Menu
Kategorier

Skrevet af den 31 dec, 2023 under Den katolske kirke, nonner, Toksisk religion | 0 kommentarer

Kloster ar på sjælen

 

Jeg har tidligere fortalt om mine erfaringer med Sostrup (senere kaldet Maria-Hjerte) Kloster. Se f.eks. denne artikel: https://pov.international/hvad-gik-galt-pa-sostrup-kloster/ Hvad jeg ikke har skrevet så meget om, er det lille års tid som jeg tilbragte som postulant/klosterkandidat i et karmeliternonnekloster i Østrig. Jeg indtrådte i dette kloster kort tid efter min 20-års fødselsdag – dvs. i september 1989. Dermed er det selvsagt en del af mit liv der ligger langt tilbage i mit efterhånden halvlange liv – men arene fra mine erfaringer i og med dette kloster er der stadigvæk.

Lad det dog være sagt med det samme: Hvad jeg oplevede i karmeliternonneklostret kan ikke sammenlignes med hvad f.eks. Helene Häglund oplevede i Sostrup[1]. Hvad jeg vil fortælle om, er ikke fysiske overgreb og heller ikke grov psykisk vold. Men jeg vil dog mene, at det jeg oplevede måske kan betegnes som en form for spirituelt svigt og en hårdhed som jeg slog mig på.

Året før jeg indtrådte i karmeliternonneklostret havde jeg besøgt det i en måneds tid, umiddelbart efter at jeg havde taget min studentereksamen. Jeg havde fået lov til at bo inden i klausuren (det aflukkede del af klosteret) og jeg havde deltaget i nonnernes liv. Jeg havde bedt om at blive optaget umiddelbart herefter, men jeg fik besked på at jeg var lidt for ung, så jeg skulle vente et års tid. Det gjorde jeg så, men da jeg ankom og skulle starte min klosterkandidatperiode (den første del af klosteruddannelsen), var tingene ikke helt som før.

Da der ikke var nogle andre under uddannelse da jeg ankom, skulle jeg modtage min undervisning alene sammen med min novicemesterinde hhv. hendes assistent. Men jeg ved nu ikke rigtigt, om jeg vil kalde det for undervisning, for det hun gjorde var, at sidde og læse noget højt fra et hæfte, og jeg skulle så sidde stille og lytte i en halv til en hel time. Jeg måtte ikke tage noter eller lave noget med mine hænder. Det var selvsagt en noget anstrengt måde at skulle modtage undervisning på, og det blev ikke bedre af, at det jeg blev undervist i (nogle af 2. Vatikankoncils tekster, karmeliternes historie og lidt bibelvidenskab) var et stof som jeg sagtens kunne have læst op selv. Mht. det sidstnævnte havde jeg allerede vha. selvstudier erhvervet en viden som i mine øjne overflødiggjorde den undervisning jeg modtog i dette emne. Men det var selvsagt ikke så god en ide at jeg gjorde opmærksom på nogle fejl i det som jeg fik formidlet… Hvad jeg intet lærte om var kontemplativ bøn (selvom karmeliterne er en kontemplativ orden hvor man skal bede i stilhed to timer om dagen udover de obligatoriske tidebønner samt messen). Og jeg lærte heller ikke noget om do and do nots i klosterhverdagen – og det fik nok alvorlige konsekvenser for mig.

Karmeliternonneordenen er et ordenssamfund hvor nonnerne skal leve indenfor klausuren – dvs. bag klosterets mure. Kontakten til omverdenen er stærkt begrænset og man må som udgangspunkt ikke tale med hinanden – ud over to timer om dagen der er afsat til den såkaldte rekreation. Da jeg havde besøgt klosteret, havde jeg deltaget i denne sammen med nonnerne – men som klosterkandidat måtte jeg kun gøre det på søn- og helligdage. De andre dage skulle jeg tilbringe den alene sammen med min novicemesterinde – eller hendes assistent. Det var først da der efter nogle måneder dukkede en ung tjekkisk kvinde op, der havde udnyttet murens fald til at forsøge at komme i et rigtigt kloster, at vi var mere end bare to til dagligt. Igen var det en noget anstrengt konstruktion, og sikkert surt for min novicemesterinde der, kan jeg se i tilbageblikket, ikke brød sig om mig. Så på sin vis kan jeg godt forstå, at hun trak tiden før hun dukkede op i novicitatet, hvor jeg pænt sad og ventede på hende, mere og mere ud. Efter ca. et halvårs tid blev min novicemesterinde valgt som ny priorinde for klosteret – og den nye novicemesterinde som jeg fik, syntes bedre at kunne håndtere situationen – hun var jo så heller ikke mere helt alene med mig.

I samme periode sker det, at en af de ældre nonner under en fælles rekreation (hvor priorinden af en eller anden grund ikke var der) blev meget vred på mig og skældte mig hæder og ære fuld. Anledningen var i og for sig harmløs – jeg havde sagt noget om hvordan en lægmand til søndagens messe havde læst en af læsningerne med en tydelig østrigsk dialekt. Men jeg tror, at hun generelt bare ikke kunne lide mig. Jeg snakkede måske for meget og for højt under de fælles rekreationer, måske syntes hun at jeg lavede for mange jokes eller at jeg ikke var respektfuld nok. Jeg ved det ikke. Men hvad der skete var, at jeg meget kort tid herefter blev indkaldt til samtale hos priorinden, hvor jeg igen fik et møgfald kombineret med beskeden om at de ville ”sende mig hjem” hvis der var mere med mig. Jeg var sønderknust – og vidste ikke hvordan jeg skulle komme videre. Jeg forstod, at jeg i en fart skulle lave mig selv om, men vidste ikke hvordan.

I forvejen havde jeg mange mørke tanker, præget af usikkerhed på om jeg nu virkeligt havde et sandt kald til livet i klosteret. Jeg havde forsigtigt en gang nævnt det til min første novicemesterinde – men hendes besked var, at hvis jeg var i tvivl så var jeg nok et forkert sted. Denne problematik turde jeg derfor ikke uddybe med hende. Og sådan var det generelt. Ud over en samtale med min første priorinde omkring min optagelse som klosterkandidat var der ingen, der holdt åndelige vejledningssamtaler med mig. Jeg spurgte en enkelt gang min nye novicemesterinde om et råd, hvad hun også gav mig, men det var så også det.

Det korte af det lange er, at min nye priorinde dagen efter afstemningen om hvorvidt jeg kunne optages i noviciatet (ja, de lod mig gå og vente en hel dag på svaret) kom ind i min klostercelle og fortalte mig, at det ville de ikke, og at jeg havde ca. en dag til at rejse hjem. Jeg var dybt fortvivlet, for det var hele min unge verden der styrtede i grus for mine øjne. Jeg spurgte hvorfor de havde truffet den beslutning. Jeg blev mødt med et kort ”du er for umoden” og et ”du går jo også rundt og ser trist ud”. Da jeg forsigtigt forsøgte at få en uddybning, blev jeg mødt med et ”du har vist ikke lyst til at høre mere”, som hun fremførte med et meget strengt ansigt. Jeg magtede så ikke mere, og da min nye priorinde så det, lysnede hun op. Jeg fik penge til en togbillet og fri kørsel til banegården, så jeg kunne købe en billet. Jeg kunne så lige nå tilbage til klostret for at pakke og tilbringe en søvnløs nat før jeg, beriget med lidt flere penge og noget ekstra tøj plus nogle bøger, begav mig hjem til Danmark.

Når jeg tænker tilbage på mit ”klostereventyr” i Østrig, så oplever jeg en kompleks følelse af ”py ha, det var godt at jeg kom væk”, af skam og af den type af vrede som kommer af at være blevet såret. I dag er jeg selvsagt meget glad for at jeg blev sendt hjem, livet som nonne, i særdeleshed som karmeliternonne, var i den grad en blindgyde. Og jeg ved ikke, om jeg selv havde haft overskuddet til at indse det. Det ville i hvert fald havde taget mig nogle flere år, år som jeg hermed havde tabt. Men skammen har også fulgt mig lige siden. Barnet der var blevet mobbet for at være ”sær” og ”forkert”, men som havde fundet trøst i sin katolske tro, blev som ung voksen endnu engang bekræftet i at hun jo nok måtte være ”sær” og ”forkert”. De nye mobbere udgjordes af repræsentanter for den tro hun havde opbygget hele sit liv omkring.  Skammen blev bestyrket af at jeg dengang ikke havde hørt om andre, der var blevet ”dumpet” som klosterkandidat. (Senere hen har jeg fundet af at det sker, men det er dog meget mere almindeligt at folk går selv).

Jeg synes, at nonnernes behandling af mig var problematisk. Hvis de syntes at jeg var for umoden, havde de jo kunne sige det til mig da jeg besøgte dem året forud for at jeg blev optaget. Jeg har sikkert overset det ene eller andet hint i løbet af min tid i klosteret, men jeg synes nu alligevel, at de godt kunne have hjulpet mig med konkrete råd og retningslinjer til hvordan de ønskede at jeg skulle opføre mig, så jeg havde haft en fair chance for om muligt at rette ind. Og nu når de så, at jeg gik og så trist ud, hvorfor blev jeg så ikke tilbudt råd og omsorg? Som 20-årig er man voksen, men dog en meget ung voksen. De kunne have knust mig, og jeg var i dagene efter min ”hjemsendelse” da også reelt selvmordstruet.

I et års tid havde jeg en brevveksling med klosteret – men så holdt de uden forvarsel op med at besvare mine breve. Igen gjorde det ondt, men da var jeg dog på god på vej til at opbygge mig en ny fremtid. For de knækkede mig ikke, ar er ikke det samme som permanente brud. Jeg lærte meget om mig selv i mit lille år i klosteret. Og sjovt nok vil jeg sige, at bruddet med det modnede mig en hel del.

 

[1] Jeg kan varmt anbefale hendes bog ”Nonne tur/retur”.

Læs mere

Skrevet af den 9 sep, 2023 under Lgbt | 0 kommentarer

Den umulige kamp for at blive kvinde

 

Sasha Louise Sprange skåner ingen i sin selvbiografiske bog ”Min kamp for at blive kvinde”. Ikke mindst hendes forældre og deres omfattende svigt af hende som barn udpensles i bogens første kapitler, der er hårde at komme igennem. Men igennem hele bogen forskåner hun heller ikke sig selv når hun krænger sit liv ud for læseren. Der kan næppe være tvivl om at Sasha intenderer at være hudløs ærlig.

Sasha starter livet som Christian, en genert og piget dreng med kun få venner, der vokser op i et hjem præget af druk, vold, urinstank og almen opløsning og kaos. I skolen bliver han mobbet for at være bøsse – men begynder også i det spæde at udleve showbisdrømme. Christian indser at han må være homoseksuel, men da hans forældre i mellemtiden er blevet medlemmer af Jehovas Vidner, er det selvsagt ikke en nem situation at stå i.

Christian flytter som ung fra Lolland til København og opdager her hurtigt Ørstedsparken. Og hermed begynder et vildt sexliv, som Sasha selv beskriver som ”sexafhængighed”. Det kan ikke blive vildt nok og der spares ikke på de detaljerede sexscener – som generelt fylder en del i bogen. Det hele accelererer da han finder ud af at han er til heteroseksuelle, primært muslimske mænd.

Sådanne mænd vil nemlig selvsagt have en kvindelig partner, så Christian må blive til Sasha. Først starter hun med hormoner udskrevet illegalt af en dansk gynækolog, dernæst får hun lavet bryster på en dansk klinik selvom hun fortsat har et mandligt CPR-nummer. Sasha falder pladask for en ”kendt dansk skuespiller”, men denne afviser hende da han finder ud af at hun er transkønnet. Og det er så her, at Sasha beslutter sig for at få en vaginaplastik. Dette havde hun ellers længe tøvet med af frygt for at miste sin seksualitet ”som driver mig”. Sasha fortæller, at hun var bange for operationen fordi hun ”kender mange transkønnede, der er blevet skruphamrende skøre, fordi de ikke længere kan få orgasme”.

Efter et besøg på en thailandsk klinik, hvor Sasha afskrækkes af dårlig hygiejne og ringe operationsresultater, vælger hun af få sin neovagina lavet i USA. Men hun havde ikke behøvet at være bange hvad orgasmerne angår, for dem får hun få dage efter operationen blot ved at se på nogle sexede ortodokse jødiske mænd på vej til synagogen…

Uheldigvis for Sasha vil den mand, hun er forgabt i, stadigvæk ikke have hende og det får hende til nærmest af stalke ham, afpresse ham og det hele ender med en scene hvor hun forsøger at presse ham til sex, hvad han dog afviser og i stedet ringer efter politiet.

I stedet indleder hun så romantiske og seksuelle forhold til andre mænd, hvor hun holder sit biologiske køn hemmeligt. Det er, skriver Sasha, fantastisk at ”go stealth”, altså holde sit biologiske køn helt hemmeligt også for sin mandlige heteroseksuelle partner. Men det holder nu altid kun i kort tid – og når mændene finder ud af sandheden, vil de ikke længere være sammen med hende.

Sasha vælger så i stedet at go public. Hun bliver side 9 pige (hvor sandheden dog først kommer frem efter at Sasha blev ”Månedens side 9 pige”, ved at deltage i Robinson og ved at deltage i DR 3 dokumentaren ”Hunkøn”, der handler om transkvinder.

Men al denne her publicity gør ikke Sasha godt. Frustrationer bl.a. i anledning af den nye situation som kendis, dårlig privatøkonomi, et håbløst kærlighedsliv og nye konflikter med familien ender med et selvmordsforsøg.

I de sidste kapitler prøver Sasha så at samle lidt op på hvor hun står i dag. Og her, ligesom i bogen som sådan, sender hun tvetydige signaler.

Sasha har altid følt sig som en kvinde, hævder hun. Men det fremstår ikke synderligt klart i genfortællingen om barndommen, medmindre det at føle sig som en kvinde er det samme som at drømme om at være en Barbie og elske makeup og smykker. Sasha hævder, at hun da ikke tror, at hun bliver kvinde af at bruge makeup, men skriver også, at ”der kommer en kvinde frem” når hun lægger makeup.  Og selvom hun ”altid har følt sig som en kvinde”, så føler hun øjensynligt også at hun rummer både en ”Christian”, der er hæmmet og generet, og en ”Sasha”, som er vild og til fest og farver. Sasha har aldrig kunnet lide sine kønsdele, får vi at vide, men det er nu ikke det indtryk man får når man læser om Christians hede sexliv. Sasha skriver: ”Se på mig! Dine drømme kan gå i opfyldelse!” Men til sidst i bogen skriver hun så, at hendes smil er fake, at hun er ulykkelig, og at hun nedslides af at skulle spille en rolle som kvinde, som hun har svært ved at navigere rundt i. Psykisk stabil synes Sasha i hvert fald ikke helt at være. Hun er ærlig om at hun i fuldskab kan gå amok over at blive hånet som trans, hvad så indebærer at hun smider med tasker, sko og underbukser, hvis hun har sådanne på…

Sasha vil med sit going public, og sikkert også med sin bog, gerne være et forbillede for unge transkønnede. Man skal jo, er hendes logik, prøve lykken mens man er ung og ikke vente til man sidder tilbage, slidt og gammel, uden at have udlevet sine drømme. Men måske kan ”Min kamp for at blive kvinde” også læses som en advarsel om at man ikke skal tro, at lykken, hverken den romantiske eller den der handler om indre ro og ballanse, venter på den anden side af den store operation. Nissen har det nemlig med at flytte med.

 

Læs mere

Skrevet af den 18 jun, 2023 under Lgbt | 0 kommentarer

Pageboy – en anmeldelse

 

Da den canadiske og på dette tidspunkt åbne lesbiske skuespiller Ellen Page sprang ud som transkønnet, og i denne forbindelse skiftede navn til Eliot Page, gik nyheden verden rundt. Transmænd hhv. transmaskuline personer hører man jo ikke så meget til i medierne, andet end når de beslutter sig for at offentliggøre billeder af sig selv som ”gravide mænd”, så interessen var på sin vis forståelig nok. Også undertegnede syntes at det kunne være interessant at lære mere om Eliots overvejelser om sit køn og køn generelt, så derfor fik jeg købt autobiografien ”Pageboy” kort tid efter at den udkom. Men indrømmet, det var faktisk rimelig skuffende læsning (eller lytning for mit vedkommende da jeg valgte lydbogsversion).[1]

”Pageboy” handler nemlig forbløffende lidt om det at være transkønnet – og Eliot gør sig aldrig nogle refleksioner over hvad det vil sige, at være en kvinde eller en mand. Ej heller sætter han eksplicit ord på hvad det var for nogle personlighedstræk ved sig selv der overbeviser ham om, at han er en mand og ikke en kvinde. Ja, jeg er end ikke helt sikker på at Eliot virkeligt ser sig selv som en mand, måske hans problem snarere er at han ikke kan holde ud at blive set og se sig selv som en kvinde?

Eliot bruger til gengæld meget tid på at fortælle om sin tid som lesbisk. Hvordan hun blev mobbet og udstødt af sine klasse- og fodboldskammerater for at være lesbisk, at hendes mor ikke kunne acceptere sin datters homoseksualitet og at budskabet i det ellers åh så progressive filmmiljø var, at det ville være ødelæggende for hendes karriere hvis det blev kendt, at hun var til kvinder. Resultatet heraf er, at Eliot har enormt svært ved at acceptere sin seksualitet og løbene presser sig selv til at indgå i seksuelle forhold med mænd. Vi får igen og igen fortalt om hvor svært det var for Eliot i det hele taget at komme i gang med at etablere romantiske og seksuelle forhold til kvinder, selvom hun i den grad længtes efter dem. Og da det endeligt begynder at lykkes, bliver det indgående skildret hvordan disse forhold så lider og til sidst går i stykker fordi Eliot, og sommetider også hendes kæreste, er i skabet. Eliot bruger også en del plads på at fortælle om de forhold hun prøver på at få i tiden efter at hun i 2014 sprang ud som lesbisk, inklusive ret udpenslede sexscener, og igen ender det så med at Eliots hjerte knuses og lykken forbliver udenfor rækkevidde.

Men jo, Eliot fortæller da også om at hun som lille elskede drengetøj og -legetøj, og at hun helst hang ud med drengene – og at hun så gerne ville være med i deres fællesskaber. Eliot fortæller om hvor svært det var for hende at komme i puberteten og dermed udvikle kvindelige former – for hermed sluttede den tid hvor hun mere frit komme klæde sig og opføre sig som hun ville. Men dette kan man også se hos stærkt kønsrolleafvigende lesbiske. Det er da også først da Eliot er omkring de 30 år og er i dyb krise pga. Coronabetinget arbejdsløshed, et lesbisk ægteskab under opløsning, og et forhold til faderen der er smeltet helt ned, at han udvikler hvad der ligner en invaliderende kropsdysfori hovedsageligt rettet mod sine bryster. Beslutningen om at han er transkønnet, og at hans bryster skal opereres væk, synes at være blevet truffet nogenlunde samtidigt. Og sidstnævnte sker så ganske hurtigt i kraft af at han har pengene til at få det gjort i privat regi uden forudgående psykiatrisk udredning.

”Pageboy” beskriver ikke Eliots liv kronologisk fremadskridende. I stedet springer fortællingen frem og tilbage mellem barndom, ungdom og voksenalder med fokus på de to første. Det gør det svært at afklare sammenhænge. Hvis der er noget fokus, så er det pås at fortælle om Eliots smerte, sorg og håbløshed. Eliot beskriver sin barndom som at hun var reelt uønsket af sin far, blev mobbet groft og vedvarende af sin stedmor, og at hendes mor nok elskede hende, men ikke kunne rumme hendes homoseksualitet og kønsrolleafvigende adfærd. Pga. fortællingens springende karakter er det ikke muligt for mig at afgøre om det at hun blev mobbet og holdt udenfor fællesskabet i skolen var noget der skete før hendes karriere som barne- og ungdomsfilmstjerne startede eller om at det forsatte hele skoletiden (inklusive gymnasiet). På samme måde skildrer Eliot sin barndom og ungdom som en ensom tid uden venner – men så er der også historier om en række nære venner f.eks. fra (men ikke kun fra) skuespillerverdenen.

Og livet som skuespiller, ja det skildres som en barfodet dans på tidsler og torne. Hun presses til at leve i skabet som lesbisk. Og for at ingen skal tro at hun er det, så skal hun helst spille feminine kvinderoller, og performe highfemme når hun skal promovere filmene, møde pressen, til gallafester etc. Og endnu værre er, at Eliot bliver groomet og seksuelt misbrugt af voksne mænd og en enkelt kvinde da hun selv stadigvæk er mindreårig.

Alt i alt er ”Pageboy” trist læsning. Eliots liv fremstår mest af alt som et skib uden styrmand som flyder rund på det åbne hav drivende med strømmen, altid i fare for at støde på grund eller for at kæntre i de storme der kommer og går. Jeg fortolker Eliots beslutning om at han er transkønnet som et forsøg på endeligt at gribe roret og styre sit liv i en sikker havn, hvor den nu end måtte findes. Lad os håbe, at det lykkes.

 

 

[1] Jeg bruger i denne anmeldelse fra nu af navnet Eliot, mht. pronominer så omtaler jeg Eliot som ”hun” i tiden før og ”han” i tiden efter at han sprang ud som transkønnet.

Læs mere

Skrevet af den 4 apr, 2023 under Lgbt | 1 kommentar

Sætter Amnesty og LGBT+ organisationerne børns helbred på spil?

 

Der er i de sidste år opstået en voksende bekymring for at behandlingen af ”transkønnede” børn og unge med stop- og krydshormoner foregår på et usikkert forskningsmæssigt grundlag, og at vi muligvis sågar står overfor en omfattende medicinsk skandale[1]. Sundhedsmyndighederne i Sverige[2], Finland[3], Storbritannien[4] og Norge[5] har besluttet at begrænse eller helt stoppe adgangen til denne behandling fordi de vurderer, at der mangler videnskabeligt belæg for behandlingens påståede positive effekter, og fordi der er bekymring for at den kunne have en række negative konsekvenser for de behandlede børn og unge. Også Sexologisk Klinik, hvor behandlingen af ”transkønnede” børn og unge her i landet foregår, har nu besluttet at være ekstra tilbageholdende med at tilbyde behandling med stop- og krydshormoner indtil mere forskning har givet behandlingssystemet evidensbasseret viden om behandlingens effekter[6].

Også på det politiske niveau er der nu kommet fokus på denne behandling. Mest kendt er det nok at en række republikansk ledede amerikanske delstater har forbudt eller er i gang med at forbyde denne behandling af børn og unge[7]. Men også her i landet har Nye Borgerlige fremsat et lovforslag i Folketinget, der skal forbyde ”kirurgisk eller medicinsk kønsskiftebehandling” af børn under 18 år[8].

Nu kan det diskuteres hvorvidt spørgsmålet om hvad der er en lægefaglig forsvarlig behandling, er noget som politikere kan og skal lovgive om. Men man skal dog være opmærksom på, at det ikke kun er fra højrefløjen, at der har været politisk interesse for emnet.

Den 18.2.2020 stiller Karoline Vind fra SF således Region Hovedstaden, der har det overordnede ansvar for Sexologisk Klinik, nogle spørgsmål[9] som jeg her bringer i uddrag: ”Begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria er, så vidt jeg er oplyst, et stærkt kritiseret lægefagligt begreb, med meget lidt, og ikke anerkendt forskning bag. Hvilket videnskabeligt og lægefagligt grundlag baserer behandlerne sig på, når de rådgiver forældre til børn og unge under udredning for kønsidentitetsforhold til at forholde sig afventende, med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria? (…)  Hvad er de lægefaglige bevæggrunde for kun i sjældne tilfælde at tilbyde børn og unge under 15 kønsbekræftende behandling med østrogener og androgener?”

Region Hovedstadens Center for Sundhed besvarer den 8.6.2020 disse spørgsmål[10]. De skriver bl.a.:

 

”Familier bliver ikke rådgivet til at forholde sig afventende med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria (ROGD). De oplyses og informeres om, at begrebet findes, og at der inden for området sker udvikling. Der foreligger kun et studie af ROGD, og Region Hovedstadens Psykiatri er bekendt med de begrænsninger, dette studie har og den kritik, der kan fremføres. Det er dog vurderingen, at studiet alligevel indeholder vigtig viden. I lighed med andre nordiske lande har Region Hovedstadens Psykiatri en bekymring for, at denne gruppe af børn og unge, som udredes for kønsidentitetsforhold, køns- /kropssdysfori eventuelt skyldes andre vanskeligheder, så som kropsdysmorfi (psykisk lidelse, der indebærer en ekstrem optagethed af eget udseende og et forvrænget billede af, hvordan man bør se ud), gryende seksualitet, og generelle identitetsvanskeligheder. På den baggrund kan man være bekymret for om, hormon- og kirurgisk behandling af deres krop har den forventede effekt på deres trivsel. Herunder er det en bekymring om, de på lang sigt får det bedre, eller om de ønsker at vende tilbage til deres fødselstildelte køn (detransitionerer). Det bemærkes, at professionelle i sammenlignelige lande, professionelle i NGO-organisationer, som arbejder med køn og seksualitet blandt unge, transpersoner og andre i LGBT-miljøet har de samme bekymringer. Det er ikke muligt rent lægefagligt at afgøre, hvem der vil detransitionere, eller hvem der ikke vil profitere af behandlingen i deres fremtidige liv. Der er foreløbig 5 unge (tildelt kønnet pige), som er blevet tilbudt testosteronbehandling, men som har valgt at stoppe den. (…) Behandlerne holder sig opdateret om, hvad andre lande gør i forhold til denne behandling, hvor der ikke er undersøgelser af de langsigtede konsekvenser. De relevante familier orienteres om disse bekymringer og mulighederne for at vende tilbage til sit fødselstildelte køn, specielt når vi står overfor en ung, hvor kønsdysforien er kommet relativt hurtigt. Ved denne tilgang er det Region Hovedstadens Psykiatris ønske at tage så meget ansvar for den unge og dennes situation, som det lægefagligt er muligt i den nuværende situation.” (…) ”Det er kun i sjældne tilfælde, at familier ønsker at gå i gang med kønshormonbehandling, når barnet eller den unge er yngre end 15 år gammel. I sådanne tilfælde tager Sexologisk Klinik en dialog med familien. Såfremt barnet/den unge giver udtryk for vedvarende kønsdysfori, og der ikke er noget, der taler imod behandling (som f.eks. alvorlig psykisk lidelse eller mistanke om anden lidelse), og forældrene samtykker, så kan behandling iværksættes. (…) Langt de fleste (over 75%) er 14 år eller over, når de bliver henvist til behandling grundet kønsdysfori.”

 

Jeg citerer Region Hovedstadens Center for Sundheds svar så udførligt fordi det efter min mening er ganske interessant. Allerede i 2020 er man altså i det danske behandlingssystem opmærksom på at forestillingen om at man er transkønnet f.eks. kan skyldes psykiatriske problemstillinger eller vanskeligheder ved at håndtere sin seksualitet (måske homoseksualitet?) Man er også bekymret for at børn og unge, der nu ser sig som transkønnede, kunne udvikle sig væk fra denne identitet, og dermed komme til at fortryde behandling med krydshormoner. Denne bekymring bygger på ingen måde blot på en enkelt undersøgelse og findes i øvrigt i lande som vi ellers sammenligner os med. Men når det så er sagt, så er man absolut villig til at give krydshormoner til under 15-årige efter en konkret vurdering.

 

Men bekymring og forsigtighed er ikke noget som LGBT+ organisationerne og interessant nok også Amnesty International vil vide af. Det fremgår ret tydeligt i et brev[11] som Copenhagen Pride, LGBT+ Ungdom, LGBT+ Danmark, Transaktion og Foreningen for Støtte til Transkønnede børn samt Amnesty International den 30.6.2020 sender til Region Hovedstadens Sundhedsudvalg.

Her kritiserer man ligesom Karoline Vind RODG-begrebet som man helt fejrer af bordet som irrelevant. Man går let og elegant hen over at fem piger her i Danmark har fortrudt deres behandling med krydshormoner og at sundhedsmyndigheder i med os sammenlignelige lande også er bekymret for negative sider af behandlingen, i stedet roder man meget rundt i hvilke NGO’er det skulle være, der også er bekymrede. Bekymring er nemlig grundlæggende set helt forkert. Som de f.eks. skriver: ”Forskningen viser, at kønsmodificerende behandling kan give forbedringer af transkønnede børn og unges livskvalitet. Det skyldes, at hormonbehandling giver en tiltrængt pause fra de vedvarende og irreversible fysiske forandringer der sker i puberteten i overgangen fra barn til voksen. Den fortsatte behandling bringer det oplevede og udlevede køn i balance med væsentligt forøget livskvalitet til følge.” (…) ”Det kan også undre, at Region Hovedstaden ikke samtidig vælger at informere forældre om den omfattende forskning, der faktisk viser transpersoners forbedrede livskvalitet, når de modtager den behandling de har behov for.” (…) ”Som menneskerettigheds- og LGBT+ organisationer deler vi ikke den bekymring. Vi er gennem vores rådgivende arbejde i højere grad opmærksomme på de unge, der ikke får adgang til behandling i tide, og derfor kommer til at gennemgå de faser i puberteten, hvor der sker vedvarende og irreversible fysiske forandringer, hvilket har store menneskelige omkostninger” (…) ”Der er da også forskning, der viser at transkønnede børn og unge kan være meget bevidste om deres kønsidentitet tidligt. Som udgangspunkt vil de også som voksne, opfatte sig som transkønnede. Det er glædeligt, at behandling åbenbart kan iværksættes til unge under 15 år. Det er vores håb, at Sexologisk Klinik fremover vil kommunikere det mere tydeligt overfor de unge og deres forældre. På nuværende tidspunkt får familierne det klare indtryk, at det kun kan lade sig gøre helt undtagelsesvis og kun efter konkret dispensation.”

 

Mht. disse her vedvarende forsøg på at diskreditere ROGD-begrebet kan jeg henvise til Lone Franks dygtigt researcherede artikel i Weekendavisen[12] fra den 3.7.2020, hvor hun påviser, at kritikken af den forskningsartikel, hvor dette begreb blev introduceret, grundlæggende set er uberettiget og i øvrigt et produkt af den radikale transaktivismes hang til at chikanere forskere der ikke leverer de forskningsresultater som aktivisterne ønsker.

LGBT+ organisationerne og Amnesty International er meget skråsikre mht. at børns og unges identitet som transkønnede vil fortsætte ind i voksenlivet. Her forbigår de, at der allerede i 2020 forelå en omfattende forskning[13] der påviser, at de fleste børn faktisk vokser ud af denne hvis man ikke griber ind med behandling med stophormoner.

LGBT+ organisationerne og Amnesty International er ikke bare ligeglade med det danske sundhedsvæsens bekymringer, de ignorerer også den bekymring over den manglende videnskabelige evidens for behandlingen som allerede var blevet artikuleret af sundhedseksperter i f.eks. Sverige[14] og Storbritannien[15] i den periode hvor brevet blev skrevet.

Man fortier, at behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner, der i alle vestlige lande tager udgangspunkt i den såkaldte Hollandske Protokol, oprindeligt kun var tiltænkt unge der allerede som små børn viste klare tegn på kønsdysfori og som i øvrigt ikke havde alvorlige psykosociale problemstillinger at kæmpe med[16]. På det tidspunkt hvor brevet blev skrevet havde finsk forskning[17] vist, at mange af dem, der i dag opsøger behandlingen, især de unge piger, først udviklede kønsdysfori i puberteten og i øvrigt ofte har en række diagnoser så som autisme. Men også det bliver ignoreret.

 

Man sidder tilbage med det indtryk, at LGBT+ organisationerne og Amnesty International er optaget af at børn og unge, der opsøger Sexologisk Klinik fordi de ønsker behandling med stop- og krydshormoner, alt andet lige skal bekræftes i at det er et godt valg. Børn og unge samt deres forældre skal øjensynligt ikke gøres alt for meget opmærksom på at der er tale om en eksperimentel behandling hvis resultater der reelt set mangler solide data for. Og øjensynligt kan det i henhold til disse organisationer kun gå for langsomt mht. at få sat børn og unge på krydshormoner hvis de altså ønsker dette. Men det passer selvsagt udmærket til at LGBT+ Danmark i anden sammenhæng har skrevet, at ”det er den enkelte der selv vælger og kan fornemme, hvad der afhjælper deres kønsdysfori”[18]. Hermed lægger man jo op til at der slet ikke er behov for et udredningssystem indenfor sundhedsvæsenet da den enkelte (herunder børn og unge) er den der ved bedst.

 

En ting er, at LGBT+ organisationerne, som i denne her sammenhæng agerer som rene transaktivistiske organisationer, sætter børn og unges helbred på spil for at opnå en identitetspolitisk gevinst. Den problematik skildres også i Hannah Barnes meget anbefalelsesværdige bog ”Time to Think – The Inside Story of the Collapse of the Tavistock’s Gender Service for Children” der handler om skandalen vedrørende den britiske pendant til Sexologisk Klinik, en klinik der nu bliver lukket ned af de britiske sundhedsmyndigheder pga. dens dybt problematiske behandling af børn og unge med kønsidentitetsproblematikker. Men det er rystende, at Amnesty International er villig til lade sig misbruge i et sådant projekt. Amnesty International havde ikke behøvet at bruge mange timer på at gennemskue, at LGBT+ organisationernes påstande om behandlingens positive effekter modsiges af kompetente aktører og det er også mærkeligt, at man er så uberørt af det danske behandlingssystems vurdering af problematikken.

 

Interessant nok kunne det se ud som om kræfter i LGBT+ Danmark måske er begyndt at være mere moderate i deres udmeldinger.  I hvert fald skriver Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef for LGBT+ Danmark og medunderskriver af brevet, her for nyligt i en Twitterdebat med undertegnede ”Tror kun ca 20 unge modtog hormonbehandling sidste år. Så der skal findes andre forløb og tilbud til de unge og deres familier”. Mon de andre organisationer vil følge trop?[19]

 

 

 

 

 

[1] https://www.economist.com/science-and-technology/2021/05/13/doubts-are-growing-about-therapy-for-gender-dysphoric-children

[2] https://lakartidningen.se/aktuellt/nyheter/2022/02/socialstyrelsen-unga-ska-bara-fa-hormonbehandling-i-undantagsfall/?utm_source=dlvr.it&utm_medium=twitter&utm_campaign=socialstyrelsen-unga-ska-bara-fa-hormonbehandling-i-undantagsfall&fbclid=IwAR2Nt3pu3oPxKRfQmbKHFIfxekgr2tToJ2dwPRlFFkgjSsQ0Kr77M29IWNk

[3] https://segm.org/Finland_deviates_from_WPATH_prioritizing_psychotherapy_no_surgery_for_minors

[4] https://segm.org/England-ends-gender-affirming-care

[5] https://www.aftenposten.no/norge/i/jlwl19/vil-ha-tryggere-behandling-for-barn-som-vil-skifte-kjoenn-mangelfull-kunnskap-om-risikoen?utm_source=substack&utm_medium=email

[6] https://sund.ku.dk/nyheder/2023/01/tusinder-af-folkeskoleboern-overvejer-deres-koen–men-vi-ved-for-lidt-om-hvornaar-vi-boer-behandle-dem/?fbclid=IwAR2WgTDKf1MWkMHwpwwLELzvYXWBbJSFM17oZw8PyMLLU8RVKLen64tsvSo

[7] https://www.reuters.com/world/us/us-republicans-target-transgender-youth-healthcare-legislative-push-2023-02-16/

[8] https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/beslutningsforslag/b62/20222_b62_som_fremsat.pdf

[9] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[10] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[11] Brevet kan ikke tilgås online – men jeg er efter en ansøgning om aktindsigt kommet i besiddelse heraf. Til Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden pr. 30.

[12] https://www.weekendavisen.dk/2020-27/samfund/transpolitiet-kvaeler-forskning

[13] https://www.psypost.org/2017/12/many-transgender-kids-grow-stay-trans-50499

[14] https://www.sbu.se/sv/publikationer/nya-vetenskap-och-praxis/konsdysfori-vetenskapligt-oklart-hur-unga-mar-pa-sikt/

[15] https://www.rcgp.org.uk/representing-you/policy-areas/transgender-care

[16] https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/0092623X.2022.2046221?fbclid=IwAR08f8ZakFsVMCZwrVbh2Vx6aiIQa-Gvfli7IjvST_4em-PIknryQQpx6ZA

[17] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4396787/#__ffn_sectitle

[18] https://lgbt.dk/ordbog/stophormoner/

[19] https://twitter.com/brannersusanne/status/1642444454702333956?s=46&t=WeqO3tvIiQ1dhzVbI5EiTA

Læs mere