Akkaris “martyrium”
Ahmed Akkari gør i et længere indlæg på www.religion.dk opmærksom på, at han føler sig nødsaget til foreløbigt at trække sig som panelist på denne hjemmeside efter at han er blevet heftigt kritiseret for at have udtalt sig stærkt nedsættende om homoseksuelle i et svar til en muslimsk kvinde, der havde spurgt ham til råds mht. hvordan hun skulle takle en bror, der er bøsse. Og denne beslutning har fået Kristeligt Dagblads internetchef Anders Ellebæk Madsen til at komme med en forsvarstale for Ahmed Akkaris ret til at fremføre sine homo-negative holdninger.
Ahmed Akkaris svar kan koges ned til, at han henviser til at religiøse minoriteter ligesom alle andre religiøse grupper har lov til at formidle indholdet af deres tro videre til dem, der deler deres tro, og at kritikken af hans svar derfor er urimelig, da der blot var tale om, at han fortalte en muslimsk kvinde hvad islam siger om homoseksualitet.
Ahmed Akkari har ganske ret i, at religiøse minoriteter lige som alle andre har ret til at formidle deres tro videre, og det i øvrigt både til andre troende såvel som til mennesker, der står udenfor deres religion. Muslimer har, ligesom kristne, ret til at fortælle, at homoseksuelle forhold er syndige og imod Guds plan med mennesket og at en sådan adfærd vil medføre helvedet straf hvis man ikke angrer om omvender sig etc.
Når det så er sagt forholder det sig imidlertid sådan, at Ahmed Akkari i sit oprindelige svar ikke nøjes med at fortælle, at homoseksuelle forhold ikke er tilladt for muslimer. Nej, han retter også et stærkt angreb på de vestlige samfunds accept af homoseksuelle forhold, hævder at disse er undergravende for samfundet og han beklager, at de vestlige samfund ikke er lette at overbevise om at det er forkert, at acceptere homoseksuelle forhold.
Med sådanne ytringer er han ikke blot med til at dæmonisere homoseksuelle som samfundsskadelige elementer, nej han går også til angreb på den lovgivning, der findes i vores land mht. homoseksuelle og lægger op til, at muslimer skal prøve på at ændre denne. Det er derfor ikke rigtigt, når han efterrationaliserende påstår, at han er blevet angrebet for at fortælle om sin tro til en anden muslim. Det er fuldt ud berettiget at bebrejde Ahmed Akkari for at han forsøger, at bruge sin religionsfrihed og sin ytringsfrihed til at bekæmpe de homoseksuelles frihed til at bestemme over hvordan de vil leve.
Dermed være ikke sagt, at Ahmed Akkaris udfald mod homoseksuelle er ulovlige, de er bare meget usympatiske. Han har ret til at ytre dem, men han har ikke ret til ikke at blive modsagt. At Ahmed Akkari ikke kan bære kritikken af hans udfald mod homoseksuelle siger sådan set mest om ham selv. Hvis Ahmed Akkari ikke kan lide, at blive angrebet, så skulle han alvorligt overveje at lade være med at påstå, at jeg og andre homoseksuelle undergraver samfundet og lægge op til, at det skulle være forbudt at leve som vi gør. Muslimers menneskerettigheder skal respekteres – men det skal homoseksuelles også.
Noget helt andet er så, at der er noget dobbeltmoralsk ved, at diverse højreorienterede blogge har kastet sig over Ahmed Akkaris holdninger til homoseksuelle. Disse blogge er nemlig ofte fyldt med negative udsagn om homoseksuelle. Homofobi bliver imidlertid hverken værre eller bedre af at den fremføres af en muslim med en noget belastet fortid.
Ahmed Akkaris tænkemåde svarer godt til de unge Tingbjerg vandalers tankegang. De mente sig berettiget til at forulempe præsten og ødelægge hans hjem, fordi han havde erklæret sig homosexuel. Den er ligeledes i harmoni med den polske målmands indstilling.
Og mange danske synger med på samme sang – bøsser er nogle svin, de skulle have nosserne revet af o.l.
Der er nok et stykke vej at gå, inden homosexuelle aksepteres som almindelige mennesker, som også har ret til at være i verden. De må nok en tid endnu tale hån og spot, selv om dansk lovgivning er imod dette. Skæbnehjulet drejer sig langsomt omkring. For ikke lang tid siden var invalider og spastikere udsat for det samme. I dag synes vi, at det kun er primitive og ukultiverede mennesker, der håner en hjerneskadet.