Storbyen trækker

Siden starten af 1990’erne har det været mere end småt med professionel homohistorieskrivning her i landet. Men heldigvis har historikeren Peter Edelberg gjort en ende på denne tørke tid med sin ph.d.-afhandling om den såkaldte grimme lov, der er udkommet som bog på Jurist- og Økonomiforbundets Forlag med titlen “Storbyen trækker – Homoseksualitet, prostitution og pornografi i Danmark 1945-1976”.

Den såkaldte grimme lov, der gjaldt i perioden 1961-1965, gjorde det kriminelt for en mand at købe sex af en anden mand, hvis denne var under 21 år. Den grimme lov er i homoseksuelles såkaldte kollektive erindring typisk blevet set som højdepunktet af forfølgelse og diskrimination af homoseksuelle i Danmark i nyere tid – og dens relativt hurtige afskaffelse ses så meget passende som en første sejr for den tidlige homoaktivisme. Men så simpelt er det i henhold til Peter Edelberg ikke.

Som det hører sig til for en ph.d. afhandling lægger Peter Edelberg ud med et længere teoriafsnit hvor han bl.a. opridser præmisserne for at skrive homohistorie i dag. Hans udgangspunkt er, selvfølgelig fristes jeg til at skrive, at den homoseksuelle er en historisk konstruktion. Den homoseksuelle identitet er altså et produkt af bestemte historiske forhold, og som alle andre historiske forhold er denne identitet under konstant udvikling. At være homoseksuel i dag er således ikke det samme som at være homoseksuel i 1890 eller i 1955. Selvforståelsen, behovene og den konkrete livsførelse ændrer sig nemlig som alt andet over tid og er altså ikke udslag af nogle uforanderlige biologiske eller grundpsykologiske forhold. Men det betyder ikke, at man frit kan vælge sin identitet, sine følelser etc. Samfundet og dets normer er for dybt lagt ind i os til at man kan vælge dem selv – i stedet kan vi kun variere over de tolkningsrammer og handlingsmuligheder som samfundet og kulturen tilbyder os.

Generelt udsætter den fremvoksende velfærdsstat i den periode som Peter Edelberg behandler individet for en kraftig seksuel disciplinering. Denne disciplinering bevæger sig dog fra hovedsageligt at benytte sig af straffeloven til at have fokus på at lægge normere ind i den enkelte, så han eller hun bliver et “ansvarligt” og selvstyrende individ, der lige præcist fordi det antages at være ansvarligt og selvstyrende, kan tillades stadig større frihed og selvbestemmelse.

Peter Edelberg beskriver den homoseksuelle subkultur i Danmark i tiden fra 1945 frem til den grimme lovs afskaffelse i 1965, eller bedre sagt, de homoseksuelle mænds miljøer og muligheder, for homoseksuelle kvinder blev ikke ramt af den grimme lov og de ligger dermed udenfor hans forskningsfelt. Generelt var homoseksuelle mænds og kvinders livsvilkår, miljøer og muligheder for forskellige i denne periode til at det giver den store mening at ville skildre begge verdener i en bog.

Peter Edelberg vil gerne gøre op med myten om at livet som homoseksuel i tiden før Stonewall generelt var et trist og smertefuldt liv i skabet. For det første giver det slet ikke mening at se optøjerne i Stonewall som starten på den homoseksuelle “frigørelse”, dertil var den juridiske situation og livsvilkårene for homoseksuelle i de enkelte vestlige lande for forskellige. Og så fandtes der i øvrigt et omfattende homomiljø i 1950’ernes og 1960’ernes København, hvor bl.a. Forbundet af 1948 i en periode havde væsentligt flere medlemmer og langt flere tilbud til medlemmerne end vor tids LGBT Danmark har i dag. Dertil kom et større antal restauranter og barer, blade og så seksuelle mødesteder f.eks. en række offentlige toiletter mfl. Hvis det var et skab, så var det altså et meget stort skab. Dette homomiljø var imidlertid ikke blot befolket af homoseksuelle mænd og enkelte homoseksuelle kvinder. Der kom også biseksuelle, transvestitter og især var der en række unge heteroseksuelle mænd, der solgte eller udvekslede seksuelle ydelser for penge, øl, biografbilletter og andre materielle goder. Og lige præcis den trafik kom til at give anledning til en større konflikt med det omgivende samfund. Et andet, med nutidens øjne ret kontroversielt forhold var, at det som vi i dag vil kalde for pædofili dengang var en integreret del af den homoseksuelle kultur. Godt nok var det også dengang kun en mindretal af de homoseksuelle mænd, der havde sex med mindreårige, men at have sådanne lyster blev set som en variant af det at være homoseksuel, og blev ikke fordømt af det homoseksuelle miljø.

Sex mellem mænd var blevet afkriminaliseret i Danmark i 1933, dog var den seksuelle lavalder 18 år og dermed tre år højere end for heteroseksuelle forbindelser. Og så var det forbudt for mænd uanset alder at sælge sex til andre mænd, mens det “kun” var forbudt for kvinder at have prostitution (med mænd som kunder) som hovedbeskæftigelse. Denne forskelsbehandling afspejlede et ret så negativt syn på homoseksualitet i samfundet. Der var opbakning om lovgivningen, der tillod sex mellem voksne af samme køn, men ellers var tolerancen begrænset. Homoseksualitet blev set som en uønsket seksuel afvigelse, der af lægevidenskaben blev tolket som et produkt af delvist arvelige og delvist tidligt tillærte forhold. At være homoseksuel var altså i henhold til den dominerende holdning en krank skæbne og det var derfor vigtigt, at forhindre, at drenge og unge mænd vha. forførelse blev rekrutteret til de homoseksuelles rækker.

I 1950’ernes offentlighed var der en tiltagende bekymring for drenges og unge mænds salg af sex til homoseksuelle mænd, og her spiller politiinspektør Jens Jersild, leder af sædelighedspolitiet i København, en væsentlig rolle, da han som selvudnævnt ekspert på området puster til bekymringens ild samtidigt med at han råder til ikke at gribe for hårdt ind overfor de homoseksuelle. De unges salg af sex til homoseksuelle mænd bekymrer, ikke blot fordi man frygter, at de kan blive homoseksuelle af det men også fordi man er bange for at de store drenge/unge mænd på denne måde kunne starte på en kriminel løbebane. De unge sexsælgere blev i voksende grad set som ofre – der skulle beskyttes mod de homoseksuelle. Rent galt går det i forbindelse med den såkaldte pornografiaffære i 1955-56, hvor bl.a. homoikonet Axel Lundahl Madsen (senere Axel Axgil) var dybt involveret. Denne affære handlede ikke blot om produktion og salg af billedpornografi men også om et omfattende prostitutionsmiljø hvor mænd havde købt sex af mindreårige trækkerdrenge/pornomodeller. I alt bliver ca. 300 mænd dømt i denne forbindelse.

Regeringen havde af andre årsager et prostitutionsudvalg siddende, der skulle give prostitutionslovgivningen en overhaling. Her slår bølgerne bl.a. pga. pornografiaffæren højt og der er flertal for at hæve den seksuelle mindste alder for homoseksuelle forbindelser til 21. Jens Jersild er imidlertid imod, efter hans mening er det nok at kriminalisere mænds køb af sex med personer af samme køn under 21. Justitsministeriet synes at være af samme holdning, så det hele forhales, og da loven endelig vedtages i 1961 er panikken allerede næsten glemt og opbakningen til loven, der kommer til at følge Jersilds forestillinger, er derfor langt fra sikker og stabil.

Men da loven er der sørger Jens Jersild også for at den bliver brugt. Ikke helt ubetydelige politiressourcer bliver sat ind på at arrestere mænd, der købte sex med andre mænd for penge og andre materielle goder. I alt 79 mænd dømmes efter denne lov. Retssagernes dokumenter giver et interessant indblik i de verdener og fortolkningsrammer, som hhv. de yngre mænd, der af myndighederne blev set som sexsælgere, og de ældre mænd, der af myndighederne blev set som sexkøbere, bevægede sig i. Om end man selvfølgelig skal huske, at folk næppe altid fortæller sandheden eller hele sandheden når de står anklaget for at have brudt loven. “Sexkøberne”, hvoraf en del betegnede sig selv som homoseksuelle, så sig typisk ikke som sexkøbere. I stedet mente de at de yngre mænd have haft sex med dem fordi de havde lyst til det – og de penge de havde givet de yngre mænd skulle ses som en erkendtlighed, som penge til en taxa hjem etc. “Sexsælgerne”, hvoraf langt de fleste betegnede sig som heteroseksuelle, fremhævede derimod typisk at de kun havde haft sex med de ældre mænd fordi de havde aftalt at få penge mfl. for det – eller at de regnede med at få det. I øvrigt er der ikke tale om de store beløb som disse typisk 18-19-årige ofte værnepligtige mænd fik for sex. Beløbet var typisk 20-30 kr. Men for en værnepligtig som fik 24 kr. om ugen i løn var det stadigvæk penge nok til at han kunne få råd til f.eks. at invitere en pige i byen.

Hvornår noget imidlertid var prostitution – og hvornår noget blot var tilfældig sex mellem en yngre og lidt eller meget ældre mand, hvor der indgik “harmløse” erkendtligheder, var ikke altid nemt at afgøre for retten – og rygterne om politiets indsats og domstolenes retspraksis var derfor mange, og havde i øvrigt ikke altid hold i virkeligheden.

Som tidligere anført var opbakningen til den grimme lov allerede smuldrende da den blev indført – og pressen presser efter dens indførelse på for at få den afskaffet – sammen med f.eks. Forbundet af 1948. Nu begyndte man at fremstille de homoseksuelle som en forfulgt og undertrykt minoritet. Det blev næsten til ny moralsk panik, hvor aviserne spredte påstande om omfattende vold mod homoseksuelle og selvmord blandt disse pga. den grimme lov, som slet ikke kunne dokumenteres. Men modstanden mod den grimme lov tog også udgangspunkt i en tilbagevenden til ideen om at homoseksualitet er en psykisk lidelse som enten er medført eller erhvervet tidligt i livet og derfor ikke “smitter”. Trækkerdrengene blev nu fremstillet som hel eller halv kriminelle, der udbyttede de homoseksuelle, og ikke som ofre for homoseksuel forførelse. Og Jersild introducerede den i datiden ellers næsten ukendte term “pædofil”, der kom til hovedsageligt at betegne mænd med hang til sex med mindreårige drenge .Ifølge Jersild var sådanne mænd klart anderledes end de almindelige homoseksuelle, der kun havde lyst til sex med voksne mænd. Pædofili og homoseksualitet blev hermed gjort til to helt adskilte størrelser. Afskaffelsen af den grimme lov gik altså hånd i hanke med et forsat negativt syn på homoseksualitet – men også med et klart budskab om at homoseksuelle kunne regne med en voksende accept hvis de udelukkende praktiserede deres seksualitet med ligesindede og ligestillede voksne.

Ifølge Peter Edelberg var den grimme lov et vendepunkt i de homoseksuelles historie. Ikke som et højdepunkt i diskriminationen af homoseksuelle men snarere som et led i disciplineringen af dem. Efter den grimme lov faldt antallet af mænd, der blev dømt for at have sex med mindreårige af samme køn nemlig drastisk, langt mere end antallet af mænd, der blev dømt for at have sex med mindreårige af modsat køn. Og på samme måde mener Peter Edelberg at kunne konstatere, at mandlig prostitution efter den grimme lov svandt ind til det rene ingenting. Han ser dette som udtryk for en succesfuld disciplinering af det homoseksuelle miljø, der lærte at tage afstand fra sex med mindreårige og købesex. Denne påstand underbygger Peter Edelberg med en analyse af homoseksuelle erotiske billeder og billedporno fra 1949-1979. Hvor man frem til midttresserne havde billeder af længselsfulde teenagere og drenge, der blev vist som passive objekter for den homoseksuelle mands drømme om den smukke yngling, som han måske kunne forføre, kom de langt mere eksplicitte billeder i 1970’erne til at vise voksne mænd, med tydelig lyst til sex med andre mænd. Mænd der fortsat havde lyst til drenge fik deres egne magasiner, deres egen identitet som pædofile og deres egen forening, som Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske efter en række heftige debatter i 1970’erne og 1980’erne afbrød enhver kontakt med.

Peter Edelbergs bog er et velskrevet stykke homoforskningshistorie, som kun kan anbefales. Jeg savner dog lidt, at han ikke reflekterer over det interessante forhold, at kriminaliseringen af mænds køb af sex med personer af eget køn under 21 blev kaldt for en grim lov – mens det forhold af mænds salg af sex til mænd både var kriminelt før 1961 og forblev med at være det frem til 1967 ikke blev betegnet som en “grim” lov. De “sexsælgende” blev altså ikke set som en del af det fremvoksende homoseksuelle fællesskab og kunne i modsætning til “sexkøberne” ikke regne med støtte eller sympati herfra. En lignende anke fra min side er, at han øjensynligt går ud fra, at det kun er en ændring af adfærden hos de homoseksuelle potentielle sexkøbere, der gør at den mandlige prostitution aftager kraftigt i tiden efter den grimme lov. Måske aftog antallet af værnepligtige i denne tid – og måske steg deres løn også? Og måske var det ikke blot de homoseksuelle mænd, der lærte at holde sig fra unge heteroseksuelle mænd – de heteroseksuelle mænd lærte måske også, at de hellere måtte holde sig fra homoseksuelle mænd i jagten på hurtige penge?

Men det er kun småting – alt i alt er der tale om et banebrydende værk, der forhåbentlig får mange læsere.