Kvinder skal være ærbare og mænd skal være krigere – en ny katolsk teologi?

Vi lever i en tid, hvor kroppen og kropsligheden er i centrum og fylder ganske meget i manges bevidsthed. Dette er ikke mindst tilfældet hos de unge, hvoraf ikke så få synes at bruge mere tid i træningscentret og på andre former for kropspleje og -formning end på at lave lektier. Desværre er dette fokus på kropsligheden for mange unge blevet til en byrde som de har svært ved at bære, hvad det voksende problem med unge, der kæmper med spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd så som cutting viser.

Derfor virker det umiddelbart som en god ide, at Katolsk Forlag har valgt at udgive en bog med titlen ”Kroppens teologi for ham” hhv. ”Kroppens teologi for hende”. (De to minibøger er samlet i en udgivelse som jeg herefter blot kalder for ”Kroppens teologi”). Bogen er tydeligvis rettet til unge mennesker, og det er en målgruppe, der sikkert kunne have glæde at få inspiration til hvordan man via troen kan blive hjulpet til at få et positivt forhold til kroppen uden at forfalde til den overfladiske kropskult som præger vores tid.

Men ”Kroppens teologi”’s supplerende titel gør en allerede bekymret. ”Hvad siger den katolske kirke egentlig om kærlighed, sex og parforhold?”, hedder den. Og det peger jo hen på at bogens forfatter, en vis Jason Evert, der ikke introduceres nærmere, falder i den samme grøft som så mange andre, nemlig den at ville reducere vores kropslighed til det, der er relateret til vores kønsorganer og de seksuelle normer samt kønsroller man måtte udlede af mænds og kvinders anatomiske forskellighed. Men man skal jo ikke være fordomsfuld, så jeg kastede mig over den på mange måder letlæste og handy bog.

Jeg startede, måske pga. mit eget køn, med den del som er tiltænkt kvinder. Og her kunne jeg læse mange spændende ting. F.eks. fortæller Jason Evert os kvinder, vi at kvinder simpelthen er det skønneste der findes her på jorden! Rent personligt er jeg jo enig med Jason Evert i at kvinder er smukkere end mænd, men tænker mine heteroseksuelle medsøstre virkelig det samme? Han informerer os også om, at lige som Gud er et mysterium, fordi der er sider af hans væsen, som er skjult for os, så er der også et element af mystik over kvindens natur. Det mystiske ved kvinden er bl.a., at ”hendes kønsorganer er skjult for vores øjne: de er inde i hendes krop”. Egentlig er det bemærkelsesværdigt, at ”Kroppens teologi”’s mandlige forfatter der, som det fremgår i løbet af bogen, er gift og har tre børn, ikke har bemærket, at kvinder plejer at være udstyret med en klitoris. Men hans manglende kendskab til dette for den kvindelige seksualitet helt centrale ydre kønsorgan gør det måske lettere at forstå, at den seksuelle lyst og tilfredsstillelse tydeligvis ikke spiller nogen rolle i det billede af hvad det vil sige, at være kvinde, som Jason Evert så brændende vil formidle til os.

”Kroppens teologi” er oversat fra engelsk og er muligvis oprindeligt skrevet til et amerikansk publikum. Det ville i hvert fald forklare det for den danske læser overraskende forhold, at Jason Evert er meget optaget af kvinders ærbarhed. F.eks. sammenligner han det forhold, at Pagtens Ark skjulte Guds herlighed med ”at en kvinde lægger vægt på ikke at klæde sig udfordrende. Hun gør det ikke for at skjule sig for mændene, men for at understrege sin værdighed”.  Dette uddybes med udsagn som:  ”Ligesom skeptikerne forlanger, at Gud skal åbenbare sin herlighed for at bevise, at han eksisterer, så siger den moderne kultur til kvinder: ”Hvis din krop er så flot, så vis den frem!” En kvinde, der bevidst om sit værd, vil afslå en sådan opfordring og svare: ”Netop fordi jeg er meget værd, dækker jeg mig til”. Og det kulminerer med påstanden om, at ”mænd er dygtige til at læse kvinders kropssprog og vil i de fleste tilfælde ikke risikere at blive ydmyget, når de er sikre på en afvisning. De vil reagere på kvindernes blufærdighed ved at nærme sig dem med ærbødighed”. Måske Jason Evert gerne vil række en hånd ud til islam, hvor man jo kan finde lignende forestillinger? Men nu når det er så vigtigt for kvinders værdighed, at de klæder sig ærbart, hvorfor er der så to fotos i ”Kroppens teologi”, hvor unge kvinder optræder i hotpants?

Mindre overraskende er det, at Jason Evert lægger vægt på, at hovedformålet med at være kvinde er at blive mor – i fysisk eller åndelig forstand. Og at han understreger, at abort og prævention er forkert siger jo sig selv, det er som bekendt den katolske kirkes officielle lære. At det skulle være katolsk lære, at mænds hjerner mangler kommunikative evner i forhold til kvinders for til gengæld at være meget mere optaget af sex- og aggressionsbehov er derimod nyt for mig.

Og det leder jo så over til den anden del af bogen, den om mænd. Her kan man læse, at mænd tænker på sex, de tænker på sex, ja de tænker meget på sex. Det er alt sammen godt og smukt, for sådan har Gud skabt manden, men så er det ikke så godt alligevel, for arvesynden har gjort, at det der med sex er blevet til et minefelt for ham.  Hvor den typiske biologiske forklaring på mænds større sexdrive er, at dens formål er at få manden til at have sex med så mange kvinder som muligt for på denne måde, at forøge sine chancer for at forplante sig, så må Jason Evert selvfølgelig bringe arvesynden på banen, for at forklare, at mænd har lyst til sex udenfor det hellige og livslange ægteskab med én udvalgt kvinde. Mandens grundnatur kan i henhold til katolsk tro jo ikke stå i modsætning til Guds bud. Men hvorfor så skrive så meget om mandehjernens høje testosteron niveau og forstørrede sexcenter? Er disse biologiske forhold hos manden et resultat af arvesynden? Og hvorfor prøver Jason Evert også, at forklare mandens stærke sexdrive med at kvinder jo er så smukke og at selv den mand, der går på bordel, handler ud fra en ubevidst længsel efter Gud? Evnen til at se skønhed og længslen efter Gud handler vel ikke om hormoner?

Nå, men bort set fra at vi altså kan læse, at mænd tænker på sex sådan stort set hele tiden, med mindre et intensivt bønsliv har lært dem, at rense deres seksuelle lyst, så den forvandles til ædel kærlighed til kvinder og ultimativt til Gud, så underrettes læseren også om den ideelle katolske manderolle. Og det er helt klart manden som kriger. Og så er manden også en jæger, især jagten på kvinder optager ham, ja faktisk er det ”Guds mening, at vi skal jagte dem”. Men jagten skal selvfølgelig være kysk og ædel, det siger jo sig selv. Men det er godt nok ikke nemt, at være kristen mand i en feminiseret moderne kristendom, hvor der prædikes en blød og kærlig Gud frem for Gud som dommer og konge. Denne form for forkyndelse støder ham bort, for en sådan en Gud er det svært for mænd ”at bøje knæ for”. Den rigtige Gud er heldigvis en kriger, det kan man læse mange steder i Det Gamle Testamente, og den kristne mand er ligeså. Dog består hans krigeriske aktiviteter hovedsageligt i at føre krig mod sig selv og i at lære at ofre sig ligesom Jesus gjorde. Og det vigtigste offer en mand kan gøre er at give afkald på at tilfredsstille sin umiddelbare seksuelle lyst.

Homoseksualitet er selvfølgelig noget helt forkert – om end hvis man skal gå ud fra Jason Everts vægtning af stoffet, så er den hovedsageligt et problem for mænd. Kvindelig homoseksualitet skildres i ”Kroppens teologi” kun kortfattet som en art skade, der gør, at man ikke kan åbne sig for andre og ellers består den i en afvisning af den kvindelige identitet. Homoseksualitet hos mænd derimod er ”et forsøg på at blive forenet med det feminine og på at blive bekræftet i deres maskulinitet. Men i stedet for at blive forenet med en kvinde på det fysiske plan identificerer nogle mænd med homoseksuelle tilbøjeligheder sig med kvinder på det psykologiske plan”. I begge tilfælde handler homoseksualitet altså om at man har problemer med ens kønsidentitet. Og så mangler den homoseksuelle nok også typisk forståelse for at ”alle kvinder har en livmoder” (hvad det så end har med kvindelig homoseksualitet at gøre) og at ”en mands kønsorganer ikke passer sammen med en anden mands”.

Kære læser, undskyld min ironiske stil i denne artikel, men ”Kroppens teologi” er i sin overfladiskhed og banalitet simpelthen svær at tage alvorlig. Den hævder at præsentere Johannes Paul II’s lære om kroppens teologi på en nem og forståelig måde, om end man nu ikke læser overdrevent mange citater af ham. Og jeg håber og tror på, at den katolske kirkes teologi fortsat har bare lidt mere niveau, også når vi taler om køn og seksualitet, end det vi præsentereres for i denne her udgivelse.

Og det er sådan en skam – for som sagt i indledningen, så er der brug for en dybere og sundere refleksion over vores menneskelige kropslighed end den, som er dominerende i vores samfund af i dag. Men Jason Everts ”Kroppens teologi” er som at få en indbydelse til hvad man kunne tro er en lækker middag på D’Angleterre, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være en fedtet og slasket burgermenu hos Mc Donalds.