Skt. Bernardino af Siena – en hadprædikant fra renæssancetidens Italien

 

En meget indgroet myte er, at det var reformationen, der fik indført at præsterne skulle prædike på modersmålet. Det er imidlertid en misforståelse. Middelalderens katolske præster prædikede som udgangspunkt også på modermålet – og ikke nok med det – offentlige prædikener var en populær gratis underholdning for almindelige mennesker ikke mindst i byerne. Det kan nemlig nok være, at landsbypræsterne ude i de små sognekirker på landet ikke var meget bevendt som prædikanter – men de omkringvandrende tiggermunke, primært franciskanerne og dominikanerne, var højt uddannede prædikanter og nogle opnåede en nærmest uhørt popularitet og berømmelse. De kunne skræmme, begejstre, røre til tårer, ophidse til vold og få folk til at bryde ud i latter. De var uhyre underholdende og det var også nødvendigt, for en typisk prædiken kunne vare mellem to og fire timer – og den kunne blive lyttet til af flere tusinde mennesker. Den nok vigtigste og mest populære prædikant i renæssancetidens Italien, hvis popularitet dog rakte langt ud over landets og samtidens grænser, var den hellige Bernardino fra Sienna (1380-1444).

Bernardino kom fra en rig adelsfamilie men blev forældreløs i en ung alder. Han blev opdraget af en række fromme kvindelige familiemedlemmer og bestemte sig i en tidlig alder, mod sin families ønske, til at blive franciskanermunk og det vel og mærke i den mest strenge gren af denne orden på hans tid, de såkaldte ”observante” franciskanere. Han vandrede omkring, hovedsageligt i Norditalien, og holdt et utal af prædikener hvoraf en del er bevaret i forskellige former for referater ligesom han selv har efterladt sig en række skrifter på latin rettet til andre prædikanter. De prædikener han holdt rundt omkring i Italien var på italiensk. Repræsentanter fra en række byer i Italien tiggede ham på deres grædende knæ om at komme forbi og prædike hos dem, og når han gjorde det blev han mødt nærmest som om han var vor Herre selv – allerede mens han levede blev Bernardino nemlig fjeret som en helgen – og han blev da også helgenkåret blot 6 år efter sin død.

Bernardino var ikke en mand der pakkede sine ord ind i vat. Hans Gud var en hård og streng Gud, der straffede enkelte menneskers synd ved at ramme de samfund de levede i med kollektive straffe i form af pest, krig, hungersnød og naturkatastrofer samtidigt med at han dømte størstedelen af menneskeheden til helvedets ild. Især var Bernardino overbevist om at Gud nærede et særligt had til hekse og sodomitter og derfor brugte han mange ord og mange prædikener på at rase mod dem, der gjorde sig skyldig i disse former for synder.

Mht. heksene så er det også en udbredt myte, at hekseforfølgelserne var noget, der skete i middelalderen, men faktisk hører hekseforfølgelserne til i renæssancetiden. I det meste af middelalderen lærte den katolske kirke at den i befolkningen udbredte tro på hekse, der kunne skade deres medmennesker med trolddom, var en blanding af forvirrede kvinders illusioner og de ulærde bønders overtro og derfor noget, man skulle lade være med at tro på. Men renæssancetidens Italien er en tid fyldt med økonomiske omvæltninger, politisk ustabilitet, krige og borgerkrige samt pest og dertil kom en række kirkelige kriser. I en 40-årig periode der lige var blevet afsluttet da Bernardino startede som prædikant havde den katolske kirke således gennemlevet en kaotisk tid hvor der havde været op til tre paver på en gang. Det er også lidt af en myte at renæssancetidens Italien var en lys og moderne tid – eller bedre sagt – det er en lidt for ensidig fortolkning der bygger på samtidens store kunstnere og forfattere. For rigtigt mange mennesker var det en tid præget af angst, frustration og håbløshed – og Bernardinos ord ramte dem dybt ind i hjertekulen. Der var brug for syndebukke – og dem kunne han levere. For Bernardino var hekse nemlig ikke et produkt af de uvidende masser folketro – de var den allestedsnærværende Satans frontkæmpere. De var allevegne og via en pagt de havde indgået med Satan bragte de død og ødelæggelse over deres medmennesker, ikke mindst spædbørn hvis blod de havde en uslukkelig tørst efter. Men Bernardino var også overbevidst om at de kvinder, der udøvede ”hvid magi”, altså spåkoner og diverse healere i virkeligheden stod i ledtog med Satan selv. Han byggede altså videre på folketroens forestilling om den onde, spædbørnsdræbende heks og udvidende den med personer, der indtil da havde været mere eller mindre accepterede og ikke mindst hyppigt brugt i tilfælde af f.eks. sygdom. Og for Bernardino var der kun et muligt svar på problemet med heksene: de skulle brændes på bålet som et offer til Gud og til skræk og advarsel for enhver. Som følge af hans prædikener indførte en række Italienske byer strenge straffe for diverse former for hekseri, og det kan sandsynliggøres, at en 3-4 kvinder blev brændt på bålet som en direkte konsekvens af hans indsats. Men hekseforfølgelserne i Italien kommer aldrig i nærheden af det vanvid som vi ser i Europa nord for Alperne i 1500-tallet og 1600-tallet.

Bernardino er også nærmest sygeligt besat af rædsel, væmmelse og vrede over synden fra Sodoma. Sodomi er i middelalderen faktisk et ret rummeligt begreb der omfatter enhver form for sex som udføres for lystens skyld alene og hvor en graviditet er udelukket. F.eks. fortæller Bernardino i en af sine prædikener de kvindelige tilhørere at de hellere skal lade sig dræbe af deres ægtemænd end gå med til at have ”unaturlig sex” med dem – de vil være garanteret at komme direkte i himlen hvis de hellere vil dø end at begå den mest modbydelige af alle synder. Dog var Bernardino mest optaget af at fordømme sex mellem mænd – hhv. mænd og drenge. (Mens han kun et par gange i forbifarten nævner sex mellem kvinder og det uden at komme nærmere ind på denne mulighed). Sodomi er i Bernardinos univers så forfærdelig at det nærmest ikke kan udtrykkes med ord. Morgenduggen falder ikke der, hvor der udøves Sodomi. Gud væmmes så meget ved denne synd at han næsten ikke turde lade sin søn blive menneske af angst for hvad der kunne ske med ham. Men han løser så dog problemet ved at sørge for at alle sodomitter bliver tilintetgjort i det øjeblik Jesus blev født. Ja, sodomi er så forfærdelig en synd at selv Satan frygter i rædsel ved synet af den! Det kan derfor ikke undre, at Bernardino opfordrer sine tilhørere til at spytte når de ser en sodomit – og råbe ”du stinker!” efter dem. Og sandsynligheden for at de ville rende ind i sådan nogle mennesker var meget stor – for i henhold til Bernardino (og mange andre fra samtiden) var Italien fyldt til bristepunktet med mennesker med hang til denne synd. Og derfor griber han da også til opfordringer om at lade sodomitterne brænde i stor stil. Igen kan man se, at en række Italienske byer indfører en ny og strengere lovgivning mht. sodomi, der inkluderer dødsstraf for folk der straffes mere end en gang for denne forbrydelse, men efter nogle årtier løber det hele ud i sandet. Lovene afskaffes igen eller bliver ikke længere brugt. Øjensynligt var sodomi lidt for populært i renæssancetidens Italien.

I henhold til Franco Mormandos bog ”The Preachers Demons – Bernardino of Siena and the Social Underworld of Early Renaissance Italy”, som jeg bygger denne artikel på, er det ret ukendt at Bernardino var så indædt og heftig i sin kamp mod hekse og sodomitter. Til gengæld har han længe stået under anklage for antisemitisme. Her mener Franco Mormando imidlertid at eftertiden har været lidt for hård ved Bernardino. For godt nok betegnede han jøderne som de kristnes værste fjender, opfordrede de kristne til at undgå social kontakt med dem og krævede f.eks. at jøderne skulle gå med en særlig gul badge, der markerede dem som jøder. Men han sagde også, at næstekærligheden også gjaldt jøder, hans udsagn om jøderne er få og spredte, og de krav han stillede var ikke hårdere end dem som fremgik af kirkeloven.

Bernardino kæmpede for at befolkningen skulle lære at frygte og bekæmpe dem, som han anså som en trussel mod samfundet – for ham var hekse, sodomitter og i mindre grad jøder en slags terrorister udsendt af Satan for at ødelægge Guds folk og deres fremmarch var et tegn på at dommedag var nær. Selvom han måske ikke havde den helt store succes med at få de religiøse og seksuelle afvigere brændt på bålet i det omfang som han ønskede det blev hans prædikener og skrifter en rig inspiration til had og intolerance for fremtidige generationer af teologer og lægfolk. Faktisk var han kun centimer fra at blive gjort til kirkelærer – men det projekt blev i sidste øjeblik standset af Det Andet Vatikankoncil, der havde en lidt anden forståelse af hvilket budskab den katolske kirke skal forkynde til verden af i dag.