Ikke i vores navn!

 

Lørdag den 21.8 vil Københavns gader endnu engang lægge plads til et gigantisk Pride-arrangement. Selvom Coronarestriktionerne nok vil medføre, at der skal festes en anelse mindre heftigt end tidligere er der alligevel lagt an til lidt af et brag, da Copenhagen Pride har slået sig sammen med det internationale Worldpride. Under alle omstændigheder er Pride parader blevet til et fast indslag i den vestlige verden, hvor majoritetssamfundet får adgang til at sole sig i deres egen begejstring for og støtte til ”mangfoldigheden” mens de store globale firmaer får rigelig mulighed for at sælge deres ”frisind og tolerance” ved at markedsføre sig med regnbueflag og paradevogne.

Interessant nok er der imidlertid ikke så helt få bøsser, lesbiske og biseksuelle, der ikke vil gå med i paraden og som generelt har meget svært med hvad der er blevet gjort ved de gamle demonstrationer for retten til at være til sit eget køn. I hele verden kan vi se et voksende antal bøsser, lesbiske og biseksuelle der optræder som det man indenfor feminismen har kaldt for ”killjoys”, altså dem der ødelægger den gode stemning ved familiefesten ved at påpege det, som man helst ikke vil forholde sig til i det festlige lag. I pride sammenhæng betyder det, at vi er flere og flere der påpeger, at LGBT+ organisationerne ikke længere repræsenterer os.

I løbet af de sidste 10-15 år er de store gamle organisationer for homoseksuelle (og biseksuelle) som f.eks. LGBT+ Danmark (Det gamle LBL) og Copenhagen Pride nemlig blevet kapret af radikale trans- og queeraktivister samt intersektionelle feminister. Disse organisationer er i dag spydspidsen i et frontalangreb på den forståelse af køn og seksualitet som både majoritetsbefolkningen og en stor del af de homoseksuelle og biseksuelle har. Køn bliver af disse organisationer redefineret fra at være noget der er knyttet til den krop vi blev født med til at være en udefinerbar følelse, hvad igen får en række praktiske konsekvenser for kønsopdelingen af omklædningsrum, fængsler og herberger men også på hvordan man forstår kønsrolleafvigende adfærd hos børn og unge og selve det at have en seksuel orientering.

Der er ikke rigtigt nogen der har kunnet komme med en god forklaring på hvorfor transkønnede absolut skulle inkluderes i foreninger der oprindeligt var for homoseksuelle (og biseksuelle). Det er jo et dogme indenfor LGBT+ bevægelsen at køn og seksuel orientering INTET har med hinanden at gøre så hvorfor foreninger for personer der er til deres eget biologiske køn skulle organisere dem, der mener, at deres sande køn er et andet end deres biologiske, virker selvmodsigende. Hvad der imidlertid har fået alvorlige konsekvenser er, at man i disse organisationer i dag insisterer på en helt bogstavelig fortolkning af transidentiteten.

Her kan man måske sammenligne med et eksempel fra religionernes verden. Mange protestanter opfatter det brød man spiser og den vin (eller druesaft) man drikker i forbindelse med nadveren som et symbol på Jesus, noget der skal få en til at tænke på ham og mindes ham. Den katolske kirke derimod insisterer på at det brød og den vin man modtager i forbindelse med nadveren i bogstavelig forstand, ER Jesus himself og derfor har man også ritualer hvor man tilbeder det indviede alterbrød da det jo ER ham.

På samme måde havde nok mange homoaktivister oprindeligt en, lad os i denne sammenhæng kalde det for en protestantisk forståelse af transkøn. Man ville gerne vise transkønnede respekt ved at omtale transkvinder som ”hun” og transmænd som ”han” og generelt så vidt som muligt undgå at krænke deres kønsmæssige selvforståelse uden af den grund virkeligt at tro på, at transkvinder i bogstavelig forstand er kvinder og transmænd i bogstavelig forstand er mænd. Men i dagens LGBT+ organisationer, herunder Copgenhagen Pride, er der ikke længere plads til andet end til bekendelsen af den ene sande tro, nemlig at transkvinder ER kvinder, at transmænd ER mænd og at man er transfobisk hvis man som lesbisk kvinde ikke vil have sex med transkvinder og hvis man som bøsse ikke vil have sex med transmænd.[1]

Det er nemlig den uundgåelige konsekvens af kravet om at transidentiteten skal tages bogstavelig: seksuel orientering må ikke være et spørgsmål om hvilket biologiske køn man føler sig tiltrukket af. Seksuel orientering skal nu, hvis den skal være transpolitisk korrekt, være rettet mod ens ønskede partners såkaldte kønsidentitet, altså mod hvordan denne ser sig selv. Vi skal altså med andre ord forelske os i og føle os seksuelt tiltrukket af en anden persons kønsmæssige selvforståelse og evt. dennes kønsmæssige selviscenesættelse. Den krop vedkommende er født med og den prægning som man uundgåeligt vil være mærket af pga. den krop man er blevet født med, må ingen rolle spille, hvis man altså ikke vil mødes med rasende anklager om at man er transfobisk, at man er en genitalfetichist etc. Homoseksualitet i den klassiske betydning af ordet er dermed VERBOTEN indenfor LGBT+ bevægelsen og homoseksuelle, der fortsat er homoseksuelle i ordets klassiske betydning af at man udelukkende er til sit eget biologiske køn, skal som minimum være i skabet hvis man ikke vil blive ”cansellet” af de foreninger der stadigvæk påstår, at de repræsenterer bøsser og lesbiske.

Men vi er faktisk flere og flere lesbiske, bøsser og biseksuelle, der selvsagt ikke føler os repræsenteret af foreninger der ikke kan tolerere at man udelukket er tiltrukket af personer af ens eget biologiske køn og vover at fortælle det højt frem for at forstå at man enten skal ændre på sin seksuelle orientering eller skamfuldt forblive i skabet. Dertil kommer, at vi er flere og flere der er dybt bekymret over alle de andre bivirkninger som den bogstavelige forståelse af transidentiteten medfører såsom kravet om at transkvinder skal kunne konkurrere mod biologiske kvinder indenfor den professionelle sport og at udtryk knyttet til kvinders biologi så som menstruation og moderskab skal gøres kønsneutrale. Vi er også meget bekymret over at kønsrolleafvigende børn og unge, hvoraf en del formodentlig er lesbiske, bøsser eller biseksuelle i stadigt voksende omfang bliver set som transkønnede og selv bliver overbevist om at de er det fordi de ikke kan se sig selv i samfundets stereotype forventninger til personer med deres biologiske køn.  LGBT+ foreningernes krav om juridisk kønsskifte for børn og hurtig adgang til hormonbehandling og kønsskifteoperationer af børn og unge vil kunne få alvorlige konsekvenser. Vi vil om 5-10 år meget vel kunne stå med hundredvis af unge voksne lesbiske, bøsser og biseksuelle som vil være fortvivlet over hvilke skader de fik tilført deres kroppe fordi der ikke var nogen der vejledte dem om at det er helt normalt at man som homo- eller biseksuel har det rigtigt svært med de kønsroller og kønsrolleforventninger som man mødes med i vores samfund men at man som voksen typisk vil lære at acceptere den krop man blev født med samtidigt med at man klæder sig og lever som det passer en bedst.

Rundt omkring i verden opstår der derfor LGB-foreninger, altså foreninger for lesbiske, bøsser og biseksuelle der har fået nok af det absurde teater med tragiske konsekvenser som LGBT+ bevægelsen er muteret til. Her i Danmark er vi fortsat blot en Facebook gruppe[2], men vi har ambitioner om mere. Det er nemlig på tide at der siges massivt fra overfor misbruget af bøsser, lesbiske og biseksuelle til et radikalt transpolitisk projekt som har alvorlige negative konsekvenser for børn, kvinder og homoseksuelle af begge køn.

[1] Se debatindlæg i avisen ”Arbejderen” fra den 15.8.2018 skrevet af Lars Henriksen, den daværende og nuværende forperson for Copenhagen Pride.

[2] https://www.facebook.com/groups/249592893174881 (LGB Danmark)