Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Hjemløse kvinder ofres på det transpolitiske alter

Skrevet af den 28 jun, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

 

En konsekvens af den radikale transaktivismes mantra om at ”transkvinder er kvinder” er, at køns- specifikke tilbud så som herberger og væresteder for hjemløse kvinder åbnes for transkvinder, også når disse er i besiddelse af deres medfødte kønsorganer. I dansk sammenhæng er dette sket helt uden offentlig debat. Mig bekendt ligger der i hvert fald ikke nogen politisk beslutning bag, at transkvinder og nonbinære uanset medfødt køn øjensynlig har fri adgang til herberger forbeholdt kvinder. Og at det selvfølgelig også skal være sådan, er tydeligvis en norm, som man i queere- og intersektionelle kredse end ikke tænker over. Eller det er i hvert fald det indtryk man får når man læser Sara Strickers speciale indenfor faget pædagogisk psykologi der har titlen ”Jeg vil ikke sove med en, der har en pik” – En kvalitativ undersøgelse af hjemløse transpersoners tilblivelse i Danmark.

 

En god ting ved at have lært om queer-teori er imidlertid, at man her får indblik i, at man kan vælge at læse tekster ”mod strømmen”, dvs. man kan afdække skjulte antagelser og normer i en tekst, og dermed dekonstruere det værdisystem som teksten er tænkt til at understøtte. Og når man læser Sara Strickers speciale, er det som om hun ruller en rød løber ud til en radikalfeministisk dekonstruktion af hendes afhandling.

 

Men først nogle indledende bemærkninger. Sara Stricker er oprindeligt uddannet som sygeplejerske og har praktisk erfaring med arbejdet med hjemløse. Det har givet hende et netværk som har gjort det muligt for hende både at finde personale som har erfaringer med at have transkønnede på kvindeherberger såvel som hjemløse hhv. tidligere hjemløse transkønnede. Antallet er dog ikke imponerende. Specialets fundament er interviews med i alt tre fra personale siden og fire fra trans siden. Af disse sidstnævnte fire er to transkvinder, og to falder under kategorien ”nonbinær” i bred forstand. Den ene af disse sidstnævnte er tydeligvis født med en penis, den anden er formodentligt født med en vagina.

 

Sara Strickers speciale er entydigt skrevet ind i en ”transkønnede er ofre” fortælling. Hvis man nemlig skræller alle de tunge akademiske udtryk væk, så er kernebudskabet i afhandlingen, at transkønnede diskrimineres af personalet på kvindeherbergerne, der på trods af al mulig venlighed alligevel fejler i den 100 procent forbeholdsløse anerkendelse af transkvinder som kvinder. Og hvad der er værre, så udstødes og mobbes de transkønnede kvinder af de hjemløse såkaldte cis-kvinder på disse kvindeherberger. Det er i Sara Strickers optik tydeligvis urimeligt, at der stilles krav til at personer født med en penis, der vil overnatte på et kvindeherberg, i det mindst forsøger at leve op til de forventninger der er i samfundet til hvordan kvinder klæder sig. Det er uforståeligt, at det giver problemer, hvis de vil tale om deres penis med de kvinder, som de skal dele værelser med, og det er generelt bare helt uacceptabelt, at kvinderne typisk ikke har lyst til at dele værelser med dem eller inddrage dem i deres fællesskab.

 

Graver man imidlertid bare et spadestik dybere ned, så afslører Sara Strickers speciale, at de hjemløse kvindelige brugere af kvindeherbergerne i et omfattende omfang føler ubehag ved at skulle dele værelser og nok også generelt intime rum med personer født med en penis, ja at de er bange for dem. Følgende citater giver stof til alvorlig bekymring for at de hjemløse kvinders oplagte behov for at have sikre og trygge kønsopdelte rum ofres på det transpolitiske alter:

 

Jeg tror ikke, at de andre kvinder ser personer som mig hver dag, for de

kigger på mig og spørger; Hvorfor må hun være her? Hvorfor må han være

her? Han er ikke en kvinde, heller ikke selvom han tager paryk på, det gør

ham ikke til en kvinde.”

 

Der har vi simpelthen prøvet at arbejde med de andre kvinders

rummelighed og forståelse for, at det er jo ikke alle mænd, der er nogle svin.

Udover det er denne her, som de ser som en mand, jo ikke en mand, det er en

kvinde. Det har været særligt komplekst med denne her kvinde, fordi hun går

i dametøj og ikke med paryk, og det er også en kvinde, der kan finde på at

tage den mandlige side frem.”

 

Det kan være, at hvis nu hun (transpersonen) skal sove herinde, så kan en af (cis)kvinderne sige: Jeg vil ikke sove med en, der har en pik. Det har hun (transpersonen) jo også selv været med til lidt at sætte i gang, altså så den er sådan lidt dobbelt. Når der er konflikter herinde, som en måde at markere sig på. Det kan f.eks. være, hvis toilettet er optaget, så siger kvinden ’så er det godt, at jeg har en pik, så jeg kan tisse ud ad vinduet’.”

 

Hendes stemme er meget mørk, så (cis)kvinderne siger: Hvad er det for en mand, hvad er det for en mand?

 

De kan også se det mandlige, og du kan også høre det på min stemme, at den går sådan lidt op og ned. Jeg kan godt mærke, at kroppen den arbejder stadigvæk, og det er jo klart, at jeg kun kan tillade at tage det, der står på pakken (medicinæsken), en hormonpille morgen og en om aftenen.”

 

Det har taget mange år at få (cis)kvindernes accept af, at der kommer en transperson herinde, som stadig havde nogle mandlige kønsdele, og det er jo det, der er så dilemmafyldt, fordi her får man jo ikke et værelse, du sover alene på. De sover fire på et værelse. Har du en (cis)kvinde herinde, som har været ude at have femten kunder og ikke kan klare lugten af mand eller utrygheden ved, at hvis man skulle se en penis, når de kommer ind til os.

 

Nogle af kvinderne er også bange for mig, og de siger: Jeg er bange for at sove i samme rum som ham, fordi jeg aldrig har mødt ham før, måske er han psykopat.

 

Men da Sara Stricker tydeligvis er styret af den norm, at ”transkvinder er kvinder”, så er det som om hun helt lukker hjerte og sind for det ganske åbenlyse, at kvinder der er i en social udsat position, typisk har været udsat for svære overgreb fra de med penisfødtes side, og i øvrigt ofte er tvunget til at sælge sex, bare slet ikke har lyst til at skulle dele rum med ”kvinder med penis”. Ikke, at hun ikke kender argumentet, selvfølgelig. Men Sara Stricker fejer det af bordet med henvisning til at beskrivelsen af de hjemløse såkaldte “ciskønnede” kvinder som ofre er ”stereotypiserende”. Hvorfor hendes egen fremstilling af transkønnede som ikke bare ofre, men snarere som ”overofre”, ikke er stereotypiserende, får vi så ikke nogen forklaring på.

 

Som sagt bygger Sara Strickers speciale på et ekstremt tyndt datagrundlag når vi taler om de danske forhold. I hendes citater fra interviewene med personalet omtales der dog ofte transpersoner på en sådan måde, at det ikke er helt klart om der er tale om flere end de fire, der optræder i hendes datasæt. Det er dog ret tydeligt, at en af transkvinderne, som i specialet har fået dæknavnet ”Maria”, fylder ganske meget, da hun på mange måder har en problematisk adfærd, fordi hun ikke rigtigt vil performe den kvindelige kønsrolle, fordi hun kan være aggressiv og intimiderende og fordi hun er ”mega racistisk” overfor de ikke-etnisk danske kvinder på herberget.

 

Egentlig er det lidt mærkeligt, at Sara Stricker er så forarget over, at der stilles krav til at transkvinder, der vil bruge kvindeherbergerne, forventes at prøve på at leve op til forventningen til hvordan man ”performer” den sociale rolle som kvinde. For i teoriafsnittet i hende speciale beskriver hun ellers køn som noget vi gør og ikke noget vi er. Så hvis en transkvinde ikke performer femininitet, hvordan kan hun så være en kvinde i henhold til Judith Butlers teori? Måske Sara Stricker selv antager, at ”kvinde” er noget man bare er, i dette tilfælde når man siger, at man er det, frem for at hun ser køn som en rolle vi spiller?

 

Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at Sara Stricker bruger meget energi på at forsvare, at ”Maria” bruger sin medfødte mandlige krop og sin mandlige socialisering til at intimidere kvinderne på herberget, når disse ”diskriminerer hende”. Det ser Sara Stricker som en forståelig forsvarsstrategi. Men når ”Maria” er groft racistisk overfor ikke-etnisk danske kvinder på herberget, så er det tydeligvis de ramte kvinders og ikke Marias skyld. Ja, i Sara Stricker optik, er det ikke mindre end ”victimblaming”, at sige, at ”Maria” selv er uden om nedsættende kommentarer når hun er racistisk overfor de andre kvinder. ”Maria” er et offer, der forsvarer sig, de andre kvinder derimod, ja hvad med dem?

 

De ikke-transkønnede hjemmeløse kvinder i Sara Strickers speciale er kendetegnet ved, at de på den ene side ses som mennesker, der har masser af ressourcer og kan pålægges et moralsk ansvar for deres ageren overfor de transkønnede. Og det i modsætning til de transkønnede som bare reagerer på det som de udsættes for. På den anden side kendetegnes kvinderne ved, at de er beskrevet ”som de andre”. De har ingen egen stemme i specialet, de omtales blot. Deres perspektiv har tydeligvis været ligegyldigt for Sara Stricker. Deres stemme skal ikke høres. De er blot statister i personalets og de transkønnedes liv.

 

Disse hjemløse kvinder bryder med normen om at transkvinder ubetinget skal anerkendes som kvinder. Disse ”diskriminerende” og ”mobbende” ”ciskønnede” kvinder beskrives, nok ubevidst, som en modpol til Sara Stricker selv, der er den normkritiske, selvkritiske og selvrefleksive cis-kvinde, der er sig alle sine privilegier bevidst og som er så bekymret for om hendes sprog nu er transinkluderende nok.

 

Hvad Sara Stricker vist ikke ser, er, at hun har det privilegium, at det ikke er hende, der skal dele soveværelse, badeværelse og andre intime rum med fremmede personer med en penis. Hun er øjensynlig blind for den store sociale og ressourcemæssige kløft der er mellem disse ”ciskønnede” kvinder og hende selv. Og ikke mindst er Sara Stricker blind for den magtudøvelse der finder sted på herbergerne og som hun selv er en del af. Det er jo ganske tydeligt, at det ikke er de hjemløse kvinder, der har besluttet, at transkvinder og nonbinære (der jo i henhold til deres egen identitet end ikke er kvinder) skal have adgang til kvindeherbergerne. Alt andet lige er det personalet (eller måske et lag lige over dem), der i deres politisk korrekte egenrådighed har besluttet, at det er sådan det skal være, og at de hjemløse kvinder bare ikke har ret til at have en anden holdning i denne sag selvom det er dem, og ikke personalet, der i praksis skal sove sammen med transkvinderne.

 

Selvom Sara Stricker i sit speciale citerer Foucault, så er der en af hans teorier som hun vist overser. Foucault kan man selvsagt sige meget kritisk om, men han har faktisk en spændende teori om at magt udløser modmagt. Personalet på kvindeherbergerne sidder med den administrative magt. De kan diktere, at personer med penis skal have adgang til at dele værelse, badeværelse etc. med sårbare kvinder for således at omsætte den radikale transaktivismes krav i praksis. Men som ordsproget siger, så kan man tvinge hesten til truget, men man ikke tvinge den til at drikke. Når de hjemløse kvinder ikke vil være venner med transkvinderne og ikke vil inkludere dem i deres fællesskab, så kan dette jo også ses som et forsøg på at yde modstand mod den magtudøvelse som Sara Stricker og co. udsætter dem for. Man kan tvinge dem til at dele værelser med transkvinderne, men man kan ikke tvinge dem til at se dem som kvinder.

 

 

LGBT+ Danmark fylder befolkningen med misinformation

Skrevet af den 27 jun, 2020 under Lgbt | 2 kommentarer

 

Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef i LGBT+ Danmark, blev den 25.6.2020 interviewet i Deadline. Emnet var den shitstorm som radikale transaktivister har udsat J.K. Rowling for fordi hun har vovet at insistere på, at det at være kvinde er uløseligt knyttet til at have en kvindes krop. I dette interview kommer Susanne Branner Jespersen med en række misvisende oplysninger om centrale problematikker i forhold til debatten om de problematiske sider ved den transaktivisme som hendes forening er bannerfører for.

Susanne Branner Jespersen lægger ud med at påstå, at Rowling kommer med misinformation når hun taler om ”Rapid onset gender dysphoria”, da dette begreb skulle bygge på ”en enkelt artikel der er blevet tilbagevist”. ”Rapid onset gender dysphoria” som handler om at teenagere, ofte piger, ofte lesbiske, ud af det blå begynder at hævde, at de er transkønnede, selvom de som børn ikke gav indtryk af at have problemer med deres køn. Men hvis dette fænomen ikke har hold i virkeligheden, så kan det godt nok undre, at både de britiske myndigheder og det svenske medicinsk-etiske råd er så bekymrede over udviklingen, at de vil have undersøgt hvorfor så mange teenagere vil skifte køn. Faktisk ville det være mere end på tide, at vi fik en lignende undersøgelse i Danmark.

Dernæst påstår Susanne Branner Jespersen, at Rowlings udsagn om at 60-90 procent af de børn, der ser sig som det modsatte køn, som voksne lærer at acceptere deres biologiske køn, ikke har hold i virkeligheden. Men der er imidlertid ikke mindre end 12 studier, der viser, at det lige præcist forholder sig sådan.

Susanne Branner hævder nærmest refleks-agtigt, at Rowling ”udelukker” en lang række af kvinder, når hun afviser begrebet ”personer der menstruerer” for der er jo mange kvinder, så som Susannes mor, der ikke har menstruation. Men Rowling har aldrig påstået, at man skal have menstruation for at være en kvinde. Hun sagde blot, at kun kvinder kan få menstruation, og hvis vi tager udgangspunkt i de objektive biologiske fakta, så er det jo åbenlyst sandt. Når transmænd således kan menstruere, så er det fordi de biologisk set er kvinder og ikke mænd.

Susanne Branner Jespersen påstår i ramme alvor, at transkvinder ”slås ihjel i en pandemisk skala”. Men hvis man faktisk sætter sig ned og regner på tallene, så viser det sig, at transkvinder har den samme eller en ringere risiko for at blive myrdet end resten af befolkningen.  Og hvor mange transkvinder er det nu lige præcist som der er blevet myrdet i Danmark i de sidste lad os sige 25 år?

Og sidst men ikke mindst, så påstår Susanne Branner Jespersen, at det er ”fiktion”, at man som kvinde vil kunne opleve transkvinder med penis i ens omklædningsrum, for transkønnede har problemer med de kønnede rum og undgår dem derfor. Men øh, hvorfor kæmper LGBT+ Danmark så lige præcis for at de skal have adgang til disse rum?

Men det er til gengæld næsten grotesk, at Susanne Branner Jespersen runder af med et udsagn om at Rowling ikke har en ”hujende fis forstand på transkvinders levede erfaring”. Det er nemlig lige præcist Rowling pointe, at det at være kvinde er uløseligt knyttet til at have en levet erfaring med at være født med en kvindes krop. Og det har transkvinder ligesom ikke en hujende fis forstand på…