Menu
Kategorier

Skrevet af den 26 mar, 2024 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Mirakler, Vassula Ryden | 0 kommentarer

Den “mirakuløse” skrift

 

I de første år af det nye årtusinde, skrev jeg en række artikler om den selverklærede profet Vassula Rýden. Med tiden fik jeg andre fokuspunkter og hjemmesiderne forsvandt af forskellige årsager en efter en. Men Vassula Rýden, og den sektagtige bevægelse ”Sandt Liv i Gud”, der arbejder for at udbrede hendes budskaber, lever og virker endnu. Bl.a. spreder SDU professoren Niels Christian Hvidt med stor iver hendes budskaber. Derfor har jeg besluttet at lægge nogle af disse ældre tekster på nettet – de er i forskellig grad blevet redigeret så de er egnet til at blive bragt i dag.

 

Den “mirakuløse” skrift

Det som nok har skabt mest opmærksomhed omkring Vassula Rydéns budskaber er den måde, som hun hævder at modtage dem på. Hun påstår nemlig, at først hendes skytsengel Daniel og siden Jesus overtager kontrollen med hendes hånd og gennem denne nedskriver deres budskaber til hende og hele verden. Disse nedskrevne budskaber skulle udmærke sig ved, at håndskriften er af en særlig, i sig selv nærmest overnaturlig karakter, og at den skulle være meget anderledes end Vassulas egen.

Dette fænomen er for så vidt ganske rigtigt noget ekstraordinært, set i forhold til at kirkehistorien ikke kender til andre eksempler på, at nogen skulle have modtaget budskaber på denne måde, i hvert fald ikke indenfor den katolske kirke, der som det eneste trossamfund opererer med anerkendte og ikke anerkendte privatåbenbaringer.

 

Faktisk er det et grundlæggende problem ved denne “mirakuløse” måde, som Vassula skulle modtage sine budskaber på, at den tilsidesætter individets frihed. Inden for traditionel kristendom tror man på, at dæmoner kan overtage kontrollen med en persons krop, men man har ikke tradition for, at Gud eller hans engle skulle gøre det. (En undtagelse kunne være den karismatiske tungetale, men også her antages det normalvis, at mennesket godt kan kontrollere den, hvis det vil. I øvrigt er karismatikere jo ikke specielt traditionelle,) Det er nok grunden til at Vassula og hendes tilhængere ofte udsender tvetydige signaler omkring hvor styret Vassulas hånd rent faktisk er, når hun nedskriver budskaberne. Vassula selv synes dog at holde fast i “fuld styrings – ingen fri vilje” modellen. I Abbé René Laurentins interview med Vassula fortæller hun bl.a.: “Jeg kan ikke modstå det, det holder ikke op.“[1]  Hun fortæller også om hvordan Jesus inviterede hende til at gå til skrifte. Det var hun imidlertid ikke interesseret i og hun forsøgte derfor at slette sætningen. Men Jesus blokerede hendes hånd, det var som om pennen hang fast i et hul. Så skubbede hun med den anden hånd, men pennen drejede blot i hendes hånd, fløj til side og hendes hånd blev slynget tilbage.[2] Så meget for den frie vilje…

 

Nogle kritikere af Vassula har derfor hævdet, at Vassulas måde at modtage budskaber på burde betegnes som “automatskrift”, som er en teknik, der bl.a. bruges i spiritistiske kredse som et redskab til at komme i kontakt med ånder. Som et modargument herimod hævdes det så af hendes bevægelse ”True Life in God” (TLIG), at grafologer skulle have sagt god for, at Vassulas budskaber skulle være skrevet med en ekstraordinær smuk skrift, der slet ikke bærer præg af automatskrift. F.eks. bringer ”True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31” (Udgaven fra 1991) en håndsskriftanalyse foretaget af en fransk grafologisk konsulent ved navn J. A. Munier. Her hedder det bl.a., at håndskriften viser, at hun er fyldt af en kraft, der går ud over hendes normale selv, at hun er en formidler, ligesom et transmissions- og forstærkningscenter, at hun har en mystikers tro og at hun ikke tilhører sig selv. Der er en sikker styrke hos hende. Hun er værdig.[3] Med al respekt, men dette vil jeg ikke karakterisere som en videnskabelig analyse, det er det rene skønmaleri! De teksteksempler jeg har set giver ikke udtryk af andet, end at teksten er skrevet med en ret stor og meget regelmæssig feminint præget og letlæselig håndskrift. Jeg kan ikke se, hvad der skulle være overnaturligt eller specielt ved denne skrift. Men læserne kan selv kigge efter på nettet og danne sig deres eget indtryk – f.eks. her: https://www.tlig.net/pageflip2/Notebooks1-9/2/

 

Problemet er nok i virkeligheden, at det eneste vidnesbyrd vi har mht. hvordan Vassula modtager sine budskaber er hendes eget. Hendes tilhængere går øjensynligt ud fra at det er rigtigt, når Vassula siger, at hun ikke selv kan bestemme over hvad hendes hånd skriver. Interessant er det i hvert fald, at Vassula i førnævnte interview med René Laurentin faktisk fortæller, at hun først nedskriver budskaberne hurtigt, hvorefter hun fjerner hvad der er personligt og genskriver resten på en mere omhyggelig måde. Jesus korrigerer hende, hvis hun laver fejl i forbindelse med denne renskrivning.[4] Men hvorfor har budskaber, der eftersigende er blevet nedskrevet gennem hendes hånd uden hendes indblanding, og som skulle være skrevet med en særlig hellig skrift, brug for redigering? At hun skulle fjerne personlige budskaber, virker også lidt suspekt set i lyset af at de trykte budskaber vrimler med personligt stof. Mon der altså ikke er tale om at Vassula, lige som alle andre forfattere, først laver et udkast til sine budskaber, som hun så siden renskriver? Om end hendes renskrift ikke er mere vellykket end at hendes budskaber er fulde af stave- og grammatikfejl.

 

At håndskriften er anderledes end hendes egen og meget regelmæssig bør nok ikke ses som noget mirakel, for Vassula er jo en rimeligt begavet kunstmaler. Det burde ikke være noget problem for en sådan at skrive med en anden håndskrift end den som hun normalvis benytter sig af. Med andre ord, i stedet for at stille læseren op overfor de to klassiske valg mht. mysteriøse fænomener, nemlig et mirakel fra Gud eller et trick fra Satan, er der en tredje, langt mere logisk løsning, nemlig slet og ret bedrag.

 

Men hvorfor skulle Vassula Ryden lyve om hvordan hun “modtager” sine budskaber? Her er svaret faktisk ganske ligetil: Ved at påstå, at hun modtager hendes budskaber direkte fra Gud, uden at der er tale om nogen personlig indgriben eller farvning fra hendes side, giver hun budskaberne en autoritet og en aura af hellighed, som de i sig selv ikke ville have. Det fremgår faktisk udmærket i en introducerende tekst af Patrick de Laubier, der bringes i starten af ”True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31”(Udgaven fra 1991). Her hedder det nemlig: “I de skrifter, som vi præsenteres for her, finder vi ikke endnu en autobiografi ligesom den hellige Therese af Lisieuxs, hvad vi finder, er en skildring af et elskende initiativ, der kommer fra Gud. Man finder en lære, et budskab, ja mere, en deklaration og en længsel, man kan måske sågar vove at sige en bøn fra Gud, der er adresseret til hans skabninger.”[5] Therese af Lisieux er en katolsk helgen, der af Pave Johannes Paul II blev udnævnt til at være en kirkelærer. Hendes lære, som godt nok også kan være noget svulstig i sit sprog, er, at man kan leve et stille og skjult liv, der ikke synes at være af nogen betydning i vores verden, men som er af stor betydning for Gud.  Et sådant liv består i ydmyg kærlighed og beskeden bøn til Jesus, hvor man ofrer sig og sine personlige lidelser til ham, for at hjælpe ham med at frelse verden. Jeg har absolut mine personlige forbehold overfor denne lære, men man kan ikke læse Thereses skrifter uden at blive rørt af den dybtfølte, men måske nogle gange misledte, kærlighed hun har til Jesus. Hendes skrifter er af en helt anden kvalitet end Vassulas, og det selvom hun døde da hun kun var ganske ung. Hun påstod aldrig, at hun havde visioner eller på anden måde mirakuløse oplevelser, der kunne give hendes skrifter den særlige påståede guddommelige “touch”, som Vassulas tilhængere er så fascineret af. Hun fortalte blot om sit liv med Gud, uden at forsøge, at give sin lære mere autoritet end den, som fremgår af selve hendes vidnesbyrd. Vassula Rýden har tydeligvis en noget anderledes personlighed.

 

[1] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. V

[2] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. VII

[3] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. XVIII

[4] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. VIII

[5] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. I

Læs mere

Skrevet af den 25 mar, 2024 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Toksisk religion, Vassula Ryden | 0 kommentarer

Hvem er Vassula Ryden?

 

I de første år af det nye årtusinde, skrev jeg en række artikler om den selverklærede profet Vassula Ryden. Med tiden fik jeg andre fokuspunkter og hjemmesiderne forsvandt af forskellige årsager en efter en. Men Vassula Rýden, og den sektagtige bevægelse ”Sandt Liv i Gud”, der arbejder for at udbrede hendes budskaber, lever og virker endnu. Bl.a. spreder SDU professoren Niels Christian Hvidt med stor iver hendes budskaber. Derfor har jeg besluttet at lægge nogle af disse ældre tekster på nettet – de er i forskellig grad blevet redigeret så de er egnet til at blive bragt i dag.

 

Hvem er Vassula Rydén?

 

”Vassula Ryden blev født i Egypten den 18. januar 1942 i en græsk-ortodoks kristen familie. Hendes forældre kom oprindelig fra Grækenland. Som ung pige fik Vassula åbenbaringer om Jesus i nogle drømme og hun så sommetider, hvad hun vidste var afdødes sjæle, siddende i sin stue som om de ventede på noget. Bortset fra disse utrolige oplevelser havde hun aldrig, i lighed med de fleste mennesker nu til dags, interesseret sig for Gud eller det åndelige liv. Hun havde aldrig forestillet sig, at hun en dag skulle blive Guds sendebud, indtil den dag Gud helt uventet viste sig for hende. Det skete i 1985, mens hun boede i Bangladesh sammen med sin svenske mand og deres 2 sønner.”[1]

 

Det spændende med den måde, som Vassula Rýden præsenteres overfor offentligheden på er, at man faktisk får ganske lidt at vide om hendes baggrund og historie. Oven anførte citat er f.eks. alt hvad en hjemmeside, der er viet til at promovere hendes budskaber, finder det nødvendigt at fortælle dens læsere om hende.

 

Vi får at vide, at hendes forældre var græskortodokse kristne, men vi får ikke noget at vide om deres sociale baggrund, beskæftigelse og kirkelige engagement.

 

Vi får at vide, at Vassula havde religiøse åbenbaringer som barn, men vi får ikke nogen forklaring på hvorfor de ikke bragte hende til at søge at leve et intenst religiøst liv. Hvordan kan man have åbenbaringer og så alligevel ikke interesse sig for Gud og et åndeligt liv?

 

Vi får at vide, at hun i 1985 boede sammen med sin svenske mand og deres to sønner. Dette er ikke helt korrekt. I november 1966 bliver hun gift med en svensk embedsmand med lutheransk baggrund. Hendes tilknytning til den ortodokse kirke er på dette tidspunkt stærk nok til, at det foregår i en ortodoks kirke i den schweiziske by Lausanne. Med ham får hun to børn. Hun bliver skilt i Sverige i 1980 og gifter sig i juni 1981 igen, denne her gang borgerligt, med Per Rydén, en anden svensk lutheraner, der arbejder for FN. Den 31. oktober 1991 bliver de kirkeligt (ortodokst) gift.[2] Hendes nuværende mand er altså ikke far til hendes børn. Dette kan måske virke som en ligegyldig detalje, men det er vigtigt, at lægge mærke til da Vassulas tilhængere ihærdigt forsøger at dække over hendes ægteskabelige historie. Den udgør nemlig et alvorligt problem for dem, for det forholder sig således, at den ortodokse kirke ikke anerkender borgerlige ægteskaber og den katolske kirke accepterer ikke, at fraskilte gifter sig igen. Ifølge de ortodokse regler levede Vasssula altså i synd i 5-6 år mens hun dagligt skulle have modtaget budskaber fra Jesus, mens hun i henhold til de katolske normer faktisk stadigvæk lever i så alvorlig synd, at hun som katolik ville være udelukket fra nadveren[3]. Set i lyset af, at Vassulas tilhængere typisk er meget konservative kristne, som kræver en striks overholdelse af de traditionelle kristne normer mht. ægteskab og seksualitet, er dette ikke så heldigt, derfor forsøger man at dække over de ubehagelige kendsgerninger.

 

Vi får ikke noget at vide om Vassulas uddannelsesmæssige baggrund. Intet, der kan fortælle os noget om hvilke påvirkninger hun kan være blevet udsat for. Til gengæld kan man andetsteds erfare, at hun i tiden før budskaberne var en begavet fritids kunstmaler og tennisspiller.[4]

 

Hvorfor må vi ikke få noget mere at viden om Vassula? Er der noget, som man gerne vil dække over ud over hendes ægteskabelige historie? Det er ikke til at vide. Vassula skal øjensynligt fremstå som en person, der på en gang repræsenterer et moderne sekulariserede menneske, der pludseligt bliver kaldet af Gud. Mest sandsynligt er det, at Vassula i tiden før 1985 havde været religiøst søgende. Måske havde hendes skilsmisse udløst en eksistentiel krise? Indholdet i hendes “budskaber” kunne tyde på, at hun har haft kontakt til new age miljøer og især nok til karismatiske katolske miljøer før hun begyndte at nedskrive sine “budskaber”.

 

En ting er i hvert fald sikkert, de manglende biografiske data kan ikke forklares med, at man vil undgå en personkult omkring Vassula. Det fremgår tydeligt af hendes første bog ”True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31”. (Jeg forholder mig i det følgende til udgaven fra 1991)

”True Life In God” indledes med en række overordentligt lovprisende omtaler af Vassula. Mest ekstrem er nok den som stammer fra en vis Abbé René Laurentin. Han er en vigtig figur inden for Medjugorje bevægelsen.[5] René Laurentin beretter om et møde han havde med hende d. 26. august 1989. Indledningsvis giver han nogle urigtige informationer om Vassulas ægteskabelige situation, idet han får det til at se ud som om hun hele livet igennem har været gift med en og samme mand. Dernæst får vi en række rosende ”informationer”: ”Hun har et afbalanceret og harmonisk udseende, resultatet af en dyb indre fred. Hun er reserveret, men uden at være genert; hendes perfekte sømmelighed er ledsaget af en stor indre selvsikkerhed.”[6]. Det kan godt være, at Vassula er tilbageholdende med hvad hun siger om sig selv, men hun er ikke tilbageholdende mht. hvad hun lader sine tilhængere sige om sig selv. Endnu mere sigende er måske følgende kommentar: ”Hendes glatte blonde hår omrammer hendes ansigt på samme måde som på visse klassiske billeder af Jesus”.[7] Vassula ligner altså visse billeder af Jesus. Eller er det måske ligefrem Jesus hun ligner? Det påstår Lisbeth Davidsen og Niels Christian Hvidt ihvertfald i Weekendavisen.[8]

Det er for så vidt rigtigt, at Vassula ganske rigtigt ligner det Jesus billede, som pryder mange af udgivelserne af hendes bøger og de hjemmesider, der er knyttet til Vassula bevægelsen. Dette billede er en kunstnerisk gengivelse af det Jesus billede, der kan anes på ligklædet fra Turin.[9] Denne lighed er næppe tilfældig. For Vassulas tilhængere er hun nemlig, om end ikke Jesus selv, så dog et med ham og hans talerør her på jorden. Det er det, som det førnævnte Jesus billede, som øjensynligt er hendes tilhængeres favorit, skal understrege. Men den påståede lighed mellem Jesus og Vassula, som hendes tilhængere altså gerne vil gøre os opmærksomme på, handler også om, at forskellen mellem Jesus og Vassula langt fra er entydigt klar for hendes tilhængere. Dette fremgår bl.a. af nogle af hendes tilhængere påstår at de har set Jesus ansigt med skæg og det hele åbenbare sig på hendes: ”Mrs. Aquino told me that she saw Vassula’s face look like the face of Jesus with a beard, which is exactly the way I saw her too”. & ”While I was looking at Vassula on the screen, her face suddenly seemed to fade out slowly and the face of a man was appearing. I recognized the features of Jesus Christ with beard, moustache and His hair darker than Vassula’s. While Vassula was speaking Jesus was moving his lips too as though he was speaking as well. At first I did not believe what I was seeing, so I picked up my glasses to see whether I was mistaken. When I wore them I still saw Jesus and this time I recognised the face of the Shroud. The one that is on the covers of True Life in God. I noticed His fine long nose while he was still moving His lips. After a few seconds, He faded away so that I could see Vassula’s feminine face again on the screen. Then again He appeared and so forth, back and forth several times and finally Vassula’s face reappeared till the end”.[10]

 

 

 

[1] www.vassula.dk – Hjemmesiden findes endnu, men det seneste opslag under ”Nyheder” er fra 2009.

[2] dl.katidialog.dk/s/vassula-analyse.pdf & https://de.wikipedia.org/wiki/Vassula_Rydén

[3] Dog har den katolske kirke under Pave Frans blødt omgangen med og retorikken om gengifte fraskilte noget op.

[4] Niels Christian Hvidt: Mirakler, s. 140

[5] Hvis man vil vide mere om Medjugorje så kan man læse det her: https://tileftertanke.dk/medjugorje/

[6] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31”, s.  IV

[7] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31”, s.  IV

[8] Lisbeth Davidsen & Niels Christian Hvidt: Olala, men engel talte til mig i Weekendavisen d. 30. december 1999, 2. sektion s. 11

[9] Jf. http://www.tlig.org/tligimage.html – linket er halvdødt – men bemærk, at man stadigvæk kan se forskellige billeder af Jesus ansigt inklusive de her nævnte.

[10] https://ww3.tlig.org/en/testimonies/i-saw-vassulas-face-change-to-the-face-of-jesus/

& https://ww3.tlig.org/en/testimonies/her-face-suddenly-seemed-to-fade-out-and-the-face-of-jesus-appeared/

 

 

Læs mere

Skrevet af den 31 dec, 2023 under Den katolske kirke, nonner, Toksisk religion | 0 kommentarer

Kloster ar på sjælen

 

Jeg har tidligere fortalt om mine erfaringer med Sostrup (senere kaldet Maria-Hjerte) Kloster. Se f.eks. denne artikel: https://pov.international/hvad-gik-galt-pa-sostrup-kloster/ Hvad jeg ikke har skrevet så meget om, er det lille års tid som jeg tilbragte som postulant/klosterkandidat i et karmeliternonnekloster i Østrig. Jeg indtrådte i dette kloster kort tid efter min 20-års fødselsdag – dvs. i september 1989. Dermed er det selvsagt en del af mit liv der ligger langt tilbage i mit efterhånden halvlange liv – men arene fra mine erfaringer i og med dette kloster er der stadigvæk.

Lad det dog være sagt med det samme: Hvad jeg oplevede i karmeliternonneklostret kan ikke sammenlignes med hvad f.eks. Helene Häglund oplevede i Sostrup[1]. Hvad jeg vil fortælle om, er ikke fysiske overgreb og heller ikke grov psykisk vold. Men jeg vil dog mene, at det jeg oplevede måske kan betegnes som en form for spirituelt svigt og en hårdhed som jeg slog mig på.

Året før jeg indtrådte i karmeliternonneklostret havde jeg besøgt det i en måneds tid, umiddelbart efter at jeg havde taget min studentereksamen. Jeg havde fået lov til at bo inden i klausuren (det aflukkede del af klosteret) og jeg havde deltaget i nonnernes liv. Jeg havde bedt om at blive optaget umiddelbart herefter, men jeg fik besked på at jeg var lidt for ung, så jeg skulle vente et års tid. Det gjorde jeg så, men da jeg ankom og skulle starte min klosterkandidatperiode (den første del af klosteruddannelsen), var tingene ikke helt som før.

Da der ikke var nogle andre under uddannelse da jeg ankom, skulle jeg modtage min undervisning alene sammen med min novicemesterinde hhv. hendes assistent. Men jeg ved nu ikke rigtigt, om jeg vil kalde det for undervisning, for det hun gjorde var, at sidde og læse noget højt fra et hæfte, og jeg skulle så sidde stille og lytte i en halv til en hel time. Jeg måtte ikke tage noter eller lave noget med mine hænder. Det var selvsagt en noget anstrengt måde at skulle modtage undervisning på, og det blev ikke bedre af, at det jeg blev undervist i (nogle af 2. Vatikankoncils tekster, karmeliternes historie og lidt bibelvidenskab) var et stof som jeg sagtens kunne have læst op selv. Mht. det sidstnævnte havde jeg allerede vha. selvstudier erhvervet en viden som i mine øjne overflødiggjorde den undervisning jeg modtog i dette emne. Men det var selvsagt ikke så god en ide at jeg gjorde opmærksom på nogle fejl i det som jeg fik formidlet… Hvad jeg intet lærte om var kontemplativ bøn (selvom karmeliterne er en kontemplativ orden hvor man skal bede i stilhed to timer om dagen udover de obligatoriske tidebønner samt messen). Og jeg lærte heller ikke noget om do and do nots i klosterhverdagen – og det fik nok alvorlige konsekvenser for mig.

Karmeliternonneordenen er et ordenssamfund hvor nonnerne skal leve indenfor klausuren – dvs. bag klosterets mure. Kontakten til omverdenen er stærkt begrænset og man må som udgangspunkt ikke tale med hinanden – ud over to timer om dagen der er afsat til den såkaldte rekreation. Da jeg havde besøgt klosteret, havde jeg deltaget i denne sammen med nonnerne – men som klosterkandidat måtte jeg kun gøre det på søn- og helligdage. De andre dage skulle jeg tilbringe den alene sammen med min novicemesterinde – eller hendes assistent. Det var først da der efter nogle måneder dukkede en ung tjekkisk kvinde op, der havde udnyttet murens fald til at forsøge at komme i et rigtigt kloster, at vi var mere end bare to til dagligt. Igen var det en noget anstrengt konstruktion, og sikkert surt for min novicemesterinde der, kan jeg se i tilbageblikket, ikke brød sig om mig. Så på sin vis kan jeg godt forstå, at hun trak tiden før hun dukkede op i novicitatet, hvor jeg pænt sad og ventede på hende, mere og mere ud. Efter ca. et halvårs tid blev min novicemesterinde valgt som ny priorinde for klosteret – og den nye novicemesterinde som jeg fik, syntes bedre at kunne håndtere situationen – hun var jo så heller ikke mere helt alene med mig.

I samme periode sker det, at en af de ældre nonner under en fælles rekreation (hvor priorinden af en eller anden grund ikke var der) blev meget vred på mig og skældte mig hæder og ære fuld. Anledningen var i og for sig harmløs – jeg havde sagt noget om hvordan en lægmand til søndagens messe havde læst en af læsningerne med en tydelig østrigsk dialekt. Men jeg tror, at hun generelt bare ikke kunne lide mig. Jeg snakkede måske for meget og for højt under de fælles rekreationer, måske syntes hun at jeg lavede for mange jokes eller at jeg ikke var respektfuld nok. Jeg ved det ikke. Men hvad der skete var, at jeg meget kort tid herefter blev indkaldt til samtale hos priorinden, hvor jeg igen fik et møgfald kombineret med beskeden om at de ville ”sende mig hjem” hvis der var mere med mig. Jeg var sønderknust – og vidste ikke hvordan jeg skulle komme videre. Jeg forstod, at jeg i en fart skulle lave mig selv om, men vidste ikke hvordan.

I forvejen havde jeg mange mørke tanker, præget af usikkerhed på om jeg nu virkeligt havde et sandt kald til livet i klosteret. Jeg havde forsigtigt en gang nævnt det til min første novicemesterinde – men hendes besked var, at hvis jeg var i tvivl så var jeg nok et forkert sted. Denne problematik turde jeg derfor ikke uddybe med hende. Og sådan var det generelt. Ud over en samtale med min første priorinde omkring min optagelse som klosterkandidat var der ingen, der holdt åndelige vejledningssamtaler med mig. Jeg spurgte en enkelt gang min nye novicemesterinde om et råd, hvad hun også gav mig, men det var så også det.

Det korte af det lange er, at min nye priorinde dagen efter afstemningen om hvorvidt jeg kunne optages i noviciatet (ja, de lod mig gå og vente en hel dag på svaret) kom ind i min klostercelle og fortalte mig, at det ville de ikke, og at jeg havde ca. en dag til at rejse hjem. Jeg var dybt fortvivlet, for det var hele min unge verden der styrtede i grus for mine øjne. Jeg spurgte hvorfor de havde truffet den beslutning. Jeg blev mødt med et kort ”du er for umoden” og et ”du går jo også rundt og ser trist ud”. Da jeg forsigtigt forsøgte at få en uddybning, blev jeg mødt med et ”du har vist ikke lyst til at høre mere”, som hun fremførte med et meget strengt ansigt. Jeg magtede så ikke mere, og da min nye priorinde så det, lysnede hun op. Jeg fik penge til en togbillet og fri kørsel til banegården, så jeg kunne købe en billet. Jeg kunne så lige nå tilbage til klostret for at pakke og tilbringe en søvnløs nat før jeg, beriget med lidt flere penge og noget ekstra tøj plus nogle bøger, begav mig hjem til Danmark.

Når jeg tænker tilbage på mit ”klostereventyr” i Østrig, så oplever jeg en kompleks følelse af ”py ha, det var godt at jeg kom væk”, af skam og af den type af vrede som kommer af at være blevet såret. I dag er jeg selvsagt meget glad for at jeg blev sendt hjem, livet som nonne, i særdeleshed som karmeliternonne, var i den grad en blindgyde. Og jeg ved ikke, om jeg selv havde haft overskuddet til at indse det. Det ville i hvert fald havde taget mig nogle flere år, år som jeg hermed havde tabt. Men skammen har også fulgt mig lige siden. Barnet der var blevet mobbet for at være ”sær” og ”forkert”, men som havde fundet trøst i sin katolske tro, blev som ung voksen endnu engang bekræftet i at hun jo nok måtte være ”sær” og ”forkert”. De nye mobbere udgjordes af repræsentanter for den tro hun havde opbygget hele sit liv omkring.  Skammen blev bestyrket af at jeg dengang ikke havde hørt om andre, der var blevet ”dumpet” som klosterkandidat. (Senere hen har jeg fundet af at det sker, men det er dog meget mere almindeligt at folk går selv).

Jeg synes, at nonnernes behandling af mig var problematisk. Hvis de syntes at jeg var for umoden, havde de jo kunne sige det til mig da jeg besøgte dem året forud for at jeg blev optaget. Jeg har sikkert overset det ene eller andet hint i løbet af min tid i klosteret, men jeg synes nu alligevel, at de godt kunne have hjulpet mig med konkrete råd og retningslinjer til hvordan de ønskede at jeg skulle opføre mig, så jeg havde haft en fair chance for om muligt at rette ind. Og nu når de så, at jeg gik og så trist ud, hvorfor blev jeg så ikke tilbudt råd og omsorg? Som 20-årig er man voksen, men dog en meget ung voksen. De kunne have knust mig, og jeg var i dagene efter min ”hjemsendelse” da også reelt selvmordstruet.

I et års tid havde jeg en brevveksling med klosteret – men så holdt de uden forvarsel op med at besvare mine breve. Igen gjorde det ondt, men da var jeg dog på god på vej til at opbygge mig en ny fremtid. For de knækkede mig ikke, ar er ikke det samme som permanente brud. Jeg lærte meget om mig selv i mit lille år i klosteret. Og sjovt nok vil jeg sige, at bruddet med det modnede mig en hel del.

 

[1] Jeg kan varmt anbefale hendes bog ”Nonne tur/retur”.

Læs mere

Skrevet af den 9 sep, 2023 under Lgbt | 0 kommentarer

Den umulige kamp for at blive kvinde

 

Sasha Louise Sprange skåner ingen i sin selvbiografiske bog ”Min kamp for at blive kvinde”. Ikke mindst hendes forældre og deres omfattende svigt af hende som barn udpensles i bogens første kapitler, der er hårde at komme igennem. Men igennem hele bogen forskåner hun heller ikke sig selv når hun krænger sit liv ud for læseren. Der kan næppe være tvivl om at Sasha intenderer at være hudløs ærlig.

Sasha starter livet som Christian, en genert og piget dreng med kun få venner, der vokser op i et hjem præget af druk, vold, urinstank og almen opløsning og kaos. I skolen bliver han mobbet for at være bøsse – men begynder også i det spæde at udleve showbisdrømme. Christian indser at han må være homoseksuel, men da hans forældre i mellemtiden er blevet medlemmer af Jehovas Vidner, er det selvsagt ikke en nem situation at stå i.

Christian flytter som ung fra Lolland til København og opdager her hurtigt Ørstedsparken. Og hermed begynder et vildt sexliv, som Sasha selv beskriver som ”sexafhængighed”. Det kan ikke blive vildt nok og der spares ikke på de detaljerede sexscener – som generelt fylder en del i bogen. Det hele accelererer da han finder ud af at han er til heteroseksuelle, primært muslimske mænd.

Sådanne mænd vil nemlig selvsagt have en kvindelig partner, så Christian må blive til Sasha. Først starter hun med hormoner udskrevet illegalt af en dansk gynækolog, dernæst får hun lavet bryster på en dansk klinik selvom hun fortsat har et mandligt CPR-nummer. Sasha falder pladask for en ”kendt dansk skuespiller”, men denne afviser hende da han finder ud af at hun er transkønnet. Og det er så her, at Sasha beslutter sig for at få en vaginaplastik. Dette havde hun ellers længe tøvet med af frygt for at miste sin seksualitet ”som driver mig”. Sasha fortæller, at hun var bange for operationen fordi hun ”kender mange transkønnede, der er blevet skruphamrende skøre, fordi de ikke længere kan få orgasme”.

Efter et besøg på en thailandsk klinik, hvor Sasha afskrækkes af dårlig hygiejne og ringe operationsresultater, vælger hun af få sin neovagina lavet i USA. Men hun havde ikke behøvet at være bange hvad orgasmerne angår, for dem får hun få dage efter operationen blot ved at se på nogle sexede ortodokse jødiske mænd på vej til synagogen…

Uheldigvis for Sasha vil den mand, hun er forgabt i, stadigvæk ikke have hende og det får hende til nærmest af stalke ham, afpresse ham og det hele ender med en scene hvor hun forsøger at presse ham til sex, hvad han dog afviser og i stedet ringer efter politiet.

I stedet indleder hun så romantiske og seksuelle forhold til andre mænd, hvor hun holder sit biologiske køn hemmeligt. Det er, skriver Sasha, fantastisk at ”go stealth”, altså holde sit biologiske køn helt hemmeligt også for sin mandlige heteroseksuelle partner. Men det holder nu altid kun i kort tid – og når mændene finder ud af sandheden, vil de ikke længere være sammen med hende.

Sasha vælger så i stedet at go public. Hun bliver side 9 pige (hvor sandheden dog først kommer frem efter at Sasha blev ”Månedens side 9 pige”, ved at deltage i Robinson og ved at deltage i DR 3 dokumentaren ”Hunkøn”, der handler om transkvinder.

Men al denne her publicity gør ikke Sasha godt. Frustrationer bl.a. i anledning af den nye situation som kendis, dårlig privatøkonomi, et håbløst kærlighedsliv og nye konflikter med familien ender med et selvmordsforsøg.

I de sidste kapitler prøver Sasha så at samle lidt op på hvor hun står i dag. Og her, ligesom i bogen som sådan, sender hun tvetydige signaler.

Sasha har altid følt sig som en kvinde, hævder hun. Men det fremstår ikke synderligt klart i genfortællingen om barndommen, medmindre det at føle sig som en kvinde er det samme som at drømme om at være en Barbie og elske makeup og smykker. Sasha hævder, at hun da ikke tror, at hun bliver kvinde af at bruge makeup, men skriver også, at ”der kommer en kvinde frem” når hun lægger makeup.  Og selvom hun ”altid har følt sig som en kvinde”, så føler hun øjensynligt også at hun rummer både en ”Christian”, der er hæmmet og generet, og en ”Sasha”, som er vild og til fest og farver. Sasha har aldrig kunnet lide sine kønsdele, får vi at vide, men det er nu ikke det indtryk man får når man læser om Christians hede sexliv. Sasha skriver: ”Se på mig! Dine drømme kan gå i opfyldelse!” Men til sidst i bogen skriver hun så, at hendes smil er fake, at hun er ulykkelig, og at hun nedslides af at skulle spille en rolle som kvinde, som hun har svært ved at navigere rundt i. Psykisk stabil synes Sasha i hvert fald ikke helt at være. Hun er ærlig om at hun i fuldskab kan gå amok over at blive hånet som trans, hvad så indebærer at hun smider med tasker, sko og underbukser, hvis hun har sådanne på…

Sasha vil med sit going public, og sikkert også med sin bog, gerne være et forbillede for unge transkønnede. Man skal jo, er hendes logik, prøve lykken mens man er ung og ikke vente til man sidder tilbage, slidt og gammel, uden at have udlevet sine drømme. Men måske kan ”Min kamp for at blive kvinde” også læses som en advarsel om at man ikke skal tro, at lykken, hverken den romantiske eller den der handler om indre ro og ballanse, venter på den anden side af den store operation. Nissen har det nemlig med at flytte med.

 

Læs mere