Det onde i Gud og i os

I forbindelse med retssagen mod Breivik er den evigt gamle og evigt aktuelle debat om det onde blusset op igen. Forståelsen af hvad der er ondt, hvad ondskaben betyder og hvordan vi skal forholde os til den er et af de allermest centrale religiøse spørgsmål – der også i disse sekulariserede tider på ingen måde har mistet sin aktualitet.

Ud fra et sekulært perspektiv må man i sagens natur forklare Breiviks forbrydelse ud fra sekulære præmisser. F.eks. vil jeg hævde, at der er en klar sammenhæng mellem det indædte had til islam og muslimer, som man kan finde i radikale islamkritiske kredse, og Breiviks forbrydelse. Ligesom der i mine øjne også er en tydelig sammenhæng mellem det indædte had til jøder, som man kan finde fundamentalistiske muslimske kredse og så Toulouse morderens forbrydelse.

Tager man i stedet de kristne briller på vil sekulære forklaringer fortsat være relevante – men en forbrydelse som Breiviks vil også kunne ses som noget, der stikker dybere og peger hen på et fundamentalt eksistentielt problem, der er langt mere grundlæggende end de aktuelle versioner af hadefuld fanatisme. Breiviks forbrydelse kan ses som et udslag af det ondes eksistens, ja hærgen i vores verden. Hvordan kan man som kristen se på denne ondskab?

Ja, var en forbrydelse som Breiviks sket i Norge anno 1311 eller 1611 havde teologerne ikke været i tvivl. Breiviks forbrydelse ville være blevet tolket som udslag af Guds vilje. Breivik ville også der havde været en forbryder, men hans forbrydelse ville være blevet forklaret med at Gud ville straffe nordmændene for deres synder – eller med at han ville prøve deres tro. Breivik ville med andre ord været blevet tolket som Guds stok eller Guds pisk, der skulle tæske nordmændene til omvendelse og bod.

Et sådant monistisk syn på Gud, hvor Gud har ansvaret både for det gode og det onde, finder vi stadigvæk udbredt i jødedommen – og endnu mere i islam. I kristendommen er monismen siden oplysningstiden blevet omstridt og, i europæisk sammenhæng, rimelig upopulær. Gud har i moderne kristendom som udgangspunkt ikke ansvar for det onde. På den måde kommer Gud til at fremstå som ren kærlighed og godhed. Men prisen er, at Gud også kommer til at virke magtesløs. Hvis Gud ikke har ansvar for det onde, der sker i vores liv, hvis der ikke er en guddommelig mening med det, hvorfor forhindrer han det så ikke? Teodice problemet, altså det problem at Gud øjensynligt ikke forhindrer det onde, vokser jo mere vi distancerer os fra den straffende og testende Gud. Når Gud tillader at ondt, som han ikke ønsker sker, kan vi så regne med at han vil hjælpe os, når vi beder? Det kan vi i mine øjne ikke, vi kan kun håbe. Herrens veje er uransagelige – eller som det hedder i islam, Gud ved bedre. Vi må gøre hvad vi kan for at hjælpe hinanden og os selv – og så håbe på og med ydmyghed bede om Guds hjælp.

Men hvad så med os og det onde? Ja, Sørine Gotfredsen fik jo håret i maskinen for at skrive, at Breiviks ondskab findes i os alle. Nu er jeg alt andet end en fan af Sørine Gotfredsen, men her vil jeg nu give hende ret. Breiviks, Hitlers, Stalins og Maos ondskab findes i os alle. For som Jesus påpeger i Bjergprædikenen, så starter den store onde handling som f.eks. mord i det små. Det er de færreste, der bliver til mordere. Men hadet og grusomheden findes som frø i os alle. Enhver der har hadet har smagt på mordet, enhver som bare i et øjeblik har følt had rettet mod en hel befolkningsgruppe har smagt på massemordet. Enhver der bare en enkelt gang har kvalt sin samvittighed og lukket øjnene for et andet menneskes smerte har smagt på det der skete i Breiviks hoved da han trykkede på aftrækkeren.

Og når jeg skriver at det onde findes i os alle, så mener jeg det. Ikke bare dem, hvis religion, ideologi, meninger eller livsstil provokerer os har ondt i sig, men også dem, som vi føler et identitetsfællesskab med. Og så findes det onde ikke mindst i os selv. Også i mig.

Det er nemt at spejle sig i Breiviks ondskab og nå frem til den konklusion, at man heldigvis er et godt menneske. Især da hvis man hører til dem, der politisk og ideologisk befinder sig meget langt væk fra ham. At se i øjnene at det man tror på også kan bruges til ondt, og at man selv kan blive og alt for ofte også er et redskab for det ondes vækst i vores verden, er knapt så behageligt. Og det er værre endnu: vil man forbedre verden findes der ikke noget bedre sted at starte med end en selv.