Jesu lidelse

Synet på og forståelsen af Jesu lidelse og død er, som så meget andet, noget der har forandret sig over tid. Blandt de første kristne var det faktisk et meget omstridt emne – blandt jødekristne var der f.eks. nogen, der troede, at Gud var nedsteget i mennesket Jesus ved dåben i Jordan og at Gud forlod ham igen i forbindelse med korsfæstelsen. (Hvad jo unægteligt giver Jesu sidste ord i Mark. 15,34: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” en hel anden betydning end den vi er vandt til.) Men nu blev det ikke den del af kristendommen, som kom til at fremstå som vinderen af de første århundreders kristne stridigheder, og derfor kan vi i dag i det hele taget tale om den betydning, som Jesu kropslige lidelse har for os.

Jeg synes imidlertid, at det er vigtigt, at vi husker på, at evangelierne er overordentligt afdæmpede i deres skildring af Jesu fysiske lidelse på korset. Faktisk så afdæmpede, at vi nok får at vide, at han blev korsfæstet, men ikke hvordan. Og det er ikke uvæsentligt fordi romerne brugte to forskellige former for korsfæstelse. En hvor man bandt dem dømte til korset, hvorefter han kunne hænge der indtil han døde af tørst og udmattelse, noget der kunne tage flere dage. Og en hvor man naglede den dømte til korset, hvad selvfølgelig var meget smertefuldt, men som også medførte, at den han døde relativt hurtigt af chok og blodtab. Det er kun fordi evangeliernes skildring af Jesu død fremstiller den som noget, der skete i løbet af 6 timer, at vi kan antage, at han blev naglet til korset. Men altså, der fortælles ikke om hans blodige sår, hans store fysiske smerter etc. Den eneste gang, at der skrives om blod og sår er i Johannes Evangeliets skildring af hvordan en soldat stikker en lanse i den døde Jesus side for at sikre sig, at han virkelig er død. (Joh. 19,33-34) Men da er Jesu lidelse jo afsluttet. Vores indre billeder af den lidende Jesus, der hænger blødende på korset, har derfor ikke rødder i evangeliernes skildring af Jesu korsfæstelse, men i stedet i middelalderens og barokkens kirkekunst.

Nu når evangelierne ikke fokuserer på Jesu fysiske lidelse synes jeg personligt heller ikke, at vi behøver at gøre det. Snarere kan man sige, at Jesu lidelse både er fysisk i form af korsfæstelsen og psykisk, i form af den forhånelse og den Guds forladthed som han i henhold til Markus- og Matthæusevangeliet oplever i forbindelse med korsfæstelsen. Det hører jo med til den menneskelige lidelse, at den både har et fysisk og et psykisk element, der går hånd i hånd. Når man har det psykisk dårligt giver det også ofte udslag i fysisk ubehag. Og når man har fysiske smerter bliver man let psykisk nedtrykt. Jesu sande menneskelighed viser sig ved at han led både fysisk og psykisk – og Guds kærlighed til os viser sig ved at han blev menneske i Jesus og gennemled alt dette for vores skyld.

Vi lever i en ekstrem kropsfikseret tid, der dyrker den smukke, sunde og veltrænede krop samtidigt med at den gør lidelse og død til et tabu. Det kan vi bl.a. se ved at vi lever i et samfund hvor lægen med det samme griber til receptblokken når hans patient fortæller om lidelse af fysisk eller psykisk karakter. Vi vil så gerne fjerne lidelsen vha. kropslige indgreb – og vi betaler en høj pris herfor. Efter kræft og hjerte- og karsygdomme er brug af medicin i dag den tredje største dræber. Hvad vi kan lære af Jesu lidelse er at lidelsen, både den kropslige og den mentale, ikke er noget vi kan flygte fra, men i stedet noget, som vi må og kan lære at håndtere. Lidelsen er ikke smuk og ikke noget, man skal dyrke, men den er livets pris i en falden verden.