Menu
Kategorier

Skrevet af den 12 jul, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Pride, homokamp og historieløshed

 

Noget der kendetegner LGBT-bevægelsen, er en udpræget mangel på historisk bevidsthed. Et stjerneeksempel herpå er Christopher Street opstanden, homorettighedskampens historie og Priden.

Det er f.eks. en stadigt mere populær myte, at Christopher Street opstanden blev startet af en sort transkvinde, og at homoseksuelle i dag derfor både skylder de transkønnede Priden og alle de rettigheder som homoseksuelle har tilkæmpet sig i de sidste årtier. Denne påstand holder imidlertid ikke vand.

For det første giver det ikke mening, at ville tilbageprojicere den senmoderne identitet ”transkønnet” til 1969 hvor den ikke fandtes. I 1960’erne blev kønsoverskridende biologiske mænd, der var seksuelt interesseret i andre mænd, set som homoseksuelle transvestitter og ikke som transkvinder. For det andet, var optøjerne spontane uroligheder, der hverken var planlagte eller havde nogen leder. For det tredje, så viser de primærkilder vi har, herunder de få fotos fra urolighederne, grupper af unge, hovedsageligt hvide mænd. Så hvorfor fratage bøsserne æren for Christopher Street opstanden?

Men det er også mere grundlæggende set dybt problematisk, at tro, at der går en lige linje fra Christopher Street opstanden til nutidens homorettigheder.

Der fandtes nemlig allerede en homobevægelse før Christopher Street opstanden. LGBT Danmark blev f.eks. grundlagt i 1948 som ”Foreningen af 1948”, der senere tog navneforandring til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Det er lidt sjovt, at de samme mennesker, der hylder foreningens grundlægger Axel Axgil som et homorettighedsforkæmper ikon, kan tro, at homobevægelsen startede med Christopher Street opstanden.

Christopher Street opstanden var derimod utvivlsomt inspirator for de pride demonstrationer, der i årene efter opstanden begyndte at poppe op rundt omkring i den vestlige verden. Og den var også i et varieret omfang en inspirationskilde til den revolutionære homobevægelse – i Danmark i form af Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse. Disse grupperinger var lige præcist revolutionære. De ønskede ikke at bøsser og lesbiske skulle favnes af og inkluderes i det etablerede heteroseksuelle, patriarkalske og kapitalistiske samfund. De så sig i stedet som spydspidsen i en politisk og seksuel revolution, der skulle omstyrte den etablerede orden. Indtil det mål var nået forsøgte man at skabe en modkultur til det etablerede samfund hvor hhv. bøsser og lesbiske (hver for sig da man var kønsseperatistisk) kunne opleve det alternative fællesskab som de håbede engang ville erstatte den etablerede samfundsorden. Faktisk var der i 1970’erne stort set ingen homoseksuelle aktivister, der ønskede at homoseksuelle skulle få lov til at gifte sig. Man kæmpede ikke for at ægteskabet skulle udvides til at omfatte par af samme køn – man så ægteskabet som en undertrykkende patriarkalsk institution som skulle afskaffes.

Hvis man vil finde oprindelsen til de mange homorettighedspolitiske succeser som vi har set i de sidste årtier, skal man i stedet se på aids epidemien. Det er interessant nok næsten glemt i dag, men aids var den største katastrofe i de homoseksuelles historie – lidt på linje med holocaust for jøderne. Ikke nok med at titusinder af bøsser døde af aids, ofte under store lidelser, epidemien udløste også et homofobisk bachslash. Mange homoseksuelle aktivister begyndte at forstå, at de havde brug for majoritetssamfundets støtte – både økonomisk og socialt – for at få bugt med denne epidemi. I en tid, hvor Margaret Thatcher opfandt begrebet ”TINA” – there is no alternative” (til den neoliberale kapitalistiske verdensorden) blev dette slogan også til homokampens nye dagsorden. Man skrotede drømmen om revolutionen og gik i stedet i gang med at kæmpe for at blive accepteret og inkluderet i den etablerede verdensorden – og det på dennes præmisser. Det er også her, at Priden skifter fra at være en politisk protest til en mangfoldighedsfest. Erhvervslivet og den politiske elite skulle ikke nyde noget af at deltage i en mindre flok vrede bøssers og lesbiskes protest – men med tiden kom de til at elske den harmløse mangfoldighedsfest, hvor de i voksende grad får lov til at iscenesætte sig selv som fanebærere for tolerancen.

Denne udvikling skete selvfølgelig ikke over nat. Og den var ej heller nem. Og interessant nok var den såkaldte queer bevægelse længe modstander af denne udvikling. Queer bevægelsen opstod i 1990’erne, i den samme periode hvor den revolutionære homobevægelse var hensygnende eller allerede de facto død. Queer trak på nogle af dens ideer, men man var og er meget mere individualistisk, ligesom man trækker på teorien om at man via performance kan nedbryde samfundets undertrykkende strukturer. Interessant nok var queer oprindeligt stærkt kritisk overfor identitetspolitik – i hvert fald den der handlede om kvindekampen og homokampen. Ud over, at man fra starten af havde et belastet forhold til kategorien ”kvinde” og ”homoseksuel”, så var man også af den overbevisning, at identitetspolitik føres på bekostning af andre og derfor er dybt problematisk. I det første årti i det nye årtusinde var det et fast indslag i forbindelse med hver Pride, at Enhedslistens Queerudvalg med forskellige midler protesterede mod Priden, der blev beskyldt for f.eks. islamofobi og homonationalisme – og så ikke mindst for ikke at sætte fokus på transkønnedes situation.

Men det var dengang. I dag favner Priden i den grad de transkønnedes sag, at Copenhagen Pride end ikke vil tage afstand fra den dybt antihomoseksuelle påstand om, at lesbiske der ikke ønsker sex med transkvinder, der har en penis, og bøsser der ikke vil have sex med transmænd, der har en vagina, skulle være transfobiske. Priden er i dag ikke bare en megakommercialiseret iscenesat selvgodhedsfejringsevent – den er også blevet til et projekt, der angriber homokampens fundament – nemlig retten til at være til personer af samme biologiske køn som en selv. Vha. queer har LGBT-bevægelsen sejret ad helvede til.

Læs mere

Skrevet af den 11 jul, 2018 under Feminisme, Lgbt | 4 kommentarer

Homoseksuelle er ikke velkomne til Copenhagen Pride

 

Det har vakt en del opstandelse, at en mindre gruppe radikalfeministiske lesbiske under London Pride demonstrerede mod det pres som den radikale transaktivisme udsætter lesbiske for. I denne forbindelse blev der på Copenhagen Prides officielle Facebook side spurgt om hvad Priden ville gøre for at forhindre lignende ”transfobiske” indslag. Dette udløste en længere debat hvor jeg og en række andre radikalfeminister fortalte om hvordan lesbiske bliver beskyldt for at være transfobiske, hvis de ikke vil have sex med transkvinder der har en penis. Dette udløste en voldsom modreaktion fra en række radikale transaktivister og intersektionelle feminister. Ud over at påstanden om at det er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex der inkluderer en penis, blev gentaget talrige gange, blev vi også beskyldt fra at være usolidariske med transkvinder, og vi fik at vide, at vi bør evaluere vores seksuelle begær kritisk. Men det var sådan set de mere milde beskyldninger. Vores beskrivelse af den klassiske lesbiske seksuelle orientering blev nemlig også kaldt for bl.a. ”pis”, ”gylle” og “super led”, ligesom den blev sammenlignet med racisme. Da et par bøsser henviste til at de er til penis og ikke til vagina hhv. tog afstand fra denne dybt nedladende og homofjendske måde at omtale homoseksuelle på fik de også det glatte verbale lag.

Jeg og et par andre bad Priden om at tage afstand fra disse modbydelige udsagn om homoseksuelle og fra selve ideen om at man er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex med transkønnede, der har en penis, hhv. hvis man som bøsse ikke er til sex med transkønnede, der har en vagina. Det har man imidlertid ikke villet gøre. I stedet skriver man, at man ikke skal tvinges til sex man ikke er til – det skriver en del af dem der i den grad langer ud mod homoseksuelle i øvrigt også. Men ud fra logik kan man heller ikke tale om tvangsheteroseksualitet her i Danmark, da ingen lov tvinger homoseksuelle til at have sex med personer af modsat køn og seksuel tvang generelt er forbudt. Problemet er bare, at vi lever i et samfund, hvor homoseksuelle fortsat oplever et moralsk pres for at de skal leve heteroseksuelt. På samme måde udsætter radikale transaktivister og intersektionelle feminister i dag homoseksuelle, især lesbiske, for et moralsk pres for at de skal acceptere sex med personer de ikke er seksuelt tiltrukket af. Priden er nu bukket under for dette pres.

Pridens accept af disse voldsomme udfald mod homoseksuelle hvis seksualitet udelukkende er rettet mod personer af samme biologisk køn som dem selv, må derfor tolkes som at det er deres syn på sagen – eller at de i hvert fald ikke vil kæmpe for homoseksuelles ret til at definere deres egen seksuelle orientering og for at være stolte af den. Set i lyset af at en undersøgelse har vist, at langt de fleste ikke-transkønnede, herunder homoseksuelle, ikke er til sex med transpersoner, må konklusionen være, at langt de fleste homoseksuelle – og heteroseksuelle for den sags skyld –  ikke er favnet af Priden og ikke er velkomne, da de jo er transfobiske, deres seksuelle orientering er pis osv.

Så kære homoseksuel, hvis du definerer din seksuelle orientering ud fra dit biologiske køn og din partners biologiske køn – så bliv væk fra Priden eller giv på anden måde udtryk for din protest mod at Priden er bukket under for den radikale transaktivismes kamp mod homoseksualitet i dens traditionelle betydning af at man elsker og begærer personer af samme biologiske køn som en selv. Protester mod at Priden er blevet til homoshaming. Og hvis du ser dig som en heteroseksuel allieret i vores kamp må du meget gerne gøre det samme.

Læs mere

Skrevet af den 28 jul, 2013 under Lgbt, Religionsdebat | 0 kommentarer

Sørine Gotfredsen og minoriteterne

Sørine Gotfredsen, en rimeligt kendt debattør og præst med tilknytning til Tidehverv, udbreder sig i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 27.7.2013 om sagen om fyringen af Jim Lyngvild. At Jim Lyngvild blev fyret som vært for Copenhagen Pride fordi han havde brugt udtrykket “bøssekarle” ser hun som et udslag af vor tids forvirring, der blandt andet består i at vi er blevet alt for følsomme på minoriteterne vegne – de konkrete minoriteter hun så nævner er de homoseksuelle og muslimerne, hvor førstnævnte betegnes som en “ophøjet” minoritet.

Denne følsomhed stiller hun op overfor det forhold, at ingen i dette land har taget anstød af at Jim Lyngvild har ladet sig fotografere som den korsfæstede Jesus, og det selvom han udtrykkeligt gjorde det for at provokere. Og det passer i Sørine Gotfredsens øjne så ganske fint med at man i kristendommen tror på en Gud, der er alt for ophøjet til at han kan lade sig krænke. Men til sidst i sin klumme kommer hun så ind på en ny minoritet, “nemlig de kristne. De troende kristne, altså. Mængden af ateister, almindelige tvivlere med mest hang til velfærd, muslimer, buddhister og tilhængere af andet åndeligt gods overstiger allerede mængden af dem, der tager kristendommen alvorligt.” At nogen vil gide tage hensyn til deres religiøse følelser tvivler Sørine Gotfredsen i høj grad på.

Sørine Gotfredsens tekst er en bemærkelsesværdig øvelse ud i en springende logik og retorik. Hvis den kristne Gud per definition er hævet over at blive krænket, hvorfor skulle kristne så have et krav på at man skal beskytte deres følelser for denne Gud mod krænkelser? Hvordan kan man blive krænket på en ukrænkelig Guds vegne?

Men mere grundlæggende sker der et spændende spring i klummens perspektiv. Sørine Gotfredsen lægger jo ud med at fortælle om at “vi” er blevet for følsomme på minoriteternes, i praksis de homoseksuelles og muslimernes, vegne. “Vi”, dvs. Sørine og hendes læsere – eller er det hele nationen?, er altså ikke homoseksuelle og muslimer. “Vi”, er i stedet den heteroseksuelle og ikke-muslimske majoritet, der træder os selv over tæerne i vores iver for at tækkes “de andre”. Men så begynder Sørine Gotfredsen at skrive om den efter sigende lille befolkningsgruppe, der består af troende kristne. Nu kan man jo ikke med sikkerhed vide, om Sørine Gotfredsen mener, at hun er en del af denne minoritet eller om hun tilregner sig ateisterne, de tvivlende etc. Men da hun er teolog og præst er det, på trods af Grosbøll, vel et godt gæt at hun mener, at hun tilhører denne minoritet. Og en pæn del af Kristeligt Dagblads kernelæsere vil nok også gerne se sig selv som troende kristne, der tager deres tro alvorligt. Sørine Gotfredsen og hendes antagne læsere skifter altså perspektiv, nu er man ikke længere majoriteten, der træder sig selv over tæerne men i stedet minoriteten, der bliver trådt på. Fra at være en del af majoriteten, der burde sige “stop nu med den klynken” til minoriteterne ender man som læser blandt de klynkende minoriteter. Og det er jo sådan set godt gået, for dermed får man foræret retten til på en gang at træde på andre og klage over, at andre gør det mod en som man selv mener, man har ret til at gøre mod dem.

Nu undrer jeg mig lidt over, at Sørine Gotfredsen indskriver sig i et heteroseksuelt majoritets “vi”, for jeg har ladet mig fortælle, at hun selv er lesbisk. Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man hører, men det forhold, at hun i sin unge dage udgav ungdomsromanen “Marias stjerner”, der har et lesbisk tema, kunne pege i den retning. Men selvfølgelig, hvis man vil være en stjerne blandt de politisk og teologisk konservative så gør man nok klogt i at sætte sit lesbiske lys under en skæppe.

Hvad Sørine Gotfredsen bare lige glemmer er, at det jo slet ikke var det heteroseksuelle flertal, der fyrede Jim Lyngvild. Det var i stedet Copenhagen Prides bestyrelse, der gav ham silkesnoren, og det især fordi foreningen Sabaah, der hovedsageligt består af lgbt personer af såkaldt anden etnisk herkomst, truede med at boykotte paraden hvis Jim Lyngvild forsatte som vært. Ikke så meget pga. af hans bemærkning om bøssekarle, men fordi han på Facebook havde kaldt nogle unge med anden etnisk baggrund, der havde forøvet homofobisk vold, hvis nok mod ham selv, for “perkere”.

Sagen om Jim Lyngvild handler altså ikke om en heteroseksuel majoritet, der tager for meget hensyn til de homoseksuelle og muslimerne, men om en konflikt blandt homoseksuelle (og biseksuelle samt transpersoner) om hvordan man må tale om personer af såkaldt anden etnisk baggrund, primært muslimer. Men det er også i forhold til denne strid, at Sørine Gotfredsen kunne have haft en pointe. For hvor sandsynligt er det lige, at Copenhagen Pride ville have fyret Jim Lyngvild, hvis en kristen gruppe af lgbt personer havde truet med at boykotte paraden pga. hans forhånelser af deres tro?

Læs mere