Guds ja og nej

For tiden læser jeg en meget velskrevet bog, Bill Bishops ”The Big Sort”, der handler om hvordan det amerikanske samfund siden midten af 1970’erne er blevet stadigt mere polariseret. Fokus er på den politiske polarisering mellem demokrater og republikanere som bliver stadigt værre med den konsekvens, at politiske kompromiser bliver mere og mere vanskelige. Men ”The Big Sort” handler også om at den amerikanske polarisering ikke blot er af politisk men også af religiøs og værdimæssig karakter. Et eksempel er her synet på børneopdragelse. I en rundspørgeundersøgelse blev et udvalg af amerikanere således spurgt om hvordan de ville prioritere i forhold til opdragelse. Lagde de vægten på at børn skulle lære respekt for voksne, lydighed og vilje til at underordne sig eller syntes de, at det var vigtigere, at børn lærte at havde tillid til deres forældres betingelsesløse kærlighed, blev opmuntret til at møde verden med et åben sind og fik mod til at være kreative og nyskabende? Eller med andre ord, var de adspurgtes opdragelsesideal præget af det som man kan kalde for ”den strenge far” idealet eller var det præget af ”den omsorgsfulde forælder” idealet? Det vidste sig, at det store flertal af de amerikanere, der stemte på republikanerne, foretrak ”den strenge far” idealet mens det store flertal af de amerikanere, der stemte på demokraterne, foretrak ”den omsorgsfulde forælder” idealet.  Ikke et overraskende resultat måske, men alligevel meget sigende.

Grunden til at jeg refererer til amerikanske forhold er at jeg måtte tænke på denne politiske opspaltning af opdragelsesidealer da jeg læste Jens Ole Christensens klumme ”Kan Gud kun sige ja?” som blev bragt i Kristeligt Dagblad den 12.11.2010. Artiklen er et af de efterhånden utallige indlæg i Kristeligt Dagblad hvor Jens Ole Christensen argumenter imod en folkekirkelig accept af homoseksuelle parforhold. Hoved ideen i det aktuelle indlæg er at han fremhæver, at den liberale kristne ide om at Gud siger ja til homoseksuelle parforhold er forkert. Gud siger nu altså nej hertil ligesom til en hel del andet, og vi skal lære at acceptere dette nej, også når det gør ondt.

Nu er det jo de færreste forældre, der mener, at børn skal have lov til hvad som helst ligesom det nok også er ekstremt få, der mener, at børn ikke behøver at vide sig elsket af deres forældre. Men når man mht. børneopdragelse bliver bedt om at prioritere regler i forhold til kærlighed, ja så siger ens prioriteringer en hel del om ens opdragelsesidealer. På samme måde, så er der vist ikke ret mange kristne, som mener, at Gud er totalt ligeglad med alt hvad vi gør, lige så lidt som der næppe findes kristne, som vil benægte vigtigheden af at forkynde Guds kærlighed. Men der er unægtelig forskel på hvordan man prioriterer regler (eller lov om man vil) overfor Guds altfavnende kærlighed (eller evangelium om man vil). Og der er ingen tvivl om, at disse prioriteringer siger en hel del om ens Guds billede. Ser man Gud som den strenge far eller ser man Gud som den omsorgsfulde forælder?

Jens Ole Christensen prioriterer i mine øjne Gud som den strenge far. Det er ham magtpåliggende at fremhæve Guds påståede nej når det gælder homoseksuelle parforhold. Et nej der ikke tåler andet end betingelsesløst underkastelse. Jens Ole Christensen har mig bekendt ikke været villig til at overveje hvor sikkert det Bibelske fundament faktisk er for dette nej. Og jeg har slet ikke set ham gøre sig overvejelser over forholdet mellem tekst og tolkning. I stedet synes Jens Ole Christensen uden videre at gå ud fra, at hans tolkning af de bibelske tekster er identisk med intet mindre end Guds evige og uforanderlige vilje. Og det gør det unægtelig nærliggende at antage, at Jens Ole Christensens forkyndelse at Gud som den strenge far ikke så meget handler om hvad der står i Bibelen men mere handler om hvordan han har behov for at forstå Gud.