Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Lad os tage de vanskelige samtaler

Skrevet af den 24 aug, 2020 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

 

Fra jeg var ca. 12 år indtil jeg var omkring 23 år gammel ville jeg være nonne. Dette ønske fyldte rigtigt meget i mit unge liv. Jeg besøgte forskellige klostre/ordensfællesskaber og jeg endte da også med at være postulant (første skridt i uddannelsen til at blive nonne) i et karmelitter-nonnekloster i Wien. Men i det meste af denne tid kæmpede jeg med et nagende spørgsmål: Var jeg virkelig kaldet til at være nonne? Hvad ville det sige at have et kald? Var det nok, at jeg bare rigtigt gerne ville være nonne, eller skulle jeg også have en eller anden mere overnaturlig følelse af at dette var Guds vilje? Det var det ikke rigtigt til at få et svar på, da det der med ”ordenskaldet” eller ”kaldet til at blive katolsk præst” havde det med (og stadigvæk har det med) at være omgivet af en del mystik.

Når spørgsmålet om hvad et kald virkeligt er er så svært at få sat ord på i en katolsk sammenhæng, så hænger det nok bl.a. sammen med at det ud fra en teologisk og organisatorisk synsvinkel kan være problematisk, at skulle forholde sig til at dem, der vil være præster, munke og nonner ikke så sjældent kan have ofte ubevidste motiver af psykologisk og social karakter ud over de rent spirituelle. Hele det katolske ”klassesystem” med lægfolket der ledes af præsteskabet og opdelingen i almindelige troende og så ordensfolk bygger på tanken om at denne ordning er befalet af Gud. Ingen har ret til at melde sig selv ind i kirkens ”elite”, det skal være Gud, der sender en derhen. Derfor opfattes det let som et frontalangreb på den katolske kirke hvis man taler om at ønsket om at blive katolsk præst, munk eller nonne kunne hænge sammen med et ønske om f.eks. at få en klar identitet og status og/eller en flugt fra f.eks. en homoseksualitet som man ikke tør udleve åbent eller måske i det hele taget forholde sig til. Opgiver man derfor denne livsvej og fortæller man om sådanne eller andre ikke-spirituelle motiver til at man oprindeligt ville gå den, bliver det udlagt som at det beviser, at man bare slet ikke havde noget kald.

På en måde virker det på mig som om debatten om transidentiteten, ikke mindst blandt børn og unge, kunne ses i samme lys. Også her har vi denne her bemærkelsesværdigt uklare kategori ”transkønnet” hvis konkrete indhold virker så mærkværdigt svævende. Hvad vil det sige, at ”identificere” sig som kvinde eller mand hhv. at ”føle sig” som en kvinde eller mand? Hvordan kan man vide, hvad man skal føle for at være en kvinde og ikke en mand eller omvendt? Hvordan kan man være sikker på, at man ikke forveksler andre behov og følelser med en ”kønnet” følelse? Det er også mit indtryk, at en del transaktivister ønsker at vi skal se identiteten som transkønnet som noget, der er løsrevet fra barnets/den unges konkrete liv og psykologiske udfordringer og i stedet forstå den som om et medfødt og af alt andet uafhængigt essentielt kernepersonlighedstræk. Det er i hvert fald et tabu i disse kredse at tale om hvorvidt ønsket om at skifte køn hos børn og unge kunne skyldes f.eks. ubehaget ved at skulle leve i henhold til de kønsstereotyper som samfundet pådutter os eller vanskeligheder ved at håndtere at man er en kønsrolleafvigende homoseksuel. Og dem, der dropper ud af transidentiteten og fortæller om sådanne motiver, beskylder man for aldrig at have været rigtige transkønnede. Her er der en klar parallel til den katolske kirkes uvilje til at se på ”ikke-spirituelle” motiver til at ville være katolsk præst, munk eller nonne.

Spørgsmålet er imidlertid om ikke man i begge tilfælde ville undgå mange personlige tragedier hvis man faktisk turde tage disse samtaler. For den katolske kirke ville det vel være en fordel, hvis dem der valgte livet som katolsk præst, munk eller nonne havde den nødvendige personlige modenhed og afklarethed som et sådant liv kræver hvis det skal blive til gavn både for den enkelte og kirken. Det er jo bemærkelsesværdigt at man i den katolske kirke lader unge voksne love at de for altid vil give afkald på et almindeligt voksenliv med seksualitet, personlig selvbestemmelse etc. som de ingen eller kun lidt kendskab har til. Men den katolske kirke burde også sørge for at have tilbud om råd og støtte til at finde en anden vej for dem for hvem præstegerningen eller ordenslivet ikke vil være en god løsning, sådan at de ikke ender med at stå skuffet og frustreret tilbage hvis de sorteres fra. Jeg selv var akut selvmordstruet da min drøm om at blive nonne i første omgang sank i grus, og jeg vil den dag i dag sige, at det var dybt problematisk, at jeg ikke fik noget tilbud om hjælp og støtte fra kirken til at komme videre i livet. Dette måtte jeg selv finde ud af. Og det gjorde jeg jo så, men det forhold, at jeg jævnligt drømmer, at jeg er tilbage i klosteret, viser mig, at der nok er et resttraume der roder rundt i min underbevidsthed.

På samme måde kan man undre sig over med hvilken iver den radikale transaktivisme presser på for at de såkaldte transbørn skal have adgang til at skifte juridisk køn (se bare regeringens forslag om dette) og så ellers sættes på et eksprestog i retning af hormonbehandling og operationer. Det minder mig om det nu lukkede Maria Hjerte Kloster på Djursland (hvor jeg selv kom da jeg var 14-16 år gammel) hvor Abeddisen optog piger helt ned til 16 år ud fra den devise, at man risikerede, at deres kald ville gå tabt, hvis man lod dem vente. Det kom der ikke noget godt ud af. Og der vil heller ikke komme noget godt ud af at forveksle kønsusikkerhed, eksperimentering med kønnet eller ønsket om at måtte få lov til det samme som det modsatte køn hos børn og unge med en permanent modsatkønnet kønsidentitet. Hvordan kan man sige god for at børn og meget unge voksne får foretaget irreversible kropslige indgreb – indgreb i en krop hvis naturlige funktioner, herunder erotiske og reproduktive potentialer de kun har lidt eller ingen kendskab til? Men også her er det vigtigt, at børn og unge, der kæmper med deres kønsopfattelse/kønsidentitet, skal have andre tilbud om hjælp og støtte til at håndtere livet. Tilbud der hjælper dem til at blive modne og afklarede voksne mennesker der kan tage de valg der passer bedst til deres ønsker og behov.

Regeringen slår med den transpolitiske kølle

Skrevet af den 23 aug, 2020 under Lgbt | 1 kommentar

 

Regeringen har barslet med en hel pakke af forslag som efter sigende skal forbedre LGBT+ personers livssituation. Mest opmærksomhed har det fået, at man ønsker at give børn adgang til juridisk kønsskifte og det uden nedre aldersgrænse. Og det er da også bemærkelsesværdigt, at man fremsætter dette forslag set i lyset af hvor omfattende kritikken af denne ide var sidste år. Regeringen har tydeligvis valgt at ignorere kritikken og går i stedet efter den maksimale løsning som LGBT+ Danmark og Co. har krævet. Det er i sig selv bekymrende ikke mindst set i lyset af at man er mere end naiv hvis man tror, at juridisk kønsskifte til børn bare handler om at de såkaldte transbørn skal have lettere ved at låne bøger på biblioteket. Juridisk kønsskifte for børn handler om at kønsrolleafvigende børn skal puttes ned i transkassen og så ellers sættes på et eksprestog i retning af irreversible hormonbehandlinger og operationer.

Det bekymrende med regeringens initiativ er også, at det indeholder en række lovgivningsmæssige tiltag snøret sammen i en samlet pakke. Hermed sikrer man sig, at vi ikke kan få en grundig debat af behovet for og de eventuelle negative konsekvenser af de enkelte forslag, fordi der simpelthen er så mange, at fokus let vil rettes mod dem, som i første omgang kan virke mest provokerende på offentligheden så som det juridiske kønsskifte for børn.

Det kan jo f.eks. undre, at regeringen mener, at voksne skal kunne skifte juridisk køn fra dag til dag. Hvorfor synes regeringen, at det skal være maksimalt nemt at skifte juridisk køn samtidigt med, at den bakker op om en lovgivning der stiller omfattende krav til dem, der vil have dansk statsborgerskab? Man fristes til at tro, at det bl.a. handler om, at regeringen mener, at juridisk kønsskifte er uden nogen som helst form for konsekvens for samfundet som helhed. Den ser tydeligvis ikke nogen reel problemstilling i at man har mennesker, der har en mands krop, men har papir på at de er kvinder og omvendt. Nu har det imidlertid også indtil videre været sådan, at det juridiske kønsskifte har været lidt af en snydepakke, da det ikke har givet transkønnede automatisk ret til i alle henseender at blive set som det køn de har papir på. Juridisk kønsskifte giver således ikke transkønnede automatisk adgang til de kønsopdelte rum tiltænkt personer af modsat anatomisk køn såsom f.eks. omklædningsrum. Men det kan meget vel komme til at ændre sig.

Regeringen vil nemlig ulovliggøre diskrimination af transkønnede udenfor arbejdsmarkedet. Det lyder jo umiddelbart rimeligt nok, men en sådan lovgivning vil kunne bruges til at kræve, at transkvinder der har deres medfødte kønsdele i behold skal have adgang til kvindernes omklædningsrum. Eller at personer født med en mands krop, der har skiftet juridisk køn til kvinde, skal have adgang til at konkurrere mod biologiske kvinder indenfor den professionelle sport. Og hermed vil regeringens lovforslag komme til at berøre mange flere end blot de transkønnede.

Og ikke nok med det, regeringen vil også kriminalisere ”hadefuld tale” om og til transkønnede. Igen er det selvsagt mere end rimeligt, at det skal være forbudt at true transkønnede med vold og død, ønske dem udryddet etc. Men man skal ikke have haft megen kontakt med radikale transaktivister før man opdager, at de opfatter enhver holdningsytring der afviger fra deres kønsforståelse som ”transfobisk” altså som hadefuld tale om og til transkønnede. Det er således i deres logik transfobisk at mene, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan og at mænd ikke kan menstruere. Det er transfobisk kategorisk at afvise sex med transkvinder hvis man er hhv. en lesbisk kvinde eller en heteroseksuel mand. Og det er i allerhøjeste grad transfobisk at omtale transkvinder som ”mænd” og transmænd som ”kvinder”. Regeringens lovforslag kan derfor, hvis det vedtages, blive et alvorligt angreb på ytringsfriheden og den frie debat om køn og seksualitet her i landet. Men måske det også er meningen?