a. pga. min krop. Hvis jeg var blevet født med en penis frem for en vagina og var blevet døbt ”Karl” frem for ”Karen”, så havde min kropslige realitet og de deraf følgende erfaringer været anderledes. Og jeg ville selvsagt også været blevet mødt og behandlet anderledes. Mine erfaringer, min livshorisont, og i sidste instans min personlighed havde været anderledes. Eller sagt med andre ord: Jeg havde ikke været mig – jeg havde været en anden.

Med (overgangs)alderen er det først rigtigt gået op for mig at jeg ikke bare ”har” min krop, men at jeg er min krop. Jeg ville i bogstavelig forstand ikke være her uden den – og når hvilken som helt del af min krop giver problemer, så har jeg problemer. Kvindekroppen er bøvlet i mine øjne, altid parat til uvelkomne overraskelser, så som at man helt uden ekstra kalorieindtag kan tage et kilo på – på en dag. Men livet leves bedre hvis man ikke ser – og behandler sin krop som en fjende men som ens ven gennem livet.

Mit møde med transkønnede og transaktivisme fik i sin tid mig selv til at gentænke mit forhold til tøj. Jeg har altid godt kunne lide ”herretøj” – men efter jeg sprang ud overfor mig selv som lesbisk, forsøgte jeg i mange år at klæde mig feminint – selvom jeg ikke rigtigt var glad for det. Angsten for at være en ”grim og grinagtig betonlebbe” huserede i mit baghoved – og spillede alt for længe en rolle i mit valg af tøj og sko. Og det selvom kvinden i mit liv går i kønsneutralt tøj eller herretøj – og bare ser så dejlig ud heri. Internaliseret selvhad er ikke altid rationel. Da jeg så endelig startede med at gå i såkaldt herretøj, fandt jeg ud af at jeg føler mig mere veltilpas heri. ”Herretøj” er mere praktisk – hvem har f.eks. fået den idiotiske ide at kvindetøj skal have højst få og små lommer? Men jeg synes også, at jeg ser bedre ud heri – og jeg oplever ikke mig selv som sårbar og skrøbelig når jeg har det på – hvad jeg gjorde da jeg gik i såkaldt dametøj. Når jeg i dag i gamle gemmer finder noget af det ”kvindetøj” jeg gik i tidligere, så får jeg nærmest kvalme. Tænk, at jeg i så mange år tvang mig selv til at gå i det!

Mit forhold til mit køn og min kønsrolle gør, at nogle transaktivister har udråbt mig til at være en selvhadende transmand – eller i hvert fald nonbinær. I deres binære logik er man jo enten en såkaldt ciskønnet, der elsker alt ved det ”køn man fik tildelt ved fødslen” eller også er man transkønnet.

Men jeg er en kvinde pga. den krop jeg blev født med. Jeg fik ikke ”tildelt et køn” ved fødslen, mit kropslige køn blev blot konstateret. Men jeg fik tildelt en kønsrolle og jeg blev mødt med kønnede forventninger og antagelser fra dag ét i mit liv. Jeg identificerer mig ikke med disse. Jeg har aldrig kunnet spejle mig i det feminine og har altid været rigtig dårlig til at leve op til kvinderollen. Jeg vil tro, at en del af årsagen hertil er at jeg er lesbisk. Ikke alle homoseksuelle har det sådan, men for mig er der en klar sammenhæng mellem min seksualitet og min oplevelse af mit køn. Derfor har jeg aldrig forstået det transaktivistiske dogme om at køn og seksualitet skulle være to helt adskilte ting. I mit liv har de gået hånd i hånd.

Jeg er en kvinde, ikke pga. en følelse som jeg ikke ved hvori den skulle bestå, eller en identitet som jeg ikke ved hvad den skulle handle om. Jeg er kvinde fordi det er det kropslige lod der blev trukket for mig da jeg blev undfanget engang på Stillehavet i starten af 1969.

Vores kropslighed er et grundvilkår. Det er den materielle realitet som vores tilværelse bygger på. Men heldigvis lever vi i et samfund, hvor vi har frihed til at leve på den måde, der passer os bedst. At man ikke kan lide rollen som kvinde gør en ikke til mand – og at man kan lide rollen som kvinde gør en ikke til en kvinde. Men uanset vores køn skal vi have frihed til at klæde os, have de interesser og de præferencer som vi nu har. Den frihed vil jeg altid kæmpe for.