At være kvinde er min skæbne

En af mine første minder er synet af skuffelsen i min fars ansigt. Min far, der var sømand, var kommet hjem fra en af hans lange rejser medbringende en babydukke. Den havde nok været dyr, og min far havde sikkert glædet sig til at gøre sin lille datter rigtig glad. Men jeg må tydelig vis have vist min far, at jeg ikke var begejstret. Det er ikke så nemt at spille skuespil når man er 3-4 år gammel. Det kommer først med alderen.

Jeg var ikke glad for babydukker som barn. Jeg var heller ikke glad for de lege, som piger i min barndom elskede at lege, så som at hoppe i ellistik. Faktisk kunne jeg ikke finde ud af at lege med pigerne. De udgjorde et fællesskab som jeg ikke kunne afkode, men jeg prøvede nu heller ikke rigtigt. For hvorfor kæmpe for at være med i et fællesskab som var centreret om aktiviteter jeg ikke gad?

Men jeg var heller ikke nogen Tomboy eller ”drengepige”. Den eneste gang jeg f.eks. seriøst forsøgte at klatre op i træ, kunne jeg ikke finde ud af at komme ned, så min legekammerats mor måtte krave op for at for mig ned igen. Men jeg legede meget gerne med ”drengelegetøj”, så som legetøjsvåben og soldaterfigurer og så med legoklodser og lignende, der i min barndom var ”kønsneutrale”.

Jeg havde ikke noget ønske om at være en dreng. Der var tre ting jeg ikke kunne lide ved drenge: De skulle altid tale om ”lumre” ting; de var onde ved dyr; og så peb de når jeg slog dem. Men for at berolige læseren må jeg nok hellere understege, at jeg aldrig slog med hårdere våben end plastikskovle, når debatten blev lidt for heftig i sandkassen.

Men havde nogen som barn tilbudt mig en magisk pille, der kunne forvandle mig til en mand, se det havde været en anden sag. Jeg ville meget gerne være en mand, for i min barndoms fantasi var mænd dem, der var stærke, som var i kontrol og som havde alle muligheder i livet. Det var altså ikke en mands krop jeg ville have. Jeg har aldrig været til p*k, hverken på den ene eller den anden måde. Men mandens rolle ville jeg som sagt gerne have.

Og jeg så helt klart ikke frem til at min pigekrop skulle udvikle sig til en kvindekrop. Jeg var rædselsslagen ved tanken om at få menstruation. Og da jeg så fik menstruation som 12-årig viste det sig at være endnu værre end jeg havde forestillet mig. Det har i min optik aldrig været sjovt at have en kvindekrop – og den rolle som man tildeles i samfundet fordi man er født med en kvindekrop, er endnu værre. Jeg synes kort sagt at det er træls at være kvinde. Jeg har aldrig haft et ønske om at blive mor, så hvorfor skal jeg slæbe rundt med en biologi, der er programmeret til lige præcist det? Jeg har bare ikke noget alternativ.

Min kropslighed er min skæbne, fordi jeg er den jeg er bl.a. pga. min krop. Hvis jeg var blevet født med en penis frem for en vagina og var blevet døbt ”Karl” frem for ”Karen”, så havde min kropslige realitet og de deraf følgende erfaringer været anderledes. Og jeg ville selvsagt også været blevet mødt og behandlet anderledes. Mine erfaringer, min livshorisont, og i sidste instans min personlighed havde været anderledes. Eller sagt med andre ord: Jeg havde ikke været mig – jeg havde været en anden.

Med (overgangs)alderen er det først rigtigt gået op for mig at jeg ikke bare ”har” min krop, men at jeg er min krop. Jeg ville i bogstavelig forstand ikke være her uden den – og når hvilken som helt del af min krop giver problemer, så har jeg problemer. Kvindekroppen er bøvlet i mine øjne, altid parat til uvelkomne overraskelser, så som at man helt uden ekstra kalorieindtag kan tage et kilo på – på en dag. Men livet leves bedre hvis man ikke ser – og behandler sin krop som en fjende men som ens ven gennem livet.

Mit møde med transkønnede og transaktivisme fik i sin tid mig selv til at gentænke mit forhold til tøj. Jeg har altid godt kunne lide ”herretøj” – men efter jeg sprang ud overfor mig selv som lesbisk, forsøgte jeg i mange år at klæde mig feminint – selvom jeg ikke rigtigt var glad for det. Angsten for at være en ”grim og grinagtig betonlebbe” huserede i mit baghoved – og spillede alt for længe en rolle i mit valg af tøj og sko. Og det selvom kvinden i mit liv går i kønsneutralt tøj eller herretøj – og bare ser så dejlig ud heri. Internaliseret selvhad er ikke altid rationel. Da jeg så endelig startede med at gå i såkaldt herretøj, fandt jeg ud af at jeg føler mig mere veltilpas heri. ”Herretøj” er mere praktisk – hvem har f.eks. fået den idiotiske ide at kvindetøj skal have højst få og små lommer? Men jeg synes også, at jeg ser bedre ud heri – og jeg oplever ikke mig selv som sårbar og skrøbelig når jeg har det på – hvad jeg gjorde da jeg gik i såkaldt dametøj. Når jeg i dag i gamle gemmer finder noget af det ”kvindetøj” jeg gik i tidligere, så får jeg nærmest kvalme. Tænk, at jeg i så mange år tvang mig selv til at gå i det!

Mit forhold til mit køn og min kønsrolle gør, at nogle transaktivister har udråbt mig til at være en selvhadende transmand – eller i hvert fald nonbinær. I deres binære logik er man jo enten en såkaldt ciskønnet, der elsker alt ved det ”køn man fik tildelt ved fødslen” eller også er man transkønnet.

Men jeg er en kvinde pga. den krop jeg blev født med. Jeg fik ikke ”tildelt et køn” ved fødslen, mit kropslige køn blev blot konstateret. Men jeg fik tildelt en kønsrolle og jeg blev mødt med kønnede forventninger og antagelser fra dag ét i mit liv. Jeg identificerer mig ikke med disse. Jeg har aldrig kunnet spejle mig i det feminine og har altid været rigtig dårlig til at leve op til kvinderollen. Jeg vil tro, at en del af årsagen hertil er at jeg er lesbisk. Ikke alle homoseksuelle har det sådan, men for mig er der en klar sammenhæng mellem min seksualitet og min oplevelse af mit køn. Derfor har jeg aldrig forstået det transaktivistiske dogme om at køn og seksualitet skulle være to helt adskilte ting. I mit liv har de gået hånd i hånd.

Jeg er en kvinde, ikke pga. en følelse som jeg ikke ved hvori den skulle bestå, eller en identitet som jeg ikke ved hvad den skulle handle om. Jeg er kvinde fordi det er det kropslige lod der blev trukket for mig da jeg blev undfanget engang på Stillehavet i starten af 1969.

Vores kropslighed er et grundvilkår. Det er den materielle realitet som vores tilværelse bygger på. Men heldigvis lever vi i et samfund, hvor vi har frihed til at leve på den måde, der passer os bedst. At man ikke kan lide rollen som kvinde gør en ikke til mand – og at man kan lide rollen som kvinde gør en ikke til en kvinde. Men uanset vores køn skal vi have frihed til at klæde os, have de interesser og de præferencer som vi nu har. Den frihed vil jeg altid kæmpe for.