Menu
Kategorier

Skrevet af den 21 apr, 2022 under Lgbt | 0 kommentarer

Kønsbekræftelse eller ødelæggelse af sunde organer?

 

2017 bliver hyldet som året hvor ”transkønnet” blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme i Danmark – hvad ofte fejres som en stor triumf for den danske transaktivisme. Nu er det imidlertid en sandhed med modifikationer, at ”transkønnede blev erklæret raske” i 2017, da ”transkønnet” er et aktivistisk begreb som aldrig har været en officiel diagnose. I stedet blev diagnosen ”transseksualisme”, der gav adgang til at få gratis hormonel og kirurgisk kønsskiftebehandling indenfor det danske sundhedsvæsen, fjernet fra listen over psykiske lidelser. At den først blev fjernet i 2017, handlede ikke nødvendigvis om at Danmark var langsom med at ”anerkende transkønnedes rettigheder” men mere om at det logisk set giver mening, at man skal have en psykisk eller en fysisk lidelse hvis man vil have gratis behandling indenfor Sundhedsvæsenet.

Fra 2017 af har det danske sundhedsvæsen altså skulle håndtere den mærkværdige situation at mennesker, der efter sigende er raske, kræver omfattende og dyr behandling i sundhedsvæsenet fordi de føler et behov for at få deres kønsidentitet bekræftet via brug af krydshormoner og operationer, herunder omfattende kirurgiske indgreb på kønsorganerne. De dilemmaer det udløses belyses sådan set udmærket i en rapport om ”Kønsbekræftende nedre kirurgi for transpersoner i Danmark” der blev udgivet af LGBT+ Danmark i 2021.

Det er nemlig tydeligt, at nok har Sundhedsstyrelsen rettet ind og accepteret det politisk begrundede krav om at det ikke længere skal ses som udtryk for en sygdom at man vil have en kønsskifteoperation, og man har også overtaget et transaktivistisk sprog så som når man taler om ”tildelt køn ved fødslen” – men det betyder bare ikke at det er særligt nemt eller smidigt at få adgang hertil.

Det ser ellers pænt nok ud på papiret. Som LGBT+ Danmark skriver i rapporten: ” Sundhedsloven tager udgangspunkt i, at størstedelen af den danske patientgruppe først kommer i kontakt med sundheds- og sygehusvæsnet, når de udviser somatiske og/eller psykiske symptomer som tegn på potentielle sygdomme eller lidelser, der skal udredes og behandles. Her adskiller transpersoner sig som patientgruppe ved ikke at henvende sig på baggrund af somatisk eller psykiske symptomer men derimod et ønske om kønsbekræftende behandling. I 2017 blev “transkønnethed” fjernet fra listen over psykiske lidelser i Danmark. Sundhedsstyrelsen udgav, efter års arbejde, en ny behandlingsvejledning, der omstrukturerede tilbuddet til transpersoner, således at trans- og kønsdiverse personer i kontakt med sundhedssystemet kategoriseres under en “kontaktårsag” frem for en diagnose med en medfølgende diagnosekode. I det danske sundhedssystem defineres man som rask eller syg på baggrund af, hvorvidt man opfylder betingelserne for en diagnose, og ikke-syg sidestilles med rask. Denne omlægning betyder, at transpersoner dermed ikke ses som psykisk syge, men derimod som raske borgere med behov for og ret til livsvigtig behandling, hvilket kan sidestilles med eksempelvis gravide, der også er i kontakt med sundhedssystemet uden at de kategoriseres som syge. Både transpersoner og gravide betragtes dog fortsat som patienter, så længe de er i kontakt med sundhedssystemet. På denne måde er transpersoner i det danske sundhedssystem raske patienter.”

Sammenligningen med gravide er rimelig dårlig. At være gravid er jo ikke en identitet der kræver bekræftelse men i stedet en objektivt konstaterbar fysisk tilstand. Og selvom graviditet ikke er en sygdom, så er svangerskab og ikke mindst fødsel forbundet med en reel risiko for at der kan opstå komplikationer, der medfører alvorlige skader eller ligefrem død hos moderen (og/eller barnet). Hvilke alvorlige fysiske komplikationer skulle set i forhold hertil kunne ramme f.eks. en transmand der ikke får opfyldt sit ønske om at få en phalloplastik, dvs. en kunstig penis?

I stedet har sundhedsvæsenet udtænkt sig en smart lille kattelem. For at man kan få adgang til ”nedre kirurgi” skal der være konstateret varigt kønsligt ubehag (om end 12 måneder med et sådant øjensynligt er nok for at det kan kaldes for ”varigt”) som disse indgreb så skal kunne afhjælpe.

I et udkast til en visitationsretningslinje som LGBT+ Danmark har fået aktindsigt i står der i henhold til rapporten: ” Visitationsretningslinjen definerer kønsligt ubehag som: Kønsligt ubehag er en subjektiv følelse, der kan opstå hos personer, der oplever uoverensstemmelse mellem kønsidentitet og deres fødselstildelte køn. Kønsligt ubehag kan desuden påvirke patientens funktionsevne og mentale sundhed negativt i varierende grad. Det kan eksempelvis dreje sig om evnen til at indgå i sociale, romantiske og seksuelle relationer. Kønsligt ubehag kan også påvirke muligheden for at færdiggøre uddannelse eller bibeholde en tilknytning til arbejdsmarkedet. Endelig kan kønsligt ubehag medføre psykisk lidelse i form af f.eks. selvmordstanker, depression, angst, spiseforstyrrelser, rusmiddel relateret lidelse, internaliserende forstyrrelser og selvskadende adfærd. I nogle tilfælde fører det kønslige ubehag også til afstandtagen fra egen krop eller neglekt.”

Det er jo reelt set en definition på en (psykisk) sygdom og derfor er LGBT+ Danmark heller ikke tilfreds hermed. Som rapporten bemærker: ”I praksis giver dette anledning til, at patienten skal vurderes som “syg nok” eller “udfordret nok” for at blive tilbudt behandling, til trods for, at sundhedssystemets officielle indstilling er, at transpersoner er raske patienter. Dette paradoks bevirker, at nogle personer føler, de bliver nødt til at lyve for at blive gen- og anerkendt i en behandlingsramme, hvor den negative påvirkning bliver adgangsgivende for behandling. Systemets fokus på de negative konsekvenser af kønsligt ubehag kan fx være særligt udfordrende for de transpersoner, der ikke oplever kønsligt ubehag i retningslinjens forstand, men som kunne have gavn af behandlingen, og som ønsker det af andre årsager, fx øget kropsglæde. Tilgangen til kønsligt ubehag fastholder sygeliggørelsen af transpersoner som befolkningsgruppe og reproducerer stigmatiseringen af dem, stik modsat den angivne intention i både vejledningen og retningslinjen.

Med andre ord, LGBT+ Danmark mener, at transkønnede skal have adgang til irreversible, komplicerede, med bivirkninger behæftede og i øvrigt dyre kirurgiske indgreb blot for at give transkønnede en ”øget kropsglæde”. Mon ikke også der findes biologiske mænd blandt den danske befolkning som ville føle ”øget kropsglæde” hvis de ganske gratis kunne få deres penis forlænget? Og hvad med de kvinder der ville føle øget kropsgælde ved at få forstørret deres bryster eller et Brazilian Butt Lift på skatteborgernes regning? Hvorfor er det ene livsnødvendige indgreb mens det andet bliver affejet som kosmetiske operationer?

Der hvor hunden ligger begravet er, at ikke mindst de kirurger der skal gennemføre denne såkaldte ”nedre kirurgi” har store reservationer overfor den. F.eks. kan man i rapporten læse uddrag fra en mail fra kirurgerne på Rigshospitalets Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling (der er dem der i Danmark foretager sådanne operationer) til Sundhedsstyrelsen fra d. 11. oktober 2020, hvor der står: “Transkønnede personer er pr. definition ikke syge, og de operationer de efterspørger (fjernelse af bryst, penis, vagina, indre kønsorganer, konstruktioner af diverse) udføres på raske organer. De resultater, vi som kirurger kan tilbyde, er alle dårligere end det givne udgangspunkt og resultaterne bliver alle dårligere end hvis de var udstyret med det ønskede kønsorgan fra fødslen. Det gælder både urologisk funktion, sexualfunktion og udseende. Indgrebene på kroppens overflade er i bund og grund kosmetiske. Vi ”helbreder” ingen sygdom (idet patienterne jo er raske) og vi fjerner raske velfungerende organer.” (…) “Vi er stærkt bekymrede for at vi kaster rigtigt mange og efterhånden rigtigt unge personer ud i kirurgi med stor risiko for livslange følgevirkninger. De følgevirkninger har de, trods grundig information, ikke en chance for at forstå alvoren af, og derfor er der behov for at det er de “rigtige” personer der opereres.”

Men kirurgernes advarsler, der er særligt kraftige i forhold til phallopastik, hvor komplikationsraterne er så høje at den ikke længere tilbydes indenfor det danske sundhedsvæsen, fejer LGBT+ Danmark af banen som ”skræmmetaktik”. Det er som om man slet ikke har forstået hvor alvorlige disse indgreb er. I stedet vil man have adgangen til disse indgreb gjort lettere, ikke mindst for de nonbinære, som ikke har let ved at forklare kirurgerne at man kan forbinde et flydende køn med et ønske om permanente kropslige indgreb på ens kønsorganer. 4 ud af 6 af dem der har skrevet LGBT+ Danmarks rapport, bruger interessant nok nonbinære pronominer – og 2 af de 8 forslag til forbedringer som rapporten munder ud i nævner eksplicit nonbinære. Den tid hvor kønsskifteoperationer var tænkt til personer født med en ”forkert krop” i betydningen en mands krop frem for en kvindes krop eller en kvindens krop frem for en mands krop er ikke forbi. Men den er blevet suppleret af en voksende skare af såkaldte nonbinære, altså personer der hævder at være hverken mænd eller kvinder, eller at de er begge dele, eller at de flyder mellem disse to køn, der ønsker at få ændret deres kønsorganer så de afspejler deres kønsidentitet (hvordan det så end skal lade sig gøre).

Men den mere binære/traditionelle tankegang er dermed ikke helt forbi, end ikke hos LGBT+ Danmark, for som de skriver: ”En problematik som flere spørgeskemarespondenter og aktivistgrupper, bl.a. Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB), Trans Scandinavia og TiD – Transpersoner i Danmark har peget på, er hvordan den nuværende operationsprocedure på vaginoplastik på sigt vil skabe udfordringer for unge transpiger, der i fremtiden ønsker sig nedre kirurgi. Udfordringen består i at både unge og ældre transkønnede kvinder som har været på stop- og derefter krydshormoner siden de var teenagere, eller hvis penis ikke er vokset under puberteten, kun vil kunne opnå begrænset skededybde med nuværende procedure. Dette sker, fordi kirurgerne i Danmark på nuværende tidspunkt kun tilbyder operationer, hvor længden af skaftet afgør dybden på den nye skede. Begrænset skededybde vil for nogle transpersoner opleves som et problem, som på sigt antages at blive hyppigere, da Sexologisk Klinik, siden centeret åbnede for indtag af børn og unge i 2016, har set en stigende årlig tilstrømning af teenagere, der har behov for at komme på stop- og derefter krydshormoner. Derfor efterspørges der også andre operationstyper og -metoder, der tilgodeser disse kvinder.” Her går man altså ud fra at vi i fremtiden vil stå med en række transkvinder, der ønsker sig en neovagina dyb nok til at de kan have ”penis i vagina” sex, men ikke kan få det med den mest almindelige operation da deres penis pga. brug af stophormoner efterfulgt af krydshormoner da de teenagere er for lille hertil. Men selvfølgeligt får det ikke LGBT+ Danmark til at overveje om man ikke burde stoppe med denne behandling af børn og unge selvom den tydeligvis kan stå i vejen for det kønsskifte som den efter sigende skulle facilitere. I stedet kræver man blot andre versioner af disse indgreb uden at nævne at disse er mere komplicerede og forbundet med en større risiko for komplikationer.

Læs mere

Skrevet af den 15 apr, 2022 under Lgbt | 0 kommentarer

Cybernauterne misinformerer om transkvinder og sport

 

Cybernauterne, der efter eget udsagn vil informere om misinformation og falske nyheder på nettet, fortsætter i andet afsnit af deres Podcastserie ”Kønskrigerne” med selv at fordreje debatten og misinformere.

Denne her gang er det transkvindernes deltagelse i kvindesporten som de kaster sig over. I starten af podcasten fortæller Maia Kahlke Lorenzen at der allerede i 2019 og 2020 var danske TERF’s (altså transekskluderende radikalfeminister) der som led i en international trend skrev om dette emne. Hun henviser så til en ikke navngiven dansk Facebook gruppe for TERFs, hvorfra hun lader et ret indforstået citat citere om en artikel der handler om de fysiske fordele som transkvinder har i forhold til biologiske kvinder når vi taler om sport. Der er efter min vurdering ingen tvivl om at det drejer sig om den lukkede Facebook gruppe ”Kvinder for kvindekamp” som jeg er med til at bestyre. Hvorfor hun ikke finder infos fra åbne kilder på nettet men i stedet vælger at bruge Facebookspioner må stå åbnet hen. Måske fordi Maia ikke ønsker at skulle henvise til konkrete tekster med ”forkerte” holdninger af angst for at de kunne overbevise folk med deres argumenter? Anyway, så er det kendetegnende for Cybernauternes behandling af de såkaldte kønskrigere. Mens man enkelte gange nævner navne på udenlandske ”TERF’s,” nævnes der ikke navne på de kvinder der i dansk sammenhæng stemples som sådanne, heller ikke selvom man citerer udførligt fra Facebookopslag som disse kvinder har skrevet. Er Cybernauterne måske bange for de juridiske implikationer ved at udråbe folk til at være TERF eller som her at citere fra opslag fra lukkede Facebookgrupper uden at have indhentet tilladelse hertil? Om der nu er tale om fejhed mht. at stå ved sine metoder eller om det snarere handler om en afgrundsdyb foragt overfor de kvinder, der ikke køber dogmet om at ”transkvinder ER kvinder”, er ikke godt at vide. At Cybernauterne afskyr kvinder som ikke er tilhænger af deres radikale transideologi kan der næppe være nogen tvivl om.

En central person i dette Podcastafsnit er transaktivisten Nadia Jacobsen om hvem vi får at vide, at hun er 36 år, har været åben transkvinde i 2 år og i øvrigt arbejder som selvstændig vognmand (sic!) Nadia er hobbybasketballspiller – og -træner, og det kvalificerer hende øjensynligt i henhold til Cybernauterne til at forklare lytterne om hvad der er op og ned mht. biologi og transkvinder i sport. Når man som en sådan har indtaget østrogen og testosteronblokkere i 2 år har man ifølge Nadia mistet al sin muskelmasse, og derfor er det faktisk en belastning at være udstyret med et mandligt skelet, der jo nu skal holdes op af, ja jeg ved ikke hvad, men vel luft nu når musklerne efter sigende er væk. Nadia fortæller selvfølgeligt ikke noget om at transkvinder ligesom andre biologiske mænd har større hjerter, bredere blodårer og større lungekapacitet end biologiske kvinder, og at disse forhold ikke ændres af behandling med østrogen og testosteronblokkere siger hun selvsagt heller ikke noget om.

Til gengæld har Nadia fundet argumentet over alle argumenter mht. bekymringen om at mænd kunne vælge at udgive sig som transkvinder for at vinde i kvindesport: Ingen professionel sportsudøver ville tage 2-3 år ud af sin karriere for at lade sig behandle medicinsk før vedkommende kan konkurrere mod kvinder. Hvem skulle betale deres løn i denne periode? Og Kvindelige sportsudøvere har i forvejen jo en laver løn! Og da man som professionel sportsudøver er færdig når man er 34-35 år, kan man simpelthen ikke spille sin tid på den måde. Nadia forholder sig selvsagt ikke til at mænd, der kunne finde på at stille op som kvinder for at sikre sig nemme sejre, næppe vil høre til de mænd der havde en lovende betalt sportskarriere foran som mænd. Og at den berømte transkønnede vægtløfter Laura Hubbart faktisk var 42 år da hun i 2020 stillede op til de olympiske lege som kvinde, nævner Nadia selvsagt heller ikke. Hvad Nadia dog med begejstring fortæller om er at Laura Hubbart tabte til OL, men at hun konkurrerede mod biologiske kvinder der var 15-20 år yngre end hende nævnes ikke. Og hvem siger i øvrigt, at transkvinderne skal have været i medicinsk behandling i 2-3 år?

Misinformationerne stopper imidlertid ikke her. Maia påstår at transkvinder, der har deltaget i professionel kvindesport, ikke har domineret i deres kategorier. Hvad hun ikke fortæller er, at det har Veronica Ivy/Rachel McKinnon lige præcist gjort indenfor cykelsporten. Maia påstår også, at Dansk Idrætsforbund i deres rapport om inklusion af transkønnede i sporten ikke siger, at transkvinder har en unfair fordel i forhold til biologiske kvinder indenfor kvindesporten og at de blot kræver, at der skal opstilles klare regler for deres deltagelse. Dette er imidlertid en klar fordrejning af DIF’s rapport.  Her kan man nemlig bl.a. læse følgende: ” DIF ønsker at anerkende transpersoner og interkønnedes ret til at dyrke konkurrenceidræt. Men når valget står mellem at prioritere denne gruppe af atleters vilkår over for den – alt andet lige – større mængde af biologisk fødte kvinders vilkår, bør hensynet til de biologisk fødte kvinder veje tungere på nuværende tidspunkt, når det gælder eliteidræt eller konkurrence på højt plan. Det er således både hensynet til beskyttelse af den væsentlig større gruppe af biologiske fødte kvinder i forhold gruppen af transkvinder og interkønnede, men også det værdimæssige fundament i at bevare biologisk fødte kvinders mulighed for at dyste på lige vilkår. (…) Hertil kommer, at DIF ikke har kendskab til videnskabelige studier der viser, at der ikke er forskel på transkønnede, interkønnede og non-binæres fysiologiske fordele i studier med biologiske kvinder. Det er stadigvæk et område, hvor der findes relativt få studier, fordi antallet af elitære transkvinder, interkønnede og non-binære stadigvæk er forholdsvist beskedent og derfor svært at undersøge nærmere. DIF ligger derfor til grund, at der gennem den mandlige krops udvikling er en præstationsfremmende fordel, som i en konkurrence mod kvinder vil betyde, at den biologisk fødte kvinde ikke vil have en lige og fair chance for at vinde. Det er således ønsket om at bevare den lige konkurrence for biologisk fødte kvinder, der er afgørende for DIF’s anbefaling på dette område.”

For så vidt har den amerikanske transkvindesportsaktivist Karleigh Chardonnay, der får en del taletid til sidst i podcasten, nemlig ret. Udgangspunktet for problematiseringen af transkvinder deltagelse i professionel kvindesport er selvfølgelig at de er biologiske mænd. Det er den faktuelle objektive virkelighed som man skal forholde sig til når man diskuterer om de skal have lov til at konkurrere mod kvinder. Det er derfor også næsten komisk når Karleigh gør et stort nummer ud af at det slet ikke problematiseres at transmænd konkurrerer mod biologiske mænd indenfor herresporten. De har jo ligesom ikke nogen biologisk fordel i denne kategori.

Generelt udarter den sidste del af Podcasten sig til beskyldninger om at man enten tilhører eller lader sig styre af den amerikanske ydre religiøse højrefløj hvis man synes, at det er en dårlig ide med at lade transkvinder konkurrere mod biologiske kvinder indenfor den professionelle sport. Og selvfølgelig skal det rundes af med de (ikke dokumentere) gamle travere om at transkvinder skulle være særligt udsatte for drab og vold.

Nadia skal da også lige fortælle at hun havde et 20 minutters angstanfald første gang hun ville bruge dametoilettet. Jeg har nu levet i 28 lykkelige år sammen med en kvinde, der ofte bliver råbt an når hun vil bruge dametoilettet fordi hun tit fejlkønnes som mand. Hvis man ikke har en kær person med, der kan forklare forholdene, eller selv orker at gøre det, så kan man altså bruge herretoilettet, så simpelt er det såmænd.

Læs mere

Skrevet af den 8 apr, 2022 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

“Ciskønnet” er et transaktivistisk begreb

 

Et af de centrale dogmer indenfor transaktivismen er, at man enten er transkønnet eller såkaldt ciskønnet. Antagelsen er, at man enten ikke ”identificerer sig med det køn man fik tildelt ved fødslen” eller at man gør det. Allerede her står det klart, at begrebet ”ciskønnet” er knyttet til en forestilling om at køn handler om hvad man identificerer eller føler sig som frem for den krop man blev født med. På samme måde tager udtrykket ”køn tildelt ved fødslen” udgangspunkt i den fejlagtige antagelse at det køn, der står i ens fødselsattest, er et resultat af en tilfældig ”tildeling” foretaget af en eller anden læge.

Cis-kønsbegrebet er knyttet til en bemærkelsesværdig rigid binær forestilling om hvordan vi mennesker har det med vores kropslige køn og ikke mindst de kønsroller og kønsrolleforventninger som samfundet møder os med pga. den krop vi blev født med. Hvor man når man taler om menneskers seksuelle orientering som bekendt ikke blot har begreberne ”homoseksuel” og ”heteroseksuel” men også ”biseksuel”, så er forholdet til ens køn øjensynligt et enten-eller og aldrig et både-og.

Trans- og queeraktivister vil selvsagt gerne have os til at tro at ”ciskønnet” blot er et neutralt begreb for alle ”ikke-transkønnede” og at det er den mest objektive og præcise måle at tale om disse på. Men dette er på mange måder ikke rigtigt, og det ikke blot pga. ovenanførte årsager. I praksis ser det ud til at transaktivisterne ofte antager, at dem der ikke betegner sig selv som transkønnede har det ganske udmærket med de kønsrolleforventninger som de mødes med pga. deres medfødte kropslige køn, altså at de såkaldte ”ciskønnede” er kønsrollekonforme hhv. kønsnormale om man vil. Men nu er der ikke så helt få blandt dem, der ikke ser sig selv som transkønnede, der ikke kan eller vil spejle sig i de kønsrolleforventninger som de mødes med pga. deres biologiske køn. Dette forhold synes imidlertid at forvirre mange transaktivister, der øjensynligt har det svært med at håndtere den mangfoldighed af fortolkninger der findes af hvad det vil sige at leve med en kønnet krop i en kønsrollefikseret verden.

Helt konkret har jeg efterhånden en del gange oplevet at transaktivister har påstået at jeg skulle være transkønnet. Sidste gang det skete var da jeg for nyligt på Twitter blev udråbt til at være en selvhadende skabstransmand. Det forhold at jeg ikke kan eller vil spejle mig i de kønsrolleforventninger som jeg mødes med fordi jeg er født med en kvindes krop – og at jeg i øvrigt går i ”herretøj” og ikke ser mig selv som feminin – gør øjensynligt at jeg i disse aktivisters øjne hører til i transkassen om jeg så selv ser sådan på sagen eller ej. På samme måde har jeg set transaktivister blive nærmest rasende hvis folk ikke ville acceptere at blive kaldt for ”cis-kønnede”. Det forhold at man ikke betegner sig selv som transkønnet gør øjensynligt at man i en række transaktivisters øjne mister retten til at definere sit eget køn ud fra hvad der giver mening for en selv.

Jeg er ikke ”cis-kønnet” da jeg ikke er ”kønsnormal”. Jeg har været og er en række forskellige ting, normal hører helt sikkert ikke med hertil. Og som radikalfeminist identificerer jeg mig i øvrigt ikke med min egen undertrykkelse dvs. med de samfundsskabte kønsrolleforventninger til kvinder. Jeg er imidlertid heller ikke transkønnet da jeg er mig fuld bevidst at det forhold at jeg blev født med en piges krop, der har udviklet sig til en kvindes krop, på rigtigt mange måder har været afgørende for hvordan jeg er blevet mødt af andre og dermed på de erfaringer jeg har haft med andre og deres reaktioner på mig. Var jeg blevet født med en penis så havde mine erfaringer, mine muligheder og hermed mit liv på mange måder været anderledes og dermed havde jeg været en anden. At benægte at vores kropslige udgangspunkt på mange måder sætter rammerne for hvem vi er blevet til, er i mine øjne en form for benægtelse af den materielle virkelighed og vores egen livshistorie som er uløseligt knyttet hertil.

Med en vis alder og livserfaring er det alt andet lige ikke så svært at gennemskue illusionen om at vores kropslige virkelighed er noget vi kan flygte fra eller at vi reelt kan skifte fra det ene biologiske køn til det andet. Men det er dybt bekymrende at unge og usikre mennesker, der mangler disse livserfaringer og som ofte savner alternative måder at håndtere kønsrollefrustrationerne på, kan komme til at foretage unødvendige irreversible kropslige forandringer fordi de blev lokket af transaktivisternes sirenesang.

 

Læs mere

Skrevet af den 7 apr, 2022 under Feminisme, Lgbt | 1 kommentar

Cybernauterne og “de onde” TERFs

 

Maia Kahlke Lorentzen der er en del af researchkollektivet ”Cybernauterne”, har barslet med ikke mindre end hvad der skal være en hel podcastserie om TERF’s (de såkaldte ”transekskluderende radikalfeminister). Cybernauterne arbejder med nettets ”mørke sider” og Maia Kahlke Lorentzen beskriver selv sin research som at den handler om ”online-hadfællesskaber og digital chikane”. Og i en baggrundsbeskrivelse af den nye Podcast serie beskrives ”TERF’s” da også som ”en gruppe feminister der både har en historik for digital og fysisk vold, som bedriver hadekampagner og chikane på nettet og i den fysiske verden, og som aktiv arbejder for at begrænse bestemte gruppe i samfundets rettigheder, baseret på deres køn.”. Hermed er tonen ligesom sat og det er ganske klart at denne Podcastserie ikke er et produkt af neutral research men i stedet er et partsindlæg i den igangværende debat om transaktivismen og dens konsekvenser.

Det første (og hidtil eneste publicerede) afsnit hævdes at handle om den historiske baggrund for ”TERF-bevægelsen” hhv. den ”kønskritiske bevægelse”.

Det er dog ikke særligt meget ”historie” som man præsenteres for i dette afsnit. Maia Kahlke Lorentzen fortæller kort om ”Blåstrømperne” og ”Rødstrømperne” men disse historiske bølger indenfor feminismen bliver hurtigt fejet af bordet pga. disses påståede manglende interesse for andre end hvide heteroseksuelle overklassekvinder. En feminisme der ikke er ”intersektionel” er tydeligvis værdiløs i hendes øjne, og så er det ret så ligegyldigt at disse ældre bølger i høj grad har ansvar for at kvinder her i landet i dag har hhv. stemmeret og ligeløn for lige arbejde.

Men ellers er dette afsnit ekstremt fokuseret på Janice Raymonds bog ”The Transsexual Empire”. Jeg har faktisk for en del år siden læst denne bog, men det jeg tvivler på at ret mange andre kønskritiske feminister har, og mig bekendt henvises der da også kun yderst sjældent til denne bog når kønskritiske feminister diskuterer emner med relation til transkønnede. Det hindrer dog ikke den radikale transaktivist Laura Tams i at hævde, at de kønskritiske feministers holdninger kan spores direkte tilbage til denne bog (som hun sjovt nok indrømmer at hun ikke har læst i sin helhed).

Hvad der så mere konkret står i Janice Raymonds bog, får lytteren bemærkelsesværdigt lidt at vide om set i lyset af bogens påståede centrale betydning for nutidens kønskritiske feminister. Hvad der i stedet bruges en del tid på, er at fortælle om konflikten omkring transkvinden Sandy Stone, der var med i et lesbisk og radikalfeministisk musik-kollektiv. Det er ganske rigtigt, at Janice Raymond (sammen med en del andre radikalfeminister) var meget imod at en transkvinde var en del af et sådant kollektiv, og i henhold til Sandy Stones blev hun som følge af denne kritik mødt med dødstrusler. Trusler, ikke mindst dødstrusler, er selvsagt aldrig ok. Men det er nok meget sigende at det er denne ene historie fra 1970’erne som radikale transaktivister elsker at henvise til når de ønsker at fremstille de såkaldte TERF’s som voldelige mod transkvinder. De talrige eksempler på trusler, chikane og vold som radikale transaktivister har udsat kønskritiske feminister for nævnes selvsagt ikke med et ord. Det er f.eks. meget sigende at Maia Kahlke Lorentzen kort kommer ind på de radikale transaktivisters kampagne mod den radikalfeministiske (og hovedsageligt lesbiske) ”Michigan Womyn’s Music Festival”, der blev begrundet med at arrangørerne ikke ville give transkvinder adgang til festivalen, en kampagne der endte med at den måtte lukke til stor sorg for rigtigt mange lesbiske radikalfeminister. Hvad hun ikke nævner med et ord, er de mange trusler og den grove chikane som disse aktivister udsatte festivalen for.

Det er faktisk ikke meget man egentlig får at vide om ”TERF’s” i dette Podcastafsnit, altså andet end at de skulle være fordomsfulde, snæversynede og drevet af had til transkønnede, især transkvinder, som de efter sigende vil have helt fordrevet fra det offentlige rum. Maia Kahlke Lorentzen og Co. prøver på at give lytterne det indtryk at 1970’er feminismen generelt var inkluderende i forhold til transkvinder og at TERF’s blot var en lille udbrydergruppe. Vi får dog ingen dokumentation for denne lidet troværdige påstand.  Ellers nævnes det kort, at TERF’s ikke tror at transkvinder er ”rigtige” kvinder og at de tillægger biologien en ”forkert betydning”. Ifølge Laura Tams har TERF’s faktisk helt misforstået hvad radikalfeminismen handler om da denne, i henhold til Laura, skulle være en radikal afvisning af at biologien skulle have nogen betydning for kønnet. At radikalfeminismen afviser ideen om at vi fødes med færdigkønnede hjerner, der prædestinerer os til at omsætte samfundets kønsrolleforventninger, samtidigt med at den insisterer på at kvindeundertrykkelsen basalt set handler om mænds ønske om at kontrollere kvinders kroppe, reproduktion og seksualitet forholder Laura Tams sig selvsagt ikke til.

Til gengæld var det bemærkelsesværdigt at høre hvor lidt viden Laura Tams tydeligvis har om transkøns-begrebets historie. Således får hun sagt at transkønnede startede med at blive defineret som noget perverst og noget forkert og nævner her Harry Benjamin syndrom, som så skulle være blevet til ”transseksuel”. Denne term skulle nogle stadigvæk hænge fast i da det er ”sjovt at kunne associere nogen med sex”. Og hun påstår dernæst, at det er de transkønnede der har reclaimet udtrykket ”transkønnet”, der altså skulle være blevet skabt af folk der anså transkønnethed som noget forkert. Men historien bag disse udtryk er en anden.

Udtrykket ”transvestit” blev skabt af den homoseksuelle seksualitetsforsker Magnus Hirschfelt i 1910. Det var Harry Benjamin der populariserede termen ”transseksuel”, der pga. hans forskning også blev betegnet som ”Harry Benjamins syndrom”. Hans artikler og kliniske behandling er helt afgørende for etableringen af ideen om at alvorlig kønsdysfori skal behandles med krydshormoner og kønsskifteoperationer.  ”Transkønnet” derimod er en term som queer-aktivister populariserer i 1990’erne. Den var tænkt som et paraplybegreb for dem der i Judith Butlers ånd blev set som kønsballademagere, såsom transseksuelle, transvestitter, drags, butch lesbiske mfl, dvs. forskellige grupper som brød markant med samfundets kønsrolleforventninger men som hidtil ofte ikke havde følt noget fællesskab med hinanden. Transkønnede har altså ikke ”reclaimet” begrebet ”transkønnet” sådan som f.eks. homoseksuelle mænd har reclaimet udtrykket ”bøsse”. De har i stedet selv skabt det og dermed skabte de reelt set også en ny identitet hvis relation til de tidligere minoritetsgrupper (og majoriteten) er uafklaret og flydende. Laura Tams nævner i øvrigt heller ikke at der også i dag findes personer, der insisterer på at kalde sig selv for ”transseksuelle” frem for ”transkønnet”, da de opfatter sidstnævnte for at være upræcist og ikke rammende for de problemstillinger som de kæmper med.

Laura Tams upræcise gennemgang af udtrykket ”transkønnet” historie hænger sammen med at hun prøver at bruge det som en retfærdiggørelse af begrebet ”cis-kønnet”. Laura Tams hævder, at man er ciskønnet hvis man ikke er transkønnet, og vil så sammenligne det med at man enten er homoseksuel eller heteroseksuel. Den sammenligning går imidlertid med det samme i opløsning da hun som queer-aktivst jo også må nævne at der er mange andre seksualiteter. De forskere der i sin tid skabte termerne ”transvestit” hhv. ”transseksuel” følte imidlertid interessant nok ikke et behov for at skabe en term for dem, der ikke hørte under disse kategorier, måske fordi de gik ud fra at disse termer kun berørte et meget lille antal personer der ikke udgjorde nogen trussel mod samfundets kønsrolleorden. Her er der en væsentlig forskel fra lægevidenskabens opfindelse af udtrykket ”homoseksuel” der hurtigt af denne blev suppleret med termen ”heteroseksuel”. ”Cis-kønnet” er et produkt af queer- og transaktivismens ønske om at vi ikke må tale om biologiske mænd og kvinder, dvs. for dennes behov for at køn skal handle om en ikke nærmere definerbar subjektiv identitet frem for objektive kropslige forhold. Dertil kommer den klare tendens til at antage, at man enten er kønsrollekonform og hermed ciskønnet eller kønsrollenonkonform og hermed transkønnet. Det er jo meget sigende, at Frederikke Kjerulff Madsen som kort optræder i podcasten, tilbage i 2018 i radioprogrammet AK 24syv hævdede, at undertegnede er transkønnet fordi jeg ikke ”identificerer mig med de kønsroller jeg fik tildelt ved fødslen”. Når Maia Kahlke Lorentzen derfor i podcasten påstår, at ”cis-kønnet” er det mest ”korrekte” udtryk så er dette altså ukorrekt – hhv. det outer hende som en queer-aktivist forklædt som researcher.

Læs mere