Jesus frels mig!
Af en eller anden grund glemmer jeg fra tid til anden at trække vejret når jeg sover. En lidt dum vane, må man sige, men heldigvis reagerer kroppen når den mærker, at den mangler ilt. Det foregår på den måde, at jeg vågner og i et kort øjeblik faktisk tror, at jeg er ved at dø, fordi jeg ikke kan få vejret. Det går heldigvis hurtigt over fordi kroppen finder ud af at trække vejret normalt igen. Men når det står på er det en meget intens oplevelse fordi jeg altså føler, at jeg er ved at dø, selvom jeg heldigvis ikke er det. Oplevelsen er intens fordi den indeholder et stærkt aspekt af en fysisk panik og fordi at jeg, når det sker, altid kalder på Jesus. Helt uden forudgående plan, for jeg kan jo lige præcist ikke tænke og handle rationelt i situationen, så ville jeg jo vide, at mit liv ikke er i fare, kalder jeg på Jesus. ”Jesus frels mig”, råber jeg i mit sind – eller sidst da det skete for et par dage siden, bare ”Jesus, Jesus, Jesus”.
Når jeg kommer til mig selv er jeg altid lidt vred på mig selv. Hvordan kan det være, at jeg hver gang det sker, tror, at jeg er ved at dø? Men jeg er også altid glad for at jeg i min dødsangst kalder på Jesus, at jeg ikke er alene i denne utroligt ensomme oplevelse det er at tro, at man er ved at dø. Da jeg var ateist, ja der var der kun angst, når jeg i de fortvivlende sekunder kæmpede for at få vejret, nu er der forsat fysisk panik, men også et håb. Ikke et håb om at jeg ikke skal dø, men en tro på at Jesus er der, at han vil tage imod mig, når jeg dør.
Grunden til at jeg deler denne her ret så personlige oplevelse, og jeg har tænkt en del over om det i det hele taget er passende, at jeg gør det, er, at jeg synes den måske har en vis relevans set i lyset af den debat der for tiden raser mht. spørgsmålet om frelsen.
Her savner jeg det personlige aspekt af en debat, der så let ender med at man kværner rundt i bibelvers og dogmer hvor der, for nu at tale grundtvigsk, kun bliver brugt døde penneord frem for levende ord, båret af ånd og liv. Eller sagt med andre ord, i stedet for at være så optaget af de andres teoretiske muligheder for frelse kunne det være smukt om vi kristne talte om hvad frelsen er for os, hvilken rolle den spiller i vores liv, hvilke erfaringer vi har med frelsen – og hvilken rolle Jesus spiller her.
For mig betyder frelsen at jeg har Gud – at jeg har Jesus i mit liv. Jeg tænker ikke på Gud hele tiden, men jeg ved, at han tænker på mig, kærlige tanker. Og jeg holder af i løbet af dagen at sende ham nogle kærlige tanker tilbage. Ligesom jeg og min kone kan lide at udveksle et ”jeg elsker dig” mange gange i løbet af dagen, så udveksler jeg også ofte et ”jeg elsker dig” med Jesus. Gud giver mit liv en dybere mening, en smukkere klang og et mere mangfoldigt perspektiv. Gud hjælper mig til at ane kærlighedens mysterium – og kærlighedens ansvar. Gud hjælper mig til at se, når jeg svigter i forhold til kærligheden, og til at søge tilgivelse, når jeg snubler på kærlighedens vej.
Frelsen er med andre ord for mig noget, der har rigtigt meget med livet, livet på jorden at gøre. Men frelsen handler for mig også om det liv med Jesus, som jeg tror venter på mig og på alle. Jeg er sikker på at han hører mig, når jeg kalder på ham i min dødsangst, og at han hører på alle, der i lignende situationer råber på ham, være det nu bevidst eller ubevidst. I døden vil Jesus ikke lade os være alene – men at tro på ham giver den tryghed, at man er overbevist om at han er der, at man ikke tror, man er alene, når man faktisk ikke er det.
Set med mine øjne og gennem mit sind, var det godt, at du
ikke valgte dette indlæg fra..det er få indlæg, som fortæller
så tæt på…og det, du skrev greb mig..
Jeg er bare ikke nået helt derhen, hvor du er.nu.
Du nævnte, at før…var du alene, når du var bange for at dø.
havde ikke noget at råbe. nu har du.
Jeg tror på den tro, som er så tæt på huden og på vores viden
om at være i en krop …at det virkelig gælder..
den er jo osse tæt på både den vej, som Jesus måtte gå,
for at nå op på golgatha…
Den vej, hvor han blødte, tørstede, svedte, var gennempisket
og måtte bære korset…
Og senere, da tørsten må ha været værst, og smerterne ved
at få søm igennem …alt det var kroppens rædsel..
og vores viden, om at han kender vores.
Og han kunne ha vendt sig fra det..gøre sig åndelig.
flyve væk.
men han er ingen spirit..han er ingen tanke.
han er tømrer..og Gud tro.
Men det bange han var igennem og kom ud af…
svimler for mig. osse når jeg ikke er bange.
Når jeg er, håber, jeg, at jeg, som du en dag, vil råbe
Jesus. og vide, han bærer det bange sammen med mig.
både her i livet. og når jeg skal dø.
amen
ps..jeg ville være glad, hvis du klikkede dig tilbage
til min kommentar til et indlæg fra præsten Asger Skude
den sameritanske kvinde..Hvis du mente, det, du foreslog
om at fortælle, hvordan troen kom til hver af os, og håbet
at blive båret ..til Paradis..
.
I det tidligste indlæg fra januar i år har jeg fortalt …så åbent som jeg kunne det…………
fordi.da jeg sent, fandt kristne mennesker og fik del i deres
tro, var det jo netop …deres vej…som greb mig om hjertet.
og hjalp mig så småt ind på den vej.
venlige hilsener
fra marianne lotte asmussen
“bondeskoven”
Kære Marianne
Mange tak for din kommentar! Jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi bliver bedre til at dele ud af vores troserfaringer, at vi taler hjertes sprog og ikke altid blot om dogmer og Bibelsyn. Som den katolske teolog Karl Rahner sagde: Den kristne i det 21. århundrede vil være mystiker eller slet ikke være. Kristendommen her i vores senmoderne tid må være båret af den personlige gudserfaring – hvis den vil vil blive hørt og taget alvorligt.
Mht. den debattråd du talte om kunne du måske give mig et link?
tak for at svare mig. i dit indlæg følte jeg der var et behov for at høre om andres måde at komme til tro.
var det forkert?
min indgang var for tyve år siden..
..ad en lille grønmalet
dør til en kirke..og en bænkerad
…men hvis du gider læse
resten, vil det gøre mig glad.
du kan finde det tilbage i januar i år..
præsten asser skude havde skrevet et indlæg med sin prædiken over emnet..den sameritanske kvinde.
det indlæg greb mig.og mit svar blev et meget åbent et. om min
vej til tro.
jeg er 70år, så det var jo ret sent..jeg føjede med ind i min
barnetro på Gud i Himlen..troen på Jesus…
og
i aften, næsten nat, er det jo altså den nat i haven,
og det er så virkeligt,..at det får mig til at sidde uroligt på stolen foran maskinen, og føle en angst i hjertet..
men osse en dyb tak…fordi vi kan nå til at vide,
at vi alle er med…lisom røveren..var det..på korset..
da han fik ja til at være med ..ind i paradis..
det er virkelig en stor aften..en stor nat..og,
når vi igen for fuld hals og med glædestårer i øjnene, kan synge
nu ringer alle klokker mod sky..så er det igen..blevet sandt
Påskesøndag.
så heldige er vi. altså. osse i år.
og vi følges ad.
marianne
Kære Marianne
Ja, jeg tror at det er meget vigtigt at vi deler ud af vores troserfaringer. Gud har rigtigt mange veje ind til vores hjerte – som han jo også kender langt bedre end vi selv gør.
kære karen jeg fandt ikke dit svar i april. men i denne majnat.
og …som han jo også kender langt bedre end vi selv gør.
ved du, det vil jeg ta med mig. tak. og ha det godt.
godnat..fra marianne