Menu
Kategorier

Skrevet af den 1 aug, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Køn som et spektrum

 

En gang da jeg og min kone besøgte en af hendes tyske veninder kom vi til at tale om vores bryllup tilbage i 1995. F.eks. fik vi lige i forbifarten nævnt, at min kones far nægtede at deltage da han ikke ville være med til ”sådan noget” mens min svigermor dukkede op, men under brylluppet og den senere fest var dopet med Valium da det hele var så pinligt… Min kones veninde blev først rystet over den historie – men så fortalte hun om hvordan hendes mands forældre også havde nægtet at deltage i deres bryllup fordi de ikke ville acceptere hende.

Denne samtale fik mig til at tænke over, at man som homoseksuel måske sommetider glemmer, at også heteroseksuelle kan opleve at deres kærlighed bliver afvist – f.eks. fordi deres forældre ikke vil anerkende deres partners hudfarve, religion eller klassebaggrund. Selvom man som homoseksuel har nogle særlige udfordringer i og med at man kun er til sit eget biologiske køn så betyder det ikke, at kærlighedslivet altid er nemt for heteroseksuelle. Retten til at elske hvem man vil er ikke noget som homoseksuelle nødvendigvis altid nægtes eller heteroseksuelle nødvendigvis altid bevilges.

Noget der i denne sammenhæng har slået mig i forbindelse med transdebatten er, at mange transaktivister nærmest automatisk synes at gå ud fra at man, hvis man ikke kalder sig selv for transkønnet, intet ved om hvordan det er at være kønsmæssigt anderledes. Kalder man sig nemlig ikke for transkønnet så puttes man typisk i kassen ”ciskønnet”, dvs. det antages at man ”identificerer sig med det køn man fik tildelt ved fødslen” – og det ligger her og svinger mellem linjerne at man derfor har det helt fint med alt hvad der har med ens køn at gøre.

Nu er kønnet ikke noget ”vi får tildelt ved fødslen”. Denne sætning giver kun mening for de 2 ud af 10.000 nyfødte børn hvis biologiske køn ikke klart kan placeres enten i kategorien ”dreng/mand” eller kategorien ”pige/kvinde”. For alle os andre gælder det, at vores biologiske køn (senest) blev konstateret ved fødslen. Hvad vi i stedet ”får tildelt” er en kønsrolle. Vi bliver fra fødslen af mødt med en række udtalte og ikke mindst uudtalte forventninger, normer og krav der tager udgangspunkt i vores biologiske køn, men som i sig selv er socialt skabte fænomener. Vi bliver altså forsøgt socialiseret ind i de forhåndenværende kønsroller. Man prøver at lære os at performe disse kønsroller så korrekt i forhold til normen som muligt. Men det spændende er, at de færreste (om nogen) virkeligt formår at performe deres tildelte kønsrolle perfekt.

Det giver ikke nogen mening at tale om biologisk køn som et spektrum al den stund, at 9998 ud af 10.000 enten kan kategoriseres som hhv. kvinder eller mænd. Man ville end ikke grafisk kunne gengive et sådant spektrum med den korrekte størrelse af søjlerne simpelthen fordi så godt som alle enten er i den ene eller den anden ende af spektret. Men ser man på kønsrolleperformance, på i hvilket omfang vi lever op til kønsrollerne, på i hvilket omfang vi oplever at vi kan spejle os i de kønsrolleforventninger og -stereotyper som vi mødes med, ja så er der helt klart tale om et kønsspektrum.

Man kan derfor godt have oplevet forskellige former for sanktioner, afvisning og sommetider sågar vold pga. ens måde at leve på i henhold til kønsnormerne, selvom man ikke ser sig selv som transkønnet, for slet ikke at tale om almindelige misforståelser så som ”fejlkønning” og lignende. Man behøver ikke at være transkønnet for at have gjort sig tanker om sit køn, for at have oplevet sig som kønsmæssig afvigende eller for at have haft hhv. have problemer med ens biologisk kønnede krop. For piger kan det at få menstruation og udvikle bryster f.eks. opleves som både ubehageligt, forkert og skræmmende og det uanset hvordan man ellers håndterer kønsrollerne.

Verden er bare meget mere kønsmæssigt kompleks end de to binære kasser ”transkønnet” og ”ciskønnet” som helt refleksionsløst bruges indenfor den radikale transaktivisme og den intersektionelle feminisme. Disse ”kasser” er ekstra meningsløse når de bruges om kønsrolleafvigende bøsser, lesbiske og biseksuelle. Det er i dag i LGBT+ sammenhænge VERBOTEN at nævne at der er en gråzone mellem førnævnte og så nonbinære, samt transkvinder og -mænd der er til deres eget biologiske køn. Men taleforbud og rasende beskyldninger om transfobi ændrer ikke ved at enhver med øjne i hovedet kan se at der er mennesker som bevæger sig mellem disse identiteter, der på ingen måde har vandtætte skotter mellem hinanden. Det er i stedet en realitet vi bliver nødt til at forholde os til, ikke mindst når vi skal finde den bedste strategi i forhold til kønsrolleafvigende børn og unge.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 31 jul, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Hvordan forfører man den offentlige mening?

 

Simon Edges herlige satiriske roman ”The End of the World is Flat” handler om den fiktive NGO Orange Peel Foundation, hvis mål er at gøre offentligheden opmærksom på at de verdenskort vi bruger gengiver et forvrænget billede af klodens kontinenter simpelthen fordi det er umuligt at gengive vores tredimensionerede klode korrekt på et to dimensioneret kort. NGO’ens grundlægger Mel Winterbourne har dog fundet en metode hvor klodens overflade gengives mere tredimensionelt som i form af en skrællet orangeskræl, og hun og hendes NGO har vha. utrætteligt arbejde fået solgt denne model til skoler, firmaer og offentlige institutioner verden over. Orange Peel Foundation nyder stor offentlig anerkendelse, og firmaer mfl. vil meget gerne kunne reklamere med at de støtter denne ædle sag. Faktisk mener Mel Winterbourne at Orange Peel Society har haft så meget succes at man lige så godt kan lukke biksen, da verden simpelthen har overtaget dens projekt. Men det synes bestyrelsen for foreningen og ikke mindst dens stab af lønnede medarbejdere selvsagt er en dårlig ide.

Løsningen på dette dilemma viser sig at være multimilliardæren Joey Talavera, der tilbyder Orange Peel Foundation uanede summer hvis de ellers vil overbevise verden om hans fikse ide om at jorden er flad. Da Mel Winterbourne ikke er med på det bliver hun fyret (og får lukket munden med et kæmpe økonomisk holdkæft-bolsje) og hende stedfortræder overtager posten og går dernæst i gang med opgaven med at overbevise offentligheden om at jorden i virkeligheden er flad.

Den helt centrale strategi er her, at Orange Peel Foundation til hver en tid officielt benægter hvad det faktisk er, at de har gang i, ja det er af central betydning at organisationens mål og metoder så vidt som muligt forbliver under radaren. I stedet ændres organisationens virke lige så stille og roligt samtidigt med, at den offentlige mening manipuleres på forskellig vis, godt hjulpet af de uanede økonomiske midler som Joey Talavera stiller til rådighed.

Orange Peel Fundation begynder at udbrede ideen om at udtrykket ”globe” (klode) er knyttet til en samfundsødelæggende globalisering. Ideen om at vi har en klode, der er delt op i en nordlig og en sydlig halvkugle, bliver udråbt til at være udtryk for kolonialisme, imperialisme og det hævdes, at den fremmer den strukturelle racisme. Disse påstande underbygges af humanistiske akademikere der (i hemmelighed) bliver betalt for at skrive nonsensartikler der skal underbygge disse ideer, og via en følagtig presse samt undervisningsmateriale og kurser, som firmaer og offentlige institutioner skal bruge hhv. deltage i hvis de vil kunne smykke sig med Orange Peel Foundations logo, udbredes ideen til samfundet. Dertil kommer en ihærdig brug af Twitter hvor bots udspreder ideen om at det er no go at bruge udtrykket ”klode” og give udtryk for at jorden er rund. I stedet hyldes ideen om ”True Earth”. Botsene bruges også til at tilsvine de såkaldte globularister, altså dem, der insisterer på at jorden er rund. De bliver beskyldt for at være TERG´s (True Earth Rejecting Globularist) og jagtes ikke bare på sociale medier, de bliver efterhånden også fyret fra deres arbejde hvis de i embedsmedfør giver udtryk for den ufølsomme og for racialiserede minoriteter krænkende ide at jorden er rund.

Uheldigvis for Orange Peel Foundation organiserer disse TERG’s sig imidlertid for at tage kampen op mod galskaben. Men det er ikke nemt, for pressen støtter stort set op om Orange Peel Foundation, der igen sørger for at deres modstandere mødes med en bølge af had, ingen anklage er for lav, ingen fordrejning af hvad der er blevet sagt er for primitiv når det gælder om at bekæmpe modstanderne af ”True Earth” teorien. Hvad det hele ender med vil jeg ikke afsløre, læs bogen og lad dig underholde!

Simon Edges er ganske åben om at hans roman er en satire over den radikale transaktivismes kamp mod ideen om at der kun findes to biologiske køn. Den er ganske sjov at læse – ikke mindst dens gengivelse af Twitter debattråde hvor globularister mødes med skældsord, udskamning og blokering hvis de vover at forsvare påstanden om at jorden altså er rund og ikke flad, rammer virkelig plet.

Personligt er jeg kritisk overfor ideen om at den radikale transaktivisme er finansieret af enkeltstående multimilliardærer. I dansk sammenhæng er der i hvert fald snarere tale om at den tæppebombes med skattekroner. Men manipuleringen af pressen, evnen til at bruge sociale medier til at jagte og tilsvine kritikere, strategien med at undgå en saglig debat, forvirringsstrategien hvor man forsøger at underminere videnskabelige fakta vha. sofisterier og pseudovidenskab, at man ihærdigt forsøger at benægte det man faktisk er i gang med at gøre etc., passer desværre kun alt for godt på virkeligheden. I øvrigt er det faktisk nærmest nærliggende at hævde, at opdelingen af kloden i en nordlig og en sydlig halvkugle ud fra kritisk raceteori, intersektionel feminisme og postmoderne filosofi kunne ses som et produkt af hvidt overherredømme, det var jo i hvert fald gamle slaveejende hvide mænd som stod bag ideen om at jorden er rund. Og det næste skridt er jo så nærliggende nemlig at hævde, at jorden så må være flad…

 

Læs mere

Skrevet af den 23 jul, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Ikke i vores navn!

 

Lørdag den 21.8 vil Københavns gader endnu engang lægge plads til et gigantisk Pride-arrangement. Selvom Coronarestriktionerne nok vil medføre, at der skal festes en anelse mindre heftigt end tidligere er der alligevel lagt an til lidt af et brag, da Copenhagen Pride har slået sig sammen med det internationale Worldpride. Under alle omstændigheder er Pride parader blevet til et fast indslag i den vestlige verden, hvor majoritetssamfundet får adgang til at sole sig i deres egen begejstring for og støtte til ”mangfoldigheden” mens de store globale firmaer får rigelig mulighed for at sælge deres ”frisind og tolerance” ved at markedsføre sig med regnbueflag og paradevogne.

Interessant nok er der imidlertid ikke så helt få bøsser, lesbiske og biseksuelle, der ikke vil gå med i paraden og som generelt har meget svært med hvad der er blevet gjort ved de gamle demonstrationer for retten til at være til sit eget køn. I hele verden kan vi se et voksende antal bøsser, lesbiske og biseksuelle der optræder som det man indenfor feminismen har kaldt for ”killjoys”, altså dem der ødelægger den gode stemning ved familiefesten ved at påpege det, som man helst ikke vil forholde sig til i det festlige lag. I pride sammenhæng betyder det, at vi er flere og flere der påpeger, at LGBT+ organisationerne ikke længere repræsenterer os.

I løbet af de sidste 10-15 år er de store gamle organisationer for homoseksuelle (og biseksuelle) som f.eks. LGBT+ Danmark (Det gamle LBL) og Copenhagen Pride nemlig blevet kapret af radikale trans- og queeraktivister samt intersektionelle feminister. Disse organisationer er i dag spydspidsen i et frontalangreb på den forståelse af køn og seksualitet som både majoritetsbefolkningen og en stor del af de homoseksuelle og biseksuelle har. Køn bliver af disse organisationer redefineret fra at være noget der er knyttet til den krop vi blev født med til at være en udefinerbar følelse, hvad igen får en række praktiske konsekvenser for kønsopdelingen af omklædningsrum, fængsler og herberger men også på hvordan man forstår kønsrolleafvigende adfærd hos børn og unge og selve det at have en seksuel orientering.

Der er ikke rigtigt nogen der har kunnet komme med en god forklaring på hvorfor transkønnede absolut skulle inkluderes i foreninger der oprindeligt var for homoseksuelle (og biseksuelle). Det er jo et dogme indenfor LGBT+ bevægelsen at køn og seksuel orientering INTET har med hinanden at gøre så hvorfor foreninger for personer der er til deres eget biologiske køn skulle organisere dem, der mener, at deres sande køn er et andet end deres biologiske, virker selvmodsigende. Hvad der imidlertid har fået alvorlige konsekvenser er, at man i disse organisationer i dag insisterer på en helt bogstavelig fortolkning af transidentiteten.

Her kan man måske sammenligne med et eksempel fra religionernes verden. Mange protestanter opfatter det brød man spiser og den vin (eller druesaft) man drikker i forbindelse med nadveren som et symbol på Jesus, noget der skal få en til at tænke på ham og mindes ham. Den katolske kirke derimod insisterer på at det brød og den vin man modtager i forbindelse med nadveren i bogstavelig forstand, ER Jesus himself og derfor har man også ritualer hvor man tilbeder det indviede alterbrød da det jo ER ham.

På samme måde havde nok mange homoaktivister oprindeligt en, lad os i denne sammenhæng kalde det for en protestantisk forståelse af transkøn. Man ville gerne vise transkønnede respekt ved at omtale transkvinder som ”hun” og transmænd som ”han” og generelt så vidt som muligt undgå at krænke deres kønsmæssige selvforståelse uden af den grund virkeligt at tro på, at transkvinder i bogstavelig forstand er kvinder og transmænd i bogstavelig forstand er mænd. Men i dagens LGBT+ organisationer, herunder Copgenhagen Pride, er der ikke længere plads til andet end til bekendelsen af den ene sande tro, nemlig at transkvinder ER kvinder, at transmænd ER mænd og at man er transfobisk hvis man som lesbisk kvinde ikke vil have sex med transkvinder og hvis man som bøsse ikke vil have sex med transmænd.[1]

Det er nemlig den uundgåelige konsekvens af kravet om at transidentiteten skal tages bogstavelig: seksuel orientering må ikke være et spørgsmål om hvilket biologiske køn man føler sig tiltrukket af. Seksuel orientering skal nu, hvis den skal være transpolitisk korrekt, være rettet mod ens ønskede partners såkaldte kønsidentitet, altså mod hvordan denne ser sig selv. Vi skal altså med andre ord forelske os i og føle os seksuelt tiltrukket af en anden persons kønsmæssige selvforståelse og evt. dennes kønsmæssige selviscenesættelse. Den krop vedkommende er født med og den prægning som man uundgåeligt vil være mærket af pga. den krop man er blevet født med, må ingen rolle spille, hvis man altså ikke vil mødes med rasende anklager om at man er transfobisk, at man er en genitalfetichist etc. Homoseksualitet i den klassiske betydning af ordet er dermed VERBOTEN indenfor LGBT+ bevægelsen og homoseksuelle, der fortsat er homoseksuelle i ordets klassiske betydning af at man udelukkende er til sit eget biologiske køn, skal som minimum være i skabet hvis man ikke vil blive ”cansellet” af de foreninger der stadigvæk påstår, at de repræsenterer bøsser og lesbiske.

Men vi er faktisk flere og flere lesbiske, bøsser og biseksuelle, der selvsagt ikke føler os repræsenteret af foreninger der ikke kan tolerere at man udelukket er tiltrukket af personer af ens eget biologiske køn og vover at fortælle det højt frem for at forstå at man enten skal ændre på sin seksuelle orientering eller skamfuldt forblive i skabet. Dertil kommer, at vi er flere og flere der er dybt bekymret over alle de andre bivirkninger som den bogstavelige forståelse af transidentiteten medfører såsom kravet om at transkvinder skal kunne konkurrere mod biologiske kvinder indenfor den professionelle sport og at udtryk knyttet til kvinders biologi så som menstruation og moderskab skal gøres kønsneutrale. Vi er også meget bekymret over at kønsrolleafvigende børn og unge, hvoraf en del formodentlig er lesbiske, bøsser eller biseksuelle i stadigt voksende omfang bliver set som transkønnede og selv bliver overbevist om at de er det fordi de ikke kan se sig selv i samfundets stereotype forventninger til personer med deres biologiske køn.  LGBT+ foreningernes krav om juridisk kønsskifte for børn og hurtig adgang til hormonbehandling og kønsskifteoperationer af børn og unge vil kunne få alvorlige konsekvenser. Vi vil om 5-10 år meget vel kunne stå med hundredvis af unge voksne lesbiske, bøsser og biseksuelle som vil være fortvivlet over hvilke skader de fik tilført deres kroppe fordi der ikke var nogen der vejledte dem om at det er helt normalt at man som homo- eller biseksuel har det rigtigt svært med de kønsroller og kønsrolleforventninger som man mødes med i vores samfund men at man som voksen typisk vil lære at acceptere den krop man blev født med samtidigt med at man klæder sig og lever som det passer en bedst.

Rundt omkring i verden opstår der derfor LGB-foreninger, altså foreninger for lesbiske, bøsser og biseksuelle der har fået nok af det absurde teater med tragiske konsekvenser som LGBT+ bevægelsen er muteret til. Her i Danmark er vi fortsat blot en Facebook gruppe[2], men vi har ambitioner om mere. Det er nemlig på tide at der siges massivt fra overfor misbruget af bøsser, lesbiske og biseksuelle til et radikalt transpolitisk projekt som har alvorlige negative konsekvenser for børn, kvinder og homoseksuelle af begge køn.

[1] Se debatindlæg i avisen ”Arbejderen” fra den 15.8.2018 skrevet af Lars Henriksen, den daværende og nuværende forperson for Copenhagen Pride.

[2] https://www.facebook.com/groups/249592893174881 (LGB Danmark)

Læs mere

Skrevet af den 12 jun, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Lev og lad leve?

 

Med udgangspunkt i en bog/hjemmeside om hadforbrydelser mod LGBTQI personer med titlen “Stop hadet nu” har en række LGBT+ organisationer, Amnesty International og andre foreninger stillet ikke mindre end 30 forslag til hvordan vi kan få stoppet hadet mod personer befinder sig under denne paraply.

Nu siger det forhåbentligt sig selv, at ingen skal udsættes for vold, trusler om vold eller nedsættende tilråb, og det uanset hvilken identitet, kropslige træk, religion etc. som man måtte have. Jeg har også selv oplevet hvordan unge mænd har råbt efter mig og min kone på gaden, og selvom det forblev ved tilråbene, var det selvsagt ikke en rar oplevelse. Der er dog en række bekymrende aspekter ved denne nye ”antihad” kampagne som det LGBT+ politiske segment plus deres allierede hos f.eks. Amnesty International og Sex og Samfund har sat i værk.

Man kan f.eks. undre sig over den meget brede definition af had som kampagnen trækker på. Blandt de i alt ”1000 eksempler på had” kan man således under nummer 20 læse: ”Jeg startede på hormoner for 9 måneder siden, og er nu så flydende i udtryk at jeg føler mig meget udsat og usikker når der er kønsopdelte toiletter, fordi jeg ikke føler mig tryg på nogen af dem… Det ville være så meghet (sic) nemmere og mere trygt, at der bare var ikke-kønnede aflåste båse for alle, og evt et pissoir i et særskilt rum for de, der gerne vil anvende det. Hvis jeg går på “herretoilettet” kan jeg desuden få problemer hvis det falder sammen med at jeg har menstruation, da der ikke altid er affaldsspande. *suk*” Er kønsopdelte toiletter udtryk for had? Og hvad skal man sige til nr. 51?: ”Jeg drømmer om en dag, jeg ikke skal give en “sexuality 101”, hver gang jeg siger, jeg er ace.” Er man hadefuld hvis man ikke lige ved hvad ”ace” er? Dertil kommer, at der ikke skelnes mellem konkrete oplevelser af at blive fysisk eller verbalt forulempet og så angsten for at noget sådan kunne ske, sådan som det f.eks. beskrives i nr. 909: ”Min kæreste er en transkønnet kvinde. Hun er bange for at gå alene om aftenen i byen. Jeg, en transkønnet mand, er bange for at jeg ikke ville kunne forsvare hende hvis nogen skulle gøre hende noget… Vi undgå (sic) dele af byen (Aarhus) fordi vi er bange for folk spytter efter os… ”

Man kan jo også være noget skeptisk overfor det tæppebombardement med undervisning i LGBT+ forhold, normkritik etc. som de LGBT+ aktivistiske foreninger kræver og det fra folkeskolen til lærer-seminarerne og velfærdsuddannelserne. Men her kan man dog i det mindste gå ud fra at disse foreninger trækker på ideen om at had skyldes uvidenhed. Dog undrer det noget, at man blandt de 30 forslag leder forgæves efter krav om forskning i hvad der får folk til at udøve fysisk eller verbal vold mod LGBT+ personer og hvem der står bag disse overgreb.

Det virker imidlertid noget søgt, at vi som samfund skal bekæmpe had mod LGBTQI personer ved at leve op til følgende krav (16/30): ”Sæt midler og ressourcer af til at skabe og/eller videreudvikle lokale LGBTQI+caféer og -netværk i kommunens årlige budgetter. Der bør særligt prioriteres initiativer for unge, seniorer samt inter- og transkønnede.”

Meget bekymrende er de krav der kan tolkes som slet skjulte angreb på de kønsopdelte rum, der er vigtige for kvinders sikkerhed. Der er her tale om krav 2/30: ”Alle institutioner skal sikre, at der er adgang til toilet-, bade- og omklædningsfaciliteter uanset kønsidentitet, kønskarakteristika og seksuel orientering.” & 12/30: ”Lovkrav om at alle arbejdspladser skal sikre, at der er adgang til toilet-, bade- og omklædnings-faciliteter uanset kønsidentitet, kønskarakteristika og seksuel orientering.” & 27/30: ”Kriminalforsorgen skal formulere en officiel politik om håndtering af trans- og interkønnede indsatte, som så vidt muligt respekterer disses kønsidentitet og ønskede kønsudtryk.” Kravet i nr. 2/30 og 12/30 virker umiddelbart mærkeligt, da skoler og arbejdspladser jo allerede nu tilbyder elever hhv. ansatte adgang til toilet-, bade- og omklædningsfaciliteter. Hvis der er tale om at man kræver særlige faciliteter til LGBT+ personer er det i mine øjne ok, om end kun relevant for transkønnede og evt. interkønnede. Men det er en alvorlig sag hvis det man kræver, er kønsneutrale omklædningsrum for alle eller at man skal have lov til at klæde om sammen med det køn som man ”identificerer sig som”. Og forslag 27/30 om fængslerne lægger i mine øjne op til at personer med penis skal have adgang til kvindeafdelingerne i fængslerne hvis førnævnte ”identificerer sig som kvinder” hvad er et alvorligt angreb på udsatte kvinders sikkerhed.

Og det undrer selvfølgeligt slet ikke, at man også kræver: ”Indskriv ”kønsidentitet”, ”kønsudtryk” og ”kønskarakteristika” i lovteksten til straffelovens §81 nr.6 og §266b, som beskyttelsesgrunde.” (forslag 21/30). Til støtte for dette forslag har man indsamlet 30.743 underskrifter. Fremover skal man altså overveje om man får en straffesag på halsen hvis man f.eks. skriver på Facebook at ”kvinder ikke har en penis”…

Læs mere