Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Cølibat – kald eller krav?

Jan Lindhardts platte udfald mod det katolske præstecølibat i Kristeligt Dagblad fra den 31.3.2010 har, som ventet, bragt en række katolske præster på banen, nemlig Daniel Nørgaard, Michael Bienkowski og Benny Blumensaat. (Se Kristeligt Dagblad fra den 7.4.2010)

Jeg har fuld forståelse for at de afviser Jan Lindhardts udokumenterede og urimelige påstand om at cølibat fører til pædofile overgreb. Men samtidigt hermed mener jeg, at deres forsvar for cølibatet indeholder nogle problematiske antagelser som det er værd at underkaste en kritisk analyse.  

Daniel Nørgaard skriver således, at Jesus i Matt. 19,11-12 siger, at ”nogle er kaldet til at leve i cølibat” og Benny Blumensaat skriver, at cølibatet er en gave, ja en nådegave fra Gud.

Nu siger Jesus i Matt. 19,11-12, hvis man altså oversætter den oldgræske tekst ordret, at der er nogen, der har kastreret sig selv for Himmelrigets skyld. Om de har handlet således fordi de føler sig kaldet hertil siger Jesus faktisk ikke noget om, men pyt med det. Det afgørende er at Daniel Nørgaard sætter lighedstegn mellem cølibat og kald.

Men hvad vil det sige at have et kald? Ja, det er i katolsk sammenhæng faktisk ikke helt nemt at få sat fingeren på! På den ene side lægger kaldstanken nemlig op til at et kald er udtryk for det, som Benny Blumensaat kalder for en nådegave fra Gud. Et kald betyder derfor i katolsk forstand at Gud udvælger nogle bestemte personer til noget særligt, primært til at være katolske præster og/eller ordensfolk. Denne kaldstanke lægger op til at der er nogen, der er mere udvalgte end andre, at der er nogen, som får nogle helt ekstraordinære nådegaver, så de kan ofre mere for Jesu skyld end andre, hvorfor de så igen har krav på en særlig status og en særlig indflydelse i kirken. Det er også det der ligger i Michael Bienkowskis citat fra Lukas 12,48 om at der forlanges særligt meget af dem som har fået meget betroet.

Men i praksis forventes det ikke at man skal have haft en guddommelig åbenbaring for at man må søge om at blive præst, munk eller nonne. Snarere tvært imod, vil jeg hævde. Et kald er i den katolske praksis at man føler, at man gerne vil være eller burde blive præst, munk eller nonne samt, ikke mindst, at en biskop eller en ordensforstander mener, at man reelt set er egnet til et sådant liv. Eller med andre ord, et ønske om et liv som præst, munk eller nonne tolkes som et guddommeligt kald – hvis ellers de relevante kirkelige myndigheder finder personen egnet. Personlig inklination og administrativ godkendelse pakkes altså ind i en retorik om guddommeligt kald og særlige nådegaver.

Hvis man ser et kald som noget, der i høj grad handler om personlig inklination og andres bedømmelse af ens evner, ja så vil jeg hævde, at cølibat i katolsk sammenhæng ofte ikke er noget kald. Den katolske kirke lærer nemlig at alle, der ikke lever i et af kirken anerkendt heteroseksuelt ægteskab, skal leve i cølibat. Om nødvendigt hele livet, som det er tilfældet for homoseksuelle katolikker.  Godt nok står der i Den katolske Kirkes Verdenskatekismus, at homoseksuelle er kaldet til at leve i cølibat, men det er blot et floromvundet udtryk for at homoseksuelle skal leve i cølibat lige meget hvad.  Deres personlige inklination spiller nemlig ingen rolle, ej heller har man fra person til person taget stilling til om han eller hun er egnet til at leve i cølibat. Nogen særlig nådegave til cølibat mener man tydeligvis ikke, at homoseksuelle har, for homoseksuelle må i henhold til de gældende regler ikke blive ordineret til katolsk præst, bl.a. fordi de antages ikke at kunne leve op til cølibatskravet.  Men denne antagede manglende evne til at kunne leve i cølibat står altså på ingen måde i vejen for at kræve, at homoseksuelle skal leve i cølibat!

Jeg vil ikke benægte, at cølibat kan være den rigtige livsvej for nogen, men i katolsk sammenhæng bliver cølibat alt for ofre brugt som et ubønhørligt krav, der lige præcis ikke taget udgangspunkt i hvad den enkelte ønsker og hvad denne er egnet til. Og cølibat er også stærkt knyttet til en forestilling om at det seksuelle begær og et aktivt sexliv hører den profane sfære til mens cølibat ses som en forudsætning for at kunne varetage hellige funktioner som f.eks. præst.  Men hvorfor skulle Gud kun ønske ugifte præster? (Og hvordan kan man hævde, at Gud kun ønsker ugifte præster, nu når gifte protestantiske præster, der konverterer til katolicismen, godt må få lov til at blive ordineret til og virke som katolske præster?)

Cølibat skaber alt for ofte seksuelt forkrampede og ulykkelige mennesker når det misbruges som en tvang og som et krav, der ikke tager udgangspunkt i det enkelte menneskes konkrete situation, livserfaring og personlige inklination. Derfor burde den katolske kirke frisætte cølibatet. Gør cølibatet til et ægte frit valg og ikke til et betingelsesløst krav, være det nu til homoseksuelle, fraskilte eller præster!

Læs mere

Skrevet af den 17 sep, 2009 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Homotest for katolske præstekandidater?

Overlæge John-Erik Stig Hansen skriver i en kronik i Katolsk Orientering fra den 16.9.2009 om de sexovergrebsskandaler, der har plaget den katolske kirke i de sidste år. Katolsk sædvane tro bringer han disse overgreb i forbindelse med homoseksualitet blandt katolske præster, om end han dog indrømmer, at homoseksualitet som sådan ikke kan forbindes med pædofili. Men da en meget stor del af ofrene for katolske præsters sexovergreb er/var teenager drenge så mener John-Erik Stig Hansen, at sammenkoblingen med homoseksualitet er relevant nok for den katolske kirkes problemstilling. Hans kronik lægger dernæst op til at psykologiske test af præstekandidater, som bl.a. skal afsløre evt. homoseksualitet hos disse, måske vil kunne sikre, at den katolske kirke i fremtiden vil slippe for de belastende sexovergrebsskandaler.

Nu har jeg tidligere forholdt mig til den direkte eller indirekte påstand om en sammenhæng mellem homoseksualitet og pædofili, som så gerne i katolske kredse bringes på banen når man skal forklare, eller bedre sagt, bortforklare den katolske kirkes store problem med præsters seksuelle overgreb på børn og unge. Derfor vil jeg her i stedet se på ideen om homotest for præstekandidater.

Det store spørgsmål ved ideen om disse homotest er grundlæggende set hvordan man kan bevise at en person er homoseksuel. Det er jo nemt nok blot at spørge en kandidat om han er homoseksuel, men hvad så hvis han svarer ”nej”, er det så bevis nok? Man kan også se på om kandidaten har homoerotiske erfaringer. Men ud over at man, med mindre man har vidneudsagn fra andre, igen er henvist til kandidatens oprigtighed mht. dette spørgsmål, så rejser sig også spørgsmålet om hvorvidt en enkeltstående eller ganske få homoerotiske erfaring(er), der evt. ligger længere tilbage, virkelig er nok til at diskvalificere en ellers lovende præstekandidat. Og sidst men ikke mindst, hvad nu hvis man står overfor en kandidat, der er from, pavetro og ivrig i sin kirkelige tjeneste, som ikke har nogen erotiske erfaringer med kvinder eller mænd, og som gør alt hvad han kan for at holde enhver tanke om sex ude af sit sind. Skal man opfordre ham til at begynde at fantasere om sex og evt. afprøve diverse inklinationer for at man kan se hvilken seksuel præference han måtte have i det øjeblik han giver sig selv lov til en praktiseret seksualitet? Hvordan vil man forene det med kravet om cølibat for præstestanden og forestillingen om, at enhver form for sex udenfor ægteskabet, være det nu i tanke eller gerning, er en synd?

Men jeg vil også mene, at der er et mere grundlæggende problem med ideen om disse homotest. Et problem der også har medført, at den katolske kirke indtil videre ikke har haft succes med at forhindre mænd med homoseksuelle inklinationer i at blive katolske præster. Og dette problem er faktisk den katolske kirkes officielle afsky for homoseksuelle! Ifølge den katolske kirkes læreembede er homoseksualitet, også når den ikke udleves, en objektiv indre uorden hos den homoseksuelle. Når dette sættes sammen med en tendens til at se homoseksuelle som personer, der i bedste fald er patetiske og i værste fald er potentielt kriminelle pga. deres seksualitet, kan det ikke undre, at det i praksis kan være meget svært at forbinde mennesker, som man anerkender som gode fromme katolikker, med homoseksualitet. Det er simpelthen ubærbart for mange at se en sympatisk from katolsk mand, som gerne vil give sit liv til kirken, som en potentiel pervers. Og på samme måde vil det ofte være enormt vanskeligt for en from og ivrig katolik at anerkende sin evt. homoseksualitet. Lige netop fordi den katolske kirke med så stor iver diskvalificerer homoseksuelles fromhed ved at påstå, at de, uanset indstilling, er uegnede til præsteskabet eller ordensstanden, bliver det overordentligt vanskeligt for såvel kandidater til præste- og ordensstanden som deres åndelige vejledere at anerkende en evt. homoseksuel orientering. Hvordan tror man det vil virke på en from, ivrig og pavetro ung mand at blive afvist som præstekandidat fordi en eller anden psykolog mener at have fundet frem til at han er homoseksuel, og det selvom kandidaten måske selv gør alt for i tanke, ord og gerning at distancere sig fra alt homoseksuelt? Det er der vist ingen af dem, der råber op om homotest, som har tænkt på – nok fordi de reelt set ikke kan forestille sig, at gode og fromme katolske mænd kunne være homoseksuelle…

Læs mere