Menu
Kategorier

Skrevet af den 1 aug, 2019 under Lgbt | 0 kommentarer

Det juridiske kønsskifte for børn vil underminere forældremyndigheden

 

En overset problemstilling der er forbundet med at indføre et juridisk kønsskifte for børn – sådan som et flertal i Folketinget ifølge flere medier ønsker det – er at ideen ser ud til at tage udgangspunkt i en art idealsituation, hvor et barn ser sig som værende af det modsatte køn og begge dets forældre aktivt støtter op omkring at barnet skal have et dertil passende cpr.nr. med alt hvad dette medfører.

Men lad os forestille os en situation, hvor et 12-årigt barn efter indgående interaktion med transkønnede på sociale medier fortæller sine forældre, at det er transkønnet, og ønsker et juridisk kønsskifte. Dets forældre tror af religiøse, kulturelle eller ideologiske grunde imidlertid ikke på ideen om at et barn kan være født i en forkert krop og nægter derfor at lade barnet skifte juridisk køn. Hvad skal der så ske? Vil transaktivister f.eks. kunne melde forældrene til de sociale myndigheder med henvisning til at de skader barnets trivsel og velfærd? Skal de sociale myndigheder kunne gennemtrumfe et barns juridiske kønsskifte mod forældrenes ønsker?

Et andet scenarie kunne være følgende: En fraskilt mor har sin 6-årige søn det meste af tiden – barnet er efter hendes udsagn stærkt kønsrolleoverskridende og giver udtryk for at det er en pige. Barnets mor ønsker derfor at barnet skal skifte juridisk køn. Barnets far, der har det hver 2. weekend, er imidlertid overbevist om at barnet ikke er transkønnet, da det efter hans mening ikke optræder kønsrolleafvigende hjemme hos ham og i øvrigt i samtaler med ham ikke giver udtryk for at være en pige. Barnets far nægter derfor at sige god for at det kan skifte juridisk køn. Hvad skal der så ske?

Et tredje scenario er som følger: Et 7-årigt barn har fået tildelt juridisk kønsskifte. To år herefter bliver dets forældre skilt og barnet kommer til hovedsageligt at bo hos sin far. Barnet og dets far bliver enige om at det juridiske kønsskifte var en fejltagelse og ønsker, at omgøre kønsskiftet. Barnets mor mener imidlertid, at barnets identitetsskifte er et produkt af, at dets far er begyndt at komme i pinsekirken og påvirker det stærkt religiøst. Barnets mor mener derfor, at dets far har manipuleret det væk fra dets sande identitet og nægter derfor, at sige god for at barnet skal få lov til at omgøre sit juridiske kønsskifte. Hvad skal der så ske?

LGBT-Danmark og Foreningen for støtte til transkønnede børn prøver at sælge forslaget om juridisk kønsskifte for børn (og det uden nedre aldersgrænse) som et tiltag der skal gøre livet nemmere for ”transkønnede” børn og deres forældre. Men dette forslag vil med ret stor sandsynlighed kunne udløse stridigheder mellem sårbare kønsrolleafvigende børn og de forældre, der ikke køber ideen om at børn kan være født i en forkert krop samt mellem forældre, der måske i forvejen kæmper om barnet. Forældre vil kunne komme til at opleve, at de udsættes for et socialt pres for at gå med til et juridisk kønsskifte de oplever som forkert og skadeligt for barnet, og de vil i værste fald måske kunne opleve, at de sociale myndigheder fratager dem retten til at afgøre hvad der er bedst for deres barn eller ligefrem fratager dem forældremyndigheden. Er det virkeligt det som Socialdemokratiet og Venstre ønsker?

Læs mere

Skrevet af den 30 jul, 2019 under Lgbt | 0 kommentarer

Juridisk kønsskifte for børn?

 

Der er nu flertal i Folketinget for at give børn adgang til juridisk kønsskifte. Hermed ser det umiddelbart ud til at LGBT Danmark og andre transaktivistiske organisationer såsom ”Foreningen for støtte til transkønnede børn” står overfor en sejr på en vigtig kampplads. I den vestlige verden ser vi nemlig, at kampen om børnene spiller en voksende rolle for transaktivismen. Offentligheden skal vindes for tanken om at kønsrolleafvigende adfærd hos børn og unge er et bevis på at de er transkønnede, og at den eneste beskyttelse mod at disse børn kommer til at leve et liv i ulidelige mentale smerter, der typisk vil ende i selvmord, er at disse så hurtigt som muligt for lejlighed til at skifte socialt og kropsligt køn. At op mod 80 procent af dem, der som børn identificererede sig med det modsatte køn som voksne ender med at acceptere deres biologiske køn, skal offentligheden helst ikke få at vide, for hvorfor dog ændre på børns juridiske køn hvis de typisk vil lære at leve med det køn som fremgår af deres oprindelige cpr-nummer?  Offentligheden skulle nødigt få at vide, at identiteten som transkønnet kun er en af flere måder hvorpå man kan forholde sig til at man ikke bryder sig om de kønsroller man mødes med pga. ens biologiske køn og at man derfor måske har problemer med sin kønnede krop. Og mht. selvmord, så har vi faktisk ikke meget data, men det ser ikke ud til, at børn med kønsidentitetsproblematikker har markant højere selvmordsrater end andre børn med alvorlige psykiske udfordringer. F.eks. ser det ud til at børn og unge med anoreksi har en langt højere selvmordsrate end førnævnte.  Børn der har det svært, skal selvsagt have hjælp og støtte, men måske politikerne skulle lade eksperter ud i børne- og ungdomspsykiatri komme med forslag her frem for LGBT-Danmark og co., som meget vel kan have deres egen agenda.

Det er tydeligt, at LGBT Danmark og Co. benytter sig af samme strategi som var så effektiv da man fik overbevist politikerne om rigtigheden af at indføre det juridiske kønsskifte for voksne. Det juridiske kønsskifte sælges som en praktisk løsning, der skal sikre, at man kunne hente pakker på posthuset – og her, at transbørnene skal kunne låne bøger på biblioteket uden at blive afvist fordi deres sygesikringsbevis ikke passer til deres fysiske fremtræden. At det slet ikke er så sjældent, at børn uanset kønsidentitet fejlkønnes, og at man i dag i øvrigt ofte slet ikke skal fremvise sit sygesikringsbevis da man selv kan scanne det ind, f.eks. når man låner bøger på biblioteket, skal vi heller ikke lige tænke over. Reelt set skal man selv som voksen kun sjældent fremvise sit sygesikringsbevis for andre i offentligheden – og for børn må det være endnu mere sjældent. Der er med andre ord alt andet lige tale om et salgstrick, der skal få politikerne til at overse en række andre spørgsmål. Hvad der allerede var uklart mht. det juridiske kønsskifte for voksne, er nemlig lige så uklart mht. kønsskifte for børn: Hvilke rettigheder giver et sådant juridisk kønsskifte? Skal en 16-årig dreng, der skifter juridisk køn til pige, have adgang til at nøgenbade med pigerne efter idræt? Skal vedkommende have adgang til at stille op som pige i professionel konkurrencesport? Hvad mener politikerne om det?

Men hvad der måske er endnu mere grundlæggende, så står det åbent om politikerne i det hele taget har skænket de mere fundamentale spørgsmål, som det juridiske kønsskifte rejser, en tanke. Da politikerne indførte det juridiske kønsskifte for voksne, troede de måske, at man hjalp nogle udsatte voksne til at kunne hente deres pakker på posthuset uden ballade. Men det man faktisk fik gjort var, at man gav en juridisk blåstempling af postulatet om at køn ikke handler om kropslige forhold men i stedet handler om en ikke nærmere definerbar identitet eller subjektiv følelse, og det vel og mærke uden at vi forud herfor havde haft en længerevarende og grundig demokratisk debat om konsekvenserne og nødvendigheden af et sådant skift i samfundets officielle syn på køn.

Det juridiske kønsskifte for børn rejser samme problematik med udvider den med en ekstra, nemlig det helt fundamentale spørgsmål om hvad det vil sige at være et barn, og hvad forskellen er mellem børn og voksne. Jeg mener, de fleste mener vel, at en 2-årig ikke er gammel nok til at bestemme sine egne sengetider, men det skal nu være i stand til at definere sit eget køn? Reelt set vil det jo typisk være barnets forældre, der skal afgøre, om deres barn er transkønnet. Følgende udsagn om sit barn fra en far, der sidder i ledelsen af Foreningen for støtte til transkønnede børn, må gøre en bekymret: ”Hun havde altid været glad for kjoler og prinsesseting, uden at vi lagde noget i det. Men nede i børnehaven bemærkede de, at hver gang de blev delt op efter køn, gik hun med pigerne, og at hun på alle måder opførte sig som en pige. Efter en række samtaler med pædagoger og en psykolog samt lidt selvstudie i transkønnethed stod det klart. – Så kunne vi godt se, at det nok var det, vores datter prøvede at fortælle os.”

Det fremgår med sørgelig tydelighed at denne far og ”transbørneaktivist” ikke tager højde for, at man sagtens som barn kan være kønsrolleafvigende både mht. tøj-, legetøjs og legekammerats-præferencer uden at man af den grund som voksen vil se sig selv som transkønnet. Det er som om børn med fandens vold og magt skal holdes fast i en transidentitet – og man kan være bekymret for om ønsket om det juridiske kønsskifte for børn skal ses som et led i en større kamp for at disse så hurtigt som overhovedet muligt skal have adgang til hormoner og kønsskifteoperationer. Kønsrolleafvigende børns sind såvel som kroppe er blevet en kampplads for transaktivister – man hævder, at man kæmper for disse børns rettigheder, men de kan meget vel ende med at blive ofre for voksne aktivisters politiske projekt.

Læs mere

Skrevet af den 5 maj, 2019 under Lgbt | 1 kommentar

Lisa Agervolds kamp mod vindmøllerne

 

Lisa Agervold fik den 3.5.2019 trykt en kronik i Weekendavisen med titlen ”En kamp mod vindmøller”.  Teksten er bemærkelsesværdig usammenhængende og dårligt underbygget set i lyset af at forfatteren giver sig selv titlen ”tidligere professor”, hedder det i øvrigt ikke ”professor emeritus”? Anyway, på nettet kan man ikke finde informationer om en professor med et sådant navn.

Lisa Agervold lægger ud med at nævne de mange succeser, som transaktivismen har haft i de senere år, men der er så bare nogle mørke skyer på horisonten. F.eks. nævner hun, at grupper af feminister i England har ”demonstreret mod transpersoner”. Det lyder unægtelig grimt. Med mindre man selvfølgelig ved, at disse feminister f.eks. demonstrerede mod at lesbiske pålægges at omdefinere deres seksualitet så den indbefatter personer født med en penis, ligesom de demonstrerede mod, at personer med penis skal have adgang til kvinders omklædningsrum, fængsler eller andre steder, hvor kvinder er sårbare.

Dernæst springer Lisa Agervold videre, og langer ud efter ”diagnosen” ”Rapid Oncet Gender Dysphoria” som hun mener, at kunne feje af bordet, da den er blevet afvist af en pro-trans sundhedsaktivistisk gruppe. Men om hun nu kan lide det eller ej, så er der flere og flere der er alvorligt bekymret over det voldsomt voksende antal af unge, især piger, som begynder at definere sig som transkønnede, og det selvom de ofte ikke som børn har vist tegn på kønsrolleafvigende adfærd. Denne udvikling er ikke mindst bekymrende fordi mange af disse unge mennesker i forvejen har psykiske udfordringer så som autisme. Den britiske ligestillingsminister har således iværksat en undersøgelse af dette fænomen, og det svenske medicinsk-etiske råd har ligeledes anbefalet, at man ser på fænomenet. Især som homoseksuel kan man være alvorlig bekymret for, at børn og unge som med tiden ville have fundet sig tilpas i rollen som lesbisk eller bøsse ledes over i den transkønnede identitet med alt hvad den indbefatter af livslang behandling med hormoner og omfattende operationer.

Den forskning der viser, at op mod 80 procent af dem, der som børn definerer sig som værende af det modsatte køn ender med at acceptere deres biologiske køn, mener Lisa Agervold uden yderligere dokumentation at kunne feje af bordet som en enkelt tvivlsom forskers værk, og hun får bragt den i forbindelse med noget der ligner en form for omvendelsesterapi. Hun kommer også med udokumenterede påstande om at børn og unge ”der ikke understøttes” har 14 gange så høj selvmordshyppighed som dem, der får en sådan. Der findes imidlertid adskillige undersøgelser, der viser, at de fleste af dem der definerer sig som et andet køn end deres biologiske når de er børn, opgiver denne identitet når de bliver voksne. Mht. selvmord så ser man ofte, at der rodes rundt i selvrapporterede selvmordstanker og reelle selvmord. Det ville i hvert fald være interessant at se hvordan man kan vide hvor mange børn og unge, der ikke støttes i en transidentitet, reelt begår selvmord. Hvor bliver sådanne børn og unges identitet (og manglende opbakning) systematisk registreret?

Dernæst hævder Lisa Agervold, at undertegnede skulle fremhæve, at ”transkvinder ikke er rigtige kvinder”. Hun måtte meget gerne dokumentere denne påstand, ikke mindst set i lyset af at jeg har skrevet et blogindlæg med titlen ”Jeg er ikke en rigtig kvinde”. Derefter citerer hun så nogle løsrevne citater fra en anmeldelse jeg har skrevet af et meget spændende videnskabeligt studie ud i det fænomen, som betegnes som ”autogynefili”, hvor hun i øvrigt uden videre gengiver min beskrivelse af det, der står i dette studie, som om det var mine egne ord.  Autogynefili er en betegnelse for det fænomen, at nogle biologiske mænd oplever stræk seksuel ophidselse ved at iføre sig kvindetøj og/eller fantasere om sig selv som kvinder. Der kan ikke herske nogen som helt tvivl om at dette fænomen eksisterer, spørgsmålet er udelukkende hvor udbredt det er blandt transkvinder og om identiteten som transkvinde kan være et produkt af at man er autogynefil eller om de autogynefile seksuelle oplevelser er et resultat af at man er en ”mand fanget i en kvindes krop”. Teorien om autogynefili blev i øvrigt formuleret i 1989 og ikke i 1970’erne sådan som Lisa Agervold hævder.

Øjensynlig har Lisa Agervold også opdaget, at jeg har haft en kronik i Information, hvor jeg bl.a. giver udtryk for bekymring for at unge lesbiske bliver guidet over i en identitet som transmænd. Disse unge betegner hun dog som ”transkvinder”, hvad sådan set bare viser, at Lisa Agervold end ikke er klar over hvordan man beskriver transkønnedes køn indenfor den transativisme som hun med så stor iver vil forsvare!

Dernæst springer Lisa Agervold videre i noget, som måske er lavpunktet i hendes kronik. Det er i hvert fald beskæmmende at se hende beskrive transkvinders seksuelle overgreb på biologiske kvinder i britiske fængsler som ”sexchikane”. Endnu engang griber hun så til historier om selvmord for at retfærdiggøre, at selvudråbte transkvinder med deres medfødte kønsorganer i fuld behold skal anbringes i kvindefængsler, også når de er dømt for at have voldtaget kvinder.

Til sidst kommer et rodet afsnit hvor hun på en og samme gang vil afvise den kristne højrefløjs kønsessentialisme, eksistensen af et observerbart biologisk køn og ideen om at kønsrollerne er sociale konstruktioner. I stedet belæres vi om at kønsidentitet er et biologisk og medfødt fænomen, der ikke ændrer sig efter fødslen. Hvori denne medfødte kønsidentitet skulle bestå undgår hun dog klogelig at uddybe…

 

Læs mere

Skrevet af den 28 apr, 2019 under Feminisme, Lgbt, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark | 2 kommentarer

Hvad er en lesbisk?

 

For ikke så længe siden, var det alment kendt, at en lesbisk er en homoseksuel kvinde. Men i disse tider, hvor intersektionelle feminister og queere LGBT-aktivister har det som deres mål, at redefinere de ord og begreber, der er knyttet til køn og seksualitet, er det desværre blevet nødvendigt at definere også de ord, man skulle tro allerede var definerede.

Altså, en lesbisk er en homoseksuel kvinde, hermed mener jeg, en biologisk kvinde, der kun er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder. ”Men!”, vil de intersektionelle feminister og queere LGBT-aktivister råbe: ”Med hvilken ret definerer du andres seksualitet!? Lad dog folk selv bestemme hvad de vil kalde sig!

Nu er det jo lidt sjovt, at de samme mennesker, der kan insistere på, at seksualitet er flydende og at man kan og skal reevaluere sit seksuelle begær, hvis det ikke passer til den queere norm, kan mene, at vi andre ikke må komme med nogle generelle udtalelser om hvad det vil sige at være lesbisk. Men lad det nu være. Vi har som bekendt ytringsfrihed. Man har derfor selvsagt lov til at hævde, at man er lesbisk, selvom man med glæde dyrker sex med personer, der har en penis. Præcist ligesom man har lov til at hævde, at man er veganer, selvom man gerne nyder en rød oksesteak når lejligheden byder sig. Folk må definere deres seksualitet, seksuelle adfærd og spisevaner som de vil. De må bare leve med, at folk kan være uenige i deres definition af f.eks. ”lesbisk” eller ”veganer”.

Jeg hørte for et stykke tid siden den kendte transaktivist Laura Tams holde et foredrag, hvor hun med begejstring forklarede, at i dag kan et par der består af en person med en penis og en person med en vagina være et homoseksuelt ægtepar. Jeg går ud fra, at hun dermed også mener, at et vaginalt samleje mellem disse to per definition er lesbisk sex, hvis parret altså ser sig selv som et lesbisk par. Og det svarer så igen til at man hævder, at hvis en person der har defineret sig selv som veganer spiser stegt flæsk med persillesovs, så er der per definition tale om et vegansk måltid.

Men førnævnte intersektionelle feminister og queere LGBT-aktivister vil sikkert så insistere på, at jeg da kan være bedøvende ligeglad. Jeg skal som lesbisk nemlig være ligeglad med hvad der ligger i ordet ”lesbisk”. Men det er jeg så bare ikke…

Vi lesbiske, os hvis seksuelle orientering udelukkende er rettet mod andre biologiske kvinder, udgør en meget lille minoritet i samfundet, næppe mere end 1 procent. Vi lever i et samfund, hvor normen er, at man som kvinde er til mænd. Og selvom folk godt ved, at der findes kvinder der kan klare sig uden mænd i deres liv, så er det en sandhed, som i forbløffende grad overses, hvis man ikke direkte kritisk spørger os om vi nu virkeligt er sikre… Det er derfor vigtigt, at der er et ord og en klart defineret identitet for ”penisekskluderende” kvinder som os. Der er jo betegnelser for kvinder, der er til såvel penis som vagina, så som ”biseksuel”, ”panseksuel” eller ”queer”.  Vi lever jo også i et samfund, som har et afsindigt overforbrug af kød og andre animalske produkter og hvor normen er, at man skal svælge i kød ved en hver given lejlighed. Og derfor er der brug for et udtryk for den mindre gruppe af mennesker, som konsekvent har fravalgt kød og andre animalske produkter. Der findes jo ord for folk, der spiser mindre kød end normen dog uden helt at have droppet det, så som ”flexitar”.

Eksistensen af en kvindelig seksualitet, der konsekvent fravælger penis, er en dødelig trussel for patriarkatet. Men heldigvis for sidstnævnte har vi så queer-bevægelsen og den intersektionelle feminisme, der redefinerer “lesbisk”, så termen ikke længere er så “anstødelig”, men i stedet normkonform i sin reelle eller potentielle penisinklusion. Man merkt die Absicht und wird verstimmt…

 

 

Læs mere