Demokrati er det værste af alle styreformer

Demokrati er det værste af alle styreformer – bort set fra alle de andre. Disse kloge ord skulle Winston Churchill have udtalt – og jeg har tit tænkt på dem her under valgkampen.

I en tid, hvor demokrati nærmest er blevet til den vestlige verdens religion, som alle skal tilslutte sig og som man soves ind i fra vugge til grav, er det måske en god ide, at fremhæve, at selvom demokratiet klart er at foretrække frem for dets alternativer, så er det på ingen måde problemfrit. Demokratiet rummer, ligesom de andre styreformer, i sig kimen til sin egen undergang.

Alle der styrer eller vil styre er nemlig henvist til en magtbase, som den styrende eller den med styrelyster er nødt til at holde sig gode venner med, hvis han eller hun vil bevare eller få magten. I et demokrati er de styrende og de styrelystne politikerne – og de er afhængige af vælgerne. En militærdiktator skal bestikke militæret for at holde sig ved magten – eller få den.  En politiker skal bestikke vælgerne for at opnå samme mål. I den nuværende valgkamp har politikerne i det store hele valgt at bestikke med det som det er nemmest at bestikke vælgerne med, nemlig enten skattelettelser (for dem som tror at de vil få gavn af dem) eller mere velfærd (til dem som tror at de vil få gavn af det) samt de sædvanlige floskler om at alt nok skal gå godt hvis vi ellers bare lige stemmer på dem. Eller med andre ord, man lover og lover, selvom man burde vide, at man ikke vil kunne holde sine løfter.

For har man bare sådan en lille smule realitetssands, så vil man have bemærket, at den vestlige verden er kastet ud i en dyb økonomisk krise. Det eneste lys for enden af krisetunnelen synes lige for tiden at være forlygterne på et eksprestog. Desværre har politikerne i denne her valgkamp ikke haft mods og mandshjerte m/k til at fortælle danskerne, at festen ER forbi. Man har ikke turdet fortælle, at ikke nok med at der ikke vil være råd til skattelettelser eller mere velfærd i mange år fremover – så må vi regne med, at det bliver nødvendigt både at hæve skatterne og skære dybt ned i velfærdsydelserne.

Den dybe økonomiske krise, som vi befinder os i, handler nemlig om meget mere end om banker, der har lånt for mange penge ud og om slemme børsspekulanter. De er blot symptomerne på det grundlæggende problem.

 Mens Vestens fokus har været på kampen mod muslimsk inspireret terrorisme, tvangsdemokratisering af muslimske lande via militære besættelser og, især for Danmarks vedkommende, en altdominerende debat om den fare, som tilstedeværelsen af muslimer i Europa efter sigende skulle udgøre, så har Kina lige så stille og roligt overtaget kontrollen med vores økonomi.

Vestlige arbejdspladser flyder i en lind men ustoppelig strøm til Kina, alt i mens vestlige firmaer ofte kun kan få lov til at sælge varer på det kinesiske marked hvis varerne produceres i Kina. Vha. dette lille trick er det i øvrigt lykkes kinesiske virksomheder at få fingre i uvurderlige patenter og andet knowhow som de nu bruger til at udkonkurrerer vestlige firmaer med. En udvikling der vil tage til nu hvor kineserne er begyndt at opkøbe skrantende europæiske og amerikanske virksomheder. Så snart disse virksomheder er blevet lænset for knowhow må man regne med, at også disse arbejdspladser vil blive flyttet til Kina. Og som kronen på værket er USA og EU i dag de facto afhængige af kinesiske lån, hvis deres økonomier ikke skal bryde sammen. Den tid hvor man kan stille krav til kineserne om en mere fair konkurrence etc. er sandsynligvis forbi nu. Det løb er alt andet lige kørt. I dag lever vi af kinesernes nåde – og der er ingen grund til at de skulle være særligt venligsindede overfor os. I Kina har man ikke glemt hvordan USA og de europæiske stormagter i 1800-tallet og starten af 1900-tallet ydmygede og udplyndrede et svækket Kina. Det eneste vi kan håbe på er, at Kina ikke har økonomisk interesse i vores totale fallit.

Ingen politiker har turdet fortælle os, at det danske samfunds helt store udfordring består i at finde ud af at overleve i en verden, hvor det er diktaturstaten Kina, der sætter vores økonomiske dagsorden. Og det er altså vores økonomi, der danner basis for både vores velfærd og for vores politiske frihed. I stedet pakker politikerne os ind i vat og i tomme løfter – og dermed sørger de for, at vi ikke er rustede til den overlevelseskamp som vi står overfor i de kommende år.